---

Hej...

Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?

Der er 3 år og 11 mdr. år mellem vores søn og vores datter... og hvis vi
bliver gravide med nr. 3 på et tidspunkt af dette år, så bliver der 4-5 år
mellem vores datter og den næste. Det passer fint ind i vores liv selvom
jeg inden jeg fik børn havde en ide om at der kun skulle være 3 år mellem
dem. Vi har en storebror og en lillesøster som leger og fungere rigtig godt
sammen trods de naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som
klart er på hvert sit stadie.

Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
mellem søskende.
Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
være
mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk allerede
er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er uhyggeligt vigtigt at de
er så
tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges næsten
stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar holding til at
søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...

Hvorfor dog det?

Iben

---

Iben Holst (Iben@holst.mail.dk) skrev :

> Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en
> heftig diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så
> "mange" år mellem søskende.
> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres -
> ikke være
> mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk
> allerede er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er
> uhyggeligt vigtigt at de er så
> tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges
> næsten stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar
> holding til at søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3
> år mellem dem...
>
> Hvorfor dog det?

Jeg undrer mig over det samme.
Vi havde nærmest kun lige fået Sofie førend spørgsmålet lød "hvornår
skal I så have den næste". Nu hvor Sofie er blevet to år lyder det " I
skal vel også snart have en til".

Jeg har aldrig forstået, at man per definition mener, at der ikke må
være mere end to-tre år mellem søskende, hvis de skal have glæde af
hinanden.
Der er seks år mellem mig og min lillesøster og vi har altid haft - og
har stadig - megen glæde af hinanden. Derimod kender jeg søskende med
to-tre år mellem sig, som overhovedet ikke har haft nogensomhelst glæde
af hinanden - hverken som børn eller voksne.

Jeg tror ikke, det er aldersforskellen, som er afgørende for, om børnene
kan få glæde af hinanden. Det beror efter min mening på børnenes
interesse for hinanden og forældrenes evne til at hjælpe med til at
skabe fællesskab mellem børnene.

Henriette Døssing

---

Iben Holst wrote:
> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
> er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?
>
> [klip]
>
> [...] jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
> diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
> mellem søskende.

Du skriver selv et argument for hvorfor det kan være en god idé. Jeg
synes stadigvæk at det er vigtigere at tage andre faktorer i
betragtning, før man bliver alt for optaget af ønskebilledet af hvordan
den ideelle familia kan tage sig ud. F. eks. tog det min kone meget lang
tid at kommee sig over sin første (og indtil videre eneste) fødsel, så
det havde været en dårlig idé at få et barn til alt for hurtigt.

Dertil kommer at nogle søskende - så vidt jeg har forstået - aldrig
bliver særligt gode venner.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

---

Iben Holst skrev:
> Hej...
>
> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
> er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?
>
> Der er 3 år og 11 mdr. år mellem vores søn og vores datter... og hvis vi
> bliver gravide med nr. 3 på et tidspunkt af dette år, så bliver der 4-5 år
> mellem vores datter og den næste. Det passer fint ind i vores liv selvom
> jeg inden jeg fik børn havde en ide om at der kun skulle være 3 år mellem
> dem. Vi har en storebror og en lillesøster som leger og fungere rigtig godt
> sammen trods de naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som
> klart er på hvert sit stadie.
>
> Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
> diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
> mellem søskende.
> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
> være
> mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk allerede
> er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er uhyggeligt vigtigt at de
> er så
> tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges næsten
> stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar holding til at
> søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
> Hvorfor dog det?
>
> Iben
>
>


Mine har 4,75 år imellem, og var den tredie blevet til noget, ville der
have været samme afstand til den.

Som forældre kan man have fornemmelsen af at blive slået hjem i Ludo,
når der er gået så lang tid, men det er mægtig rart, at den store kan
forstå ting, når den næste kommer. Og kan tage tøj på selv, ikke mindst.

Da min store var 11 og den lille 6 tog hun penge til frokost, klippekort
og årskort med og tog på Eksperimentarium med ham. Jeg kørte ned og
checkede dem, for jeg var jo nervøs, men hun stod og bar ham så han
kunne se og læste, hvad der stod på skiltene for ham. Jeg havde
overhovedet ikke behøvet at være bekymret.

For den lille er det fedt at have en storesøster, der er så stor. Hun
kan faktisk bruges til noget. Når hun altså gider.

Der kan blive lidt ekstra søskendejalousi, fordi den store kan huske,
hvordan det var, da hun var alene, men det kan sikkert også komme, når
de er tættere på hinanden.

Tine

---

Workingmom wrote:
> Iben Holst skrev:
>> Hej...
>>
>> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men
>> hvorfor er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes
>> alder? Der er 3 år og 11 mdr. år mellem vores søn og vores datter... og
>> hvis vi bliver gravide med nr. 3 på et tidspunkt af dette år, så
>> bliver der 4-5 år mellem vores datter og den næste. Det passer fint
>> ind i vores liv selvom jeg inden jeg fik børn havde en ide om at der
>> kun skulle være 3 år mellem dem. Vi har en storebror og en
>> lillesøster som leger og fungere rigtig godt sammen trods de
>> naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som klart er på hvert sit
>> stadie.
>>
>> Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en
>> heftig diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så
>> "mange" år mellem søskende.
>> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
>> være
>> mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk
>> allerede er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er
>> uhyggeligt vigtigt at de er så
>> tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges
>> næsten stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar
>> holding til at søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end
>> 2-3 år mellem dem... Hvorfor dog det?
>>
>> Iben
>>
>>
>
>
> Mine har 4,75 år imellem, og var den tredie blevet til noget, ville
> der have været samme afstand til den.
>
> Som forældre kan man have fornemmelsen af at blive slået hjem i Ludo,
> når der er gået så lang tid, men det er mægtig rart, at den store kan
> forstå ting, når den næste kommer. Og kan tage tøj på selv, ikke
> mindst.
> Da min store var 11 og den lille 6 tog hun penge til frokost,
> klippekort og årskort med og tog på Eksperimentarium med ham. Jeg
> kørte ned og checkede dem, for jeg var jo nervøs, men hun stod og bar
> ham så han kunne se og læste, hvad der stod på skiltene for ham. Jeg
> havde overhovedet ikke behøvet at være bekymret.
>
> For den lille er det fedt at have en storesøster, der er så stor. Hun
> kan faktisk bruges til noget. Når hun altså gider.

Det, du beskriver her, er et udslag af det der er kendt som
"storesøstereffekten".

Det er let at indse, at barn nr 2 ikke kan få så meget forældreopmærksomhed
og -stimulation som nr. 1, der er ganske enkelt ikke tid. Det har
naturligvis indflydelse på barnets udvikling. Man kan i statistikker se, at
nr.1 i gennemsnit er mere intelligent (i alle aspekter af ordets betydning)
end nr. 2.

Storesøstereffekten modvirker i et vist omfang dette mønster, idet
storesøster, når hun er 4-5 år eller mere ældre end nr. 2, er gammel nok til
selv at give den opmærksomhed og stimulation, som forældrene ikke har
overskud til fordi de har to børn at skulle forholde sig til.

Hvis man ikke har andet, er *det* da i sig selv et glimrende argument for at
holde 4-6 år mellem sine børn.

--
Kristian Damm Jensen

---

> Det, du beskriver her, er et udslag af det der er kendt som
> "storesøstereffekten".
>
> Det er let at indse, at barn nr 2 ikke kan få så meget
forældreopmærksomhed
> og -stimulation som nr. 1, der er ganske enkelt ikke tid. Det har
> naturligvis indflydelse på barnets udvikling. Man kan i statistikker se,
at
> nr.1 i gennemsnit er mere intelligent (i alle aspekter af ordets
betydning)
> end nr. 2.
>
> Storesøstereffekten modvirker i et vist omfang dette mønster, idet
> storesøster, når hun er 4-5 år eller mere ældre end nr. 2, er gammel nok
til
> selv at give den opmærksomhed og stimulation, som forældrene ikke har
> overskud til fordi de har to børn at skulle forholde sig til.
>
> Hvis man ikke har andet, er *det* da i sig selv et glimrende argument for
at
> holde 4-6 år mellem sine børn.
>
> --
> Kristian Damm Jensen
>


Det har vel også indflydelse at forældrene har mere overskud i modsætning
til, hvis de havde to blebørn.

Så det er vel som det altid er med statistikker og den slags undersøgelser
at det er flerer faktorer der spiller ind og det ikke er et stationært
billede. Der er flere variable og man kan få det ud af undersøgelserne som
de forskellige interessegrupper ønsker.

Er det ikke sådan at der er pos og neg ved begge muligheder og man primært
skal vælge udfra det man mener fungerer bedst for familien og så være
ligeglad med hvad andre tænker.?

LN

---

Workingmom wrote:
[snip].
>
> For den lille er det fedt at have en storesøster, der er så stor. Hun
> kan faktisk bruges til noget. Når hun altså gider.
>

Den kan jeg rigtig godt følge. Her kommer lidt erfaring for en der selv
er søster Jeg har tre søskende. Der er 10 år ned til min ældste
lillebror. Yderligere 18 til den anden lillebror. Og den tredje
lillebror fik jeg yderligere 6 år senere. Da var jeg 23 år og flyttet
hjemmefra. Det er samme sæt forældre hele vejen igennem, de havde
sølvbryllup da den sidste var 8 måneder. Han var et uheld

Selvom jeg ikke har boet sammen med den mindste er vi meget tæt knyttet.
Jeg har altid været Søster for dem alle tre, kærlig medopdrager,
forkæler og drillepind. Og altid barnepige, forståes Jeg var 10 år
da jeg første gang fik en lillebror, og jeg synes det var "ulækkert, for
de var alt for gamle!"(de var da 31 år, de fik mig som 21-årige). Men da
han kom var jeg ivrig medhjælper og passer når mor og far gerne ville
være sig selv lidt. Da den anden kom rystede jeg lidt på hovedet, men
glædede mig, da jeg selv var skruk. Da den sidste kom rystede jeg endnu
mere på hovedet, men kom selvfølgelig ofte på besøg og jeg elsker ham højt.

Min ældste lillebror bor pt. hos mig og min kæreste (han er 18, jeg er
28), og jeg spurgte ham hvad han synes om aldersforskellen mellem os og
de andre også. Om mig siger han at jeg jo er Søster og at jeg altid har
været der for ham, også når han skulle bakkes op overfor de gamle. Især
nu, hvor han går imod deres ønsker. Om sit forhold til sin nærmeste bror
siger han at der altid var en at lege med. De var jo uenige af og til, i
modsætning til ham og jeg. Og de to mindste leger meget sammen, trods
forskellen på 6 år, men de er jo også drenge begge to. De skændes nok
lidt mere end nogle af os andre har gjort indbyrdes, men ikke mere end
at det aboslut er til at holde ud

Vores forældre er glade for at de aldrig har haft flere blebørn og at
der er så langt imellem os at de har nået at længes efter en til (gælder
så ikke for den sidste ). Til gengæld er de nok også snart trætte af
at opdrage, og det smitter lidt af på den sidste, han har fået noget
friere tøjler end vi fik.


> Der kan blive lidt ekstra søskendejalousi, fordi den store kan huske,
> hvordan det var, da hun var alene, men det kan sikkert også komme, når
> de er tættere på hinanden.

Jeg var nu ikke så jaloux, men det er klart at jeg stadig bærer præg af
at have været enebarn. Inden mine forældre fik den tredje, da jeg var
18, sagde de altid at de havde to enebørn.

Mvh. Inger

>
> Tine

---

Jeg har hørt og læst Sigrid Rise sige at den "rigtige" aldrsforskel mellem
søskene, er den der passer familien bedst, og Sigrid Rise sige også at der
ingen garanti om at søskene vil kunne lide hinanden, el. bliver " hinandens
bedste venner". ( hende opfatter jeg som en meget klog kvinde)
Det er ikke altid at børn kan planlægges, nogen forældrepar bruger årevis på
at bliver gravide, og andre bliver ups´er/glæderlige overraskelser.

Da jeg gik i mødergrupper, var der en mor hvor der vist var 6 år i mellem
hendes børn , det passede helt perfekt i deres familie, og denne mor
fortalte at når hun afleverede hendes søn i vuggestuen om morgen, kunne hun
på lang afstand se hvilke forældrepar der havde børn med
kort aldersforskel, de så bare så trætte ud.

Mine børn er der under 2 år imellem, og det har jeg ikke spekuleret så meget
på.
Til gengæld har jeg gået og troet at jeg var skyldig i en nærmest alvorlig
forbrydelse, fordi vi traf det valg at vores børn skulle passes hjemme af
deres forældre de første 3 leveår.
Dengang har næsten alle og enhver skulle give deres mening til kende, og jeg
havde ikke engang bedt om at høre den : Om jeg nu var sikker på at
børnene ikke tog skade at at være derhjemme,
hvor der ikke var andre børn at være sammen med , at børn har brug for andre
børn med deres sociale udvikling osv.
Dengang tvivlede jeg flere ofte på om det var det rigtige jeg gjorde, pga
andres mening som de mente var deres ret at gentage. men i dag er jeg glad
for at jeg "fulgte mit hjerte "
Da mine børn i en alder af 3 år endelig kom i børnehave, kom jeg med i
klubben af normale forældre, fordi jeg gjorde som de fleste.

Jeg tror at hvergang man træder uden for normen, vil alle dem der er flest
af prøve at fortæller os
hvad de gør , og begynder vi så at at gøre som dem , føler de sig eks.
trygge i at de gør de rigtige.

V.H.
Ann



"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:43d349c9$0$47057$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hej...
>
> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
> er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?
>
> Der er 3 år og 11 mdr. år mellem vores søn og vores datter... og hvis vi
> bliver gravide med nr. 3 på et tidspunkt af dette år, så bliver der 4-5
> år
> mellem vores datter og den næste. Det passer fint ind i vores liv selvom
> jeg inden jeg fik børn havde en ide om at der kun skulle være 3 år mellem
> dem. Vi har en storebror og en lillesøster som leger og fungere rigtig
> godt
> sammen trods de naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som
> klart er på hvert sit stadie.
>
> Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
> diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
> mellem søskende.
> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
> være
> mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk
> allerede
> er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er uhyggeligt vigtigt at
> de
> er så
> tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges
> næsten
> stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar holding til at
> søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
> Hvorfor dog det?
>
> Iben
>
>

---

Iben Holst wrote:

[4-5 år mellem søskende]

> Det passer fint ind i vores liv selvom jeg inden jeg fik børn havde
> en ide om at der kun skulle være 3 år mellem dem. [...]

Jamen så er alt jo godt og står ikke til at ændre, på nuværende
tidspunkt.

> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres -
> ikke være mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. [...]

Du virker voldsomt oprevet over at du opfatter at flertallet vælger
anderledes end jer. Den hårde tone du klager over er præcis den samme,
du selv lægger for dagen i dit indlæg.

> Der ligger en klar holding til at søskende ikke kan lege sammen hvis
> der er mere end 2-3 år mellem dem...

Omformuleret til en lidt mindre fortørnet tone: "Der ligger en klar
holding til at søskende generelt leger bedst sammen, hvis der er 2-3 år
mellem dem...".

Der er naturligvis undtagelser, men er du uenig i den generelle
betragtning?

> Hvorfor dog det?

Måske fordi det er sandt? Altså det med "generelt"? At du får det at
vide, når du snakker med folk, med børn med kort afstand, er bare
naturligt. Man oplyser om hvorfor man har truffet de valg man gør, og
gør det som regel positivt.


Der er 4 år mellem mig og min lillesøster og vi legede sjældent
ligeværdige lege. Jeg lod som om jeg ikke kunne finde hende, når hun
legede skjul osv. Vi delte heller ikke legekammerater, udover dem, der
tilfældigvis var søskendepar i nogenlunde matchende aldre.

Med det, og lignende arfaring fra min kæreste, i baghovedet, fandt vi
det ganske naturligt at skyde efter 2 år mere mellem vores unger. Det
blev så til 2½, grundet en svipser.

Jeg kan se at vores nærmeste omgangskreds har valgt det samme. Dertil
skal dog siges at de alle er omkring de 30, og når vi har snakket om
det, har alderen for forældrene helt klart spillet ind, sammen med
legekammerat-tanken. De vil helst ikke være alt for gamle, når ungerne
bliver teenagere og ældre.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

Toke Eskildsen wrote:
> Iben Holst wrote:
>
> [4-5 år mellem søskende]
>
>> Det passer fint ind i vores liv selvom jeg inden jeg fik børn havde
>> en ide om at der kun skulle være 3 år mellem dem. [...]
>
> Jamen så er alt jo godt og står ikke til at ændre, på nuværende
> tidspunkt.
>
>> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres -
>> ikke være mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. [...]
>
> Du virker voldsomt oprevet over at du opfatter at flertallet vælger
> anderledes end jer.

Tænk, sådan læser jeg slet ikke Ibens indlæg.

Jeg opfatter til gengæld en voldsom frustration over at folk har en tildens
til at være bedrevidende og pådutte andre deres holdninger som fakta. "Vi
synes at 2-3 år er det optimale, der for er det (objektivt) forkert at have
længere tid mellem børnene."

Hvad Iben protesterer over er ikke at andre har en anden holdning, men at de
ikke vil acceptere *hendes* holdning.

> Den hårde tone du klager over er præcis den samme,
> du selv lægger for dagen i dit indlæg.

>> Der ligger en klar holding til at søskende ikke kan lege sammen hvis
>> der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
> Omformuleret til en lidt mindre fortørnet tone: "Der ligger en klar
> holding til at søskende generelt leger bedst sammen, hvis der er 2-3
> år mellem dem...".

Omformuleret og *forvansket*. De to udsagn udtrykker ikke samme holdning.

Det kan godt være Iben overdriver de holdninger hun refererer, men det så et
udtryk for en frustration, jeg glimrende kan forstå.

<snip>

--
Kristian Damm Jensen

---

Kristian Damm Jensen wrote:

> Tænk, sådan læser jeg slet ikke Ibens indlæg.

Næh, sådan går det jo. Det er svært at bedømme på skriften, hvad der
ligger bagved.

[Kristians fortolkning]

> Hvad Iben protesterer over er ikke at andre har en anden holdning,
> men at de ikke vil acceptere *hendes* holdning.

Spørgsmålet er så hvad vi snakker om her. Et det
- Hvorvidt det generelt er bedst at have få år imellem
eller
- Hvorvidt det i Ibens tilfælde er bedst at have få år imellem

Vi kender ikke til Ibens samtaler med andre forældre. Afhængigt af
hvordan de er foregået, kan det meget ved være at hendes
samtalepartnere har opfattet emnet som det første. Der er det logisk at
de ikke vil acceptere hendes holdning, da de mener udsagnet er faktuelt
forkert.

Det er selvfølgelig ikke korrekt i alle tilfælde. Ønsker man at ældste
barn hjælper til med at passe det yngste, er 2 år imellem nok ikke det
optimale. Hvorvidt Ibens venner har haft snøvs nok til at tænke sådanne
tanker eller om de bare har buset på, ved vi selvsagt ikke. Jeg
forholder mig dog optimistisk, indtil jeg lærer mere.

Toke:
>> Omformuleret til en lidt mindre fortørnet tone: "Der ligger en
>> klar holding til at søskende generelt leger bedst sammen, hvis
>> der er 2-3 år mellem dem...".
>
> Omformuleret og *forvansket*. De to udsagn udtrykker ikke samme
> holdning.

Det er korrekt, hvilket bringer os til næste linje:

> Det kan godt være Iben overdriver de holdninger hun refererer, [...]

Det er sådan jeg læser det, og årsagen til min omformulering.

> men det så et udtryk for en frustration, jeg glimrende kan forstå.

Jamen det kan jeg sagtens følge. Vi (kæresten og jeg) møder også
modstand, når vi fravælger vaccinationer, lader datteren gå med
halstørklæde eller (gys & gru) cykle uden cykelhjelm. Det gør vi alle,
undtagen eventuelle møgkedelige voksne, der altid gør hvad de tror alle
andre gør.

At man møder modstand fra omverdenen bør bare ikke forfladiges til
noget tandløst relativt, med at man altid kan få tingene til at
fungere, uanset hvilken løsning man vælger. Det vil betyde at vi ikke
kan lære af andres erfaringer. Vi bliver nødt til at lytte til
modargumenterne og forholde os til hvorvidt vi kan bruge dem, snarere
end at få de andre til at tie stille.

Jeg læser Ibens indlæg som "Støt mig! Har jeg ikke ret i at det er for
dårligt at...". Det virker meget aflukkende på mig.

Iben: Når du støder ind i personer, som du mener buser på med
børneafstanden, er det meget simpelt: Enten siger du til dem at du ikke
vil snakke om det, eller også sørger du for at have nogen klare
argumenter og meldinger i baghånden. Det er trivielt for dig at vise at
den kan du, for du peger blot på dine egne børn. Det ændrer så
påstanden til "Det er generelt bedst at..." og så er vi tilbage ved mit
spørgsmål: Er du uenig i at søskende generelt leger bedst sammen, hvis
der er 2-3 år mellem dem?
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

>
> Iben: Når du støder ind i personer, som du mener buser på med
> børneafstanden, er det meget simpelt: Enten siger du til dem at du ikke
> vil snakke om det, eller også sørger du for at have nogen klare
> argumenter og meldinger i baghånden. Det er trivielt for dig at vise at
> den kan du, for du peger blot på dine egne børn. Det ændrer så
> påstanden til "Det er generelt bedst at..." og så er vi tilbage ved mit
> spørgsmål: Er du uenig i at søskende generelt leger bedst sammen, hvis
> der er 2-3 år mellem dem?
> --

Ja i mine øjne behøver man altså ikke forklare eller argumentere for hvordoe
man træffer forskellige valg overfor gud og hver mand. Det er vedkommendes
egen beslutning og dermed er den ikke længere og det kommer ikke "alle" ved.
Som du skriver "at det vil man ikke tale om", men ville nok bruge en anden
formulering.

Mht valg af aldersforskel er der vel pos og negativt ved både 2-3 år i
mellem og flere år i mellem. Og det er så individuelt hvad der passer ind i
den enkelte familie. Og især dem der vitterligt prøver eller ikke kan, må
det virkelig være frustrerende for. Engang i mellem kunne medmennesker altså
godt vise lidt taktfølelse.

Har en veninde hvis mand har haft kræft og ikke kan få flere børn. Men
ustandselig spurgte og pressede folk også uvedkommende. Og det var da hårdt
for det var da ikke et emne de ville diskuttere/fortælle om til alle og
enhver - i hvert fald ikke de første år.

LN

---

Mus wrote:

> Ja i mine øjne behøver man altså ikke forklare eller argumentere
> for hvordoe man træffer forskellige valg overfor gud og hver mand.

Det er næppe "Gud og hver mand" der begynder at argumentere heftigt om
børnespørgsmål overfor en.

> Det er vedkommendes egen beslutning og dermed er den ikke længere
> og det kommer ikke "alle" ved. Som du skriver "at det vil man ikke
> tale om", men ville nok bruge en anden formulering.

Så er vi jo ikke uenige, vel?

> Engang i mellem kunne medmennesker altså godt vise lidt
> taktfølelse.

Det er svært, hvis man ikke ved hvad man skal passe på med at sige.

> Har en veninde hvis mand har haft kræft og ikke kan få flere børn.
> Men ustandselig spurgte og pressede folk også uvedkommende. Og det
> var da hårdt for det var da ikke et emne de ville
> diskuttere/fortælle om til alle og enhver - i hvert fald ikke de
> første år.

Så må de for fan' lære at sige de ikke vil tale om det. Hvad er
alternativet? At man ikke må snakke med folk om følsomme emner?
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

> > Ja i mine øjne behøver man altså ikke forklare eller argumentere
> > for hvordoe man træffer forskellige valg overfor gud og hver mand.
>
> Det er næppe "Gud og hver mand" der begynder at argumentere heftigt om
> børnespørgsmål overfor en.

Jo jo heftigt og heftigt har der ikke været tale om, men jeg de buser skam
på med om der ikke snart skal søskende til og at aldersforskellen ikke skal
være for stor. Allerede da Anna var tre mdr var der nogen der spurgte
hvornår vi planlagde nr to. Hvorfor så travlt spørger jeg bare.

> > Det er vedkommendes egen beslutning og dermed er den ikke længere
> > og det kommer ikke "alle" ved. Som du skriver "at det vil man ikke
> > tale om", men ville nok bruge en anden formulering.
>
> Så er vi jo ikke uenige, vel?

Nej har jeg skrevet det?

> > Engang i mellem kunne medmennesker altså godt vise lidt
> > taktfølelse.
>
> Det er svært, hvis man ikke ved hvad man skal passe på med at sige.

Er taktfølelse svær? det synes jeg nu ikke. Selvfølgelig kan man jokke i
spinaten og så er det dem der bare gør det konstant - ikke kan lade være at
blande sig i alt, aldrig stikker en finger i jorden og jo overhovedet ingen
taktfølelse har. Hvorfor er det så vigtigt at fortælle andre hvornår man
synes de skal have nr to og tre. Eller nr et for den sags skyld.

> > Har en veninde hvis mand har haft kræft og ikke kan få flere børn.
> > Men ustandselig spurgte og pressede folk også uvedkommende. Og det
> > var da hårdt for det var da ikke et emne de ville
> > diskuttere/fortælle om til alle og enhver - i hvert fald ikke de
> > første år.
>
> Så må de for fan' lære at sige de ikke vil tale om det. Hvad er
> alternativet? At man ikke må snakke med folk om følsomme emner?
> --

Man må da gerne snakke med folk om følsomme emner - det har der da ikke
været tale om, men taktfølelse. Især når det gælder fremmede mennesker.
Jo hun måtte sige fra, men nogen gange kan man bare have det så svært her i
livet at det kan være svært "bare" at gøre dette. Og hele tiden at få rippet
op i det. Det tager tid at bearbejde. Og hvorfor er andres børneplanlægning
så vigtig for alle. Det er klart at det jo ikke har været venner, familie og
bekendte hun ligesom skulle sige fra overfor - idet de jo kendte til
sygdommen. Men fremmede. Nogle hun knapt kendte.

LN

---

Mus wrote:

Toke:
>> Så er vi jo ikke uenige, vel?
>
> Nej har jeg skrevet det?

Nej, har jeg skrevet at du har skrevet det? [Smiley]

[Taktfølelse]

> Hvorfor er det så vigtigt at fortælle andre hvornår man synes de skal
> have nr to og tre. Eller nr et for den sags skyld.

Jeg må melde pas her. Jeg kan slet ikke genkende det med at fremmede
mennesker begynder at snakke om børnavl.

At venner, familie og arbejdskammerater gør det, finder jeg blot er
naturlig og positiv interesse. De spørger næppe for at genere og hvis
det generer er det - stadig - blot at sige fra.

Toke:
>> Så må de for fan' lære at sige de ikke vil tale om det. Hvad er
>> alternativet? At man ikke må snakke med folk om følsomme emner?
>
> Man må da gerne snakke med folk om følsomme emner - det har der da
> ikke været tale om, men taktfølelse. Især når det gælder fremmede
> mennesker.

Jeg kan vitterligt ikke følge det. Kan du ikke give et eksempel eller
to på fremmede mennesker, der ikke udviser taktfølelse i forbindelse
med dette emne? Er det ved busstoppestedet eller lignende steder, det
sker?

> Jo hun måtte sige fra, men nogen gange kan man bare have det så svært
> her i livet at det kan være svært "bare" at gøre dette. Og hele tiden
> at få rippet op i det. Det tager tid at bearbejde.

For hendes kan det føles som meget anmassende, når person nummer 7
spørger til et ømt emne. Men hvis person nummer 7 ikke aner at det er
ømt, er det ikke dårlig taktfølelse.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

"> [Taktfølelse]
>
> > Hvorfor er det så vigtigt at fortælle andre hvornår man synes de skal
> > have nr to og tre. Eller nr et for den sags skyld.
>
> Jeg må melde pas her. Jeg kan slet ikke genkende det med at fremmede
> mennesker begynder at snakke om børnavl.
>
> At venner, familie og arbejdskammerater gør det, finder jeg blot er
> naturlig og positiv interesse. De spørger næppe for at genere og hvis
> det generer er det - stadig - blot at sige fra.

Men det er altså en allemandsret at alle bare blander sig i
børneplanlægningen. Javist man lkan sige fra. Men der er altså heldigvis
nogle mennesker der ikke mener det vedkommer dem og ikke presser på, men
desværre ikke alle. Jeg synes virkelig ikke mine arbejdskammerater har noget
at skulle have sagt ved børnplanlægningen hos os - og ja jeg skal såmænd nok
sige fra. Men det er da noget mærkeligt noget at det sådan er noget alle
bare skal blande sig i.

> Toke:
> >> Så må de for fan' lære at sige de ikke vil tale om det. Hvad er
> >> alternativet? At man ikke må snakke med folk om følsomme emner?
> >
> > Man må da gerne snakke med folk om følsomme emner - det har der da
> > ikke været tale om, men taktfølelse. Især når det gælder fremmede
> > mennesker.
>
> Jeg kan vitterligt ikke følge det. Kan du ikke give et eksempel eller
> to på fremmede mennesker, der ikke udviser taktfølelse i forbindelse
> med dette emne? Er det ved busstoppestedet eller lignende steder, det
> sker?

Nu bor jeg i en mindre by, det samme gør min veninde - dog i den anden ende
af landet. Så ofte ved man hvem, hinanden er, uden at kende hinanden. Hvis
du bor i en storby er det måske noget andet. Jeg kan jo ikke så godt give
dig eksempler fra hende andet end hun fortalte hun var så træt af at
mennesker hun vidste hvem var, men ikke kendte og aldrig havde sagt andet en
møjn til hende begyndte at spørge til hvornår de skulle have den næste for
nu var drengen jo ved at blive stor.

Hos mig har jeg specielt oplevet det der med at en gravid mave åbenbart er
allemandseje og mange mente åbenbart de kunne røre. Har oplevet i
svømmehallen i omklædningsrummet at en fremmed kvinde spurgte om hun måtte
røre maven på en af dem jeg svømmede sammen med. Ja vi var måløse.

> > Jo hun måtte sige fra, men nogen gange kan man bare have det så svært
> > her i livet at det kan være svært "bare" at gøre dette. Og hele tiden
> > at få rippet op i det. Det tager tid at bearbejde.
>
> For hendes kan det føles som meget anmassende, når person nummer 7
> spørger til et ømt emne. Men hvis person nummer 7 ikke aner at det er
> ømt, er det ikke dårlig taktfølelse.
> --

Men hvorfor er det åbenbart så vigtigt at blande sig i dette? Der er da ikke
så få der slet ikke kan få børn. Det er altså ikke så rart hele tiden at
blive gjort opmærksom på hele tiden at noget mangler. Hvad med lige at tænke
en ekstra gang inden man bare buser derud af. Almindeligt hensyn.

Ja jeg ved det er sent, men kan desværre ikke sove

LN

---

Mus wrote:

> Jeg synes virkelig ikke mine arbejdskammerater har noget at skulle
> have sagt ved børnplanlægningen hos os - og ja jeg skal såmænd nok
> sige fra. Men det er da noget mærkeligt noget at det sådan er noget
> alle bare skal blande sig i.

Mener du at dine arbejdskammerater burde undlade at diskutere børne-
planlægning med dig i første omgang? Altså helt undgå emnet? Eller
snakker du om de personer, der ikke kan tolke signaler og bliver ved
med at snakke om noget personligt, selvom man ikke ønsker det?

> Nu bor jeg i en mindre by, det samme gør min veninde - dog i den
> anden ende af landet. Så ofte ved man hvem, hinanden er, uden at
> kende hinanden. Hvis du bor i en storby er det måske noget andet.

Mjoeh... Svært at bedømme. Jeg bor i en slags rækkehus, som vel godt
kan ses som et lille samfund. Så det der med at vide hvem de andre er,
uden at kende dem, passer nok meget godt. Jeg synes nu at vi (altså i
rækkehuset) spørger for lidt til hinanden, så det er nok alligevel
forskelligt fra en mindre by.

> Jeg kan jo ikke så godt give dig eksempler fra hende andet end hun
> fortalte hun var så træt af at mennesker hun vidste hvem var, men
> ikke kendte og aldrig havde sagt andet en møjn til hende begyndte
> at spørge til hvornår de skulle have den næste for nu var drengen
> jo ved at blive stor.

Tror du personerne har gjort det fordi de interesserede sig positivt
for en af deres medlemmer af det lille samfund?

> Hos mig har jeg specielt oplevet det der med at en gravid mave
> åbenbart er allemandseje og mange mente åbenbart de kunne røre.

Har du oplevet mange, der blot gik hen og rørte?

> Har oplevet i svømmehallen i omklædningsrummet at en fremmed
> kvinde spurgte om hun måtte røre maven på en af dem jeg svømmede
> sammen med. Ja vi var måløse.

Av ja, tænk at bryde privatsfærereglen!

Hun var vel interesseret og hun spurgte ganske pænt. Hun fik nej.
End of story. Hun har sikkert rystet på hovedet over de kropskontakt-
forskrækkede kvinder, der målløse trådte et skridt tilbage.

(okay, jeg driller, men min pointe burde være tydelig nok)

[Toke: 7. person der spørger, gør det stadig i god tro]

> Men hvorfor er det åbenbart så vigtigt at blande sig i dette? Der
> er da ikke så få der slet ikke kan få børn. Det er altså ikke så
> rart hele tiden at blive gjort opmærksom på hele tiden at noget
> mangler. Hvad med lige at tænke en ekstra gang inden man bare
> buser derud af. Almindeligt hensyn.

Hvordan skal man tænke? Den eneste måde jeg kan få øje på er helt at
undlade at spørge til børn, hvilket bringer os tilbage til mit
spørgsmål "Hvad er alternativet? At man ikke må snakke med folk om
følsomme emner?", og det siger du jo at man gerne må.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

"Toke Eskildsen" <darkwing@daimi.au.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns9754D0CCD3468tokeeskildsen@130.225.247.90...
> Mus wrote:
>
> > Jeg synes virkelig ikke mine arbejdskammerater har noget at skulle
> > have sagt ved børnplanlægningen hos os - og ja jeg skal såmænd nok
> > sige fra. Men det er da noget mærkeligt noget at det sådan er noget
> > alle bare skal blande sig i.
>
> Mener du at dine arbejdskammerater burde undlade at diskutere børne-
> planlægning med dig i første omgang? Altså helt undgå emnet?

Nej det mener jeg ikke. Jeg skrev ....børneplægningen hos os. Ikke generelt.

> > Jeg kan jo ikke så godt give dig eksempler fra hende andet end hun
> > fortalte hun var så træt af at mennesker hun vidste hvem var, men
> > ikke kendte og aldrig havde sagt andet en møjn til hende begyndte
> > at spørge til hvornår de skulle have den næste for nu var drengen
> > jo ved at blive stor.
>
> Tror du personerne har gjort det fordi de interesserede sig positivt
> for en af deres medlemmer af det lille samfund?

Hvorfor altid dette emne?
Der er sikkert nogen der bare interesserer sig positivt og andre der bare
snager og blander sig i alt og har så travlt på andres vegne. Er sikker på
Iben kender typen

> > Hos mig har jeg specielt oplevet det der med at en gravid mave
> > åbenbart er allemandseje og mange mente åbenbart de kunne røre.
>
> Har du oplevet mange, der blot gik hen og rørte?

Mange og mange, det er jo relativt. Nok. Har dog ikke været voldsomt generet
af det men har syntes det var underligt.

> > Men hvorfor er det åbenbart så vigtigt at blande sig i dette? Der
> > er da ikke så få der slet ikke kan få børn. Det er altså ikke så
> > rart hele tiden at blive gjort opmærksom på hele tiden at noget
> > mangler. Hvad med lige at tænke en ekstra gang inden man bare
> > buser derud af. Almindeligt hensyn.
>
> Hvordan skal man tænke? Den eneste måde jeg kan få øje på er helt at
> undlade at spørge til børn, hvilket bringer os tilbage til mit
> spørgsmål "Hvad er alternativet? At man ikke må snakke med folk om
> følsomme emner?", og det siger du jo at man gerne må.
> --

Hvordan man skal tænke? Hvad mener du. Heldighvis er vores tanker vores
egne - ingen kan bestemme hvad vi skal tænke.

Selvfølgelig må man da spørge til børn. Men et svar såsom nej den næste er
ikke i støbeskeen, bør være nok svar. Fornemmer lidt det hele enten er sort
eller hvidt hos dig Jeg er såmænd også blevet spurgt til jobsamtaler ved
børn.

Hvorfor bliver du ved at sige man ikke må tale med folk om følsomme emner.
Men man kan godt stadig have antennerne lidt ude og stikke en finger i
jorden.

Alternativet er at man respekterer folks valg.

LN
LN

---

Mus wrote:

> Nej det mener jeg ikke. Jeg skrev ....børneplægningen hos os. Ikke
> generelt.

Nu tror jeg jeg er ved at forstå. Lad mig prøve igen, så må du lige
rette til: Arbejdskammeraterne må gerne snakke om emnet generelt med
dig. De må også gerne fremføre overfor dig at de synes det er klart
bedst med kort afstand imellem, i det generelle tilfælde. Men de må
ikke foreslå dig at I sørger for at der er kort imellem for jeres børn?

Toke:
>> Tror du personerne har gjort det fordi de interesserede sig
>> positivt for en af deres medlemmer af det lille samfund?
>
> Hvorfor altid dette emne?

Fordi det er et oplagt emne, såsom vejret eller kommunens seneste
tiltag.

> Der er sikkert nogen der bare interesserer sig positivt og andre
> der bare snager og blander sig i alt og har så travlt på andres
> vegne. Er sikker på Iben kender typen

En passende anbragt smiley.

Jeg går ud fra at du er enig i at det ikke er så trivielt at bedømme.

>>> Hvad med lige at tænke en ekstra gang inden man bare buser derud
>>> af. Almindeligt hensyn.
>>
>> Hvordan skal man tænke? Den eneste måde jeg kan få øje på er helt
>> at undlade at spørge til børn, hvilket bringer os tilbage til mit
>> spørgsmål "Hvad er alternativet? At man ikke må snakke med folk
>> om følsomme emner?", og det siger du jo at man gerne må.
>> --
>
> Hvordan man skal tænke? Hvad mener du. Heldighvis er vores tanker
> vores egne - ingen kan bestemme hvad vi skal tænke.

Det var som svar på dit "Hvad med lige at tænke...". Det fremgår af
sammenhængen at det er de tanker, der ligger før eventuel frembusende
handling.

> Selvfølgelig må man da spørge til børn. Men et svar såsom nej den
> næste er ikke i støbeskeen, bør være nok svar.

Lad mig prøve at forstå:

Må man gerne komplimentere den nyfødte unge og spørge til eventuelle
planer om den næste?

Må man ikke tilføje "Ja, jeg synes det er bedst, hvis der er x år
mellem dem"?

Går grænsen ved hvorvidt man prøver at give et råd?

> Fornemmer lidt det hele enten er sort eller hvidt hos dig

Jeg fornemmer til gengæld at du kræver telepati fra dine medmennesker.

> Jeg er såmænd også blevet spurgt til jobsamtaler ved børn.

Det er så klart i modstrid med eksisterende aftaler på området, der er
opstået af ganske andre årsager end almindelig pli. Hvorfor den
potentielle arbejdsgiver spørger har også sin naturlige forklaring.

> Hvorfor bliver du ved at sige man ikke må tale med folk om
> følsomme emner. Men man kan godt stadig have antennerne lidt ude
> og stikke en finger i jorden.

Fordi jeg har svært ved at forstå hvad du mener med at stikke en finger
i jorden.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

> > Nej det mener jeg ikke. Jeg skrev ....børneplægningen hos os. Ikke
> > generelt.
>
> Nu tror jeg jeg er ved at forstå. Lad mig prøve igen, så må du lige
> rette til: Arbejdskammeraterne må gerne snakke om emnet generelt med
> dig. De må også gerne fremføre overfor dig at de synes det er klart
> bedst med kort afstand imellem, i det generelle tilfælde. Men de må
> ikke foreslå dig at I sørger for at der er kort imellem for jeres børn?

Ja men det er ikke sådan det foregår. Oplever ikke der bliver talt specielt
meget om emnet generelt. Men der bliver spurgt meget ind og presset på. Her
har det ikke været så meget hvornår vi skulle have nr to men nr et. Jeg er
35 år nu og vores første og måske eneste datter er 10 mdr.

> Toke:
> >> Tror du personerne har gjort det fordi de interesserede sig
> >> positivt for en af deres medlemmer af det lille samfund?
> >
> > Hvorfor altid dette emne?
>
> Fordi det er et oplagt emne, såsom vejret eller kommunens seneste
> tiltag.

Vejret mm vedkommer alle. Om der er 2 eller 4 år mellem andres børn er en
personlig sag. Kan ikke ikke se det kan optage alle på samme måde. Børn
generelt ja. Hvordan går det med dem og ja det er en sjov alder, og jo skal
hun/han have en søster på et tidspunkt(og så acceptere det svar man får).


> Det var som svar på dit "Hvad med lige at tænke...". Det fremgår af
> sammenhængen at det er de tanker, der ligger før eventuel frembusende
> handling.

Bare omtanke.

> Lad mig prøve at forstå:
>
> Må man gerne komplimentere den nyfødte unge og spørge til eventuelle
> planer om den næste?

Må og må hvem bestemmer hvad man må. Men jeg vil synes det er malplaceret.
Man behøver i mine øjne altså ikke have så travlt. Hvad med at nyde den
lille ny - lægge koncentrationen her.

> Må man ikke tilføje "Ja, jeg synes det er bedst, hvis der er x år
> mellem dem"?

Mit svar ville være nå men det er jo godt for dig så. Hvad skal man bruge
den kommentar til? Har man ikke lige lidt travlt så. Jeg vil opfatte det som
at man prøver at pådutte andre sine meninger. Og tidspunktet med en lille
nyfødt man lige har komplementeret er da vireklig malplaceret. Så lidt pli
har jeg da heldigvis ikke stødt på.

> Går grænsen ved hvorvidt man prøver at give et råd?

Jeg synes sådan noget som råd når man ikke har bedt om råd skal man være
lidt tilbageholdene. Man skal kende hinanden godt. Hvor har jeg dog fået
mange mærkelige råd/bemærkninger mht Anna. Der er nok ikke nok næring i
mælken ligger som nr et på top ti. Giv hende flaske - det er bedre når de er
født for tidligt - ligger på nr to. Sikke noget pladder.

> > Fornemmer lidt det hele enten er sort eller hvidt hos dig
>
> Jeg fornemmer til gengæld at du kræver telepati fra dine medmennesker.

Næh bare lidt almindelig omtanke og respekt for de valg man har truffet. Er
det virklig for meget forlangt.

> > Jeg er såmænd også blevet spurgt til jobsamtaler ved børn.
>
> Det er så klart i modstrid med eksisterende aftaler på området, der er
> opstået af ganske andre årsager end almindelig pli. Hvorfor den
> potentielle arbejdsgiver spørger har også sin naturlige forklaring.

Ja selvfølgelig er der en naturlig forklaring.

> > Hvorfor bliver du ved at sige man ikke må tale med folk om
> > følsomme emner. Men man kan godt stadig have antennerne lidt ude
> > og stikke en finger i jorden.
>
> Fordi jeg har svært ved at forstå hvad du mener med at stikke en finger
> i jorden.
> --

Næh det kan jeg se. Og det er jo heller ikke noget man kan give en opskrift
på. Det er noget man selv må lære at vurdere/fornemme.

LN

---

Mus wrote:

>> > Hvorfor altid dette emne?
>>
>> Fordi det er et oplagt emne, såsom vejret eller kommunens seneste
>> tiltag.
>
> Vejret mm vedkommer alle. Om der er 2 eller 4 år mellem andres
> børn er en personlig sag. Kan ikke ikke se det kan optage alle på
> samme måde.

Det gør det jo heller ikke.

> Børn generelt ja. Hvordan går det med dem og ja det er
> en sjov alder, og jo skal hun/han have en søster på et
> tidspunkt (og så acceptere det svar man får).

Det lyder meget rimeligt.

>> Må man gerne komplimentere den nyfødte unge og spørge til
>> eventuelle planer om den næste?
>
> Må og må hvem bestemmer hvad man må.

Du har i hvert fald meget travlt med at gøre det, ligesom jeg har
travlt med at gøre det med omvendt fortegn.

> Men jeg vil synes det er malplaceret. Man behøver i mine øjne altså
> ikke have så travlt. Hvad med at nyde den lille ny - lægge
> koncentrationen her.

Fordi det er oplagt at snakke om.

Møder man en person med nyfødt barn, som man falder i snak med, kredser
tankerne naturligvis om unger. Mest den der ligger i barnevognen, men
man løber ret hurtigt tør for "Nej, hvor ser hun sød ud" og lignende
ufarlige udsagn (jeg gør i hvert fald).

Det virker uhøfligt at slå over i snak om seneste episode af Lost, så
er man ikke god til tomgang, går man videre til ting man finder
interessante, såsom "får I jeres nattesøvn?", "gik fødslen godt?" eller
"hvad er så jeres videre planer?", konkretiseret ved "hvor mange børn
vil I gerne have" eller "hvornår tager I så nummer to?".

Det falder blot naturligt, når man nu snakker om det lille barn, at
komme ind på de emner, der relaterer stærkt til det.

>> Må man ikke tilføje "Ja, jeg synes det er bedst, hvis der er x år
>> mellem dem"?
>
> Mit svar ville være nå men det er jo godt for dig så. Hvad skal
> man bruge den kommentar til?

Den er givetvis afleveret i bedste mening, med ønske om at give ens
viden videre.

> Har man ikke lige lidt travlt så.

Jeg kan godt forstå nogen opfatter det sådan.

> Jeg synes sådan noget som råd når man ikke har bedt om råd skal
> man være lidt tilbageholdene.

Det er jo en klar udmelding.

>>> Fornemmer lidt det hele enten er sort eller hvidt hos dig
>>
>> Jeg fornemmer til gengæld at du kræver telepati fra dine
>> medmennesker.
>
> Næh bare lidt almindelig omtanke og respekt for de valg man har
> truffet. Er det virklig for meget forlangt.

Det protesterer jeg såmænd ikke imod. Det ville også være dumt at gøre.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

> Tænk, sådan læser jeg slet ikke Ibens indlæg.
>
> Jeg opfatter til gengæld en voldsom frustration over at folk har en
tildens
> til at være bedrevidende og pådutte andre deres holdninger som fakta. "Vi
> synes at 2-3 år er det optimale, der for er det (objektivt) forkert at
have
> længere tid mellem børnene."
>
> Hvad Iben protesterer over er ikke at andre har en anden holdning, men at
de
> ikke vil acceptere *hendes* holdning.


Kristian, du har da bare forstået hvordan jeg tænkte da jeg skrev indlægget.
Tak for det.

Iben

---

Iben Holst wrote:
>> Tænk, sådan læser jeg slet ikke Ibens indlæg.
>>
>> Jeg opfatter til gengæld en voldsom frustration over at folk har en
>> tildens til at være bedrevidende og pådutte andre deres holdninger
>> som fakta. "Vi synes at 2-3 år er det optimale, der for er det
>> (objektivt) forkert at have længere tid mellem børnene."
>>
>> Hvad Iben protesterer over er ikke at andre har en anden holdning,
>> men at de ikke vil acceptere *hendes* holdning.
>
>
> Kristian, du har da bare forstået hvordan jeg tænkte da jeg skrev
> indlægget. Tak for det.

Måske fordi jeg kender lidt til fornemmelsen. Vi har *valgt* - af praktiske
årsager - kun at få en.

Det er ved gud af og til trættende at skulle forklare og forsvare dette
valg.

--
Kristian Damm Jensen

---

> Du virker voldsomt oprevet over at du opfatter at flertallet vælger
> anderledes end jer. Den hårde tone du klager over er præcis den samme,
> du selv lægger for dagen i dit indlæg.

Du godeste nej! Alle kan vælge som de vil - det er ikke andres valg jeg har
skrevet om; det er mit eget og manges reaktioner på dette. Og hvis du ser
ordentlig efter i mit indlæg, kritisere jeg ikke de som ikke har langt
mellem
børnene. Jeg har skrevet de argumenter jeg oftest har hørt. Jeg er
uforstående
overfor at flertallet jeg i tiden har talt om børn med, mener at det er
uhørt at
der er så langt mellem børnene. Og om det overhovedet er flertallet der
generelt har den holdning er jeg slet ikke klar over - det har været
flertallet
af dem jeg har talt med....

> > Der ligger en klar holding til at søskende ikke kan lege sammen hvis
> > der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
> Omformuleret til en lidt mindre fortørnet tone: "Der ligger en klar
> holding til at søskende generelt leger bedst sammen, hvis der er 2-3 år
> mellem dem...".

Ja alt kan da omformuleres hvis man ønsker at skyde egne ord i munden
på andre de slet ikke mener. Men egentlig omformulerer du ikke - du
diketerer hvad du synes jeg bør tænke.
Jeg har direkte fået at vide - og ikke kun en enkelt gang - at søskende
ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem. Og jeg
ved jo fra mine egne børn at det ikke passer.
Det er DIN mening der kommer frem når du skriver ovenstående....

> Der er naturligvis undtagelser, men er du uenig i den generelle
> betragtning?

Ja naturligvis - ellers ville jeg da have sørget for at få dem tættere
på hinanden. De leger da lige godt sammen om der er 1-2-3-4 år
imellem.

> At du får det at vide, når du snakker med folk, med børn med kort
> afstand, er bare naturligt. Man oplyser om hvorfor man har truffet
> de valg man gør, og gør det som regel positivt.

Jamen nu er er det stadig ikke andre folks valg der var tale om fra start?!
Det var andre folks mening om vores valg.
Jeg taler selvfølgeligt altid positivt om vores valg, for det passer os jo
glimrende - så er det da positivt! - og andre gør da lige så, langt mellem
deres børn eller ej. Andet har jeg da ikke oplevet. Jeg ved faktisk ikke
lige hvorfor du kommer med den indskyldelse...

Og jeg kan igen kun nævne at alle andre kan gøre som de har lyst
til - det er jo glædeligt at der kommer børn til verdenen uanset om der er
langt til deres søskende eller ej - men jeg skriver bare at mange slet slet
ikke kan forstå hvorfor vi ikke har valgt at få dem trip-trap-træsko.
Men du har tilsyneladende helt misforstået hvorfor jeg overhovedet
har skrevet et indlæg.

Hvis jeg havde tænkt, da jeg skrev indlægget, som du prøver at ligge i min
mund, så havde jeg jo skrevet side op og ned om hvorfor jeg mener det
er forkert at der ikke er længere mellem de børn der kun har 1-2-3 år
imellem sig. Det kan jeg ikke - for jeg mener ikke det er forkert - ligesom
jeg bestemt heller ikke mener at det er forkert at have 4-5 mellem børnene.

Jeg prøvede bare at finde ud af hvorfor mange mener det er så forfærdeligt
at
der ikke kun er de få år mellem børnene.

Iben

---

Iben Holst wrote:

[Toke: Hård tone]

> Du godeste nej!

Sådan opfattede jeg det. Men lad det ligge. Jeg klarlægger dog lige en
misforståelse nedenfor.

> Og hvis du ser ordentlig efter i mit indlæg, kritisere jeg
> ikke de som ikke har langt mellem børnene.

Det har jeg ikke påstået du gør og jeg har heller ikke opfattet det som
en langen ud efter dem med kort mellem børnene. Det jeg refererede til
var din beskrivelse af de mange, du møder, som vil give deres besyv
med.

>> Omformuleret til en lidt mindre fortørnet tone: "Der ligger en
>> klar holding til at søskende generelt leger bedst sammen, hvis
>> der er 2-3 år mellem dem...".
>
> Ja alt kan da omformuleres hvis man ønsker at skyde egne ord i
> munden på andre de slet ikke mener.

Jeg har redegjort for dette i mit svar til Kristian. Prøv at læse det.
Jeg skal gerne indrømme at min konkrete formulering var uheldig.

> Men egentlig omformulerer du ikke - du diketerer hvad du synes jeg
> bør tænke.

Nej. Jeg dikterer sagen som jeg opfatter den.

Du kan så hive op af hatten at jeg ikke kender din omgangskreds, men
det har så det resultat at det er ganske umuligt at svare på dit
spørgsmål, medmindre der tilfældigvis skulle være nogen herinde, der
deler omgangskreds med dig.

> Det er DIN mening der kommer frem når du skriver ovenstående....

Det er ganske korrekt opfattet. Jeg beklager igen formuleringen.

>> Der er naturligvis undtagelser, men er du uenig i den generelle
>> betragtning?
>
> Ja naturligvis - ellers ville jeg da have sørget for at få dem
> tættere på hinanden. De leger da lige godt sammen om der er
> 1-2-3-4 år imellem.

Ah. Jamen det er jo interessant. Desværre er det notorisk svært at
diskutere to ting samtidig i en tråd. Altså

- Hvorvidt alder er underordnet (op til 4 år) i forhold til at lege
sammen.
og
- Hvordan man bør snakke med hinanden om emnet.

> Jamen nu er er det stadig ikke andre folks valg der var tale om
> fra start?! Det var andre folks mening om vores valg.

Det er bundet i deres eget valg. De to ting hænger sammen.

> Jeg taler selvfølgeligt altid positivt om vores valg, for det
> passer os jo glimrende - så er det da positivt!

Jeps.

> - og andre gør da lige så, langt mellem deres børn eller ej.

Jeps.

> Men du har tilsyneladende helt misforstået hvorfor jeg overhovedet
> har skrevet et indlæg.

Muligvis. Men jeg tror Mus og jeg fik noget ud af det.

> Hvis jeg havde tænkt, da jeg skrev indlægget, som du prøver at
> ligge i min mund, så havde jeg jo skrevet side op og ned om
> hvorfor jeg mener det er forkert at der ikke er længere mellem de
> børn der kun har 1-2-3 år imellem sig.

Nope. Nu er det dig, der ganske misforstår mig.

> Jeg prøvede bare at finde ud af hvorfor mange mener det er så
> forfærdeligt at der ikke kun er de få år mellem børnene.

Ovenstående er i direkte modstrid med dit svar til Kristian, som går på
det at pådutte andre holdninger.

Prøv igen: Hvad er det du vil? Vil du høre argumenter for og imod kort
afstand, eller vil du have bud på hvorfor nogen mennesker prøver at
pådutte andre deres holdninger?

Anyway, så har jeg givet mit personlige bud på det første.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

> > Jamen nu er er det stadig ikke andre folks valg der var tale om
> > fra start?! Det var andre folks mening om vores valg.
>
> Det er bundet i deres eget valg. De to ting hænger sammen.

Niks man kan godt have meninger om hvorfor man selv har valgt som man har,
og stadig respektere andres valg.


> > Men du har tilsyneladende helt misforstået hvorfor jeg overhovedet
> > har skrevet et indlæg.
>
> Muligvis. Men jeg tror Mus og jeg fik noget ud af det.

He he

LN

---

> Ah. Jamen det er jo interessant. Desværre er det notorisk svært at
> diskutere to ting samtidig i en tråd.

Nåh, det er dér skoen trykker..... jamen det bringer os da bare
til et helt nyt emne: mænd der ikke kan 2 ting af gangen selvom
de er meget tæt på hinanden *GGG* (undskyld, men den var
bare så oplagt)

> > Jamen nu er er det stadig ikke andre folks valg der var tale om
> > fra start?! Det var andre folks mening om vores valg.
>
> Det er bundet i deres eget valg. De to ting hænger sammen.

Nej!

> > Men du har tilsyneladende helt misforstået hvorfor jeg overhovedet
> > har skrevet et indlæg.
>
> Muligvis. Men jeg tror Mus og jeg fik noget ud af det.

Det var da godt at jeg kunne hjælpe *S*

> > Jeg prøvede bare at finde ud af hvorfor mange mener det er så
> > forfærdeligt at der ikke kun er de få år mellem børnene.
>
> Ovenstående er i direkte modstrid med dit svar til Kristian, som går på
> det at pådutte andre holdninger.

Hvordan er det dog du læser?!

> Prøv igen: Hvad er det du vil? Vil du høre argumenter for og imod kort
> afstand, eller vil du have bud på hvorfor nogen mennesker prøver at
> pådutte andre deres holdninger?

Det skal du såmænd ikke spekulere mere på - jeg har fået hvad jeg
efterlyste i andre indlæg end dine.

Iben

---

Iben Holst wrote:

> Nåh, det er dér skoen trykker..... jamen det bringer os da bare
> til et helt nyt emne: mænd der ikke kan 2 ting af gangen selvom
> de er meget tæt på hinanden *GGG* (undskyld, men den var
> bare så oplagt)

Det' såmænd ikke helt løgn i hverdagen, meeen når vi er på usenet,
synes jeg nu begge køn vader rundt i det.

> Nej!

Jo!

> Hvordan er det dog du læser?!

Hvordan er det dog du skriver?

[Toke: Hvad er det du vil?]

> Det skal du såmænd ikke spekulere mere på - jeg har fået hvad jeg
> efterlyste i andre indlæg end dine.

Så jeg fletter næbbet og vralter videre? Fair nok.
--
Far + digitalkamera + webserver = http://ekot.dk/dagbog/

---

> Hvorfor dog det?

Glem det ! - Det er ikke noget at bekymre sig om. Vi har en søn på der lige
er fyldt 5 og har nu besluttet at købe hjælp til at han kan få en
lillesøster eller lillebror da det ikke er lykkedes ad naturlig vej ....

/A

---

> Glem det ! - Det er ikke noget at bekymre sig om. Vi har en søn på der
lige
> er fyldt 5 og har nu besluttet at købe hjælp til at han kan få en
> lillesøster eller lillebror da det ikke er lykkedes ad naturlig vej ....

Jeg er såmænd heller ikke bekymret - hvis jeg havde ment at der
var alt for lang tid mellem de 2 første, havde jeg heller ikke ventet
så længe med at få den - formentlig - sidste...

Men jeg kan bare godt blive lidt irriteret over andre folks meninger
om emnet, når de ikke kan acceptere andre end deres egne.

Held og lykke med familieforøgelsen!!

Iben

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:43d349c9$0$47057

>Der ligger en klar holding til at
> søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...

Vi har 2 drenge på henholdsvis 11 og 13 år. Vores datter er 6 år, så der er
lige knap 7 år imellem hende og den ældste.
Begge drenge, har altid leget godt med deres søster og hun ser gevaldigt op
til dem.
De to brødre har altid været lidt som kat og hund, men de har da også nogle
gode stunder, hvor de har superglæde af hinanden uden, at de kommer op og
tottes.

Synes ikke rigtigt, at man kan generalisere mht. aldersforskel. Søskende med
5-10 års aldersforskel, kan også sagtens have glæde af hinanden. Det har jeg
da set flere eksempler på. Det spiller også lidt ind om det er drenge eller
piger tror jeg, og så er børn jo også forskellige.

Som du selv er inde på, så skal det jo også passe ind i ens liv. 2 eller 3
blebørn lige i rap, kan godt være hårdt arbejde. Så kan det være rart med
nogle års pause imellem, inden den næste ankommer.


--
Mvh. www.tjekmig.dk
http://tjekmig.dk/forum/
Beskriv din hund på:
http://tjekmig.dk/hotornot/

---

"Iben Holst" skrev

> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
> er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?

Det er det heller ikke.
Men det ligger et eller andet sted i rigtig mange mennesker, som du selv er
inde på.
Sjovt nok vælger de selvsamme mennesker ikke at stoppe med at forsøge, når
det ikke er lykkes for dem at blive gravid 2. gang indenfor 2 år efter
første fødsel. Det burde de da, hvis de er så fanatiske med aldersforkellen.

Min veninde sagde engang, at hun mente, man skulle have alle sine børn inden
man fyldte 30. Nu er hun 33 og nybagt mor til den 1.
Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg mener faktisk godt, der i min verden kan være for kort tid imellem
søskende.
Det er klart at nr. 1 ikke længere kan være i "centrum" hele tiden, når der
kommer en lille ny.
Jeg synes godt, den yngste må være i "centrum" og føle sig som MOR OG FARS
de første tre år.

Jeg kunne slet ikke forestille mig, at min den yngste skulle "skubbes ud" i
2. possition allerede nu, hvor han lige er fyldt to år. Han er stadig den,
der skal have den trygge favn hele tiden.

Jeg har egne erfaringer med 3 og 4 år mellem børn, og de havde og har rigtig
meget fornøjelse af hinanden!!!

Nette

---

> > Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men
hvorfor
> > er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?
>
> Det er det heller ikke.
> Men det ligger et eller andet sted i rigtig mange mennesker, som du selv
er
> inde på.
> Sjovt nok vælger de selvsamme mennesker ikke at stoppe med at forsøge, når
> det ikke er lykkes for dem at blive gravid 2. gang indenfor 2 år efter
> første fødsel. Det burde de da, hvis de er så fanatiske med
aldersforkellen.
>

Ja det er da for så vidt rigtig nok *S*

> Min veninde sagde engang, at hun mente, man skulle have alle sine børn
inden
> man fyldte 30. Nu er hun 33 og nybagt mor til den 1.
> Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg havde en vision om at blive gift senest samme år jeg blev 25 og få mit
første
barn inden jeg blev 30. Gift er jeg aldrig blevet selvom jeg mødte min
"mand"
inden jeg blev 25, men til gengæld nåede jeg så at få 2 børn inden de 30 -
så
jeg kender også godt til det med, at skifte standpunkt.

> Jeg synes godt, den yngste må være i "centrum" og føle sig som MOR OG FARS
> de første tre år.

Du rammer lige plet. Det har også altid været en mine begrundelser for ikke
at få
dem for tæt på hinanden. Selvfølgelig får nr 2 og 3 (etc.) dog ikke mor og
far for
sig selv i disse 3 år, men de er jo stadig små i dén alder og får også
opmærksomheden
derefter.

> Jeg har egne erfaringer med 3 og 4 år mellem børn, og de havde og har
rigtig
> meget fornøjelse af hinanden!!!

Skønt at høre!

Iben

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:43d349c9$0$47057$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...

Hej,

> Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
> er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?

Det er da ikke slemt.

> Vi har en storebror og en lillesøster som leger og fungere rigtig godt
> sammen trods de naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som
> klart er på hvert sit stadie.

Her er så en del af forklaringen på at jeg valgte at få mine børn tæt op ad
hinanden - jeg ville gerne have, at når jeg tog dem med på museum, i
biografen osv. - at så ville de være på samme stadie, nyde de samme
tilbud/udfordringer og dele de samme minder.

Mit mål var at få to børn, og det fik jeg med 14 mdr.'s mellemrum, og det
var og er helt perfekt (selvom de er dreng/pige) - min yngste er så født 4
år efter nr. 2 - og det har aldrig været helt så godt (set fra børnehøjde og
efter min mening - selvom der er andre fordele, også for "den lille" som jo
har to "store" til at hjælpe. Det være sig i skolegården eller hjemme).

Min yngste føler at megen kommunikation "går hen over hovedet" på ham - og
det er jo heller ikke helt løgn, for der er væsentligt forskel på hvordan
jeg kommunikere med mine 15 og16 årige og så med min 11 årige, og sådan har
det altid været. Og skal man i biografen hele flokken, er filmen enten et
nummer for "barnlig" til de store, eller et nummer for "voksen" til den
lille - og sådan er det generelt med alting. Det gør det ekstra vanskeligt,
når man kun er en forælder (som jeg har været i snart 10 år).

Min yngste er et spiral-barn (undfanget mens jeg havde spiral), og skulle
jeg have valgt, ville jeg ikke have valgt at der skulle være 4 år mellem nr.
2 og nr. 3. Jeg er enig i, at der er mange fordele som forælder - de(n)
store er blevet mere selvhjulpne, og kan tilmed i nogle tilfælde hjælpe lidt
til og man slipper for at føle, at man er dagplejemor og at alt går op i
bleskift og flasker. Jeg er også enig i, at det er hårdere arbejde med to
blebørn, men når de første få "arbejdsomme" år er ovre, synes jeg jo at
fordelene vælter ind

Det er et spørgsmål om hvordan man anskuer det - der er fordele og ulemper
ved alting.

> Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
> diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
> mellem søskende.

Selvfølgelig duer det. Der er 3 år mellem min storebror og jeg, og så er der
7 år ned til min lillesøster og 13 år til min yngste søster - og det har
fungeret fint. Vi har ikke sammen oplevelse/minder af og om vores barndom og
forældre, for aldersforskellen gjorde at de oplevelser vi havde sammen,
opfattede vi meget forskelligt, ligesom vi lidt levede i vores egne
universer med egne venner og egne interesser - men det gør da ikke vores
søskendeforhold mindre godt, bare anderledes.

Jeg traf mit valg ud fra dette - jeg ville gerne at mine børn skulle føle,
at de delte deres barndomsminder, at de ville ende op med at "tale hinandens
sprog" osv. Og det ser ud til at lykkes til fulde med mine to ældste - og så
har de aldrig rigtigt følt sig alene, det føler min yngste desværre til
tider.

> Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
> være
> mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk
> allerede
> er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er uhyggeligt vigtigt at
> de
> er så
> tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges
> næsten
> stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar holding til at
> søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
> Hvorfor dog det?

Tja, jeg kan ikke se, at man skal blande sig unødigt i andres valg - min
livslange veninde har fået sine børn med ca. 9 års mellemrum, og det
fungerer fint for dem - jeg valgte bare anderledes og ville gøre det igen.
Det ene er ikke "rigtigt" og det andet er ikke "forkert" - det er bare
forskelligt, og med forskellige fordele og ulemper.

Fordi jeg gjorde mig de overvejelser der førte til mit valg, kan jeg
selvfølgelig bedst argumentere for det - men havde jeg haft grund til at
vælge anderledes, ville jeg såmænd argumentere for det

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" skrev

> Jeg traf mit valg ud fra dette - jeg ville gerne at mine børn skulle føle,
> at de delte deres barndomsminder, at de ville ende op med at "tale
hinandens
> sprog" osv. Og det ser ud til at lykkes til fulde med mine to ældste - og
så
> har de aldrig rigtigt følt sig alene, det føler min yngste desværre til
> tider.

Tror du ikke, det handler lige så meget om, at de to store er "to mod en"?
Hvis der er to store og en mindre, så er det for mig logisk, at den yngste
føler sig alene.
Du skriver, der er fire år imellem dine to yngste.
Jeg har ret gode erfaringer med den aldersforskel. Men de er også kun de to
børn.

Ang . fællesoplevelser så behøver det vel ikke lige være en biograftur, der
skal være emnet?
Der er da rigtig mange andre ting man kan lave med hinanden på tværs af
aldere.

> Fordi jeg gjorde mig de overvejelser der førte til mit valg, kan jeg
> selvfølgelig bedst argumentere for det - men havde jeg haft grund til at
> vælge anderledes, ville jeg såmænd argumentere for det

Selvfølgelig.
Men jeg tror ikke det her handler om at argumentere for, at man gør, som man
gør. Jeg tror mere, det handler om, at rigtig mange mennesker ponger een
hele tiden for, hvornår man skal have den næste, netop ved at henlede til at
den eller de man har i forvejen er ved at have alderen til det, - efter
deres mening.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:43e1b0fb$0$15794$14726298@news.sunsite.dk...

Hej,

> Tror du ikke, det handler lige så meget om, at de to store er "to mod en"?

Nej, det tror jeg ikke - da de alle tre er meget tæt knyttet og de to ældste
er hvert sit køn.

> Ang . fællesoplevelser så behøver det vel ikke lige være en biograftur,
> der
> skal være emnet?
> Der er da rigtig mange andre ting man kan lave med hinanden på tværs af
> aldere.

Enig i at det ikk ebehøver lige være en biograftur - men ligegyldigt hvad,
så er pointen netop, at man gør det på tværs af aldre. Det er ikke det
samme, det er anderledes - det har andre fordele og andre ulemper.


> Men jeg tror ikke det her handler om at argumentere for, at man gør, som
> man
> gør. Jeg tror mere, det handler om, at rigtig mange mennesker ponger een
> hele tiden for, hvornår man skal have den næste, netop ved at henlede til
> at
> den eller de man har i forvejen er ved at have alderen til det, - efter
> deres mening.

Jeg har aldrig lyttet så meget til andre, som jeg har lyttet til mig selv,
så medmindre deres argumenter er helt fantastiske, så betyder det ikke noget
særligt for mig.

Jeg har forøvrigt fundet en yderst brugbar sætning, den kan bruges til mangt
og meget:
"Det vil jeg ikke diskutere."



mange hilsner

---

"nusle nuslesen" skrev

> Nej, det tror jeg ikke - da de alle tre er meget tæt knyttet og de to
ældste
> er hvert sit køn.

Du skriver, de er tæt knyttet og alligevel føler den yngste sig ensom i
forhold til de to andre.
For mig at se, er det da netop. fordi de to ældste er ældre, at
ensomhesfølelsen kommer ind.
Hvad vil du ellers mene, der ligger til grund for den yngstes oplevelse af
søskendeforholdet?

> Enig i at det ikk ebehøver lige være en biograftur - men ligegyldigt hvad,
> så er pointen netop, at man gør det på tværs af aldre. Det er ikke det
> samme, det er anderledes - det har andre fordele og andre ulemper.

Jeg kan finde rigtig mange ting, man kan gøre på tværs af aldre, men netop
en biograftur, synes jeg er svært at få alle med til.

> Jeg har aldrig lyttet så meget til andre, som jeg har lyttet til mig selv,
> så medmindre deres argumenter er helt fantastiske, så betyder det ikke
noget
> særligt for mig.

Jeg har heller aldrig handlet efter andres ønske, når det kommer til mit
eget liv.
Jeg har lyttet til dem, men mere for at prøve at forstå.
Og det er her mit og jeg tror også Ibens problem kommer ind. Jeg kan
selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg kan sagtens acceptere og
respektere andres valg og ønsker, men hvorfor kan de så ikke acceptere og
respektere mine? Hvorfor tager folk forgivet, at jeg ønsker det samme som
dem og hvorfor kommer der spydige bemærkninger, når jeg netop ikke gør det,
de selv ønsker?
Jeg ved godt, du er klar over problemstillingen, men synes pludselig den tog
en anden retning. Det er rimelig nemt ikke at handle efter andres ønske, men
det er mere svært at kappe ens hørelse, når man står og snakker med dem. Og
får man det ind i hovedet nok af gange, så bliver man irriteret.

> Jeg har forøvrigt fundet en yderst brugbar sætning, den kan bruges til
mangt
> og meget:
> "Det vil jeg ikke diskutere."

Den har jeg også brugt meget. Og specielt ved børneopdragelse og lign.
Min familie har været stride, da de fik deres første barnebarn, og det
skottede ikke på "gode råd".
Nu har min fætter fået sin den første, og selvom familien har fået rådene
brændt af på mig, er der nu også lidt til overs for ham. Og guderne skal
vide, jeg NYDER at sidde og sige "Bland jer udenom, det er ikke jeres barn
og forældrene har ikke spurgt om råd!" For det er jo noget der er meget
svært at få frem, når man selv sidder som nybagt forældre.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:43e46ced$0$15795$14726298@news.sunsite.dk...

Hej,

> Du skriver, de er tæt knyttet og alligevel føler den yngste sig ensom i
> forhold til de to andre.

Hmmm... jeg tror ikke, at han føler sig ensom fordi de andre er ældre, eller
fordi de har hinanden (hvilket de jo ikke altid har, og særligt ikke nu,
hvor de er teenagere og altså af hvert sit køn - men det havde de da de var
mindre, og det gjorde de meget brug af).

Jeg tror, at han føler sig ensom, fordi der ikke er en i familien der er på
alder med ham, oplever tingene som ham, anskuer tingene som ham og som han
kan tale med i sit hjem, i sin familie, på sit eget niveau.

> For mig at se, er det da netop. fordi de to ældste er ældre, at
> ensomhesfølelsen kommer ind.
> Hvad vil du ellers mene, der ligger til grund for den yngstes oplevelse af
> søskendeforholdet?

At der ikke er en til ham, så at sige - en der forstår ham, fordi han/hun
selv er det sted i sit liv, og opfatter tingene på samme måde osv. Altså en
at ligge og sige f.eks. "mor er dum" til sent om aftenen, efter mor har
skældt ud. I stedet for den fulde opbakning en søster/bror på samme alder
ofte giver, så ville de store i mange henseender sige noget i stil med
"jamen, du skal jo rydde op når det bliver sagt" - eller hvad det nu kan
have været. Der er slet og ret en kæmpe forskel på at have en jævnaldrende
helt tæt på sig i ens liv, og så på ikke at have det. Hos de fleste bliver
dette behov opfyldt af venner, men når man er lille, så er der altså ingen
venner der kan være der på samme måde, som en søster eller bror.

Når min datter taler om det, hun bliver snart 16 år og hendes bror er
lige straks 17 år - så er det noget med at følges til børnehave, følges
til skole, følges hjem. At broderen ligesom altid var "lige der". Og
det har betydet meget for hende.

Sjovt nok, så husker jeg tydeligt - at da de begyndte i vuggestuen
som 1 og 2 årige, da mente vuggestuelederen at det ville være bedst
for dem, at komme på hver sin stue. Det varede ikke engang ugen
ud. Men det var ikke min datter (den "lille"), der voldte problemer,
det var "storebror" der med sin vanlige stædighed fik dem til at
forstå, at han skulle være hos sin søster

Sådan har det altid været med ham *S* - da han gik i børnehave,
skulle alle børn selvfølgelig have regntøj, også han - lige bortset fra
at jeg vidste, at de ikke ville kunne få ham til at have det på. Han
har lige fra han var helt lille ikke villet have det på - han vil hellere
være våd, så meget hader han følelsen af regntøj. Børnehaven
insisterede selvfølgelig på, at han skulle have regntøj og at det
skulle bruges - indtil han havde været der et lille stykke tid, og jeg
blev kaldt til samtale, fordi de gerne ville have min tilladelse til at
undlade at give ham regntøj på *GG*. Jeg sagde det jo, han var
stædig fra det øjeblik han kom til verden, han skreg uafbrudt i
kuvøsen, indtil en sygeplejerske tog ham ud og han kom aldrig ind
i den igen *lol*. Han blev født lidt for tidligt, og de troede, at hans
lunger ikke var helt færdigudviklede - men det skulle han nok vise
at de var, og det så ingen på hele fødeklinikken var i tvivl.

> Jeg kan finde rigtig mange ting, man kan gøre på tværs af aldre, men netop
> en biograftur, synes jeg er svært at få alle med til.

Jeg lærte at der er mange ting, som man mener dækker flere stadier, men
hvor det er vanskeligt at tilpasse turen til at blive rigtigt givende for
flere
aldre på én gang - ligesom der er mange flere ting end biografture der kan
volde "problemer" pga. aldersforskellene. F.eks. er der himmelvid forskel på
at
være på legepladsen med en 4 og en 5 årig og lege med dem, spille med dem,
bygge sandslotte med dem - og så på at være der med en 4 og en 5 årig, og så
en baby - det er også hyggeligt, men det er ikke det samme.

Det er det eneste jeg siger - det er anderledes. Jeg trivedes rigtigt fint
med at mine to første var meget tæt på hinanden i alder, og det virkede
ikke helt så godt med 4 års aldersforskel - for mig og mine børn. Ikke
fordi de ikke trivedes overordentlig godt sammen, og er tæt knyttet
til hinanden - det er de. Og de store er helt ubeskriveligt gode søs-
kende for deres lillebror, både når det kommer til at hjælpe ham,
passe ham, gøre ting for ham, tage ham med steder hen osv. Faktisk
sagde jeg til min ældste forleden, at jeg synes, at han er en fremragende
storebror, og jeg tror han bliver en helt igennem fænomenal far engang.

Hans tålmodighed er næsten uendelig med lillebror, og lillebror fik
altid lov at tage sin madras ind på hans værelse som yngre, og
selv nu som teenager stod han i fredags op kl. 6.00 om morgenen
(hvor han slet ikke behøvede det, han skulle først møde på sit arbejde
kl. 16.00 den dag), for at tage sammen med os andre hen til skolen
og kramme og vinke farvel til lillebror som skulle på skiferie. Sådan
er mine børn - rigtige søskende, kærlige, omsorgsfulde overfor
hinanden, hjælpsomme og givende - jeg beundrer dem så meget, for
deres evne til at være gode ved hinanden.

Jeg ved, fordi jeg har familie/veninder der har valgt anderledes, at
det også kan være det helt rigtige med større aldersforskel - der
er bare andre fordele og andre ulemper.

> Og det er her mit og jeg tror også Ibens problem kommer ind. Jeg kan
> selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg kan sagtens acceptere og
> respektere andres valg og ønsker, men hvorfor kan de så ikke acceptere og
> respektere mine? Hvorfor tager folk forgivet, at jeg ønsker det samme som
> dem og hvorfor kommer der spydige bemærkninger, når jeg netop ikke gør
> det,
> de selv ønsker?
> Jeg ved godt, du er klar over problemstillingen, men synes pludselig den
> tog
> en anden retning. Det er rimelig nemt ikke at handle efter andres ønske,
> men
> det er mere svært at kappe ens hørelse, når man står og snakker med dem.
> Og
> får man det ind i hovedet nok af gange, så bliver man irriteret.

Det tror jeg ikke handler om valget af hvornår man får sine børn
- det lyder mere som et problem med at sige ordentligt fra.

> Den har jeg også brugt meget. Og specielt ved børneopdragelse og lign.

Den er også god

> Min familie har været stride, da de fik deres første barnebarn, og det
> skottede ikke på "gode råd".
> Nu har min fætter fået sin den første, og selvom familien har fået rådene
> brændt af på mig, er der nu også lidt til overs for ham. Og guderne skal
> vide, jeg NYDER at sidde og sige "Bland jer udenom, det er ikke jeres barn
> og forældrene har ikke spurgt om råd!" For det er jo noget der er meget
> svært at få frem, når man selv sidder som nybagt forældre.

Du har så evigt ret!

Det kan være rædsomt, jeg har set og hørt det - selv har jeg heldigvis i vid
udstrækning været forskånet.

Håber helt bestemt ikke, at jeg vil komme til at optræde så taktløst som
"bedstemor". Skulle det ske, er jeg så temmelig sikker på, at jeg vil få ret
klar besked - om ikke andet så af min ældste søn, han er god til den slags,
og da han sikkert "kommer først", så vil det indirekte være en hjælp for de
næste

Satser på en taktik der vil gå ud på at være til rådighed med hjælp, støtte
og råd - når forældrene spørger og ønsker det *S*.

mange hilsner

---

"nusle nuslesen" skrev

> Hmmm... jeg tror ikke, at han føler sig ensom fordi de andre er ældre,
eller
> fordi de har hinanden

Er du helt sikker på, han ikke, tidligere, netop har set, de havde hinanden?
For sådan tror jeg nemlig, jeg ville føle det, hvis jeg var den yngste af
tre og der var et spring ned til mig.
Min søster er tre et halvt år yngre end mig, og vi har ingen problemer og
har aldrig følt os ensomme. Men havde jeg haft en bror et år ældre end mig,
så ville vi måske nok på et eller andet tidspunkt, selvom vi var nok så gode
til at lege med lillesøster, have virket som om vi var to store "mod" en
lille.
Forstår du, hvad jeg mener?
Med fire års forskel kan man stadig godt blive enige om at mor er dum. ( -
Det virker fint nok her i huset, skal jeg sige. )
Men hvis der er to der er fire - fem år ældre, vil man nok ikke føle sig
helt så tæt med den yngste af dem.
Hmm, det virker som om det er svært for mig, at få meningen frem.

>Hos de fleste bliver
> dette behov opfyldt af venner, men når man er lille, så er der altså ingen
> venner der kan være der på samme måde, som en søster eller bror.

Det første giver jeg dig ikke ret i. Her i huset og igennem min egen
barndom, kunne det behov sagtens opfyldes trods aldersforskellen også i de
små år. På et tidspunkt bliver det selvfølgelig vennerne den slags faldet
på, sådan er det jo med teenagere.
Men det sidste..... Der findes IKKE noget som søskende. - De er guld værd.


> Sjovt nok, så husker jeg tydeligt - at da de begyndte i vuggestuen
> som 1 og 2 årige, da mente vuggestuelederen at det ville være bedst
> for dem, at komme på hver sin stue. Det varede ikke engang ugen
> ud. Men det var ikke min datter (den "lille"), der voldte problemer,
> det var "storebror" der med sin vanlige stædighed fik dem til at
> forstå, at han skulle være hos sin søster

Det er så en anden snak, og det synes jeg heller ikke er smart. Min søster
gik også i børnehaven på en anden stue end jeg, og det ville vi heller ikke.
Ikke fordi vi legede sammen, men hvorfor f... skulle man dele os op, når vi
nu hang sammen?

> Jeg sagde det jo, han var
> stædig fra det øjeblik han kom til verden,

Ja, det må du nok have lov til at sige. Gad vide hvem han har arvet det
efter?

> Jeg lærte at der er mange ting, som man mener dækker flere stadier, men
> hvor det er vanskeligt at tilpasse turen til at blive rigtigt givende for
> flere
> aldre på én gang - ligesom der er mange flere ting end biografture der kan
> volde "problemer" pga. aldersforskellene. F.eks. er der himmelvid forskel
på
> at
> være på legepladsen med en 4 og en 5 årig og lege med dem, spille med dem,
> bygge sandslotte med dem - og så på at være der med en 4 og en 5 årig, og
så
> en baby - det er også hyggeligt, men det er ikke det samme.

Nej selvfølgelig er det ikke det samme. Men spørgsmålet er, om det ikke er
mere givende at være forskellig end ens?
At lære at vise hensyn til hinanden alt efter evne og kunnen og at lære at
have tålmodighed, fordi mor altså ikke altid lige kan lave det, man
allerhelst vil?
Alternativet er vel, at man ind imellem kan tage afsted med en af gangen og
kun koncentrere sig om lige den ting som vedkommende gerne vil/kan/evner?

> og jeg tror han bliver en helt igennem fænomenal far engang.

He! Måbede han ikke? Min veninde gjorde det samme fornylig ved hendes 1
årige, og hans kommentar var "Aj Mor, det er da alt for tidligt at sige
sådan noget til mig, jeg er jo kun et barn"

> Jeg ved, fordi jeg har familie/veninder der har valgt anderledes, at
> det også kan være det helt rigtige med større aldersforskel - der
> er bare andre fordele og andre ulemper.

Jamen, jeg er heller ikke nødvendigvis uenig med dig. Jeg kan også sagtens
se familier, hvor lille aldersforskel kører godt. Jeg debatterer heller
ikke for at få dig til at skifte mening, men for at få belyst et emne og
måske på den måde både give og få forståelse og nye input.

> Det tror jeg ikke handler om valget af hvornår man får sine børn
> - det lyder mere som et problem med at sige ordentligt fra.

Hmm, det nytter vel kun at sige fra overfor en person, hvis det er noget man
regner med at kunne blive udsat for igen af selvsamme?
Lad mig komme med et eksempel:
Vi er til fest. Fødselarens nabo spurgte os "Nå, skal I så snart have den
næste? Tiden er jo til det nu, hvor den yngste er to år, I er vel begyndt at
tænke på det?"

Chancerne for at jeg ser den nabo igen er 1:1000. Der går 10 år før vi igen
ender til fest sammen.
Men kommentaren faldt alligevel,- og i sådan en situation vil det jo ikke
nytte ret meget at sige fra. Men når fire forskellige personer sådan en,
ganske vidst stor, aften med 100 gæster, kommer og siger den slags, så kan
det faktisk godt bringe mit pis i kog.

> Håber helt bestemt ikke, at jeg vil komme til at optræde så taktløst som
> "bedstemor". Skulle det ske, er jeg så temmelig sikker på, at jeg vil få
ret
> klar besked - om ikke andet så af min ældste søn, han er god til den
slags,
> og da han sikkert "kommer først", så vil det indirekte være en hjælp for
de
> næste

He, min veninde prøvede det samme. Hendes forældre var rigtig stride. Så gik
hun til sin mormor og morfar og bekklagede sig, og efter en kaffetur hos
forældrene, stoppede det. Bedsteforældrene havde været ligesådan overfor
forældrene, da de var nybagte forældre, og bedsteforældrene havde såmænd
bare sagt til dem over kaffen: "Kan I huske dengang I brokkede jer over
vores indblanding?"

Jeg elsker at fortælle den historie.

Nette

---

Hejsa
>
>Jeg ved ikke hvordan der generelle holdning er her i gruppen, men hvorfor
>er det så slemt at der er et godt stykke mellem søskendes alder?
>
>Der er 3 år og 11 mdr. år mellem vores søn og vores datter... og hvis vi
>bliver gravide med nr. 3 på et tidspunkt af dette år, så bliver der 4-5 år
>mellem vores datter og den næste. Det passer fint ind i vores liv selvom
>jeg inden jeg fik børn havde en ide om at der kun skulle være 3 år mellem
>dem. Vi har en storebror og en lillesøster som leger og fungere rigtig godt
>sammen trods de naturlige søskendeskænderier med mellemrum, men som
>klart er på hvert sit stadie.
>
>Men jeg synes bare jeg møder så mange som næsten kan gå ind i en heftig
>diskussion fordi det bare overhovedet ikke duer at der er så "mange" år
>mellem søskende.
>Der skal åbenbart helst - og andet kan stort set ikke accepteres - ikke
>være
>mere end 1-2 år mellem søskende og i al fald max. 3 år som faktisk allerede
>er mod det kriminelle, fordi det tilsyneladende er uhyggeligt vigtigt at de
>er så
>tætte på hinanden at de bliver hinandens bedste venner og kan følges næsten
>stødt ad i dagpleje, børnehave og skole. Der ligger en klar holding til at
>søskende ikke kan lege sammen hvis der er mere end 2-3 år mellem dem...
>
>Hvorfor dog det?

Aner det faktisk ikke. Tror at der både er fordele og ulemper ved børn
tæt på hinanden, og ved stor aldersforskel. Men det må vel være helt
op til den enkelte familie, hvad man prioritere... Jeg er også blevet
"bonket" i hovedet med, om vi da ikke snart skulle have den næste, så
de kunne få glæde af hinanden osv. Men altså, det er os der skal have
børnene, og dermed også vores valg, længere er den bare ikke.
Vi har lige knap 5 år mellem vores to drenge (4 år + 9 måneder), og
det fungerer bare fint for os. Den mindste er nu snart 1½ år, og den
store er 6 år, og de har stor glæde af hinanden, selv om de er på hver
deres niveau. Den store nyder at være "helt", en som lillebror
virkelig ser op til og beundrer. Og han går meget op i, hvor meget han
kan lære den lille. Og giver sig tid til at lege med ham, for det
meste. Selvfølgelig er der også perioder, hvor lillebror bare er
irriterende, og han vil have fred for ham. Hvilket han selvfølgelig
skal have lov til. Men den slags situationer opstår garanteret også,
selv om der kun er 1½-2 å mellem dem.
Og vi som forældre er glade for ikke stå med 2 blebørn, 2 børn der
skal mades ved bordet, hjælpes i tøj osv. osv. Selvfølgelig kan den
store ikke alt selv, men det han kan, er en lettelse for os i
hverdagen. Han kommer selv i og af tøj, kan selv spise (skal dog en
gang imellem have hjælp til at skære kød over), selv gå på toilet og
den slags. Og har også forståelse for og tålmodighed til, at han en
gang imellem lige at måtte vente lidt med sine ønsker - fx. kan han
fint forstå, at han lige må vente 5 minutter med at få smurt en mad,
hvis jeg står midt i at skifte en ble....
Men jeg kan da også fint forstå de forældre, der vælger at få børn
hurtigt efter hinanden - så er alt det "besværlige" det hurtigere
overstået. Vi føler da nogle gange, at vi er blevet "bombet tilbage
til stenalderen", når vi står med bleskift osv. igen. Havde vi valgt
mindre aldersforskel, kunne det jo have været overstået for dem begge
nu.
Det kan jo også være meget praktisk, at ens børn følges i dp og
børnehave, det gør jo aflevering og hentning lidt lettere og
hurtigere, hvis det kan klares et sted.
Men som sagt tror jeg på, at der er både fordele og ulemper ved begge
valg. Og så må det være op til det enkelte forældrepar, hvad de vægter
højest. Børnene skal nok ende med at have det fint med den
aldersforskel, det nu bliver til. Og om søskende kan sammen, tror jeg
har mere med deres personligheder at gøre, end med aldersforskel.

MVH
Gitte