"Marlene Vikkelsø" <marlene-altundtagennavnskalslettes@babyudstyrsguiden.dk>
skrev i en meddelelse news:447d7f1a$0$7637$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
>
> Hej Brian ... og den forslåede eks,
>
> er der ikke også stadig noget der hedder en §808 undersøgelse, hvor en
> børnesagkyndig tager med ud og vurderer, hvordan samværet med moderen
> forløber og hvordan samværet med faderen forløber og skriver en rapport om
> det ??
>
> Så tror jeg at det nok være en RIGTIG god idé i dette tilfælde, men til
> den forslåede eks: prøv at spørge din advokat.
Hej Marlene
Det lyder til at være en ammestue historie ( §808 ), har aldrig hørt om en
sådan paragraf.
Men der findes børnesagkyndige undersøgelser (BSU), de iværksættes primært
af retten i forbindelse med forældremyndighedsretsager, der findes 2
forskellige en udvidet BSU, og en begrænset BSU, en udvidet er det som du
nævner - en begrænset er typisk en overflade undersøgelse (1 møde med hver
forældre, thats it)
Vejledningen ser (så) sådan her ud:
Forældremyndighed og samværssager
Forord til 2. rev. udgave 1996
Vejledende retningslinier for undersøgelser og erklæringer i
retssager om forældremyndighed og samvær foreligger hermed i en revideret
udgave. En ny lov om forældremyndighed og samvær trådte i kraft 1. januar
1996, og vejledningen er ajourført i forhold til denne lov, såvel i
afsnittet om lovgrundlaget som i den øvrige tekst, hvor der direkte
refereres til loven. Derudover er der sket sproglige korrektioner flere
steder, hvor sproget før var upræcist og misvisende. Der er ikke ændret i
vejledningens psykologfaglige indhold eller i intentionen med vejledningen
som sådan. Afsnittet om lovstoffet er revideret af advokat Grethe Laursen.
Sprogrevision og sats skyldes konsulent Johan Sonne i samråd med
cand. psych. Lisbeth Kristensen.
Odense, januar 1996
Advokat Grethe Laursen
(under den nye lovs udarbejdelse medlem af
Forældremyndighedsudvalget under Justitsministeriet)
Psykolog Lisbeth Kristensen
(medlem af arbejdsgruppen, som oprindelig udarbejdede denne
pjece)
Kan ikke
downloades
Forord til 1. udgave 1993
Hermed foreligger Dansk Psykolog Forenings vejledende
retningslinier for undersøgelser og erklæringer i retssager om
forældremyndighed.
Vejledningen er kommet i stand på foranledning af foreningens
etiknævn, der over for foreningens bestyrelse gjorde opmærksom på, at nævnet
i forbindelse med sit arbejde havde fået et indtryk af, at det kunne være
til nytte, hvis der blev udarbejdet en faglig vejledning til brug ved
udarbejdelse af psykologerklæringer i forældremyndighedssager. Bestyrelsen
nedsatte herefter en arbejdsgruppe af sagkyndige med den opgave at udarbejde
en sådan faglig vejledning.
Arbejdsgruppens medlemmer:
Kirsten Dreyer, Ask Elklit, Ingrid Gehl, Mariann Hansen, Lisbeth
Kristensen, Peter Lauridsen og Hellen Ziegler med Harald Rasmussen som
udvalgssekretær. Udvalget har gennem møder og skiftlige udvekslinger
arbejdet med opgaven i løbet af 1992 og fremlægger hermed resultatet.
Det er foreningens håb, at vejledningen kan blive til gavn for
alle parter i forældremyndighedssager.
Indholdsfortegnelse
Formål og kvalifikationer
Forholdet mellem det juridiske og det psykologiske system
Lovgrundlaget
Det juridiske systems grundlag for forældremyndigheds- og
samværssager
Samvær
Habilitet
Psykologens opgave
Undersøgelsesfasen
Metoder
Erklæringens opbygning
Specielt om samværssager
Vidneproblematik
Honorering
Litteratur
Formål og kvalifikationer
Formålet med disse vejledende retningslinier for undersøgelser
og erklæringer om forældremyndighed er at bidrage til at sikre kvaliteten af
det fagpsykologiske arbejde i retssager om forældremyndighed.
Vejledningen er udarbejdet af et arbejdsudvalg, nedsat af Dansk
Psykolog Forening efter forslag fra etiknævnet. For at påtage sig opgaven må
psykologen tage stilling til sine fornødne kvalifikationer (jvf.
Etikreglerne II B). Psykologen må være autoriseret og som minimum have
erhvervet sig erfaringer med psykologisk undersøgelse af børn og familier,
samt have kendskab til psykopatologi og krisereaktioner hos voksne og børn;
det kan anbefales, at psykologen er videreuddannet i psykoterapi. Det er
nødvendigt at have en basal viden om det retsgrundlag og den administrative
praksis, som gælder på området.
Psykologen vælger sine arbejdsmetoder under hensyntagen til det
fagetiske ansvar, der ligger i at påtage sig opgaven. I de etiske principper
for nordiske psykologer understreges det, at psykologer skal arbejde i
overensstemmelse med videnskabelige principper og underbygget erfaring (jvf.
Etikreglerne II A). Dette forhold indebærer bl.a. en forpligtelse til at
følge med i faglitteraturen og vurdere sin arbejdsform i lyset af denne.
Forholdet mellem det juridiske og det psyk. system
Det juridiske systems tankesæt sigter mod at verificere udsagn
og er principielt begrundet i sin dokumentation. Psykologiske
behandlingstiltag sigter principielt mod konflikt- og problemløsning i
fællesskab.
I retslige undersøgelsessammenhænge indgår psykologen i en
speciel kontekst som dommerens konsulent, der uden at tage nogen af de
voksnes parti skal vurdere personer og deres relationer med henblik på
fremtidige funk-tionsmåder i en ny social situation. Psykologen er i denne
funktion forlenet med autoritet og myndighed som en syns- og skønsperson,
der handler på vegne af domstolen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at den
børnesagkyndige medvirker til en beslutning, som vil påføre den ene
forældrepart et tab. Barnets og forældrenes situation kan ses som en
forlænget krise eller en serie af kriser, og parternes frivillige medvirken
vil være præget af den kommende afgørelse. Kravene til udtalelsens saglighed
og nøjagtighed (jvf. Etikreglerne VI A) er skærpede, og enhver fejl i
redegørelsen eller enhver fordømmende vurdering kan blive oplevet som
afgørende for et negativt udfald af sagen for den ene part.
Endvidere er psykologers normale tavshedspligt (jvf.
Etikreglerne IV A) ikke gældende i relation til sagens parter, og psykologen
må i disse sager gøre opmærksom på dette forhold.
Lovgrundlaget
Lovgrundlaget findes i lov om forældremyndighed og samvær (lov
nr. 387 af 14.06.95), se vedlagte Appendix. Loven er trådt i kraft den
01.01.96.
Det juridiske systems grundlag
Forældre, der er gift med hinanden, har automatisk fælles
forældremyndighed over deres fælles børn (§ 4). Forældre, som ikke er gift
med hinanden, kan aftale fælles forældremyndighed med samme retsgyldighed,
som hvis de var gift (§ 6). Aftalen skal anmeldes til statsamtet for at være
gyldig. Hvis forældrene ikke indgår en sådan aftale, har moderen alene
forældremyndigheden over børnene (§ 5).
Godt 90% af separations/skilsmissesager afgøres administrativt i
statsamtet. (I Københavns Kommune hedder statsamtet Københavns
Overpræsidium). Der skal altid tages stilling til forældremyndigheden ved
separation eller umiddelbar skilsmissse. Hvis parterne er enige om
forskellige vilkår: Forældremyndighed, bolig og ægtefællebidrag, behøver de
blot udfylde de fornødne papirer og møde til en vilkårsforhandling i
statsamtet. Proceduren er herefter enkel. Parterne kan enten aftale fortsat
fælles forældremyndighed også efter separation og skilsmisse (§ 7 stk. 2),
eller de kan aftale, at en af parterne får forældremyndigheden alene. Fælles
forældremyndighed betyder ikke, at barnet skal opholde sig lige meget hvert
sted (deleordning). Fælles forældremyndighed betyder blot, at forældrene
skal enes om alle væsentlige forhold, der vedrører barnet: Op-holdssted,
skolegang m.v. Er/bliver forældrene uenige herom, må den fælles
forældremyndighed ophæves og forældremyndigheden placeres hos én af
forældrene. Det eneste spørgsmål, statsamtet kan løse for forældre med
fælles forældremyndighed, er fastsættelse af samvær (§16).
Hvis forældrene er uenige om forældremyndighed, skal statsamtet
tilbyde forældrene og barnet børnesagkyndig rådgivning i statsamtet (§ 28).
Formålet er at hjælpe dem til selv at løse konflikten. Rådgivningen er
tværfaglig. Den sagsbehandlende statsamtjurist kan, om det ønskes, deltage i
rådgivningen, men ofte er det alene en børnesagkyndig (psykolog,
børnepsykiater eller -socialrådgiver), der taler med parterne. Lykkes det
ikke at opnå enighed mellem forældrene, overgår sagen til byretten. Dommeren
skal så afsige en dom baseret på, hvad der ved en konkret vurdering
forekommer bedst for barnet. Parterne er repræsenteret ved hver sin advokat.
Omkostningerne til advokat kan betales af staten, såfremt visse økonomiske
betingelser er opfyldt (fri proces). I retten vil dommeren høre parterne
(partsforklaringer). Der kan indgå andre oplysninger (fx erklæring fra
skole, hospital), men sjældent vidneforklaringer. Drejer det sig om børn på
12 år eller derover, skal dommeren tage en uformel samtale med barnet (§
29). Samtalen finder ikke sted i retssalen, men oftest på dommerens kontor.
En børnesagkyndig kan deltage i samtalen, eller samtalen kan foretages alene
af den børnesagkyndige med referat til dommeren. Et ældre barns mening
tillægges stor vægt ved afgørelsen. Byrettens dom kan ankes til Landsretten,
og meget sjældent yderligere, med særlig tilladelse, til Højesteret.
Hvis forældremyndigheden ved aftale i statsamtet eller ved dom
placeres hos en af forældrene, kan den overføres til den anden af
forældrene, hvis parterne er enige herom. I så fald skal de blot henvende
sig i statsamtet og bekræfte enigheden under et møde (§ 11). Hvis de ikke
kan blive enige om en overførsel af forældremyndigheden må den af parterne,
der ønsker forældremyndigheden overført til sig, anlægge retssag. Der skal
tungtvejende grunde til, at retten overfører forældremyndigheden fra den ene
part til den anden. Det kan ske, når særlige grunde taler derfor under
hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt
forandrede forhold (§ 13). Det er altså ikke nok, at den ene forældre er
bedre egnet end den anden. Men hvis barnet fx opholder sig et andet sted end
hos forældremyndighedsindehaveren, eller dennes forhold er ændret væsentligt
(sygdom, misbrugsproblemer, kriminalitet el. lign.), eller barnet er udsat
for vanrøgt, kan overførsel finde sted. Hvis en forældremyndighedsindehaver
langvarigt og uden rimelig grund forhindrer den anden part i at udøve
samvær, skal dette forhold tillægges vægt i den samlede vurdering (§ 13).
Har ugifte forældre ikke haft fælles forældremyndighed, kan
retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene (§ 12).
Hvis parterne har levet sammen i længere tid, og faderen kræver
forældremyndighed umiddelbart efter samlivets ophør, afgør retten sagen
efter samme kriterier som, hvis der havde været fælles forældremyndighed.
Samvær
Forældre, der ikke bor sammen, kan frit aftale, i hvilket omfang
børnene skal være hos den ene eller den anden af forældrene. Så længe der er
enighed om samværet, er der ingen, der blander sig, og aftalen behøver ikke
blive godkendt nogen steder. For at bevare tilknytningen mellem et barn og
den af forældrene, der ikke har barnet boende, har denne ret til personligt
samvær med barnet (§ 16). Er der uenighed om samværet, kan man henvende sig
til statsamtet, der skal tilbyde børnesagkyndig rådgivning (§ 28). Opnår man
en aftale om samværet, kan aftalen, hvis det ønskes, nedfældes som en
afgørelse. Denne kaldes en resolution og er bindende for begge parter.
Bliver parterne ikke enige, skal statsamtet træffe en afgørelse om samværets
form og hyppighed (§ 17). Der kan klages over denne afgørelse til
Civilretsdirektoratet.
Disse samværsregler gælder alle forældre, der ikke bor sammen
med deres barn. Det er ligegyldigt, om forældrene har været gift, om de
fortsat har, har haft, eller aldrig har haft fælles forældremyndighed.
Undertiden vil der i forbindelse med en forældremyndighedssag i
retten blive indgået en aftale om samværsordning. Denne aftale har samme
retsgyldighed som, hvis der var truffet en afgørelse i statsamtet.
Misligholdes en samværsresolution kan den forurettede part rette henvendelse
til fogeden, der har forskellige tvangsmidler til sin rådighed. Fogeden er
en dommer, der efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe en
afgørelse om fx tvangsbøder eller tvangsudlevering (Retsplejelovens § 536).
Det er imidlertid sjældent, at det er nødvendigt at iværksætte
tvangsforanstaltninger. Fogedretten kan til brug for vurderingen om,
hvorvidt det er skadeligt for barnet, at det udleveres til samvær i henhold
til resolutionen, anmode om en børnesagkyndig undersøgelse.
En aftale eller resolution om samvær kan ændres, hvis ordningen
ikke fungerer tilfredsstillende for barnet (§ 17 stk. 2). Barnets og de
voksnes behov forandrer sig med tiden, eller en aftalt samværsordning kan
vise sig at fungere dårligt. Er forældrene enige, er det let at ændre
aftalen eller resolutionen i statsamtet. Er de uenige, kan begge parter
fremføre deres synspunkter i statsamtet og evt. igen få børnesagkyndig
rådgivning. Børn i alle aldre vil ofte blive medinddraget i rådgivningen i
statsamtet. Det er særdeles vanskeligt at få ophævet en forældres ret til
samvær. Dette kan kun ske, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet (§ 17
stk. 3).
Foreligger der særlige problemer, der efter en konkret vurdering
umuliggør, at der fastsættes almindeligt samvær, kan statsamtet fastsætte et
nærmere specificeret overvåget samvær (§ 17 stk. 4).
Habilitet
Psykologer, der tidligere har haft kontakt med én eller begge
parter, herunder i en § 28 rådgivning, bør som hovedregel ikke påtage sig
opgaven, idet psykologen herved har erhvervet en viden om parterne fra en
anden sammenhæng end den aktuelle problemstilling. Undertiden vil én af
parternes advokater eller én af parterne selv henvende sig for at få en
børnesagkyndig undersøgelse fra en psykolog, de kender. Dette bør afvises
med henvisning til, at det er retten, der tager stilling til, om og af hvem
der skal foretages en undersøgelse. Hvis en psykolog anmodes om en
udtalelse, der skal indgå som et led i en andens børnesagkyndige
undersøgelse, kan psykologen udtale sig om forhold kendt fra andre
sammenhænge. Parten skal da gøres klart, at retten vil opfatte udtalelsen
som et partsindlæg og kan vælge ikke at lade den indgå som et bilag i
retssagen.
I undersøgelsesfasen må psykologen ikke indgå aftaler med nogen
af forældrene om at være terapeut på et senere tidspunkt. Psykologen må
heller ikke, før forældremyndighedssagen er afgjort ved retten, og evt.
anket og færdigbehandlet ved højere instanser, påtage sig andre opgaver for
forældrene.
Psykologens opgave
Under domstolsbehandling af forældremyndighedstvister kan
dommeren vælge at anmode om en børnesagkyndig undersøgelse til hjælp ved
vurderingen af, hvad der tjener børnene bedst. Det vil ofte dreje sig om
uigennemskuelige eller særlig komplekse sager, evt. præget af langvarig og
bitter strid eller alvorlige sociale og psykologiske problemer. Der kan være
tale om særlige forhold vedr. barnets helbred eller psykiske konstitution,
eller sager, hvor én eller begge forældre forekommer psykisk påfaldende.
En børnesagkyndig kan være en klinisk børnepsykolog, evt. en
børnepsykiater. En del retskredse har fast samarbejde med en gruppe
børnesagkyndige, der står til rådighed, når der er brug for det. Er dette
ikke tilfældet, kan retten af "Fordelingsudvalget for forældremyndigheds- og
samværssager under Justitsministeriet" få udpeget en børnesagkyndig. Ofte
vil fordelingsudvalget da henvende sig til en børnepsykiatrisk afdeling,
ambulatorium eller børnerådgivningscenter, der så selv udpeger den eller de
personer, der skal foretage undersøgelsen. Institutionen er i så fald
formelt ansvarlig for undersøgelsen. Det vil ofte i disse sager være en
fordel at arbejde to sammen. En offentligt ansat psykolog, der påtager sig
opgaven, skal gøre sig klart, om vedkommende arbejder som privat/freelance
eller som ansat på vegne af en institution, og parterne skal klart oplyses
herom, herunder fx også om registrering af, hvem der forestår undersøgelsen
og i hvilket regi. Hvis et arbejdssted stiller lokaler og andre faciliteter
til rådighed uden at have myndighed i sagen, bør parterne gøres bekendt med
dette. Hvis psykologen som freelance bruger sit arbejdssteds lokaler, skal
dette være efter aftale med arbejdsstedets leder.
Når en domstol udbeder sig en børnesagkyndig erklæring, er det
retten, der er opdraggiver. Opgaven vil normalt fremgå af en fremsendt
retsbogsudskrift, og heraf vil fremgå, hvilken lovparagraf dommeren skal
anvende. Hvis dette ikke fremgår, anbefales det at spørge retten herom.
Endvidere skal man være opmærksom på, om der anmodes om en begrænset eller
en udvidet børnepsykologundersøgelse. Den begrænsede børnesagkyndige
undersøgelse er den mest almindelige. Såfremt psykologen påtager sig
opgaven, bør dette bekræftes skriftligt til dommeren med en oplysning om,
hvornår undersøgelsen agtes påbegyndt. Erklæringen skal stiles og sendes til
retten, der sender en kopi til parternes advokater. Psykologen skal forinden
gennemgå erklæringen med parterne sammen eller hver for sig, men som
hovedregel ikke udlevere en kopi til dem. Hvis forældrene forlanger en kopi,
henvises de til deres egen advokat.
I sager fra retten får den børnesagkyndige som regel tilsendt de
fremlagte bilag samt dommerens gengivelse af partsforklaringer fra
retsmøder. Disse er oftest summariske, men har dannet grundlag for
beslutningen om, at der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse.
Psykologen bør være opmærksom på, at der kan være tale om originale
dokumenter og attester, der senere skal tilbagesendes til retten sammen med
erklæringen.
Umiddelbart efter modtagelse af sagens akter, bør retten og
parterne oplyses om den tidsramme, der opstilles til løsning af opgaven med
den fornødne grundighed, omend undersøgelsen ikke må gøres mere omfattende
end nødvendigt. Skulle der opstå behov for at udvide tidsrammen, bør der
straks rettes henvendelse til dommer og advokater med en begrundet anmodning
om udvidelsen.
Undersøgelsesfasen
På baggrund af de fremsendte akter lægges en foreløbig
arbejdsplan for forløbet af undersøgelsen, herunder hvem der skal tales med
hvor og hvornår. Det er vigtigt at tilrettelægge undersøgelsen, så begge
forældre føler sig tidsmæssigt ligeligt tilgodeset fra starten af
undersøgelsen og senere. Psykologen vil således sædvanligvis tale med
forældrene på skift og om muligt sammen. Ved samtaler med barnet hos den ene
hhv. den anden af forældrene skal psykologen være opmærksom på, om barnet er
faldet til ro efter et opholdsskift, før samtalen finder sted.
Når undersøgelsen påbegyndes, skal den børnesagkyndige gøre sig
sin opgave klart: For at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i
fremtiden, skal psykologen undersøge og overveje alle relevante forhold for
barnets situation og gøre fagligt rede herfor.
Da det er barnet eller børnene i relation til deres forældre,
søskende, øvrige netværk og deres forhold i det hele taget, der skal
undersøges, er relationstænkning og familiedynamik det centrale
arbejdsgrundlag for undersøgelse og udformning af erklæring.
Under den første samtale med hver part oplyser psykologen om det
planlagte forløb og den valgte arbejdsform og om, at de oplysninger, der vil
fremkomme, vil blive brugt til at få et indtryk af barnets og forældrenes
situation; selv om ikke alle oplysninger nedfældes i erklæringen, vil de
have betydning for den samlede vurdering. Det bør som tidligere nævnt også
præciseres, at der ikke er tale om at etablere en fortrolig
behandlingskontakt under tavshedspligt, men om en sagkyndig undersøgelse,
der skal munde ud i en erklæring, som parterne gøres bekendt med, hvorefter
den fremsendes til retten, der træffer afgørelsen i sagen. Det understreges
over for forældrene, at vurderingen alene beror på, hvad der er til bedste
for barnet, og ikke på retfærdighed for forældrene.
For at få så pålideligt et indtryk som muligt af familien og
dens indbyrdes relationer er det hensigtsmæssigt at anvende forskellige
indfaldsvinkler. Der har udviklet sig en praksis på området, som
retssystemet er bekendt med og har accepteret. Denne praksis beskrives i det
følgende.
Metoder
Følgende elementer kan indgå
1) Mindst to kliniske samtaler med hver af forældrene.
2) En direkte observation af samspillet mellem hver af
forældrene og barnet, gerne både ved hjemmebesøg og på et neutralt sted.
Hvis det er muligt, bør hele familien ses samlet.
3) Mindst to samtaler med barnet alene, evt. i forbindelse med
en kontakt med hver af forældrene. Hvis der er flere børn, kan det være
hensigtsmæssigt at tale med dem samlet. Der bør dannes et indtryk af barnets
udvikling og trivsel, dets aktuelle reaktion på skilsmissen, forholdet til
begge forældre, til søskende, bedsteforældre, legekammerater, skole osv.
4) Med begge forældres samtykke (fremgår muligvis af retsbogen)
indhentes evt. yderligere information fra andre kilder, som kender børnene
eller forældrene godt, fx daginstitution og skole, evt. de sociale
myndigheder. Hvis forældrene har været eller er i lægelig behandling for
forhold, der har betydning for undersøgelsen, kan det være hensigtsmæssigt
at skaffe oplysninger herom. Disse informationer skal indhentes skriftligt
fra den ansvarlige ledelse og være udarbejdet til formålet. De skal
vedlægges erklæringen som bilag. Daginstitutioner og skoler kræver ofte
forældrenes skriftlige tilsagn, før de udtaler sig, og læger vil ofte fordre
en anmodning fra retten, før de vil afgive en udtalelse.
Ad 1
Psykologen skal tilstræbe at markere en åben, lyttende og
neutral holdning i samtalerne med forældrene.
Ved første samtale med forældrene er det vigtigt ved at spørge
og lytte at få hver af parternes version af samlivets historie, selv om
disse versioner sjældent er sammenfaldende. Denne lyttende åbenhed er en
forudsætning for, at hver part oplever sig hørt og føler sig forstået, og at
man senere kan uddybe synspunkter. Det er ikke nok senere i erklæringen at
gengive et referat af hver parts historie. Man må udfordre hver part ved
hjælp af en udspørgen om, hvilke tanker de har gjort sig om den andens
bevæggrunde, hvorfor den anden har reageret, eller andre tilgrundliggende
motiver. Det kan gælde begivenheder og problemer ved de voksnes indbyrdes
forhold og specielt deres forhold til børn, hvor det er vigtigt ikke blot at
få en fornemmelse af, hvem der rent faktisk har skiftet ble og hentet i
børnehaven, men også hvordan hver især har givet omsorg og omtanke og kan
udvise indlevelse, forstå barnet og beskrive dets temperament og typiske
adfærd. Hvordan forstår hver især barnets behov og kan tale om barnet uden
at tale om den anden?
I den efterfølgende samtale med hver af forældrene vil det være
hensigtsmæssigt at tage spørgsmål op, som den anden part har fremført. Hvis
det skønnes hensigtsmæssigt, kan der tales med parterne samtidig, så de kan
få lejlighed til at svare på hinandens påstande. Der skal helst hos hver af
forældrene foretages et hjemmebesøg, hvor barnet også er til stede.
Gennem de kliniske samtaler skal forældrene berette så meget om
sig selv, at der fremkommer en helhedsbeskrivelse i erklæringen. Det er
derfor også hensigtsmæssigt at få hver af parterne til at fortælle lidt om
deres opvækst, uddannelse og øvrige forhold: før de mødte hinanden, om deres
interesser og relationer til andre (netværk), deres arbejdsforhold,
eventuelle sygdomme, misbrugsproblemer el. lign. Der skal være plads og tid
til også at fortælle om nogle for sagen uvæsentlige ting, men i erklæringen
gengives deres udsagn ud fra en faglig udvælgelse, således at de fremstår
klart for dommeren. Ved samtaler med parterne sammen eller hver for sig
drøftes bl.a. deres holdninger til barnets opdragelse, dets kontakt med den
anden part, dets udvikling, særpræg og funktionsmåde. Endvidere berøres hver
parts tanker om barnets fremtidige samvær med den, der ikke får tildelt
forældremyndigheden. Samtalen kan komme ind på, hvordan de forestiller sig
fremtiden for dem selv og deres barn, når de/den anden får
forældremyndigheden. Det skal understreges over for forældrene, at retten
sædvanligvis ikke tager stilling til fremtidigt samvær, selv om spørgsmålet
er berørt i erklæringen.
Såfremt én af forældrene eller begge har en fast samlever, eller
der er andre for barnet væsentlige personer, bør psykologen også invitere
disse med til en af samtalerne og danne sig et indtryk af dem, da de har/vil
få en betydning for barnet.
Ad 2
Der skal foretages observation af samværssituationen mellem barn
og forældre i de to hjem, hvis disse er oprettet, og mellem barn og forældre
plus deres nye partnere, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt. Man skal være
opmærksom på barnets stemning og spontanitet og den gensidige kontakt mellem
barn og voksen samt den voksnes markering af grænser og lydhørhed over for
barnet.
Ad 3
Ved enesamtale med barnet skal det have at vide, hvad formålet
med samtalerne er, og at det ikke skal vælge mellem forældrene eller
bestemme, hvor det skal bo fast. Man skal fortælle barnet, at forældrene og
dommeren kun får at vide, hvad barnet selv accepterer, men at det indtryk,
man som psykolog får af barnet og dets synspunkter, vil indgå i vurderingen
og ens råd til dommeren. Der må afsættes en vis tid til at lære barnet at
kende.
Børn, der deltager i en børnesagkyndig undersøgelse, kan være
noget trykkede, men de vil alligevel ofte være åbne og samarbejdsvillige.
Når kontakten er etableret, gøres det klart, at man er interesseret i
barnets mening og synspunkter, idet det jo kender sin familie indefra og gør
sig sine tanker, som ikke behøver være de samme som forældrenes. Men
afgørelsen og ansvaret ligger hos de voksne, og når disse ikke kan finde ud
af det, så hos dommeren.
En samtale med et barn skal så vidt muligt være en samtale og
ikke kun en udspørgen, også selv om der skal samles indtryk og
informationer. Det er lige så tit måden, der svares på, eller hvad barnet
spontant siger selv og snakker om, dvs. det usagte, der lægges mærke til.
Der kan tales med barnet om dets oplevelse af tiden før, under og efter
bruddet mellem forældrene. Hvis barnet kommer med kritiske bemærkninger, er
det vigtigt at få dem konkretiseret og få en fornemmelse af, om det er sendt
i byen med et budskab, der skal afleveres, og psykologen må udforske, hvad
barnet har fået fortalt og af hvem. Ofte er det en stor hjælp at sige til
barnet, at man kender til, hvordan børn tænker om denne situation, og at
andre børn heller ikke synes, forældrene kan tåle at høre, hvad børn tænker.
Det kan få barnet til spontant at give udtryk for synspunkter, følelser og
holdninger. Man kan også bruge direkte hypotetiske spørgsmål som "hvis nu
det bliver sådan, eller sådan, hvordan så ..."
Over for børnene kan benyttes andre indfaldsvinkler til støtte
for samtalen, fx tegninger og leg. Det bør fremgå, hvilke fremgangsmåder der
er indgået i vurderingen, uden at der gengives konkrete detaljer eller
citater. Det drejer sig om at få et indtryk af, hvad der ligger bag barnets
manifeste tilkendegivelser eller mangel på samme. Barnet kan være mere
knyttet til og tryg ved den ene af forældrene, eller det kan tænkes, at
barnet ønsker at blive i vante omgivelser, fordi det er bange for det nye,
der måtte følge med en flytning.
Undertiden møder man et barn, der i er alliance med den svageste
af forældrene, og som villigt ofrer sig til støtte for den svage part ved at
vælge at bo der, selv om det af den børnesagkyndige vurderes til at være til
skade for barnets udvikling. Dette kan bl.a. ses i familier, hvor barnet
tidligt har måttet tage et voksent ansvar og "passe på" en svag forældre.
Sådanne børn vil ofte solidarisere sig med den svage forældre og totalt
fornægte positive følelser over for den anden forældre eller egne behov.
"Almindelige" børn vil af og til -ensidigt støtte den "svigtede" forældre og
sætte egne behov til side.
Ved afslutningen på samtalen må barnet anerkendes for dets
samarbejde, og der må gives accept af, at det er en svær situation, der
påvirker alle i familien. Samtidig kan barnet gives lidt håb om, at tingene
falder til ro, og måske spørges til, om det har andre voksne, som det kan
snakke med om situationen.
Kravet i § 29 om en samtale med børn, der er fyldt 12 år,
indebærer, at der skal lægges vægt på barnets synspunkter, hvis sådanne
fremstår. Paragraffen kan dog også bruges til at skabe en konflikt, som
barnet bliver fanget i idet reglen undertiden bruges af voksne som led i
forældrenes fortsatte konflikt, fx "Når du bliver 12 år, så må du selv
bestemme" (underforstået: "Så forventer jeg, at du vælger mig").
Ad 4
Ved henvendelse til daginstitutioner eller skoler anmodes om
skriftlig udtalelse om barnets udvikling og trivsel, og hvad institutionen i
øvrigt vurderer måtte have betydning for sagen.
Den kliniskpsykologiske testmetode
Hvis testning anvendes i en børnesagkyndig undersøgelse skal
begrundelsen meget klart og forståeligt fremlægges for begge forældre forud
for testningen, således at parterne har mulighed for at gøre indsigelse, og
desuden skal formålet klart fremgå af erklæringen. Det bør her erindres, at
personlighedstests er udviklet til og tager sigte på kliniske sammenhænge og
skal respekteres i forhold til dette, samt at metoden i sig selv ikke
bidrager til at afdække relationer og gensidige følelser.
Testning af barnet bliver som hovedregel først aktuel, hvis der
ikke kan findes andre, mere direkte veje at komme ind til barnet på, for at
danne sig et indblik i dets relationer til forældre og evt. søskende.
Problemstillingen i en forældremyndighedssag er speciel derved,
at det er forældrenes eget barn, og at en af dem uanset særegenheder skal
have barnet. Desuden ønsker begge forældre hver for sig retssystemet som
deres allierede til at få forældremyndigheden. Forældrene vil derfor ofte
opleve testning som usikkerhedsskabende, fordi testsvar og tolkninger er
mindre gennemskuelige, end når de får mulighed for at forklare sig gennem
samtale og samvær med barnet. Formålet vil være at supplere det kliniske
indtryk, hvor dette efterlader tvivl. Og forud for testningen sikres, at
personen ikke befinder sig i en ekstraordinært presset situation. Udvælgelse
og administration af tests styres ud fra en problemstilling, hvor
testresultatet vil kunne bidrage afklarende.
Resumé
Sammenfattende kan siges, at undersøgelsens enkelte elementer
skal danne grundlag for psykologens begrundede vurdering af bl.a.:
- hver af forældrenes egnethed som opdrager af hvert enkelt
barn, deres omsorgsevne samt deres sociale og økonomiske muligheder for at
varetage forældremyndigheden over barnet;
- faderens og moderens oplevelse af barnets behov og egenskaber,
deres begrundede syn på, hvor det vil være bedst for barnet at komme til at
bo, samt deres tanker om barnets trivsel og udvikling, hvis det kommer til
at bo et andet sted;
- forældrenes holdninger til og erfaringer om samarbejdet med
den anden part, deres villighed til at samarbejde med andre om
hjælpeforanstaltninger, hvis der er behov for det;
- barnets udvikling og trivsel før skilsmissesituationen og
barnets reaktion på denne;
- barnets tilknytning til hver af forældrene og evt. nuværende
partnere;
- søskenderelationer, herunder formodede virkninger af at
adskille søskende;
- betydningen af et evt. miljøskifte for barnet, herunder
legekammerater, -skolekammerater, daginstitutioner, fritidsklub m.v.
- barnets ønsker og synspunkter, såfremt der er givet udtryk
herfor, samt en vurdering af, om disse er barnets egen mening eller et
udtryk for ensidig påvirkning.
Erklæringens opbygning
Ved udformning af erklæringen bør den systematik, der anvendes i
undersøgelsen, også finde anvendelse ved udformningen af de præmisser, der
danner endelig baggrund for den sammenfattende vurdering.
Erklæringen bør udformes med en klar skelnen mellem oplysninger
og vurderinger:
a) Opdraggiver, opgavens art, mandat.
b) Oplysning om undersøgelsens tilrettelæggelse og forløb.
c) Indhentede udtalelser, der vedlægges erklæringen.
d) Kort beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende
situation og barnets kontakt med hver af dem.
e) Forældrenes oplysninger om sig selv, om ægteskabet, om deres
nuværende samlivsforhold, boligforhold, arbejdsforhold m.m. Der skal
anvendes sprog, der ligger nær faderens og moderens, gerne med deres egne
vendinger og udtryk.
f) Forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed
og deres forståelse for dets specielle psyke.
g) Beskrivelse af observationerne af barnet, samt af barnet og
forældrene.
h) Vurdering af forældrenes egnethed som opdragere af barnet og
en vurdering af deres holdning til samværet og samarbejdet herom.
i) En vurdering af barnets tilknytning til hver af forældrene og
til evt. søskende.
j) En sammenfattende vurdering, som giver retten en
psykologfaglig belysning af sagen, herunder evt. vejledende bemærkninger om,
hvad der kan tjene barnet bedst. Man skal være opmærksom på, at det er
dommeren, der træffer afgørelsen.
Hvis der er forhold, der helt klart taler for, at barnet af
fagpsykologiske grunde bør vokse op hos den ene af forældrene, eller hvis
der ikke findes fag-psykologiske grunde, der taler for nogen af forældrene,
bør dette formuleres. Psykologen kan også vælge at udtale sig om, hvilke
konsekvenser for barnets udvikling man kan forestille sig, hvis
forældremyndigheden tillægges den ene hhv. den anden af forældrene. Er sagen
anlagt efter §12. stk.2 eller §13, må vurderingen bygge på formuleringen i
bestemmelsen.
Man skal være opmærksom på, at der fagligt ofte er betydelig
usikkerhed forbundet med prognostiske vurderinger.
Generelt
Erklæringen må være sprogligt udformet på en måde, så den ikke i
unødig grad polariserer forholdet mellem forældrene. Dog må de for rettens
afgørelse nødvendige faktuelle oplysninger og vurderinger fremgå klart.
Barnets udtalelser må ikke gengives ordret, men generaliseres, idet både
forældre og børn skal kunne leve videre med det billede af sig selv og
hinanden, som fremgår af erklæringen, og barnet vil måske undgå at blive
"hørt" i sine udtalelser. Ordvalget skal respektere, at der skrives til
ikke-psykologer; unødig psykologfaglig sprogbrug bør derfor undgås.
Når erklæringen er færdigskrevet, læses den op i sin helhed for
hver af forældrene, mens de er fysisk til stede, så de har mulighed for at
følge med i teksten. Alle faktiske forhold skal efterkontrolleres. Spørg
større børn, om de er rigtigt citerede. Navnes stavemåde, fødselsdatoer og
andre data skal bekræftes.
Psykologen bør tage hånd om forældrene i denne situation og
sikre sig, at de har forstået indholdet af erklæringen og klart opfattet, at
det er dommeren, der træffer afgørelsen.
Specielt ved samværssager
Ved uenighed om samvær skal statsamtet træffe en afgørelse.
Sagerne kan undertiden være så komplicerede og vanskelige, at der
iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse til brug ved afgørelsen. Som
regel anmodes en børnesagkyndig, der ikke tidligere har været inde i sagen
(fx via § 28 rådgivningen) om at foretage undersøgelsen og skrive erklæring.
Problemstillingen vil ofte være, om barnets samvær med den
samværsberettigede bør indskrænkes, gøres overvåget eller midlertidigt
ophæves, idet der kan bestå en fare for barnets velfærd ved samvær i normalt
omfang. Ved undersøgelse og udfærdigelse af erklæring følges de samme
retningslinier, som ved sager om forældremyndighed. Psykologen skal være
opmærksom på, at der skal meget tungtvejende grunde til at anbefale
ophævelse af samvær, og at indskrænket eller overvåget samvær bør være
forsøgt inden.
Vidneproblematik
Den børnesagkyndige erklæring har status af bevismateriale i
retten, både i første instans og ved evt. appel i anden instans.
Det er ikke kutyme i dansk retspraksis at føre vidner i
forældremyndigheds- og samværssager, ej heller at indkalde den
børnesagkyndige som vidne, men det kan forekomme. Da der ved børnesagkyndig
undersøgelser ikke er tavshedspligt, kan man ikke med henvisning til
tavshedspligt undlade at vidne. Indkaldelse som vidne sker på anmodning af
dommeren efter begæring fra en af advokaterne. Man skal kun møde frem, hvis
man får en indkaldelse fra en dommer.
Anmodning om at blive ført som vidne vil oftest gives af den
part, der står til at "tabe". Advokaterne er klar over, at erklæringen er
skrevet i "urbant" sprog, og at de ved vidneførelse kan risikere, at der
fremdrages yderligere eksempler, der kan belaste deres klient.
Man har pligt til at vidne, eftersom man indkaldes som
sagkyndigt vidne. Man skal være ordentligt forberedt og have erklæringen
præsent og også det baggrundsmateriale, der ligger til grund for
erklæringen. Man skal kun svare på, hvad man bliver spurgt om. Bliver man
spurgt om noget, man ikke har sikkert belæg for, må man bede dommeren om lov
til ikke at udtale sig. Man kan blive bedt om at redegøre for sine
forudsætninger og kvalifikationer eller om, hvad en børnesagkyndig
undersøgelse er, undertiden med det sigte at så tvivl om den sagkyndiges
kompetence. Som sagkyndigt vidne kan man komme i et dilemma, fx hvis man
udspørges nøjere om børnenes udsagn, hvor man i erklæringen har tilstræbt en
skånsom formulering. I disse sager indkaldes man som sagkyndigt vidne, og
efter endt vidneførelse i parternes påhør skal man have gjort klart, hvad
ens honorar er (forberedelsestid, fremmøde, tilstedeværelse og kørsel), da
honoraret indgår i rettens afgørelse.
Som alternativ til den sagkyndiges optræden i retten som vidne
kan dommeren (evt. den sagkyndige selv) anmode om at få en præcisering af,
hvad der ønskes yderligere belyst, og den sagkyndige kan fremkomme med en
skriftlig uddybning til rettens brug.
Honorering
Normalt forbruges ca. 25 til 30 timer, fordelt på gennemgang af
sagsakter, -tilrettelæggelse af forløbet, samtale med parterne, samt
udfærdigelse af erklæring og dennes gennemgang med sagens parter. I
specielle tilfælde kan aftales et højere timetal med retten, begrundet i
sager af særlig vanskelig karakter.
Såfremt der er særskilt aftale om kørsel, følges de af staten
gældende regler.
Litteratur
Elklit A.
Kvalitetskrav til udførelsen af børnesagkyndige
undersøgelser,
Psykolog Nyt, 43, 19, 1989: 584-6.
Elklit A.
Samlivsopløsning, samvær og forældreroller,
Psykologisk Skriftserie, 14, 1989: 4.
Koeller N.
Etik i forældremyndighedserklæringer,
Psykolog Nyt, 40, 1, 1986: 11.
Koeller N.
Etik i børneundersøgelser,
Psykolog Nyt, 45, 8, 1991: 264.
Otkjær J et al.
Psykologer som konsulenter for domstole i skilsmissesager,
Psykolog Nyt, 43, 1, 1989: 4-7.
Schutz BM et al.
Solomon's Sword. A Practical Guide to Conducting Child
Custody -Evaluations,
San Francisco: Jossey-Bass Publishers 1989.
Skafte D.
Child Custody Evaluations.
A Practical Guide, Beverly Hills: Sage 1985.
For statsamterne ser den lidt anderledes ud (følge linket): (argh, det link
virker heller ikke mere), så jeg cut n paster den her:
6. Børnesagkyndige undersøgelser
Lov om forældremyndighed og samvær indeholder ikke bestemmelser om
børnesagkyndige undersøgelser.
Det er den gældende opfattelse, at en "børnesagkyndig undersøgelse" er en
undersøgelse, der indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af
den ene eller begge forældre og/eller barnet. De børnesagkyndige
undersøgelser er i vejledningen opdelt i de egentlige børnesagkyndige
undersøgelser og i andre børnesagkyndige undersøgelser.
En egentlig børnesagkyndig undersøgelse er en undersøgelse, der foretages af
en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk
vurdering af begge forældre og barnet. En egentlig børnesagkyndig
undersøgelse foretages i videst muligt omfang i overensstemmelse med Dansk
Psykolog Forenings vejledende retningslinjer, jf. nærmere om disse
retningslinjer nedenfor i afsnit 6.2.
Ved andre børnesagkyndige undersøgelser forstås undersøgelser af begrænset
omfang, som foretages ved færre foranstaltninger end anført i de vejledende
retningslinjer.
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse omfatter de børnesagkyndige
undersøgelser herudover også mindre undersøgelser, som en børnesagkyndig på
grundlag af sin faglige ekspertise foretager som et led i behandlingen af en
sag om samvær. En børnesagkyndig kan f.eks. med forældrenes og eventuelt
barnets samtykke anmodes om at udfærdige en vurdering eller fremkomme med en
udtalelse i forbindelse med en § 28-rådgivning, ved en § 29-samtale eller
ved et overvåget samvær. Om disse former for undersøgelser henvises til
afsnit 3.2. om børnesagkyndig rådgivning, afsnit 5 om samtaler med børn og
afsnit 8 om overvåget samvær. Med de undtagelser, der følger af formålet med
undersøgelsen og de deraf følgende begrænsninger i omfanget af
undersøgelsen, gælder nedenstående principper også for sådanne mindre
undersøgelser.
Dette kapitel indeholder i afsnit 6.1. generelle retningslinier for
børnesagkyndige undersøgelser. I afsnit 6.2. gennemgås de egentlige
børnesagkyndige undersøgelser, mens afsnit 6.3. handler om andre
børnesagkyndige undersøgelser.
6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser
Kravene til den børnesagkyndiges faglige uddannelse varierer alt efter
hvilken undersøgelse, der skal foretages. En børnesagkyndig kan således være
en psykiater, psykolog, socialrådgiver, pædagog e.lign., jf. SKH 1997, pkt.
D.4. Når der kræves en egentlig psykologisk udredning om barnet eller
forældrene, bør der dog stilles krav om, at den børnesagkyndige er enten
psykolog eller psykiater.
Mens undersøgelsen foregår, er der vandtætte skodder mellem den
børnesagkyndige undersøgelse og sagsbehandlingen i øvrigt. Det er derfor
uden betydning, om en børnesagkyndig undersøgelse foretages af en
praktiserende børnesagkyndig uden for statsamtet eller af en børnesagkyndig,
der er ansat af statsamtet.
Traditionelt har betegnelsen "børnesagkyndig erklæring" været anvendt om den
"rapport", der udarbejdes, når der er foretaget en egentlig børnesagkyndig
undersøgelse af en psykolog eller en psykiater. Herudover bør betegnelsen
alene anvendes ved andre undersøgelser, når der i forbindelse med disse er
foretaget en psykologisk udredning om forældrene og/eller barnet.
Foretages der ikke en psykologisk udredning, bør betegnelsen "erklæring"
ikke anvendes. Den "rapport", der udarbejdes på baggrund af sådanne mere
begrænsede undersøgelser, bør i stedet betegnes f.eks. "børnesagkyndig
observation", "børnesagkyndig vurdering" eller "børnesagkyndig udtalelse"
Ved iværksættelsen af enhver form for børnesagkyndig undersøgelse bør temaet
(kommissoriet) for undersøgelsen præciseres. Dette skyldes først og
fremmest, at afgørelser om samvær træffes efter en konkret, individuel
bedømmelse, og at de forhold, der er relevante at få undersøgt i
samværssager, ofte er forskellige. Henset til denne differentiering bør alle
former for børnesagkyndige undersøgelser målrettes i forhold til behovet i
den konkrete sag, herunder særligt behovet i forhold til den/de børn, sagen
drejer sig om.
Herved sikres det afgørende hensyn, at forældrene ved, hvad undersøgelsen
går ud på, og hvad den skal bruges til.
En større målretning og præcisering af undersøgelsens tema vil også medvirke
til, at det ikke senere bliver nødvendigt at indhente supplerende
oplysninger, f.eks. fordi undersøgelsen har været for generel eller ikke har
afdækket alle de forhold, som efter statsamtets opfattelse var relevante for
sagen. På denne måde vil den børnesagkyndige få mulighed for at
tilrettelægge undersøgelsen så hensigtsmæssigt som muligt, ligesom man kan
undgå at inddrage forhold uden betydning for sagen.
Temaet til den børnesagkyndige skal formuleres så præcist, at der ikke
senere opstår tvivl om undersøgelsens formål. Det anbefales, at temaet
udformes skriftligt. Gives temaet til den børnesagkyndige telefonisk, skal
der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.
Når statsamtet har udfærdiget temaet til den børnesagkyndige, skal
forældrene gøres bekendt hermed, inden undersøgelsen iværksættes. Forældrene
bør samtidig orienteres om, i hvilket omfang sagens akter er sendt til den
børnesagkyndige, eller om denne på anden måde har haft lejlighed til at gøre
sig bekendt med disse.
Finder den børnesagkyndige, at statsamtets tema er upræcist, ufuldstændigt,
eller opstår der nye problemer under undersøgelsen, skal den børnesagkyndige
kontakte statsamtet med henblik på en afhjælpning heraf. Hvis den
børnesagkyndige retter telefonisk henvendelse til statsamtet, skal der
udfærdiges et § 6-notat over samtalen.
Inddrages barnet i den børnesagkyndige undersøgelse på en sådan måde, at der
reelt er tale om afholdelse af en samtale med barnet, skal principperne i §
29 i lov om forældremyndighed og samvær følges, jf. afsnit 5 om samtaler med
børn.
6.1.1. Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?
I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær er det fremhævet, at
der i sager om afslag på eller ophævelse af samvær i videre omfang end
tidligere bør udarbejdes børnesagkyndige erklæringer for at styrke
grundlaget for disse indgribende afgørelser. Det er Civilretsdirektoratets
opfattelse, at udmeldingen i forarbejderne skal forstås sådan, at der i
disse sager skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer, hvis der ikke er
andre omstændigheder i sagen, der med tilstrækkelig sikkerhed kan danne
grundlag for afgørelsen, f.eks. at et ældre barn klart har udtalt sig for
eller imod samvær.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at iværksættelsen af
børnesagkyndige undersøgelser ikke bør undergives retningslinjer, som
tilsidesætter den skønsmæssige vurdering af den konkrete sag. Afgørende er
således fortsat, om hensynet til barnet og barnets mulighed for kontakt til
den samværssøgende gør det påkrævet, at en børnesagkyndig undersøgelse
iværksættes.
Efter direktoratets opfattelse bør brugen af børnesagkyndige undersøgelser
særligt overvejes i følgende situationer:
a.. Uigennemskuelige/særligt komplekse sager, herunder sager præget af
meget langvarig og bitter strid mellem forældrene, hvor disse konflikters
påvirkning af barnet bør undersøges nærmere.
b.. Særlige forhold vedrørende barnets helbred eller psykiske
konstitution, herunder disse forholds indvirkning på samværet.
c.. Psykisk påfaldenhed eller misbrugsproblemer hos en eller begge
forældre, der kan have indvirkning på samværet.
d.. Visse sager om mistanke om fysiske eller psykiske overgreb mod
barnet, jf. afsnit 9.
Inden statsamtet i disse situationer iværksætter en børnesagkyndig
undersøgelse, bør det undersøges, om de relevante oplysninger kan indhentes
fra anden side, f.eks. hvis der allerede er udfærdiget en undersøgelse til
brug for en retssag, eller hvis familien på anden måde er i kontakt med
andre offentlige myndigheder, f.eks. de sociale myndigheder.
Opnår statsamtet forældrenes samtykke til at indhente sådanne oplysninger,
vil disse indgå ved vurderingen af, om og i hvilket omfang der er behov for
en børnesagkyndig undersøgelse. Dette skal ses i lyset af, at deltagelse i
en børnesagkyndig undersøgelse kan være en belastning for såvel forældrene
som barnet, og at en sådan undersøgelse derfor bør undlades, hvis sagen kan
oplyses tilstrækkeligt på anden måde.
6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig
undersøgelse ?
I første række er det den enkelte børnesagkyndige undersøger, der bestemmer,
hvordan en undersøgelse skal foretages, afhængigt af temaet og de konkrete
behov i sagen. Undersøgelsen vil således variere i omfang og form afhængigt
af problemstillingen i sagen. Undersøgeren tilrettelægger selv indsamlingen
af oplysninger, afholdelse af samtaler og foretagelse af observationer, og
undersøgeren afgiver sin udtalelse ud fra det faglige ansvar, som han eller
hun arbejder under.
Det er således den børnesagkyndiges opgave at målrette undersøgelsen og
eventuelt begrænse den til, hvad der efter den børnesagkyndiges opfattelse
vil udgøre et fagligt forsvarligt grundlag for en erklæring, vurdering m.v.
Tilrettelæggelsen af undersøgelsen vil således i høj grad afhænge af,
hvilket tema den børnesagkyndige har fået fra statsamtet, jf. ovenfor i
afsnit 6.1.
De nærmere krav til foretagelsen af henholdsvis egentlige børnesagkyndige
undersøgelser og andre børnesagkyndige undersøgelser er beskrevet i afsnit
6.2. og 6.3.
Kan en undersøgelse ikke gennemføres i overensstemmelse med de krav, der er
fastlagt for den konkrete undersøgelse, skal undersøgeren straks kontakte
statsamtet.
Fører en konkret vurdering herefter til, at gennemførelse af undersøgelsen i
overensstemmelse med kravene vil være i strid med barnets tarv, f.eks. hvis
barnet nægter at blive observeret sammen med samværsberettigede, må
statsamtet i samarbejde med den børnesagkyndige tage stilling til
undersøgelsens videre forløb. Den børnesagkyndige bør dog, hvis situationen
er som i eksemplet, foretage en vurdering af årsagen til barnets modvilje.
Finder den børnesagkyndige det fagligt forsvarligt at udfærdige en
erklæring, vurdering m.v., selv om det ikke har været muligt at gennemføre
undersøgelsen i overensstemmelse med de stillede krav, bør manglerne ved
undersøgelsen fremgå heraf sammen med grunden til, at det alligevel er
fundet forsvarligt at udfærdige erklæringen, vurderingen m.v.
I sådanne situationer er det særdeles vigtigt, at statsamtet ved afgørelsen
er opmærksom på eventuelle begrænsninger i erklæringen, vurderingen m.v., og
at statsamtet tillægger erklæringen, vurderingen m.v. betydning i
overensstemmelse hermed.
Mangler ved undersøgelsen, der skyldes, at en af forældrene eller barnet
ikke har villet deltage i undersøgelsen, er gennemgået nedenfor i afsnit
6.1.6.
6.1.3. Hvilke krav kan/bør stilles til udformningen og indholdet af en
børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. ?
Ligesom der kan stilles krav til foretagelsen af børnesagkyndige
undersøgelser, kan der stilles krav til indholdet af den efterfølgende
erklæring, vurdering m.v.
For så vidt angår erklæringer udarbejdede Dansk Psykolog Forening i 1993 -
revideret i januar 1996 - nogle vejledende retningslinjer for
børnesagkyndige undersøgelser og erklæringer. Disse retningslinjer tager som
udgangspunkt sigte på forældremyndighedssager, men det er foreningens
opfattelse, at retningslinjerne også kan følges i samværssager.
Ifølge disse vejledende retningslinjer bør erklæringen udformes med en klar
skelnen mellem oplysninger/iagttagelser og vurderinger.
Erklæringen bør indeholde oplysninger om: opgavens art (tema),
undersøgelsens tilrettelæggelse og forløb samt indhentede udtalelser,
beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende situation og barnets kontakt
med hver af dem, forældrenes oplysninger om dem selv, om
ægteskabet/samlivet, om deres nuværende samlivs-, bo-lig-, arbejdsforhold
m.m., forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed og deres
forståelse for dets specielle psyke, beskrivelse af observationerne af
barnet samt af samspillet mellem barnet og forældrene, vurdering af
forældrenes egnethed som opdragere af barnet og en vurdering af deres
holdning til samværet og samarbejdet herom samt en vurdering af barnets
tilknytning til hver af forældrene og til eventuelle søskende.
Endeligt bør erklæringen indeholde en sammenfattende vurdering, der bl.a.
omfatter en psykologfaglig belysning af sagen og bemærkninger om, hvad der
skønnes at være bedst for barnet.
For så vidt angår barnets udtalelser oplyser Psykologforeningen, at disse
som udgangspunkt ikke bør gengives ordret, men i det omfang det er muligt
generaliseres.
Civilretsdirektoratet finder, at Psykologforeningens retningslinjer
indeholder en fyldestgørende redegørelse for de oplysninger og vurderinger,
som en børnesagkyndig erklæring til brug for en samværssag bør indeholde.
Erklæringens indhold kan begrænses i forhold til Psykologforeningens
retningslinjer, i det omfang undersøgelsen er indskrænket i forhold til en
egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Ovenstående principper for udarbejdelse af børnesagkyndige erklæringer
gælder tilsvarende for vurderinger m.v. med de modifikationer, som naturligt
følger af, at disse undersøgelser f.eks. kan være begrænset til alene at
vedrøre en af forældrene eller barnet.
6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse
6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen
En børnesagkyndig undersøgelse iværksættes som udgangspunkt ikke uden
samtykke.
Statsamtet skal i forbindelse med indhentelse af samtykket vejlede om, hvad
der samtykkes til. Statsamtet bør først og fremmest orientere om årsagen
til, at det er nødvendigt at foretage undersøgelsen. Statsamtet bør samtidig
vejlede om, hvilken vægt en børnesagkyndig undersøgelse normalt tillægges,
ligesom statsamtet om fornødent skal vejlede forældrene om muligheden for at
få fastsat midlertidigt samvær, mens undersøgelsen foregår. Om nødvendigt
skal statsamtet orientere om, hvilke konsekvenser det kan have, at
forældrene og/eller barnet ikke medvirker, jf. afsnit 6.1.6.
Eventuelle problemer med hensyn til forældrenes og barnets medvirken - især
observation af samspillet mellem barnet og den samværssøgende - bør således
afklares på et så tidligt stadie af sagen som muligt.
Forældrene skal gøres bekendt med temaet for undersøgelsen, inden den
iværksættes, jf. afsnit 6.1.
Den børnesagkyndige skal på det første møde orientere om tilrettelæggelsen
og omfanget af undersøgelsen, ligesom den børnesagkyndige skal orientere om
tidsperspektivet for undersøgelsen.
I det omfang barnet har den fornødne alder og modenhed, bør den
børnesagkyndige tillige sikre, at barnet er orienteret om undersøgelsens
formål m.v.
Beslutninger om at foretage eller nægte at iværksætte børnesagkyndige
undersøgelser er procesledende. Der er derfor ikke selvstændig klageadgang
over sådanne beslutninger, jf. SKH 1988, pkt. D.1.
6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt
Ved de mere omfattende undersøgelser bør den børnesagkyndige - i det omfang
det skønnes nødvendigt og er praktisk muligt - gennemgå erklæringen med
forældrene, sådan at de har mulighed for at efterkontrollere f.eks. alle
faktiske forhold.
Selvom undersøgeren har gennemgået erklæringen med forældrene, bør
statsamtet alligevel inden afgørelsen give dem mulighed for at fremkomme med
afsluttende bemærkninger til såvel erklæringen som hele sagen.
Ved andre erklæringer, vurderinger m.v. er det tilstrækkeligt, at forældrene
partshøres herover i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.
Der vil kun undtagelsesvis være adgang til at undtage oplysninger i
erklæringen, vurderingen m.v. fra partshøring/aktindsigt, jf. afsnit 10.
6.1.4.3. Klagevejledning
Hvis forældrene udtrykker utilfredshed med en børnesagkyndig undersøgelse,
skal de vejledes om, hvilke klagemuligheder de har. Klagevejledningen kan
gives af den børnesagkyndige eller af statsamtet.
Det er op til statsamtet at beslutte, hvilken betydning en klage over en
børnesagkyndig undersøgelse skal have for den fortsatte behandling af
samværssagen. Det skal dog understreges, at en sådan klage ikke automatisk
har opsættende virkning.
Om klagemulighederne henvises til bilag 1.
6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v.
tillægges ?
En myndighed er ikke retligt forpligtet til at følge indstillinger i
psykologerklæringer, vurderinger m.v., da det beror på myndighedens konkrete
skøn, i hvilket omfang en sådan erklæring, vurdering m.v. skal indgå i
sagen, og i hvilket omfang der også skal tages hensyn til forhold af mere
social og juridisk karakter. Hvilken vægt, der skal lægges på en
børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v., beror således på statsamtets skøn,
hvor hensynet til barnets bedste er det afgørende moment.
Statsamtet skal i den forbindelse påse, at erklæringen, vurderingen m.v. er
udfærdiget på en hensigtsmæssig og faglig forsvarlig måde, således at det
klart fremgår, hvad der er beskrivende, tolkende og vurderende, ligesom der
ikke skal kunne rejses tvivl om grundlaget for erklæringen, vurderingen m.v.
og dens konklusioner.
Er der uafklarede forhold ved erklæringen, vurderingen m.v., eller finder
statsamtet, at det er påkrævet at indhente yderligere oplysninger for at
have et forsvarligt grundlag at afgøre sagen på, kan statsamtet stille
supplerende spørgsmål til den børnesagkyndige, mundtligt eller skriftligt.
Besvares de supplerende spørgsmål mundtligt, skal statsamtet udfærdige et §
6-notat om samtalen. I helt særlige tilfælde kan statsamtet også anmode den
børnesagkyndige om at foretage yderligere undersøgelser.
Det skal i den forbindelse understreges, at kravene til klarheden af
erklæringen, vurderingen m.v. er større, jo mere indgribende afgørelsen er.
Såfremt formalia til undersøgelsen eller erklæringen, vurderingen m.v. er
tilsidesat, har dette alene betydning for, hvilken vægt erklæringen,
vurderingen m.v. kan tillægges, hvis tilsidesættelsen må antages at have
haft indflydelse på det materielle indhold af erklæringen, vurderingen m.v.
6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse
En børnesagkyndig undersøgelse forudsætter, at forældrene og barnet deltager
i det omfang, undersøgeren finder det nødvendigt.
Hvis en af forældrene eller barnet ikke vil deltage eller afbryder sin
deltagelse i undersøgelsen, afhænger det først og fremmest af hensynet til
barnet, hvilken betydning dette skal have. Er der ikke modstående hensyn til
barnet, vil statsamtet bl.a. have følgende reaktionsmuligheder:
a.. Der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
b.. Den manglende medvirken tillægges processuel skadevirkning, fordi en
af forældrene hindrer oplysningen af sagen.
c.. Erklæringen, vurderingen m.v. udarbejdes på det foreliggende
grundlag. I så fald kan mangler ved erklæringen, vurderingen m.v., som
skyldes den manglende medvirken, fortolkes til ugunst for den af forældrene,
der har afvist at deltage i undersøgelsen.
d.. Fastsættelse af overvåget samvær til brug for undersøgerens
observation af barnets samspil med den samværsberettigede. Der er ikke
hjemmel til at gennemtvinge, at undersøgeren taler med barnet eller
foretager en observation af barnet.
Hvilken reaktion, den manglende deltagelse skal medføre, afhænger af, hvilke
foranstaltninger statsamtet finder nødvendige for at tilvejebringe et
forsvarligt afgørelsesgrundlag.
I retspraksis er forældrenes manglende medvirken til en børnesagkyndig
undersøgelse i nogle tilfælde blevet vurderet som tegn på manglende
forældreevne.
Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1.2. skal undersøgeren straks kontakte
statsamtet for at få oplyst, hvordan undersøgeren skal forholde sig, hvis en
af forældrene eller barnet afbryder deltagelsen i undersøgelsen. Statsamtet
vil herefter - typisk i samarbejde med undersøgeren - træffe beslutning om
sagens videre forløb, herunder f.eks. om undersøgelsen skal gøres færdig
uden den ene forælders eller barnets deltagelse, eller om statsamtet vil
forsøge at få forælderen eller barnet til at deltage ved at orientere ham
eller hende yderligere om retsvirkningerne af den manglende deltagelse. Det
er således statsamtet, der beslutter, hvordan undersøgelsen skal afsluttes.
Til brug for denne beslutning kan statsamtet indhente en udtalelse om sagen
fra undersøgeren.
Er det ikke muligt at færdiggøre undersøgelsen uden medvirken af begge
forældre og barnet, beror det på den børnesagkyndiges vurdering, om det på
baggrund af de allerede foretagne undersøgelser er muligt at udfærdige en
foreløbig eller midlertidig erklæring, vurdering m.v. Er der grundlag
herfor, skal erklæringen, vurderingen m.v. indeholde oplysninger om
undersøgelsens mangler. Hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. herefter
skal tillægges, beror på statsamtets skøn, jf. afsnit 6.1.5.
6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser
Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1. er en egentlig børnesagkyndig undersøgelse
en undersøgelse, der foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en
observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og barnet.
I Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer fremhæves det, at målet
for undersøgelsen er at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i
fremtiden, og at det er barnets forhold i relation til forældre, søskende og
øvrige netværk, der skal undersøges.
Ifølge Psykologforeningen bør en egentlig børnesagkyndig undersøgelse som
udgangspunkt altid om
|