Armand wrote:
>> Det er med "nano...." lige som det var med "laser..." tilbage i
>> slutningen af 70-erne.
... og "Turbo" - der bruges i alle umulige sammenhænge. F.eks. på håndmixere.
> Laserskæring i metalindustrien er som at koge suppe på et søm:
> Istedet for acetylen og ilt (á klassisk skærebrænder) bruger man en
> laser som varmekilde og tilfører stakkevis af ilt for at skabe en
> forbrænding, samt kvælstof under højt tryk til at blæse sagerne væk
>
Skal vi nu være tekniske:
- I sort stål tilføres oxygen, for at fremme forbrændingen og blæse
materialet væk.
- I andre metaller (f.eks. rustfrit stål) bruges nitrogen til at blæse det
smeltede materiale væk. Idet nitrogenen er passiv i forhold til stålet, er
der ikke den samme hjælp i gassen til skæringen, som der er med ilt. Derfor
kræver det mere energi pr. skæremeter at skære i.
At kalde det et suppeopkog på acetylen/ilt eller plasmaskæring er jeg ikke
enig i. Med laseren kan man, ved hjælp af et sindrigt og
vedligeholdelseskrævende system af spejle og linser, koncentrere ret store
mængder energi på et meget lille sted (ø 1/10mm). Dermed får man en langt
større præcision og en langt mindre opvarmning af den plade, man skærer i.
Med en ordentligt indstillet laserskærer kan man skære et gevind i et
laserskåret hul uden at bore for først.
> For at gnave lidt mere i metallet kan man tilføje sand - og dét fik én
> til at tænke på om man dog ikke blot kunne klare sig med vand og sand
> under højt tryk
Vandståleskæring og laserskæring kan imho ikke sammenlignes.
Vandstråleskæring er eminent i en masse materialer, der er uegnede til
laserskæring. Præcisionen er i top, så længe emnet ikke er for tykt, da
materialet ikke udsættes for opvarmning, der kan udvide eller skævvride
emnet mens det bliver skåret.
Hastigheden er imidlertid så lav (i stål ift. laserskæring), at det kun er
interessant til enkeltproduktion eller små serier.
Nå - det var måske OT, men hvor tit får man lov til at brilliere overfor
Armand
--
Preben Mortensen
(Cykellapper)
Ex-laserskæreroperatør