Så er den første ferietur i den nye bil overstået.
Til glæde for nogen, og til skuffelse for andre kan jeg sige at det
var (set med mine øjne) helt igennem vellykket.
Bilen som sådan er den den mest neutralt styrende af de biler jeg har
ejet, og det er ikke så få. Det gælder motorvej, landevej og bjergveje
med serpentinersving.
Den kører klippestabilt helt op til topfart på halvdårlige tyske
motorveje, på trods af den efter de flestes mening dårlige
dækmontering.
A propos dæk. De Hankookdæk som er monteret på bilen er rimeligt
støjsvage, og helt udmærkede at køre på under normale forhold, MEN de
er ikke glade for vand!
To gange trådte ESP'en i funktion. Den ene gang i et serpentinersving
og den anden gang i en rundkørsel. Begge gange var der vådt efter
regn. Det betyder at de ikke bliver siddende ret længe på min bil.
Mht. ESP. For dem som ikke har prøvet at køre med ESP, kan jeg oplyse
at man s'gu bliver forskrækket, første gang man oplever den i
funktion.
De der sensorer arbejder simpelthen så hurtigt, at det
lyder som om vognbunden skraber på asfalten. Men det virker fanneme.
Benzinøkonomien landede på 11.4 km/l. ved blandet kørsel. Dvs. så
hurtigt som den øvrige trafik tillod i Tyskland, ca. 140 km/t. i
Frankrig, og mellem 70 og 100 km/t. ved landevejskørsel. Det er jeg
godt tilfreds med, i betragtning af at det er en 2.4 liters motor med
tomatkasse.
Målingen er udført over 5.200 km. og med det faktiske antal tankede
liter som grundlag. Og med en ikke tilkørt motor.
Mht. almindelig komfort er både fruen og jeg enige om, at vi, alderen
taget i betragtning, ikke er hverken mere eller mindre stive og ømme,
end vi har været i vores øvrige biler. Til gengæld har vi en helvedes
masse plads at boltre os på.
Det har iøvrigt moret mig, at "den sorte" ved indtil flere lejligheder
har samlet mindre flokke af tilskuere, når den stod parkeret. Både i
Frankrig og Tyskland. Der faldt endog adskillige positive kommentarer.
Jeg er stadig glad for min nye bil.
Venlig hilsen
Folmer