---

Jeg er den heldige mor til en primadonna (sjovt nok er hun kun primadonna
herhjemme - i børnehaven og andre steder er hun en lidt mere stille pige).
Det kommer bl.a.til udtryk ved, at hun har nogle meget faste ideer om,
hvordan hun vil gå klædt. Når mor her siger nej (f.eks. fordi den kjole hun
vil have på NU ikke må blive beskidt, før hun skal have den med på ferie -
eller når det styrter ned udenfor, og hun gerne vil have en kort nederdel på
og bare arme) så begynder festen: først med plageri, så hyleri, så surhed -
og så har vi balladen. Jeg forklarer naturligvis mit nej og taaaler med
hende, men lige lidt hjælper det. Det skal lige siges, at jeg aldrig giver
mig. Jeg "vinder" altid magtkampen, men det koster altså den gode stemning.

Det kan også være ting såsom at sige til hende, at hun ikke må hænge i
dørhåndtagene og svinge rundt med dørene, for hun bliver simpelthen ved og
ved og ved og virker fuldstændigt upåvirket af, at jeg siger stop! Så jeg
starter med det søde og ender med det sure (skæld-ud). Og jeg hader bare at
være en sur mor.

Hun har nogle meget stærke ideer om, hvordan tingene skal være og når det
ikke bliver efter hendes hovede, så bryder det hele sammen for hende og det
er helt umuligt at få en fornuftig snak. Det kan også være, hvis jeg ikke
lige har tid til at spille et spil osv...
(Jeg kender fænoment fra mig selv, i øvrigt).

Noget andet er sengetid. Hun kommer i seng klokken 21.00 her om sommeren,
men bliver simpelthen ved med at stå op og gå ind i stuen - nogle gange helt
til klokken 22.30. Hun er tørstig, sulten, har ondt i fingeren, skal spørge
hvorfor jorden er rund osv osv osv. Til sidst er det altså svært at bevare
fatningen og så bliver jeg altså sur og skælder ud.

På mandag skal vi på ferie sydpå. Med på rejsen kommer min kæreste (som ikke
bor hos os) og vi er lidt bekymrede for hvordan det mon skal gå, hvis vi
skal have magtkampe konstant, hvis hun ikke hører efter og ikke vil
acceptere, at vi ikke lige kan gøre sådan og sådan, når hun nu havde
forestillet sig det...

Hvad stiller man op med en ellers meget kærlig og sød pige, der bare er i en
periode, hvor der ikke skal meget til, før hun går i koma. Nogle gode ideer
til opdragelse her?
Alternativet er, at hun altid får sin vilje og får lov til at styrte rundt i
lejligheden og sprøjte med vandpistoler til klokken 22.00, men det er bare
ikke et godt alternativ, synes jeg..

Jeg synes egentligt ikke, at det er hende, der er noget galt med. Hun er jo
kun 6 år og dette hører jo med alderen. Det er mere måden, jeg tackler det
på, som jeg ikke synes virker...gode forslag?

---

>
> Jeg synes egentligt ikke, at det er hende, der er noget galt med. Hun er
> jo
> kun 6 år og dette hører jo med alderen. Det er mere måden, jeg tackler det
> på, som jeg ikke synes virker...gode forslag?
>

Hej Mette

Jeg har selv en datter som "ikke hører efter" i perioder. Det startede da
hun var ca 4-5 år. Hun er nu blevet 11 år og de perioder er heldigvis blevet
mindre, meget mindre.
Det der har hjulpet mig igennem de "dårlige" dage, er at være omvendt over
for hende. Altså forstået på den måde, når der var noget hun ikke ville, så
istedet for at sige hun skal, så sagde jeg at det kunne hun bestemt ikke
finde ud af og så gjorde pigen det. Eller hvis der var noget hun ikke måtte,
afhængig af hvor slemt selfølgelig, så fik hun lov og ganske kort tid efter
ville hun ikke alligevel.
Dog den der med sengetiden, har jeg aldrig sluppet for, hun står stadig op
og trækker tiden ud.

Om det er noget du kan bruge på din datter ved jeg ikke, kan jo kun sige det
har været en stor hjælp for mig og min datter.

Held og lykke med det og god ferie

--
Mvh Susanne
www.millepigen.dk - se min hund

---

"Snasse" <vick@SLETget2net.dk> skrev i en meddelelse
news:42bd0de1$0$231$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...

> Om det er noget du kan bruge på din datter ved jeg ikke, kan jo kun sige
det
> har været en stor hjælp for mig og min datter.
>
> Held og lykke med det og god ferie

Hvor er det dejligt at høre, at det er et helt normalt fænomen Jeg vil
prøve at være omvendt

---

..
> Det der har hjulpet mig igennem de "dårlige" dage, er at være omvendt over
> for hende. Altså forstået på den måde, når der var noget hun ikke ville,
så
> istedet for at sige hun skal, så sagde jeg at det kunne hun bestemt ikke
> finde ud af og så gjorde pigen det.

Ved ikke så meget om børneopdragelse endnu, andet end min sunde fornuft. Min
første er kun 3 mdr.
Men kan det ikke give et barn dårlig selvtillid at det skal besise overfor
mor og sig selv at hun godt kan finde ud af det. Altså at mor ikke tror på
hun kan finde ud af det?

LN

---

"Mus" <Bastian@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:42bd37ae$0$240$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> .
>> Det der har hjulpet mig igennem de "dårlige" dage, er at være omvendt
>> over
>> for hende. Altså forstået på den måde, når der var noget hun ikke ville,
> så
>> istedet for at sige hun skal, så sagde jeg at det kunne hun bestemt ikke
>> finde ud af og så gjorde pigen det.
>
> Ved ikke så meget om børneopdragelse endnu, andet end min sunde fornuft.
> Min
> første er kun 3 mdr.
> Men kan det ikke give et barn dårlig selvtillid at det skal besise overfor
> mor og sig selv at hun godt kan finde ud af det. Altså at mor ikke tror på
> hun kan finde ud af det?
>
> LN
>
Det ved jeg ikke, min datters selvtillid fejler bestemt ikke spor.
Men måske du har ret, hvis børnene er lidt usikre er det nok ikke en metode
man skal praktisere.
Men som sagt har det virket hos mig, og heldigvis er der færrer og færrer
perioder og kortere af gangen, håber bare ikke de kommer igen når hun bliver
teenager, for så virker min metode jo nok desværre ikke længere :)

--
Mvh Susanne
www.millepigen.dk - se min hund

---

"Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
> Jeg er den heldige mor til en primadonna

6-årige primadonnaer er det før. Du er bestemt ikke den eneste.

- klip -

> Så jeg
> starter med det søde og ender med det sure (skæld-ud).

Jeg undrer mig lidt over, at du bliver ved med at starte i den søde ende,
når du åbenbart godt ved, at det ikke virker.
Hvad med at STARTE det sted på skalaen, hvor du har en realistisk
forventning om, at det vil være nok?
Altså: "Det mindst indgribende af det, der virker".

> Og jeg hader bare at
> være en sur mor.

Det kan jeg da godt forstå.
Hvad med at blive en bestemt eller måske vred mor over for den uacceptable
_adfærd_ i stedet?
Og en anerkendende mor over for pigens ønsker og følelser?
Og måske forkorte varigheden ved at ændre startniveau?

Altså noget i stil med, at "Jeg kan høre, du gerne vil have den lyserøde
flæsekjole på på skovtur. Jeg kan godt forstå, du er glad for den.
Men den er vi nødt til at have ren til tante Odas fødselsdag på lørdag, og
jeg kan ikke nå at få den fin igen. Kunne du bruge de lysegrønne bukser og
den gule trøje i stedet?

Jeg vil hellere lægge op til et fornuftigt samarbejde end manipulere - husk
liige, at pigen lærer af det, du gør, og hvis donnaen ud over at være
viljestærk og temperamentsfuld også bliver (mere?) manipulerende, får du det
først sjovt...

Held og lykke!

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" skrev


> Altså noget i stil med, at "Jeg kan høre, du gerne vil have den lyserøde
> flæsekjole på på skovtur. Jeg kan godt forstå, du er glad for den.
> Men den er vi nødt til at have ren til tante Odas fødselsdag på lørdag, og
> jeg kan ikke nå at få den fin igen. Kunne du bruge de lysegrønne bukser og
> den gule trøje i stedet?
>
> Jeg vil hellere lægge op til et fornuftigt samarbejde end manipulere -
husk
> liige, at pigen lærer af det, du gør, og hvis donnaen ud over at være
> viljestærk og temperamentsfuld også bliver (mere?) manipulerende, får du
det
> først sjovt...

Åååh, Inger. Gider du lige huske mig på det her, når jeg om nogle år, læs
DAGE, skriver herind efter at have revet alt mit hår af i totter af bare
frustration?

Min søn er begyndt at sætte sig demonstrativt ned, når han ikke får sin
vilje. Han er knapt 1½ år!!! Hvad bliver det dog ikke til...huh....

Men det du skriver, var også min første tanke. Jeg tror dog, jeg ville ændre
"Kunne du ikke bruge de lysegrønne bukser og den gule trøje i stedet?" til
"Her har du to (3-4-5-what ever) sæt at vælge imellem i stedet for. "
Jeg ville ikke stille et spørgsmålstegn ved OM noget andet kunne bruges, for
det ER noget andet, der skal bruges. Jeg ville i stedet give hende flere
forskellige valg, således hun også selv følte hun valgte det, hun skulle
have på.
Giver det mening på skrift?

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:42bd6b44$0$18640$14726298@news.sunsite.dk...

> Jeg ville ikke stille et spørgsmålstegn ved OM noget andet kunne bruges,
for
> det ER noget andet, der skal bruges. Jeg ville i stedet give hende flere
> forskellige valg, således hun også selv følte hun valgte det, hun skulle
> have på.
> Giver det mening på skrift?

Ja, bestemt. Men det virker bare ikke altid i praksis. En seksårig ved jo
godt, at der er andre valg, så spørgsmålet vil altid være: "hvorfor må jeg
ikke få den LYSERØDE på? Hvorfor? HVORFOR???" (Svar fra mor) "Jamen JEG
VIILLLLLLLL"...HUUULK - "Nu har du gjort mig ked af det. Trøst mig!"

---

"Mette" skrev

> Ja, bestemt. Men det virker bare ikke altid i praksis. En seksårig ved jo
> godt, at der er andre valg, så spørgsmålet vil altid være: "hvorfor må jeg
> ikke få den LYSERØDE på? Hvorfor? HVORFOR???" (Svar fra mor) "Jamen JEG
> VIILLLLLLLL"...HUUULK - "Nu har du gjort mig ked af det. Trøst mig!"

Jeg ved det godt, Mette. Og ind imellem får jeg også nok!
Men når det går helt galt med den 5årige her i huset, så ruster jeg mig med
indlæg som dine, så jeg kan blive mindet om, der er andre i samme båd.
Jeg har også utallige gange de sidste par år haft snakken om, at der er ting
man ikke kan bestemme, som bare er som de er og som der ikke kan laves om
på. Hvis du ikke kan nå at vaske tøjet efter brug, så ER det sådan og det må
hun kunne forstå, når hun er 6 år. ( Ikke at du ikke ved det, men at det er
det du evt. kan sige til hende). Det har jeg gjort rigtig mange gange og der
fiser lidt ind hver gang, så nu er turene ikke så teatralske mere. Tårene er
der stadigvæk, men nu lyder det i stedet: "Æv, jeg kan godt forstå det, men
det er altså bare så trælst, når jeg nu gerne vil!" og dér mener jeg, man er
nået langt.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:42bdb6bb$0$18637

> Jeg ved det godt, Mette. Og ind imellem får jeg også nok!
> Men når det går helt galt med den 5årige her i huset, så ruster jeg mig
med
> indlæg som dine, så jeg kan blive mindet om, der er andre i samme båd.

LOL! Ja, det hjælper nemlig at høre, at det ikke er et problem, man er alene
om. (Læs: at det hverken er mig eller hende, der er noget "galt" med).


> Jeg har også utallige gange de sidste par år haft snakken om, at der er
ting
> man ikke kan bestemme, som bare er som de er og som der ikke kan laves om
> på. Hvis du ikke kan nå at vaske tøjet efter brug, så ER det sådan og det
må
> hun kunne forstå, når hun er 6 år. ( Ikke at du ikke ved det, men at det
er
> det du evt. kan sige til hende). Det har jeg gjort rigtig mange gange og
der
> fiser lidt ind hver gang, så nu er turene ikke så teatralske mere. Tårene
er
> der stadigvæk, men nu lyder det i stedet: "Æv, jeg kan godt forstå det,
men
> det er altså bare så trælst, når jeg nu gerne vil!" og dér mener jeg, man
er
> nået langt.

Ja Mit håb er nemlig, at den fiser ind lidt efter lidt. Måske skal jeg
have lidt mere tålmodighed med hende - mere overbærenhed, netop fordi hun jo
er en dejlig pige, hvis eneste "problem" er, at hun er 6 år. Måske er jeg
for hård ved hende, hvilket måske forstærker den adfærd...?

---

"Mette" skrev

> LOL! Ja, det hjælper nemlig at høre, at det ikke er et problem, man er
alene
> om. (Læs: at det hverken er mig eller hende, der er noget "galt" med).

Præcist! Og ved du hvad? Jeg tror ALTID vi vil have den slags konflikter.
Måske er de stærkere nu, end når ungerne bliver voksne, Men jeg har da også
stadig ind imellem mine konflikter med mine forældre. - F.eks da det første
barn kom og mine forældre, specielt min mor og svigermor gik ind og ville
bestemme osv. ( Vi har haft snakken herinde for måneder tilbage).
Så på en eller anden måde, skal vi nok bare slappe af, erkende at sådan ER
det at have børn,- små som voksne og så nyde det i stedet for. ( Lød det
ikke flot og legende let?)

> Ja Mit håb er nemlig, at den fiser ind lidt efter lidt. Måske skal
jeg
> have lidt mere tålmodighed med hende - mere overbærenhed, netop fordi hun
jo
> er en dejlig pige, hvis eneste "problem" er, at hun er 6 år. Måske er jeg
> for hård ved hende, hvilket måske forstærker den adfærd...?

Nej, jeg synes ikke du er for hård ved hende, men jeg synes, du er for hård
ved dig selv!
Min mor sagde engang til mig, at man blev skuffet, hvis man rettede på sit
barn og forventede det lystrede første gang. At lytte til hvad der bliver
sagt samt at erkende verdenen er anderledes end man gerne selv vil er en
lang proces, og hvis vi som voksne forventer, der bliver pareret ordre på
minuttet, så er det kun os selv vi skuffer. - Det handler om tålmodighed,-
ikke overbærenhed som børnene kan lægge mærke til. Vi skal jo ikke give dem
vores trumfkort, vel? *G*

Nette

---

"Nette" <nettesnetpostfjerndette@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:42be8e28$0$18647$14726298@news.sunsite.dk...

> Nej, jeg synes ikke du er for hård ved hende, men jeg synes, du er for
hård
> ved dig selv!
> Min mor sagde engang til mig, at man blev skuffet, hvis man rettede på sit
> barn og forventede det lystrede første gang. At lytte til hvad der bliver
> sagt samt at erkende verdenen er anderledes end man gerne selv vil er en
> lang proces, og hvis vi som voksne forventer, der bliver pareret ordre på
> minuttet, så er det kun os selv vi skuffer. - Det handler om tålmodighed,-
> ikke overbærenhed som børnene kan lægge mærke til. Vi skal jo ikke give
dem
> vores trumfkort, vel? *G*

Tusind tak for opbakningen!!

---

"Inger Pedersen" <inger_mpFJERNDETTE@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:42bd1fb5$0$18639$14726298@news.sunsite.dk...

> Jeg undrer mig lidt over, at du bliver ved med at starte i den søde ende,
> når du åbenbart godt ved, at det ikke virker.
> Hvad med at STARTE det sted på skalaen, hvor du har en realistisk
> forventning om, at det vil være nok?
> Altså: "Det mindst indgribende af det, der virker".


Det vil sige, at jeg med det samme skal sige (megte højt): STOP!! HOLD SÅ
OP!! TAG SÅ DEN TRØJE PÅ!!
??


> Altså noget i stil med, at "Jeg kan høre, du gerne vil have den lyserøde
> flæsekjole på på skovtur. Jeg kan godt forstå, du er glad for den.
> Men den er vi nødt til at have ren til tante Odas fødselsdag på lørdag, og
> jeg kan ikke nå at få den fin igen. Kunne du bruge de lysegrønne bukser og
> den gule trøje i stedet?


Ja. Det er præcis sådan jeg gør nu. Og resultatet er som sagt, at hun bliver
sur/ked/gal og ja, kaster rundt med ting, for lissom at understrege, hvor
gal hun er.
Og det er med udgangspunkt i et fornuftigt samarbejde. Når jeg siger "nej -
med forklaring" går hun i opløsning og beder mig så om at trøste hende,
fordi "jeg gjorde hende ked af det"...

Støn... Nogle gange synes jeg også, at jeg er lidt for hård ved hende, for
hun er jo bare som børn er i perioder...

---

Hej Mette

Øj, hvor jeg kender din situation !

Min datter på 4, har det helt på samme måde og min kone er - undskyld min
mening - lidt slap i meningerne, ligesom jeg læser du er.

Vi har igennem de sidste 6 mdr. forsøgt på konens måde, som på mange måder
ligner dine, og uden det store held.

Nu er vi så gået igang med min måde, som i alt sin enkelthed betyder at
såfremt der ikke bliver lyttet efter, så er der en omgående konsekvens.

Når vi har balladen omkring tøj, legetøj eller andre ting, hvor hendes
mening ikke passer overens med vores, så er konsekvensen at hun bliver sat i
"skammekrogen" i et par minutter !

Det kan lyde gammeldags, men hun har lynhurtigt fundet ud af, at skaberi og
modstand kun resultere i, at hun bliver bænket på en skammel i et hjørne og
skal sidde der indtil jeg henter hende. Det er åbenbart kedeligt, så
efterhånden er brokkeri niveauet stille og roligt faldet nedaf.

Der er stadigvæk noget og i den forbindelse, skal jeg også lige pointere at
det jo stadigvæk er vigtigt at lytte til barnet, idet hun som menneske også
kan have nogle ret konstruktive grunde til at brokke sig. ( Eks. hun ville
IKKE have badesandaler på, som hun elllers altid går i, med i børnehave -
simpelthen fordi hun havde fundet ud af, at dem kunne hun ikke klatere og
løbe med ) - Så her var brokkeriet rimeligt og hun fik naturligvis sin
vilje.

Med hensyn til sengelægningen, så bliver vores lagt i seng. Tidligere stod
hun op 10-15 gange, men jeg har konsekvent lagt hende i seng - uden snakkeri
eller pusleri - og efterhånden kommer hun kun ind 1-2 gange, for at tisse !
Til gengæld kan jeg fand.... ikke få hende ud af vores seng

Men indrømmet, de er sku gode til at køre om hjørner med os !

Kim

---

"K. Larsen" <webpoint@[invalid]gmx.net> skrev i en meddelelse
news:42bdae83$0$228$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...

> Min datter på 4, har det helt på samme måde og min kone er - undskyld min
> mening - lidt slap i meningerne, ligesom jeg læser du er.


Høhø. Ja. Jeg har været meget slap i det tidligere. Konsekvens er ikke min
stærke side, må jeg erkende. Og tidligere tiders laissez faire har gjort
sit.


> Der er stadigvæk noget og i den forbindelse, skal jeg også lige pointere
at
> det jo stadigvæk er vigtigt at lytte til barnet, idet hun som menneske
også
> kan have nogle ret konstruktive grunde til at brokke sig. ( Eks. hun ville
> IKKE have badesandaler på, som hun elllers altid går i, med i børnehave -
> simpelthen fordi hun havde fundet ud af, at dem kunne hun ikke klatere og
> løbe med ) - Så her var brokkeriet rimeligt og hun fik naturligvis sin
> vilje.

100% enig. Det er også tilfældet her. Hun skal kunne argumentere for sine
synspunkter og ikke bare sige "Jeg gider ikke". Og det er hun blevet god
til.

> Med hensyn til sengelægningen, så bliver vores lagt i seng. Tidligere stod
> hun op 10-15 gange, men jeg har konsekvent lagt hende i seng - uden
snakkeri
> eller pusleri - og efterhånden kommer hun kun ind 1-2 gange, for at tisse
!
> Til gengæld kan jeg fand.... ikke få hende ud af vores seng

Jeg tror, at min datters renden oppe efter sengetid bunder i, at hun føler
sig "udenfor" og gerne vil være en del af hyggen inde i stuen.. Og det giver
mig enormt dårlig samvittighed.

---

"Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse

> Og det giver
> mig enormt dårlig samvittighed.
>

Er det måske det, der er kernen?
Dårlig samvittighed gavner ingen, men giver nogle underlige vibrationer,
fordi man ikke kan handle helhjertet.
Prøv at finde ud af, hvad du kan leve med UDEN at få dårlig samvittighed -
og SIG det - GØR det - MEN det.

Og erkend, at ingen af os gør det perfekt. Men hvis vi gør det godt nok, er
det ikke så ringe endda.

Hilsen Inger

---

Mette skrev:
> Jeg tror, at min datters renden oppe efter sengetid bunder i, at hun føler
> sig "udenfor" og gerne vil være en del af hyggen inde i stuen.. Og det giver
> mig enormt dårlig samvittighed.

Og det kan hun sagtens mærke og udnytter Der er visse situationer,
hvor man gerne vil have privatliv - det vil din datter sikkert også.

Her i huset kan man i weekenden være længe oppe - hvis man er usynlig.
Vi har brug for voksentid, og det ved ungerne. Om de accepterer det, er
en anden snak, men det er ufravigeligt, og jeg har ikke spor dårlig
samvittighed! Hvis man så kan være musestille og klare sig selv (se
film, eller lege med lego, eller spille et spil på sin pc), så kan man
være længe oppe i weekenden. Når man begynder at pive eller ville have
opmærksomhed, så bliver det sengetid på ganske få minutter.

Pak du bare din dårlige samvittighed ned. Du har krav på at være voksen
lidt en gang imellem. Vi er i høj grad mødre, men vi er sandelig også
kvinder, arbejdskraft, venner, naboer og måske bare mennesker.

Tine

---

"Cat" <ta@uu.dk> skrev i en meddelelse
news:uDuve.57042$Fe7.183203@news000.worldonline.dk...


> Her i huset kan man i weekenden være længe oppe - hvis man er usynlig.
> Vi har brug for voksentid, og det ved ungerne. Om de accepterer det, er
> en anden snak, men det er ufravigeligt, og jeg har ikke spor dårlig
> samvittighed! Hvis man så kan være musestille og klare sig selv (se
> film, eller lege med lego, eller spille et spil på sin pc), så kan man
> være længe oppe i weekenden. Når man begynder at pive eller ville have
> opmærksomhed, så bliver det sengetid på ganske få minutter.

God idé!!


> Pak du bare din dårlige samvittighed ned. Du har krav på at være voksen
> lidt en gang imellem. Vi er i høj grad mødre, men vi er sandelig også
> kvinder, arbejdskraft, venner, naboer og måske bare mennesker.

Tak!!! Det havde jeg lige brug for at høre

---

"Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
> Jeg tror, at min datters renden oppe efter sengetid bunder i, at hun føler
> sig "udenfor" og gerne vil være en del af hyggen inde i stuen.. Og det
> giver
> mig enormt dårlig samvittighed.

Hvorfor giver det dig dårlig samvittighed?

Hvis man har givet dem kvalitetsopmærksomhed når de er vågne, så har man
bestemt intet at have dårlig samvittighed over, når de skal sove og man
sidder og hygger sig i stuen.

Så skal du huske på, at det faktisk er sundt for hende at overvinde sin
"ked-ad-det-fordi-jeg-ikke-må-være-i-stuen-om-aftenen-når-mor-hygger-sig".
Det gør hende stærk, når hun ikke altid er "kong-barn" og må indordne sig
under de voksne.

Det er de voksne der har pengene, de voksne der laver reglerne, de voksne
der håndhæver reglerne. Hun er barn.

---

"ThomasB" <usenet*fjern*@*fjern*2ma2.dk> skrev i en meddelelse
news:42c12cb6$0$18647$14726298@news.sunsite.dk...
> "Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
> > Jeg tror, at min datters renden oppe efter sengetid bunder i, at hun
føler
> > sig "udenfor" og gerne vil være en del af hyggen inde i stuen.. Og det
> > giver
> > mig enormt dårlig samvittighed.
>
> Hvorfor giver det dig dårlig samvittighed?

Fordi jeg er én af de kvinder, der konstant render rundt med dårlig
samvittighed over ikke at være "nok"


> Hvis man har givet dem kvalitetsopmærksomhed når de er vågne, så har man
> bestemt intet at have dårlig samvittighed over, når de skal sove og man
> sidder og hygger sig i stuen.

Det er nemlig rigtigt. Tak fordi du lige minder mig om det, så jeg kan kyle
den dårlige samvittighed over bord

> Så skal du huske på, at det faktisk er sundt for hende at overvinde sin
> "ked-ad-det-fordi-jeg-ikke-må-være-i-stuen-om-aftenen-når-mor-hygger-sig".
> Det gør hende stærk, når hun ikke altid er "kong-barn" og må indordne sig
> under de voksne.
>
> Det er de voksne der har pengene, de voksne der laver reglerne, de voksne
> der håndhæver reglerne. Hun er barn.

Også helt rigtigt. Dronningen er ved at forstå, at ikke alting drejer sig om
hende. Vi kom hjem fra Egypten i går, og det var en fantastisk uge for os
alle tre - nogle dage gjorde vi hvad hun havde lyst til og andre dage, var
det de voksne, der satte dagsordenen, og hun var glad for begge dele og det
samme var vi. Det gik simpelthen så godt

---

Mette <Mette@dk> skrev:
>
>Fordi jeg er én af de kvinder, der
>konstant render rundt med dårlig
>samvittighed over ikke at være "nok"
>
Nok? Du har grund til at have dårlig samvittighed, hvis din datter
er en "pain in the ass", som ustandselig skal have sin vilje og er
håbløs at kontrollere.

Du har grund til at have god samvittighed, hvis din datter er
velopdragen, så venner og familie nyder at have jer på besøg og
ikke sidder og sender sigende blikke til hinanden, når hun ikke
gider høre efter.
>
>> Hvis man har givet dem
>>kvalitetsopmærksomhed når de er
>>vågne, så har man
>> bestemt intet at have dårlig
>>samvittighed over, når de skal sove og man
>> sidder og hygger sig i stuen.
>
>Det er nemlig rigtigt. Tak fordi du
>lige minder mig om det, så jeg kan kyle
>den dårlige samvittighed over bord
>
Ja, gør endelig det. Der har i de senere år været en tilbøjelighed
til at fokusere på, hvorvidt almindelig børneopdragelse
er "skadelig" for børnene. Selvfølgelig skal de sættes på plads og
skældes ud en gang i mellem, og det tidligere råd med "omvendt"
psykologi er også en god idé. Glem det bavl om, at barnets
selvværd ødelægges når man siger "du kan garanteret ikke finde ud
af at bla bla bla", for det siges jo ikke flere gange dagligt
eller som en eller anden form for hånlig kritik - men når det
bruges, virker det bare kanongodt. Barnet får lyst til at bevise,
at det kan han/hun ihvertfald godt!

Jeg slår ikke mine børn - der sætter jeg grænsen. Hvis de ikke
lystrer, bliver jeg vred og skælder ud. Til gengæld har jeg 2 søde
og velopdragne børn, som ikke er psykiske vrag eller hæmmede, men
tværtimod får ros når vi er ude hos familie og venner. Jeg nyder
at høre det - og fortæller det altid videre til dem selv.

Vh. JIB

---

> > Min datter på 4, har det helt på samme måde og min kone er - undskyld min
> > mening - lidt slap i meningerne, ligesom jeg læser du er.

> Høhø. Ja. Jeg har været meget slap i det tidligere. Konsekvens er ikke min
> stærke side, må jeg erkende. Og tidligere tiders laissez faire har gjort
> sit.

Når du skriver sådan og senere også at

> Hun skal kunne argumentere for sine synspunkter og ikke bare sige "Jeg gider ikke".
> Og det er hun blevet god til.

....så spekulerer jeg på om du ikke er endt med a være lige lovligt
"imødekommende" overfor din datter. Hvis hun oplever at man kan
diskutere alt og samtidig ikke har oplevet at du har sat særligt
tydelige grænser, kan jeg forestille mig at hun bliver temmeligt
optaget af at søge dem af, på den måde, du beskriver.

Hvis jeg var i din situation, ville jeg finde en bestemt adfærd, som
jeg ville prøve at ændre, frem for måske at give sig i kast med
store, forkromede planer, hvor alt skal ændres i ét hug. Derefter
ville jeg grundigt overveje en bestemt måde at ændre den på, så man
kan være sikker på at det virker.

Iøvrigt skriver du også at når I har konfrontationer, er det altid
dig, der "vinder" Det læser jeg sådan at det altid er dig, der får
din vilje. Hvis din datter gør noget, hun ikke må, og ganske enkelt
overhører dig, når du beder hende om at lade være, er det en meget
effektiv måde at få sin vilje på (så længe det varer). Noget tyder
på at I to er i gang med en længerevarende konflikt om hvem, der kan
få sin vilje.

Prøv at overveje om du måske pr. automatik har tromlet din vilje
igennem lidt for ofte. Der foreslår jeg at du grundigt overvejer om
der ikke er nogle gange, hvor hun helt rimeligt kan få sin vilje lidt
mere. Desuden kan det hjælpe til at fjerne fokus fra konflikten hvis
du indfører nogle regler og systemer. Dermed bliver det ikke dig der
siger "jeg vil " (med "vil" som i "VILje") "ikke have at du xyz"
(hvortil hun kan svare "men det vil jeg altså!" - og hvorfor egentlig
ikke det, kan man spørge?), men snarere "kan du huske at vi aftalte at
du ikke skal xyz?" (og efterfølgende "siden du xyz, selv om vi aftalte
at du ikke skulle, så får du ikke abc").

Det kan muligvis helt fjerne nogle af de konflikter, som muligvis
handler om at få sin vilje.

Mvh. Michael.

---

<michael@zedeler.dk> skrev i en meddelelse
news:1121469241.084573.171790@o13g2000cwo.googlegroups.com...

>...så spekulerer jeg på om du ikke er endt med a være lige lovligt
>"imødekommende" overfor din datter. Hvis hun oplever at man kan
>diskutere alt og samtidig ikke har oplevet at du har sat særligt
>tydelige grænser, kan jeg forestille mig at hun bliver temmeligt
>optaget af at søge dem af, på den måde, du beskriver.

Jeg er imødekommende, men ikke "for" imødekommende, for man kan ikke
diskutere alt, hvilket hun også ret hurtigt får at vide.
Siden jeg skrev det første indlæg er det min klare oplevelse, at hun ikke
længere er så grænsesøgende i forhold til ikke at ville høre efter osv. Hun
er blevet bedre til at klare et "nej" og har i løbet af denne ferie
virkeligt selv gjort en aktiv indsats for at "være sød", som hun siger det.
Vi har været på en del ture, hvor vi forinden har talt om, vigtigheden af at
høre efter, så man ikke bliver væk, eller går glip af alt det sjove, fordi
man skændes osv, og det opdagede hun så at hun fik meget mere ud af i
forhold til en genstridig adfærd.

>Hvis jeg var i din situation, ville jeg finde en bestemt adfærd, som
>jeg ville prøve at ændre, frem for måske at give sig i kast med
>store, forkromede planer, hvor alt skal ændres i ét hug. Derefter
>ville jeg grundigt overveje en bestemt måde at ændre den på, så man
>kan være sikker på at det virker.

Jeg tror såmænd bare at min situation er den, at jeg har en datter på 6 år,
som vakler mellem at være lille og stor og følelser kan være svære at styre
i den alder. Men som sagt synes jeg, at der på det seneste er sket en
udvikling i positiv retning. Det kan også være et resultat af, at mor her
ikke længere er eksamensstresset, men nyder sin sommerferie i lange drag
sammen med hende.


>Iøvrigt skriver du også at når I har konfrontationer, er det altid
>dig, der "vinder" Det læser jeg sådan at det altid er dig, der får
>din vilje. Hvis din datter gør noget, hun ikke må, og ganske enkelt
>overhører dig, når du beder hende om at lade være, er det en meget
>effektiv måde at få sin vilje på (så længe det varer). Noget tyder
>på at I to er i gang med en længerevarende konflikt om hvem, der kan
>få sin vilje.

Næææhh...ikke så grelt Når jeg skriver, at jeg vinder magtkampen handler
det jo om, at det er min voksne beslutning, der gennemtrumfes, netop fordi
jeg er voksen og det er mig, der træffer de beslutninger ikke hverken bør
eller skal træffe, fordi hun altså kun er 6 år.


>Prøv at overveje om du måske pr. automatik har tromlet din vilje
>igennem lidt for ofte. Der foreslår jeg at du grundigt overvejer om
>der ikke er nogle gange, hvor hun helt rimeligt kan få sin vilje lidt
>mere.

Det kan jeg ikke genkende. Jeg skriver jo netop at hvis hun har et argument
for, hvorfor hun ikke vil dit eller dat, så godtager jeg det. Men jeg
accepterer ikke et "Fordi, jeg ikke gider"-argument.
Det handler jo om balance.

>Desuden kan det hjælpe til at fjerne fokus fra konflikten hvis
>du indfører nogle regler og systemer. Dermed bliver det ikke dig der
>siger "jeg vil " (med "vil" som i "VILje") "ikke have at du xyz"
>hvortil hun kan svare "men det vil jeg altså!" - og hvorfor egentlig
>ikke det, kan man spørge?), men snarere "kan du huske at vi aftalte at
>du ikke skal xyz?" (og efterfølgende "siden du xyz, selv om vi aftalte
>at du ikke skulle, så får du ikke abc").

Jeg siger aldrig "nej" uden forklaring. Og jeg siger faktisk hele tiden:
"kan du huske, at vi aftalte" osv....

---

Mette wrote:
> <michael@zedeler.dk> skrev i en meddelelse
> news:1121469241.084573.171790@o13g2000cwo.googlegroups.com...
>
> >...så spekulerer jeg på om du ikke er endt med a være lige lovligt
> >"imødekommende" overfor din datter. Hvis hun oplever at man kan
> >diskutere alt og samtidig ikke har oplevet at du har sat særligt
> >tydelige grænser, kan jeg forestille mig at hun bliver temmeligt
> >optaget af at søge dem af, på den måde, du beskriver.
>
> Jeg er imødekommende, men ikke "for" imødekommende, for man kan ikke
> diskutere alt, hvilket hun også ret hurtigt får at vide.
>
> [klip]
>
> Jeg siger aldrig "nej" uden forklaring. Og jeg siger faktisk hele tiden:
> "kan du huske, at vi aftalte" osv....

Okay. Jeg tror ikke der er mere at koge suppe på i denne omgang. Det
var bare en tanke, der dukkede op efter at have læste dit oprindelige
indlæg (igen).

Held og lykke med resten af projektet

Mvh. Michael.