---

Hej gruppe...

Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
virkelig dårligt.
Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
at vide hvad jeg skal gøre.

Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?

---

Hjalte wrote:

> Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
> virkelig dårligt.
> Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
> at vide hvad jeg skal gøre.
>
> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?

Sådant er typisk en sag for de sociale myndigheder, så kontakt du kommunen.

Men det er også vigtigt at huske på, at selvom deres opdragelsesmetode
måske ikke helt falder i jord hos dig, så er der ikke nødvendigvis noget
galt. Derfor skal man i høj grad tænke sig om, inden man kontakter
kommunen. Men det er naturligvis vigtigt at tænke på barnet, og føler
du, at noget ikke er, som det skal være, så bør du reagere.

Men din reaktion kan også være, at du i stedet for at kontakte kommunen,
politiet eller andre sætter dig ned og får en snak med dem om problemet.
Måske er de slet ikke klar over, at de gør noget galt, og måske vil de
gerne lytte til nogle gode råd.

---

Hjalte wrote:
> Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
> virkelig dårligt.
> Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
> at vide hvad jeg skal gøre.
>
> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?

Hvis du mener at barnet tager alvorligt skade (hvadenten det er fysisk
eller ej), så bør du gøre noget.

Overvej om du kan snakke med dem. Selvom at det måske kan virke svært,
er det trods alt bedre, end at sætte himmel og hav i bevægelse fordi du
ikke fandt en basis at snakke med dem på.

Går det ikke, så prøv at få en fornemmelse af situationen ved at snakke
med nogen, der også kender familien. Hvis I begge mener at der er noget
alvorligt galt, er det nødvendigt at kontakte de sociale myndigheder.
Hvis du ringer til den kommune hvor de er bosat, kan de henvise dig til
en sagsbehandler, som kan gøre noget.

Mvh. Michael.
--
Which is more dangerous? TV guided missiles or TV guided families?
Visit my home page at http://michael.zedeler.dk/
Get my vcard at http://michael.zedeler.dk/vcard.vcf

---

Hjalte skrev:

> Hej gruppe...
>
> Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
> virkelig dårligt.
> Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
> at vide hvad jeg skal gøre.
>
> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?

Du skal kontakte kommunen. Poltiet skal kun kontaktes, hvis det er
akut, - altså hvis de er ved at tæve deres søn ihjel eller sådan
noget.

Som en anden herinde skrev er der også den mulighed selv at forsøge
at tale med dem. Evt. gøre dem opmærksomme på problemerne - måske
bede dem søge hjælp selv. Det kan være, at de også selv føler, at
det ikke kører, men ikke har overskud til at gøre noget ved det.
Forældre har krav på at få hjælp af kommune eller amt, hvis der er
vanskeligheder med at få familielivet til at fungere. - Hvis de
afviser dig kan du sige, at du melder dem til myndighederne. - Du kan
ligeså godt konfrontere dem, for jeg tror ikke, at du kan anmelde dem
anonymt alligevel.

---

<blinkhinde@hotmail.com> skrev i en meddelelse

>- Du kan ligeså godt konfrontere dem, for jeg tror ikke, at du kan anmelde
>dem
>anonymt alligevel.

Jo, man kan godt indberette som anonym, men som hovedregel har fam. ret til
at vide hvem der har indberettet dem (det vil stå i journalen og fam. har
aktindsigt i egen sag). Undtagelsen er så, hvis det skønnes at været til
ugunst for barnet at indberetters identitet oplyses, fx. hvis det var
barnets mest fortrolige pædagog el. lign.

Og tilbage til indlægget, så synes jeg Michael siger nogle fornuftige ting,
prøv at snakke med dem eller andre der kender familien.

Men... på den anden side skal du lige vide at hvis du virkelig tror at
barnet lider overlast har du som alm. borger underretningspligt, jf.
Serviceloven § 36, og så skal du anmelde det til fam.s hjemkommune. Det kan
både være mundtligt og skriftligt, men skritligt har altså den bedste effekt
(ofte mere præcis end en mundtlig overførsel).

Servicelovens § 36:

Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres
eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende
behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller
udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Håber du finder en, for dig og familien, fornuftig løsning.

Mette M

---

Hjalte wrote:
> Hej gruppe...
>
> Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
> virkelig dårligt.
> Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
> at vide hvad jeg skal gøre.
>
> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?
>

Servicelovens § 36:

Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under
18 år fra forældres
eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller
nedværdigende
behandling eller lever under forhold, der bringer dets
sundhed eller
udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.


Som du kan se har du pligt til at underette kommunen,
der er ikke noget at diskutere.

--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

[snip]
> Som du kan se har du pligt til at underette kommunen, der er ikke noget at
> diskutere.

[ironi begynd] Nej da - der er da ingen grund til at diskutere en familie og
et barns fremtid, når nu sagen er så soleklar. [ironi slut]

Michael

---

[snip]
>Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
>at vide hvad jeg skal gøre.

>Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?

Som andre har skrevet, har du som sidste udvej pligt til at underrette de
sociale myndigheder i den kommune du bor.

Men...

Du skal være meget sikker på at:
1. Der foregår ting som skader barnet psykisk eller fysisk. Det er ikke nok
at du er uenig i deres opdragelsesmetoder.
2. Der ikke er andre muligheder for at forbedre forholdene. Du skal altså
prøve at tale med dem først.

Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at behandle sagen seriøst, men
er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der råber højest/er mest
synlige. Det er et MEGET alvorligt indgreb i en families liv, som vil have
konsekvenser for tid og evighed, uanset om indgrebet var berettiget eller
ej. Når først andmeldelsen er sket, er det for sent at fortryde. Kommunen
overtager sagen, og man kan IKKE pludselig sige "der var vist ikke noget
alligevel".

Jeg vil anbefale dig først, og hurtigst muligt at kontakte en
privatpraktiserende familierådgiver for at få noget professionel sparring i
forhold til at afklare hvorvidt det er dig der er for sensibel, eller der
rent faktisk er tale om omsorgssvigt i familien. Er der det, er der ingen
tvivl om at familien SKAL have hjælp. Helst frivilligt i form af at de selv
(på din opfordring) kontakter en terapeut, men vil de ikke det, er der ingen
vej udenom. Kommunen må så tage over.

Princippet er: Mindst indgribende foranstaltning! Det princip gælder også i
serviceloven, men kommunale myndigheder har bare ikke tid til at prøve 11
forskellige modeller endsige tage stilling til hvilke der er "mindst
indgribende" i hvert tilfælde. Det har du og en privatpraktiserende bedre
tid til.

Håber du og familien får en alvorlig snak snarest, og at i finder en løsning
der ikke sætter familien under administration.

Med venlig hilsen
Michael

PS: Jeg kan anbefale dig at kontakte en Kempler terapeut - dér får man taget
stilling til tingene, og nogle meget konkrete forslag til hvad man kan gøre.

---

Michael Jørgensen wrote:
> [snip]
>> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
>> at vide hvad jeg skal gøre.
>
>> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?
>

>
> Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
> socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at behandle sagen seriøst, men
> er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der råber højest/er mest
> synlige.

Langt de feste socialrådgivere arbejder væsentligt mere
seriøst og velargumenterede end det ovenstående vrøvl
giver anledning til at tro

Socialrådgivere er underlagt meget strenge lovkrav, og
deres foranstaltninger er bedømt af en jurist.
De skal behandle underretninger seriøst, det gælder alle
underretninger det værende fra børnhave skoler private osv.
Det er altid en god ide at tale med en socialrådgiver,
og få klarlagt om man ser spøgelser, det de tager
udgangspunkt er at hvis man er bekymret, som du
tydeligvis er, er det det en god ide at få lagt det bag sig.







>

> Med venlig hilsen
> Michael
>
> PS: Jeg kan anbefale dig at kontakte en Kempler terapeut - dér får man taget
> stilling til tingene, og nogle meget konkrete forslag til hvad man kan gøre.

Rigtig mange kempler terapeuter er offentligt ansatte og
arbejder som familerådgivere, i kommunalt regi, hvis du
ønsker at tale med en sådan vil det sandsynligvis
efterkommes.
>
>


--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

[snip]
>> Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
>> socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at behandle sagen seriøst,
>> men
>> er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der råber højest/er mest
>> synlige.

>Langt de feste socialrådgivere arbejder væsentligt mere seriøst og
>velargumenterede end det ovenstående vrøvl giver anledning til at tro

Det benægter jeg ikke. Spørgsmålet er om man tør ta' chancen, og håbe på at
man render ind i en der HAR tid... Der er ingen tvivl om at de Danske
socialrådgivere generelt er overbebyrdede. Specielt her op til Jul.

Iøvrigt synes jeg du skulle finde en anden tone frem, hvis du vil tages
seriøs.

>Socialrådgivere er underlagt meget strenge lovkrav, og deres
>foranstaltninger er bedømt af en jurist.

I teorien, ja... I praksis anvendes lovgivningen som en guide, og rådgiverne
er tvunget til at prioritere mellem at følge lovens bogstav, eller få
behandlet alle de sager der ligger på deres skrivebord. De har jo pligt
ifølge loven, til at ta' sig af alle de sager der lander der...

>De skal behandle underretninger seriøst, det gælder alle underretninger det
>værende fra børnhave skoler private osv.

Det skal de - derom ingen tvivl. Men hvis der ankommer 7 underretninger på
en uge, og der er tid til at behandle 6 seriøst, hvem tror du så bliver
sorteper? Socialrådgiveren går jo stadig hjem kl. 16:00.

>Det er altid en god ide at tale med en socialrådgiver, og få klarlagt om
>man ser spøgelser, det de tager udgangspunkt er at hvis man er bekymret,
>som du tydeligvis er, er det det en god ide at få lagt det bag sig.

En socialrådgiver bruger kun den tid på en sag, som vedkommende lige
tilfældigvis har den dag. Ikke et sekund mere.

Derfor anbefaler jeg at kontakte en privatpraktiserende, for netop i ro og
fred og uden at "skabe en storm i et glas vand", at få klarhed over om der
er grund til at gå videre, og eventuelt at få nogle konkrete værktøjer til
at tale med familien om problemerne. Går man til kommunen, overtager de
sagen pr. automatik. Det er selvfølgelig også det nemmeste, men ikke
nødvendigvis den bedste løsning.

[snip]
>Rigtig mange kempler terapeuter er offentligt ansatte og arbejder som
>familerådgivere, i kommunalt regi, hvis du ønsker at tale med en sådan vil
>det sandsynligvis efterkommes.

Det er rigtigt - min pointe er bare at man skal tænke sig GRUNDIGT om, og
undersøge sagen tilstrækkeligt før man gør en familie til en "sag i
forvaltningen". Det er ikke nødvendigvis nogen hjælp for nogen at blive
"hjulpet" af det offentlige, specielt ikke i en sag som denne hvor personen
er i tvivl om hvad der er det bedste at gøre.

Der er mange sager i dette samfund, hvor man ikke er i tvivl, og hvor man
selvfølgelig skal underrette de sociale myndigheder hurtigst muligt. Men
dette tilfælde lyder i mine ører ikke helt så oplagt som du tilsyneladende
har dømt den.

Med venlig hilsen
Michael Jørgensen

---

Michael Jørgensen wrote:
> [snip]

>
> Det er rigtigt - min pointe er bare at man skal tænke sig GRUNDIGT om, og
> undersøge sagen tilstrækkeligt før man gør en familie til en "sag i
> forvaltningen". Det er ikke nødvendigvis nogen hjælp for nogen at blive
> "hjulpet" af det offentlige, specielt ikke i en sag som denne hvor personen
> er i tvivl om hvad der er det bedste at gøre.

Det er her kæden hopper af for dig, du ser det som et
problem for den voksne det kan være personen der vælger
at underrette kommuenn eller socialrådgiveren.
Lovens hensigt er at beskytte børnene, og for mig at se
skal tvivlen altid komme barnet til gode, omsorgssvigt
ER alles ansvar, der går alt for mange omsorgssvigtede
børn omkring i dag , så jo før vi lærer at tage hånd om
problemerne i stedet for at tøve, jo bedre.
Hvis du henveder dig til en privat socialrådgiver eller
en anden privat person gælder loven heldigvis på samme
måde; man har pligt til at underette ved en mistanke, så
der ER ikke noget at diskutere, hvis du hører om det
skal du foretage dig noget; pligt peger imod
handlingstvang, noget mange har misforstået, og noget du
også mener du må gradbøje, men sådan hænger det ikke
sammen i forhold til Seviceloven, den er helt klar på
dette område.
>

--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

[snip]

>Det er her kæden hopper af for dig, du ser det som et problem for den
>voksne det kan være personen der vælger at underrette kommuenn eller
>socialrådgiveren.

Øhhhh - det er da vist din kæde der hoppede af der - hvad er det du gerne
vil sig med den sætning (prøv lige at læse den selv)?

>Lovens hensigt er at beskytte børnene, og for mig at se skal tvivlen altid
>komme barnet til gode, omsorgssvigt ER alles ansvar, der går alt for mange
>omsorgssvigtede børn omkring i dag , så jo før vi lærer at tage hånd om
>problemerne i stedet for at tøve, jo bedre.

At tage kontakt til en privatpraktiserende familierådgiver er vel næppe at
tøve?

>Hvis du henveder dig til en privat socialrådgiver eller en anden privat
>person gælder loven heldigvis på samme måde; man har pligt til at underette
>ved en mistanke, så der ER ikke noget at diskutere, hvis du hører om det
>skal du foretage dig noget;

At tage kontakt til en privatpraktiserende familierådgiver er vel at
"foretage sig noget" - måske endda noget ganske fornuftigt? Jeg siger jo
ikke at det er det eneste man skal gøre - det er bare det første (indtil man
er sikker i sin sag).

>pligt peger imod handlingstvang, noget mange har misforstået, og noget du
>også mener du må gradbøje, men sådan hænger det ikke sammen i forhold til
>Seviceloven, den er helt klar på dette område.

Jamen det er så DIN (igen teoretiske og idealiserede) udlægning af
virkeligheden. I praksis forholder tingene sig noget anderledes, og også
Serviceloven underkastes gradbøjninger og forskelligartede fortolkninger i
det offentlige. Det er ikke noget *jeg mener* - jeg konstaterer blot at
virkeligheden er sådan.

Lad mig stille dig et spørgsmål:

Tror du at Servicelovens for- og påbud fortolket helt bogstaveligt, i alle
tilfælde og uden undtagelse, tjener barnets interesse bedst muligt?

Mvh
Michael

---

[snip]
>>... måde; man har pligt til at underette ved en mistanke, så der ER ikke
>>noget at diskutere, hvis du hører om det skal du foretage dig noget;

Lige en ting til - loven forholder sig ikke til "mistanker" eller "hører
om".

Den forholder sig til "Den der får kendskab til...". Det er noget lidt andet
end de rygter og halve vinde du antyder ovenfor...

Men det er så lovgivningen... I princippet er jeg enig i din egen
gradbøjning af lovgivningen - man SKAL foretage sig noget, bare man har
mistanke. Vi er blot uenige om HVAD man skal foretage sig.

Mvh
Michael

---

"Michael Jørgensen" <spamkiller_snabela_webhiker.dk> skrev i en meddelelse
>
> Men det er så lovgivningen... I princippet er jeg enig i din egen
> gradbøjning af lovgivningen - man SKAL foretage sig noget, bare man har
> mistanke. Vi er blot uenige om HVAD man skal foretage sig.

Det er såmænd såre enkelt - jeg citerer fra Kevins tidligere indlæg:

"Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under
18 år fra forældres
eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller
nedværdigende
behandling eller lever under forhold, der bringer dets
sundhed eller
udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen."

KOMMUNEN er ikke en privatpraktiserende socialrådgiver (om sådanne findes),
ej heller Kempler Instituttet eller andre.
Og hvis man skulle få den tanke at henvende sig der, er jeg rimeligt sikker
på, de ret omgående vil henvise til kommunens socialforvaltning, da det er
kommunen, der har tilsynspligten og handlekompetencen. Ikke de private.
Og hverken kommunen eller privatpraktiserende kan sidde og diskutere andre
familier med den underrettende person og give en vurdering på, om en
underretning er rimelig.
Der er kun en vej: Den Kevin har beskrevet, nemlig en underretning, hvis man
mener, det er så alvorligt som beskrevet i det oprindelige indlæg.
Uanset ens forventninger til socialrådgiveres tid.

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen"

> Der er kun en vej: Den Kevin har beskrevet, nemlig en underretning, hvis
> man mener, det er så alvorligt som beskrevet i det oprindelige indlæg.
> Uanset ens forventninger til socialrådgiveres tid.

Man kan jo være usikker på hvor alvorligt man mener det er. Og hvor
alvorligt det "skal" være, før det er rimeligt at anmelde det. Det *er* en
alvorlig sag at anmelde det. Jeg mener bestemt ikke man skal tøve med det,
men jeg mener heller ikke man skal gøre det for et godt ord. Og jeg synes
endda det er rigtig fint, hvis man reflekterer over det sammen med andre,
inden man gør noget. Det kan man sagtens gøre uden at sætte navne på.

VH
Carina
>
> Hilsen Inger
>
>
>
>

---

[snip]
> > mistanke. Vi er blot uenige om HVAD man skal foretage sig.
>
> Det er såmænd såre enkelt - jeg citerer fra Kevins tidligere indlæg:

Jo jo - enhver problemstilling kan forenkles til en paragraf i en lov. Det
er sådan set den nemmeste del. Nu er det her bare ikke dk.videnskab.jura,
men en gruppe hvor der hører menneskelige aspekter med i ethvert indlæg.

[snip]
> KOMMUNEN er ikke en privatpraktiserende socialrådgiver (om sådanne
findes),
> ej heller Kempler Instituttet eller andre.

Vil du påstå at der ikke findes Kempler terapeuter der har en uddannelse som
socialrådgiver?

> Og hvis man skulle få den tanke at henvende sig der, er jeg rimeligt
sikker
> på, de ret omgående vil henvise til kommunens socialforvaltning, da det er
> kommunen, der har tilsynspligten og handlekompetencen. Ikke de private.

Og så mener du ikke en Kempler terapeut kan/må rådgive Hjalte?

> Og hverken kommunen eller privatpraktiserende kan sidde og diskutere andre
> familier med den underrettende person og give en vurdering på, om en
> underretning er rimelig.

Selvfølgelig kan man det. De har så vidt jeg ved tavshedspligt, og iøvrigt
behøver ingen navne nævnes i sådan en samtale.

> Der er kun en vej: Den Kevin har beskrevet, nemlig en underretning, hvis
man
> mener, det er så alvorligt som beskrevet i det oprindelige indlæg.
> Uanset ens forventninger til socialrådgiveres tid.

Jeg synes nu Hjaltes oprindelige indlæg signallerer at han netop er i tvivl
om hvor alvorligt det han oplever egentlig er. Det er jo umuligt at vide om
Hjalte er skræmt af de konflikter der er i enhver børnefamilie; om han har
oplevet et enkelt tilfælde, eller om der vitterligt er tale om svigt eller
ej.

Så "den ene vej" du omtaler afhænger helt og aldeles af de nærmere
omstændigheder - noget som ikke kan læses af Hjaltes indlæg.

Med venlig hilsen
Michael

---

Michael Jørgensen wrote:

>
> Lad mig stille dig et spørgsmål:
>
> Tror du at Servicelovens for- og påbud fortolket helt bogstaveligt, i alle
> tilfælde og uden undtagelse, tjener barnets interesse bedst muligt?
>
> Mvh
> Michael
>
>
Jeg citerer dig lige så vi kan holde dikussionen på plads;

"Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at
inddrage en
socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at
behandle sagen seriøst, men
er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der
råber højest/er mest
synlige."


LOL

Du prøver at redde en fisk i land der er på størrelse
med en blåhval, men det bliver uden min assistance.


--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

[snip]
>Jeg citerer dig lige så vi kan holde dikussionen på plads;

>"Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
>socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at behandle sagen seriøst,
>men
>er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der råber højest/er mest
>synlige."


>LOL

>Du prøver at redde en fisk i land der er på størrelse med en blåhval, men
>det bliver uden min assistance.

Hvad snakker du om???? Undskyld, men det bliver mere og mere tåget, det du
fremfører...

Hvorfor forholder du dig ikke til de ting jeg skriver, i stedet for at sidde
og LOLle?

Hvad er det f.eks. der er så sjovt?

Mvh
Michael

---

"Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10@fjerndettestofanet.dk> skrev i en
meddelelse news:43a95a3b$0$15795$14726298@news.sunsite.dk...

> LOL

> Du prøver at redde en fisk i land der er på størrelse
> med en blåhval, men det bliver uden min assistance.

Kevin, du er ubehøvlet, nedladende og latterliggør dine meddebattører.
Hvis du vil prøve at rådgive i en så penibel situation, så er det nok ikke
vejen frem, du kan let skade dine synspunkter mere end du vil gavne dem.

Anlæg en sober tone, respekter andre debattørers synspunkter og argumenter
sagligt for din holdning. Det kommer man som regel længst med.

Mvh.
Rittig

---

Claus Rittig wrote:
> "Kevin Vilhelmsen" <skovalleen10@fjerndettestofanet.dk> skrev i en
> meddelelse news:43a95a3b$0$15795$14726298@news.sunsite.dk...
>
>> LOL
>
>> Du prøver at redde en fisk i land der er på størrelse
>> med en blåhval, men det bliver uden min assistance.
>
> Kevin, du er ubehøvlet, nedladende og latterliggør dine meddebattører.
> Hvis du vil prøve at rådgive i en så penibel situation, så er det nok ikke
> vejen frem, du kan let skade dine synspunkter mere end du vil gavne dem.
>
> Anlæg en sober tone, respekter andre debattørers synspunkter og argumenter
> sagligt for din holdning. Det kommer man som regel længst med.
>
> Mvh.
> Rittig
>
>

Jeg er sådan set ret kold over for om jeg er nedladende
og hvad du ellers kan finde på at kalde mig, selve det
at skrive at man ALDRIG skal henvende sig til en
socialrådgiver i kommunen er for mig at se, grænsende
til at opfordre til, at omsrorgssvigt lades upåagtet,
hvilket vil gå ud over endnu flere børn, så stik piben
ind og find ud af hvem du vil forsvare her?

Forsvarsløse børn udsat for "psykisk nedbrydning" som
Hjalte beskriver det? eller Michael, der rådgiver en
person som ser/hører/oplever noget som gør ham så urolig
at han vælger at spørge os til råds?


Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

"Kevin Vilhelmsen":

Nu er jeg også nødt til at blande mig.

>Jeg er sådan set ret kold over for om jeg er nedladende og hvad du ellers
>kan finde på at kalde mig, selve det at skrive at man ALDRIG skal henvende
>sig til en socialrådgiver i kommunen er for mig at se, grænsende til at
>opfordre til, at omsrorgssvigt lades upåagtet, hvilket vil gå ud over endnu
>flere børn, så stik piben ind og find ud af hvem du vil forsvare her?

De to ting har absolut intet med hinanden at gøre. Fordi du er uenig med
manden berettiger det dig ikke til en nedladende opførsel. Dit sprog er
pinligt, barnagtigt og jeg vil næsten sige at du tér dig!
Jeg synes faktisk du skulle finde den sobre tone frem, og føre en saglig
debat, uanset hvor uenig du er i hvad andre skriver!
Og det er muligt at det du skriver er korrekt, men dit indhold drukner i
formen!

Så vil jeg iøvrigt give Michael ret i at det er en alvorlig indgriben at
anmelde folk til de sociale myndigheder. Og det derfor kan være en god idé
at finde en sparringspartner at drøfte sagen med - inden man inddrager
kommunen.

Jeg er selv uddannet socialrådgiver og har derfor siddet med skærpet
indberetningspligt. Jeg har været med til at anmelde nogle enkelte gange -
og det tog i flere tilfælde familieafd. op til 6 mdr. at reagerer - selv om
henvendelser var gennem ledere osv - simpelthen fordi ressourcerne ikke var
tilstede. Så ja, dit billede af hvordan det foregår i praksis forekommer
også mig noget idealiserende.

>Forsvarsløse børn udsat for "psykisk nedbrydning" som Hjalte beskriver det?
>eller Michael, der rådgiver en person som ser/hører/oplever noget som gør
>ham så urolig at han vælger at spørge os til råds?

Det handler ikke om hvem der holder med hvem eller hvem der forsvarer hvem.
Det handler om sagen!

VH
Carina



Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

Carina wrote:
> "Kevin Vilhelmsen":
>
> Nu er jeg også nødt til at blande mig.
>
>> Jeg er sådan set ret kold over for om jeg er nedladende og hvad du ellers
>> kan finde på at kalde mig, selve det at skrive at man ALDRIG skal henvende
>> sig til en socialrådgiver i kommunen er for mig at se, grænsende til at
>> opfordre til, at omsrorgssvigt lades upåagtet, hvilket vil gå ud over endnu
>> flere børn, så stik piben ind og find ud af hvem du vil forsvare her?
>
> De to ting har absolut intet med hinanden at gøre. Fordi du er uenig med
> manden berettiger det dig ikke til en nedladende opførsel. Dit sprog er
> pinligt, barnagtigt og jeg vil næsten sige at du tér dig!

Det der er mest interresant er om du blander dig grundet
mit sprog eller fordi du synes sagen er interressant?
hvis det er det første har sproget og formen jo også
overordentlig stor betydning for dig?
Og får vel så betydning for hvad du mener om det du
senere i dit indlæg kalder sagen?

> Jeg synes faktisk du skulle finde den sobre tone frem, og føre en saglig
> debat, uanset hvor uenig du er i hvad andre skriver!
> Og det er muligt at det du skriver er korrekt, men dit indhold drukner i
> formen!
>
> Så vil jeg iøvrigt give Michael ret i at det er en alvorlig indgriben at
> anmelde folk til de sociale myndigheder. Og det derfor kan være en god idé
> at finde en sparringspartner at drøfte sagen med - inden man inddrager
> kommunen.
>
> Jeg er selv uddannet socialrådgiver og har derfor siddet med skærpet
> indberetningspligt. Jeg har været med til at anmelde nogle enkelte gange -
> og det tog i flere tilfælde familieafd. op til 6 mdr. at reagerer - selv om
> henvendelser var gennem ledere osv - simpelthen fordi ressourcerne ikke var
> tilstede. Så ja, dit billede af hvordan det foregår i praksis forekommer
> også mig noget idealiserende.

Og når det så er sagt, vil du set i bakspejlet mene at
man grundet manglende ressourcer kan forsvare ikke at
indberette? eller hvordan skal jeg forstå denne
argumentation i en sammenhæng?
Jeg har på ingen måde beskrevet et billede af praksis
eller idealiseret dette, jeg beskrevet loven, og
hensigten med loven.
>
>> Forsvarsløse børn udsat for "psykisk nedbrydning" som Hjalte beskriver det?
>> eller Michael, der rådgiver en person som ser/hører/oplever noget som gør
>> ham så urolig at han vælger at spørge os til råds?
>
> Det handler ikke om hvem der holder med hvem eller hvem der forsvarer hvem.
> Det handler om sagen!

Ja jeg er meget enig.
Spørgsmålet er bare hvad sagen er.
Vi er maget uenige om hvorvidt vi skal tage hensyn til
systemets mangler og fejl eller om vi skal tage hensyn
til vores pligt som den er beskrevet i loven.
Og jeg forstår ganske enkelt ikke at man kan rådgive til
ALDRIG at kontakte en socialrådgiver på kommunen når det
er det der står i loven, og da slet ikke at du kan bagge
det op, hvis det altså er det du gør.
Det er uklart for mig hvorvidt du læser Michaels indlæg
som jeg gør, men jeg læser det altså som det står,
nemlig at man ALDRIG skal kontakte kommunen.
At så Michael mener at man kan rådføre sig med private
socialrådgivere eller kemplerterapeuter, er for mig at
se fuldstændigt underordnet, jeg reagerer bare på at man
stiller så kraftige forbehold op for at gøre det man skal.




> VH
> Carina
>
>
>
> Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen
>
>


--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

>Det er uklart for mig hvorvidt du læser Michaels indlæg
>som jeg gør, men jeg læser det altså som det står,
>nemlig at man ALDRIG skal kontakte kommunen.
>At så Michael mener at man kan rådføre sig med private
>socialrådgivere eller kemplerterapeuter, er for mig at
>se fuldstændigt underordnet, jeg reagerer bare på at man
>stiller så kraftige forbehold op for at gøre det man skal.

Det er jo heller ikke det han eksakt skriver som jeg læser det men mere at
det ikka altid/aldrig er den bedste løsning

"Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
socialrådgiver......."

Man kan så være enig eller uenig. Jeg er bestemt selv enig "ikke altid" men
er ikke enig i aldrig. Det kan jo desværre være nødvendigt. Medmindre
aldrig selvfølgelig er ment som at det altid er bedre behovet ikke var der.
Og det er jo korrekt.

Han skriver desuden:

"....der
rent faktisk er tale om omsorgssvigt i familien. Er der det, er der ingen
tvivl om at familien SKAL have hjælp. Helst frivilligt i form af at de selv
(på din opfordring) kontakter en terapeut, men vil de ikke det, er der ingen
vej udenom. Kommunen må så tage over."

Så han bekræfter jo her at han ikke mener ALDRIG.

Og han skriver tillige

"Der er mange sager i dette samfund, hvor man ikke er i tvivl, og hvor man
selvfølgelig skal underrette de sociale myndigheder hurtigst muligt. "

I denne sag der her er tale om at der er tvivl om, hvorvidt det er en sag
for de sociale myndigheder.

LN

---

[snip]
> Man kan så være enig eller uenig. Jeg er bestemt selv enig "ikke altid"
men
> er ikke enig i aldrig. Det kan jo desværre være nødvendigt. Medmindre
> aldrig selvfølgelig er ment som at det altid er bedre behovet ikke var
der.
> Og det er jo korrekt.

Min påstand er at hvis behovet for anmeldelse ikke er der, skader man
familien/drengen ved at anmelde.

>
> Han skriver desuden:
>
> "....der
> rent faktisk er tale om omsorgssvigt i familien. Er der det, er der ingen
> tvivl om at familien SKAL have hjælp. Helst frivilligt i form af at de
selv
> (på din opfordring) kontakter en terapeut, men vil de ikke det, er der
ingen
> vej udenom. Kommunen må så tage over."
>
> Så han bekræfter jo her at han ikke mener ALDRIG.

Nemlig! Du har læst HELE mit indlæg

>
> Og han skriver tillige
>
> "Der er mange sager i dette samfund, hvor man ikke er i tvivl, og hvor man
> selvfølgelig skal underrette de sociale myndigheder hurtigst muligt. "
>
> I denne sag der her er tale om at der er tvivl om, hvorvidt det er en sag
> for de sociale myndigheder.

Nemlig igen igen! Tak for det

Mvh
Michael

---

[snip]
>Og når det så er sagt, vil du set i bakspejlet mene at
>man grundet manglende ressourcer kan forsvare ikke at
>indberette? eller hvordan skal jeg forstå denne
>argumentation i en sammenhæng?
>Jeg har på ingen måde beskrevet et billede af praksis
>eller idealiseret dette, jeg beskrevet loven, og
>hensigten med loven.

Hensigten med loven er at beskytte børnene. Det gør man ikke ved ukritisk at
anmelde alt man finder mærkeligt, til en myndighed der starter med at sylte
sagen i ½ år!

[snip]
>Ja jeg er meget enig.
>Spørgsmålet er bare hvad sagen er.

Sagen er at Hjalte er i tvivl om hvad han skal gøre. Han spørger NG'en om
råd. Punktum.

>Vi er maget uenige om hvorvidt vi skal tage hensyn til
>systemets mangler og fejl eller om vi skal tage hensyn
>til vores pligt som den er beskrevet i loven.

Hvis loven ikke slår til, må man sørge for at supplere med andre løsninger.
Det er det jeg forsøger at bidrage til ved at anvise en model der
- ikke forsinker processen unødigt
- ikke krænker nogen unødigt
- sikrer at fagpersoner inddrages med det samme
- måske gør Hjalte i stand til at hjælpe familien, uden at der bliver hængt
nogen ud
- og iøvrigt overholder gældende lovgivning til punkt og prikke.

>Og jeg forstår ganske enkelt ikke at man kan rådgive til
>ALDRIG at kontakte en socialrådgiver på kommunen når det
>er det der står i loven, og da slet ikke at du kan bagge

Det har jeg ikke rådgivet nogen til at gøre. Tværtimod.

>det op, hvis det altså er det du gør.
>Det er uklart for mig hvorvidt du læser Michaels indlæg
>som jeg gør, men jeg læser det altså som det står,
>nemlig at man ALDRIG skal kontakte kommunen.

Så læser du kun de dele af det jeg skriver der retfærdiggør dine udfald. Jeg
citerer lige hele sætningen:
"Det er ikke altid (læs: aldrig) den bedste løsning at inddrage en
socialrådgiver der alligevel ikke har tid til at behandle sagen seriøst, men
er tvunget til at bruge mest tid på de klienter der råber højest/er mest
synlige."

Og så forklarer jeg lige hvad jeg mente med den svada:
1. De fleste socialrådgivere i DK er overbebyrdede. Det er vist ikke nogen
hemlighed.
2. En overbebyrdet socialrådgiver yder ikke optimal hjælp.
3. Ikke optimal hjæp KAN være unødvendige, og overdimensionerede
foranstaltninger i nogen tilfælde, og manglende eller for sen indgriben i
andre tilfælde.
4. Pointe: HVIS man render ind i en socialrådgiver der er overbebyrdet, så
er der alvorlig risiko for at familien ikke får den rette hjælp.

Lidt senere i mit indlæg kan man læse (hvis man gider):
"...familien SKAL have hjælp. Helst frivilligt i form af at de selv
(på din opfordring) kontakter en terapeut, men vil de ikke det, er der ingen
vej udenom. Kommunen må så tage over."

Hvordan du kan få det fordrejet til at betyde at man ALDRIG skal kontakte
kommunen, er mig en gåde.

>At så Michael mener at man kan rådføre sig med private
>socialrådgivere eller kemplerterapeuter, er for mig at
>se fuldstændigt underordnet, jeg reagerer bare på at man
>stiller så kraftige forbehold op for at gøre det man skal.

Synes du det er "kraftige forbehold" at konferere med en fagperson, før man
hænger folk til tørre i et utilstrækkeligt offentlig system?

Mvh
Michael

---

"Kevin Vilhelmsen" :
>
> Nu er jeg også nødt til at blande mig.
>

>Det der er mest interresant er om du blander dig grundet mit sprog eller
>fordi du synes sagen er interressant? hvis det er det første har sproget og
>formen jo også overordentlig stor betydning for dig?
>Og får vel så betydning for hvad du mener om det du senere i dit indlæg
>kalder sagen?

Jeg blander mig fordi jeg blev voldsomt provokeret af din useriøse
fremtræden i en ellers ganske interessant sag.

>
>Og når det så er sagt, vil du set i bakspejlet mene at man grundet
>manglende ressourcer kan forsvare ikke at indberette?

Nej, og det siger jeg heller ikke nogen steder at jeg mener.

>Jeg har på ingen måde beskrevet et billede af praksis eller idealiseret
>dette, jeg beskrevet loven, og hensigten med loven.

Jeg synes dette her lyder idealiserende, når man sammenholder det med
virkeligheden. Du har ret i at det er sådan det skal foregå, men det er IKKE
sådan det foregår i praksis.

Citat Kevin:
>Socialrådgivere er underlagt meget strenge lovkrav, og deres
>foranstaltninger er bedømt af en jurist.
>De skal behandle underretninger seriøst, det gælder alle underretninger det
>værende fra børnhave skoler private osv.
>Det er altid en god ide at tale med en socialrådgiver, og få klarlagt om
>man ser spøgelser, det de tager udgangspunkt er at hvis man er bekymret,
>som du tydeligvis er, er det det en god ide at få lagt det bag sig.

Man kan ikke bare tale med en socialrådgiver og få klarlagt om man ser
spørgelser. Man kan anmelde det man oplever, og så er det op til
soc.rådgiveren hvad de gør ved sagen. Anmelder har ikke ret til at få at
vide hvad der sker i sagen og får på denne måde ikke nogen form for
opfølgning på sin anmeldelse.
Hvis man derimod vælger at sparre med en uvildig (socialrådgiver eller
anden) kan man i hvert fald få en fornemmelse af hvor "slemt" det er. Jeg
forstår godt hvis man kan være i tvivl om man skal anmelde eller ej, og da
der er temmeligt alvorligt synes jeg det er helt fint at man forsøger at
gøre sig klogerer på det inden man stryger til kommunen.

VH
Carina

---

[snip]
> Nu er jeg også nødt til at blande mig.

Du er velkommen

[snip]
>
> Så vil jeg iøvrigt give Michael ret i at det er en alvorlig indgriben at
> anmelde folk til de sociale myndigheder. Og det derfor kan være en god idé
> at finde en sparringspartner at drøfte sagen med - inden man inddrager
> kommunen.

Det er *det* der er min pointe. Det er bedre at sparre med en der med
garanti har tid til at forholde sig ordentlig til problemstillingen, før man
evt. overdrager sagen til sociale myndigheder.

>
> Jeg er selv uddannet socialrådgiver og har derfor siddet med skærpet
> indberetningspligt. Jeg har været med til at anmelde nogle enkelte gange -
> og det tog i flere tilfælde familieafd. op til 6 mdr. at reagerer - selv
om
> henvendelser var gennem ledere osv - simpelthen fordi ressourcerne ikke
var
> tilstede. Så ja, dit billede af hvordan det foregår i praksis forekommer
> også mig noget idealiserende.

Skræmmende eksempel. Men garanteret ikke enestående...

Mvh
Michael

---

[snip]
>Jeg er sådan set ret kold over for om jeg er nedladende
>og hvad du ellers kan finde på at kalde mig, selve det
>at skrive at man ALDRIG skal henvende sig til en
>socialrådgiver i kommunen er for mig at se, grænsende
>til at opfordre til, at omsrorgssvigt lades upåagtet,
>hvilket vil gå ud over endnu flere børn, så stik piben
>ind og find ud af hvem du vil forsvare her?

Jeg synes du skulle ta' og læse indlægget igen. Og prøv lige at læse HELE
indlægget, og gerne alle sætninger helt frem til punktummet.

Så kan vi diskutere igen.

Mvh
Michael

Dagens bonusråd til dig: Spørg mig, hvis du er i tvivl om hvad jeg mener.
Det er vist bedre end at du bare lige hurtigt skimmer & dømmer...

---

Michael Jørgensen wrote:
>
>
> Mvh
> Michael
>
> Dagens bonusråd til dig: Spørg mig, hvis du er i tvivl om hvad jeg mener.
> Det er vist bedre end at du bare lige hurtigt skimmer & dømmer...
>
>
Ja det er jo sjovt at få en sådan kommentar fra dig der
gerne vil have en god tone og udtaler dig om hvem der er
nedladende osv. Men nok om det, lad os blive færdige.

Jeg skal bare afslutningsvis bemærke at jeg må
konstatere at vi er uenige, det har jeg det fint med,
jeg læser det som om Hjalte har tænkt sig at gøre noget,
det har jeg det også rigtigt fint med, han ved ikke om
han skal ringe til politiet elller kommunen eller...? om
en dreng der bliver psykisk nedbrudt, så jeg håber at
han bevarer modet og gør det han skal gøre for drengens
skyld.

Vi er endvidere uenige om hvorvidt den offentliges
adminestartions travlhed og rygter om samme skal
forhindre os i at anmelde omsorgssvigt eller bekymring
om samme.
Det har jeg det også fint med.


Men nu har vi vist fået trukket uenighederne godt og
grundigt op, og der er vel i for sig ingen grund til at
fortsætte, i hvert fald ikke for mig.








--
Venlig Hilsen Kevin Vilhelmsen

---

[snip]
>> Dagens bonusråd til dig: Spørg mig, hvis du er i tvivl om hvad jeg mener.
> >Det er vist bedre end at du bare lige hurtigt skimmer & dømmer...
>
>
>Ja det er jo sjovt at få en sådan kommentar fra dig der gerne vil have en
>god tone og udtaler dig om hvem der er nedladende osv. Men nok om det, lad
>os blive færdige.

Du læser jo kun det der passer i din argumentation. Resten udelades bekvemt.

>Jeg skal bare afslutningsvis bemærke at jeg må konstatere at vi er uenige,
>det har jeg det fint med, jeg læser det som om Hjalte har tænkt sig at gøre
>noget, det har jeg det også rigtigt fint med, han ved ikke om han skal
>ringe til politiet elller kommunen eller...? om en dreng der bliver psykisk
>nedbrudt, så jeg håber at han bevarer modet og gør det han skal gøre for
>drengens skyld.

Ta' nu lige og forstå at jeg bestemt mener Hjalte skal gøre noget. At du
bliver ved med at påstå at jeg mener noget andet, vidner jo kun om at du
ikke læser særlig meget af det der bliver skrevet.


>Vi er endvidere uenige om hvorvidt den offentliges adminestartions travlhed
>og rygter om samme skal forhindre os i at anmelde omsorgssvigt eller
>bekymring om samme.

Jeg fristes til at anvende ordet "Vrøvl", for det er (stadig) ikke min
anbefaling at undlade anmeldelse.

>Det har jeg det også fint med.

Det er jeg ikke i tvivl om.

>Men nu har vi vist fået trukket uenighederne godt og grundigt op, og der er
>vel i for sig ingen grund til at fortsætte, i hvert fald ikke for mig.

Nu da DU har fremfør DIN forvrængede udlægning af min mening mener du vel.
For det er bestemt ikke min mening du har forsøgt at gengive noge sted i
denne tråd.

Jeg finder det ret utroligt og useriøst at du ikke VIL forholde dig til hvad
jeg rent faktisk skriver, men forbeholder dig ret til at nedgøre mig på
grundlag af din egen bekvemme udlægning af mine meninger... Man kunne næsten
fristes til at tro du er politiker?

Mærkeligt. Meget mærkeligt....

EOD herfra.

Michael

---

On 18/12/05 23:07, in article
1134943633.972241.48270@g49g2000cwa.googlegroups.com, "Hjalte"
<mail@bizbiz.dk> wrote:

> Hej gruppe...
>
> Jeg har kendskab til en familie, hvor de behandler deres søn (enebarn)
> virkelig dårligt.
> Set fra min side, ligner det psykisk nedbrydning.
> Jeg kan ikke komme med så mange eksempler, men er meget interesseret i
> at vide hvad jeg skal gøre.
>
> Skal jeg ringe til kommunen, eller politiet... eller...?
>


Du kan anmelde dem her: www.icare.dk
Jeg vil dog råde dig til kun at gøre det, såfremt du er HELT sikker på, at
barnet bliver misrøgtet, fysisk eller psykisk.
Du kan ikke bare skrive, at barnet bliver behandlet dårligt, du skal komme
med eksempler.
Jeg håber det bedste for barnet.

Charlotte.