Følgende er fra
http://www.jp.dk/kbh/artikel:aid=2962502/ :
MILLIONBØDE FOR AT BO PROFORMA I SVERIGE
Af Carsten Ellegaard
Københavns Byret har afsagt en principiel dom, hvor en mand er dømt til at
betale 1,3 mio. kr. til det danske skattevæsen, fordi han med en
proformaadresse i Sverige købte en dyr bil. Flere sager følger.
Skattevæsenet er parat med en stribe nye sager, efter at en dansk mand, der
havde proformaadresse i Sverige, netop af Københavns Byret er blevet dømt til
at betale 900.000 kr. i registreringsafgift for en dyr bil, 450.000 kr. i
tillægsbøde og har fået en betinget straf på et halvt års fængsel.
»Det var en principiel afgørelse, der betyder, at den måde, vi arbejder med
det her på, ender med straffe ved domstolene. Havde vi tabt, havde det set
skidt ud. Men med dommen kan man nu forvente en række tilsvarende sager. Selv
om det er vanskeligt at bevise, så kan vi faktisk godt afdække
proformabopælen og få tvangsflyttet adressen til Danmark. Og så falder
hammeren,« siger områdedirektør Johnny Schaadt Hansen, Told & Skat København.
600 sager
Siden man fra både dansk og ikke mindst svensk side skærpede opmærksomheden
mod danskere, der proforma får en adresse i Sverige og dermed adgang til
lavere skat, betydeligt billigere biler og sværere efterforskning af
forskellige former for kriminalitet, er skattemyndighederne stødt på 600
sager, der efterforskes.
»Og jeg tør godt sige, at der vil være noget at komme efter i 30-40 procent af
sagerne. Men efterforskning og sagsbehandling tager tid, ikke mindst fordi vi
naturligvis sætter borgernes retssikkerhed højt,« siger Johnny Schaadt
Hansen.
Der kom især fokus på problematikken, da dansk politi konstaterede, at mange
rockere, der reelt bor i Danmark, har flyttet adressen over på den anden side
af sundet. Undersøgelserne er siden blevet udvidet, så det gælder alle
danskere, der får adresse i Sverige, og snyderne fordeler sig på alle
samfundsgrupper, men der er primært tale om mænd mellem 20 og 50 år.
Johnny Schaadt Hansen oplyser, at skattemyndighederne på begge sider af sundet
får flere henvendelser dagligt fra borgere, der kender til sager, hvor folk,
der reelt bor i Danmark, kører rundt i svensk indregistrerede biler.
Sideløbende med efterforskningen af proformaadresserne er danske og svenske
skattemyndigheder også i gang med en omfattende kontrol for at afdække anden
skatte- og afgiftssnyd. I perioden fra 2002 til 2004 har Told & Skat
København og Skatteverket i Malmø netop opgjort, at der er rejst 40 sager,
hvor skattevæsenet er blevet bedraget for 110 mio. kr.
Mange unddragelser
På dansk side handler sagerne om unddragelser vedrørende A-skat og
arbejdsmarkedsbidrag, afgiftsundragelser på områder som salg af
mobiltelefoner, edb-komponenter, internetydelser, tax-free salg og ikke
mindst kioskvarer som chokolade, nødder og sodavand.
På svensk side har sagerne handlet om handel med levnedsmidler, telefonkort,
parabolantenner og entreprenørmaskiner samt smugling af øl, vin og spiritus,
som sælges videre til restauranter.
Sidste år lukkede Told & Skat syv større lagre af ulovligt importerede
kioskvarer i København.
Siden har myndighederne konstateret, at salget nu er blevet mobilt og foregår
fra kassevogne i nærheden af de lukkede lagre. Ib Jørgensen, planlægningschef
ved Told & Skat i København, siger til publikationen Nyt fra
Bryggeriforeningen, der udkom i går, at der fortsat er efterspørgsel efter
ulovlige varer, fordi åbenlyst er mange penge at tjene på at unddrage sig
afgifter og moms.
»Vores erfaring har hidtil været, at hver gang vi opgraderer på kontrol- og
sanktionssiden, så har sortbørshajerne fundet nye veje, og de er dygtige.«
Han håber, at en ny lovgivning, der bl.a. betyder højere bøder og mulighed
for, at Told & Skat kan konfiskere hele varelagre ved kontrolaktioner, vil
hjælpe på situationen i København.
carsten.christensen@jp.dk
--
Med Venlig Hilsen: Henrik Bøgh ||
http://lagengymnastik.dk/
"Turn to the light. We can find our own mortality"
-- Dream Theater: The Great Debate