http://epn.dk/webvideo/underholdning/?movieId=14051&Id=1115113
Luft giften ud af din nye bil 07-09-2007
Kemikalierne suser rundt i nye biler, når materialerne "gasser af". Det
gælder om at lufte ud og stille krav til bilen inden køb.
Duften af en ny bil er dejlig, men den er ikke nødvendigvis sund. Den
amerikanske græsrodsorganisation Ecology Center har testet bl.a.
instrumentbrættet, sæderne, gearknoppen, måtterne og rattet i flere end 200
biler på det amerikanske marked. Det skriver FDM i septemberudgaven af
Motor. Undersøgelserne viser, at mange biler indeholder skadelige kemikalier
og tungmetaller som brom, bly, nikkel, kviksølv og klor, som kommer ud i
kabinen, når materialerne "gasser af".
Hos Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed, der finansieres af
Miljøministeriet, oplever man mange, der er generet. Men der findes ingen
statistik på området.
"Det er svært at sige, hvad folk skal være opmærksomme på. Nogle kan ikke
tåle parfume, andre får det dårligt af tryksager og i øvrigt oplever de også
noget i bilen. Det gælder om at mærke efter", siger forskningsleder Jesper
Elberling.
"Bilen er jo et slags lukket klimakammer, og mange fortæller, at de får
symptomer, når bilen er blevet undervognsbehandlet. Desuden står
duftfriskere virkelig højt på listen over ting, der generer folk", fortæller
Jesper Elberling.
For at afhjælpe kemikalieproblemerne i de nye biler foreslår den amerikanske
rapport, at man undlader at parkere sin bil i solen og benytter solskærm,
hvis man ikke kan finde skygge. Varme frigiver stofferne, helt op til tre år
efter bilen er trillet fra fabrikken, så det er en god idé at lufte godt ud.
Det er også en god idé at tørre ruder og flader af, hvor giftstofferne kan
sætte sig.
Astma-Allergi Forbundet vurderer, at 1,5 million danskere lider af astma
eller allergi, og for folk med allergi og sarte luftveje, kan det have stor
betydning, hvilken bil man vælger at købe.
"Hvis man har en allergidiagnose, bør man spørge forhandleren eller
producenten, om bilen indeholder det pågældende stof. Hvis flere presser på
og spørger, kan det forhåbentlig blive standard, at forhandlerne oplyser,
hvad der er i bilen", siger forbundets kommunikationschef Christina Schärfe
Lambach.
Bedst og værst
Blandt bilerne i Ecology Centers undersøgelse af kemikalier i kabinen sælges
en del også på det danske marked. Her er en oversigt over de bedste biler
med færrest kemikalier og de værste med flest. Testen der er foretaget i
USA, hvor modellerne kan have andre navne, kan læses på
www.healthycar.org
Bedst
BMW X3
BMW Z4 3.0
Cadillac CTS
Chrysler PT Cruiser
Corvette
Honda CRV
Lexus IS 350
Mercedes SLK280
Subaru Tribeca
Suzuki Grand Vitara
Suzuki Liana
Suzuki SX4
Toyota Verso
Volvo S40
Volvo V50
Værst
Chevrolet Kalos
Chevrolet Lacetti
Chevrolet Nubira
Chevrolet Nubira st.car
Hyundai Coupé
Hyundai Elantra
Hyundai Tucson V6
Kia Cerato
Kia Optima
Kia Rio
Kia Sorento
Mazda 3
Mazda 5
Toyota RAV4
Toyota Yaris
Subaru Forester
VW Beetle
VW Jetta