---

Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv, ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme situation, eller har et råd til mig.

---

Jeg synes man skal passe på med at med at råde andre om hvordan de skal leve deres liv og træffe deres valg - du efterlyser meninger og råd - mit råd er : tænk dig rigtigt godt om - vej for og imod en abort - jeg er ikke abortmodstander, men er sikker på at de fleste kommer til at fortryde - du nævner dine forældre, du nævner din fyr ( siger ) han vil være der for dig og barnet, ergo er du ikke helt alene i verden.

du skriver osse du er under uddannelse - det KAN lade sig gøre at have barn og færdiggøre den osse. Du har deltidsjob, og der findes økonomiske tilskud/ ordninger når barnet er født - går din fyr fra jer, skal han jo osse betale til jeres fælles barn.

derudover får du børnepenge og tilskud evt. boligsikring det sociale faldunderlag ER i orden.

det er det økonomiske MEN MEN - dit problem er for alvorligt til at du skal tage råd fra et sted som her - kontakt din læge - besøg evt. en psykolog - få nogle numre ( hos lægen eller psykologen ) til telefon linier hvor du kan rådes ordentligt.

Du har ikke oceaner af tid til at bestemme dig - derfor sørg for himlens skyld at du træffer din/ jeres beslutning på et sikkert og gennemtænkt grundlag.

Ønsker alt godt for dig

Fnollerpige

---

Her er et seriøst sted med telefonnumre og adresser :

http://www.netdoktor.dk/Sunderaad/fakta/moedrehjaelp.htm

---

Nu siger faderen godt nok at han ikke vil have, det tror jeg godt jeg ved hvorfor.
Min kæreste og jeg venter os også, og det er svært synes jeg, for det er jo ikke mig der sker forandringer med, men min kæreste som kaster op, spiser underligt og vokser, mens jeg bare kan kigge på. men derfor glæder jeg mig da helt vildt til den lille ny. Jeg synes du skal få det barn, ud fra min helt egen personlige holdning, om faderen vil blive far for barnet, tror jeg nok skal komme, jeg tror ikke på at han vil kunne vende ryggen til sit eget kød og blod. Med hensyn til dig selv, tjaa min egen mor var 19 da hun fik mig, der er selvfølgelig ikke mange unge piger på din alder der får børn, men du skal tænke over hvordan du vil have det hvis nu du får en abort, umiddelbart tror jeg du vil fortryde det resten af dit liv. Men husk det er dit valg, du har et liv inden i dig, som kun har dig til at passe på sig. Du kan sikkert få orlov fra dine studier, og kan så begynde igen senere. hmmm materielle goder, tjaaa dem kan man jo godt lide når de er der, men har man aldrig haft savner man dem ikke, men derimod kærlighed og omsorg er noget vi altid vil savne, og specielt når vi ikke får det.
Med din økonomi siger du, joo men også med faderens, for uanset om han vil eller ej er han ansvarlig til barnet fylder 18 år, selvfølgelig bliver der ikke til det helt vilde, men hvis du er en snusfornuftig pige, skal det nok gå.

og lidt moral, I kender godt de aflange pakker der hænger ved kassen, nede ved købmanden eller brugsen, de er ret flade og ser egentlig ikke ud af ret meget, og på nogle af dem står der K O N D O M på. køb dem næste gang, og på med dutten.

venlig hilsen Melander

---

Hej bomape!

Jeg har bragt dit spørgsmål videre til min kone, og hun vil gerne tage en snak med dig. Du kan enten ringe i morgen (2/1) efter middag på 96 52 05 51 (Spørg efter Anna), eller maile hende på anna@bakkelygaard.dk.

---

Hej Bomape;

Et velment råd til både dig og din kæreste. Prøv at vende tingene 180 grader. I står overfor én af de største oplevelser man overhovedet kan komme ud for. Naturligvis er det overvældende i så ung en alder at blive gravid - specielt når man også er i gang med en uddannelse; men det er til gengæld ikke nogen katestofe.
Derudover, så gør som Fnollerpige har skrevet. Uanset jeres beslutning så held og lykke.

Fnollerpige: Forrygende godt svaret. Dejligt med en seriøs holdning og gode links.

Melander: Godt brølt løve! Tillyke med jeres eget "projekt". Du har 100% ret! Materielle goder er ikke de vigtigste - det er den ægte kærlighed til barnet der betyder alt.

/MVH Smitty

---

Hej Melander (først et tillykke med det kommende faderskab!) og Fnollerpige.
Som i begge skriver, tror jeg også selv, at jeg ville fortryde, hvis jeg fik en abort. Men det er sgu svært at tage sådan et betydningsfyldt valg, når man føler sig presset af sine nærmeste til at få det fjernet. Jeg har endda været hos lægen og har underskrevet en abort"ansøgning". Ikke af eget ønske, men pga. kæresten og familien. Jeg har sådan ca. en uge til at finde ud af det i, men jeg tror sgu ik jeg kan! Føler jeg skuffer mine forældre ved at få det, da de altid har haft store forventninger til mig... Men jeg vil gerne have barnet og jeg tror da også på at jeg sagtens kan gøre min uddannelse færdig, bare lidt senere end planlagt. Når andre kan, hvorfor skulle jeg så ik også kunne!?

Fnollerpige: Jeg vil følge dit råd og rinde til mødrehjælpen i morgen! Tak for numrene.
Merlander: Og så lige til det med moralen; Vi brugete skam kondom, men som bekendt kan disse jo springe angang imellem...

---

ohhhooo dårligt gummi æv....

Det værste dine nærmeste kan gøre er at presse dig, det er ikke fair over for dig og den lille ny...hmm og tillykke med dit kommende moderskab(hedder det det

pøj pøj med det, håber vi får fortsættelsen med senere..

natter fra Melander

---

Er glad for du ringer til Mødrehjælpen er sikker på de kan fortælle dig en masse ting og vigtigst af alt
( lytte til dig ).

Føl dig ikke presset til nogetsomhelst - det er dit liv !!

Som Melander håber jeg at høre mere fra dig ...

Ha´ det godt

---

Hverken jeg eller nogen anden er den rette til at svare på dit spørgsmål, det er nemlig helt og holdent din beslutning.
hvis det kommer til en abort skal du huske på at der er meget mere end bare det fysiske indgreb medberegnet, det følelses mægsige er nemlig den største del af det.
Den eneste måde jeg måske kan hjælpe på, er ved at stille dig et spørgsmål som du kan spekulere på, og kan dermed måske hjælpe dig med din beslutning...
Havde du overvejet at få børn før du fandt ud af at du var gravid???
Ønsker dig (og dit barn) alt godt fremover...

---

bomape wrote:

først vil jeg ligge ud med at sige at jeg kan ikke fortælle dig hvordan du
skal leve dit liv...... det kan ingen andre end du selv.,.. men jeg kan
fortælle dig lidt om min historie ;)

> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af
> at jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

jeg blev også gravid som 19 årig.... havde kun kendt min dengang 23 årige
kæreste i en uge da det skete.....
jeg fik det konstateret hos lægen 4 uger efter.... min kæreste var så reel
at han fra day one sagde at det var MIT valg... MIN krop..... og at han
ville støtte mig uanset hvad jeg valgte......

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil
> ødelægge hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun
> tjener penge fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største
> økonomi.

jeg har kun min mor, men hun var TOSSET..... damn hun var gal.... her stod
jeg... var kun lige færdig med et år på handelsskolen, vidste ikke hvad jeg
ville med mit liv, med en kæreste jeg knapt kendte, boede stadig hjemme, det
eneste job jeg havde haft var noget aktivering gennem kommunen og så et
fritidsjob på en bar.... hvilke forudsætninger havde jeg for at få et barn??

> Jeg selv, ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at
> jeg bør få en abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne
> tanke, og mit hjerte siger jeg skal beholde MIT barn.

jeg havde så nogle uger til at vænne mit til tanken om et barn.... jeg havde
nemlig en instinktiv følelse i kroppen da jeg blev gravid ( faktisk i samme
øjeblik det skete ;) ) så jeg havde tænkt over det i lidt tid inden jeg fik
det endelig konstateret af lægen...
min kæreste havde støttet mig 100% og hele tiden sagt "det tager vi som det
kommer"....
så da lægen kommer ind og fortæller mig at prøven var positiv og begyndte at
snakke om "muligheder" var der ingen tvivl i mit hjerte...
dette var MIT barn, og jeg KUNNE ganske enkelt ikke få det fjernet.......
det ville for mig være det samme som mord....... også selvom min fornuft
fortalte mig at abort var den eneste løsning.....

misforstå mig nu ikke.... jeg går 100% ind for fri abort...... men det er et
utroligt personligt valg, og ingen, hverken kæreste eller forældre skal
blande sig i den beslutning...... de har haft deres ret til at sige til og
fra ( dine forældre i deres opdragelse, og din kæreste i valget mht at bruge
kondom eller ej)

> Jeg ved, jeg
> ikke kan give barnet en masse materielle goder, men en masse
> kærlighed skal det nok få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis
> de har stået i samme situation, eller har et råd til mig.

jeg flyttede hjemmefra og sammen med min kæreste da jeg var 5 mdr
henne...... vi boede i et lille utæt toværelses stråtægt hus fra 1870.....
vi havde udelukkende arvede og brugte møbler ( min kæreste havde kun en
doppeltseng da vi flyttede sammen), vi købte alt brugt og levede for
pebernødder, men hold da op hvor var jeg lykkelig..... vi flyttede
naturligvis så snart vi havde pengene og muligheden for det, og flyttede da
i en tre værelses lejlighed da min søn var omkring 5 mdr gammel.... men
stadig med brugte møbler...... efterhånden som de brød sammen blev de
skiftet ud med noget billigt nyt.....
min søn manglede ALDRIG noget.... han var en skøn glad lille unge som spiste
som han skulle og havde al den kærlighed og tryghed han behøvede......
matrielle goder er bestemt ikke alt..... børn bliver ikke lykkeligere af
dem, trust me on this......

nu er han 8 år...... i den mellemliggende periode har jeg taget mig en
uddannelse til frisør, jeg oplevede at blive enlig mor efter ca 5 år sammen
med min søns far, jeg fandt mig en pragtfuld ny mand som jeg i dag deler
tilværelsen med i den anden ende af landet..... og jeg fik en kronisk
lidelse der har kostet mig et års sygemelding...... men ved du hvad?? jeg
har et GODT liv...... trods (eller måske på grund af) de mange hickups......

min holdning er: gør hvad DU vil..... ikke hvad andre vil.... sæt dig for at
det er DIT liv og vælg det _til_ hver eneste dag..... det vil være hårdt og
du vil sansyneligvis græde mange tårer...... men du vil kunne leve med det
fordi det er _DIT_ valg og dit liv.......

hvis du foretager et valg der ligger langt fra dit hjerte vil du altid
fortryde det..... altid tænke "hvad nu hvis" og "havde jeg bare"......

jeg håber jeg kunne give dig lidt klarhed omkring din situation ;)

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hejsa.
Hvad du end gør, skal du ikke lade andre tage beslutningen for dig. Det er din beslutning, og du skal ikke lade dig presse til noget du ikke har lyst til.
Det værste jeg nogensinde har oplevet var, at få en abort. Hvis man vælger, at få en abort, skal det være gennemtænkt, for det kan være en barsk oplevelse, og man glemmer aldrig.
Jeg er 25 og har en søn på 4 og en datter på 1 år. Jeg er under uddannelse, så økonomien er ikke særlig god, men jeg ville ikke undvære mine børn. Det er det mest skræmmende, men samtidig det største mirakel, som jeg nogensinde har oplevet. Det er nogle gange svært, og man har mest lyst til, at løbe sin vej, men jeg elsker min lille familie.
Du står overfor et svært vælg, og du har ikke brug for, at andre bestemmer, hvordan du skal leve dit liv.
Hvad du end vælger, ønsker jeg dig alt mulig held i fremtiden.

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> wrote in news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177
@news010.worldonline.dk:

> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil
ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg
selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>

Jeg blev gravid da jeg var 34 år og har nu en dejlig søn på knap 3
måneder, så man kan ikke ligefrem sige jeg har været i samme situation.
Men jeg har alligevel lyst til at svare.

Du får en masse gode råd fra folk som vil dit bedste. Men i sidste ende
er det dit valg - og kun dit.

Jeg kender ikke barnets far og ønsker ikke at fornærme nogen ansvarlige
og modne 19-årige mænd, men i min overbevisning er de færreste 19-årige
mænd klar til opgaven. Det er kvinderne heller ikke, men de bliver nødt
til at blive klar - de kan ikke så godt løbe fra situationen som mænd
kan. Så du skal ikke regne med at barnets far vil være der for dig hele
vejen igennem, hvis han er så er det ren gevinst, men tænk din situation
igennem for hvordan du vil have det, hvis han ikke er der. Mit råd er at
få ham registreret som barnets far - for barnets skyld (ikke for
børnepengene, men så barnet har en far). Det er det eneste du skal
forlange af ham. Det og så når han er der, så skal han også mene det og
tage del i ansvaret for barnet. Du har ikke brug for at skulle tage
ansvaret for både et nyfødt barn og en dreng på 19.

Det lyder som om du godt ved at det vil koste en del at få barnet. Men
snak med så mange nybagte forældre som du kan omkring hvad det betyder at
blive mor, så du får en realistisk holdning til at være mor. Prøv at
finde nogle fora på nettet for unge mødre og skriv til dem.

Hvis du vælger at få barnet, så tag imod al den hjælp du kan få, også fra
familie og bekendte. Det er der ingen skam i og der er en masse fornuft i
det.

Og nu skriger mit barn

--ingermarie

---

bomape wrote:
>
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

Godt. Han har en holdning, og er samtidig villig til at påtage sig sit
ansvar. Men hvordan tror *du* han vil fungere som far? (Husk i den
sammenhæng, at de fleste vokser med ansvaret. Hvis de ikke simpelthen
ender med at løbe fra det.)

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre.

Hvad slags uddannelse?

Der er uddannelser, der er så fleksible, at det godt kan lade sig gøre
at have et barn ved siden af, medens andre har så stive rammer, eller
stiller så store krav, at det er vanskeligt.

Specielt skal du tænke på forholdet mellem timer og hjemmearbejde, og
individuelt arbejde kontra gruppearbejde. Gruppearbejde er godt, det
holder dig til ilden; men det forudsætter, at din gruppe er villig til
at vise lidt fleksibilitet over for din situation.

Tilsvarende med jobbet. Er det et egentligt fast arbejde, hvor du kan
forvente at få barselsorlov mv, eller er der tale om et af den slags
studenterjobs hvor det måske er mere tvivlsomt? Hvor fleksibel er
arbejdsgiveren? Kunne du evt. finde et andet, mere fleksibelt job?

> Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få.

Materielle goder er ligegyldige for et barn, specielt et lille barn. Og
man kan komme rigtig langt med at arve, låne og købe brugt.

Det er langt vigtige for barnet, at du/I trives og er tryg(ge).

> Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.

Jeg har ikke prøvet situationen, men jeg vil foreslå nogle ting du skal
tænke over.

Fornuft og følelser kan ikke argumentere med hinanden. De taler hvert
sit sprog. Og jeg vil ikke blande mig i dine følelser.

Men fornuften ser ofte nye og ukendte ting som uoverstigelige
forhindringer. Du skal derfor prøve at få et overblik over, hvad det
egentlig kommer til at betyde, hvis du får barnet. Og hvis du ikke får
barnet! For begge dele vil have konsekvenser. (Og hvis du vil gøre det
rigtig grundigt, så tænker du både over rædselsscenariet m. 12 måneders
kolik og lykkedrømmen, hvor ungen sover, spiser og er glad hele tiden.
Men lad være med at lægge for meget i de rædselshistorier, der altid
florerer.)

Hvordan er dit netværk? Hvor gode er dine muligheder for at få støtte og
hjælp fra familie og venner? Hvis du vil fortsætte din uddannelse, får
du/I brug for det.

--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

Jeg kan da kun tilslutte mig alle dem som skriver at kun du selv ved, om du skal have abort. Men det lyder nu som om du har besluttet dig til at få barnet. Dine omgivelser må så lære at leve med den beslutning. Det kan godt virke overvældende, at skulle være forældre i din alder. Jeg har selv prøvet det. Men man vokser med opgaven. Så ideen om at forestille sig alle rædselsscenarier holder ikke helt. For det kan være svært at forestille sig, at nogen overhovedet kan overleve at have kolikbarn, der aldrig sover. Men når man står i situationen så er det nok hårdt, men det er det jo uanset om man er 19 eller 35 og man kommer jo igennem det. Og det er umuligt at forestille sig, at der er himmelvid forskel på mosters skrigende kolikbarn og ens eget lille pus, som også har kolik. Med hensyn til din kæreste, det kan jo gå begge veje, så risikoen for at du bliver enlig mor, skal du selvfølgelig tage højde for. Men det er nu heller ikke så slemt endda. I nogen situationer kan det faktisk være lettere end hvis man er 2. Bliver han, er der også stor sandsynlighed for at han vokser med opgaven.
Tag nu en god snak med din kæreste og familie hvor du fortæller om din beslutning, (når du har truffet den). Hvis du ikke længere beder om råd, men blot fortæller om din beslutning, kan det være at du får mere opbakning.

Held og lykke

MVH Bente

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.


Vi var henholdsvis 17 ( knap 18 ) og 19 år, da vi fik vores første barn. Det
er en stor beslutning, at få et barn så tidligt, men det er også en stor og
personlig beslutning, at få foretaget en abort. Vi valgte dengang, at få
barnet. Uanset om man får sit barn / børn i en tidlig eller sen alder, så
vokser både mor og far med opgaven. Vores den ældste er i dag knap 10 år
gammel. Der er senere kommet, en lillebror og en lillesøster til.


Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.


Som du beskriver dine følelser, omkring det hele ovenfor, så vil jeg råde
dig til, at følge dit hjerte. Jeg tror, at DU vil fortryde, hvis du vælger
en abort. Det er jo din beslutning og ikke dine forældre, som skal træffe
valget for dig.
Det behøves ikke, at ødelægge dit liv, at få et barn nu. Uddannelsen kan du
jo godt fortsætte med, i et par måneder endnu og så færdiggøre den på et
senere tidspunkt. Som andre også skriver, så kan man komme langt med brugte
møbler / ting eller med billigt nyt.

Kærligheden børn og forældre imellem, kan langt fra erstattes, af materielle
goder. Det giver en ubeskrivelig glæde, når børnene kommer og fortæller, at
de elsker en, eller den lille baby, kommer med sit første store smil, til
mor og far.

Uanset hvad du vælger og hvad vi andre giver dig af råd og erfaringer
herinde, så vælg det, som er det rigtige for DIG !


Mvh. www.tjekmig.dk

---

Jeg synes klart at du skal følge dit hjerte! En masse mareielle goder er
bare noget man gir' i erstatning hvis man har dårlig samvittighed over at
barnet ikke får nok kærlighed, så det skal du ikke bekymre dig for!

Jeg blev selv gravid som 18-årig. Nu er jeg 23 og har 3 dejlige børn... Og
tro mig, de har IKKE ødelagt mit liv! Tværtimod!

Jeg har, som Sabina havde, en kæreste, der sagde at han støttede mig uanset
hvad jeg valgte... Og efter den 1. ville han jo gerne ha' flere. Vi er
stadig sammen og han er far til alle 3 børn!

Så længe du bærer viljen i hjertet, så kan du sagtens klare det! Det er
noget fis at et barn ødelægger ens liv! Jeg har da aldrig hørt magen til
sludder! -Og jeg vil lige sige at jeg altså levede det vilde fest-liv da jeg
blev gravid, så det VAR en stor omvæltning, -men den var DEJLIG!

Held og lykke med det! Har du brug for nogen dejlige tøser til at støtte
dig, så synes jeg du skal hoppe forbi http://www.far-mor.dk -Den side har
jeg haft rigtig stor fornøjelse af! Håber vi får at høre hvordan det er gået
dig og hvad du har besluttet dig for. Du er velkommen til at maile mig
privat på balto@flatcoated-retriever.dk og på f-m er mit nick CherryCdk

Du skal nok gøre det rigtige!

Rinnie Ilsøe

---

Kære unge kvinde på 19

Alt er stort set sagt og spørgsmålet er, om du ikke blot bliver mere forvirret over alle de velmenende råd - måske også mit.

Jeg kan ikke give dig de vise sten, men lidt fakta og livserfaring. Indledningsvis skal du blot vide, at selvom problemerne nu tårner sig op og virker helt uoverskuelige, så går livet videre - solen kommer igen, også selvom man træffer de forkerte beslutninger.

Der er en risiko ved alt. Spørgsmålet er bare: "Hvor stor er risikoen?"

Der er gudskelov undtagelsen, at en graviditet, en fødsel eller en abort forløber unormalt, men der kan ske fejl. Fejl, som kan være uoprettelige på den ene eller anden måde. Derfor må I stille jer nogle ubehagelige spørgsmål, og prøve at tage højde for så meget som muligt, før I træffer jeres beslutning. ("I og jeres", fordi der skal to til at undfange et barn)

Hvad nu hvis, vi vælge en abort og vi - af den ene eller anden årsag - ikke kan få flere børn?

Hvad nu hvis, vi vælger barnet og vores forhold ikke holder?

Hvad nu hvis... forestil jer det værst tænkelige.

Tal derefter med eksperter om, hvor stor risikoen er for netop det I frygter mest af alt indtræffer.

Og træf jeres valg, men det skal træffes NU!

Det er ikke let og jeg føler virkeligt med dig (jer).

Selv ville jeg ikke have egne biologiske børn, dels fordi jeg har en arvelig sygdom og dels fordi der er alt for mange børn i verden, der lever under nogle kummerlige forhold. Alligevel blev jeg far da jeg var knapt 19 år. Det var bestemt ikke planlagt, og du har ret, kondomer går i stykker.

Da min forlovede fortalte mig, at hun var gravid, blev jeg først meget glad. Derefter dukkede alle spørgsmålene op. Hvordan skal jeg dog klare det? Hvor skal vi bo? Hvad med job osv. osv.

Jeg var af den opfattelse, at det man selv har rodet sig ud i, må man også selv rode sig ud af. Derfor lå tanken om abort mig meget fjern - og aligevel dukkede den op.

Vi valgte at få barnet, men der skete en fejl ved fødslen, og vi fik et multihandicappet barn, som i sidegevinst arvede min astmatiske-bronkitis.

Vi kæmpede, men vores forhold holdt ikke. Det var ingens skyld. Vi voksede bare fra hinanden. Vi var meget unge og det var en meget stor opgave.

Det var vel det værst tænkelig, der skete. Men vend det hele lidt på hovedet. Se de positive aspekter. Hvis du skulle have et multihandicappet barn, hvilket land ville du så helst bo i?

I dag er min handicappede søn 25 år og netop blevet gift. Hvis du vil se lidt om ham så se: www.krummerne.com

Senere giftede jeg mig med med en anden kvinde. Vi havde meget svært ved at få et barn. Bl.a. måtte vi igennem en ufrivillig abort med en efterfølgende udskrabning, hvilket var en meget ubehagelig oplevelse.

Jeg vil bestemt ikke anbefale nogen at blive forældre lige så tidligt som jeg selv. Man mister sin ungdom. Man har ikke samme tålmodighed. Der er 10 år mellem min søn og min datter og hun har unægteligt fået haft en meget bedre barndom. Det er ikke kun materielt, men også meneskeligt, min tolerance er vokset utroligt med årene. Havde vi valgt en abort, havde vores liv sandsynligvis været meget anderledes.

Du beder om råd:
Såfremt min datter, der i dag er 15 år, skulle komme i samme situation som du, når hun er 19 år, vil jeg - ligesom lige som dine forældre anbefale en abort.

---

Jeg vil ikke komme med så mange råd, men blot kommentere en enkelt ting.

In an article of 1 Jan 2003 bomape wrote:

> er under uddannelse

Et barn behøver naturligvis ikke på nogen måder ødelægge din uddannelse.
Men desværre er der måske en god chance for det. Det afhænger i høj grad af
uddannelsen.

En videregående boglig uddannelse kræver meget arbejde, mange timers
lektielæsning og opgaveregning efter skole og indimellem gruppe- og
projektarbejde på underlige tidspunkter. Alt dette kan være svært at passe
ind i en dagligdag, hvor man er nødt til at bruge tid på et barn.

Jeg har et par gange mødt et par enlige mødre, der samtidig var igang med
en videregående uddannelse. De har alle været nødt til at opgive
uddannelsen, og hvad der siden er sket med dem, ved jeg ikke. Der er uden
tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en videregående
uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
fået barnet sidst i uddannelsen.

Er der derimod en stor opbakning hjemmefra, så kan det uden tvivl lade sig
gøre. Jeg kender flere, som har fået barn under sin uddannelse og også
gennemført uddannelsen, men i alle disse tilfælde har de ikke været enlige
mødre, men der har hjemme været et igennem flere år fast forhold med en
mand, der havde fast arbejde og ikke selv var under uddannelse, og
derudover havde barnet i alle de tilfælde, jeg har mødt, også været
planlagt forud.

Men der er naturligvis også uddannelser, der er langt mere en kl. 8-16
uddannelse uden en masse ekstra arbejde uden for skoletiden. Og en sådan
uddannelse vil være meget mere forligelig med et barn.

Hvilken situation, du står i, ved jeg ikke. At barnets far gerne vil være
far for barnet, er naturligvis dejligt, men vil han også være mand for
dig samtidig? Hvis det kun er weekendfar hver anden weekend, så er han ikke
meget bevendt for dig, hvis du har behov for tid til at uddanne dig.

Det var nogle betragtning om uddannelse og børn, men der er jo meget mere
end det at tage i betragtning.

--
Uffe Holst

---

Uffe Holst wrote:
> Der er
> uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
> videregående uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har
> muligvis så også fået barnet sidst i uddannelsen.

hvad betragtes som "sidst i uddannelsen"??

> Er der derimod en stor opbakning hjemmefra, så kan det uden tvivl
> lade sig gøre. Jeg kender flere, som har fået barn under sin
> uddannelse og også gennemført uddannelsen, men i alle disse tilfælde
> har de ikke været enlige mødre, men der har hjemme været et igennem
> flere år fast forhold med en mand, der havde fast arbejde og ikke
> selv var under uddannelse, og derudover havde barnet i alle de
> tilfælde, jeg har mødt, også været planlagt forud.

jeg havde min søns far ved min side halvvejs igennem min uddannelse...... en
vel at mærke 4 årig uddannelse.....
han forlod mig da jeg havde henved 2½ år tilbage.... og jeg præsterede at
færdiggøre på trods af at jeg blev enlig, var nødt til at flytte fra hele
mit netværk, og oven i hatten fik en kronisk tarmsygdom.... ( for slet ikke
at snakke om hvad der foregik i mit liv omkring det tidspunkt jeg skulle til
svendeprøve)

> Men der er naturligvis også uddannelser, der er langt mere en kl. 8-16
> uddannelse uden en masse ekstra arbejde uden for skoletiden. Og en
> sådan uddannelse vil være meget mere forligelig med et barn.

det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....
i de knapt 2½ år jeg boede i den by jeg var under uddannelse i, havde jeg
intet netværk, min uddannelse krævede at jeg var på skole 12 uger af gangen
hvert halve år, og resten af tiden arbejdede jeg efter butikstider.... jeg
er uddannet frisør...
det var stjerne hårdt, men hvis man vil kan man alt....... jeg ville være
frisør, så jeg betalte babysitterne for de penge jeg ellers kunne have købt
tøj for til mig selv, jeg snakkede med min mester om fleksibel arbejdstid og
det lykkedes mig ca en gang om ugen at kunne gå tidligt..... jeg havde hver
4 lørdag fri ( dvs jeg hver 4 weekend også var nødt til at have babysitter
på)......
min søn var 4 år da jeg blev alene med ham......

at man er bange for at man ikke kan, er imo ikke grunden til at lade være
med at tage en uddannelse, det handler om at finde uddannelsEN.... den man
er villig til at kæmpe for at få, og så bare gøre det, i stedet for at sætte
sig ned og mugge over alt det man ikke kan og ikke når.....
man kan hvad man vil, HVIS man vil........
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> wrote in message
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
Man fortryder sjældent de børn, man får. Jeg hører ikke ofte nogen sige:
hende skulle jeg aldrig have fået.

På den anden side blev jeg gravid sidste år af vanvare. Vi var parat til
barnet (efter nogen tids overvejelser), men set i bakspejlet kan jeg da nu
se det fornuftige i, at det ikke blev til noget (det døde af sig selv). Jeg
er 44 år og har to sunde børn på 5 og 10.

Fordelen ved at få børn tidligt, mens man er under uddannelse, ligger i, at
man ikke har et indtægtstab - man har nemlig ikke nogen indtægt af betydning
at tabe

Jeg kan ikke råde dig - jeg kender dig ikke, men jeg giver de andre ret i,
at det er DIN beslutning. Ikke din mors, ikke lægens, ikke din kærestes og
ikke min. Men vær parat til at stå alene med det en dag. Sandsynligheden
taler for, at du ikke bor sammen med din nuværende kæreste resten af livet
(selv om man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig)

Held og lykke med hvad du end beslutter dig til. Det er fedt at have børn!

Tine

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:53.x2.IN2zClbYD1cnT3d.NR@eremitage.dk...


> Der er uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
videregående
> uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
> fået barnet sidst i uddannelsen.

Jeg er en af dem. *S*
Fik barn som 20-årig og begyndte på min uddannelse 1 år senere.
Blev såkaldt enlig mor 1½ år efter jeg var gået i gang med uddannelsen.

Jeg kender adskillige, der har klaret både barn/børn og videregående
uddannelse.
Min datter gik eksempelvis i børnehave med to piger, hvis forældre begge
klarede at uddanne sig til læger og samtidig få tre børn. Far klarede det på
normeret tid - mor var nogle år længere om det. At der nok er relativt få,
der kaster sig ud i det, tror jeg i høj grad skyldes den udbredte og
sørgelige misforståelse, at uddannelse og karriere bør komme FØR børnene.

Faktisk er det nemmere at have barn i et uddannelsesforløb end når
jobbet/karrieren skal plejes. Der er færre penge, men mere tid.

Jeg kender også nogle stykker, der ventede med at få børnene til de var
færdige med uddannelsen. Det er de sidstnævnte, der har de materielle goder.
Men det er også dem, der er mest stressede og pressede. Er man midt i
30'erne, har to småbørn, to biler, gæld til kreditforeningen etc. er det
ikke nemt at få tid og råd til at passe karrieren og de supplerende kurser.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 2 Jan 2003 Sabina Hertzum wrote:

> > Der er
> > uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
> > videregående uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har
> > muligvis så også fået barnet sidst i uddannelsen.
>
> hvad betragtes som "sidst i uddannelsen"??

Aner det ikke. Som sagt, har jeg ikke mødt nogen af disse undtagelser.

> jeg havde min søns far ved min side halvvejs igennem min
> uddannelse...... en> vel at mærke 4 årig uddannelse.....

Med chancen for nu at få en på kassen, for jeg ved trods alt intet om
uddannelsen til frisør, så betragter jeg ikke frisøruddannelsen som en
"videregående boglig uddannelse", og det var disse, jeg talte til.
Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at høre
under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i disse
retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16 uddannelse, hvor
man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om aftenen, selvom der da
er skoleperioder.

> det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....

Helt enig, men visse scenarier gør det nemmere at kunne det, man vil. Et
studie, hvor du i hovedsagen har fri om aftenen, en mand derhjemme til at
aflaste o.lign. kan vi jo nemt blive enige om gør det nemmere.

Da jeg i sin tid læste, tog jeg de fleste dage hjemmefra inden 7 om
morgenen, og var typisk hjemme mellem 16 og 17. De to dage om ugen, hvor
der var laboratorieøvelser, blev klokken ikke sjældent 19, førend jeg var
hjemme. Og endelig hjemme kunne jeg se frem til flere timers lektielæsning
hver aften, og naturligvis endnu flere i weekenderne. Indimellem kunne
lektielæsningen naturligvis være udskiftet med noget gruppearbejde et eller
andet omsonst sted hos en klassekammerat. Og der var nogen, der brugte
endnu mere tid end jeg, men de blev selvfølgelig også færdig på normeret
tid -- det gjorde jeg ikke!

Jeg vil i hvert fald nødig have været enlig mor og både skullet passe det
studie og et barn samtidig. Jeg ville ikke have budt mit barn det.
Selvfølgelig kan man slække på arbejdets kvalitet (dvs. man får dårligere
karakterer), men det vil ud over at se dårligt ud på papiret have den
ulempe, at man senere i studiet er meget dårligere rustet til videregående
fag, der anvender de andre fag som værktøjer, med det resultat, at man
dumper og forlænger studiet endnu mere -- eller endog i værste fald aldrig
får afslutter studiet.

Som sagt, dem jeg kender, der har fået barn under studiet og været alene om
det, er alle forsvundet og aldrig vendt tilbage.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:H7.37.IN2wGThYD1cg5Tc.NR@eremitage.dk...

> Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at høre
> under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i disse
> retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16 uddannelse, hvor
> man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om aftenen, selvom der da
> er skoleperioder.

Du har ret i, at frisøruddannelsen er et håndværk og ikke en boglig
uddannelse. Men det betyder jo netop begrænsninger af samme art, som et
arbejde ofte vil medføre.

At være i gang med en "videregående boglig uddannelse" er lig med langt mere
smidige og fleksible "arbejdsforhold" for forældrene.

Hvad Sabina har været i gang med, er derfor langt sværere at klare for en
enlig mor end en "videregående boglig uddannelse". At den videregående
uddannelse måske varer 2-3 år mere, gør det ikke sværere - det betyder bare,
at den varer længere.

Sabina har derimod klaret en uddannelse med langt mere ufleksible mødetider
og en fysisk langt mere krævende/udmattende arbejdsdag. På en videregående,
boglig uddannelse er mulighederne ofte langt mere fleksible. Arbejdet
(lektierne) skal ikke udføres mellem 8 og 16 men kan netop ofte udføres på
de tidspunkterm der passer bedst ind i familiens rytme.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 2 Jan 2003 Uffe Holst wrote:

> "videregående boglig uddannelse"

Ja, man skal jo nok heller ikke skære alle videregående boglige uddannelser
over den samme kam. Jeg havde engang en kammerat, som læste statskundskab
eller noget i den retning på KU. Selvom han blev færdig på 6 år (og ikke de
normerede 5 år), havde han fuldtidsjob ved siden af studiet i hele
studietiden og havde nok mere fritid end jeg.

--
Uffe Holst

---

Uffe Holst wrote:
>
> Med chancen for nu at få en på kassen, for jeg ved trods alt intet om
> uddannelsen til frisør, så betragter jeg ikke frisøruddannelsen som en
> "videregående boglig uddannelse", og det var disse, jeg talte til.
> Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at
> høre under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i
> disse retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16
> uddannelse, hvor man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om
> aftenen, selvom der da er skoleperioder.

jamen så lad mig da belære dig ;)

frisøruddannelsen er lige dele teori og praksis.... (og nu snakker jeg om
den 4 årige og ikke den nye og i min bog væsentlig dårligere uddannelse der
varer et år)... vi uddannes i regnskab, samfundsfag, salg, kemi, dansk,
engelsk, biologi, permanent teori, farve teori og naturligvis de andre
gængse ting for faget, som feks sociale færdigheder og geometri.....
derudover er der de praktiske ting som dameklip, herreklip ( og nej det er
ikke en og samme ting) vandondulation, aftenfrisering, langhårsopsætning,
børneklip, permanent, farve, jernondulation, makeup ( både dag og aften) og
så videre og så videre.... der skal læres de grundliggende greb og teknikker
og så skal der kæles for kreativiteten..... og det kommer ikke af sig selv
for de fleste...

derudover er faget et butiksfag, hvilket betyder at arbejdstiden ofte ligger
fra 9-17.30 til daglig, til kl 19 om fredagen og 8 til 12-13 stykker om
lørdagen.... ( det er igen afhængig af salonen) somregel har man i tiden på
salonen en ugentlig fridag, og muligvis en månedlig lørdagsfri.....

uddannelsen er delt op i 6 skoleperioder afbrudt af praktik på salonen.....
den første skoleperiode er på 6 mdr, herefter er de på hver 12 uger...... i
skoleperioderne er der mødetid kl 8 om morgenen og skolen afslutter somregel
kl 15 medmindre der er træning efter skoletid ( hvilket ofte sker, vi bliver
jo ikke kun eksamineret i de boglige fag men også de praktiske)

uddannelsen er utrolig krævende, langt mere end de fleste tror..... for man
skal kunne sine boglige ting, man skal kunne sine grundliggende teknikker og
man skal samtidig være dedikeret og kreativ......

når man går til eksamen (den praktiske svendeprøve) får man en række
opgaver... feks bestod min egen af : damemode på lodtrækningsmodel, damemode
med farve, herre mode på lodtrækningsmodel, fønbælger og
langthårsopsætning...... så vidt jeg ved var det vist ovenikøbet sidste gang
i frisørfagets historie de havde fønbølger med som en diciplin for sig......
ud over det rent faglige giver det "ekstra credit" at lave et miliø om
modellen.... på damemodellerne skal der derudover lægges makeup.. du kan se
mit resultat fra svendeprøven her: http://www.shedevil.subnet.dk under "mit
arbejde".....

ud over den praktisk svendeprøve er der også den teoretiske hvor man skal
eksamineres i kemi, biologi og permanent og farveteori...... den overståes
dog på den 6 skoleperiode, hvor den praktiske svendeprøve ligger 4-6 uger
efter skoleperioden er slut, for at man har lidt tid til at træne......

vedsiden af at man uddanner sig, skal man passe sit job og træne og
læse........ for mit vedkommende betød det at fra jeg havde været igang med
uddannelsen i 3/4 år, arbejdede jeg på samme nivau som min chef og min
kollega ( som begge var uddannede)... jeg bar det samme kundegrundlag, idet
min kollega skulle på barsel og jeg skulle dække hendes kunder.....

så reelt set er frisørfaget en håndværkeruddannelse, men ikke i gængs
forstand....... der er langt mere i det end bare at kunne sit håndværk.....

> > det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....
>
> Helt enig, men visse scenarier gør det nemmere at kunne det, man vil.
> Et studie, hvor du i hovedsagen har fri om aftenen, en mand derhjemme
> til at aflaste o.lign. kan vi jo nemt blive enige om gør det nemmere.

så absolut...... men det var nu ikke tilfældet med mig....
hov.. jeg glemte helt at nævne at udover uddannelsen og jobbet og de andre
ting der nu følger med et fag som dette, så var der de kurser man tager på
som "salon".... disse ligger primært om aftenen og det drejede sig for mig
om mellem 6 og 8 aftner om året.....

> Da jeg i sin tid læste, tog jeg de fleste dage hjemmefra inden 7 om
> morgenen, og var typisk hjemme mellem 16 og 17. De to dage om ugen,
> hvor der var laboratorieøvelser, blev klokken ikke sjældent 19,
> førend jeg var hjemme. Og endelig hjemme kunne jeg se frem til flere
> timers lektielæsning hver aften, og naturligvis endnu flere i
> weekenderne. Indimellem kunne lektielæsningen naturligvis være
> udskiftet med noget gruppearbejde et eller andet omsonst sted hos en
> klassekammerat. Og der var nogen, der brugte endnu mere tid end jeg,
> men de blev selvfølgelig også færdig på normeret tid -- det gjorde
> jeg ikke!

jeg havde ikke andre muligheder end at bruge den tid der var tildelt.....
for mig var det ganske enkelt ikke en option at misse min svendeprøve og
udskyde den 6 mdr.... dertil havde jeg kæmpet for længe.....
der skal iøvrigt siges at inden jeg fik læreplads havde jeg søgt plads i
1½-2 år..... så de skal ligges oven i uddannelsen..... det er de færreste
der er villige til at hyre unge piger med et lille barn......

fordelen for dig var at du kunne planlægge din tid så du kunne læse
hjemme.... min træning kunne af gode grunde ikke foregå hjemme..... lyset
var for det første slet ikke optimal, for det andet manglede jeg 80 procent
af mit nødvendige værktøj..... så al træning skulle foregå på salonen eller
skolen......
jeg har MANGE gange haft min søn med nede i salonen efter arbejdstid for at
træne på en bestemt frisure.....

jeg glemte helt at sige, at efter hver skoleophold eksamineres vi i de
grundliggende dicipliner som har været på programmet..... plus de basisfag
der skulle færdiggøres undervejs......

> Jeg vil i hvert fald nødig have været enlig mor og både skullet passe
> det studie og et barn samtidig. Jeg ville ikke have budt mit barn det.
> Selvfølgelig kan man slække på arbejdets kvalitet (dvs. man får
> dårligere karakterer), men det vil ud over at se dårligt ud på
> papiret have den ulempe, at man senere i studiet er meget dårligere
> rustet til videregående fag, der anvender de andre fag som værktøjer,
> med det resultat, at man dumper og forlænger studiet endnu mere --
> eller endog i værste fald aldrig får afslutter studiet.

jeg fik en væsentlig dårligere karakter til sidst, fordi jeg i perioden op
til svendeprøven havde temmelig mange problemer......
dels spillede min tarmsygdom voldsomt op på grund af stress..... dels
brækkede min søn låret kort før svendeprøven ( den 1 september og jeg skulle
til svendeprøve i november..... faktisk brækkede han benet samme dag som jeg
fik diciplinerne at vide)...

> Som sagt, dem jeg kender, der har fået barn under studiet og været
> alene om det, er alle forsvundet og aldrig vendt tilbage.

jeg har mødt flere der har kæmpet sig vej igennem, men som sagt er det slet
ikke nemt...... det er ufatteligt hårdt.... men det kan lade sig gøre, men
kun hvis man virkelig vil......
det er jo ikke til at sige om de kvinder du kender ikke har været sikre på
at de havde valgt den rette vej, eller om de var usikre på deres egne
evner..... der kan være ufatteligt mange grunde til at de sprang fra....
de kan have fundet ud af at familien var det primære lige nu, eller at
uddannelsen ikke lige var det alligevel.....

men faktum er at der findes mange derude der har færdiggjort en uddannelse
på trods ( eller på grund) af et eller flere børn......

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

In an article of 2 Jan 2003 w e b w o m a n wrote:

> Sabina har derimod klaret en uddannelse med langt mere ufleksible mødetider
> og en fysisk langt mere krævende/udmattende arbejdsdag. På en videregående,
> boglig uddannelse er mulighederne ofte langt mere fleksible. Arbejdet
> (lektierne) skal ikke udføres mellem 8 og 16 men kan netop ofte udføres på
> de tidspunkterm der passer bedst ind i familiens rytme.

Som jeg skrev lige før, og du derfor ikke har læst endnu, så er der jo nok
forskel på boglige uddannelser.

På min boglige uddannelse havde jeg undervisning fra 8-12.30 hver dag, to af
uges dage var der laboratorier øvelser fra 13-17 (eller indimellem blev
klokken jo 18, førend forsøget var færdigt), to andre dage var der
opgaveregning fra 13-16.30. Hver uge skulle der afleveres fem sæt
hjemmeopgaver, der typisk tog 3-5 timer hver at lave. Derudover var det
nødvendigt med mindst 1-2 timer dagligt for få læst teksten i bøgerne.

Okay, måske vil du kalde min uddannelse mere fleksibel, eftersom der
jo ikke var nogen, der tvang mig til at møde op til undervisningstimerne,
ikke nogen, der tvang mig til at lave hjemmeopgaver eller læse i bøgerne,
men ville man gennemføre på normeret tid, så var ovenstående reelt
nødvendigt.

Så kald det, hvad du vil. Jeg havde reelt mødetider, der bandt mig til
skolen fra 8-16 hver dag, og derudover 20-30 timers lektier hver uge. Og
derudover havde jeg også i min første del af studiet over 10 timers
transport om ugen.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:49.v8.IN2mIzPYD1cOOIe.NR@eremitage.dk...

> Som jeg skrev lige før, og du derfor ikke har læst endnu, så er der jo nok
> forskel på boglige uddannelser.

Ja.. der er forskel.

Men jeg troede vi talte om de generelle billede og ikke om en enkelt
uddannelse (din).
Skal vi ikke gennemgå alle uddannelser én for én, men kun male med store og
gennrelle penselsstrøg, så indebærer mange af de videregående uddannelser
alt andet lige mange flere fleksible muligheder end de fleste
håndværkeruddannelser og faste job. (Og ja... så er der alle undtagelserne
*S*)

> Okay, måske vil du kalde min uddannelse mere fleksibel, eftersom der
> jo ikke var nogen, der tvang mig til at møde op til undervisningstimerne,
> ikke nogen, der tvang mig til at lave hjemmeopgaver eller læse i bøgerne,
> men ville man gennemføre på normeret tid, så var ovenstående reelt
> nødvendigt.

Men ikke nogen, der tvang dig til at gøre det hele på bestemte tidspunkter.
Har du et barn, der skal tages vare på samtidig, så betyder det i det store
og hele nok mindre, om det tager et år eller to ekstra at blive færdig med
uddannelsen. Til gengæld kan du eksemplvis glæde dig over, at du 10 år
senere kan koncentrerer dig på en helt anden måde om dit job.

Mvh. Lisbeth

---

Blot en kommentar:

>..... Der er uden
tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en videregående
uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
fået barnet sidst i uddannelsen.

Jeg underviser på universitetet. Der er en del enlige mødre, men - som du
også skriver - også en del, der falder fra. Der er efter mit skøn dog mindst
lige så mange, der klarer det. Men det er sejt, ingen tvivl om det. Også i
forhold til det sociale med studiekammaraterne.

mvh
marianne

---

Hvis jeg stod i en ligende situation, ville jeg henvende mig til
Mødrehjælpen.
Deres hjemmeside er http://www.mhj1983.dk

På http://www.mhj1983.dk/m4.htm er der en adresseliste med telefonnumre. Så
vidt jeg kan se er der rådgivning i København, Odense, Århus og Randers, og
lokalforeninger i Horsens, Næstved og Skælskør.
Her er hvad jeg fandt, også om abortrådgivning.

---------------Citat-----------------
RÅDGIVNING TIL HELE FAMILIEN

Rådgivningen er Mødrehjælpens væsentlige opgave. Den omfatter rådgivning af
den enkelte, af par og af deres børn. Det vigtigste formål med rådgivningen
er hjælp til selvhjælp - rådgivningen er gratis.

--------------Saks---------------------

MØDREHJÆLPEN - Århus

Abortrådgivning - før eller efter

Er du blevet gravid, og i tvivl om du vil have barnet, kan du hurtigt få en
samtale med en socialrådgiver, der kan hjælpe dig med at finde frem til,
hvad der er rigtigt for dig.

Har du fået en abort og får det svært efterfølgende, tilbyder Mødrehjælpen
støttesamtaler hos socialrådgiver eller psykolog.

-----------------saks--------------

MØDREHJÆLPEN - Odense

Gravid/abort

Alle gravide kvinder i Odense, som er i tvivl om gennemførelse af graviditet
eller provokeret abort, tilbydes i perioden 1. september 2001 til 31. april
2003 rådgivning. Rådgivningen omfatter såvel personlige som sociale - og
økonomiske forhold.

I forbindelse med en provokeret abort tilbydes støttesamtaler før og efter
aborten.

Du kan bestille tid til samtale hos Mødrehjælpen på telefon 6611 2215. Du
kan få tid med dags varsel.

Tilbuddet er et midlertidigt projekt, som er støttet af Sundhedsministeriet,
Fyns Amt og Odense Kommune.

---------------Citat slut----------

Venlig hilsen Meta

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid.

Hjerteligt tillykke! Det største, der overgår et menneske.

> Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

Regn ikke med ham. Man udvikler sig hele livet igennem, selv om det går
langsommere og langsommere, indtil det en dag går tilbage. Om fem år har I
begge forandret jer meget i forhold til, hvordan I er i dag, og sikkert i
hver sin retning, så det er ikke sikkert, du kan holde ham ud til den tid,
eller vice versa. Måske gør I, måske ikke, men regn ikke med det. Regn med,
at du står alene med barnet allerede få måneder efter fødslen. Kan du klare
dét, er det godt, og måske er du være heldig med manden også.

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi.

Hvor der er vilje, er der vej.
Men hvor psykisk stærk tror du selv, du er?

> Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.

Kan du klare barnet alene, og har du viljen til at ofre alt hvad der hedder
fester og halløj på badehotellet for at passe et barn 24 timer i døgnet de
første år, så kan du også. Men hvorfor er det, at fornuften siger noget
andet? Sidder der en orm af tvivl og gnaver?

Mange har fortrudt, at de blev forældre som 20-årige, men jeg har et ret
nærtstående vennepar, der fik to (vist nok mere eller mindre planlagte!)
piger som 20- og 21-årige. Det klarede de i fin stil, for hvor der er vilje,
er der vej, og viljen var til stede. Nu er de 42, og pigerne er flyttet
hjemmefra, så de er i den bedste situation: modne mennesker, der *har*
overstået det at få børn.

Stol ikke på dem der siger, at det er umuligt at få noget til at fungere som
enlig mor, herunder en uddannelse. Der er mange universitetsstuderende med
barnevogne og babylifter (jeg læser på Københavns Universitet, og min
kæreste på RUC, så jeg ved det).

Dét at få et barn er, hvad man selv gør det til. Mit bedste råd må derfor
være: HVIS du vælger at få barnet, så spørg så mange som muligt til råds om,
hvordan man lettest klarer dét at have børn. Lyt ikke til dem der siger, at
det er helt umuligt. Lyt til de konstruktive forældre, ikke de destruktive.
Selv har jeg et par gode råd:

1) Lær barnet at sove igennem så tidligt som overhovedet muligt (så får du
din nattesøvn - dén er vigtig, for mangler du dén, bliver alt andet umuligt)
2) Forsøg at holde fast i et socialt liv trods barnet (en bæresele eller
babylift giver en utrolig mobilitet)
3) Brug bedsteforældre og venner til at læsse af på, og også gerne denne
gruppe
4) Vær stolt, find din indre styrke og stol på, at hvor der er vilje, er der
vej...
5) ... men vær forberedt på det værste (der er 10% risiko for et kolikbarn,
så er du advaret)

Bedste ønsker for fremtiden!

Svend P

---

Det kan lade sig gøre, at tage en uddannelse selvom man har børn. Ja, selv en videregående uddannelse. Det kræver bare en masse viljestyrke, og et socialtnetværk (familie og venner, som kan give en hjælpende hånd, hvis det bliver nødvendigt. fx babysitting

Lad ikke andre styre dit liv, vælg selv hvordan du vil leve.
Held og lykke.

---

"Svend Pedersen" skrev i en meddelelse...

<snip>

Rigtigt godt indlæg! Kunne ikke ha' skrevet det bedre selv!

Er selv græs-enke i 2 ud af 4 uger... Og faktisk så nyder jeg de 2 uger
alene med mine 3 børn! Jeg var 18 da jeg fik den 1. pog er nu 23! Den yngste
er lige fyldt 20 mdr. og jeg er pave stolt af mine børn, for de er bare så
nemme og dejlige og vidunderlige, men jeg må tilstå at jeg ikke havde klaret
alene-ugerne uden familiens støtte til af og til lige at se efter de 2 hvis
jeg skal til læge med en eller noget andet...!

---

In an article of 2 Jan 2003 w e b w o m a n wrote:

> Men jeg troede vi talte om de generelle billede og ikke om en enkelt
> uddannelse (din).

Ja, det troede jeg egentlig også, men jeg kom vist frem til den erkendelse,
at mange videregående boglige uddannelser måske er væsentlig mindre
belastende end min uddannlse, hvilket måske kan forklare, hvorfor jeg kun
har kendt enlige mødre, der ikke kunne formå at gennemføre uddannelsen
samtidig med barnet.

--
Uffe Holst

---

Hej

Jeg kan fortælle dig at jeg som 19 årige valgte at blive gravid fordi det
var noget som både min kærste og jeg ønskede os. Nu er jeg 23 og mor til 2
dejlige børn. Det har ikke ødelagt mit liv, selvom at jeg også var under
uddannelse dengang jeg fik den første.
Dit liv får bare så meget mere betydning og jeg synes absolut at det er en
fordel at man er så ung, fordi man tit har overskud til en masse andre ting.
End hvis man havde været 39 år.

Et barn vil blive det største i dit liv.

Men valget er dit.

Hled og lykke

Louise

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>

---

Hej alle sammen.
Jeg har besluttet mig for at få barnet! Kæresten ændrede mening og vil nu slet ikke have noget med barnet at gøre, men har besluttet med sig selv, at når han har tid og lyst, vil han se det. Han skal først have sin uddannelse færdig som han åbenbart ikke ville kunne fuldføre, hvis han også skal passe sit barn engang imellem. Meeen... nu må vi se til den tid! Jeg går naturligvis ikke ind for at fædre ikke skal se deres børn, men de kan altså ikke tillade sig at pludselig bare vade ind og stille en masse krav! jeg må ikke fortælle nogen som helst at det også er hans barn.... (jeg kan love for at jeg er gal lige nu). Og ham og hans mor synes jeg er meget egoistisk, fordi jeg mener barnet skal have lov til at leve og så sætte mine egne behov til side... Men hvis det er at være egoistisk, ja så er jeg fandme egoistisk!
Men selvom de ikke vil hjælpe eller have noget med barnet får de har lyst, skal jeg da lige vove på at sørge for de ikke må se barnet.... Altså man skulle jo tro det her var en børnehave! Men ja, som man nok kan mærke på denne tekst er jeg ret ophidset lige nu.... Nå, men ang. mine forældre vil jeg fortælle dem at jeg beholder barnet i morgen. Så bliver det jo spændende at se hvor sure de bliver...
Ang. min uddannelse så er jeg sikker på jeg nok skal klare det bare med lidt forsinkelse! Det er mit drømmejob, så jeg skal nok få kæmpet mig igennem den.
Nu skal jeg bare op på kommunen, ringe til hospitalet og få aflyst min aborttid, og få en ny hos lægen og så til samtale hos Mødrehjælpen! Men bortset fra fyren og familien osv, jaa... så går jeg bare og er helt vildt glad over mit barn!
Hermed vil jeg så slutte med min lille opdatering for nu! I er naturligvis mere end velkomme til fortsat at kommentere begivenheden....

---

Hej Bomape!
Jeg håber du ved hvad du gør. Jeg var selv gravid sidste år, og ganske mod min fornuft, sagde alt i mig at jeg skulle beholde barnet. Til trods for min kæreste, som din, ikke ønskede at være far, men sagde at det var mit valg, og at han nok skulle være der så godt han nu kunne. Jeg aborterede spontant ganske tidligt. Og efter sorgen - for den var der - så var jeg så lettet. Jeg ved ikke om det er noget med hormonerne, der gør at man vil forsvare sit afkom, men jeg var en ganske anden i den tid, og er lykkelig for at jeg ikke skulle til at være enlig mor uden uddannelse eller noget...
Jeg ved at jeg ville have kunnet, selvfølgelig kan man, men om det er det værd..? Vil du ikke finde dit livs kærlighed? Lad mig fortælle dig, at det ikke er så nemt, med et barn på slæb.. Har du ikke lyst til at leve og rejse og skabe dig fjollet, mens du er ung, og ikke er tvunget til hus og hjem? Tænk over det... Og vær sikker på at det er af de rigtige grunde... at det ikke er for at holde kæresten i dit liv el. lign.

Men HVIS du vælger at få barnet, vil jeg ønske dig alverdens held og lykke. Ingen tvivl om at du nok skal klare det, hvis du vil. Husk at et barn er for altid...

Knus og tanker
Maria

---

Tak for svaret Fnollerpige.
      

---

Anytime - håber at den løsning du må været nået frem til nu - er den rigtige løsning for dig -

med ønske om alt godt fremover

Fnollerpige / Karina

---

Abortere ikke barnet, for det er ligsom man dræber barnet, Det er bedst at
beholde barnet eller bortadporte barnet

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.441 / Virus Database: 247 - Release Date: 09-01-2003

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.