I går var jeg på vej hjem fra Gardermoen Lufthavn nord for Oslo.
Når man så kommer ned lige syd for Göteborg, ligger der en Shell-tank
på begge sider af motorvejen. Lige præcis 4.5 timer efter start fra
Gardermoen. Perfekt.
Tankstationen er indrettet således, at der bag om hele anlægget går en
bred vej i en halvcirkel. Yderst til højre på denne vej er der
indrettet parkering for lastbiler hele vejen rundt
Fra denne vej fører der ligeledes en stikvej ind til et rekreativt
område med p-plads til personbiler og tilmed ditto med campingvogn.
Der er ligeledes rigeligt med borde, bænke og hvad der ellers hører
til et godt pauseophold.
Nu var det jo lørdag i går, så da jeg kom var der kun en enkelt
lastbil på stedet. Han kørte dog i samme øjeblik som jeg kom. Inde på
det rekreative område var der ca. 5-6 biler, men stadig oceaner af
plads.
Jeg havde en køletrailer med, så den 90 hk. Mazda stod jo derude og
brummede. Det må den godt.
Lige efter at jeg var hoppet over i spisestuen (Højre side af
førerhuset) kom der en svensk-registreret Volvo med CV og parkerede
lige bag ved mig.
Ud kom campingbord og stole. Termobox med frokost og hele svineriet.
Jeg tænkte at det s'gu da var underligt at de ikke kørte ind på det
kreative område, men tænkte ellers ikke over det, før lidt senere.
Nu er sådan en kølemaskine jo termostatreguleret lige som et
almindeligt køleskab, og motoren skifter derfor hele tiden mellem
tomgang og power.
Det kan godt afstedkomme et par røgsignaler når den tager fat.
Og den er heller ikke helt støjfri.
Så kom jeg til at kigge ned på scenariet. Det var s'gu en fin
forestilling, med servietter der i ét væk blev holdt over glassene med
juice, hver gang Mazda'en hidsede sig lidt op.
Udtrykket i de nødlidendes øjne var et helt kapitel for sig. I daglig
tale går det under betegnelsen skærebrænder-blikket.
Jeg véd godt at jeg har et ambivalent forhold til disse campister, men
jeg har satanhakkeme ikke ondt af dem.
Jeg tror simpelhen at de sætter en ære i at gebærde sig selvpinerisk.
Der var mellem 50 og 100 meter hen til et perfekt indrettet anlæg,
hvor de på et øjeblik kunne have spist frokost uden at blive generet
af hverken mig eller andre, men nejda, sådan spiller klaveret ikke.
--
Venlig hilsen
Folmer