<Pinga.msn@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:1140710203.311131.226500@g14g2000cwa.googlegroups.com...
Min kæreste og jeg har været sammen ca 1½ år nu og vi har det
vidunderligt sammen, men desværre har hun et barn som ser mig mere som
en storebror end en farfigur. Han respektere mig faktisk ikke og vil
slet ikke høre hvad jeg siger. Barnet er 12 år gammel og har en
tendens til altid gerne vil slåsse og skabe splid med mig.
Jeg har prøvet flere ting, men vil nødig være meget hård. Det kan
jeg sagtens være, men vil nødig have at han skulle blive bange for
mig. Det er jo et barn vi snakker om så derfor skal der jo også leges
med ham når det er, men både min kæreste og hendes mor siger til mig
at jeg ligner mere en storebror for ham og derfor respektere han mig
ikke. Hvad skal jeg gøre ?? hvad kan jeg gøre? I starten af vores
forhold var respekten der og han gjorde alt hvad jeg sagde og vi havde
det faktisk meget griner sammen.
En ting jeg har fundet ud af som har virket er sladder - men det virker
meget tamt og det er slet ikke mig. Altså hvis jeg siger at han ikke
skal tage sko på udenfor fordi det sner meget og der ligger meget på
jorden, så kan jeg sige til ham at jeg kan ringe til hans mor og sige
det. Den har jeg brugt et par gange fordi det har været nødvendigt
for kun at gøre hans bedste så han fx ikke blev syg i dette
tilfælde.
Håber i har noget på hjertet som jeg kan bruge fordi jeg gerne vil
have hans respekt.
-------------------
Umiddelbart ser jeg lige to ting i dit indlæg som kan forklare hvorfor det
er gået sådan: du skriver at I har haft det "griner". Jeg ved ikke ikke hvad
det betyder men kan forestille mig at I har pjattet, grinet og fniset
sammen. Det kan måske have fået ham til at se dig som "kammerat" i stedet
for "far".
Den andet jeg bider mærke i er at du skriver er at "jeg siger det til din
mor". Jeg tror at det er så barnlig en udtalelse at drengen her igen ikke
kan se på dig som en voksen person, og måske er det ikke de eneste ting.
Du er nok nødt til (men det kommer nok til at tage tid) at vise dig som
voksen, rigtig voksen, med egne krav og forventninger til drengen. Ikke hans
mors, ikke noget med "jeg siger det".
Jeg tror nu også på at man sagtens kan lege og grine med sine børn uden at
det bliver for barnligt. Jeg har da løbet om kap med min søn op og ned af
rulletrapper o.s.v. og vi har grinet vildt over det, men alligevel er jeg
sikker på at han ser mig som 100% ansvarlig voksen.
Det handler nok lidt om at man ikke fniser af "børneting" som f.eks. en
billede af en nøgen dame som nok ville kunne får et par 12-årige knægte til
at fnise, men det fniser mor og far altså ikke af.
Du skriver at du kan være hård, og det behøver du slet ikke, men det er
meget vigtigt at være konsekvent. Så ved han hvor han har dig. Man kan være
konsekvent ved at et nej er et nej og et ja er et ja. Derudover ser jeg også
konsekvens som at når drengen har brug for dig, en at tale med, en til at
hjælpe ham så er man konsekvent på den måde at man altid har tid til at være
der for ham.
mk