---

Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på julemærkehjem og
har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12 år.

Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
'ændret' min dreng en smule...

I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien er
nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
osv.)

Jeg har snakket med forældre i tidens løb hvor noget har hjulpet og noget
har ikke, den sidste her har ikke. Jeg har nu, igen, taget det op med hans
klasselærer og nu er det jeg er føler mig godt gal og misforstået.

Hun fortæller mig at min søn har adfærdsproblemer og er for voldsom og det
giver udslag i at han 'tumler' for meget og har svært ved at stoppe når
andre beder ham om det og derfor bliver de sure på ham. Det er alt sammen
sandt og noget jeg har vidst længe, men hun flytter totalt focus, hun taler
overhovedet ikke med andre implicerede og henviser mig til noget
familierådgivgivning?! Jeg læste hvad det var og uden overhovedet at kende
til vores familie antager hun at vi har problemer på hjemmefronten ene og
alene udfra min søns opførsel i skolen... jeg må indrømme jeg er rasende.

Drengen er klog, kærlig og yderst betænksom, men har lidt svært ved at sætte
en grænse og jeg må bede ham stoppe mere end en gang, men derfra og så til
familikriser er der fanme langt! I en telefonsamtale med lærerinden kom hun
ikke en gang ind på at de 5-6 timer han var i skole hver dag havde
indflydelse på hans psyke... samtalen var meget ensidig - han var skyld i
andres reaktioner på ham. Men efter års mobberi, må man vel forvente at
knægten gør oprør?... er jeg helt gal på den? Er min søn? Er han skyld i at
blive kaldt 'fede', 'flæske' og det der er værre i skolen, til
fodboldtræning, at blive sparket i knæhaserne når de venter på skolebus osv.
osv. jeg bliver mere og mere gal jo mere jeg tænker på den telefon
samtale... jeg føler hun drager en masse konklusioner om vores familie og
helt uden at kende til den.

Tilsidst måtte jeg nærmest sige meget hårdt: 'jeg klarer vores ting og du
klarer tingene når han er i skole', men stadig har hun ikke så meget som
kontaktet de implicerede børn eller forældre... jeg frygter at tager jeg ham
til psykolog og alt muligt og skolen intet gør mht. mobberiet kan han først
få lov til at føle sig 'forkert'.

Historien er selvfølgelig meget længere og kompliceret, men i grove træk
føler jeg min søn bliver uretfærdigt behandlet og jeg er meget tæt på at
finde en ny skole til ham, da han ingen støtte har i den gamle... og han har
allerede gået rigeligt igennem.

Ville egentlig bare lige høre hvad I synes eller om I har oplevet noget
lignende med jeres børn og hvad I gjorde.

Tak
--
sniper_Nolight

---

"sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:453081cb$0$3484$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på julemærkehjem
> og har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12 år.
>
> Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
> 'ændret' min dreng en smule...
>
> I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien er
> nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
> osv.)

KLIP!

Ja, det er vanskeligt at være forælder til et sådant barn,
ikke mindst, når klasselæreren ikke har fået uddannelse nok
til at se, hvad problemet er. Jeg kender dit problem fra
vores egen familie.
Du skal kontakte din skoles inspektør og tale med ham/hende
om problemet, og forklare dig på bedste vis, så vi får afkræftet
myten om familieproblemer. Det er så inspektørens opgave
at få korrigeret klasselærerens syns og indstilling til sagen.
Derefter skal du bede om at få en henvisning til børnepsyk.
eller til skolepsykologen, for dit barn har helt tydeligt problemer,
også ud over de problemer, som vægten påfører ham.
For at forberede dig selv og din ægtefælle, kan du evt. gå på
biblioteket og læse om "fumler-tumlere" eller om børn med
lignende problemer. Det lyder for mig som om, at han ikke
forstår de sociale spilleregler, og derfor giver jeg dig disse
anvisninger mht. litteratur.
Du er velkommen til at maile privat, hvis du vil.
Jeg er selv lærer, og kender godt disse børn. Og jeg er
selv forælder til en af slagsen, det er stadig svært, selv om
han er meget voksen.

Mvh.Bodil.

---

"sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:453081cb$0$3484$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Ville egentlig bare lige høre hvad I synes eller om I har oplevet noget
> lignende med jeres børn og hvad I gjorde.

Når der er tale om mobberi, er det sjældent så enkelt, at det er mobberne
alene, der er problemet - eller årsag alene. Det handler jo om samspillet
mellem flere. Din søn er en del af problemet. Og selv om han ikke er
ansvarlig for det eller skyld i det, så kan han gøre rigtig meget for at
stoppe eller begrænse det - og de forslag læreren er kommet med, kan måske
hjælpe ham til at blive endnu bedre til at tackle både sine egne og de
andres reaktioner?

Vil der kunne ligge nogle fordele for dig, jer og sønnen i at prøve at
undersøge tilbuddene og se, hvad det kan hjælpe?

Hvis man bliver mobbet (eller mobber!) har man under alle omstændigheder god
gavn af at tale med nogen, der kan hjælpe en. Har din søn p.t. nogen, der
kan støtte ham. Udover familien?

Mvh. Lisbeth

---

> Din søn er en del af problemet. Og selv om han ikke er ansvarlig for det
> eller skyld i det, så kan han gøre rigtig meget for at stoppe eller
> begrænse det

det ved jeg og derfor har jeg hvergang jeg har talt med andre forældre bedt
dem spørge deres børn om de har problemer med min søn - jeg ved jo godtat
intet kun er er sort / hvidt, men så længe de ikke ringer til mig og ikke
kontakter mig på nogen måde må jeg gå ud fra der ikke er problemer den
vej... i hvert fald mht. mobberi den anden vej.

- og de forslag læreren er kommet med, kan måske
> hjælpe ham til at blive endnu bedre til at tackle både sine egne og de
> andres reaktioner?
> Vil der kunne ligge nogle fordele for dig, jer og sønnen i at prøve at
> undersøge tilbuddene og se, hvad det kan hjælpe?

Det vil der helt sikkert og det vil jeg 110% sikkert gøre, men vi er stadig
ikke 'på samme side' mht hvad problemet er, men derfor skal intet være
uprøvet. Problemet i mine øjne er at hun udtaler sig for tidligt om noget
hun ikke har en chance for at vide noget om. Hun har ikke engang spurgt ind
til de ting hun antyder. Og ikke på noget tidspunkt nævner hun problemerne i
skoletiden.

>
> Hvis man bliver mobbet (eller mobber!) har man under alle omstændigheder
> god gavn af at tale med nogen, der kan hjælpe en. Har din søn p.t. nogen,
> der kan støtte ham. Udover familien?

Nej.
--
sniper_Nolight

---

Bodil Grove Christensen wrote:
> "sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:453081cb$0$3484$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på julemærkehjem
> > og har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12 år.
> >
> > Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
> > 'ændret' min dreng en smule...
> >
> > I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien er
> > nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
> > osv.)
>
> KLIP!
>
> Ja, det er vanskeligt at være forælder til et sådant barn,
> ikke mindst, når klasselæreren ikke har fået uddannelse nok
> til at se, hvad problemet er. Jeg kender dit problem fra
> vores egen familie.

Du sætter spørgsmål ved lærerens kompetance allerede i 2. sætning.
Ud - fra et indlæg på 30 linier. Er det ikke et hurtigt skud fra
hoften ?

> Du skal kontakte din skoles inspektør og tale med ham/hende
> om problemet, og forklare dig på bedste vis, så vi får afkræftet
> myten om familieproblemer.

Du har allerede konkluderet af familie - problemer er en myte.
På baggrund af 30 linier fra far?


>Det er så inspektørens opgave
> at få korrigeret klasselærerens syns og indstilling til sagen.

Nej. det er ikke skoleinspektørens opgave at korrigere lærerens
vurdering på baggrund af en henvendelse fra Far. De vil formentlig
tale om situationen og lærens vurdering vil blive undersøgt, sammen.
Det er noget andet.


> Derefter skal du bede om at få en henvisning til børnepsyk.
> eller til skolepsykologen, for dit barn har helt tydeligt problemer,
> også ud over de problemer, som vægten påfører ham.

Nej. Du skal lige vente lidt med henvisninger nogen steder hen. Du er
selv inde på en stigmatisering af drengen. Koldt vand i blodet og lidt
tålmodighed, først.

> For at forberede dig selv og din ægtefælle, kan du evt. gå på
> biblioteket og læse om "fumler-tumlere" eller om børn med
> lignende problemer.

Fumler-tumlere. Hm. Har far beskrevet den type problemer ?
Der er beskrevet tidligere vægtproblemer. At drengen er " voldsom og
tumler for meget ".
Det lyder ikke som en fumler - tumler.

Og hvad er iøvrigt lign.problemer, så ?

>Det lyder for mig som om, at han ikke
> forstår de sociale spilleregler, og derfor giver jeg dig disse
> anvisninger mht. litteratur.

Jo. Men det kunne også lyde, somom han ikke er den eneste i klassen,
som har vanskeligheder med sociale kompetancer.....

> Du er velkommen til at maile privat, hvis du vil.
> Jeg er selv lærer, og kender godt disse børn. Og jeg er
> selv forælder til en af slagsen, det er stadig svært, selv om
> han er meget voksen.

Ja. Jow. Og jeg er socialpædagog. Med overbygninger i henholdsvis
idræt og specialpædagogik. Dertil er jeg psykodynamisk terapeut.

Og jeg tænker den lærer konkluderer betænkeligt mange ting. På et
meget spinkelt grundlag.

Best Regards Bruun

---

"Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:1160870370.867418.314840@k70g2000cwa.googlegroups.com...

Bodil Grove Christensen wrote:
> "sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:453081cb$0$3484$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på
> > julemærkehjem
> > og har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12
> > år.
> >
> > Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
> > 'ændret' min dreng en smule...
> >
> > I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien
> > er
> > nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
> > osv.)
>
> KLIP!
>
> Ja, det er vanskeligt at være forælder til et sådant barn,
> ikke mindst, når klasselæreren ikke har fået uddannelse nok
> til at se, hvad problemet er. Jeg kender dit problem fra
> vores egen familie.

Du sætter spørgsmål ved lærerens kompetance allerede i 2. sætning.
Ud - fra et indlæg på 30 linier. Er det ikke et hurtigt skud fra
hoften ?

> Du skal kontakte din skoles inspektør og tale med ham/hende
> om problemet, og forklare dig på bedste vis, så vi får afkræftet
> myten om familieproblemer.

Du har allerede konkluderet af familie - problemer er en myte.
På baggrund af 30 linier fra far?


>Det er så inspektørens opgave
> at få korrigeret klasselærerens syns og indstilling til sagen.

Nej. det er ikke skoleinspektørens opgave at korrigere lærerens
vurdering på baggrund af en henvendelse fra Far. De vil formentlig
tale om situationen og lærens vurdering vil blive undersøgt, sammen.
Det er noget andet.


> Derefter skal du bede om at få en henvisning til børnepsyk.
> eller til skolepsykologen, for dit barn har helt tydeligt problemer,
> også ud over de problemer, som vægten påfører ham.

Nej. Du skal lige vente lidt med henvisninger nogen steder hen. Du er
selv inde på en stigmatisering af drengen. Koldt vand i blodet og lidt
tålmodighed, først.

> For at forberede dig selv og din ægtefælle, kan du evt. gå på
> biblioteket og læse om "fumler-tumlere" eller om børn med
> lignende problemer.

Fumler-tumlere. Hm. Har far beskrevet den type problemer ?
Der er beskrevet tidligere vægtproblemer. At drengen er " voldsom og
tumler for meget ".
Det lyder ikke som en fumler - tumler.

Og hvad er iøvrigt lign.problemer, så ?

>Det lyder for mig som om, at han ikke
> forstår de sociale spilleregler, og derfor giver jeg dig disse
> anvisninger mht. litteratur.

Jo. Men det kunne også lyde, somom han ikke er den eneste i klassen,
som har vanskeligheder med sociale kompetancer.....

> Du er velkommen til at maile privat, hvis du vil.
> Jeg er selv lærer, og kender godt disse børn. Og jeg er
> selv forælder til en af slagsen, det er stadig svært, selv om
> han er meget voksen.

Ja. Jow. Og jeg er socialpædagog. Med overbygninger i henholdsvis
idræt og specialpædagogik. Dertil er jeg psykodynamisk terapeut.

Og jeg tænker den lærer konkluderer betænkeligt mange ting. På et
meget spinkelt grundlag.

Best Regards Bruun

SVAR FRA BODIL:

Ja, tænk, - jeg tillader mig at tage manden og hans
oplevelser alvorlig!
Og så handler det om at jeg har - undskyld udtrykket -
livslang erfaring som forælder og lærer, og jeg kan godt
læse mellem linierne, hvad der foregår.
Mvh.Bodil.

---

sniper_Nolight wrote:
> Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på julemærkehjem og
> har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12 år.
>
> Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
> 'ændret' min dreng en smule...
>
> I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien er
> nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
> osv.)

En fjende ?

> Jeg har snakket med forældre i tidens løb hvor noget har hjulpet og noget
> har ikke, den sidste her har ikke. Jeg har nu, igen, taget det op med hans
> klasselærer og nu er det jeg er føler mig godt gal og misforstået.
>
> Hun fortæller mig at min søn har adfærdsproblemer og er for voldsom og det
> giver udslag i at han 'tumler' for meget og har svært ved at stoppe når
> andre beder ham om det og derfor bliver de sure på ham. Det er alt sammen
> sandt og noget jeg har vidst længe, men hun flytter totalt focus, hun taler
> overhovedet ikke med andre implicerede og henviser mig til noget
> familierådgivgivning?! Jeg læste hvad det var og uden overhovedet at kende
> til vores familie antager hun at vi har problemer på hjemmefronten ene og
> alene udfra min søns opførsel i skolen... jeg må indrømme jeg er rasende.
>

Familie rådgivning er ikke nødvendigvis et udtryk for, at hun
vurderer, der er problemer i familien. Det er muligt du er rasende uden
grund. Muligvis vil hun bare anbefale støtte til de problemer, du
beskriver. Finde løsninger på, hvad i kan gøre sammen.

> Drengen er klog, kærlig og yderst betænksom, men har lidt svært ved at sætte
> en grænse og jeg må bede ham stoppe mere end en gang, men derfra og så til
> familikriser er der fanme langt! I en telefonsamtale med lærerinden kom hun
> ikke en gang ind på at de 5-6 timer han var i skole hver dag havde
> indflydelse på hans psyke... samtalen var meget ensidig - han var skyld i
> andres reaktioner på ham. Men efter års mobberi, må man vel forvente at
> knægten gør oprør?... er jeg helt gal på den? Er min søn? Er han skyld i at
> blive kaldt 'fede', 'flæske' og det der er værre i skolen, til
> fodboldtræning, at blive sparket i knæhaserne når de venter på skolebus osv.
> osv. jeg bliver mere og mere gal jo mere jeg tænker på den telefon
> samtale... jeg føler hun drager en masse konklusioner om vores familie og
> helt uden at kende til den.

Det er fuldstændig normalt. Selvfølgelig kommer der en modreaktion
fra din dreng. Der kan i visse tilfælde enddog være " sparet op "
gennem længere tid.

Har hun direkte antydet familieproblemer ?

> Tilsidst måtte jeg nærmest sige meget hårdt: 'jeg klarer vores ting og du
> klarer tingene når han er i skole', men stadig har hun ikke så meget som
> kontaktet de implicerede børn eller forældre... jeg frygter at tager jeg ham
> til psykolog og alt muligt og skolen intet gør mht. mobberiet kan han først
> få lov til at føle sig 'forkert'.

Så er en familierådgivning langt at foretrække indledningsvist. Der
er du med og drengen bliver ikke påført en følelse af at være "
forkert ". Hans tidligere vægtproblemer betyder sandsynligvis, at han
er "disponeret" iforvejen for den slags følelser.
I kan sammen undersøge jeres handlemuligheder sammen med en
professionel.

> Historien er selvfølgelig meget længere og kompliceret, men i grove træk
> føler jeg min søn bliver uretfærdigt behandlet og jeg er meget tæt på at
> finde en ny skole til ham, da han ingen støtte har i den gamle... og han har
> allerede gået rigeligt igennem.

Ja. Historien må nødvendigvis være meget længere og mere omfattende
end du kan beskrive her..

> Ville egentlig bare lige høre hvad I synes eller om I har oplevet noget
> lignende med jeres børn og hvad I gjorde.

Jeg har oplevet en del i mine jobs, du


Best Regards Bruun

---

>En fjende ?

Ja.. en ny dreng der i denne tid synes det er sjovt at minde ham om hvor fed
han er, ham og en makker.

>Familie rådgivning er ikke nødvendigvis et udtryk for, at hun
>vurderer, der er problemer i familien. Det er muligt du er rasende uden
>grund. Muligvis vil hun bare anbefale støtte til de problemer, du
>beskriver. Finde løsninger på, hvad i kan gøre sammen.

Det troede jeg osse. Jeg er et meget realistisk og simpelt menneske og siger
tingene som de er og hvergang jeg sagde mine synspunkter drejde hun
samttalen ind på vores hjemlige forhold og hvordan vi har det. Uanset hvor
mange gange jeg forklarede at vi har det fint (far og mor er glade, ingen
drikkeri, ro i hjemmet, en glad og velfungerende lillebror (på samme skole
endda) vi tæver ikke ungerne osv.) så endte samtalen HELE tiden hjemme hos
os og hvergang jeg nævnte skolen endte vi hos os og det var som om hun ville
spørge om noget men ikke brød sig om det, så det blev til en masse 'må jeg
stille et personligt spørgsmål...' fra hende og en masse læsen mellem linier
og i det hele taget en meget underlig samtale... eksempelvis sagde jeg 'Hans
mor er meget ked af det og sønnikes humør går hende meget på og hun er sgu
helt depressiv nogen gange' - altså kort og godt mente jeg hun er ked af at
drengen drilles... det fik hun så blandet ind i det her
familierådgivningsting osse som om hun var psykisk ustabil?!... altså vi
taler totalt forbi hinanden og tingene blæses ud af proportioner.. jeg er
bare en simpel murer, men jeg er sgu ikke idiot, man kan vel godt være trist
og ked uden at være syg nogen gange og sådan forløb hele samtalen.. hele
tiden vendende tilbage til vores familie som kernen for de egentlige
problemer.. meget ubehageligt - ikke een gang blev skolen eller andre af
sønnikes omgivelser nævnt.
Jeg har hørt når de råber efter ham på fodboldsbanen, og været ude når de
har sparket ham i knæhaserne ved bussen osv. osv. - det har ikke noget med
hans familie eller ham selv at gøre og at det til sidst skaber en asocial
modreaktion i ham har jeg ikke svært ved at forstå.... det er meget
frustrerende og meget svært at forklare korrekt her iøvrigt, så man ikke
lyder som en overbeskyttende tosse der ikke vil se sit eget barns fejl og
mangler, men jeg er nødt til at stå ved hans side for der er noget helt
galt...



>Det er fuldstændig normalt. Selvfølgelig kommer der en modreaktion
>fra din dreng. Der kan i visse tilfælde enddog være " sparet op "
>gennem længere tid.

Det mener jeg jo osse. Og måske netop derfor han er lidt voldsom til
tider... jeg ved det ikke.

>Har hun direkte antydet familieproblemer ?

Ja.. og nej... som beskrevet øverst er det på den der meget mærkelige 'må
jeg stille et personligt spørgsmål' agtige måde og så bliver det noget
mellem linierne agtige noget... 'har han mareridt?' osv. osv. altsammen
spørgsmål jeg kunne svare nej til.

Hun sagde osse 'han stikker sig med sin passer heroppe' og bagefter gik jeg
ned og lagde min arm om ham og uden han vidste det kiggede jeg på hans arme
og intet kunne ses... jeg spurgte ham så ligeud hvad han lavede med passeren
fordi jeg vidste den var i stykker... han var meget tøvende og jeg frygtede
det værste - svaret var at han havde ridset sit navn i sit bord... og da jeg
sagde det med armen sagde han at det var løgn, at han rørte sine hår (han
har fået små hår på armen).. ja han kan lyve, men der er ikke så meget som
et rødt mærke, sår eller streger på hans arme og sådan er der mange
eksempler på småting der blæses op... og drengen skal sidde der og forsvare
sig selv hvergang...


>Så er en familierådgivning langt at foretrække indledningsvist. Der
>er du med og drengen bliver ikke påført en følelse af at være "
>forkert ". Hans tidligere vægtproblemer betyder sandsynligvis, at han
>er "disponeret" iforvejen for den slags følelser.
>I kan sammen undersøge jeres handlemuligheder sammen med en
>professionel.

Det vil jeg som sagt osse rigtig gerne, jeg vil bare gøre det selv uden om
skolen og derfor spørger jeg hellere her i gruppen om gode råd.


>Ja. Historien må nødvendigvis være meget længere og mere omfattende
>end du kan beskrive her..

Det er meget svært... især vores sidste samtale var noget for sig

>Jeg har oplevet en del i mine jobs, du

Det kan jeg forestille mig
--
sniper_Nolight

---

"sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:4531fc80$0

> Ja.. en ny dreng der i denne tid synes det er sjovt at minde ham om hvor
> fed han er, ham og en makker.

Her er det jo imo helt klart lærerens opgave, at irettesætte den anden
dreng, så mobningen af din søn bliver stoppet.

> Jeg har hørt når de råber efter ham på fodboldsbanen, og været ude når de
> har sparket ham i knæhaserne ved bussen osv. osv. - det har ikke noget med
> hans familie eller ham selv at gøre og at det til sidst skaber en asocial
> modreaktion i ham har jeg ikke svært ved at forstå....

Igen er det skolens opgave, at få stoppet mobberiet og også volden. Børn på
10-11 år er gamle nok til, at vide, at man ikke sparker og slår.
Har oplevet et lignende problem, på en friskole vores børn gik på. De store
børn slog, sparkede og mobbede de mindre børn. Vores 2 drenge brugte enormt
meget tid på, at beskytte de mindre børn og hente hjælp i frikvarterene. Jeg
tog det op med skolelederen, som også mente, at vores børn kunne komme en
tur til skolepsykologen. Konfronterede ham så med om han ikke turde, at
skælde de mobbende børn ud, fordi flere af deres forældre havde betalt for
skolebygningerne. Der kom så, kort tid efter, et brev ud til alle forældre,
at børnene vil blive hjemsendt i nogen dage, hvis de ikke opførte sig
ordenligt.

Vi skiftede skole og vores børn går nu i en folkeskole, med knapt 1000
elever. Her er lærerne enormt dygtige til, at gribe ind, ved det mindste
tegn på ballade og børnene trives godt. Den før omtalte friskole har næsten
ingen elever tilbage, da mange af dem også flyttet over på folkeskolen
eftehånden. Her har de ligefrem pralet med, hvor gode de er til, at mobbe og
terroriserer andre elever- noget, der dog ikke tolereres på vores skole, så
efter sådan en udtalelse, har de fået sig en snak med skoleinspektøren.

I dit tilfælde ville jeg nok tage problemet op med skoleinspektøren og hvis
det ikke hjælper, kan et skoleskift måske blive nødvendigt, for jeres søns
skyld?

--
Mvh. www.tjekmig.dk
http://tjekmig.dk/forum/
Beskriv din hund på:
http://tjekmig.dk/hotornot/

---

> I dit tilfælde ville jeg nok tage problemet op med skoleinspektøren og
> hvis det ikke hjælper, kan et skoleskift måske blive nødvendigt, for jeres
> søns skyld?

vi har selv tænkt i de baner... og når denne tråd ender og mødet den 31.
efter ferien er afsluttet vil jeg tage en beslutning om fremtiden...
--
sniper_Nolight

---

sniper_Nolight wrote:
> >En fjende ?
>
> Ja.. en ny dreng der i denne tid synes det er sjovt at minde ham om hvor fed
> han er, ham og en makker.

Kan du kontakte deres familier og undersøge hvorfor ?

> >Familie rådgivning er ikke nødvendigvis et udtryk for, at hun
> >vurderer, der er problemer i familien. Det er muligt du er rasende uden
> >grund. Muligvis vil hun bare anbefale støtte til de problemer, du
> >beskriver. Finde løsninger på, hvad i kan gøre sammen.
>
> Det troede jeg osse. Jeg er et meget realistisk og simpelt menneske og siger
> tingene som de er og hvergang jeg sagde mine synspunkter drejde hun
> samttalen ind på vores hjemlige forhold og hvordan vi har det. Uanset hvor
> mange gange jeg forklarede at vi har det fint (far og mor er glade, ingen
> drikkeri, ro i hjemmet, en glad og velfungerende lillebror (på samme skole
> endda) vi tæver ikke ungerne osv.) så endte samtalen HELE tiden hjemme hos
> os og hvergang jeg nævnte skolen endte vi hos os og det var som om hun ville
> spørge om noget men ikke brød sig om det, så det blev til en masse 'må jeg
> stille et personligt spørgsmål...' fra hende og en masse læsen mellem linier
> og i det hele taget en meget underlig samtale... eksempelvis sagde jeg 'Hans
> mor er meget ked af det og sønnikes humør går hende meget på og hun er sgu
> helt depressiv nogen gange' - altså kort og godt mente jeg hun er ked af at
> drengen drilles... det fik hun så blandet ind i det her
> familierådgivningsting osse som om hun var psykisk ustabil?!... altså vi
> taler totalt forbi hinanden og tingene blæses ud af proportioner..

Jow. Ordet depressiv bruges efterhånden i daglig tale på en måde,
som ikke har meget med tilstanden depression at gøre.

" læse mellem linier " bliver ofte til en subjektiv tolkning. Det er
bedre at forholde sig til ordene, for en begyndelse.



> jeg er
> bare en simpel murer, men jeg er sgu ikke idiot, man kan vel godt være trist
> og ked uden at være syg nogen gange og sådan forløb hele samtalen..

Ja. det lyder somom i taler forbi hinanden...

> hele
> tiden vendende tilbage til vores familie som kernen for de egentlige
> problemer.. meget ubehageligt - ikke een gang blev skolen eller andre af
> sønnikes omgivelser nævnt.

Sært. Kunne du holde fast i nedenstående observationer, så ?

> Jeg har hørt når de råber efter ham på fodboldsbanen, og været ude når de
> har sparket ham i knæhaserne ved bussen osv. osv. - det har ikke noget med
> hans familie eller ham selv at gøre og at det til sidst skaber en asocial
> modreaktion i ham har jeg ikke svært ved at forstå.... det er meget
> frustrerende og meget svært at forklare korrekt her iøvrigt, så man ikke
> lyder som en overbeskyttende tosse der ikke vil se sit eget barns fejl og
> mangler, men jeg er nødt til at stå ved hans side for der er noget helt
> galt...
>
Ja. Det er nødvendigt, at du er der for ham. Stærkt.

>
> >Det er fuldstændig normalt. Selvfølgelig kommer der en modreaktion
> >fra din dreng. Der kan i visse tilfælde enddog være " sparet op "
> >gennem længere tid.
>
> Det mener jeg jo osse. Og måske netop derfor han er lidt voldsom til
> tider... jeg ved det ikke.

Det kunne godt være sådan. Det er ikke ualmindeligt. Især ikke når
vægten pludselig afføder en fysisk styrke. Hævnen er sød.


> >Har hun direkte antydet familieproblemer ?
>
> Ja.. og nej... som beskrevet øverst er det på den der meget mærkelige 'må
> jeg stille et personligt spørgsmål' agtige måde og så bliver det noget
> mellem linierne agtige noget... 'har han mareridt?' osv. osv. altsammen
> spørgsmål jeg kunne svare nej til.
>
> Hun sagde osse 'han stikker sig med sin passer heroppe' og bagefter gik jeg
> ned og lagde min arm om ham og uden han vidste det kiggede jeg på hans arme
> og intet kunne ses... jeg spurgte ham så ligeud hvad han lavede med passeren
> fordi jeg vidste den var i stykker... han var meget tøvende og jeg frygtede
> det værste - svaret var at han havde ridset sit navn i sit bord... og da jeg
> sagde det med armen sagde han at det var løgn, at han rørte sine hår (han
> har fået små hår på armen).. ja han kan lyve, men der er ikke så meget som
> et rødt mærke, sår eller streger på hans arme og sådan er der mange
> eksempler på småting der blæses op... og drengen skal sidde der og forsvare
> sig selv hvergang...

Overfortolkninger. Hm. Husk dem. Og konfronter hende med dels hendes
vurdering. Dels hvad fakta så senere viser sig at være ?

> >Så er en familierådgivning langt at foretrække indledningsvist. Der
> >er du med og drengen bliver ikke påført en følelse af at være "
> >forkert ". Hans tidligere vægtproblemer betyder sandsynligvis, at han
> >er "disponeret" iforvejen for den slags følelser.
> >I kan sammen undersøge jeres handlemuligheder sammen med en
> >professionel.
>
> Det vil jeg som sagt osse rigtig gerne, jeg vil bare gøre det selv uden om
> skolen og derfor spørger jeg hellere her i gruppen om gode råd.

God ide. Uden om skolen. Uden overfortolkninger, men med udgangspukt i
jeres ord.

> >Ja. Historien må nødvendigvis være meget længere og mere omfattende
> >end du kan beskrive her..
>
> Det er meget svært... især vores sidste samtale var noget for sig

Ja. Det er svært at "koge" den slags ned.

> >Jeg har oplevet en del i mine jobs, du
>
> Det kan jeg forestille mig

Venlig hilsen Bruun

---

Kan du kontakte deres familier og undersøge hvorfor ?

Det har vi gjort en gang, men det har ikke hjulpet - derefter har vi ikke
talt sammen. Moderen var imødekommende, men kan selvfølgelig ikke
kontrollere hvad der foregår, ligeså lidt som vi selv kan, så indtil videre
har vi kun det møde og skolen at sætte vores lid til. Jeg har netop hørt en
pige er i samme situation som vores søn... samme problemer og samme
problemer med at få focus det rigtige sted hen, så det er åbenbart ikke et
enkeltstående tilfælde på skolen.

>Ja. det lyder somom i taler forbi hinanden...

meget... frustrerende meget.

>Sært. Kunne du holde fast i nedenstående observationer, så ?

Jo - jeg holder mig til konkrete situationer, andet kan jeg ikke gøre og om
hun så stadig vil undvige og ikke blande andre implicerede ind i det ved jeg
ikke hvad jeg skal stille op.


>
Ja. Det er nødvendigt, at du er der for ham. Stærkt.



Overfortolkninger. Hm. Husk dem. Og konfronter hende med dels hendes
vurdering. Dels hvad fakta så senere viser sig at være ?

jeg har snart noteret mig en mindre afhandling jeg skal have afleveret til
det møde


>God ide. Uden om skolen. Uden overfortolkninger, men med udgangspukt i
>jeres ord.

Nemlig - den tråd her hjælper mig ret meget.. ikke at folk bare skal være
enig med mig, det kan være svært uden at kende mig, men jeres synspunkter er
vigtige og jeg får en ide om hvor jeg selv 'står'
--
sniper_Nolight

---

Buffy ( snabel a ) wrote:
> "sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:4531fc80$0
>
> > Ja.. en ny dreng der i denne tid synes det er sjovt at minde ham om hvor
> > fed han er, ham og en makker.
>
> Her er det jo imo helt klart lærerens opgave, at irettesætte den anden
> dreng, så mobningen af din søn bliver stoppet.


Ja.

> > Jeg har hørt når de råber efter ham på fodboldsbanen, og været ude når de
> > har sparket ham i knæhaserne ved bussen osv. osv. - det har ikke noget med
> > hans familie eller ham selv at gøre og at det til sidst skaber en asocial
> > modreaktion i ham har jeg ikke svært ved at forstå....
>
> Igen er det skolens opgave, at få stoppet mobberiet og også volden. Børn på
> 10-11 år er gamle nok til, at vide, at man ikke sparker og slår.
> Har oplevet et lignende problem, på en friskole vores børn gik på. De store
> børn slog, sparkede og mobbede de mindre børn. Vores 2 drenge brugte enormt
> meget tid på, at beskytte de mindre børn og hente hjælp i frikvarterene. Jeg
> tog det op med skolelederen, som også mente, at vores børn kunne komme en
> tur til skolepsykologen. Konfronterede ham så med om han ikke turde, at
> skælde de mobbende børn ud, fordi flere af deres forældre havde betalt for
> skolebygningerne. Der kom så, kort tid efter, et brev ud til alle forældre,
> at børnene vil blive hjemsendt i nogen dage, hvis de ikke opførte sig
> ordenligt.

Ja.

> Vi skiftede skole og vores børn går nu i en folkeskole, med knapt 1000
> elever. Her er lærerne enormt dygtige til, at gribe ind, ved det mindste
> tegn på ballade og børnene trives godt. Den før omtalte friskole har næsten
> ingen elever tilbage, da mange af dem også flyttet over på folkeskolen
> eftehånden. Her har de ligefrem pralet med, hvor gode de er til, at mobbe og
> terroriserer andre elever- noget, der dog ikke tolereres på vores skole, så
> efter sådan en udtalelse, har de fået sig en snak med skoleinspektøren.
>
> I dit tilfælde ville jeg nok tage problemet op med skoleinspektøren og hvis
> det ikke hjælper, kan et skoleskift måske blive nødvendigt, for jeres søns
> skyld?

Godt tænkt

Venlig hilsen Bruun

---

Bodil Grove Christensen wrote:
> "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> news:1160870370.867418.314840@k70g2000cwa.googlegroups.com...
>
> Bodil Grove Christensen wrote:
> > "sniper_Nolight" <sniper_nolight@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> > news:453081cb$0$3484$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > > Som nogen måske kan huske har min knægt som 9-årig været på
> > > julemærkehjem
> > > og har siden holdt den vægt han kom hjem med, ca 56 kg. Han er nu 12
> > > år.
> > >
> > > Vi har løbende gennem årene kæmpet vores kampe med mobberi og det har
> > > 'ændret' min dreng en smule...
> > >
> > > I løbet af de sidste par uger har han fået sig en 'fjende' og familien
> > > er
> > > nået til et punkt hvor vi alle er psykisk påvirket af det (dårligt humør
> > > osv.)
> >
> > KLIP!
> >
> > Ja, det er vanskeligt at være forælder til et sådant barn,
> > ikke mindst, når klasselæreren ikke har fået uddannelse nok
> > til at se, hvad problemet er. Jeg kender dit problem fra
> > vores egen familie.
>
> Du sætter spørgsmål ved lærerens kompetance allerede i 2. sætning.
> Ud - fra et indlæg på 30 linier. Er det ikke et hurtigt skud fra
> hoften ?
>
> > Du skal kontakte din skoles inspektør og tale med ham/hende
> > om problemet, og forklare dig på bedste vis, så vi får afkræftet
> > myten om familieproblemer.
>
> Du har allerede konkluderet af familie - problemer er en myte.
> På baggrund af 30 linier fra far?
>
>
> >Det er så inspektørens opgave
> > at få korrigeret klasselærerens syns og indstilling til sagen.
>
> Nej. det er ikke skoleinspektørens opgave at korrigere lærerens
> vurdering på baggrund af en henvendelse fra Far. De vil formentlig
> tale om situationen og lærens vurdering vil blive undersøgt, sammen.
> Det er noget andet.
>
>
> > Derefter skal du bede om at få en henvisning til børnepsyk.
> > eller til skolepsykologen, for dit barn har helt tydeligt problemer,
> > også ud over de problemer, som vægten påfører ham.
>
> Nej. Du skal lige vente lidt med henvisninger nogen steder hen. Du er
> selv inde på en stigmatisering af drengen. Koldt vand i blodet og lidt
> tålmodighed, først.
>
> > For at forberede dig selv og din ægtefælle, kan du evt. gå på
> > biblioteket og læse om "fumler-tumlere" eller om børn med
> > lignende problemer.
>
> Fumler-tumlere. Hm. Har far beskrevet den type problemer ?
> Der er beskrevet tidligere vægtproblemer. At drengen er " voldsom og
> tumler for meget ".
> Det lyder ikke som en fumler - tumler.
>
> Og hvad er iøvrigt lign.problemer, så ?
>
> >Det lyder for mig som om, at han ikke
> > forstår de sociale spilleregler, og derfor giver jeg dig disse
> > anvisninger mht. litteratur.
>
> Jo. Men det kunne også lyde, somom han ikke er den eneste i klassen,
> som har vanskeligheder med sociale kompetancer.....
>
> > Du er velkommen til at maile privat, hvis du vil.
> > Jeg er selv lærer, og kender godt disse børn. Og jeg er
> > selv forælder til en af slagsen, det er stadig svært, selv om
> > han er meget voksen.
>
> Ja. Jow. Og jeg er socialpædagog. Med overbygninger i henholdsvis
> idræt og specialpædagogik. Dertil er jeg psykodynamisk terapeut.
>
> Og jeg tænker den lærer konkluderer betænkeligt mange ting. På et
> meget spinkelt grundlag.
>
> Best Regards Bruun
>
> SVAR FRA BODIL:
>
> Ja, tænk, - jeg tillader mig at tage manden og hans
> oplevelser alvorlig!
> Og så handler det om at jeg har - undskyld udtrykket -
> livslang erfaring som forælder og lærer, og jeg kan godt
> læse mellem linierne, hvad der foregår.
> Mvh.Bodil.

Så, så. Rolig nu.

Jeg tænkte ikke at hægte dig af. Men jeg har stillet et par
spørgsmål....

Venlig hilsen Bruun

---

"Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:1160911700.138923.146290@m73g2000cwd.googlegroups.com...

KLIP!
> SVAR FRA BODIL:
>
> Ja, tænk, - jeg tillader mig at tage manden og hans
> oplevelser alvorlig!
> Og så handler det om at jeg har - undskyld udtrykket -
> livslang erfaring som forælder og lærer, og jeg kan godt
> læse mellem linierne, hvad der foregår.
> Mvh.Bodil.

Så, så. Rolig nu.

Jeg tænkte ikke at hægte dig af. Men jeg har stillet et par
spørgsmål....

Venlig hilsen Bruun

SVAR IGEN FRA BODIL:

Ja, det ser jeg, men jeg gider ikke bruge mit
krudt på en debat, som manden ikke kan bruge
til noget.
Han har helt tydeligt tænkt sig om og forsøgt sig
den rigtige måde, men har brug for yderligere hjælp.

Mvh.Bodil.

---

sniper_Nolight wrote:
> Kan du kontakte deres familier og undersøge hvorfor ?
>
> Det har vi gjort en gang, men det har ikke hjulpet - derefter har vi ikke
> talt sammen. Moderen var imødekommende, men kan selvfølgelig ikke
> kontrollere hvad der foregår, ligeså lidt som vi selv kan, så indtil videre
> har vi kun det møde og skolen at sætte vores lid til. Jeg har netop hørt en
> pige er i samme situation som vores søn... samme problemer og samme
> problemer med at få focus det rigtige sted hen, så det er åbenbart ikke et
> enkeltstående tilfælde på skolen.
>
> >Ja. det lyder somom i taler forbi hinanden...
>
> meget... frustrerende meget.
>
> >Sært. Kunne du holde fast i nedenstående observationer, så ?
>
> Jo - jeg holder mig til konkrete situationer, andet kan jeg ikke gøre og om
> hun så stadig vil undvige og ikke blande andre implicerede ind i det ved jeg
> ikke hvad jeg skal stille op.

Gå over hendes hoved allerede nu, tænker jeg. Og ret henvendelse
direkte til inspektøren?


> Ja. Det er nødvendigt, at du er der for ham. Stærkt.
>
>
>
> Overfortolkninger. Hm. Husk dem. Og konfronter hende med dels hendes
> vurdering. Dels hvad fakta så senere viser sig at være ?
>
> jeg har snart noteret mig en mindre afhandling jeg skal have afleveret til
> det møde

Fint. Godt at være velforberedt

> >God ide. Uden om skolen. Uden overfortolkninger, men med udgangspukt i
> >jeres ord.
>
> Nemlig - den tråd her hjælper mig ret meget.. ikke at folk bare skal være
> enig med mig, det kan være svært uden at kende mig, men jeres synspunkter er
> vigtige og jeg får en ide om hvor jeg selv 'står'



Venlig Hilsen Bruun