http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=319755
Nye varebiler ulovlige
Citroën Jumper, Peugeot Boxer og Fiat Ducato forurener tre gange
så meget som tilladt
Af Thomas André Petersen - 14:00 - 10. nov. 2005
Alle varebiler fra Citroën, Peugeot og Fiat med deres nye
version af 2,8-liters turbodieselmotor med 146 hestekræfter bliver nu
tilbagekaldt, efter at det har vist sig, at helt nye eksemplarer at Citroën
Jumper med den pågældende motor forurener tre gange så meget som tilladt.
Servicemontør Søren Wagner fik leveret en Citroën Jumper som
arbejdsbil 29. april. Det var en af de nye, kraftige motorversioner med 146
hestekræfter, og han glædede sig til at komme ud og køre i sit nye værktøj.
Men fornøjelsen rakte ikke til mere end forventningens glæde.
Bilen virkede sløv og havde slet ikke de kræfter, han var blevet lovet.
- Lige fra starten har den manglet trækkraft, og så osede den
helt forfærdeligt. Da jeg efter et par måneder er til 2500-kilometertjek,
indrømmer mekanikeren, at der er noget i vejen. Men de vil ikke gøre noget
ved det hos Citroën, siger Søren Wagner.
Kasseret efter fire måneder
Til sidst bliver han så træt af det osende, sløve læs, at han
får lavet en rullefeltmåling af bilen. Det viser sig, at bilen kun yder 131
hestekræfter.
Han var også træt af, at den osede så meget, så efter
rullefeltmålingen fik han foretaget en røggastest af Jumperen.
I motorrummet sidder der en lille metalplade med tallet 1,20
præget i. Det betyder, at røggastallet ikke må overstige 1,2.
- Den viste 2,95, men da jeg sagde det til Citroëns
reklamationschef, ville han ikke tro på mig. Så fik de den ind og havde den
på værksted i en uge. Da jeg fik den tilbage, havde de monteret en eller
anden form for filter eller katalysator foran lydpotten, men den røg lige så
meget som før.
Endnu en gang fik han den røggastestet, og denne gang var tallet
3,05.
- Nu var de ved at blive trætte af mig. Min chef krævede, at
handlen skulle gå tilbage, men det ville de ikke være med til. Så kørte jeg
den til syn, og her blev den kasseret på grund af for højt
forureningsniveau. Fire måneder gammel.
Ulovlige biler
Synsattesten viser et forureningsniveau på 3,07. Næsten tre
gange så højt som det tilladte.
Nu har Citroën købt bilen tilbage og indkaldt samtlige biler af
den pågældende type til undersøgelse.
Ekstra Bladet Biler forelagde sagen for Ib Rasmussen, der er
kontorchef i Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling.
- Vi har spurgt til den konkrete sag hos Citroën, og de har
mundtligt forklaret, at de vil tilbagekalde alle de biler, de har solgt med
den pågældende motor.
Men også Peugeot Boxer og Fiat Ducato kører rundt med den
motortype. Dem venter Færdselsstyrelsen nu en redegørelse fra.
- Vi har jo så en formodning om, at der kører nogle biler rundt,
der er ulovlige, så vi må sikre os, at de ikke forurener mere, end de må.
Ellers skal de have mulighed for at rette problemet med kampagner
tilsvarende Citroëns, siger Ib Rasmussen.