---

Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?

Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
1½ og 3½ år de har levet, men der opstår situationer hvor
jeg må hæve stemmen og det nogen gange ender i gråd,
hvilket jeg ærlig talt synes er synd - og måske lære de
ikke noget af det og så er det jo spildt!

Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?

Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.

I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.

Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
kan jeg ellers gøre?

Jo, jeg kunne være gået ned og op X antal gange for at
få det hele med, men ...

Andrew

---

I artikel <Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162>,
skrev "Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)"
<newandrew@rump.dk>:

> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?
>
> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
> 1½ og 3½ år de har levet, men der opstår situationer hvor
> jeg må hæve stemmen og det nogen gange ender i gråd,
> hvilket jeg ærlig talt synes er synd - og måske lære de
> ikke noget af det og så er det jo spildt!
>
> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?
>
> Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
> ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
> den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
>
> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>
> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
> kan jeg ellers gøre?

Måske kan man gøre det modsatte? Altså sænke stemmen og så roligt og
afslappet som muligt bede storebroderen om at tage huen på (eller hvad
det nu er, han skal gøre). Og så bare sige det flere gange, hvis det er
nødvendigt. Uden at blive vred.

Jeg ved det - den slags er svært, isør når man skal skynde sig. Nogle
gange lykkes det for mig at gøre det, når min datter på fem et halvt vil
noget andet end hvad jeg vil - og tit lykkes det at de-eskalere en
konflikt og få hende til at indse, at jeg mener det, jeg siger. Den
særdeles positive bivirkning er, at jeg selv bliver mere rolig.

venlig hilsen

Hans

---

[posted and mailed - det er efterhånden en sjældenhed! ]

I demand that Hans Hüttel <hanshuttel@mac.com> may or may not have
written in news:hanshuttel-5A0D4F.22510124112006@nntp02.dk.telia.net:
> I artikel <Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162>,
> skrev "Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)"
> <newandrew@rump.dk>:
>> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?
>> Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
>> ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
>> den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
>> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
>> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
>> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
>> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
>> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
>> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
>> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
>> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
>> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
> Måske kan man gøre det modsatte? Altså sænke stemmen og så
> roligt og afslappet som muligt bede storebroderen om at
> tage huen på (eller hvad det nu er, han skal gøre). Og så
> bare sige det flere gange, hvis det er nødvendigt. Uden at
> blive vred.

Der skal mere til før jeg bliver vred. Jeg giver ham altid
et par chancer i stille og rolig stemmeføring, f.eks. med en
forklaring - det er ofte nok. Derefter hæver jeg stemmen,
hvilket ofte også er nok, men der er nogle få gange, hvor
han bare vil prøve grænser af - og det er også i orden, men
derfor bliver det jo også et nederlag, når jeg bare tager
ham.

Almindelig stemmeføring hjælper ikke, ligemeget hvor meget
jeg prøver, når han er i det humør.

> Jeg ved det - den slags er svært, isør når man skal skynde
> sig. Nogle gange lykkes det for mig at gøre det, når min
> datter på fem et halvt vil noget andet end hvad jeg vil -
> og tit lykkes det at de-eskalere en konflikt og få hende
> til at indse, at jeg mener det, jeg siger. Den særdeles
> positive bivirkning er, at jeg selv bliver mere rolig.

Det er altid dejligt, når ungerne samarbejder og det oplever
jeg også - faktisk i ekstrem grad synes jeg og ofte lykkes
det også at få løst en konflikt til alles tilfredshed, ved
f.eks. at gå ind på barnets forslag, som giver det samme
resultat bare på en anden måde.

Andrew

---

Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:

> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>
> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
> kan jeg ellers gøre?

Du gjorde det rigtige. Det er dig, der bestemmer. Og det er det kun godt for
børnene at vide.

Per V.--
Når en aforisme begynder med "manden er..." eller "kvinden er..." ved
man, at resten ikke er værd at spilde tid på.

---

I demand that "Per Vadmand" <perve@post.tele.dk> may or may not have
written in news:4567718b$0$200$edfadb0f@dread11.news.tele.dk:

> Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
>> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
>> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
>> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
>> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
>> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
>> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
>> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
>> kan jeg ellers gøre?
> Du gjorde det rigtige. Det er dig, der bestemmer. Og det
> er det kun godt for børnene at vide.

Det er sådan set også min holdning, men han var noget mut
den næste times tid!

Andrew

---

Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?
>
> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
> 1½ og 3½ år de har levet, men der opstår situationer hvor
> jeg må hæve stemmen og det nogen gange ender i gråd,
> hvilket jeg ærlig talt synes er synd - og måske lære de
> ikke noget af det og så er det jo spildt!

for det første... hvis dine unger ALDRIG oplever en hævet stemme hjemme hos
jer, får de sig godt nok en alvorlig forskrækkesle den dag de starter i
skole ;)
jeg tror ikke dine unger tager skade af at du hæver stemmen og gør dem klart
at du altså mener det alvorligt.... og tro mig... de skal nok lære noget*G*
men det er ike sikkert det er det du håber de vil lære ;)

> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?
>
> Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
> ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
> den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
>
> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>
> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
> kan jeg ellers gøre?

jeg havde ladet ham beholde huen af, og når vi så var kommet udenfor havde
jeg placeret den lille hvor barnet nu skal sidde, og så tage huen i egen
hånd og placeret den på den stores hovede, med en rolig forklaring om at det
altså ikke er for sjov at jeg beder om at han skal tage huen på, men fordi
det er vinter og koldt og jeg gerne vil passe på ham..... slut prut......

hvorfor er den hue så fandens vigtig at få på lige der??

min pointe er... pick your battles.... vurder hver eneste gang du føler
trang til at hæve stemmen om lige den situation er så livsnødvendig at du
SKAL hæve stemmen, eller om der blot er tale om et princip fra din side....
og om det princip er værd at blive endnu mere sur og irriteret over.....
hvis den store reagerer sådan, er det uden tvivl et opråb efter
opmærksomhed, og så bør du nok vurdere om den opmærksomhed skal være negativ
(råb og irritation) eller om den opmærksomhed skal være positiv (accept og
snak bagefter)...... og jeg ved godt det er svært lige på den tid af
dagen....

--
Knus, Sabina

Se vores skønne persere på
http://www.dkshadowfax.dk

---

I demand that "Sabina H." <sabina@websetter.dk> may or may not have
written in news:456775d4$0$176$157c6196@dreader1.cybercity.dk:
> Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
>> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
>> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?
>> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
>> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
>> 1½ og 3½ år de har levet, men der opstår situationer hvor
>> jeg må hæve stemmen og det nogen gange ender i gråd,
>> hvilket jeg ærlig talt synes er synd - og måske lære de
>> ikke noget af det og så er det jo spildt!
> for det første... hvis dine unger ALDRIG oplever en hævet
> stemme hjemme hos jer, får de sig godt nok en alvorlig
> forskrækkesle den dag de starter i skole ;)

Det tror jeg på! Jeg har heller ikke noget problem med
den hævede stemme, men mere at det ender i gråd - jeg kan
klare det, men det er synd for ham.

> jeg tror ikke dine unger tager skade af at du hæver stemmen
> og gør dem klart at du altså mener det alvorligt.... og tro
> mig... de skal nok lære noget*G* men det er ike sikkert det
> er det du håber de vil lære ;)

Nej vel! *G*

>> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?
>> Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
>> ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
>> den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
>> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
>> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
>> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
>> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
>> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
>> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
>> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
>> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
>> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
>> kan jeg ellers gøre?
> jeg havde ladet ham beholde huen af, og når vi så var
> kommet udenfor havde jeg placeret den lille hvor barnet nu
> skal sidde, og så tage huen i egen hånd og placeret den på
> den stores hovede, med en rolig forklaring om at det altså
> ikke er for sjov at jeg beder om at han skal tage huen på,
> men fordi det er vinter og koldt og jeg gerne vil passe på
> ham..... slut prut......
> hvorfor er den hue så fandens vigtig at få på lige der??

Nu fik I den korte udgave. Jeg kan ikke have mere i hænderne
og det kan han heller ikke, da han allerede har Plys og sin
madkasse - og for øvrigt ikke vil bære huen alligevel under
nogen omstændigheder! Catch22!

> min pointe er... pick your battles.... vurder hver eneste
> gang du føler trang til at hæve stemmen om lige den situation
> er så livsnødvendig at du SKAL hæve stemmen, eller om der
> blot er tale om et princip fra din side.... og om det princip
> er værd at blive endnu mere sur og irriteret over..... hvis
> den store reagerer sådan, er det uden tvivl et opråb efter
> opmærksomhed, og så bør du nok vurdere om den opmærksomhed
> skal være negativ (råb og irritation) eller om den
> opmærksomhed skal være positiv (accept og snak bagefter)......

Enig.

> og jeg ved godt det er svært lige på den tid af dagen....

Vi havde masser af tid, så jeg kunne have siddet på trappen
indtil han tog huen, men så kunne vi sidder der endnu - hvis
det ikke var fordi børnehaven lukkede!!! Jeg havde planlagt
at vi skulle se juletræet blive tændt, men jeg kunne godt
fornemme at det ikke havde ungernes store interesse - og det
er fint med mig.

Det var heller ikke særlig spændende og den mindste blev bare
blændet da lyset blev tændt! *G* Og så ville jeg ikke engang
tage imod de *store* slikposer de delte ud til børnene! Det
var det rene sukkerchok, men så gik vi ind og købte is-dessert
i stedet, til alles tilfredshed!

Andrew

---

Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
>>hvis dine unger ALDRIG oplever en hævet
>> stemme hjemme hos jer, får de sig godt nok en alvorlig
>> forskrækkesle den dag de starter i skole ;)
>
> Det tror jeg på! Jeg har heller ikke noget problem med
> den hævede stemme, men mere at det ender i gråd - jeg kan
> klare det, men det er synd for ham.

hvis det ender i gråd, er det jo fordi det virker..... din søn har en alder
lige nu hvor han tester dine grænser, og hvis han opdager at gråd stopper
råberiet, så tror jeg du skal forvente endnu mere gråd ;)
gråd er en naturlig "forsvars mekanisme" for unger i den alder ;)

>> jeg tror ikke dine unger tager skade af at du hæver stemmen
>> og gør dem klart at du altså mener det alvorligt.... og tro
>> mig... de skal nok lære noget*G* men det er ike sikkert det
>> er det du håber de vil lære ;)
>
> Nej vel! *G*

min tanke var mere, hvor du måske håber på at han lærer at høre efter hvad
du siger, først gang du siger det, så kan det være han bare lærer at han
fryser ørerne når han kommer uden for ;)

>> jeg havde ladet ham beholde huen af, og når vi så var
>> kommet udenfor havde jeg placeret den lille hvor barnet nu
>> skal sidde, og så tage huen i egen hånd og placeret den på
>> den stores hovede, med en rolig forklaring om at det altså
>> ikke er for sjov at jeg beder om at han skal tage huen på,
>> men fordi det er vinter og koldt og jeg gerne vil passe på
>> ham..... slut prut......
>> hvorfor er den hue så fandens vigtig at få på lige der??
>
> Nu fik I den korte udgave. Jeg kan ikke have mere i hænderne
> og det kan han heller ikke, da han allerede har Plys og sin
> madkasse - og for øvrigt ikke vil bære huen alligevel under
> nogen omstændigheder! Catch22!

har i ingen lommer??
havde han hue på hans jakke??
var huen super vigtig, eller mere principiel?

>> min pointe er... pick your battles.... vurder hver eneste
>> gang du føler trang til at hæve stemmen om lige den situation
>> er så livsnødvendig at du SKAL hæve stemmen, eller om der
>> blot er tale om et princip fra din side.... og om det princip
>> er værd at blive endnu mere sur og irriteret over..... hvis
>> den store reagerer sådan, er det uden tvivl et opråb efter
>> opmærksomhed, og så bør du nok vurdere om den opmærksomhed
>> skal være negativ (råb og irritation) eller om den
>> opmærksomhed skal være positiv (accept og snak bagefter)......
>
> Enig.
>
>> og jeg ved godt det er svært lige på den tid af dagen....
>
> Vi havde masser af tid, så jeg kunne have siddet på trappen
> indtil han tog huen, men så kunne vi sidder der endnu - hvis
> det ikke var fordi børnehaven lukkede!!! Jeg havde planlagt
> at vi skulle se juletræet blive tændt, men jeg kunne godt
> fornemme at det ikke havde ungernes store interesse - og det
> er fint med mig.

hehe, tror måske du der finder din årsag til at sønnemand valgte at være på
tværs lige der*G*

> Det var heller ikke særlig spændende og den mindste blev bare
> blændet da lyset blev tændt! *G* Og så ville jeg ikke engang
> tage imod de *store* slikposer de delte ud til børnene! Det
> var det rene sukkerchok, men så gik vi ind og købte is-dessert
> i stedet, til alles tilfredshed!

du overvejede ikke at tage imod, og så styre indholdet af posen i stedet for
at nægte dem posen helt??
det kan jo være en oplevelse i sig selv at skulle have posen*G*

--
Knus, Sabina

Se vores skønne persere på
http://www.dkshadowfax.dk

---

> min pointe er... pick your battles.... vurder hver eneste gang du føler
> trang til at hæve stemmen om lige den situation er så livsnødvendig at du
> SKAL hæve stemmen

Lige præcis

Thomas på snart 6 ved at jeg kun yderst sjældent gider "kampen" - men det er
også heldigvis sjældent det er nødvendigt. Men han ved også at hvis jeg vil
have noget igennem tæller jeg til 3 og så har det derefter den konsekvens
jeg havde stillet ham i udsigt... Igår vælgte jeg en. Først havde han
smadret noget ved "tankeløshed" da han hev en hue af - Det var jo bare
ærgeligt og jeg ryddede op efter ham. Senere på dagen fandt han en mus som
katten havde taget livet af på loftet - den skulle han så åbenbart lige
træde på - så den smattede ud... Der var det så jeg insterede på at han selv
skulle skrabe den op fra gulvet og det tog vi en kamp på ....

---

"Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk> wrote
in message news:Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162...
> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?

Tja, den situation kender alle forældre vel

> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?

Jeg tror at du har gjort det rigtige ved at hæve stemmen - det er jo dig der
bestemmer.

Min datter på fire kan finde på at lave samme numre. Hvis hun eksempelvis
ikke gider at tage sine støvler på, ja så siger jeg det pænt til hende et
par gange. Hvis dette ikke hjælper, ja så hæver jeg stemmen og siger noget i
stil med: "Mette, du bestemmer om vi skal være uvenner eller om vi skal være
glade". Det virker med 95% sikkerhed.

Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med blød stemme
for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok tage de sko på?" Folk må
selvfølgelig selv om hvordan de opdrager deres børn, men den slags unger
skriger efter at vide hvem der bestemmer.

Generelt synes jeg at man skal optræde meget konsekvent overfor børnene. For
nogen tid siden begyndte den store at skabe sig om morgenen inden
børnehaven. Hun ville ikke have tøj på og opførte sig helt horibelt. Dag to
sagde jeg stille og roligt til hende: "Mette, hvis du ikke opfører dig pænt,
så kommer du i børnehave i nattøj". Det var hun så absolut ligeglad med. Men
ud i bilen kom hun, og jeg kørte afsted med en skrigende unge i nattøj, og
de måbende naboer så til. Vi har dog ikke haft disse problemer siden

mvh
Torben

---

I demand that "Torben" <real_anonym@hotmail.com> may or may not have
written in news:4567f2db$0$13954$edfadb0f@dread15.news.tele.dk:
> "Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk>
> wrote in message news:Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162...
> Min datter på fire kan finde på at lave samme numre. Hvis
> hun eksempelvis ikke gider at tage sine støvler på, ja så
> siger jeg det pænt til hende et par gange. Hvis dette ikke
> hjælper, ja så hæver jeg stemmen og siger noget i stil med:
> "Mette, du bestemmer om vi skal være uvenner eller om vi
> skal være glade". Det virker med 95% sikkerhed.

Ja, trusler virker ofte! Nu lyder det så hårdt, men det er jo
det det er! I morges var jeg nede og handle med begge børn
og de ville gerne begge gå i butikken - den mindste er lige
begyndt at kunne gå selv og det gik også fint. Men nogen gange
ville han andre veje end os - og så er det man skal vælge sine
konflikter. De fleste gange var det bare en anden vej eller
kun en lille omvej og det var helt OK, men pludselig ville han
den helt modsatte vej og der forsøger jeg først at overbevise
ham og hvis det ikke hjælper, så siger jeg at han kunne vælge
mellem at komme op i klapvognen eller gå den vej vi andre går.
Hvis det stadig ikke hjælper, løftede jeg ham op - under vilde
protester om at han ville gå - og så får han lov til at gå -
sålænge at han følger os! Sådan! Det tager lidt tid, men jeg
synes at vi alle går derfra med en del af sejren.

> Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med
> blød stemme for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok
> tage de sko på?" Folk må selvfølgelig selv om hvordan de
> opdrager deres børn, men den slags unger skriger efter at
> vide hvem der bestemmer.

Enig!

> Generelt synes jeg at man skal optræde meget konsekvent
> overfor børnene. For nogen tid siden begyndte den store at
> skabe sig om morgenen inden børnehaven. Hun ville ikke have
> tøj på og opførte sig helt horibelt. Dag to sagde jeg stille
> og roligt til hende: "Mette, hvis du ikke opfører dig pænt,
> så kommer du i børnehave i nattøj". Det var hun så absolut
> ligeglad med. Men ud i bilen kom hun, og jeg kørte afsted med
> en skrigende unge i nattøj, og de måbende naboer så til. Vi
> har dog ikke haft disse problemer siden

Ja, sådan kunne jeg også finde på at klare den situation!
Det hedder: Handling og konsekvens!

Andrew

---

> Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med blød stemme
> for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok tage de sko på?" Folk må
> selvfølgelig selv om hvordan de opdrager deres børn, men den slags unger
> skriger efter at vide hvem der bestemmer.

Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra børnehaven -
Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var vådt og koldt for
fusserne.


--
anders DOT majland AT jyde DOT dk

---

Anders Majland wrote:
>> Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med blød stemme
>> for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok tage de sko på?" Folk må
>> selvfølgelig selv om hvordan de opdrager deres børn, men den slags unger
>> skriger efter at vide hvem der bestemmer.
>
> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra børnehaven -
> Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var vådt og koldt for
> fusserne.
>
>

dejligt at høre om lidt effektiv mandeopdragelse!!

--
Bæ9

- overgir sig aldrig

---

Benny den 9. skrev:
> Anders Majland wrote:
>>> Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med blød
>>> stemme for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok tage de sko
>>> på?" Folk må selvfølgelig selv om hvordan de opdrager deres børn, men
>>> den slags unger skriger efter at vide hvem der bestemmer.
>>
>> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra
>> børnehaven - Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var
>> vådt og koldt for fusserne.
>>
>>
>
> dejligt at høre om lidt effektiv mandeopdragelse!!
>

Dog er det vist de færreste kvinder der ville gennemføre lige den, af
frugt for at poden skulle blive syg

---

Inger wrote:
> Benny den 9. skrev:
>> Anders Majland wrote:
>>>> Jeg ser tit forældre der sidder på gulvet i børnehaven og med blød
>>>> stemme for tiende gang siger: "Peter, vil du ikke nok tage de sko
>>>> på?" Folk må selvfølgelig selv om hvordan de opdrager deres børn,
>>>> men den slags unger skriger efter at vide hvem der bestemmer.
>>>
>>> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra
>>> børnehaven - Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var
>>> vådt og koldt for fusserne.
>>>
>>>
>>
>> dejligt at høre om lidt effektiv mandeopdragelse!!
>>
>
> Dog er det vist de færreste kvinder der ville gennemføre lige den, af
> frugt for at poden skulle blive syg


"tag en trøje på - mor fryser!!"

--
Bæ9

- overgir sig aldrig

---

"Benny den 9." <3gange3@fire.plus.seks> skrev i en meddelelse
news:456ca3b9$0$14002$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>> Dog er det vist de færreste kvinder der ville gennemføre lige den, af
>> frugt for at poden skulle blive syg
>
>
> "tag en trøje på - mor fryser!!"

Nemlig, den samme mekanisme der gør kvinder empatiske, gør dem også
overpyldrede.

---

ThomasB wrote:
> "Benny den 9." <3gange3@fire.plus.seks> skrev i en meddelelse
> news:456ca3b9$0$14002$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>>> Dog er det vist de færreste kvinder der ville gennemføre lige den, af
>>> frugt for at poden skulle blive syg
>>
>> "tag en trøje på - mor fryser!!"
>
> Nemlig, den samme mekanisme der gør kvinder empatiske, gør dem også
> overpyldrede.
>
>

og til sidst usympatiske......

--
Bæ9

- overgir sig aldrig

---

>>> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra
>>> børnehaven - Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var
>>> vådt og koldt for fusserne.
>> dejligt at høre om lidt effektiv mandeopdragelse!!
> Dog er det vist de færreste kvinder der ville gennemføre lige den, af
> frugt for at poden skulle blive syg

Det var min kone der trak ham ud til bilen i strømpesokker - jeg havde jo
nok bare smidt ham over skulderen som en sæk kartofler ...

Men vi er ret enige mhs opdragelse ...

---

"Anders Majland" <See.Signature@Address.invalid> wrote in
news:456aa63e$0$2112$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk:

> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra
> børnehaven - Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var
> vådt og koldt for fusserne.

Det har intet med opdragelse at gøre. Nu kender jeg ikke podens alder,
men de fleste børn skal være ældre end børnehavealder for fuldt ud at
forstå konsekvensen af ikke at have støvler på.

Her er det ansvarlige forældres pligt at tage over og beskytte barnet mod
det dårlige valg.

Hvis man ikke kan forklare eller overtale barnet til at tage støvler på,
så kan man venligt men bestemt selv give barnet støvler på. Hvis man er
konsekvent og tydelig hvergang, så vil det kun i sjældne tilfælde give en
egentlig konflikt.

Mit gæt er at konflikten faktisk opstår fordi der ikke har været
konsekvens (nok) eller forældrene ikke er tydelige nok når de stiller
krav til deres barn.

Bemærk at "konsekvens" stortset alene handler om at man SELV skal gøre
som man siger, og ikke noget med straf. Hvis man beder sit barn om noget,
så er det fordi man inden har gjort op med sig selv at man virkelig vil
at barnet gør det man beder om. Og så må man være konsekvent og føre det
ud i livet. Hvis man har tendens til bare at lade det ligge eller vente
til senere hvis barnet ikke reagerer positivt på ens forespørgsel, ja så
bærer man benzin til et bål der senere vil brænde eksplosivt når man
mindst ønsker det.

Ofte hører jeg forældre give deres børn valg som de reelt ikke har. "Vil
du være sød at tage støvler på?" Har barnet et valg, så fint nok. Ellers
er det bedre at sige "Du skal tage støvler på for vi skal gå nu." Det er
at være tydelig.

Voksne kan godt håndtere den slags nuancer, men det kan et barn hvis
personlighed og sociale evner først er ved at udvikle sig, ikke.

Læs og respektér jeres børn.

---

>> Sidste vinter ville Thomas heller ikke have støvler på hjem fra
>> børnehaven - Så de 20meter til bilen var i strømpesokker - og det var
>> vådt og koldt for fusserne.
>
> Nu kender jeg ikke podens alder, men de fleste børn skal være ældre end
> børnehavealder for
> fuldt ud at forstå konsekvensen af ikke at have støvler på.

Jo - det forstod han ganske tydeligt - Man kommer til at fryse fødderne -
men først bagefter Han har villet teste grænser og sikkert ikke troet på
at truslen var reel.

> så kan man venligt men bestemt selv give barnet støvler på

Ville du bede en at pædagogerne om at holde ham ?

> Mit gæt er at konflikten faktisk opstår fordi der ikke har været
> konsekvens (nok) eller forældrene ikke er tydelige nok når de stiller
> krav til deres barn.

Du kender os ikke - men vi er temmelig konsekvente. Og det er yderst
sjældent at vi har "problemer" med ham. Selvfølgelig tester han grænser men
det er en anden ting ....

> "Du skal tage støvler på for vi skal gå nu." Det er
> at være tydelig.

Og i mhs historien herover. "Du skal tage støvler på NU for vi skal afsted -
Hvis du ikke gør det NU så går vi bare uden ..." Det var ikket spørgsmål om
at skulle have hjælp til at få dem på men at han ikke VILLE.

---

"Anders Majland" <See.Signature@Address.invalid> wrote in
news:456d46bc$0$2111$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk:

>> Nu kender jeg ikke podens alder, men de fleste børn skal være ældre
>> end børnehavealder for
>> fuldt ud at forstå konsekvensen af ikke at have støvler på.

> Jo - det forstod han ganske tydeligt - Man kommer til at fryse
> fødderne - men først bagefter

At forstå en konsekvens er noget man gør inden man træffer sit valg. At
barnet ikke forstod konsekvensen fremgår jo tydeligt af hans valg. Intet
normalt barn der forstod konsekvensen af at gå på strømpesokker i sne og
sjap, havde valgt ikke at tage støvler på.

> Han har villet teste grænser og
> sikkert ikke troet på at truslen var reel.

Også min fornemmelse. Den slags sker ofte (men ikke altid) fordi barnet
mangler konsekvens. Det er ofte ikke i de alvorlige situationer der
mangler konsekvens, men derimod i hverdagens små hændelser. Måske er det
ligefrem en adfærd hos en voksen, som barnet spejler sig i.

>> så kan man venligt men bestemt selv give barnet støvler på
> Ville du bede en at pædagogerne om at holde ham ?

Jeg har endnu ikke oplevet at det har været nødvendigt at bruge fysisk
tvang overfor et barn der er bare nogenlunde fornuftigt opdraget.

Men jeg har da oplevet det hos belastede børn. Hvis barnet forsøger at
gøre skade på sig selv eller andre, så må man naturligvis passificere
barnet indtil det bliver roligt.

>> Mit gæt er at konflikten faktisk opstår fordi der ikke har været
>> konsekvens (nok) eller forældrene ikke er tydelige nok når de stiller
>> krav til deres barn.

> Du kender os ikke - men vi er temmelig konsekvente.

Det synes selv de mest inkonsekvente forældre Ofte er det små ting i
hverdagen der ligger grobunden for problemerne. Tænk over det når jeg nu
nævner et par eksempler på inkonsekvens der hos et lille barn kan skabe
tvivl om hvad mor og far egentlig vil.

"Mor må jeg tage en småkage?" "Ja". "Må jeg tage 2?" "Nej, tag nu en ad
gangen. Du kan altid få en til bagefter." Barnet tager 2 kager uden mor
reagerer. Manglende konsekvens.

"Du skal holde far i hånden mens vi går over vejen." "Nej jeg vil ikke."
"Jamen det skal du." "Jeg holder bare fast her i jakkekanten." Far lader
barnet holde fast i sin jakkekant. Manglende konsekvens.

"Prøv nu at smage på de grøntsager." "Nej!". "Smag nu. Hvis du ikke kan
lide dem, behøver du ikke at spise dem, men smag på dem." "Nej!" Barnet
slipper for at smage. Manglende konsekvens.

"hvis du ikke opfører dig ordentlig i supermarkedet, så tager vi hjem med
det samme og så må vi nøjes med tørre rester fra i går til aftensmad."
Barnet plager højlydt grædende om slik. Forældrene handler færdig inden
de tager hjem. Manglende konsekvens.

Pointen er at man skal tænke over tingene inden man stiller krav til sit
barn. Som min svigerfar plejer at sige: Træk ikke en pistol overfor en
bandit, medmindre du har tænkt dig at bruge den!

Men når man stiller krav, så vær konsekvente. Småsløseri i hverdagen kan
give voldsomme problemer på andre tidspunkter.

> Og det er yderst
> sjældent at vi har "problemer" med ham. Selvfølgelig tester han
> grænser men det er en anden ting ....

Børn tester grænser, men kun i det omfang de ikke kender dem eller er
usikre. Så jo flere grænser man som forældre kan gøre tydelige for sit
barn, jo færre konflikter.

>> "Du skal tage støvler på for vi skal gå nu." Det er at være tydelig.
>
> Og i mhs historien herover. "Du skal tage støvler på NU for vi skal
> afsted - Hvis du ikke gør det NU så går vi bare uden ..."

Du giver ham jo et valg! LAD VÆRE MED AT GIVE DIT BARN ET VALG HVIS DET
REELT IKKE HAR ET VALG! Barnet kan jo ikke overskue konsekvensen af
valget.


> Det var
> ikket spørgsmål om at skulle have hjælp til at få dem på men at han
> ikke VILLE.

Du har sikkert ret. Måske var han træt. Måske blev han afbrudt i en god
leg. Måske gnaver støvlerne. Her kan man som forældre godt spørge sit
barn hvorfor det ikke vil have støvler på. Måske får man et brugbart
svar, som man kan forholde sig til.

---

"Kent Oldhøj" <kent@FJERNESoldhoj.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns988A78C8EE6B1kentoldhoj@oldhoj.dk...
>>> Nu kender jeg ikke podens alder, men de fleste børn skal være ældre
>>> end børnehavealder for
>>> fuldt ud at forstå konsekvensen af ikke at have støvler på.
>
>> Jo - det forstod han ganske tydeligt - Man kommer til at fryse
>> fødderne - men først bagefter
>
> At forstå en konsekvens er noget man gør inden man træffer sit valg. At
> barnet ikke forstod konsekvensen fremgår jo tydeligt af hans valg. Intet
> normalt barn der forstod konsekvensen af at gå på strømpesokker i sne og
> sjap, havde valgt ikke at tage støvler på.

Det er sådan man gør sine erfaringer - altså ved at prøve noget og mærke
hvordan det føles.
Børn har en formidabel evne til at gøre sig erfaringer - det er det
barndommen handler om.

>> Han har villet teste grænser og
>> sikkert ikke troet på at truslen var reel.
>
> Også min fornemmelse. Den slags sker ofte (men ikke altid) fordi barnet
> mangler konsekvens. Det er ofte ikke i de alvorlige situationer der
> mangler konsekvens, men derimod i hverdagens små hændelser. Måske er det
> ligefrem en adfærd hos en voksen, som barnet spejler sig i.

Der kan være 1000 grunde til at et barn ikke vil have sko på. Det kan være
at det tidligere er blevet tvunget eller bare har fået en "ide". Børn har
ofte svært ved at skelne virkelighed fra fantasi.

Man skal ikke tvinge børn til noget de ikke kan lide. Der er altid en grund
til at de reagerer som de gør.

De enkelte gange min datter ikke har villet have tøj eller sko på, har vi
hentet hendes ynglingsdukke og givet den tøj eller sko på. Så går der ikke
mange minutter før hun også vil have tøj og sko på. Effektivt uden tvang,
hyl og skrig.

>>> så kan man venligt men bestemt selv give barnet støvler på
>> Ville du bede en at pædagogerne om at holde ham ?
>
> Jeg har endnu ikke oplevet at det har været nødvendigt at bruge fysisk
> tvang overfor et barn der er bare nogenlunde fornuftigt opdraget.
>
> Men jeg har da oplevet det hos belastede børn. Hvis barnet forsøger at
> gøre skade på sig selv eller andre, så må man naturligvis passificere
> barnet indtil det bliver roligt.

Det kommer helt an på situationen. De fleste børn får "hidsigflip" i ny og
næ og kaster sig ned på numsen ol. Her skal man bare gå lidt væk og lade dem
"rase af".

(jeg ved godt at nedenstående er eksempler på inkonsekvens, men jeg svarer
på dem alligevel)

> "Du skal holde far i hånden mens vi går over vejen." "Nej jeg vil ikke."
> "Jamen det skal du." "Jeg holder bare fast her i jakkekanten." Far lader
> barnet holde fast i sin jakkekant. Manglende konsekvens.

"Jeg holder bare fast her i jakkekanten".
"OK, god ide, så gør vi det sådan".

> "Prøv nu at smage på de grøntsager." "Nej!". "Smag nu. Hvis du ikke kan
> lide dem, behøver du ikke at spise dem, men smag på dem." "Nej!" Barnet
> slipper for at smage. Manglende konsekvens.

Jeg ville aldrig gå ind i en diskussion om hvor vidt der skulle smages på
madvarer eller ej.
Børn i stort set alle aldre kan selv vurdere hvad det har lyst til at spise
fra bordet.
Flere undersøgelser har vist at barnet selv finder ud af hvad det har brug
for at spise - især hvis det selv har fået lov til at vælge fra starten af.

> "hvis du ikke opfører dig ordentlig i supermarkedet, så tager vi hjem med
> det samme og så må vi nøjes med tørre rester fra i går til aftensmad."
> Barnet plager højlydt grædende om slik. Forældrene handler færdig inden
> de tager hjem. Manglende konsekvens.

Børn der plager om alt muligt er som regel blot fordi de vil kigge eller
lege med tingene. Giv jer 10 minutter til at stå og lege lidt med de
spændende ting på hylderne.

> Pointen er at man skal tænke over tingene inden man stiller krav til sit
> barn. Som min svigerfar plejer at sige: Træk ikke en pistol overfor en
> bandit, medmindre du har tænkt dig at bruge den!

Nemlig

> Men når man stiller krav, så vær konsekvente. Småsløseri i hverdagen kan
> give voldsomme problemer på andre tidspunkter.

Nah, voldsomme og voldsomme

>> Og det er yderst
>> sjældent at vi har "problemer" med ham. Selvfølgelig tester han
>> grænser men det er en anden ting ....
>
> Børn tester grænser, men kun i det omfang de ikke kender dem eller er
> usikre. Så jo flere grænser man som forældre kan gøre tydelige for sit
> barn, jo færre konflikter.

Børn "tester" ikke grænser. De træder over dem, når de ikke kender dem.

>>> "Du skal tage støvler på for vi skal gå nu." Det er at være tydelig.
>>
>> Og i mhs historien herover. "Du skal tage støvler på NU for vi skal
>> afsted - Hvis du ikke gør det NU så går vi bare uden ..."
>
> Du giver ham jo et valg! LAD VÆRE MED AT GIVE DIT BARN ET VALG HVIS DET
> REELT IKKE HAR ET VALG! Barnet kan jo ikke overskue konsekvensen af
> valget.

Nemlig.

>> Det var
>> ikket spørgsmål om at skulle have hjælp til at få dem på men at han
>> ikke VILLE.
>
> Du har sikkert ret. Måske var han træt. Måske blev han afbrudt i en god
> leg. Måske gnaver støvlerne. Her kan man som forældre godt spørge sit
> barn hvorfor det ikke vil have støvler på. Måske får man et brugbart
> svar, som man kan forholde sig til.

Helt enig og så kan man som regel lege sig ud af det uden de store
problemer. Og ellers kan barnet få lov til at gøre sig sine egne erfaringer
med f.eks kolde øre eller fødder.

---

>>> Mit gæt er at konflikten faktisk opstår fordi der ikke har været
>>> konsekvens (nok) eller forældrene ikke er tydelige nok når de stiller
>>> krav til deres barn.
>> Du kender os ikke - men vi er temmelig konsekvente.
> Det synes selv de mest inkonsekvente forældre

Ja jeg kan godt se smiley'en men stop lige din slet skjulte fordømmelse af
"os". Vi kan sammenligne med andre forældre omkirng os og nok bedre end dig
vurdere det !


> Pointen er at man skal tænke over tingene inden man stiller krav til sit
> barn. Som min svigerfar plejer at sige: Træk ikke en pistol overfor en
> bandit, medmindre du har tænkt dig at bruge den!

Lige præcis.

>> Og i mhs historien herover. "Du skal tage støvler på NU for vi skal
>> afsted - Hvis du ikke gør det NU så går vi bare uden ..."
>
> Du giver ham jo et valg! LAD VÆRE MED AT GIVE DIT BARN ET VALG HVIS DET
> REELT IKKE HAR ET VALG! Barnet kan jo ikke overskue konsekvensen af
> valget.

Nu var jeg der som sagt ikke. Men som skrevet før, får han besked på at han
skal tage støvlerne på. Da han er på tværs er der to muligheder. Enten via
dialog forsøge at når en løsning eller trække pistolen. Den dag havde min
kone ikke energi til mere og tak pistolen.

> "Prøv nu at smage på de grøntsager." "Nej!". "Smag nu. Hvis du ikke kan
> lide dem, behøver du ikke at spise dem, men smag på dem." "Nej!" Barnet
> slipper for at smage. Manglende konsekvens.

Sjovt nok har han det opvendt - der er det kød han ikke gider (tygge). Men
han er får nu altid et lille stykke alligevel der _skal_ spises (En af
undtagelser er stegt lever med bløde låg - både hans og svigerfars livret,
men ikke noget jeg værdsætter


--
anders DOT majland AT jyde DOT dk

---

Kent Oldhøj wrote:
> "Anders Majland" <See.Signature@Address.invalid> wrote in
> news:456d46bc$0$2111$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk:

<snip>

>> Og i mhs historien herover. "Du skal tage støvler på NU for vi skal
>> afsted - Hvis du ikke gør det NU så går vi bare uden ..."
>
> Du giver ham jo et valg! LAD VÆRE MED AT GIVE DIT BARN ET VALG HVIS
> DET REELT IKKE HAR ET VALG! Barnet kan jo ikke overskue konsekvensen
> af valget.

Ja. Der er altid et valg. Jeg kan gøre som far siger eller jeg kan lade
være. Der er ALTID et valg. Selv hvis du strøj Anders 2. sætning ville der
være et valg, det ville vare være endnu mere uklart, hvad konsekvensen af at
undlade at gøre hvad far siger ville være. Så ville spørgsmålet bare være:
"Gad vidst hvad der sker, hvis jeg ikke gør som far siger?"

Der er altid et valg. Kunsten er at sørge for at ungen er klar over
konsekvenserne af valget, hvilket blandt andet vil sige at udtrykke de
negative konsekvenser i et sprog som ungen forstår. Og jeg er enig i, at et
barn ikke vil forstå hvad det vil sige at gå til bilen. De færreste vil
forstå hvad det vil sige at gå 20 meter i snesjap på strømpefødder - det
skal pensles *meget* mere ud og gerne med en smule overdrivelse: "Så går vi
til bilen som du er nu. Dine strømper bliver våde og kolde, meget kolde. Du
kommer til at gryse. De bliver ved med at være kolde til vi kommer hjem,
hvor du igen skal gå i snesjap med kolde fødder før du endelig kan komme ind
og få tørre sokker på. Du bliver sikkert syg. Det gør man når man render
rundt med iskolde fødder i lang tid." etc.

Jeg har for tiden sjældent de store kampe med min søn (6 år), men én ting
kommer tilbage jævnligt: Han pjatter og fjolder og trækker tiden ud, når han
har været i bad. En gang kunne det gøre mig stiktosset, fordi der er grænser
for hvor længe jeg synes det er sjovt at sidde på badeværelset med en træt
unge. Men siden jeg vendte billedet så han forstod at der var begrænset tid,
og at den tid han brugte på at fjolle ville blive trukket fra den tid vi
brugte på at læse godnathistorie har det aldrig været det store problem.
(Samtidig har det også beroliget mig selv fordi jeg nu ved at jeg bruger den
fastsatte tid og ikke mere, men det er en anden sag. (Eller er det?))

Det betyder *ikke* at jeg er fortaler for at man formulerer sig som om man
*tilbyder* et valg: "Vil du med hjem?" "Vil du godt tage støvlerne på?" etc.
Formuleringer af den type gør det nemlig mere legitimt at vælge det
forælderen ikke ønsker. Og så gør man klogt i at være hurtig med hensyn til
hvad man *så* vil stille op.

<snip>

--
Regards,
Kristian Damm Jensen
"This isn't Jeopardy. Answer below the question."

---

Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?
>
> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
> 1½ og 3½ år de har levet,...
> ... Jeg
> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.

Har ikke umiddelbart (mere) input end der allerede er givet. Vil dog
sige, at jeg tror ikke der kun er en rigtig løsning. Det kan løses på
flere rigtige måder, det der virker bedst for dig er din rigtige
løsning...

Tænker dog om det er rimeligt at forvente/kræve, at en 3½ årig hjælper
til ?

--
Don't waste space

---

I demand that Thomas Corell <nospamplease@corell.dk> may or may not have
written in news:slrnemg5g2.2sl8.nospamplease@mail.corell.dk:
> Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
>> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
>> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?
>> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
>> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
>> 1½ og 3½ år de har levet,...
>> ... Jeg
>> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
>> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
> Har ikke umiddelbart (mere) input end der allerede er givet.
> Vil dog sige, at jeg tror ikke der kun er en rigtig løsning.
> Det kan løses på flere rigtige måder, det der virker bedst
> for dig er din rigtige løsning...

Det kunne jo være at jeg bare ikke havde fundet den rigtige
løsning, derfor mit indlæg.

> Tænker dog om det er rimeligt at forvente/kræve, at en 3½
> årig hjælper til ?

Jeg synes at en 3½ kan klare en del simple opgaver, som
"borddækning", at tage sine egne ting, rydde op - med hjælp,
etc. Jeg forventer det ikke altid af ham, men han vil også
ofte gerne selv og så får han lov.

Andrew

---

Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump) wrote:
>
> Det kunne jo være at jeg bare ikke havde fundet den rigtige
> løsning, derfor mit indlæg.

Det var jeg med på, flere muligheder er ikke at foragte.

> Jeg synes at en 3½ kan klare en del simple opgaver, som
> "borddækning", at tage sine egne ting, rydde op - med hjælp,
> etc. Jeg forventer det ikke altid af ham, men han vil også
> ofte gerne selv og så får han lov.

Så er vi da helt enige. Være glad når han hjælper, men ikke blive
skuffet/frustreret hvis han af til ikke gider.

Læste blot dit "så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen",
som om at du foventede han hjalp til. Gik tingene ikke op i en spids,
fordi han ikke lige var i sit hjælpsomme hjørne ?

Vh
Thomas

--
Don't waste space

---

"Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk> skrev i
en meddelelse

> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?

Kun dem, der ikke selv har børn

> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?

Der er fire muligheder:
- DU vinder (med eller uden kamp)
- HAN vinder (med eller uden kamp)
- BEGGE vinder, ikke aktuelt, hvis barnet ikke kan formås til at samarbejde
(med eller uden passiv udmattelseskrig: "Jamen vi venter da bare...")
- INGEN vinder, det mest sandsynlige fredag eftermiddag

klip

> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?

Fire muligheder, alt efter lokale- og personalesituation samt egen grad af
træthed og frustration - og ikke mindst af, hvordan I skulle videre: Med
egen bil eller hur:
- Rakt den mindste til en pædagog, mens jeg bar den største ned og satte ham
i bilen med selen på (ikke muligt, hvis bilen er ikke-eksisterende)
- Båret den mindste ned ad trappen og anbragt ham på gulvet, mens jeg fik
den største ned (ikke muligt, hvis det er et sted, hvor han ville blive
trampet ned af andre børnehavebørn)
- Båret begge børn ned og bagefter hentet pakkenillikerne
- Gået baglæns ned med pakkenellikerne og imens holdt øje med begge børn og
været klar til at gribe, hvis en af dem trillede ned

Jeg tror ærlig talt, jeg havde båret den mindste ned og bagefter taget
storebror vandret under den ene arm og pakkenellikerne under den anden.
Fredag eftermiddag er sjældent tidspunktet til forhandlinger eller
diskussioner.

Klip

> Jo, jeg kunne være gået ned og op X antal gange for at
> få det hele med, men ...

Ja.
Og jeg ville også have bandet grumt indvendigt imens
Der er situationer, hvortil ingen mirakelløsninger findes.

God weekend

Hilsen Inger

---

"Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk>
wrote in news:Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162:

> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?

Som du og alle andre forældre ved, så er der ingen universal løsninger.
Alle forældre kommer ud i håbløse situationer på et eller andet
tidspunkt, hvor det normale ikke virker længere.

Men man kan gøre meget for at forebygge og minimere situationerne. Det er
egentlig ret banalt, og noget de fleste forældre ved, men nogen gange er
der et stykke vej til egentlig handling. Derfor disse generelle råd:

- Vær konsekvent i din opdragelse. Hvis du er tydelig overfor dit barn,
har barnet lettere ved at reagere rigtigt. "Umulige børn" er ganske ofte
blot grænsesøgende - fordi deres forældre ikke er konsekvente og/eller
tydelige og barnet derfor reelt er i tvivl om hvordan det skal reagere.

- Respektér dit barns begrænsninger. Om eftermiddagen er især små børn
der har været i institution oftest meget trætte. De har ikke de store
muligheder for at udtrykke sig, så ofte ender det i "umulige børn".
Respektér at barnet er træt og lad vær med at stille krav barnet
alligevel ikke kan honorere.

- Læs dit barn. Empati og forståelse er vigtigt i børne opdragelse. Måske
vil dit barn bare gerne sidde lidt og sige ordentligt goddag, inden turen
går hjemad. Forvent ikke at børn følger dine råd og vejledninger hvis de
føler sig misforstået og/eller overset.

- Vær et godt eksempel. Børn lærer utroligt meget ved at kigge på de
voksne. Så hvis du oplever uhensigtsmæssig adfærd hos dit barn, så tjek
lige de voksne barnet omgås med. Måske er synderen dig selv

Børneopdragelse er ikke venstrehåndsarbejde. Det kræver at man dagligt
tænker sig om hvis man på lang sigt ønsker at opnå bestemte effekter. Til
gengæld kan man så nå forbløffende langt med få virkemidler.

---

"Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk> skrev i
en meddelelse news:Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162...
> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>
> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
> kan jeg ellers gøre?

Jeg ville sige at han skulle huske huen fordi det er koldt udenfor, og hvis
han ikke ville tage den på, ville jeg lade ham gå uden. Hvis han så fryser
om ørene, ville jeg tilbyde ham huen.

Det er nemmere at lære via erfaring, end at lære fordi far eller mor bare
siger det.

Jeg tror han gerne vil have noget opmærksomhed - negativ opmærksomhed er
bedre end ingen opmærksomhed.

Der er også "kun" to år imellem dine unger, så måske er den ældste lidt
jaloux og føler den lille får mere opmærksomhed?
Det passer meget godt med at det er ligeefter du har puslet den lille -
noget hyggeligt som den store ikke får lov til mere.

> Jo, jeg kunne være gået ned og op X antal gange for at
> få det hele med, men ...

Måske havde det været bedre for alle parter?

---

"Andrew Engels Rump (formerly Leif Andrew Rump)" <newandrew@rump.dk> skrev i
en meddelelse news:Xns9885DFF6ADA9newandrewrumpdk@212.242.40.162...

> Ja, hvem har ikke stået i denne situation?
> Ungen vil bare ikke samarbejde og hvad gør man så?

Hvis du giver det lidt tid/ro, kan det være, det ender med at I samarbejder



> Jeg har de skønneste unger (hvem har ikke det), men jeg
> tror faktisk at vi er sluppet rigtig nemt igennem de nu
> 1½ og 3½ år de har levet, men der opstår situationer hvor
> jeg må hæve stemmen og det nogen gange ender i gråd,
> hvilket jeg ærlig talt synes er synd - og måske lære de
> ikke noget af det og så er det jo spildt!

Jeg synes du skal prøve at undgå at hæve stemmen. Det tror jeg heller ikke
de lærer så meget af.


> Hvordan vil I f.eks. have grebet følgende situation an?
>
> Vi har lige været oppe og skifte ble i børnehaven og skal
> ned af en trappe. Jeg har lillebroderen på armen og beder
> den store om at tage sin hue på - hvilket han nægter. Jeg
> har for meget i armene til at kunne styre lillebroderen,
> så her mener jeg at vi må hjælpes ad ned af trappen.
>
> I stedet går han langsomt, men demonstrativt ned af
> trappen, for han ved godt at jeg vil skrue bissen på og
> igen bede ham om at tage sin hue - med hævet stemme. Han
> nægter fortsat og så køre skruen - som jeg dog stopper
> hurtigt - jeg ved heldigvis (håber jeg) at lillebroderen
> vil stå stille øverst på afsatsen, mens jeg tager 3
> skridt ned og løfter dens store op og giver ham huen på.
>
> Det ender i gråd - det er også ren overmagt, men hvad
> kan jeg ellers gøre?

Måske vil han bare gerne have, at du giver ham huen på


> Jo, jeg kunne være gået ned og op X antal gange for at
> få det hele med, men ...

Men hvad?


Stine Sommer