---

Hej...

Jeg vil meget gerne høre fra forældre der har erfaring med at introducere
sky/generte børn for dagplejen.

Min datter skal starte til maj i dagpleje og jeg kan mærke at hun har brug
for at komme ud blandt andre børn og voksne mere regelmæssigt end nu, for at
komme ordentligt videre med sin udvikling - ligeså for at hun kan vænne sig
til "udelivet" inden hun skal starte i børnehave om ca. 8 mdr.
Hun bliver p.t. passet at ung pige herhjemme.

Hun har lige fra spæd været meget sky/genert over for fremmede og det var en
totalt omvæltning for os, idet hende storebror fra dag 1 har været meget
meget udadvendt. Jeg har dog fra start været opmærksom på ikke at pylre
hende men dog være opmærksom, fordi jeg selv som lille har haft svært ved at
være væk fra min mor og har været længe om at slippe hendes skørter. Det vil
jeg ikke ønsker for min datter tager lige så længe da det blokere for en
masse givende oplevelser, men til gengæld ved jeg også fra egen erfaring at
det ikke hjælper at man som barn bliver tvunget til at være selvstændig og
takle de situationer hvor man har adskillelsesangst - det skal man vokse og
udvikle sig til, idet det tempo man selv er klar til, men dog ved jeg jo så
også fra egen erfaring, at man er nødt til at motiveres til det. Det blev
jeg ikke selv.....

Vores datter er i de fleste tilfælde klar på at lege med fremmede børn, når
hun har set dem an i 15-20 min. Men andre voksne skal virkelig tiltrække
hende prompte (det sker sjældent!!) eller også skal de holde sig væk og
ignorere hende, hvis hun ikke skal gemme sig ved vores ben og ofte græde så
meget så hun ikke trækker vejret.

Selv ved noget familie som hun tydeligt genkender og hopper over i armene på
med det samme, men som hun måske kun ser 1 gang månedligt, kan hun gå helt i
selvsving hvis jeg skal efterlade hende der til pasning. I enkelte tilfælde
har det tydeligt været skab - men de fleste tilfælde har det været med rødt
hoved og blå læber og minimal vejrtrækning i mellem 1/2 og 1 hel time (efter
jeg er gået) før hun er faldet til ro - og det eneste der har kunnet
forklare at hun er faldet til ro er total udmattelse og hun er faldet i
søvn.
Når jeg har hentet hende senere har hun resten af dagen omklamret mig helt
vildt og jeg har skulle løsrive hende fra mig de efterfølgende dage.

Derfor ser jeg ikke, at det skulle kunne blive nemt at få hende i dagpleje,
selvom hun dog er meget glad for nye oplevelser og generelt er en meget glad
og smilende lille drillepind dog med et til tider heftigt temperament.

At mine børn kan blive sure og hidsige eller skaber sig og prøver at få mor
eller far til at makke ret eller blive hjemme, har jeg ingen problemer med
at sige fra over for og være meget konsekvent. Jeg er generelt meget
konsekvent i min opdragelse af børnene. Men når hun bliver SÅ forfærdelig
ked af det og direkte angst for at jeg skal forlade hende, så kan jeg ikke
være med mere. Jeg går som jeg skal, når jeg har sagt farvel, og kommer kun
tilbage hvis de som passer hende synes det er noget de ikke kan klare, men
når jeg efterfølgende hører hvor slemt det har været, knækker jeg helt ned
fordi jeg som ovennævnt selv som lille (kan huske det tilbage til knap 4 års
alderen) var meget meget ked af og bange for at min mor skulle gå fra mig.
Også i de tilfælde hvor det var min far der skulle passe mig og mine 3 ældre
søskende.

Vores datter har nu fået det helt fint med at blive passet af sin far, men
f.eks. kan han slet ikke putte hende i seng, uden søvnen først indfinder sig
når hun efter 3 kvarter er helt udmattet af at græde og kalde på mig. Det er
enormt svært at hører på fra den anden side af væggen, men det bliver jo
ikke bedre af at vi giver efter. Især når det er hendes far, bør det være
sådan at jeg holder mig væk - ikke giver efter.

Så generelt bruger jeg og har lige fra start brugt rigtig meget energi på at
lade som ingenting og være "ligeglad" og motiveret hende til at være mere
udadvendt, når hun skal være sammen med andre og når far skal putte hende,
for at jeg ikke pylrer hende og derved bekræfter hende i at hun skal være
utryg.

Men hvordan har I med jeres generte og sky børn startet dagplejen op?? - har
I sørget for at kunne gøre det over længere tid, eller har I taget
standarden 1 uge - max. 2 - og så er indkøringen overstået?? Og hvis så, har
det efterfølgende givet bagslag at det er gået så stærkt for et barn som
generelt har haft brug for god tid til at vænne sig til nye mennesker og
omgivelser??

Iben

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:423fed0d$0$223$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Hej...
>
> Jeg vil meget gerne høre fra forældre der har erfaring med at introducere
> sky/generte børn for dagplejen.

Det lyder meget som min egen datter. Hun hang ved mig fysisk og psykisk
døgnet rundt indtil hun blev 17 mdr og skulle i dagpleje. Da vi boede hos
hendes far, ville hun ikke vide af ham og andre børn var nogle man kiggede
på, mens man sad trygt på mors skød.
Netop derfor var jeg glad for, at det var en dagpleje hun skulle starte i,
og ikke en vuggestue.

Indkøringen gik overraskende fint. Den første dag kom jeg ind og fandt hende
sovende i armene på dp'eren - hun var udmattet af gråd! Men der gik ikke
mere end en uges tid, før alt var som det skulle være og hun var glad for at
komme der.

Siden da startede hun børnehave helt uden problemer og bortset fra et lille
tilbagefald da hun var 5½ og pludseligt opdagede, at verden var MEGET stor,
klarer hun sig godt uden moar. Hun er stadigvæk en stille pige, der ikke
vader ind i folk med træsko på, men hendes skyhed forhindrer hende ikke i at
deltage socialt længere.

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:423fed0d$0$223$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Hej...
>
> Jeg vil meget gerne høre fra forældre der har erfaring med at introducere
> sky/generte børn for dagplejen.
>

Da jeg startede som dagplejemor for længe siden gav jeg mig selv en frist på
14 dage, hvor et nyt barn gerne skulle være faldet til og kunne afleveres
uden gråd og tænders gnidsel.
I min 10-årige "karriere" har jeg aldrig været ude for et barn, der skulle
bruge mere end 3 dage - så havde vi i stedet af og til balladen, når de
skulle hjem.

Min niece var fra hun var 3 mdr gammel i ren panik, når hun var sammen med
"fremmede" - som var alle ud over forældre og søskende.
Jeg har oplevet min svoger sidde med det arme barn på skødet, klamrende sig
fast, til adskillige familiefødselsdage, og jeg har oplevet hende i panik,
da jeg kom til at stå mellem hende og døren (læs: flugtvej), da jeg var på
besøg.

Fornuftigvis valgte forældrene at respektere hendes måde at opfatte ukendte
mennesker på:
De valgte, at hun ikke skulle i gæstepleje, så når den faste dagplejemor
havde ferie eller var syg, måtte mor eller far prioritere at tage fri.
De valgte en lille børnehave (selv om den religiøse del af den vist ikke
lige var deres kop te).

Resultat:
Hun elskede sin dagplejemor.
Hun meddelte moar, at det her kunne hun godt selv klare, da de første gang
var på besøg i børnehaven.
Hun var på eget initiativ og hammerstolt med i Lucia-optoget 14 dage efter
børnehavestart.
Hun er i dag en særdeles kærlig og selvstændig ung dame, som æ-ælsker at
synge og optræde for publikum og fremmede.

Så jeg vil sige: Respekter dit barn. Tving hende ikke ud i at skulle være
mere selvstændig, end hun er klar til. Tag på besøg hos dagplejemor op til
flere gange. Bliv der - og efter et par gange: gå og fortæl din datter, at
du kommer tilbage efter xx minutter. Giv hende en kendt dukke/bamse/whatever
i hånden.
Giv dit barn til dagplejemor, så hun ikke bliver afleveret i et tomt rum -
og hvis du på nuværende tidspunkt ikke kan gøre det i tryg forvisning om, at
det er til alles bedste, så lad være med at starte på det og vent til en
anden dag.
Se dig ikke tilbage.
Vend tilbage til aftalt tid og sig: Hej min skat, hvor er jeg glad for at se
dig. Og ikke andet - lad din datter om resten og lyt til hende.

Jeg har endnu ikke været ude for, at det her ikke har virket.
Held og lykke!

Hillsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger_mpFJERNDETTE@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:42430133$0$248$14726298@news.sunsite.dk...

> Så jeg vil sige: Respekter dit barn. Tving hende ikke ud i at skulle være
> mere selvstændig, end hun er klar til.

Enig, enig, enig!! Man skal simpelthen tage det roligt og tage udgangspunkt
i det barn, man har og respektere, at barnet er anderledes end man måske
selv var. Min datter var som sagt også meget klamrende og mor-syg (ikke
engang faderen duede!) men jeg har forsøgt gennem årene at skabe et trygt
miljø for hende. Og nu er hun 6 år og har en fantastisk selvtillid og
selvbevidsthed - fordi hun har fået lov til at være den hun er hele tiden.
Jeg er så stolt af hende

Ang. Lucia-optog. I min datters børnehave er der tradition for, at det er de
kommende skolepiger, der går lucia. Min datter blev spurgt om hun ville være
lucia-brud (fordi de gerne ville hæve hendes status og give hende
selvtillid). Hun sagde ja og var helt klar, men fik et seriøst sammenbrud 10
minutter inden det store øjeblik - men hun fik lov til at sidde hos moar i
omklædningen, og da hun så lucia-kransen og tøjet, så tørrede hun sine øjne
og jeg fik lov til at gå. 5 minutter senere kom den stolteste luciabrud ud
og førte en flok af 12 piger gennem hele børnehaven og tilbage igen 3
gange Hun havde hele tiden mulighed for at vælge om hun ville eller ikke.
Og hun ville og det gav virkeligt pote på selvtillidskontoen.
Det har været mig meget magtpåliggende hele tiden at fortælle hende, at hun
var OK, at det er iorden at være ked af det og genert osv, så hun ved, at
hun er OK og GOD præcis som hun er.

---

Tusinde tak for jeres svar...

Det har givet mig noget at gå efter og har ikke mindst bekræftet mig i, at
jeg ikke bare skal lade stå til, når andre synes det er pjat at hun er så
genert og "bare" skal have et skub ud i livet og lære at omgåes alle andre
med det samme.

Jeg er overbevist om at hun er klar til at komme videre ud i livet, men ved
også at det er nødt til at gøres stille og roligt. Derfor er min
arbejdsplads også informeret om og inforstået med, at jeg får fravær i den
første tid. For at planlægge vores hverdag bedst mulig, er jeg nødt til at
gå ud fra at indkøringen vil koste mig en del tid; men hvis det mirakuløse
skulle ske at det kun tager 3 dage til en uge - så jeg er jeg bare utrolig
lykkelig!

I disse påskedage har vi haft noget af familen på besøg i 4 dage. Den første
dag ville vores datter kun være sammen med sine kusiner og fætter på hhv.
7 - 11 og 13 år - anden dag kunne hun kommunikere lidt med sin onkel -
tredje dag kunne hun også sidde hos ham - fjerde dag kunne hun begynde at
kommunikere med sin moster. Det var helt sikkert kostbarhed der gjorde at
hun ikke ville tale med eller se på sin moster de første 3 dage og ikke
ville gå forbi hende hvis der var mindre end 1 meter mellem dem, så jeg skal
jo også passe på at jeg ikke overvurdere problemet med genertheden.
Alligevel mener jeg at det i forbindelse med dagpleje er bedst at
overvurdere end at undervurdere...... - men håber selvfølgelig at vi får det
hele tilpasset så hun føler sig tryg hele vejen igennem og at hun samtidig
ikke holder os for nar *S*.

Hvad angår gæstedagpleje er jeg også meget bevidst om, at hun evt. vil få
det svært ved en ny voksen og andre børn for en en enkelt dag eller mere. I
vores kommune har vi et dagplejehus hvor børnene placeres samlet i den
daglige gruppe, hvis den faste dagplejemor er syg / har ferie, i det omfang
det kan lade sig gøre. Og i dét tilfælde tror jeg nok det kan gå, at vi ikke
holder hende hjemme i stedet, men ellers må hun være hjemme hos mor, far
eller en bedsteforælder.

Jeg har talt med pladsanvisningen om de betingelser vi sætter for en
dagplejemor og de har noteret og er også helt inforstået med, at det skal
være en dagplejemor som er særlig god til at modtage generte/sky børn. De er
bevidste om, at selvom de naturligvis mener alle deres dagplejere er gode og
kun kan stå inde for dem, er der nogle af dem der er bedre til at modtage
"specielle" børn end andre.....

Iben

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse

> Tusinde tak for jeres svar...

Selv tak

>
> Det har givet mig noget at gå efter og har ikke mindst bekræftet mig i, at
> jeg ikke bare skal lade stå til, når andre synes det er pjat at hun er så
> genert og "bare" skal have et skub ud i livet og lære at omgåes alle andre
> med det samme.

Ved du hvad, Iben - det skub kan man tillade sig med voksne mennesker, men
sgu da ikke med et lille barn, der har brug for at kunne have ubegrænset
tillid til de nære voksne!
>

.. Derfor er min
> arbejdsplads også informeret om og inforstået med, at jeg får fravær i den
> første tid.

Flot! Gid alle arbejdspladser havde den indstilling.

For at planlægge vores hverdag bedst mulig, er jeg nødt til at
> gå ud fra at indkøringen vil koste mig en del tid; men hvis det mirakuløse
> skulle ske at det kun tager 3 dage til en uge - så jeg er jeg bare utrolig
> lykkelig!

Held og lykke med det.
Jo mere din datter kan regne med din støtte, jo hurtigere går det - og jo
mere du skubbede (hvis det var DET, du ville), jo mere ville hun stritte
imod og klamre sig til dig.

> Alligevel mener jeg at det i forbindelse med dagpleje er bedst at
> overvurdere end at undervurdere......

Enig.
- men håber selvfølgelig at vi får det
> hele tilpasset så hun føler sig tryg hele vejen igennem og at hun samtidig
> ikke holder os for nar *S*.

Hvis du ser og hører hende og tager hende alvorligt, holder hun ikke dig for
nar - hvorfor skulle hun dog det?
Stol på, hun gør det, hun kan.

Hilsen Inger

---

"Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:4246883b$0$643$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> Det har givet mig noget at gå efter og har ikke mindst bekræftet mig i, at
> jeg ikke bare skal lade stå til, når andre synes det er pjat at hun er så
> genert og "bare" skal have et skub ud i livet og lære at omgåes alle andre
> med det samme.

Jeg er ikke enig med dem, der mener, at man bare skal lade barnet være og
forvente, at det kommer med tiden. Det gør det måske - og måske gør det
ikke. Jeg kender adskillige eksempler på, at det IKKE er kommet af sig
selv... og det er mere end synd for den, der må leve med genertheden,
angsten og manglende mod til at kaste sig ud i livet.

I slemme tilfælde ender det rigtig slemt. I mindre slemme tilfælde er
konsekvenserne måske ikke umiddelbart synlige for andre, men særdeles
mærkbare for personen selv, der lader sig begrænse på subtile måder, som
mere udadvendte nok har svært ved at forestille sig.

Jeg mener IKKE, at man skal TVINGE et genert barn. Men bare at lade stå til,
synes jeg godt nok heller ikke er en god idé. Jeg vil mene, at man kan finde
en balance. Det er helt naturligt, at man kan være bange for det ukendte -
men lige så naturligt er det at hjælpe folk ud over kanten og vove det
ukendte. Og nogle skal hjælpes og støttes mere end andre.

Jeg har eksempelvis en plan om at blive hjulpet til at finde modet til at gå
på gløder.

> Jeg er overbevist om at hun er klar til at komme videre ud i livet, men
ved
> også at det er nødt til at gøres stille og roligt.

Ja bestemt skal det gøres stille og roligt! Og med masser af opmuntring. Tal
til hende om, hvor sjovt det bliver. Lad være med at fortælle hende, at hun
ikke skal/behøver blive ked af det. Fokusere på det positive, sjove,
spændende.....

> men håber selvfølgelig at vi får det
> hele tilpasset så hun føler sig tryg hele vejen igennem og at hun samtidig
> ikke holder os for nar *S*.

Jeg tror ikke børn gør den slags for at holde nogen for nar. SÅ beregnende
er så små børn ikke.

Held og lykke med det!

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:42491189$0$22682$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Iben Holst" <Iben@holst.mail.dk> skrev i en meddelelse
> news:4246883b$0$643$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> > Det har givet mig noget at gå efter og har ikke mindst bekræftet mig i,
at
> > jeg ikke bare skal lade stå til, når andre synes det er pjat at hun er
så
> > genert og "bare" skal have et skub ud i livet og lære at omgåes alle
andre
> > med det samme.
>
> Jeg er ikke enig med dem, der mener, at man bare skal lade barnet være og
> forvente, at det kommer med tiden. Det gør det måske - og måske gør det
> ikke. Jeg kender adskillige eksempler på, at det IKKE er kommet af sig
> selv... og det er mere end synd for den, der må leve med genertheden,
> angsten og manglende mod til at kaste sig ud i livet.

At acceptere barnet som det er, er ikke det samme som at lade stå til.
Selvtillid og selvværd kommer jo netop af, at man ikke føler sig forkert.
Men det er let at føle sig forkert, hvis man hele tiden får at vide, at man
bare skal ud at lege med de andre, være en stor pige, ikke være ked af det,
når man inderst inde er ved at bryde sammen i gråd.

---

"Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
news:42496736$0$662$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> At acceptere barnet som det er, er ikke det samme som at lade stå til.

At forsøge at lave noget om, herunder at hjælpe et menneske til at turde
mere, er vel ikke lig med at acceptere, at det ER som det er? Bottomline er
jo rent faktisk, at vi ikke ønsker for det indadvendte, morsyge og generte
barn, at det bliver ved med at være, som det er... medmindre den voksne har
et sygeligt behov for at føle sig som den uundværlige og beskyttende mor.

Vi kan acceptere, at det generte barn "indtil videre" er som det er. Og
samtidig hjælpe det videre.

> Selvtillid og selvværd kommer jo netop af, at man ikke føler sig forkert.

Ikke at acceptere tingenes tilstand behøver ikke være lig med at
kritisere, fordømme eller ødelægge selvtilliden.

Man skal bestemt ikke føle sig forkert - eller bildes ind, at man er det!

> Men det er let at føle sig forkert, hvis man hele tiden får at vide, at
> man bare skal ud at lege med de andre, være en stor pige, ikke være ked af
> det, når man inderst inde er ved at bryde sammen i gråd.

Ja bestemt!

Det at turde vove sig ud i livet er ikke noget, der er forbundet med at være
en stor pige. At være en stor pige er ikke nogen garanti for at være bedre,
dygtigere eller modigere end de små.

Det er også OK at være ked af det og bange - men det betyder ikke, at man
ikke skal opmuntres til at bryde sine grænser.

Det hele afhænger jo af, hvordan sådanne ting gøres. Og det kan gøres både
rigtigt og forkert.

Jeg er ved at lære den 3½ årige at sjippe. Jeg tror ikke, hun føler sig spor
forkert, bare fordi hun ikke kan det p.t. Og hun er endda enormt elendig til
det - hun kan knap nok finde ud af at svinge tovet over sit hoved og hun
tilter ofte, når hun hopper over tovet, der ligger stiller for fødderne af
hende. *S*

Men lige nu er dén lille pige MIT store forbillede. Tænker på hende hver
gang jeg udfører noget, jeg ikke (endnu) er god til. For tænk at være SÅ
klodset og kvajet til en ting og alligevel klø ivrigt på, træne, hele tiden
slæbe rundt på det man ikke kan bruge, hele tiden øve sig. Det er da
kanonflot - og fantastisk inspirerende for store piger/drenge.

Hun træner og klør på. Hun er hammerivrig efter at lære at sjippe..... efter
at forbedre sig! Og hun får hele tiden at vide, at det er helt kanon, at hun
træner og klør på. Og hun nyder at træne, opleve sine fremskridt og at blive
rost. Dét hun oplever, er nemlig ikke fiaskoerne og fejlene. Hun fokuserer -
med hjælp - på hendes fremskridt og hendes mål.

Og at opleve sig selv som en, der kan mere end man lige tror, er jo langt
mere opmuntrende end bare at blive bekræftet i, at det er helt OK, at du
ikke vover, ikke gider, ikke orker, ikke kan.

Jeg tror, at børn gerne vil lære. Og jeg tror derfor på, at det generte barn
allerhelst vil hjælpes videre. På den rigtige måde!

At være kanongenert er ikke mere forkert end ikke at kunne sjippe. Begge
dele kan og bør trænes.

Sidste sommer oplevede jeg en lille blegfiset, ranglet 12-årig dreng komme
ud til badeanstalten med sin far. Der var lunt, men vild blæst og derfor
høje bølger. Faren kastede sig ud i bølgerne, som jeg og nogle venner netop
havde været ude i. Drengen stod i sine badebukser inde på stranden og turde
ikke vove sig ud.

Faren gad ikke bruge en smule energi på at hjælpe sin dreng med ud i det
frådende han. Han accepterede, at drengen var bange. Og ville han ikke i, så
skulle han da heller ikke i.

Jeg besluttede, at det skulle fame være løgn. Den knægt skulle ikke hjem fra
stranden med den oplevelse, at han ikke turde. Så jeg satte mig for at få
ham til at turde. Det lykkedes! Og jeg siger dig. Det var en fryd for os at
stå inde på stranden og opleve knægtens jubelhyl. Han var jo høj af jubel
over at han alligevel turde kaste sig rundt i bølgerne - høj og energisk og
glad på den måde man bliver, når man overvinder sin begrænsende og hæmmende
angst.

Så nej.. jeg synes IKKE vi skal lade det generte barn hænge i mors skørter
eller stå tilbage på stranden og opleve sig selv som en, der ikke tør kaste
sig ud i livets bølger. Og jeg vil vove den påstand, at det er nemt at give
dem mod til at turde. Det handler mere om de voksnes evner til at støtte (og
coache med et moderne ord) end det handler om barnets angst.

Mvh. Lisbeth

---

>Så nej.. jeg synes IKKE vi skal lade det generte barn hænge i mors skørter
>eller stå tilbage på stranden og opleve sig selv som en, der ikke tør kaste
>sig ud i livets bølger. Og jeg vil vove den påstand, at det er nemt at give
>dem mod til at turde. Det handler mere om de voksnes evner til at støtte
(og
>coache med et moderne ord) end det handler om barnets angst.


Det er jeg helt enig i. Der er nemlig en fin linie mellem at støtte og
presse.
Da min nu 6-årige havde en angst-periode i sommer var vi på bakken. To uger
før havde vi været i Bon-Bonland, hvor der ikke var grænser for alt det
vilde, hun ville prøve. Men på bakken turde hun ingenting - fik sat sig op i
en vogn sammen med mig og smuttede ned igen - grædende. Næste projekt var
Mariehønen, som jeg nu alligevel syntes hun skulle give en chance. Jeg var
med hele vejen og op i vognen og så fortrød hun. Hun hylede og skreg, men
der tog jeg over og sagde, at nu sidder vi her og det er ikke farligt. Da
vognen satte i gang græd hun hjerteskærende, men ca. 2 sekunder efter blev
gråden til et lykkeligt hvin og det var godt, at hun prøvede det og hun var
stolt. Så nogle gange skal man vide, hvornår man skal respektere grænserne
og hvornår man skal støtte barnet i at prøve.
Jeg er selv en langsom starter og jeg kan se det samme i min datter. Så når
der er noget nyt at lære (som f.eks. at svømme eller i det hele taget være i
vand) så tager vi det i hendes tempo. Hun var i svømmehallen fire gange
inden hun fik mod på at prøve den lille rutsjebane. Jeg spurgte hende hver
gang, men sagde at hun ikke behøvede at gøre det med mindre hun ville. Den
fjerde gang var hun parat og ville gerne og da hun havde gjort det, kunne
hun slet ikke lade være
Da jeg i sommer skulle snorkle på åbent hav for første gang, brugte jeg den
første halve time på at holde fast i bådens stige inden jeg turde bevæge mig
en meter ud, to meter ud osv. Det handler jo om, at gøre det i et tempo, der
passer til temperamentet, så man selv og barnet føler sig tryg.

---

"Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
news:424a5e38$0$717$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...


> Da vognen satte i gang græd hun hjerteskærende, men ca. 2 sekunder efter
> blev gråden til et lykkeligt hvin og det var godt, at hun prøvede det og
hun
> var stolt. Så nogle gange skal man vide, hvornår man skal respektere
> grænserne og hvornår man skal støtte barnet i at prøve.

Skægt du lige nævner en historie med Bakken, for det er kun et par dage
siden, at min store datter og jeg hev en historie frem om dengang vi var på
Bakken og hun overtalte mig til at vi skulle i en af de mindre rutchebaner.
Vi havde kun lige fået sat os, da hun hylede og ville af igen. Jeg meddelte
hende, at vi godt kunne stå af... men i givet fald stod vi af Bakken og tog
hjem, for jeg gad ikke sætte mig op i flere forlystelser for bare at få at
vide, at hun ville af.

Hun bed tænderne sammen. Og netop dén oplevelse blev faktisk et symbol for
hende på, at man nogle gange er nødt til at gøre det, man er ved at pisse i
bukserne af skræk for at gøre. I vores familie er det lige præcis den tur på
Bakken, der hives frem i lyset, når vi snakker om at kaste sig ud i det, man
ikke tør.....

> Da jeg i sommer skulle snorkle på åbent hav for første gang, brugte jeg
den
> første halve time på at holde fast i bådens stige inden jeg turde bevæge
mig
> en meter ud, to meter ud osv. Det handler jo om, at gøre det i et tempo,
der
> passer til temperamentet, så man selv og barnet føler sig tryg.

Lige præcis. Men det er også fedt at være den, der oplever, at folk, med
lidt hjælp, kan finde mod til at turde langt mere, end de lige tror, de
kan.... faktisk har jeg en plan om at uddanne mig til at hjælpe folk med
sådanne udfordringer. *S*

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <lisbeth_jacobsen@hotmail_com.invalid> skrev i en
meddelelse news:424b2b72$0$21986$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
> "Mette" <Mette@dk> skrev i en meddelelse
> news:424a5e38$0$717$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...

> Lige præcis. Men det er også fedt at være den, der oplever, at folk, med
> lidt hjælp, kan finde mod til at turde langt mere, end de lige tror, de
> kan.... faktisk har jeg en plan om at uddanne mig til at hjælpe folk med
> sådanne udfordringer. *S*

Ja, det giver jo et kick både for den, der hjælper og for den, der
overvinder sig selv
Vi hiver også tit Bakken-historien frem herhjemme