Heisan
Som jeg lagde op til i indlægget "Vinterkørsel?" for et par uger side,
har jeg lige været i Cartagena og køre. Det er slemt
anbefalelsesværdigt. Herunder følger min dagbog for turen.
Håber den tjener til underholdning og inspiration. Lidt lang denne
gang...:
25/12
Kl. 8:10 var der afgang til lufthavnen, hvor vi mødtes med Claus og
Flemming. Flyet gik kl. 10:10 - og afsted til Madrid. Der havde vi så
4 timers ventetid til den videre tur til Alicante. Ventetiden fordrev
vi med kortspil. Eller det vil sige: Jeg sad og så på de andre 3
spille kort. Jeg er ikke den bedste taber, og holdt mig fra spillet.
Det lykkedes os at komme næsten for sent til flyet, da der iflg. Claus
var "God tid" til det lettede. Det var flypersonalet ikke helt enige
i, men vi kom da med....
En 1 time i fly og en krig i Alicante lufthavn senere, var vi i den
lejede Focus st.car på vej til Cartagena og fandt huset.
Tanja og hendes tre børn var vel ankommen, og Tanja var som altid
frisk på at bikse lidt hurtig mad sammen. Vi gæve danske var friske på
at rende i dynerne.
26/12
Klargøring af cykler. Jeg fik monteret og justeret min manuelle
knastkædestrammer (tak Mads Lund for indsatsen). Herefter lød Suzi som
en symaskine - kun overdøvet af en sindssygt larmende råberør. Jeg må
snarest ompakke/udskifte..
Claus fik ladet sit batteri. Flemming fik "sin" CBR600 i øjesyn, og
Rolf (der var med på et Steven afbud) fik adskilt sin Suzi (mage til
min) totalt og samlet den igen i forsøget på at finde kilden til en
mislyd. Kilden blev snævret ind til den ene cylinder - muligvis et
leje, men han opgav at udbedre fejlen. Så i morgen er det kør, kør,
kør. Tidsplanen for morgen viser, at vi (uden at inkludere 30 min.
baneinstruktion med masterkørere) har 6½ times køretid - effektivt.
Mere end vi normalt kan nå på en uge til et dansk
gennemsnitsarrangement. Jeg håber at Suzi bærer igennem. Efter alt at
dømme, kan jeg nøjes med at skifte dæk i løbet af imorgen, så skulle
jeg være der.
27/12
I dag er første køredag, og vi er alle spændte og klar. Eller dvs.
Flemming er ikke helt klar. Han undlod i går at prøvestarte "sin"
maskine, og måtte i dag konstatere at det kunne den ikke. I kort
referat bestod Flemmings dag af utallige forsøg på at starte uden
held. Den druknede ustandseligt. Kl. ca. 16:30 kom en rar mand forbi
og lagde hånd på hans karburatorer og dyret startede. I lyntempo fik
vi samlet maskinen, og Flemming havde ca. 45 min. at køre i. Claus og
jeg forbedrede i løbet af dagen vores tider betragteligt. Efter 1. pas
var min bedste tid omkring 2:07 og jeg havde som mål at komme ned på 2
rent i løbet af ugen, da banen er ca. 5 sekunder hurtigere end Val de
Vienne (estimerede vi) hvor jeg var endt på 2:07 med en enkelt 2:05.
Claus' bedste tid var på det tidspunkt lige under 2 minutter. Midt på
dagen fik jeg mine nye sutter på - denne gang blev det til Pirelli
SuperCorsa (skulle have været Metzler Rennsport, men Pirellierne er
mage til, og de havde dem på lager). De er helt i orden - hurtigt
varme og godt greb.På sidste pas sneg vi os ned på hhv. 1:59 og 1:51,
så vi var ret godt tilfredse. Flemming startede med 2:05 som bedste,
hvilket må siges at være fornuftigt (Rigtig godt faktisk. Rolf følte
sig demoraliseret og var ude at botanisere, så han er ikke vild med at
komme ud igen. Aftenen i huset spænder af som igår med kortspil og
kollektiv mobning af alle der viser svaghedstegn. I morgen står den på
træning og kvalifikation til nogle småløb, men da de hurtigeste kører
i 1:4x'erne har jeg ikke de store håb. Men sjovt bliver det sikkert.
28/12
Dagen er gået ok. Ingen nye rekorder for mig. Jeg holdt mig på mine
ca. 2 minutter. Alle var lidt trætte i kroppen oven på i går. Vejret
er fortsat solidt. Vi skulle dag kvalificere os til nogle små løb i
morgen, men det lykedes ikke for mig. Jeg var i samme gruppe som
Claus, der kvalificerede med ca. 1:55.8, mens jeg kørte godt 2:00. Den
sidste der nåede med i gruppen var på ca. 1:57.5, så jeg var ude. Øv.
Flemming kom også med 1:55.6 i sin gruppe. At hans tid var bedre end
Claus' for første gang, gav anledning til en del hoveren og mobning.
Jeg har fedtet en del med bagaffjedringen, da mit dæk bliver raspet en
del i siden. Der er bred enighed om, at det skyldes for meget rebound,
så den pakker og hopper. Jeg har ikke mærket det under kørsel -
undtagen en smulle steppen, når jeg lægger gas på ud af svingene.
Forhåbentligt bliver det bedre i morgen, hvor vi skal starte allerede
kl. 9:00.
29/12
En kanon dag for alle. Claus kørte 3 omgange i løbet på omkring 1:51
og Flemming en del omkring 1:53. Jeg selv slog min rekord og landede i
1:55 - noget jeg er usandsynlig tilfreds med. Især fordi jeg havde sat
1:58 som mål. De 1:58 nåede jeg allerede i første pas fra kl. 9:00.
Resten af dagen kørte jeg ganske fint omkring 1:57 1:58 og et par
sjældne 2+, men det skyldtes primært en del trafik, som jeg stadig
prøver at blive bedre til at håndtere. Jeg præsterede til gengæld
dagens brøler. Jeg havde haft en bremsecaliber af for at checke
klodserne, der i øvrigt havde det fint. Bagefter kørte Maria og jeg
ind til byen og glemte alt om cyklen. Da jeg kom tilbage og skulle
køre, havde jeg stadig ikke pumpet bremsen på plads, så den virkede
ikke. I forbindelse med, at jeg skulle op til indkørslen til banen,
kunne jeg ikke stoppe og der var ikke plads til forbikørsel, så jeg
ramte en anden cykel og væltede. Det var kunne meget små kosmetiske
skader - udtagen på min stolthed. Det glemmer jeg ALDRIG igen. Det var
dog altid noget, at det ikke sket for enden af langsiden...
30/12
Træning og kvalificering til 4 timers løb i morgen. Vi bikser lidt med
affjedring og det ser ud til at hjælpe. Jeg kniber mig ned i 1:54 rent
og kører relativt stabilt i det område, mens Claus kommer ned på
1:49.8 eller deromkring med nye dæk. Det er Marias fødselsdag i dag,
så vejret er rigtig godt (jeg er ikke helt sikker på sammenhængen, men
det er Maria). Flemming og Claus danner 4 timers team, men
kvalificerer sig ikke. De kommer på plads 42, hvor de 40 kommer med.
Jeg finder mirakuløst en makker (Andreas), der til gengæld kører
temmelig hurtigt. Hans bedste tid er 1:44, og han kvalificerer os
fint... D'herrer Claus og Flemming skumler noget over det urimelige i,
at jeg kommer med, når de ikke gør - og især at en særlig langsom fyr
(en nærmest stillestående fyr på en gl. 125'er Suzuki) tilsyneladende
også er med. Tricket er, at blot en af kørerne behøver at kvalificere
sig.
Mit bagdæk er færdigt, så det ryger af - og nyt på. Forhåbentlig
slider jeg det langsommere, efterhånden som bagaffjedringen kommer på
plads.
Om aftenen er Maria og jeg ude at spise på Via Romana i Los Belones,
som vi er blevet anbefalet af husejeren. Det var en succes - god
italiensk mad til overkommelige priser.
31/12
Da Claus og Flemming ikke skal deltage i 4-timers løbet, går de godt
til den fra formiddagen, mens jeg blot skal ud og have det glatteste
af dækkene. Ca. 10 min. før løbets start, finder vi ud af, at der er 2
hold, der har meldt afbud, så Flemming og Claus kan godt deltage. Det
er Claus ikke meget for, da han har holdt godt på her til morgen, men
han overtales. Løbet er med "Le Mans start", hvor 2. kørerne holder 1.
kørernes cykler klar på den ene siden af banevejen på en lang række,
mens kørerne står klar på den anden side. Ved startskud render kørerne
over vejen og op på cyklen, hvorefter de farer afsted. Ganske
interessant måde at komme igang på. Andreas kommer godt afsted og fint
op i feltet. Aftalen er at han kører ca. 1 time, hvorefter vi bytter
så jeg kører 1 time osv. Han sætter flere 1:44 tider relativt hurtigt.
Jeg er dog ikke presset, idet jeg på forhånd har fortalt, at jeg er
langsom, hvilket han har det fint med. Efter ca. 30 min. kommer
pace-car'en ud (svarer til gult flag) fordi en er styrtet. Det er der
flere, der ikke kan finde ud af, så de overhaler alligevel. Efter en
del kaos med rødt flag og kørere, der fortsætter, aflyses løbet. Rehm
beslutter at give en reprimande og starte forfra som 3 timers løb.
Andreas bliver ret muggen over kaoset og vil ikke være med mere. Jeg
beslutter mig for at køre med 1 time under alle omstændigheder for
træningens skyld. Ved genstarten af løbet starter alle i lang række
efter pace-car'en i den position teamet var inden aflysningen. Se nu
har Andreas jo ikke ligefremt kørt langsomt, så jeg starter på 7.
plads!! Dvs. at jeg bag mig har 33 kørere, der er hurtigere end mig,
hvoraf de første 10-15 stykker er væsentligt hurtigere. Lidt
stressende - men de går pænt forbi mig uden uheld, hvorefter jeg kan
køre "mit eget" løb. Det går også fint uden uheld, selvom 112 km. med
ca. 109 kmt i snit på en snoet bane kan være lidt anstrengende. Jeg
kører ret stabile 1:55-1:56 tider, hvilket jeg er godt tilfreds med,
selvom jeg gerne havde slået min rekord. Flemming og Claus gennemfører
løbet og får en samlet 21. plads. Ikke ringe! Efter løbet er alle
undtagen Rolf lidt køre-trætte. Rolf har ikke fået kørt så meget i
løbet af ugen, men er frisk i eftermiddag. Mens han kører sit sidste
pas, tager nogle af os hjem og gør klar til nytårsaften.
Min affjedring ser nu ud til at være på toppen. Jeg bunder aldrig ud,
har generelt godt greb, og både for- og bagdæk slides helt jævnt og
(relativt) nænsomt. Altså : Rebound helt ud på bagfjederen og dejlig
tyk olie i forgaflen, så kan standardaffjedring også virke. I hvert
fald så længe banen ikke er mere bakket end denne...
Selve aftenen forløber udramatisk - lidt præget af alles træthed. Vi
holdt os vågne til kl.24 ovenpå et overdådigt spaghetti og kødsovs
orgie (som Maria og jeg i fællesskab havde stået for). Her gik vi ud
for at se på fyrværkeri, men vores del af byen er helt død, så vi må
nøjes med at se på de fjerne blink og nyde champagne af
espressokopperne. Næste år tager vi selv en raket med.
Festen fortsatte med muntert børnekortspil indtil kl. ca. 1 for mit
vedkommende, hvor jeg crashede. Jeg tror, de andre holdt ud i
yderligere 20 min.
1/1-03
Ren afslapning og tøjvask. Ah...
2/1-03
Flemming og Claus tager en dag ekstra på banen og kommer begge ned i
1:48. Claus' signalering med langefingeren på vej ned af langsiden
syntes at inspirere Flemming til at køre ligeså hurtigt som Claus, så
det var måske starten på en fast tradition? Maria og jeg holdte fri og
legede turister i Cartagena.
3/1-03
Flemming skal på flyet fra Alicante kl. 7:40, og vi skal afsted
omkring 5:30 for at nå det. Så Maria og jeg kører ham derop og leger
endnu en gang turister - nu blot i Alicante. En lidt mere spændende by
end Cartagena. Ved middagstid er det tilbage til huset. Efter at
Tanja, ungerne og Rolf er taget afsted om aftenen er det kun Claus,
Maria og undertegnede tilbage i huset. Og vi bruger som sædvanlig
aftenen på at spille kort og drikke øl mv.
Det viser sig iøvrigt at Flemming har en del problemer med at komme
hjem. Flyet var tilsyneladende defekt og alle blev hældt ud igen.
Efter have fået at vide, at de ikke kommer med i dag men skal bo på
hotel til i morgen, løses problemet tilsyneladende, og de sendes
videre til Madrid. 4 timers venten i Alicante lufthavn er vel heller
ikke det værste Flemming?
For pokker - vi kunne have sovet 4 timer længere!!!
4/1-03
Så er det hjemad. Vi har ryddet op og er på vej ud i bilen for at køre
til Alicante (igen) og siden flyve hjem med et direkte fly. Absolut en
en succesrig tur, hvor vi kom langt med banetræning og Maria fandt ud
af, at hun er ganske skrap med et kamera. Om vi tager afsted igen
næste år? Hvis pengene er der, gør vi. Vejret har hele tiden været
godt med temperaturer mellem 15 og 22 grader. Jeg har lige fået at
vide, at der er -8 i dk. Cartagena er en rigtig lækker bane, og Rehms
arrangement har været godt i store træk.
Jeg tror dog, jeg springer Val de Vienne over i år, og istedet satser
på tyske Seriensport. Vi får se...
6/1-03
Fodnote...
Vi har idag modtaget Marias bagage fra Alicante.
--
Peder
SGSXR750
VV40
VWSharan