---

(Da jeg ikke rigtigt kan blive enig med mig selv om hvor denne post
hører hjemme tillader jeg mig at poste til både dk.familie.barn og
dk.videnskab.psykologi. Hvis nogen kender andre steder hvor jeg kan
henvende mig for gode råd hører jeg gerne nærmere.)

Sofie er en dejlig pige på 8 år der går i anden klasse i en
almindelig folkeskoleklasse. Hun har altid været usædvanligt genert
og indesluttet men virker ellers som en frisk, velbegavet og
omsorgsfuld pige. Som et eksempel på graden af hendes tilbageholdenhed
kan nævnes at selv nære familiemedlemmer (onkler, tanter,
bedsteforældre etc.) ikke kunne opnå en egentlig kontakt med hende
før hun var 4-5 år. Jeg selv er kommet i familiens hus flere gange om
måneden, er selv far til en jævnaldrende datter og fungerer generelt
ret godt med børn, men var ikke i stand til at vride et ord ud af
hende før en dag lige inden hun fyldte 5. Siden den dag - hvor hun
åbenbart valgte at acceptere mig - har hun talt utvunget med mig -
ja kæften har sgu nærmest ikke stået stille siden :). Min
jævnaldrende datter har altid kunnet lege fint og ligeværdigt med
Sofie.


I skolen fungerer Sofie imidlertid meget dårligt: Hun lever hvad jeg
opfatter som en skyggetilværelse, hvor hun gør sig så usynlig som
muligt i de fleste sammenhænge. Hun foretrækker f. eks. at holde sig
for sig selv i frikvartererne og indgår yderst sjældent i lege med
sine klassekammerater. Hun virker tilsyneladende glad nok for bare at
passe sig selv og har fortalt mig at hun leger med sine "usynlige
venner" Karen Ditte og Tove i stedet. I klassen vil hun ikke læse
højt, svare på spørgsmål fra lærerne - end ikke reagere når der
føres protokol - og magter tilsyneladende ikke at deltage i
undervisningen på lige fod med sine klassekammerater. I
gymnastiktimerne deltager hun ikke i aktiviteterne og det er nået
dertil at hun (med lærerens accept) ikke længere får gymnastiktøj
med. (I mine øjne en total falliterklæring både fra forældrenes og
skolens side).

Jeg føler slet ikke at Skolen har taget disse problemer alvorligt og
tilbudt at hjælpe familien og den stakkels pige. For halvandet år
siden fik jeg forældrene til at tage en snak med Sofies lærere og der
blev afholdt et møde med deltagelse af en psykolog fra kommunens PPR
(Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Denne psykolog gav Sofie
diagnosen "elektiv mutisme" uden at have observeret hende på noget
tidspunkt, og anbefalede at man undlod at presse barnet, i forventning
om at problemet ville løse sig selv. Han lovede dog at ville "holde
øje" med Sofies udvikling. Der er imidlertid intet sket (hun er
stadig ikke blevet observeret og Sofies tilstand er uforandret) og
familien bad derfor om et nyt møde for nylig. Her vedtog man at
fortsætte som hidtil og at se tiden an! Forældrenes ønske om at
Sofie blev observeret i klassesammenhæng, blev afvist med det argument
at det kunne skade hende at hun skulle opleve at der blev sat
yderligere fokus på hende.

Som jeg forstår det, forbindes diagnosen "elektiv mutisme" oftest
med en eller anden form for (tidligt) omsorgssvigt i familien. Jeg
mener imidlertid ikke at Sofie på nogen måde har været udsat for
noget sådant. Sofie har dog - for mig at se - meget svært ved at
håndtere omsorg. Hun har tydeligvist ikke fået lært hvordan man
opnår positiv opmærksomhed på en hensigtsmæssig måde og er meget
følsom over for "ikke at blive lagt mærke til". I situationer
hvor hun kommer galt af sted (slår sig el. lign.) har hun tendens til
at blive indesluttet og afvisende over for trøst og hjælp. Jeg er
ikke ekspert på området men for mig at se, lider Sofie af en eller
anden emotionel forstyrrelse og social angst.

Jeg har nu opfordret min søster til at bede om et møde med skolens
leder og hun har så spurgt om jeg ikke vil tage med. Det gør jeg
naturligvis gerne men vil lige høre her i gruppen om jeg ikke kan få
et par gode råd til hvad vi egentlig skal bede om at der foretages i
sagen.

På forhånd tak

Kasper

---

kaspertroelsen@gmail.com wrote:
> [...]
>
> Som jeg forstår det, forbindes diagnosen "elektiv mutisme" oftest
> med en eller anden form for (tidligt) omsorgssvigt i familien. Jeg
> mener imidlertid ikke at Sofie på nogen måde har været udsat for
> noget sådant. Sofie har dog - for mig at se - meget svært ved at
> håndtere omsorg. Hun har tydeligvist ikke fået lært hvordan man
> opnår positiv opmærksomhed på en hensigtsmæssig måde og er meget
> følsom over for "ikke at blive lagt mærke til". I situationer
> hvor hun kommer galt af sted (slår sig el. lign.) har hun tendens til
> at blive indesluttet og afvisende over for trøst og hjælp. Jeg er
> ikke ekspert på området men for mig at se, lider Sofie af en eller
> anden emotionel forstyrrelse og social angst.
>
> Jeg har nu opfordret min søster til at bede om et møde med skolens
> leder og hun har så spurgt om jeg ikke vil tage med. Det gør jeg
> naturligvis gerne men vil lige høre her i gruppen om jeg ikke kan få
> et par gode råd til hvad vi egentlig skal bede om at der foretages i
> sagen.

Nu er jeg ikke psykolog (jeg så dit indlæg i dk.familie.barn), men jeg
kan da se nogle meget destruktive mønstre i hendes adfærd, som kan give
mange problemer fremover. Jeg synes det lyder så alvorligt, at I ikke
skal regne med at det er tilstrækkeligt at få hjælp af skolen. Det er
fint at I inddraget den, for at lærerne kan medvirke til at løse
problemet, men det lyder også som om at hun ville have godt af en eller
anden form for samtaleterapi.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

---

Michael Zedeler wrote:

> Jeg synes det lyder så alvorligt, at I ikke
> skal regne med at det er tilstrækkeligt at få hjælp af skolen. Det er
> fint at I inddraget den, for at lærerne kan medvirke til at løse
> problemet, men det lyder også som om at hun ville have godt af en eller
> anden form for samtaleterapi.

Samtaleterapi, hmm, med hvem?
Dem hun vil/kan/tør tale med, har ikke den fornødne faglige viden, det er jo
derfor Kasper spørger til råds her.
Dem med den faglige viden, har jeg meget svært ved at forstille mig, også
har muligheden for at trænge ind til Sofie.

Jeg har ikke mulighed for at sige hvordan hun oplever det idag, men der
kommer måske (jeg tror på det) en dag, hvor hun selv kan se hvordan det er
hun er, og tro mig, det er ikke en sjov dag,,,

Når hun ikke taler med de andre børn, så bliver hun meget let et
mobbeoffere, hvilket forvære tilstanden, og der er stor risiko for at hun
lukker sig mere inde i sigselv, og til sidst, så er der ikke mange der vil
tale med hende.

Kasper, inden hun begyndte at tale til dig, var der da forskæld på hvordan
hun accepterte din tilstædeværelse, alt efter om hendes forældre, eller
andre hun følte sig tryk ved, var til stede?

Er der forskæld på hvordan hun regere, hvis der kommer en ny, og ukendt,
person i hendes nærhed, alt efter hvor stor en del af forsamlingen hun
kender, og føler sig tryk ved?

Er der forskæld på hvordan hun regere overfor ukendte, alt efter om de taler
til hende, eller de forventer at hun skal starte med at tale til dem?


Til sidst, vil jeg lige pointere at jeg ikke er psykolog, eller ligende, men
kun har min egen livs erfaring at gøre godt med.

--
Med venlig hilsen
Ivar Madsen
--------------------------------------------------------------------------------

---

Ivar Madsen wrote:
> Michael Zedeler wrote:
>
>>Jeg synes det lyder så alvorligt, at I ikke
>>skal regne med at det er tilstrækkeligt at få hjælp af skolen. Det er
>>fint at I inddraget den, for at lærerne kan medvirke til at løse
>>problemet, men det lyder også som om at hun ville have godt af en eller
>>anden form for samtaleterapi.
>
> Samtaleterapi, hmm, med hvem?
> Dem hun vil/kan/tør tale med, har ikke den fornødne faglige viden, det er jo
> derfor Kasper spørger til råds her.
> Dem med den faglige viden, har jeg meget svært ved at forstille mig, også
> har muligheden for at trænge ind til Sofie.

Efter at have læst de øvrigt indlæg, tror jeg også at det bedste er at
få diagnosticeret problemet først. Hvis hun har aspergers syndrom eller
måske endda autisme, er det vigtigt at vide først.

> Jeg har ikke mulighed for at sige hvordan hun oplever det idag, men der
> kommer måske (jeg tror på det) en dag, hvor hun selv kan se hvordan det er
> hun er, og tro mig, det er ikke en sjov dag,,,
>
> Når hun ikke taler med de andre børn, så bliver hun meget let et
> mobbeoffere, hvilket forvære tilstanden, og der er stor risiko for at hun
> lukker sig mere inde i sigselv, og til sidst, så er der ikke mange der vil
> tale med hende.

Som jeg skrev ovenfor er det vigtigt at vide hvad årsage er, før man kan
gøre noget ved det. Din måde at udlægge det ovenfor, passer godt på en
pige som har problemer med selvtilliden og kan hjælpes af terapi. Hvis
hun er autist, er det tvivlsomt om hun har mulighed for at reflektere
over hvordan hun er som person på den måde, du skriver.

Så jeg slutter altså op om de forslag der har været mhp. at få hende til
en psykiater, der kan undersøge om der er nogle kliniske diagnoser at
stille.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

---

On Wed, 26 Apr 2006 21:11:13 +0200, Ivar Madsen
<spam.news.cc@milli.dk> wrote:


>Når hun ikke taler med de andre børn, så bliver hun meget let et
>mobbeoffere, hvilket forvære tilstanden, og der er stor risiko for at hun
>lukker sig mere inde i sigselv, og til sidst, så er der ikke mange der vil
>tale med hende.

Sofie bliver gudskelov ikke mobbet af de andre børn. De er nærmest
ligeglade med hende. En dag afleverede jeg hende i skolen og kunne
konstatere at klassekammeraterne hilste pænt på hinanden men ikke
henvendte sig til hende, selvfølgelig fordi de ved at de ikke får
nogen reaktion.

>
>Kasper, inden hun begyndte at tale til dig, var der da forskæld på hvordan
>hun accepterte din tilstædeværelse, alt efter om hendes forældre, eller
>andre hun følte sig tryk ved, var til stede?

Ja hun var tydeligvist mere indesluttet når forældrene ikke var til
stede. Hvorfor?
>
>Er der forskæld på hvordan hun regere, hvis der kommer en ny, og ukendt,
>person i hendes nærhed, alt efter hvor stor en del af forsamlingen hun
>kender, og føler sig tryk ved?

Hmm nej det synes jeg egentlig ikke

>
>Er der forskæld på hvordan hun regere overfor ukendte, alt efter om de taler
>til hende, eller de forventer at hun skal starte med at tale til dem?

Hun undgår systematisk kontakt med alle hun ikke kender


>Til sidst, vil jeg lige pointere at jeg ikke er psykolog, eller ligende, men
>kun har min egen livs erfaring at gøre godt med.

Tak for dit svar

Kasper

---

Kasper wrote:


>>Når hun ikke taler med de andre børn, så bliver hun meget let et
>>mobbeoffere, hvilket forvære tilstanden, og der er stor risiko for at hun
>>lukker sig mere inde i sigselv, og til sidst, så er der ikke mange der vil
>>tale med hende.
> Sofie bliver gudskelov ikke mobbet af de andre børn. De er nærmest
> ligeglade med hende. En dag afleverede jeg hende i skolen og kunne
> konstatere at klassekammeraterne hilste pænt på hinanden men ikke
> henvendte sig til hende, selvfølgelig fordi de ved at de ikke får
> nogen reaktion.

De mobber måske direkte, men det er medvirkende til at hun ikke lære hvordan
hun skal omgås andre mensker.
Der kommer en dag, hvor hun bliver ældre, og gerne vil have kontakt med
andre, og er nødsaget til det, både i forbindelse med uddannelse, og
arbejde. Og har hun ikke lært som barn hvordan hun skal omgås andre
mensker, så bliver hun let udsat for mobning, og i det hele taget får det
svært.

>>Kasper, inden hun begyndte at tale til dig, var der da forskæld på hvordan
>>hun accepterte din tilstædeværelse, alt efter om hendes forældre, eller
>>andre hun følte sig tryk ved, var til stede?
> Ja hun var tydeligvist mere indesluttet når forældrene ikke var til
> stede. Hvorfor?

Det er præcis sådan jeg har haft det så langt tilbage i barndommen jeg kan
huske. (og stadig har) Jeg husker f.eks. en dag vores nabo var inde til
kaffe, og han bemærkede, at her kunne jeg godt tale med ham, men ikke ude i
den store verden, hvor jeg var alene med ham.

For 2-3 år siden, var der en ny og næsten ny kolega der stod og snarkede,
jeg hørte ikke hvad den nye sagde, men den anden svarde "Du skal bare tale
til ham, det gør jeg" De ord fik mig til at begynde at tænke på hvorfor jeg
har det som jeg har det, og hvorfor andre er mod mig, som de er.



--
Med venlig hilsen
Ivar Madsen
--------------------------------------------------------------------------------

---

Tak for dit svar

Du har sikkert ret. Jeg fik egentlig også selv den tanke, da jeg skrev
indlægget, at Sofies problemer er mere omfattende end end jeg egentlig
normalt ser dem. Hendes mutisme er (indtil nu) hovedsageligt et problem
i skolesammenhæng og derfor har jeg følt at det har været
nærliggende at inddrage skolen i vores bestræbelser på at hjælpe
barnet. Det er sikkert rigtigt at familien har brug for mere hjælp end
hvad skolen kan tilbyde, men hvad gør man herfra i en situation som
denne?

---

<kaspertroelsen@gmail.com> skrev i en meddelelse

> Det er sikkert rigtigt at familien har brug for mere hjælp end
> hvad skolen kan tilbyde, men hvad gør man herfra i en situation som
> denne?

Henvender sig til kommunens socialforvaltning, der har mulighed for at
henvise til mere dybdegående undersøgelser.

Hilsen Inger

---

<kaspertroelsen@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:1145920142.385134.30710@y43g2000cwc.googlegroups.com...
Tak for dit svar

Du har sikkert ret. Jeg fik egentlig også selv den tanke, da jeg skrev
indlægget, at Sofies problemer er mere omfattende end end jeg egentlig
normalt ser dem. Hendes mutisme er (indtil nu) hovedsageligt et problem
i skolesammenhæng og derfor har jeg følt at det har været
nærliggende at inddrage skolen i vores bestræbelser på at hjælpe
barnet. Det er sikkert rigtigt at familien har brug for mere hjælp end
hvad skolen kan tilbyde, men hvad gør man herfra i en situation som
denne?

Svar: går til egen læge, der straks skriver en henvisning til
Børnepsykologisk afdeling på nærmeste sygehus.

Mvh.Bodil.

---

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@FJERNDETTEtdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:444fbe9e$0$932$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> <kaspertroelsen@gmail.com> skrev i en meddelelse
> news:1145920142.385134.30710@y43g2000cwc.googlegroups.com...
> Tak for dit svar
>
> Du har sikkert ret. Jeg fik egentlig også selv den tanke, da jeg skrev
> indlægget, at Sofies problemer er mere omfattende end end jeg egentlig
> normalt ser dem. Hendes mutisme er (indtil nu) hovedsageligt et problem
> i skolesammenhæng og derfor har jeg følt at det har været
> nærliggende at inddrage skolen i vores bestræbelser på at hjælpe
> barnet. Det er sikkert rigtigt at familien har brug for mere hjælp end
> hvad skolen kan tilbyde, men hvad gør man herfra i en situation som
> denne?

Hov hov. Er hun sådan for alvor diagnostiseret med denne lidelse, eller er
det et ord forældrene har fået bare for at have noget at sætte på pigens
problem?

Skal understrege, at jeg bestemt ikke er psykolog, men syntes blot det var
påfaldende, at bruge dette udtryk som om man er helt sikker på denne
diagnose.

Som lægmand vil jeg mene, at man sagtens kan snakke med (altså ikke tale
til) pigen og se, om det er muligt at få hende til at løsne lidt mere op i
hverdagen.

Mvh. brian

---

On Wed, 26 Apr 2006 23:32:01 +0200, "Brian Olesen"
<ingen-mail-tak@kein-post.dk> wrote:

>Hov hov. Er hun sådan for alvor diagnostiseret med denne lidelse, eller er
>det et ord forældrene har fået bare for at have noget at sætte på pigens
>problem?

Sofie har ikke fået diagnosen elektiv mutisme som sådan da hun ikke er
udredt af en børnepsykiater. Det er psykologen fra kommunens PPR der
har givet forædrene denne vurdering


>Som lægmand vil jeg mene, at man sagtens kan snakke med (altså ikke tale
>til) pigen og se, om det er muligt at få hende til at løsne lidt mere op i
>hverdagen.
>
>Mvh. brian

Det har alle implicerede parter naturligvis forsøgt men det er ikke
muligt at nå igennem til hende.

Tak for dit svar

Kasper

---

"Brian Olesen" <ingen-mail-tak@kein-post.dk> skrev i en meddelelse
news:444fe6d3$0$38709$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgc@FJERNDETTEtdcadsl.dk> skrev i en
> meddelelse news:444fbe9e$0$932$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>>
>> <kaspertroelsen@gmail.com> skrev i en meddelelse
>> news:1145920142.385134.30710@y43g2000cwc.googlegroups.com...
>> Tak for dit svar
>>
>> Du har sikkert ret. Jeg fik egentlig også selv den tanke, da jeg skrev
>> indlægget, at Sofies problemer er mere omfattende end end jeg egentlig
>> normalt ser dem. Hendes mutisme er (indtil nu) hovedsageligt et problem
>> i skolesammenhæng og derfor har jeg følt at det har været
>> nærliggende at inddrage skolen i vores bestræbelser på at hjælpe
>> barnet. Det er sikkert rigtigt at familien har brug for mere hjælp end
>> hvad skolen kan tilbyde, men hvad gør man herfra i en situation som
>> denne?
>
> Hov hov. Er hun sådan for alvor diagnostiseret med denne lidelse, eller er
> det et ord forældrene har fået bare for at have noget at sætte på pigens
> problem?

Læs venligst mit svar ordenligt, jeg beder dem kun om
at tage til lægen, som kan henvise dem til Børnepsykiatrisk afdeling.
Resten er ikke mit ---

Mvh.Bodil.

---

Hej


> Læs venligst mit svar ordenligt, jeg beder dem kun om
> at tage til lægen, som kan henvise dem til Børnepsykiatrisk afdeling.
> Resten er ikke mit ---
>
> Mvh.Bodil.
>
Ok. Ja for mange higer efter nogle ord at sætte på en lidelse, men det er
fagfolkene der skulle være bedst i stand til at vurdere det vil jeg mene.
Det med lægen synes jeg også er en fin ide.

Mvh. Brian

---

Hmm det lyder svært.

Umiddelbart da jeg startede med at læse indlægget tænkte jeg en mild form
for autisme.
Men da vidste jeg heller ikke der fandtes noget der hed elektiv mutisme
Læste lige lidt om elektiv mutisme og kunne se det åbenbart slet ikke er så
ualmindeligt. Alfa og omega så ud til at være at respektere barnets tavshed
og ikke presse. Men tolke barnets signaler og sætte ord på. Feks jeg kan se
du er glad i dag osv osv.

Jeg ville kontakte kommunene og evt læge for at få noget yderligere hjælp og
evt undersøgelser.

LN

---

kaspertroelsen@gmail.com skrev:

> Sofie er en dejlig pige på 8 år der går i anden klasse i en
> almindelig folkeskoleklasse. [...]
>
> Jeg har nu opfordret min søster til at bede om et møde med skolens
> leder og hun har så spurgt om jeg ikke vil tage med. Det gør jeg
> naturligvis gerne men vil lige høre her i gruppen om jeg ikke kan få
> et par gode råd til hvad vi egentlig skal bede om at der foretages i
> sagen.

Som tidligere PPR-psykolog vil jeg sige, at det er helt tydeligt at
situationen her ikke er holdbar, dels fordi symptombilledet er markant
hele vejen rundt, dels fordi skolen tilsyneladende gradvist har udvidet
deres opfattelse af normalitet så langt, at Sofie er der på en implicit
særordning.

Taget i betragtning, at dette reelt er et længere forløb - fra før
skolestarten - bør hun udredes ordentligt ASAP. Det kan i første omgang
være en undersøgelse via PPR. Med undersøgelse mener jeg observation og
tests, ikke blot konsultation som I har fået tidligere. (I kan eventuelt
lægge pres på via Jeres socialrådgiver.) Udfaldet af denne undersøgelse
kan så afgøre om hun bør undersøges i børnepsykiatrisk regí.

Da børnepsykiatriske undersøgelser foregår i det lægelige system, skal
man henvises via egen læge. Derfor vil jeg anbefale at I parallelt med
at I snakker med skolen også kontakter Jeres læge og orienterer
ham/hende om situationen - med henblik på at overveje/få en henvisning.

Bemærk, at en PPR-psykolog ikke kan diagnostisere og derfor står
"elektiv mutisme" kun som et bud. For at få diagnosen "elektiv mutisme"
skal "stumheden" kun optræde i særligt afgrænsede situationer, mens der
skal være normal brug af tale i andre situationer - er det sådan I
oplever det? (Umiddelbart ville jeg nok snarere tænke i retning af
"asperger".)

Kim

---

On Tue, 25 Apr 2006 10:27:59 +0200, Kim Bach Petersen <no@spam.dk>
wrote:

>Som tidligere PPR-psykolog vil jeg sige, at det er helt tydeligt at
>situationen her ikke er holdbar, dels fordi symptombilledet er markant
>hele vejen rundt, dels fordi skolen tilsyneladende gradvist har udvidet
>deres opfattelse af normalitet så langt, at Sofie er der på en implicit
>særordning.

Tak! Jeg er helt enig og stiller mig komplet uforstående over for at
skolen ikke har vist vilje til at intervenere tidligere.

>Taget i betragtning, at dette reelt er et længere forløb - fra før
>skolestarten - bør hun udredes ordentligt ASAP. Det kan i første omgang
>være en undersøgelse via PPR. Med undersøgelse mener jeg observation og
>tests, ikke blot konsultation som I har fået tidligere. (I kan eventuelt
>lægge pres på via Jeres socialrådgiver.) Udfaldet af denne undersøgelse
>kan så afgøre om hun bør undersøges i børnepsykiatrisk regí.

Familien har ikke kontakt til en socialrådgiver. Der er tale om en
normal og relativt velfungerende kernefamilie. Hvor henvender man sig
for at få en samtale med en socialrådgiver?

>Da børnepsykiatriske undersøgelser foregår i det lægelige system, skal
>man henvises via egen læge. Derfor vil jeg anbefale at I parallelt med
>at I snakker med skolen også kontakter Jeres læge og orienterer
>ham/hende om situationen - med henblik på at overveje/få en henvisning.

Vil jeg bestræbe mig på at overbevise forældrene om - igen :)

>Bemærk, at en PPR-psykolog ikke kan diagnostisere og derfor står
>"elektiv mutisme" kun som et bud. For at få diagnosen "elektiv mutisme"
>skal "stumheden" kun optræde i særligt afgrænsede situationer, mens der
>skal være normal brug af tale i andre situationer - er det sådan I
>oplever det? (Umiddelbart ville jeg nok snarere tænke i retning af
>"asperger".)
>
>Kim

Jeg har selv overvejet om Sofie lider af en mild form for autisme.
Imidlertid synes jeg ikke umiddelbart hun lider af empatiforstyrrelse:
Som jeg skrev virker hun i mange sammenhænge fuldstændigt upåfaldende
- indgår uden problemer i meningsfulde legerelationer med jævnaldrende
børn, hun føler sig tryg ved, og udviser stor omsorg for mindre børn.
For mig at se svarer hun fint til diagnosen elektiv mutisme som den
defineres i icd-10.

---

Kasper skrev:

> Familien har ikke kontakt til en socialrådgiver. Der er tale om en
> normal og relativt velfungerende kernefamilie. Hvor henvender man sig
> for at få en samtale med en socialrådgiver?

Det er en fordom, at kommunen ikke hjælper almindelige familier: Hvis
man er bekymret om sit barns tvivsel, bør man kontakte sin
socialrådgiver for at undersøge mulighederne. Man henvender sig blot til
sin lokale socialforvaltning og bestiller tid.

Kim

---

"Kasper" < skrev i

> For mig at se svarer hun fint til diagnosen elektiv mutisme som den
> defineres i icd-10.

Jeg tænkte på, om du havde læst den lille oversigtsartikel i Ugeskrift for
Læger (2003). Det har du måske nok ... I modsat fald er den let at nå via
linket her:

http://www.ugeskriftet.dk/portal/page?_pageid=33,15381407&_dad=portal&_schema=PORTAL

Ellers har jeg desværre ikke noget at bidrage med - ud over at sige at jeg
bifalder din indsats.

Mvh. Sorgenfri

---

Kasper kalligraferede, i news:bhqr42d9hg3hu5posocepdud6q7bsfvs7m@4ax.com

> Tak! Jeg er helt enig og stiller mig komplet uforstående over for at
> skolen ikke har vist vilje til at intervenere tidligere.

Det er en tricky symptomatologi og man skal også være påpasselig med ikke at
overbehandle. Muligvis har forsigtigheden dog taget overhånd og
normalitetsbegrebets grænser er langsomt skredet måske for langt ud, som Kim
foreslår.

> For mig at se svarer hun fint til diagnosen elektiv mutisme som den
> defineres i icd-10.

Din beskrivelse her passer i hvert fald på en del punkter. Men der kan let
være tale om "mønstergenkendelse" (man ser det man leder efter).

Uanset om det er det ene eller det andet af de nævnte bud er det vigtigt at
få det undersøgt grundigt af hensyn til pigens muligheder og velbefindene.

David

---

On Wed, 26 Apr 2006 00:30:24 +0200, "David T. Metz"
<dtm@tdcadsl.invalid> wrote:

>Det er en tricky symptomatologi og man skal også være påpasselig med ikke at
>overbehandle. Muligvis har forsigtigheden dog taget overhånd og
>normalitetsbegrebets grænser er langsomt skredet måske for langt ud, som Kim
>foreslår.

Det er jeg ret sikker på er tilfældet her. Jeg fatter simpelthen ikke
at man accepterer at en pige igennem tre års skolegang, i den grad
melder sig ud af fællesskabet. Hun er vist nok fint med fagligt, men
der er altså også nogle sociale færdigheder der skal udvikles i et
skoleforløb.

Naturligvis skal man "være påpasselig med at overbehandle", især i et
tilfælde som dette hvor en udredning med psykologisk testning næppe
kan undgåes at få karakter af et (mindre) overgreb på barnet.
Imidlertid føler jeg at der må interveneres, inden Sofies selvbillede,
og sociale rolle, forankres som den "sære stille pige ingen gider have
noget med at gøre".
>
>> For mig at se svarer hun fint til diagnosen elektiv mutisme som den
>> defineres i icd-10.
>
>Din beskrivelse her passer i hvert fald på en del punkter. Men der kan let
>være tale om "mønstergenkendelse" (man ser det man leder efter).
>
>Uanset om det er det ene eller det andet af de nævnte bud er det vigtigt at
>få det undersøgt grundigt af hensyn til pigens muligheder og velbefindene.
>
>David

Min søster er parat til at tage en samtale med egen læge mhp. at blive
henvist til en børnepsykiater. I første omgang bare for en afklarende
samtale. Hun er bekymret (og den bekymring deler jeg) for at
udredningsarbejdet med Sofie vil være en enorm psykisk belastning.

Tak for dit svar

Kasper

---

Kasper wrote:

>
> Det er jeg ret sikker på er tilfældet her. Jeg fatter simpelthen ikke
> at man accepterer at en pige igennem tre års skolegang, i den grad
> melder sig ud af fællesskabet. Hun er vist nok fint med fagligt, men
> der er altså også nogle sociale færdigheder der skal udvikles i et
> skoleforløb.

Det er nok især fordi hun er med fagligt. Problemet er at den slags
"tilstande" nogle gange bare "går over", og så ville det være
uhensigtsmæssigt at gribe hurtigt ind, med den potentielle
sygeliggørelse og sociale stigmatisering til følge.

På den anden side fører strategien med at se tiden an til, at
omgivelserne vænner sig til tingenes tilstand og finder dem mindre
påfaldende end til at begynde med. Det kan være en svær balance.

> Imidlertid føler jeg at der må interveneres, inden Sofies selvbillede,
> og sociale rolle, forankres som den "sære stille pige ingen gider have
> noget med at gøre".

Ja, jo. Det er mere det med den manglende opøven af sociale færdigheder
der ville bekymre mig. Selvbilleder er mere påvirkelige - især hos børn.
Har selv en pap-kusine der fik diagnosen "elektiv mutisme". Hun blev
først "udredt" langt senere end din niece (omkring 13-års-alderen).
Hendes selvbillede er næppe et problem, men det er et sejt træk at opøve
sociale færdigheder.


> Min søster er parat til at tage en samtale med egen læge mhp. at blive
> henvist til en børnepsykiater. I første omgang bare for en afklarende
> samtale. Hun er bekymret (og den bekymring deler jeg) for at
> udredningsarbejdet med Sofie vil være en enorm psykisk belastning.

Det er en afvejning af forskellige belastninger, som i sagens natur er svær.

David

---

On Wed, 26 Apr 2006 23:58:03 +0200, "David T. Metz"
<dtm@tdcadsl.invalid> wrote:

>Kasper wrote:
>
>>
>> Det er jeg ret sikker på er tilfældet her. Jeg fatter simpelthen ikke
>> at man accepterer at en pige igennem tre års skolegang, i den grad
>> melder sig ud af fællesskabet. Hun er vist nok fint med fagligt, men
>> der er altså også nogle sociale færdigheder der skal udvikles i et
>> skoleforløb.
>
>Det er nok især fordi hun er med fagligt. Problemet er at den slags
>"tilstande" nogle gange bare "går over", og så ville det være
>uhensigtsmæssigt at gribe hurtigt ind, med den potentielle
>sygeliggørelse og sociale stigmatisering til følge.

Ja, det forhold at hun fagligt er velfungerende gør det selvfølgelig
mindre presserende for skolen at gøre noget. Man kunne jo også
forestille sig et fagligt velfungerende barn der var så uroligt at
undervisningen blev forstyrret.

Min pointe med at (forsøge at medvirke til) gribe ind nu er netop at
selvom "det går over" med tiden vil Sofie ikke have de sociale
færdigheder med i baggagen, et normalt skoleforløb gerne skulle munde
ud i. Hvis hun i tre, fem eller syv år ikke har noget socialt liv
overhovedet, ud over mere eller mindre tilfældige relationer til
enkelte børn i den nære familie, frygter jeg lidt at hun for
bestandigt vil have svært ved at fungere i sociale sammenhænge.

>
>På den anden side fører strategien med at se tiden an til, at
>omgivelserne vænner sig til tingenes tilstand og finder dem mindre
>påfaldende end til at begynde med. Det kan være en svær balance.
>
>> Imidlertid føler jeg at der må interveneres, inden Sofies selvbillede,
>> og sociale rolle, forankres som den "sære stille pige ingen gider have
>> noget med at gøre".
>
>Ja, jo. Det er mere det med den manglende opøven af sociale færdigheder
>der ville bekymre mig. Selvbilleder er mere påvirkelige - især hos børn.
> Har selv en pap-kusine der fik diagnosen "elektiv mutisme". Hun blev
>først "udredt" langt senere end din niece (omkring 13-års-alderen).
>Hendes selvbillede er næppe et problem, men det er et sejt træk at opøve
>sociale færdigheder.

Min jyske bondefornuft siger mig nu at tillærte (dysfunktionelle)
handlemønstre ofte, i en eller anden forstand, bunder i den enkeltes
selvforståelse.

>> Min søster er parat til at tage en samtale med egen læge mhp. at blive
>> henvist til en børnepsykiater. I første omgang bare for en afklarende
>> samtale. Hun er bekymret (og den bekymring deler jeg) for at
>> udredningsarbejdet med Sofie vil være en enorm psykisk belastning.
>
>Det er en afvejning af forskellige belastninger, som i sagens natur er svær.
>
>David

Ja Gu er det svært :)

Tak for dit svar

Kaspert

---

Kasper skrev:

> Min pointe med at (forsøge at medvirke til) gribe ind nu er netop at
> selvom "det går over" med tiden vil Sofie ikke have de sociale
> færdigheder med i baggagen, et normalt skoleforløb gerne skulle munde
> ud i.

Ja, jeg er helt enig.

> Hvis hun i tre, fem eller syv år ikke har noget socialt liv
> overhovedet, ud over mere eller mindre tilfældige relationer til
> enkelte børn i den nære familie, frygter jeg lidt at hun for
> bestandigt vil have svært ved at fungere i sociale sammenhænge.

Netop.


> Min jyske bondefornuft siger mig nu at tillærte (dysfunktionelle)
> handlemønstre ofte, i en eller anden forstand, bunder i den enkeltes
> selvforståelse.

Hønen eller ægget? Hvor kommer selvforståelsen fra, hvis ikke fra egne
"handlemønstre"?

David

---

Hej


>>> Min søster er parat til at tage en samtale med egen læge mhp. at blive
>>> henvist til en børnepsykiater. I første omgang bare for en afklarende
>>> samtale. Hun er bekymret (og den bekymring deler jeg) for at
>>> udredningsarbejdet med Sofie vil være en enorm psykisk belastning.

Hvorfor bekymre sig på forskud?
Bare se at komme i gang.

Mvh. Brian

---

Brian Olesen skrev:

> Hvorfor bekymre sig på forskud?

Så er det lettere at blive positivt overrasket?

David

---

"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
news:44521836$0$2101$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Brian Olesen skrev:
>
>> Hvorfor bekymre sig på forskud?
>
> Så er det lettere at blive positivt overrasket?
>
> David

Det kan du da sige. Men var det ikke bedre, at tænke positivt og forsøge
at agere herefter?
Hvis man forventer noget skrækkeligt vil ske, så er der gode chancer for at
det går i opfyldelse på et eller andet tidspunkt.

Mvh. Brian

---

Brian Olesen skrev:
> "David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
> news:44521836$0$2101$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>> Brian Olesen skrev:
>>
>>> Hvorfor bekymre sig på forskud?
>> Så er det lettere at blive positivt overrasket?

>
> Det kan du da sige. Men var det ikke bedre, at tænke positivt og forsøge
> at agere herefter?

Prøv følgende eksperiment: Lad være med at tænke på en lyserød elefant nu.

Lykkedes det?

Man vælger ikke sådan lige, hvad man tænker og ikke tænker.

Egentlig var mit svar til dig en lidt ironisk kommentar. Man kan ikke
bebrejde folk at bekymre sig på forskud - og i særdeleshed ikke når der
er noget relevant og væsentligt forbundet med bekymringen.

> Hvis man forventer noget skrækkeligt vil ske, så er der gode chancer for at
> det går i opfyldelse på et eller andet tidspunkt.

Ja, men forventninger ligger ikke direkte under "viljens" kontrol.

David

---

"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
news:4454da17$0$2088$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

> Prøv følgende eksperiment: Lad være med at tænke på en lyserød elefant nu.

Et paradoks er, at det er umuligt at tænke på, at man ikke må tænke på en
lyserød elefant, uden at tænke på en lyserød elefant.

> Egentlig var mit svar til dig en lidt ironisk kommentar. Man kan ikke
> bebrejde folk at bekymre sig på forskud - og i særdeleshed ikke når der er
> noget relevant og væsentligt forbundet med bekymringen.

I hvert fald er det næppe en god idé.

--
Med venlig hilsen
Børge

---

"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
news:4454da17$0$2088$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Brian Olesen skrev:
>> "David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
>> news:44521836$0$2101$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>>> Brian Olesen skrev:
>>>
>>>> Hvorfor bekymre sig på forskud?
>>> Så er det lettere at blive positivt overrasket?
>
>>
>> Det kan du da sige. Men var det ikke bedre, at tænke positivt og
>> forsøge at agere herefter?
>
> Prøv følgende eksperiment: Lad være med at tænke på en lyserød elefant nu.
>

Hvad skulle det være godt for?


> Lykkedes det?


Ja.

>
> Man vælger ikke sådan lige, hvad man tænker og ikke tænker.

Jo man kan sagtens styre sin tankeproces. Når nogle bekymrende tanker
trænger sig på kan man bevidst skifte dem ud med nogle, som har modsat
fortegn.

>
> Egentlig var mit svar til dig en lidt ironisk kommentar. Man kan ikke
> bebrejde folk at bekymre sig på forskud - og i særdeleshed ikke når der er
> noget relevant og væsentligt forbundet med bekymringen.

Hvis en sådan bekymring fører til, at man ender i stilstand fordi man ikke
tør søge en løsning på sit problem, så er bekymringens værdi ikke
proportional med problemets størrelse.

>
>> Hvis man forventer noget skrækkeligt vil ske, så er der gode chancer for
>> at det går i opfyldelse på et eller andet tidspunkt.
>
> Ja, men forventninger ligger ikke direkte under "viljens" kontrol.

Spændende Diskussion. Jeg ved ikke helt, om du har ret. Jeg synes altså godt
man kan sondre mellem en indgroet og dybfølt forventning og så en let
bekymring.

Mvh. Brian

---

Brian Olesen skrev:
> "David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> skrev i en meddelelse
> news:4454da17$0$2088$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

>> Prøv følgende eksperiment: Lad være med at tænke på en lyserød elefant nu.
>>
>
> Hvad skulle det være godt for?

Illustration af paradokset ved at opfordre nogen til at tænke positivt.

>> Lykkedes det?
>
> Ja.

I givet fald en dårlig illustration.

>> Man vælger ikke sådan lige, hvad man tænker og ikke tænker.
>
> Jo man kan sagtens styre sin tankeproces. Når nogle bekymrende tanker
> trænger sig på kan man bevidst skifte dem ud med nogle, som har modsat
> fortegn.

Hvis man er fortrolig med meditation/selvsuggestive teknikker kan man
godt. Jeg er ikke specielt bekendt med forskningen i langtidsvirkningen
af den type teknikker, men den generelle forskning i sammenhængen mellem
forskellige typer af "positiv tænkning" og teknikker til fremme af dem,
siger at de ikke har effekt på helbred (se fx Gretty Mirdal:
"Psykosomatik").

>> Egentlig var mit svar til dig en lidt ironisk kommentar. Man kan ikke
>> bebrejde folk at bekymre sig på forskud - og i særdeleshed ikke når der er
>> noget relevant og væsentligt forbundet med bekymringen.
>
> Hvis en sådan bekymring fører til, at man ender i stilstand fordi man ikke
> tør søge en løsning på sit problem, så er bekymringens værdi ikke
> proportional med problemets størrelse.

Helt fair betragtning. Min pointe i den forbindelse er blot at der er
andre veje (fx gode argumenter) til overvinde den slags. Nu var der i
det konkrete tilfælde ikke ansatser til passivitet, så derfor så jeg
mere dit retoriske spørgsmål og din opfordring som overflødige og
potentielt patroniserende.

>>> Hvis man forventer noget skrækkeligt vil ske, så er der gode chancer for
>>> at det går i opfyldelse på et eller andet tidspunkt.
>> Ja, men forventninger ligger ikke direkte under "viljens" kontrol.
>
> Spændende Diskussion. Jeg ved ikke helt, om du har ret. Jeg synes altså godt
> man kan sondre mellem en indgroet og dybfølt forventning og så en let
> bekymring.

Jep. Det er et grænseland, fx til angstproblemer der kan give sig udtryk
som generel undvigeadfærd (undgåelseslæring/avoidance learning), men så
er vi også ovre i en helt anden boldgade.

David

---

Kasper skrev:

> Min søster er parat til at tage en samtale med egen læge mhp. at blive
> henvist til en børnepsykiater. I første omgang bare for en afklarende
> samtale. Hun er bekymret (og den bekymring deler jeg) for at
> udredningsarbejdet med Sofie vil være en enorm psykisk belastning.

Erfaringsmæssigt vil jeg sige, at det er mest belastende for forældrene.

Langt de fleste børn faktisk synes det er spændende, interessant og sjov
at indgå i udredning med test m.m.: Barnet oplever at have en eller
flere voksnes fulde opmærksomhed i forhold til at løse sjove opgaver på
deres egne præmisser, i reglen er det en situation bør trives særdeles
godt med.

Slev har jeg ofte mødt forældre, lærere, pædagoger og andet godtfolk,
som bestemt mente, at et barn ville modsætte sig undersøgelse, fx fordi
jeg kom som fremmed og tilmed mand, men jeg har endnu til gode at opleve
et barn, som ikke deltager aktivt og interesseret efter ½-1 times
"optøning".

Det er lidt forskelligt, hvordan børnepsykiatrien arbejder, men en del
steder kører de med forvisitation kort efter henvisning, hvor de typisk
observerer barnet ½-1 dag i dets egne vante omgivelser for hurtigt at
danne sig indtryk af problemets omfang og akuthed. Herefter besluttes
det, hvad der skal iværksættes af videre undersøgelse og i meget oplagte
tilfælde foranstaltes der allerede hér.

Kim

---

Kim Bach Petersen wrote:

> (Umiddelbart ville jeg nok snarere tænke i retning af
> "asperger".)

Jeg kender heller ikke til elektiv mutisme, men ud fra beskrivelsen kom
jeg også til at tænke på børn, jeg har mødt, som har en diagnose af
asperger eller ADHD (den "stille" udgave, som typisk ses hos piger).

Men ekspert er jeg ikke, og jeg mener i lighed med Kim, at der helt
bestemt bør sættes ind hurtigst muligt.

---

On Tue, 25 Apr 2006 16:54:03 +0200, Holst <newsmar06@shelter.dk>
wrote:


>Jeg kender heller ikke til elektiv mutisme, men ud fra beskrivelsen kom
>jeg også til at tænke på børn, jeg har mødt, som har en diagnose af
>asperger eller ADHD (den "stille" udgave, som typisk ses hos piger).


Jeg tror altså ikke der er tale om asperger: For mig at se har Sofie
en veludviklet indlevelsesevne, og virker upåfaldende når hun er
sammen med folk hun føler sig tryg ved. Jeg synes heller ikke hun
virker opmærksomhedsforstyrret og er i hvert fald ikke let afledelig

Tak for dit svar

Kasper

---

<kaspertroelsen@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:1145917084.391938.162360@i39g2000cwa.googlegroups.com...
(Da jeg ikke rigtigt kan blive enig med mig selv om hvor denne post
hører hjemme tillader jeg mig at poste til både dk.familie.barn og
dk.videnskab.psykologi. Hvis nogen kender andre steder hvor jeg kan
henvende mig for gode råd hører jeg gerne nærmere.)..............

SVAR:
Mine tanker går i retning af Asperger / NLD eller lign. Jeg synes dog
overhovedet ikke at det er en sag for hverken PPR eller skole, men få pigens
læge til at henvise til en dygtig børnepsykiater. Derefter kan skole / PPR
drages ind i hvordan pigen skal behandles.

(Jeg går naturligvis ud fra at du er ovebevist om at pigen ikke på anden
måde lider overlast og er udsat for overgreb eller anden mishandling.)

mk

---

Dumt spm, men hvad er PPR en forkortelse af?

LN

---

Mus wrote:
> Dumt spm, men hvad er PPR en forkortelse af?
>
> LN

Ikke for at være spydig, men prøv at læse startindlægget lidt nærmere


Mvh
Marianne

---

"Marianne Feddersen" <marianne@feddersen.dk> skrev i en meddelelse
news:444e5682$0$47093$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Mus wrote:
> > Dumt spm, men hvad er PPR en forkortelse af?
> >
> > LN
>
> Ikke for at være spydig, men prøv at læse startindlægget lidt nærmere
>
>
> Mvh
> Marianne

Ok det overså jeg da jeg læste indlægget kl 6 i morges.

LN

---

"Mus" <Bastian@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:444e5e37$0$209$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Marianne Feddersen" <marianne@feddersen.dk> skrev i en meddelelse
> news:444e5682$0$47093$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>> Mus wrote:
>> > Dumt spm, men hvad er PPR en forkortelse af?
>> >
>> > LN
>>
>> Ikke for at være spydig, men prøv at læse startindlægget lidt nærmere
>>
>>
>> Mvh
>> Marianne
>
> Ok det overså jeg da jeg læste indlægget kl 6 i morges.

Det er også det man før kaldte Skolepsykologisk Kontor.

mk

---

On Tue, 25 Apr 2006 17:03:46 +0200, "mk" <ingenpost@tilmiginvalid.dk>
wrote:
>
>(Jeg går naturligvis ud fra at du er ovebevist om at pigen ikke på anden
>måde lider overlast og er udsat for overgreb eller anden mishandling.)
>
>mk


Jeg er fuldstændigt sikker på at Sofie under ingen omstændigheder er
udsat for noget sådant.

Tak for dit svar

Kasper

---

On 25/04/06 0:18, in article
1145917084.391938.162360@i39g2000cwa.googlegroups.com,
"kaspertroelsen@gmail.com" <kaspertroelsen@gmail.com> wrote:

> (Da jeg ikke rigtigt kan blive enig med mig selv om hvor denne post
> hører hjemme tillader jeg mig at poste til både dk.familie.barn og
> dk.videnskab.psykologi. Hvis nogen kender andre steder hvor jeg kan
> henvende mig for gode råd hører jeg gerne nærmere.)
>
> Sofie er en dejlig pige på 8 år der går i anden klasse i en
> almindelig folkeskoleklasse. Hun har altid været usædvanligt genert
> og indesluttet men virker ellers som en frisk, velbegavet og
> omsorgsfuld pige. Som et eksempel på graden af hendes tilbageholdenhed
> kan nævnes at selv nære familiemedlemmer (onkler, tanter,
> bedsteforældre etc.) ikke kunne opnå en egentlig kontakt med hende
> før hun var 4-5 år. Jeg selv er kommet i familiens hus flere gange om
> måneden, er selv far til en jævnaldrende datter og fungerer generelt
> ret godt med børn, men var ikke i stand til at vride et ord ud af
> hende før en dag lige inden hun fyldte 5. Siden den dag - hvor hun
> åbenbart valgte at acceptere mig - har hun talt utvunget med mig -
> ja kæften har sgu nærmest ikke stået stille siden :). Min
> jævnaldrende datter har altid kunnet lege fint og ligeværdigt med
> Sofie.
>
>
> I skolen fungerer Sofie imidlertid meget dårligt: Hun lever hvad jeg
> opfatter som en skyggetilværelse, hvor hun gør sig så usynlig som
> muligt i de fleste sammenhænge. Hun foretrækker f. eks. at holde sig
> for sig selv i frikvartererne og indgår yderst sjældent i lege med
> sine klassekammerater. Hun virker tilsyneladende glad nok for bare at
> passe sig selv og har fortalt mig at hun leger med sine "usynlige
> venner" Karen Ditte og Tove i stedet. I klassen vil hun ikke læse
> højt, svare på spørgsmål fra lærerne - end ikke reagere når der
> føres protokol - og magter tilsyneladende ikke at deltage i
> undervisningen på lige fod med sine klassekammerater. I
> gymnastiktimerne deltager hun ikke i aktiviteterne og det er nået
> dertil at hun (med lærerens accept) ikke længere får gymnastiktøj
> med. (I mine øjne en total falliterklæring både fra forældrenes og
> skolens side).
>
> Jeg føler slet ikke at Skolen har taget disse problemer alvorligt og
> tilbudt at hjælpe familien og den stakkels pige. For halvandet år
> siden fik jeg forældrene til at tage en snak med Sofies lærere og der
> blev afholdt et møde med deltagelse af en psykolog fra kommunens PPR
> (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Denne psykolog gav Sofie
> diagnosen "elektiv mutisme" uden at have observeret hende på noget
> tidspunkt, og anbefalede at man undlod at presse barnet, i forventning
> om at problemet ville løse sig selv. Han lovede dog at ville "holde
> øje" med Sofies udvikling. Der er imidlertid intet sket (hun er
> stadig ikke blevet observeret og Sofies tilstand er uforandret) og
> familien bad derfor om et nyt møde for nylig. Her vedtog man at
> fortsætte som hidtil og at se tiden an! Forældrenes ønske om at
> Sofie blev observeret i klassesammenhæng, blev afvist med det argument
> at det kunne skade hende at hun skulle opleve at der blev sat
> yderligere fokus på hende.
>
> Som jeg forstår det, forbindes diagnosen "elektiv mutisme" oftest
> med en eller anden form for (tidligt) omsorgssvigt i familien. Jeg
> mener imidlertid ikke at Sofie på nogen måde har været udsat for
> noget sådant. Sofie har dog - for mig at se - meget svært ved at
> håndtere omsorg. Hun har tydeligvist ikke fået lært hvordan man
> opnår positiv opmærksomhed på en hensigtsmæssig måde og er meget
> følsom over for "ikke at blive lagt mærke til". I situationer
> hvor hun kommer galt af sted (slår sig el. lign.) har hun tendens til
> at blive indesluttet og afvisende over for trøst og hjælp. Jeg er
> ikke ekspert på området men for mig at se, lider Sofie af en eller
> anden emotionel forstyrrelse og social angst.
>
> Jeg har nu opfordret min søster til at bede om et møde med skolens
> leder og hun har så spurgt om jeg ikke vil tage med. Det gør jeg
> naturligvis gerne men vil lige høre her i gruppen om jeg ikke kan få
> et par gode råd til hvad vi egentlig skal bede om at der foretages i
> sagen.
>
> På forhånd tak
>
> Kasper
>

Hej Kasper.

Jeg tror du mener "selektiv mutisme" hvilket er betegnelsen for en tilstand
hvor barnet godt kan tale , men vælger ikke at gøre det.
Det er ikke nødvendigvis omsorgssvigt der fører til denne tilstand, selvom
det ofte er tilfældet.
Jeg har et forslag - hvis du vil høre om det så skriv til mig på:
tullepost@paradis.dk

Mvh.
Charlotte

---

Charlotte D. Jensen skrev:

> Jeg tror du mener "selektiv mutisme" hvilket er betegnelsen for en tilstand
> hvor barnet godt kan tale , men vælger ikke at gøre det.

Det hedder netop "elektiv" idet det betyder "valgt". Fra og med DSM-IV
hedder det dog "selective mutism", men herhjemme bruger vi ICD-10.

> Det er ikke nødvendigvis omsorgssvigt der fører til denne tilstand, selvom
> det ofte er tilfældet.

Hvad er dit belæg for det udsagn?

David

---

On 27/04/06 16:46, in article 4450d8ed$0$2087$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk,
"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> wrote:

> Charlotte D. Jensen skrev:
>
>> Jeg tror du mener "selektiv mutisme" hvilket er betegnelsen for en tilstand
>> hvor barnet godt kan tale , men vælger ikke at gøre det.
>
> Det hedder netop "elektiv" idet det betyder "valgt". Fra og med DSM-IV
> hedder det dog "selective mutism", men herhjemme bruger vi ICD-10.

Det vidste jeg ikke, tak.

>
>> Det er ikke nødvendigvis omsorgssvigt der fører til denne tilstand, selvom
>> det ofte er tilfældet.
>
> Hvad er dit belæg for det udsagn?

Jeg har læst bøger om emnet, hvor fagfolk beskriver dette.

>
> David

---

Charlotte D. Jensen skrev:
> On 27/04/06 16:46, in article 4450d8ed$0$2087$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk,
> "David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> wrote:

>>> Det er ikke nødvendigvis omsorgssvigt der fører til denne tilstand, selvom
>>> det ofte er tilfældet.
>> Hvad er dit belæg for det udsagn?
>
> Jeg har læst bøger om emnet, hvor fagfolk beskriver dette.

Stod der så ikke snarere at det var en hypotese at det ofte faldt sammen
med omsorgssvigt, eller blev der refereret til egentlige ætiologiske
undersøgelser?

David

---

On 28/04/06 13:28, in article 4451fc12$0$2088$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk,
"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> wrote:

> Stod der så ikke snarere at det var en hypotese at det ofte faldt sammen
> med omsorgssvigt, eller blev der refereret til egentlige ætiologiske
> undersøgelser?

I den seneste bog jeg har læst om emnet beskrev forfatteren, som arbejder
med emnet, at problemet ofte opstår som følge af omsorgs-eller anden form
for svigt. Og nej, der blev ikke refereret til ætiologiske undersøgelser,
men behandlerens egne erfaringer indenfor feltet.
Jeg skal da ikke kunne udelukke, at oplysningerne er ude af trit med
virkeligheden, men har ikke fundet anledning til at betvivle det jeg har
læst, på anden måde end den sædvanlige sunde skepsis man bør have overfor
alle 2. håndsoplysninger.

---

Charlotte D. Jensen skrev:
> On 28/04/06 13:28, in article 4451fc12$0$2088$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk,
> "David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> wrote:
>
>> Stod der så ikke snarere at det var en hypotese at det ofte faldt sammen
>> med omsorgssvigt, eller blev der refereret til egentlige ætiologiske
>> undersøgelser?
>
> I den seneste bog jeg har læst om emnet beskrev forfatteren, som arbejder
> med emnet, at problemet ofte opstår som følge af omsorgs-eller anden form
> for svigt. Og nej, der blev ikke refereret til ætiologiske undersøgelser,
> men behandlerens egne erfaringer indenfor feltet.

O.k.

> Jeg skal da ikke kunne udelukke, at oplysningerne er ude af trit med
> virkeligheden, men har ikke fundet anledning til at betvivle det jeg har
> læst, på anden måde end den sædvanlige sunde skepsis man bør have overfor
> alle 2. håndsoplysninger.

Ja, jeg aner det ikke. Det undrede mig blot fordi det jeg har set om
emnet typisk angiver at der er meget lidt viden om det, men mange hypoteser.

Davod

---

On 27/04/06 16:46, in article 4450d8ed$0$2087$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk,
"David T. Metz" <dtm@tdcadsl.invalid> wrote:


>
> Hvad er dit belæg for det udsagn?

Kasper fortalte at han ikke mente der havde fundet omsorgssvigt sted i dette
tilfælde, og min pointe var derfor blot, at tilstanden/forstyrrelsen kan
have mange andre årsager.

---

ok...hun er måske lidt sær...hurra for det...vi skal ikke alle være ens
og konforme....jeg er sikker på at hun er ganske normal. Giv hende
en masse positiv opmærksomhed - det vil hjælpe hende til at blive
mere social.

---

Man kan jo snart ikke slå en skid uden at blive kaldt
unormal. Psykologer elsker at opfinde nye udtryk for
"sygdomme" så de kan få mere at lave. Sofie fejler ikke
noget. Hun er bare lidt anderledes end hendes jævnaldrende.
At hun har usynlige venner viser da bare at hun har mere
fantasi end hendes jævnaldrende. Klap hesten og tag den
med ro. Der er ingen grund til at bekymre sig.

---

John wrote:

> Man kan jo snart ikke slå en skid uden at blive kaldt
> unormal. Psykologer elsker at opfinde nye udtryk for
> "sygdomme" så de kan få mere at lave. Sofie fejler ikke
> noget. Hun er bare lidt anderledes end hendes jævnaldrende.
> At hun har usynlige venner viser da bare at hun har mere
> fantasi end hendes jævnaldrende. Klap hesten og tag den
> med ro. Der er ingen grund til at bekymre sig.

Du taler som du har forstand til, og jeg må med stor beklagelse sige at du
har ikke en skid forstand på hvad du udtaler dig om.

Som nævnt tiderliger i tråden, så har jeg haft det som Kasper beskriver
Sofie så langt tilbage i barndommen, som jeg kan huske, det vil sige
thivertifald tilbage til børnehaveklassen, så jeg ved (desvære) hvad jeg
taler om.
Hvordan tror du det er som barn næsten ikke at have nogen venner?
Hvordan tror du det er som 10-11 årig, at blive for indelukket, til at de få
venner man trosalt har, gider at have noget med en at gøre mere, og så ikke
at have evnen til at finde nye venner?
Hvordan tror du det er, når man bliver forelsket, men også selvom at man ved
at den anden også godt kan lide en, men ikke kan andet end at stikke halen
mellem bene, simpelthen fordi man ikke kan overskue at skulle mødes med
hendes venner/familie?

Jeg kan godt love dig for at det ikke er sjovt.
Jeg kan godt forsikre dig om at jeg ville ønske at jeg i min barndom havde
en onkel eller noget, der gjorde som Kasper gør for Sofie, for forælderne
kan ikke selv se problemmet, uden at de bliver gjort opmærksom på det
udefra.

Kasper, sådan som du beskriver Sofie, så kan jeg kun sige, DU GØR DET HELT
REGTIGT,,,

--
Med venlig hilsen
Ivar Madsen
--------------------------------------------------------------------------------

---

Tusind tak til alle der har bidraget med svar og gode råd. Jeg har nu
sammen med familien fået udarbejdet en (5 sider lang) beskrivelse af
Sofie, hvilket har været utroligt afklarende for alle, og samtidtidig
har tydeliggjort at problemerne nok er lidt mere dybtgående og
bredspektrede end først antaget. Forældrene tager nu kontakt til egen
læge for at få en henvisning til en god børnepsykiater. Er der i
øvrigt nogen der kan anbefale en sådan i Århusområdet -
selvfølgelig meget gerne en der har erfaring med børn med lignende
problemer?

Vi har hørt om ventetider på op mod halvandet år (kan da ikke være
rigtigt?) og overvejer om man kan rette henvendelse til en
privatpraktiserende (børne)psykiater for at komme hurtigere i gang.

Jeg har forældrenes tilladelse til at maile beskrivelsen af Sofie til
personer her i grupperne der måtte være interesserede og føler, de
måske vil kunne bidrage med noget nyttigt.

Igen - tak for alle henvendelser

Kasper

---

kaspertroelsen@gmail.com wrote:

> Tusind tak til alle der har bidraget med svar og gode råd.

Jeg vil også godt takke jer alle, ikke mindst Kasper, uden denne tråd, så
havde jeg ikke troet at der var noget at gøre, men jeg har idag været hos
min læge, og er kommet igang med en behandling.

--
Med venlig hilsen
Ivar Madsen
--------------------------------------------------------------------------------

---

Hej , du skrev i dk.videnskab.psykologi:

> Forældrene tager nu kontakt til egen læge for at få en henvisning
> til en god børnepsykiater. Er der i øvrigt nogen der kan anbefale
> en sådan i Århusområdet - selvfølgelig meget gerne en der har
> erfaring med børn med lignende problemer?

Det lyder bizart netop i Århus, men jeg er på nippet til at tro, der
slet ikke er nogen privatpraktiserende specielt indenfor børn og unge.

Det ideelle i mine øjne ville være, hvis man kunne overtale lægen til
at henvise til psykiatrisk hospitals ambulante afdeling i Risskov. De
har ikke blot yderst kompetente folk, der har specialiseret sig i børn
og unge. De har også et bredt udvalg af resurser.

Med det sidste tænker jeg bl.a. på, at den visiterende psykiater (altså
den hun først snakker med) fx synes, at en klinisk psykolog ville være
bedre. Eller at en kvindelig psykiater eller ditto psykolog er at
foretrække. Eller ... etc. Og tilmed hvilken psykiater/psykolog der
lige netop i dette tilfælde erfaringsmæssigt skulle være oplagt.

> Vi har hørt om ventetider på op mod halvandet år (kan da ikke være
> rigtigt?)

Desværre jo. I hvert fald et halvt kan der meget nemt gå og sagtens en
del længere.

Det er så yderligere en grund til, at det ville være praktisk, hvis man
kunne presse det ind under Risskov.
Til den praktiserende læge kan man jo slå på det oplagte (og fuldt
korrekte), at med den alder betyder ventetidens størrelse meget.

> og overvejer om man kan rette henvendelse til en
> privatpraktiserende (børne)psykiater for at komme hurtigere i
> gang.

Det kan man ikke. (Medmindre der da skulle være sket en ændring på
området indenfor de seneste par år. Men jeg tror det ikke).

Så skulle det da være en så privat, at han/hun står udenfor
sygesikringsordningen. Ellers kræver det en henvisning fra en
praktiserende læge.

--
Hygge fra Århus - Rudi

---

Rudi Stegen skrev:

> Med det sidste tænker jeg bl.a. på, at den visiterende psykiater (altså
> den hun først snakker med) fx synes, at en klinisk psykolog ville være
> bedre.

Lidt OT: Er det ikke netop i Århus/Risskov at man er begyndt at fylde de
vakante psykiaterstillinger op med psykologer?

David

---

Hej David T. Metz, du skrev i dk.videnskab.psykologi:

> Er det ikke netop i Århus/Risskov at man er begyndt at fylde de
> vakante psykiaterstillinger op med psykologer?

Jeg ved det faktisk ikke. Men for nogle år siden var der en del snak
om, at de overvejede det. Så det kunne da nemt tænkes, at de nu er
begyndt på det.

Nøgtern set ville det da også være et logisk skridt. Til syvende og
sidst behøves medicinmanden jo ikke til meget andet end undersøgelse,
diagnosticering og behandlingsordination.

Undersøgelser foretages hovedsageligt af andre, og hvad angår
behandlingen er det jo kun det rent medicinske, hvor medicinmanden er
nødvendig.

Nogle kunne tilmed fristes til at mene, at ved andre behandlingsformer
er en læge qua læge ringere stillet end en klinisk psykolog qua klinisk
psykolog. At mange psykiatere så er skappe til andre behandlingsformer
end de medicinske er en anden sag. (Omend mange siges at have hang til
at indskrænke deres kunnen til psykodynamiske terapiformer

XFUT: dk.videnskab.psykologi
--
Hygge fra Århus - Rudi
http://stegen.dk/disclaimer.htm