---

Dén replik hører man ofte, når man lige har fået et barn. "Det går så
stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja, mens ens øjne
hænger nede på lårene af træthed, mens man har gylpeklatter på blusen og den
lille er utrøstelig uanset, hvad man stiller op.
Men pludselig så _er_ det hele gået så stærkt og ens lille baby skal i
skole. Det er jo først, når tiden er gået, at man finder ud af, hvor stærkt
det hele går. Tiden kan føles som om den snejler sig afsted, når man står
lige midt i det hele.

Da min datter var 3 dage gammel (og jeg var knap 22) sad jeg på sengen og
ammede hende, mens tårerne sprøjtede ud af mine øjne. Jeg tænkte "hvad har
jeg dog rodet mig selv ud i? Hvad har jeg dog gjort? Dette er ikke bare en
romantisk tanke om et barn, det er hårdt arbejde de næste 18 (atten) år -
Mindst!". Jeg var dybt ulykkelig og helt vildt ung.

Men nu, 6 år senere, så er der pludselig gået en tredjedel af de "frygtede"
18 år. Og jeg ved ikke, hvor årerne er blevet af. Jo, jeg husker da, men jeg
føler, at jeg husker for lidt. Jeg har næsten glemt, hvordan det var at have
hende da hun var 2 år, 3 år...jeg tror, jeg glemte at nyde hende midt i alt
det, der var så hårdt som ung enlig mor.
Og nu skal hun i skole de næste 10 år, hvor hun dagligt blomstrer op, lærer
og udvikler sig væk fra mig, som altid har har været en næsten symbiotisk
del af hende.
Jeg er bange for, at de næste 12 år flyver afsted på samme måde, hvor man
hænger sig mere i de daglige detaljer, opdragelse og kriser, end man nyder
den generelle tilstand, det er at være mor til et skønt og dejligt barn, der
er perfekt her og nu.
Og jeg er bange for, at hun snart bliver voksen og skal klare sig selv og
træffe sine egne valg - for det kan hun da ikke, for mor ved jo bedst..!
Uha!

Det er bare lidt underligt. Jeg har været mor hele mit voksenliv og skulle
samtidigt finde mig selv, og jeg har sukket efter tid til mig. Måske har jeg
været for selvoptaget til virkeligt at nyde det barn hun har været på alle
alderstrin. Og nu kommer hun i skole, hvor venner og lærerer og de bøger hun
lærer at læse, pludselig får en stærkere og stærkere indflydelse.
Det er hårdt at få børn og det er hårdt at erkende, at man kun har dem til
låns.

Så min plan for de næste 12 år, er at nyde hende så meget som muligt.
Værdsætte hende for den hun er og suge minderne til mig, mens de foregår.
For pludselig står hun dét med "hanekam og ring i næsen" og flytter
hjemmefra, og så er barndommen forbi, før man egentligt nåede at opleve den
for alvor.

---

"Det går så
> stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja,

men man når nok aldrig at nyde det nok, fik nummer tre for 1 år siden, hvor
blev det år af, jeg har prøvet at nyde det år med alle sanser åbne, men
alligevel er det bare gået så stærkt, det samme gælder ved de andre to som
er 3½ og 5 år, hvor bliver årene af, det er som om de fordamper for øjnene
af en, som du skrev, inden man for set sig om så skal de i skole, og i næste
nu slæber de kærester og måske deres børn med hjem på besøg.
Man må nyde en dag af gangen og værdsætte de ting man når at opleve.

Pia

---

Hvor har du da ret.
Kloge ord, Mette

---

"Mette" <Mette@wamspamnothanks.dk> skrev i en meddelelse
news:421dbd31$0$33728$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dén replik hører man ofte, når man lige har fået et barn. "Det går så
> stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja, mens ens
øjne
> hænger nede på lårene af træthed, mens man har gylpeklatter på blusen og
den
> lille er utrøstelig uanset, hvad man stiller op.
[KLIP]

Da jeg fik mit første barn tænkte jeg: "Nu har man dem i 18 år og så ikke
mere".

I dag hvor mine ældste børn er 25 og 23 år kan jeg bare sige til alle jer
med små børn: Det bliver bedre og bedre og jeg har i dag de mest
vidunderlige voksne børn som jeg bare har SÅ megen glæde af. Man slipper dem
aldrig.

Nille

---

Man sidder fordybet i en meget spændende bog, dine børn leger og kravler
rundt på gulvet omkring dig, du kigger op fra bogen og ja pludselig står de
der børnene, voksne og med ens svigerbørn og børnebørn, hallo! hallo!


"Nille" <ingen@invalid.dk> skrev i en meddelelse
news:421de0ab$0$149$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> "Mette" <Mette@wamspamnothanks.dk> skrev i en meddelelse
> news:421dbd31$0$33728$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>> Dén replik hører man ofte, når man lige har fået et barn. "Det går så
>> stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja, mens ens
> øjne
>> hænger nede på lårene af træthed, mens man har gylpeklatter på blusen og
> den
>> lille er utrøstelig uanset, hvad man stiller op.
> [KLIP]
>
> Da jeg fik mit første barn tænkte jeg: "Nu har man dem i 18 år og så ikke
> mere".
>
> I dag hvor mine ældste børn er 25 og 23 år kan jeg bare sige til alle jer
> med små børn: Det bliver bedre og bedre og jeg har i dag de mest
> vidunderlige voksne børn som jeg bare har SÅ megen glæde af. Man slipper
> dem
> aldrig.
>
> Nille
>
>

---

Hej Mette

Hvor kan jeg dog følge dig... Jeg har selv 2 drenge, en på 5 år og en
på 5 måneder. Og det er absolut ikke planen vi skal have flere...
Da den store var helt lille, ja der kunne jeg næsten ikke vente, til
han kunne lidt mere. Jeg var spændt, hvad mon det næste var, han
lærte... Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Og når folk sagde, at
jeg skulle huske at nyde ham, mens han var lille, tænkte jeg: Ja ja,
selvfølgelig nyder jeg ham, men hvor bliver det dejligt, når han
bliver mere selvhjulpen osv.
Men denne gang går det alt for hurtigt... Måske fordi jeg har prøvet
det en gang før - udviklingen skal nok komme, de lærer det de skal, om
det så bliver lidt før eller senere end andre jævnaldrende. Og når jeg
nu ved, at det er den sidste, ja så synes jeg nu, at det går alt for
hurtigt. Han er jo næsten ikke nogen baby længere ;-( Jo, selvfølgelig
er han en baby, men i forhold til da han var nyfødt, hvor han var helt
og aldeles hjælpeløs, ja så er der sket meget. Han er så småt begyndt
at spise grød, han pludrer og griner og begynder at vise noget
personlighed. Og begynder også at kende og være glad for andre end
moar... Så jeg fornemmer jo allerede så småt, at han (også) er på
"vej væk" fra mig - altså at mor ikke for evigt vil være den eneste i
hans liv. Selvfølgelig er det en sund og naturlig udvikling, men den
kan være svær lige at erkende og forholde sig til.... Lige pludselig
har man jo børnebørn

MVH
Gitte
>
>
>
>

---

"Mette" <Mette@wamspamnothanks.dk> skrev i en meddelelse
news:421dbd31$0$33728$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dén replik hører man ofte, når man lige har fået et barn. "Det går så
> stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja, mens ens
øjne
> hænger nede på lårene af træthed, mens man har gylpeklatter på blusen og
den
> lille er utrøstelig uanset, hvad man stiller op.

Puha ja! Det eneste jeg ikke kan nikke genkendende til re den utrøstelige
gråd som vi heldigvis, med 3 børn har oplevet max. 10 gange!

Jeg synes også virkelig Gitte er inde på noget - den med at man med den
første ikke kan vente til at se hvad der er det næste. Med nummer 3 har jeg
nærmest krampagtigt holdt mig til og nydt selv de sure pligter. Hun er i dag
4 år, -kan sagtens selv ta' tøj på, men jeg elsker at hjælpe hende. Ja, ikke
bare med tøjet, men med alt og hun finder sig troligt i at blive kaldt for
"baby" (efter jeg har forklaret hende at det også betyder lækker! Hæhæ).

18 år gammel fik jeg mit første barn og i næste måned bliver jeg 26... Jeg
har været Mor i næsten 1/3 af mit liv nu og det er ubetinget de år af mit
liv der er fløjet hurtigst afsted!!

En anden ting som man hører tit, som vi heldigvis ikke har kunnet nikke
genkendende til er "jo ældre de bliver jo flere problemer" - Det har hverken
holdt stik med den ældste, mellemste eller yngste!


--
Rinnie Ilsøe
Flatcoat Litter planned Summer 2005
NORDJV03 DJGCH Starworkers Double Trouble / Starworkers Event of the Year
http://www.geocities.com/cherrycdk/index.html

---

"Rinnie Ilsøe" <gimze@flatcoated-retriever.dk> skrev i en meddelelse
news:421f14d1$0$29280$14726298@news.sunsite.dk...
>
> Jeg synes også virkelig Gitte er inde på noget - den med at man med den
> første ikke kan vente til at se hvad der er det næste. Med nummer 3 har
jeg
> nærmest krampagtigt holdt mig til og nydt selv de sure pligter. Hun er i
dag
> 4 år, -kan sagtens selv ta' tøj på, men jeg elsker at hjælpe hende. Ja,
ikke
> bare med tøjet, men med alt og hun finder sig troligt i at blive kaldt for
> "baby" (efter jeg har forklaret hende at det også betyder lækker! Hæhæ).

Jeg tror også, at jeg selv bliver mere supermor med den/de næste, fordi jeg
simpelthen er blevet ældre og selv på det tidspunkt har fået langt mere styr
og ro på mit liv i et fast forhold. Jeg tror simpelthen, at jeg vil have
psykisk overskud til at nyde det langt mere, end jeg har indtil nu.

I løbet af de seneste seks år har jeg haft en meget omskiftelig tilværelse.
Fra at være gift husmor i USA, blev jeg skilt, flyttede til DK, startede
uddannelse, boede hos mine forældre, flyttede efter 1 år for første gang i
egen lejlighed og skulle klare mig selv, skiftede uddannelse og forsøgte at
få mit liv til at hænge sammen samtidig med, at jeg jo også lige skulle være
enlig mor og fik så lige en depression midt i det hele. Der har været så
mange omvæltninger og slet ikke overskud til at være den forælder jeg burde
være. Min datter er meget meget harmonisk for kærligheden har aldrig
manglet, men strukturen og de faste grænser har i den grad manglet.
Men jeg håber, at jeg kan gøre det bedre næste gang.
Jeg er jo et ressourcestærkt menneske, og to forældre i stabile omgivelser
er også stærkere end én forælder i livsomvæltning.


> En anden ting som man hører tit, som vi heldigvis ikke har kunnet nikke
> genkendende til er "jo ældre de bliver jo flere problemer" - Det har
hverken
> holdt stik med den ældste, mellemste eller yngste!

Jeg tror den sidste 1/3 af de der 18 år bliver de håreste og jeg tror de
næste 6 år bliver de nemmeste

---

Hejsa
>
>En anden ting som man hører tit, som vi heldigvis ikke har kunnet nikke
>genkendende til er "jo ældre de bliver jo flere problemer" - Det har hverken
>holdt stik med den ældste, mellemste eller yngste!

Ja, det siger man tit, men jeg tror nu heller ikke helt på det...
Selvfølgelig er det ikke uden problemer, at have "store" børn, men det
er en anden slags problemer - der ikke behøver at være større eller
værre, end dem man har med babyer/småbørn...

MVH
Gitte

---

"Mette" <Mette@wamspamnothanks.dk> skrev i en meddelelse
news:421dbd31$0$33728$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Dén replik hører man ofte, når man lige har fået et barn. "Det går så
> stærkt, husk at nyde det" og man nikker og smiler og siger ja, mens ens
> øjne
> hænger nede på lårene af træthed, mens man har gylpeklatter på blusen og
> den
> lille er utrøstelig uanset, hvad man stiller op.
> Men pludselig så _er_ det hele gået så stærkt og ens lille baby skal i
> skole. Det er jo først, når tiden er gået, at man finder ud af, hvor
> stærkt
> det hele går. Tiden kan føles som om den snejler sig afsted, når man står
> lige midt i det hele.
>
> Da min datter var 3 dage gammel

Da jeg lå på sygehuset med Emeli (7 jan.) sagde en anden fødepige til mig
(hendes 3. barn), at jeg ikke skulle se frem til 3. dagen, for den blev
kaldt for tudedagen, hvor man følte at alt ramelde sammen, og man tænkte alt
igennem eeeen gang til. Hmmm ja ja, tænkte jeg, hvad skulle jeg dog hjem og
tude for, jeg var jo overlykkelig.... Men når så 3. dagen kom, så må jeg nok
erkende at jeg fik nogle tudeture og hele den følgene uge! Mine tanker var
også, om vi virkelig var klar til sådan et lille menneske, og havde vi nu
råd og tid! Men ugen efter kunne jeg bare grine af det, for alle de ting
havde vi jo taget højde for - og super gad er jeg da for min datter!

Det var lige et sidespring fra dit indlæg! Men synes lige jeg ville fortælle
om min 3. dag!

Heidi



(og jeg var knap 22) sad jeg på sengen og
> ammede hende, mens tårerne sprøjtede ud af mine øjne. Jeg tænkte "hvad har
> jeg dog rodet mig selv ud i? Hvad har jeg dog gjort? Dette er ikke bare en
> romantisk tanke om et barn, det er hårdt arbejde de næste 18 (atten) år -
> Mindst!". Jeg var dybt ulykkelig og helt vildt ung.
>

---

Hej
>
>Da jeg lå på sygehuset med Emeli (7 jan.) sagde en anden fødepige til mig
>(hendes 3. barn), at jeg ikke skulle se frem til 3. dagen, for den blev
>kaldt for tudedagen, hvor man følte at alt ramelde sammen, og man tænkte alt
>igennem eeeen gang til. Hmmm ja ja, tænkte jeg, hvad skulle jeg dog hjem og
>tude for, jeg var jo overlykkelig.... Men når så 3. dagen kom, så må jeg nok
>erkende at jeg fik nogle tudeture og hele den følgene uge! Mine tanker var
>også, om vi virkelig var klar til sådan et lille menneske, og havde vi nu
>råd og tid! Men ugen efter kunne jeg bare grine af det, for alle de ting
>havde vi jo taget højde for - og super gad er jeg da for min datter!

Åh, hvor jeg husker det, især fra den første. Er dog ikke helt sikker
på, om det var 3. eller 4. dagen, men det er jo også ligegyldigt...
Men selv om jeg var/er i godt stabilt parforhold, vi havde de ydre
rammer på plads og han virkelig var en ønskebarn, ja så fik jeg
pludselig betænkeligheder ved det hele. Kunne vi virkelig klare det
her? Og nu "hang" vi jo på den, barnet var her jo - og selv om jeg var
vildt lykkelig over, at være blevet mor, ja så flaksede tankerne
omkring, hvad nu hvis jeg fortrød? Og værst var det, at lige præcis
den dag, kunne min mand ikke komme og være så meget på sygehuset hos
mig/os, som ellers. Fødte nemlig lige inden jul, og vi havde altså
lige en flok ænder og gæs, der skulle slagtes og leveres til venner og
kolleger, der havde bestilt julemiddagen.... Jeg VIDSTE det jo godt,
med min forstand, at han jo blev nødt til at få slagtet, og at det
tager tid. MEN hvor var jeg pludselig bange for, at han pludselig
havde svigtet, havde fået kolde fødder og rendt skrigende væk fra det
hele og at jeg aldrig så ham igen, og dermed stod med det hele
selv...

MVH
Gitte