---

Hvornår bør vi fortælle vores datter, at vi går hver til sit?

Vores datter er lige fyld 8 år.
Vi skændtes ikke, og der er styr på afvikling af hus.
Jeg beholder huset og betaler min kærste en sum penge.
Boligen er blevet vurderet af to ejendomsmæglere (vi valgte en hver) og jeg
betaler min kærste halvdelen af friværdien.

Hun (vi )leder nu efter en ejerlejlighed/andelsbolig, men det er ikke lige
sådan at finde en der passer til pengepungen.

Vi kan se at det kan trække ud, måske helt hen over sommeren.

Vores datter har så vidt vi ved, ikke "opdaget" at vi skal gå fra hinanden.
....men bør hun få det at vide nu, eller skal vi mon vente til vi ved hvor
hun og moren kommer til at bo.

Jeg vil helst fortælle det nu - men jeg ved også at min datter bliver meget
ked af det.
Måske er det ret forvirrende for hende at når vi lever "fint" sammen alle
tre, ingen skænderier, et forsigtigt morgen/farvel/godnat kys, små kram,
byture sammen, familie besøg osv, osv - ...så alligevel har valgt at gå hver
til sit.

Moren vil gerne have boligsituationen på plads, mest for hendes egen skyld,
men måske det kan virke beroligende/spændende at vores datter kan medvirke
til at indrette og dermed få det at vi går fra hinanden lidt i baggrunden.

Vi har valgt en løsningen mht. sammenkvæm, der hedder 7/7 - ingen bidrag
o.lign. mellem os, da vi begge har en fornuftig mellem indtægt og begge får
det hårdt økonomisk.

Vi kan tale os ud af spørgsmålene.

Desværre elsker vi ikke hinanden mere og har hver vores opfattelse af det
videre forløb af livet.

Kim O.

---

Kim O wrote:
>
> Desværre elsker vi ikke hinanden mere og har hver vores opfattelse af
> det videre forløb af livet.
>
Umiddelbart lyder det for mig, som om I burde se at blive voksnne og indse,
at man ikke altid kan forlange det perfekte her i tilværelsen.

Ansvaret for et otteårs barn burde måske veje tungere end jeres fine
fornemmelser.

Ja, undskyld, jeg taler lige ud af posen, men jeg synes, at alt for mange
mennesker i dagens Danmark kasserer en Volvo, fordi den ikke er en Rolls
Royce.

Per V.


--
En af de vigtigste menneskerettigheder er retten til at være
inkonsekvent.

---

> Umiddelbart lyder det for mig, som om I burde se at blive voksnne og
> indse, at man ikke altid kan forlange det perfekte her i tilværelsen.
>
> Ansvaret for et otteårs barn burde måske veje tungere end jeres fine
> fornemmelser.
>
> Ja, undskyld, jeg taler lige ud af posen, men jeg synes, at alt for mange
> mennesker i dagens Danmark kasserer en Volvo, fordi den ikke er en Rolls
> Royce.
>
> Per V.

Hej Per

Jeg tror netop at vi er blevet voksne !!!
Vi har kendt hinanden siden vores ungdom.
Levet sammen i 19 år, fået "villa og volvo"

Vi er blevet forskellige og er nærmest "kun" venner.
Vi har forskellige interesser i fritiden.
Den ene er bange for alderdommen og spare op, og op og op igen, medens den
anden vil leve i nuét.
Den ene vil ud og møde mennesker, den anden vil gerne sidde derhjemme.
Den ene går op i at hjemmet ser godt og ikke ser rodet ud, og den anden
syntes at lidt rod ikke gør noget.
Den ene vil på charter-ferie den anden på "ud-i-naturen-ferie"

Der er ingen kærlighed tilbage (seksuelt ment), men vi er gode
venner......endnu.

Vi er bare blevet forskellige....

Jeg syntes da netop at det er voksnet at indse at vi ikke passer sammen
mere, og istedet for at gokke hinanden i hovedet med spydigheder o.lign., så
istedet for stille og roligt finde ud af at leve hvert vores liv - og
stadigvæk kunne være fælles om vores datter på en god måde.

Vi syntes ikke at man bør blive sammen hele livet, og på den måde være
hinandens begrænsning - det kommer der i vores tilfælde ikke noget godt ud
af.

Jeg ved godt at der er en 8-årig pige indblandet, men igen syntes jeg det er
bedre at hun ser to glade forældre, der kan besøge hinanden, istedet for to
mutte forskellige mennesker, der kun gør det den anden vil, for at holde
husfreden.

Ja, faktisk er vi voksne.

Kim O.

---

Kim O wrote:

> Vi syntes ikke at man bør blive sammen hele livet, og på den måde være
> hinandens begrænsning - det kommer der i vores tilfælde ikke noget
> godt ud af.

Hvis det hele tiden har været jeres holdning - altså at samliv er
begrænsning - hvorfor har I så fået barn?

Og jo, jeg synes, dert svar bekræfter min antagelse: At I ikke er voksne nok
til et varigt parforhold.

Forstå mig ret: Jeg mener ikke, man skal blive sammen for enhver pris, fx
hvis der er vold eller druk i forholdet, men at et parforhold ændrer sig fra
forelskelse til et varmt venskab, er en naturlig udvikling, der ikke i mine
øjne behøver at føre til, at man går fra hinanden -og fra sit barn.

Per V.

--
En af de vigtigste menneskerettigheder er retten til at være
inkonsekvent.

---

>
> Hvis det hele tiden har været jeres holdning - altså at samliv er
> begrænsning - hvorfor har I så fået barn?

Fordi vi var forelskede og forventede at vi skulle bo sammen hele livet.

> Og jo, jeg synes, dert svar bekræfter min antagelse: At I ikke er voksne
> nok til et varigt parforhold.

Der tager du fejl, ....men når nu det er din holdning at vi er barnlige, så
er det vel også OK at gå fra hinanden?
Din argumentation bider sig selv i halen.

> Forstå mig ret: Jeg mener ikke, man skal blive sammen for enhver pris, fx
> hvis der er vold eller druk i forholdet, men at et parforhold ændrer sig
> fra forelskelse til et varmt venskab, er en naturlig udvikling, der ikke i
> mine øjne behøver at føre til, at man går fra hinanden -og fra sit barn.

Vi går heller ikke fra barnet.
Vores datter vil altid ha´ en far og en mor.

....og foruden den manglende forelskelse, så var der også lige det med
forskellige holdninger til hvordan hverdagen skal fungere samt forskellig
holdning til livet.
Vi har boet sammen i 19 år, hvor de sidste 4 år har været en sej kamp.

Du syntes man skal forblive sammen hele livet, og eneste gyldig grund til at
forlade hinanden, er hvis man der forkommer vold eller druk.

Her er jeg helt uening.

Jeg har kun dette liv her, og når vi i forståelse kan finde ud at gå fra
hinanden, så syntes vi selv dette er posetivt.
Vi kunne sagtens blive sammen, for vores datter skyld, men hvor længe mon
det såvil holde, inden vi går hinanden på nerverne og dermed skaber et
dårligere liv for vores datter, med skænderier o.lign.

Ingen tvivl om, at ønskeløsningen var at vi kunne blive sammen - men det kan
vi nu engang ikke.
Mit første spørgsmål gik egentlig også på hvornår vores datter skulle ha´ at
vide, at vi vil gå fra hinanden.

Din og min holdning er nok så forskellige at vi ikke kan blive enig, så nu
går jeg fra dig...., eller skulle jeg vente til at du stak mig en?

Kim O.

---

"Charlie" <cz_biker@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:46093077$0$52169$edfadb0f@dread11.news.tele.dk

>> Hvis det hele tiden har været jeres holdning - altså at samliv er
>> begrænsning - hvorfor har I så fået barn?
>
> Fordi vi var forelskede og forventede at vi skulle bo sammen hele
> livet.

Det var jo så nok den mest åndssvage grund i hele verden til at vælge at
stifte familie sammen. Nu fanger bordet så, og I vælger, som rigtigt mange
andre gør, den lette løsning, hvor I skrider fra ethvert ansvar for blot at
kunne pleje jeres egoistiske interesser.

>> Og jo, jeg synes, dert svar bekræfter min antagelse: At I ikke er
>> voksne nok til et varigt parforhold.
>
> Der tager du fejl, ....

Nej. DU/I tager fejl!

> men når nu det er din holdning at vi er
> barnlige, så er det vel også OK at gå fra hinanden?

I har jo allerede besluttet jer. Tilbage er kun de praktiske problemer med
at tørre den af på jeres datter på en måde, der efterlader mindst mulig
samvittighedsnag hos jer. Datterens interesser er tydelivis ganske sekundære
i denne sammenhæng.

> Din argumentation bider sig selv i halen.

Nej. Du/I har besluttet jer, og søger nu bekræftelse, fordi I ikke har
nosser til at tage beslutningen på egen hånd. I ved udmærket, at det er
jeres datter, der er sorteper i dette ego-spil, men prioriterer alligevel
jeres egne, smålige krav til tilværelsen højere.

>> Forstå mig ret: Jeg mener ikke, man skal blive sammen for enhver
>> pris, fx hvis der er vold eller druk i forholdet, men at et
>> parforhold ændrer sig fra forelskelse til et varmt venskab, er en
>> naturlig udvikling, der ikke i mine øjne behøver at føre til, at man
>> går fra hinanden -og fra sit barn.
>
> Vi går heller ikke fra barnet.

Jo, det er lige nøjagtig, hvad I gør, og værre; I ved det. Alene dit
spørgsmål i nærværende gruppe afslører med al tydelighed, at du udmærket
ved, hvad I har gang i.

> Vores datter vil altid ha´ en far og en mor.

Gaaab.

> ...og foruden den manglende forelskelse, så var der også lige det med
> forskellige holdninger til hvordan hverdagen skal fungere samt
> forskellig holdning til livet.

Gaaab. Jeg tror, jeres datter (og vi andre) er ret ligeglade med jeres
manglende forelskelse. Bliv voksen. Forelskelse er ikke en umistelig ret,
selvom mange prøver at bilde sig selv og omverdenen ind, at det er.

> Vi har boet sammen i 19 år, hvor de sidste 4 år har været en sej kamp.

Velkommen til livet. Hvis I svigter jeres datter nu, tørrer I bare jeres
problemer af på hende. Problemer, der i andres øjne forekommer bagatelagtige
for et par voksne mennesker, der har levet sammen i 19 år, men som kan få
helt monumentale konsekvenser for jeres datter, hvis I ikke tager jer
gevaldigt sammen.

> Du syntes man skal forblive sammen hele livet, og eneste gyldig grund
> til at forlade hinanden, er hvis man der forkommer vold eller druk.

Jeg synes, I skal tage jer gevaldigt sammen og få det til at fungere i de
næste 10 år. Derefter kan I pleje jeres smålige, egoistiske interesser, som
I har lyst til.

> Her er jeg helt uening.

Tydeligvis.

> Jeg har kun dette liv her, og når vi i forståelse kan finde ud at gå
> fra hinanden, så syntes vi selv dette er posetivt.

Ja, det synes I vel. Alligevel har du ikke nosser til at fortælle sandheden
til jeres datter. Hvad fortæller det os andre?

> Vi kunne sagtens blive sammen, for vores datter skyld, men hvor længe
> mon det såvil holde, inden vi går hinanden på nerverne og dermed
> skaber et dårligere liv for vores datter, med skænderier o.lign.

Det vil holde lige nøjagtig så lang tid, I beslutter, det skal holde.

> Ingen tvivl om, at ønskeløsningen var at vi kunne blive sammen - men
> det kan vi nu engang ikke.

"det kan vi nu engang ikke"? Gaaab.

> Mit første spørgsmål gik egentlig også på hvornår vores datter skulle
> ha´ at vide, at vi vil gå fra hinanden.

Nu. Tag jer sammen. Det er en lortemeddelelse, I skal give hende, men hun
har et par lorteforældre, så I kan lige så godt lade hende få den barske
virkelighed serveret nu.

--
-Jens B.

D.e.f.f.e.s.

---

Nej, men gnisten skal være der, hvis først den er væk, så kan man ligeså
godt gå hver til sit, for den kommer IKKE igen. Det tror jeg simpelthen ikke
på.

"En slukket Havaneser er som slukket kærlighed - den genopstår aldrig i sin
fulde styrke!"

Til Kim:
Jeg synes det lyder som en meget god måde at tackle situationen på. Jeg
ville ønske at flere villle indse, at gnisten er væk, og komme videre med
livet hver for sig, i stedet for at slide hinanden op.

Hilsen
Peter

---

"Peter Løhde Svarre" <svarre69@mali.tele.dk> wrote in message
news:4609e5cc$0$52174$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Til Kim:
> Jeg synes det lyder som en meget god måde at tackle situationen på. Jeg
> ville ønske at flere villle indse, at gnisten er væk, og komme videre med
> livet hver for sig, i stedet for at slide hinanden op.


jeg er meget enig.... et dødt forhold er værre end intet forhold... også for
børnene....
hvordan skal en lille pige lære om livet og kærligheden, hvis hun ikke kan
se det i sine forældre?
vi er vores børns rollemodeller... og det er da langt bedre at gøre som her,
og komme fra hinanden på en god og velfungerende måde, end at ende i kiv og
kævl og virkelig lade barnet i stikken...
jeg synes Kim og konen skal applauderes for at virkelig have viljen til at
gøre dette så godt som muligt, når nu situationen er som den er....
at enkelte individer er ignorante og nægter at se i øjnene at det på sigt
kan skade barnet meget mere hvis forældrene ender ud i en situation hvor de
ikke kan tåle hinanden, synes jeg ikke de skal lade sig skræmme af..

gør hvad i finder bedst for jeres datter... tag alle meninger herinde med
forbehold, og vælg en løsning som i kan blive enige om... naturligvis med
hensyn til jeres datters følelsesliv....
--
Knus,
Sabina

---

On 27/03/07 11:38, in article
4608e616$0$48469$edfadb0f@dread16.news.tele.dk, "Per Vadmand"
<perve@post.tele.dk> wrote:

> Kim O wrote:
>>
>> Desværre elsker vi ikke hinanden mere og har hver vores opfattelse af
>> det videre forløb af livet.
>>
> Umiddelbart lyder det for mig, som om I burde se at blive voksnne og indse,
> at man ikke altid kan forlange det perfekte her i tilværelsen.
>
> Ansvaret for et otteårs barn burde måske veje tungere end jeres fine
> fornemmelser.
>
> Ja, undskyld, jeg taler lige ud af posen, men jeg synes, at alt for mange
> mennesker i dagens Danmark kasserer en Volvo, fordi den ikke er en Rolls
> Royce.
>
> Per V.
>

Jeg synes til gengæld det er dejligt at høre, at I opfører jer som voksne
mennesker som gerne vil gøre dette så lidt smertefuldt for jeres datter som
muligt.
Jeg håber, at I vil fortsætte det gode partnerskab som forældrerollen er -
altid.
Jeg synes I skal vente med at fortælle det, indtil bolisituationen er
afklaret. Hvis I fortæller jeres datter det, når moderen har købt/lejet
lejlighed, vil der stadig være mulighed for at datteren kan være med til at
indrette mv - men det vil da være håndgribeligt og der vil være en dato fra
hvilken de nye forhold vil gælde og det er vigtigt.
Held og lykke med skilsmissen og fremtiden hver for sig - men sammen om
barnet.

---

"Kim O" <Kim_O_Viborg@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4608d79d$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Vi har valgt en løsningen mht. sammenkvæm, der hedder 7/7 - ingen bidrag
> o.lign. mellem os, da vi begge har en fornuftig mellem indtægt og begge
> får det hårdt økonomisk.
>
> Vi kan tale os ud af spørgsmålene.

Jeg synes i lyder som nogle rigtigt fornuftige mennesker.
Jeg er ikke i tvivl om at i selv ved hvornår det er bedst at fortælle jeres
datter at i skal skilles.

---

"Kim O" <Kim_O_Viborg@hotmail.com> wrote in message
news:4608d79d$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hvornår bør vi fortælle vores datter, at vi går hver til sit?

hvad siger jeres mavefornemmelse jer?

> Vores datter er lige fyld 8 år.
> Vi skændtes ikke, og der er styr på afvikling af hus.
> Jeg beholder huset og betaler min kærste en sum penge.
> Boligen er blevet vurderet af to ejendomsmæglere (vi valgte en hver) og
> jeg betaler min kærste halvdelen af friværdien.
>
> Hun (vi )leder nu efter en ejerlejlighed/andelsbolig, men det er ikke lige
> sådan at finde en der passer til pengepungen.
>
> Vi kan se at det kan trække ud, måske helt hen over sommeren.
>
> Vores datter har så vidt vi ved, ikke "opdaget" at vi skal gå fra
> hinanden.
> ...men bør hun få det at vide nu, eller skal vi mon vente til vi ved hvor
> hun og moren kommer til at bo.

hvorfor må datteren ikke være en del af den process med at finde en ny
bolig?
og er du helt sikker på at hun ikke har opdaget noget? børn er fantastisk
intuitive..... jeg tvivler på at i har kunne nå så langt i planlægningen
uden at hun har fået det mindste nys om at et eller andet er i gære....

> Jeg vil helst fortælle det nu - men jeg ved også at min datter bliver
> meget ked af det.

naturligvis bliver hun ked af det.... men hvad er at foretrække?
at hun bliver ked af det nu, og har både mor og far og en ordentlig stemning
til at forberede hende på skiftet, eller at hun først får det at vide lgie
før hun og mor skal flytte, og så BÅDE er ked af det over bruddet, men også
skal vænne sig til en helt ny situation?

> Måske er det ret forvirrende for hende at når vi lever "fint" sammen alle
> tre, ingen skænderier, et forsigtigt morgen/farvel/godnat kys, små kram,
> byture sammen, familie besøg osv, osv - ...så alligevel har valgt at gå
> hver til sit.

måske bør i kigge på hvorfor i ikke har ændret jeres tilværelse synderligt,
trods beslutningen om bruddet?
er det af vane, hensyn til barnet, eller er det reelt fordi i kommer godt
overens?

> Moren vil gerne have boligsituationen på plads, mest for hendes egen
> skyld, men måske det kan virke beroligende/spændende at vores datter kan
> medvirke til at indrette og dermed få det at vi går fra hinanden lidt i
> baggrunden.

jeg er ikke helt enig i at det kan skubbe følelserne i baggrunden, men det
skal jeg jo så heller ikke være ;)
jeg ville (og har) klart foretrukket klare linier, fra det øjeblik
beslutningen er truffet, at tage en rolig snak med barnet, og være der til
alle spørgsmål der måtte komme...

> Vi har valgt en løsningen mht. sammenkvæm, der hedder 7/7 - ingen bidrag
> o.lign. mellem os, da vi begge har en fornuftig mellem indtægt og begge
> får det hårdt økonomisk.

hvem får barnet adresse. og dermed tilskud fra kommunen?? og hvad skal de
penge i så fald dække?

> Vi kan tale os ud af spørgsmålene.
>
> Desværre elsker vi ikke hinanden mere og har hver vores opfattelse af det
> videre forløb af livet.

jeg synes det er fantastisk at i er kommet godt ud af et forhold, men på mig
virker det som om i gerne vil skubbe bolden foran jer, i stedet for at
spille den og se hvad der sker.....
jeg synes i bør tage tyren ved hornene...
--
Knus,
Sabina

---

"Kim O" <Kim_O_Viborg@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4608d79d$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> Vores datter er lige fyld 8 år. Vores datter har så vidt vi ved, ikke
> "opdaget" at vi skal gå fra hinanden.
> ...men bør hun få det at vide nu, eller skal vi mon vente til vi ved hvor
> hun og moren kommer til at bo.
>
> Jeg vil helst fortælle det nu - men jeg ved også at min datter bliver
> meget ked af det.
> Måske er det ret forvirrende for hende at når vi lever "fint" sammen alle
> tre, ingen skænderier, et forsigtigt morgen/farvel/godnat kys, små kram,
> byture sammen, familie besøg osv, osv - ...så alligevel har valgt at gå
> hver til sit.

Det er aldrig godt for børn at få at vide, at far og mor går fra hinanden.
Selv børn på 16 - 18 år kan få problemer, i forbindelse med, at forældre
flytter fra hinanden.

Man kan låne bøger om emnet på biblioteket.

Måske kan I, stille og roligt forklare hende situationen.
Vær sikre på, at hun forstår, at det, at I går fra hinanden, ikke har noget
med hende at gøre.
Når det kan lade sig gøre, så synes jeg, at det er en god idé at fortælle
hende det i rimelig god tid, i stedet for at "kaste en bombe" lige i sidste
øjeblik.

Held og lykke
>
>

---

"Kim O" <Kim_O_Viborg@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4608d79d$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Hvornår bør vi fortælle vores datter, at vi går hver til sit?

Når I rent faktisk gør det, vil jeg mene.

> Vi kan se at det kan trække ud, måske helt hen over sommeren.

Og det er længe at gå og vente for en 8-årig, der - ligesom de voksne - ikke
ved, hvad det vil indebære. Hun ender dermed nemt i at forholde sig til
(forkerte?) fantasier om, hvad jeres skilsmisse fører med sig. Jeg vil mene,
at det er bedre for hende så vidt muligt kun at skulle forholde sig til
tingene som de rent faktisk ER.

> Jeg vil helst fortælle det nu - men jeg ved også at min datter bliver
> meget ked af det.

Hun bliver måske ked af det uanset hvornår - men der er, synes jeg, stor
forskel på at være ked af noget konkret og at være ked det af angst for,
hvad uoverskuelige og uforudsigelige forhold vil indebære.

> Måske er det ret forvirrende for hende at når vi lever "fint" sammen alle
> tre, ingen skænderier, et forsigtigt morgen/farvel/godnat kys, små kram,
> byture sammen, familie besøg osv, osv - ...så alligevel har valgt at gå
> hver til sit.

Måske og måske ikke. Det er helt umuligt at vide, om og hvad, der vil
forvirre hende, gøre hende bange, få hende til at bekymre sig etc. Derfor
vil jeg mene, at det er bedst at sørge for - så vidt muligt - at hun ved,
hvad hun har at forholde sig til, så hun i videst muligt omfang slipper for
at gætte på, hvordan fremtiden bliver.

> Moren vil gerne have boligsituationen på plads, mest for hendes egen
> skyld,

Det vil jeg mene er det bedste for datterens skyld.
Det indebærer nemlig, at rigtig mange ellers uafklarede og uvisse spørgsmål
kan besvares.

> men måske det kan virke beroligende/spændende at vores datter kan medvirke
> til at indrette og dermed få det at vi går fra hinanden lidt i baggrunden.

Det vil være fint for hende at være med, hvis hun har lyst. Men det kræver,
at lejligheden er fundet.

Mvh. Lisbeth

---

"Kim O" <Kim_O_Viborg@hotmail.com> wrote in
news:4608d79d$0$154$edfadb0f@dread11.news.tele.dk:

> Vores datter har så vidt vi ved, ikke "opdaget" at vi skal gå fra
> hinanden. ...men bør hun få det at vide nu, eller skal vi mon vente
> til vi ved hvor hun og moren kommer til at bo.

I det øjeblik der er sandsynlighed for at hun kan finde ud af det ad andre
veje, bør i tage en snak med hende.

I lyder som fornuftige mennesker, men jeg vil alligevel nævne:

- vær enige om hvad i vil sige til hende inden i snakker med hende.
- tag snakken sammen alle 3.
- vær omhyggelig med at beskrive hvordan tingene bliver fremover.
- vis hende at i stadig er gode venner.

Ohg hvis i vil hende det godt, så lad være med at flytte længere fra
hinanden end at hun selv kan smutte forbi "den anden" når hun lyster.

---

Jens Bruun og Per V.

Jeg synes det ville klæde jer begge to at lade være med at opkaste jer
til dommere over hvad andre burde gøre.

I taler ud fra jeres eget kort over virkeligheden, ikke ud fra deres -
og der er tydeligvis forskel på kortene.

Kortene er ikke det samme som territoriet, og forskellige kort er ikke
forkerte - blot forskellige.

/Lars
--
www.progressio.dk - hvis du ikke ved hvor du skal hen er alle veje
lige gode

---

Lars (ArthurDent) wrote:
> Jens Bruun og Per V.
>
> Jeg synes det ville klæde jer begge to at lade være med at opkaste jer
> til dommere over hvad andre burde gøre.
>
> I taler ud fra jeres eget kort over virkeligheden, ikke ud fra deres -
> og der er tydeligvis forskel på kortene.
>
> Kortene er ikke det samme som territoriet, og forskellige kort er ikke
> forkerte - blot forskellige.
>

Jeg tror, du er galt på den her. Folk spørger vel ikke i sådan et forum for
kun at få svar, der bekræfter deres egne meninger?

Per V.

--
En af de vigtigste menneskerettigheder er retten til at være
inkonsekvent.

---

On 31 Mar., 09:32, "Per Vadmand" <p...@post.tele.dk> wrote:
> Lars (ArthurDent) wrote:
> > Jens Bruun og Per V.
>
> > Jeg synes det ville klæde jer begge to at lade være med at opkaste jer
> > til dommere over hvad andre burde gøre.
>
> > I taler ud fra jeres eget kort over virkeligheden, ikke ud fra deres -
> > og der er tydeligvis forskel på kortene.
>
> > Kortene er ikke det samme som territoriet, og forskellige kort er ikke
> > forkerte - blot forskellige.
>
> Jeg tror, du er galt på den her. Folk spørger vel ikke i sådan et forum for
> kun at få svar, der bekræfter deres egne meninger?

Hvordan mener du at et svar der lyder:

"Umiddelbart lyder det for mig, som om I burde se at blive voksnne og
indse,
at man ikke altid kan forlange det perfekte her i tilværelsen.

Ansvaret for et otteårs barn burde måske veje tungere end jeres fine
fornemmelser.


Ja, undskyld, jeg taler lige ud af posen, men jeg synes, at alt for
mange
mennesker i dagens Danmark kasserer en Volvo, fordi den ikke er en
Rolls
Royce. "

Besvarer spørgsmålet:

"Hvornår bør vi fortælle vores datter, at vi går hver til sit?"

Det var eneste spørgsmål i Kims indlæg.

/Lars
--
www.progressio.dk - hvis du ikke ved hvor du skal hen er alle veje
lige gode.