"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:43c2bf36$0$15790$14726298@news.sunsite.dk...
Hej,
> Vi er træt af det, modtager gerne ideer og nyt input,- men har indtil
> videre
> accepteret, at dette IKKE skal være et problem, men blot en vane, sådan vi
> ikke kommer til at bruge for meget opmærksomhed og for mange kræfter på
> det.
>
Begge mine ældste børn var "alle vegne" ved sengetid til at begynde med når
tremmesengen skulle droppes (og de skulle ud af soveværelset - det var
nemlig lidt sammenhængende) - og det med at man ikke skal gøre det til en
vane at sidde hos dem, valgte jeg altså at tage med et gran salt.
For mig drejede det sig først og fremmest om at vænne dem til at ligge og
slappe af og derefter falde i søvn, så kunne de øvrige tilvænninger komme i
etaper bagefter.
Jeg delte det op i delmål - for det gik op for mig, at hvis jeg forlangt for
meget på én gang, ville det alligevel kun ende i tænders gnidsel.
Jeg brugte tålmodighed, jeg sad hos dem - havde en lille lampe tændt, så der
ikke var for meget lys, men nok til at jeg selv kunne hygge med en bog. Og
så satte jeg mig til at læse ved siden af dem. Hver gang de begyndte at
"drøne rundt", sagde jeg "shyyyssshh, du skal sove nu" på en stille men
bestemt måde, lagde dem ned igen - og genoptog læsningen.
Når jeg var der hele tiden, og afbrydelserne ikke kom i en film jeg prøvede
at se
- og jeg ikke skulle drøne frem og tilbage - så føltes det ikke
nær så frustrerende for mig selv. Ligesom scenen med "adskillelse" ikke
skulle udspille sig om og om igen. Småbørn reagerer kraftigt på
"adskillelse" - altså at blive "efterladt/forladt" - så at drøne frem og
tilbage lagde jeg meget hurtigt mærke til var halsløs gerning.
Da jeg først afprøvede ovenstående, altså en slags tålmodig vedholdenhed -
viste det sig at gå forbavsende hurtigt for dem at vænne sig til at lægge
sig og slappe af, og efter en lille uges tid, så faldt de som regel i søvn
på mindre end ½ time - hvilket var meget bedre end det der famøse renderi,
som jeg bestemt ikke gad efter en lang dag.
Da denne rutine var indøvet, så fortalte jeg, at jeg mente, at de var store
nok til at kunne lægge sig til at sove alene - hvorefter jeg "lokkede" med
noget attraktivt som "store børn gør" dagen efter, hvis de altså kunne falde
i søvn alene (lokkemidlet for den ældste var vist så vidt jeg husker en
indendørs legeplads, som han var helt vild med, og hvor jeg lovede vi kunne
være ekstra længe - for min mellemste var det at komme med, når storebror
skulle til fodbold *smil*). Det afstedkom kun ganske lidt "renderi" de
første 1-2 dage, så var det overstået. De har dog altid ønsket døren åben og
lidt lys - hvorfor vi havde en natlampe med svagt lys - og så brokkede de
sig på et tidspunkt over, at jeg var for stille om aftenen, de ville gerne
kunne høre mig (far var ikke hjemme om aftenen, han kørte turistbus). Så
begyndte jeg at vente med at vaske op til de lå og faldt i søvn - så kunne
de høre mig, og det var det de gerne ville. Musik, stille musik - var også
et godt supplement. Stilhed var ingen succes.
Forresten, når jeg "rendte" den første/anden dag - så blev jeg ikke sur, jeg
sagde bare ting såsom: "Jeg tror godt du kan, du er jo træt lille mus - prøv
at lukke øjnene og tænk på anders and"... sådan nogle lidt fjollede
småting... bare for at berolige dem - og så fik de selvfølgelig belønningen
dagen efter, selvom jeg måtte derind en gang eller 3.
Jeg syntes ikke, at det var noget særligt at bruge en uges tid på
"træningen" - nye ting er man som regel lidt tid om at vænne sig til.
Der var ingen problemer med min yngste - for han var vant til at se disse
rutiner med de store hver dag - så jeg tror at i hans bevidsthed var det
bare sådan, og så sov han jo også i samme værelse som sin bror. Alting var
nemmere med ham, sikkert fordi "mor" var blevet helt rutineret og tryg ved
sin mor-rolle da han kom - selvom jeg "kun" var 24 da jeg fik mit tredje
barn
mange hilsner