Jo åbnere opdragelse, jo bedre.
I min barndoms baggård på Frederiksberg, ½ km fra hvor jeg bor nu, gik der
ofte rygter om at nogen havde set en "børnelokker" dvs en enlig mand, der
flashede sin penis på afstand af børn. Mine forældre var ikke bekymrede, men
sagde, at hvis nogen ville have os med ind i en bil eller ind i et hus, så
skulle vi sige nej, og min far fortalte om et forsøg på homosexuel
forførelse, som han engang havde været udsat for, og som ikke forstyrrede
fortsættelse af venskabet til personen, efter han havde takket nej til
tilbuddet. I skolen læste vi Finn Søebys novelle "Alfred" om en ensom dreng
der knytter venskab til en vagabond og spritter, som udskærer futtog til ham
af en gren og moderen får af sin søn fortalt om "legekammeraten" som om han
er en jævnaldrende.
Moderen siger, gæstfrit, at Alfred skal endelig komme med hjem til
(vistnok 9 års) børnefødselsdag. Drengen er blevet bildt ind at
sprutflaskerne i Alfreds kolonihavehus er "saftevand", så moderen skænker
saftevand op - og forfærdes ved den ildelugtende, men høflige , midaldrende
mand og gør børnefødselsdagen kort og forventer at det vil tage uger at få
luftet ud, og sender drengen hjem at bo hos en af hendes veninder, så han
kan glemme Alfred, som hun vil forhindre ser hendes barn igen nogensinde.
Alle på Metropolitanskolen var enige om, at moderen skulle have været åben
for at "hendes" dreng kunne lære noget ved at omgås en voksen med god tid -
og ingen lærer nævnte for os, at hvis en voksen gider et barn, er det
undertiden fordi den voksne tænder på hudkontakt og har langsigtede
forførelsesplaner.
Som spejder inviteredes jeg med til fællesonani og jeg fandt det
uinteressant, og jeg tror alle forældre bør frygte vold og koncentrere
advarsler i den retning.
Børnehavens brev til politiet om, at jeg sku have været bukseløs udenfor
egen have, er lodret lyvende, og dets indblanding af mine
hjemmesideskriverier er hylende komisk (læs selv min
www.glistrup.com).
Jeg finder børns pludren så interessant som fuglesang, men måske for der en
djævel i mig, da jeg en meget varm sommermorgen for 3 år siden uden
bagtanker havde et glas lemonade med isterninger med mig til min avislæsning
på offentlig fortov, som jeg i årtier havde brugt til det formål, inden at
den ekshibitionistiske børnehave i 2003 fandt på at udstille sine børn ved
at erstatte tæt plankeværk med trådnet.
Da et barn sagde, at det aldrig før havde set en isterning, så lod jeg mig
fra-tigge et par, som gik fra mine til børnenes hænder gennem hegnets
ståltrådsnetmasker, og den tæt overvågende pædagog hørte mig sige "leg med
den på jorden, put den ikke i munden" og pædagogen supplerede "Det er
rigtig, hvad han siger - I må ikke putte den i munden". Dvs hun tillod
gaven.
Det er godt, at den ny leder af børnehaven har meddelt kommmunen, at hvis
noget opleves grænseoverskridende, vil man gå ud på fortovet og bede mig
ændre adfærd, og det er jo den eneste modne og anstændige fremgangsmåde.
Mine svar på børnenes spørgsmål har altid været høflige nødtørftige
enstavelsesord, og det er utænkeligt, at evt dialog mellem pædagog og mig
ikke ville føre til enighed eller min accept af en autoriseret institutions
vetoret af enhver art.
Det er en usympatisk hovmodighed, hvis en institution føler sig for fin til
en smule dialog.
Dengang institutionen ikke havde inviteret til dialog mellem børn og
omgivelser ved at fjerne det uingennemsigtige plankeværk, fandt jeg det
æstetisk-hyggeligt a la fuglesang at høre børnenes pludren gennem
plankeværket - og de ældre drenge, der havde hørt fra forældre, at når der
ikke er sol i min have, sidder jeg på fortovet, -
- kravlede to meter op for at håne mig, at jeg lugtede (hvad de havde hørt
fra Ekstrabladslæsende forældre
- i fri luft kan ingen lugte, at jeg ikke er sæbe-overforbruger).
Hvis nogen i denne diskussionsgruppe har en ide, om hvad forældre kunne
frygte, så oplys, please.
Jeg finder det bekymrende, at medier har skabt en registreringspsykose hos
mange avislæsere og seere, så de afskyr åbenhed og frygter overvågning og
almindelig ærlig omgang mellem mennesker uden hemmeligheds-kræmmeri.
Forældre overlader deres børn til pædagoger i tillid til, at al snak med
voksne vil være forudsigelig.Selv hvis jeg prækede muslim-had og således var
en særling uden situationsfornemmelse, ville problemet være overkommeligt.
Journalisterne i TV i dag er forargede over, at Josef Fritzl ikke svarer på
deres spørgsmål eller blot siger "ingen kommentar" .
Jeg sætter mig, hvor der er sol dvs. godt at læse avis - og har travlt med
det, men jeg synes det er uhøfligt ikke at minimal-svare på nysgerrige børns
spørgsmål om bare tær, navn og lignende.
HVIS en voksen ved en legeplads var en gudbenådet historiefortæller a la HC
Andersen, så ville det være en udfordring for pædagoger at overgå ham - men
jeg har ingen evner eller ambitioner i sådanne retninger.
Åbenhed ved opdragelse kan ikke overdrives, så hvis åbent trådnet mod
offentlig vej er et arkitektonisk fejltrin, fordi børn må ikke kende
verden, så er det en falliterklæring.
Måske pædagogerne hellere drikker kaffe end passer børn, og de er bange for,
at deres dovenskab betyder, at børnene vender sig fra dem og finder
fuglesang, forbipasserende, sandkasse eller planter mere spændende, - men så
bør også det være et overkommeligt problem.