---

Hej alle sammen

Jeg er enlig mor med et barn, som er 13 år gammel. Før i tiden var han rigtig god til at fortælle mig alt i skolen, men da han fik en mandlig skolelærer for tre år siden, så begyndte han at blive meget stille og han vil ikke fortælle mig noget, når han kommer hjem fra skolen, eller når han er hos venner. Mig og hans skolelærer kom at skændtes en dag, fordi min søn blev mobbet og jeg ringede til skolen, men læreren går og fortæller min søn foran alle klassekammerater: "din mor skal ikke ringe til mig når du bliver mobbet, du skal selv komme og fortælle mig og du skal ikke fortælle alt til din mor". Hans lærer er blevet fyret nu, men min søn har forandret sig så meget siden den dumme lærer havde sagt til ham, at min søn ikke skulle fortælle mig, hvad der foregår i skolen. Jeg ved intet om min søn i tre år. Min søn nægter at gå hos psykolog. Han gik hos en god psykolog to gange, så stoppede han. Når han er så stor, så kan jeg tvinge ham til at gå hos en psykolog. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal få min søn tilbage. Jeg følger mig virkelig at jeg har mistet min søn.

Når han får legekammerater på besøge, så hans legekammerater fortæller næsten alt og jeg har selv også hørt at de andre børn fortæller meget til deres forældre. Jeg ved at der er noget galt, men ved ikke hvordan jeg skal redde situationen og få min søn tilbage. Vi har intet kommunikation.

Jeg følger mig som om at han bor på et hotel, at jeg vasker hans tøj, laver mad og rydder op. Han er bare i huset. Men når han taler med sin far, så fortæller han alt så bliver jeg sur fordi han ser sin far en gang om måneden men han fortæller alligevel sin far om sine oplevelse men han er blevet så bange at fortælle mig om sine oplevelser.

Håber at noglen af jer kommer med et par gode råd..

---

Det lyder som om han lider af den udbredte sygdom teenager

---

Har du prøvet at sige til din søn at du elsker ham, savner at snakke med ham og at lige meget hvad han laver så vil du aldrig stoppe med at elske ham?
Det er forbandet at en lærer kan lave så meget ravage for et barn, men det er set før. Godt at han blev fyret.
Prøv at snakke med hans nuværende lærer og især med hans far. Mor og far burde snakke om de ting barnet oplever. Også selv om de ikke lever sammen.

---

Jer er helt enig med 'kortoververden'!

Sygdommen optræder som regel fra ca. det 12. år og kan vare meeeget længe men oftest til omkring 19-20 års alderen. Den betegnes, som 'kortoververden siger:

Teenager.

Seriøst - jeg tror dét at forandringerne fandt sted samtidig med den omtalte lærers virken på skolen, kan være helt tilfældigt?
Din dreng er kommet i den alder hvor de løsriver sig fra mor og far og dette indebærer SÅ mange ændringer, både for ham og for dig.
Hans 'tavshed' er så typisk - pludselig vil han være voksen og klare det hele selv. Han vil ikke tale med en psykolog - fordi 'det skal jeg nok selv bestemme'.

SÅ - med mindre du ligefrem mener at der er begået et eller andet slemt/kriminelt omkring din dreng, så prøv at låne nogle bøger på biblioteket om unge i puberteten / teenagere. Eller endnu bedre - tag en snak med nogle i din omgangskreds eller familie, som har unge mennesker i huset.
Jeg er overbevist om at du vil få en masse at vide som tydeligt vil relatere til din egen drengs opførsel.

Vi har overlevet to teenagere på een gang, her i huset, så det kan lade sig gøre. Jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket da det viste sig at sønnen havde en sværere pubertet end datteren, jeg havde altid troet at pigernes var værst.
Lidt flovt må jeg indrømme at jeg, på et tidspunkt, lavede et par skilte og satte op, rundt omkring på dørene i huset:
ADVARSEL! - Teenagere i huset!

- nogle gange kunne det løse lidt op, hvis vi kunne få dem til at grine sammen med os

Jeg kan til sidst tilføje at begge disse dødsensfarlige teenagere, til forældrenes utrolige lettelse, i dag er to vidunderlige unge mennesker på 22 og 24 år med styr på liv og tilværelse.

Held og lykke med din dejlige teenager
God vind derudad til Jer begge to!

Venlig hilsen Dorthe.

---

Jeg tror også at du binder en hel masse sammen, som ikke nødvendighvis hænger sammen.
Du har tydeligvis haft en meget dårlig oplevelse med en lærer, som ikke har været sin opgave voksen, og det har givetvist også haft en dårlig indflydelse på din relation til din søn.
Man alle børn forandrer sig voldsomt fra de er ti til de er tretten år, og den forandring der er sket i din relation rtil din dreng, kan du ikke tilskrive den enkeltstående uheldige oplevelse med en lærer.
Du bliver nødt til at se på dig selv og din måde at være mor på i forhold til din søn. Jeg får indtryk af at du har været meget beskyttende over for din søn, og det har han sikkert haft stor glæde af i sine første 10 leveår, men det bliver en pest for et lille menneske, som skal til at finde selvstændigheden. Og det skal din søn i netop disse år.
Jeg ved ikke om han har brug for at komme til psykolog, og helle ikke om du selv har brug for at komme til psykolog, for sansynligvis er ingen af jere psykisk syge eller det der ligner.
Men du kunne helt sikkert have stor glæde og nytte af at snakke med et klogt og erfarent voksent menneske, og det kunne nemt være en psykolog, om hvordan du igen kommer i dialog og samarbejde med din store dreng. For det har han sikkert meget stort behov for.
Du kunne starte med at glæde dig over at han har et mere åbent og fortællende forhold til sin far og din tidligere mand, for det er heller ikke helt unormalt at børn skifter mellem forældrene i løbet af deres udvikling. Men det må selvfølgelig føles uretfærdigt, når det netop er dig der trækker det store læs i dagligdagen, men din følelse af sårethed er nok i virkeligheden den allerstørste forhindring for at du kan få genåbnet dit tætte forhold til din dreng.
Men under alle omstændigheder søg hjælp hos et andet klogt voksent menneske, snak sagen grundigt igennem, og prøv at forstå, hvordan det er det hele ser ud fra sin søns synsvinkel. Så vil du bedre vide hvordan du skal få mødt ham ordentlig igen. Det har han fortsat stor brug for og du selv også.

---

Tak for svaret granner01.

Tak for dig og alle de andre. I er bare så dejlige og søde at skrive på mit spørgsmål.

Jeg har sagt mange gange at jeg elsker ham og han er ene barn. Du ved når man kun har et barn, så får man alt for meget opmærksomhed, men jeg savner at høre om hans oplevelser..

Men du skal have tak!

---

Tusind tak for alle der har skrevet til mig. Jeg er ny herinde og ved ikke hvad indebærer når man accepterer eller blocker.. Jeg forstår hvad ordene betyder men hvad indebærer ordene, aner jeg ikke??

Men alle sammen skal have tusind tak

---

Kære dig.

En anden gang, når du stiller et spørgsmpl, så prøv at lade det stå åbent i lidt længere tid.
Her er virkelig mange brugere på kandu.dk og der ville helt sikkert være kommet mange flere ind og have skrevet til dig.

I et spørgsmål som dette, er der jo ikke noget 'præcist' svar - det er ikke et 'gør sådan...' svar, derfor kan det være godt at se mange forskellige menneskers mening/svar.

Dette er helt vestemt IKKE kritik til/af dig! Du har gjort det helt rigtige, ved at acceptere et svar og dermed lukke dit spørgsmål - jeg foreslår kun at du holder det åbent lidt længere tid, næste gang

Held og lykke med din dejlige dreng som nu skal til at være voksen, det er jo ikke altid lige nemt og man kan godt forstå at de unge bliver frustrede i den periode.
Heldigvis vender de tilbage igen, fra pubertetsland

Mange venlige hilsener fra Dorthe.

---

Kære Dorthe,

Mange tak for dine bemærkninger. Jeg vidste ikke hvad "accept" gik ud på. Jeg er helt enig med dig og vil selvfølgelig ikke acceptere et svar. Men nu ved jeg det til næste gang.

Tusind tak endnu engang!

Knus
Saline

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.