Kulturberigelse på film: Udmyge (ikke-stolte) indere
Dette er en analyse af en smuk, perfekt-realistisk, prisbelønnet kortflm "Bror
min bror", som har en påklistret pro-indvandring pointe men ellers er et
interessant børne-3-kantsdrama
1. To danske brødre på 6 og 9 snakker om kys, og den yngste møder
uventet en 9-årig inderpige, der er ny i kvarteret, og får invitation til
hendes fødselsdagsfest.
Pigen har tilsyneladende lært af sin mor, at hun som gæst i det generøse
Danmark skal være IKKE-STOLT altså modsat de arrogante muslimer. Hun er
venlig og inviterer begge brødre, og den ældste kysser hende pludselig -
akavet, uden situationsfornemmelse.
Dette tages af pigen og pigens mor som en spøg, og de viser en indisk
kyssedans - ægte kulturberigelse
Indere minder meget om japanere og gir ikke problemer. Helligkrig-stolthed
kan de have i interne kampe med muslimer, men her er de rimelige og hæver
sig i kvalitet som indvandrere højt over muslimer.
2. Som mellem alle brødre er der rivalisering mellem de to brødre, der er
hovedpersonerne . Den ældste vrænger af sin lillebror, når han selv ved
noget om kys, som den lille ikke ved.
Filmen viser, at børn er modne i vore dage, fordi de ser samme TV som voksne
og kan snakke med om alt - og den yngste er ofte klogere end den ældste,
hvilket skaber søskendejalousi, så storebror skal vise sig og kvajer sig.
Filmen viser, at sådanne problemer løser sig selv, og ingen udefra behøver
blande sig.
( Det gælder også, når interesse hos børn går fra kys til noget med
kønsorganer.
Børn keder sig, og alle snobber for at lege med dem, der er ældre end dem
selv, og derfor er pædofili ofte en kæmpe fristelse.
En af løsningerne på dette opblæste problem er, at snakke åbent om erotik i
vor tid og aldersforskelle, og denne film er overraskende god af et
statsprodukt at være.
Det gælder også den danske premiere-voksenfilm Daisy Diamond, hvor der
kastes lys på den desperation, der får visse forældre til at aflive deres
eget barn.
Det er netop sket i Danmark, og det sker 150 gange årligt i Tyskland, og jeg
ser en løsning i privatisering og mindre snobberi.
Jeg har oplevet sundhedsplejersker, der insisterer, at tøjbleer er
gammeldags og papirble er det eneste rigtige, men i denne film er det mangel
på købebleer, der betyder at moderen bliver desperat og drukner sit
kolikbarn.
Butikkerne er lukket ,og hendes verden bryder sammen når hun ikke kan klare
moderrollen "efter bogen"
Havde hun haft en far som mig, der eksperimenterer med
urininkontinensselvhjælp med bleer og genbrugsmaterialer(emballager) havde
hun let fundet løsninger, fx gamle aviser.
Men når hjemmet skal være ryddeligt og snobbefint så har man ikke sådant og
TÆNKER IKKE SELV.
|