Den tænker selv
Læsset med ny teknik: Ny powerfuld Mercedes med science
fiction-sikkerhed, infrarøde forlygter og kropsmassage
Af Thorkild Sevelsted - 12:00 - 1. jul. 2005
Hvis din Mercedes pludselig lukker alle åbne vinduer og strammer
sikkerhedsselen, mens sædet griber fat om dig ved at oppuste de indbyggede
luftpuder, ved du, at der ved at ske et uheld.
Det er ikke sikkert, du selv er blevet klar over faren, men bilen ved
bedre. Den forudser udskridninger og kollisioner med andre trafikanter eller
faststående genstande ved hjælp af radar og beregninger af hastighed,
afstand og bevægelsesretning. Pre-Safe-systemet pakker dig ind, så du tager
mindst mulig skade, når det smælder.
Bilen sørger også for, at smældet ikke bliver for hårdt, idet det
såkaldte Brake Assist Plus-system beregner det optimale bremsetryk, som
automatisk sætter ind, blot du rører bremsepedalen.
Er bilen yderligere forsynet med Distronic Plus-systemet, er der
sørget for, at du i hvert fald ikke kører ind i bilen foran. Distronic Plus
afpasser nemlig hele tiden afstanden og bremser selv, hvis den bliver
kritisk kort, eller den forankørende holder stille. Og det sætter såmænd
også bilen i gang igen, når trafikken atter bevæger sig.
Ny navigation
De science fiction-agtige sikkerhedssystemer findes i den nye Mercedes
S-klasse, som har verdenspremiere i Frankfurt til september.
Efter skandalerne med de mange elektronikfejl på Mercedes E-klasse
bekendtgjorde den nu afgåede Mercedes-chef Jürgen Hubbert ellers sidste år,
at Mercedes ikke for enhver pris ville være først med nyt elektronisk
udstyr.
Men det gælder tilsyneladende ikke den nye S-klasse, som har fået
udvidet den elektroniske styring af samtlige systemer og tilføjet et nyt
såkaldt Command management- og datasystem med menuer og undermenuer til
betjening af klimaanlæg, audio-anlæg, navigationsanlæg m.v.
Navigationsanlægget er af en ny generation forsynet med harddisk til
afløsning af dvd- og cd-skiver for hurtigere beregning af ruterne.
Ser i mørke
Ikke alle bryder sig om menu-styring af bilens funktioner, som
kritikken af BMW´s iDrive-system er bevis på. Derfor har Mercedes sørget
for, at det meste også kan foregå ved hjælp af traditionelle knapper på
instrumentpanelet.
Førere, som vil beherske det hele, skal imidlertid vænne sig til noget
helt nyt, nemlig runde knapper med fem-vejsfunktion monteret på rattet til
betjening med tommelfingrene.
Den nye bil kan også se i mørke, idet de almindelige forlygter er
suppleret med lygter med infrarødt lys, som opfanges af særlige kameraer.
Derved kan forhindringer i en afstand på op til 150 meter afsløres i mørket
forude, når man kører med nedblændet lys. De vises på en skærm på
instrumentbrættet.
Massagestole
Den nye model har den særlige luftaffjedring Airmatic som standard.
Den kan programmeres af føreren til en større eller mindre grad af sport
eller komfort. Ved hastigheder over 120 km/t. og når bilen sættes i
sport-mode, sænkes karrosseriet automatisk to cm for at sænke luftmodstanden
og forbedre køredynamikken.
Er Airmatic ikke nok, kan man som ekstraudstyr få Active Body Control,
der har endnu bedre styr på karrosseribevægelserne.
Elektrisk justerbare sæder med 16-vejs-indstilling er standard. Hvis
ikke de er komfortable nok, findes der som ekstraudstyr multi-kontur-sæder
med indbyggede luftpuder, som undervejs kan give kropsmassage ved skiftevis
at lukke luft ind i og ud af puderne, og det kan selvfølgelig ske med
varierende intensitet og hastighed.
Ekstra lang
Den nye S-klasse er i øvrigt større på alle ledder end den gamle. Den
er godt fem meter lang. Akselafstanden er øget med syv centimeter for at
give bedre benplads i bagsædet. Hvis det ikke er nok, fås bilen også i en
ekstra lang version -5,20 meter. Bagagepladsen er øget med 60 liter til 560
liter.
Motorprogrammet omfatter maskiner med 6, 8 og 12 cylindre, der yder
fra 272 til 517 hestekræfter.
--
Lau
___,
\o
|
/ \ .
|