>>> Så læs noget litteratur om emnet.
>> En lidt lavpandet kommentar. Din argumentation er noget sølle Jan!
Her er nedenfor lidt tekst, som du kan læse - det er faktisk meget
interessant - selvom den kun berører nogle af de ting, jeg skriver om. Det
fra en leksikon.org.
/Jan W Nielsen
I ordets videste forstand er straf enhver reaktion på en handling, som
medfører et onde for den handlende. Men indenfor den strafferetslige
tradition har det været almindeligt at definere straf som et onde, som
staten tilføjer en lovovertræder på grund af lovovertrædelsen, med den
hensigt at det skal føles som et onde. I en analyse af straffen som
samfundsinstitution bliver dette imidlertid for snævert. Anbringelse af
lovovertrædere på en behandlingsanstalt eller pålæggelse af tilsyn i frihed
er vel ikke ment som et onde, men bliver alligevel ret ofte oplevet således.
Det samme gælder varetægtsfængsling, fjernelse af nummerpladerne på en
defekt bil, inddragelse af kørekort m.v. Her kan uskadeliggørelse være det
afgørende motiv for handlingen.
En anden uheldig side ved den traditionelle juridiske definition af straf
er, at den strengt taget udelukker, at der kan findes nogen strafferet i
statsløse samfund. Dvs. blandt naturfolk, i stammesamfund som mangler -
eller indtil ganske nylig manglede - overordnede politiske organer forankret
i et territorium af en vis størrelse. Også i sådanne samfund eksisterer der
kollektivt sanktionerede reaktioner overfor afvigelse fra de normer og
regler, som er accepteret gennem sædvanen. Krænkelser af individers
anerkendte interesser bliver ofte mødt med noget andet og mere end privat
hævn, selv om den fornærmede eller hans/hendes slægt spiller en mere aktiv
rolle i retshåndhævelsen, end tilfældet er i moderne stater. Det kender vi
blandt andet fra de islandske sagaer - f.eks. fra Njals saga.
Strafferet i statsløse samfund
Et fællestræk ved disse samfund er, at de er relativt fattige på ressourcer,
både materielt og organisatorisk. Det præger både straffeprocessen og
reaktionen. I processen og afgørelsen medvirker ofte en tredje instans. Det
kan være personer som ligner vore dommere. Men manglen på statsmagt gør dem
mere afhængige af parternes medvirken eller af social støtte fra
lokalsamfundet. Ofte kan den tredje instans sammenlignes med vore
advokater - mere eller mindre uafhængige repræsentanter for parterne. Mellem
disse yderpunkter finder vi forskellige typer af mæglere, forligs- eller
voldgiftsmænd, for at nævne de moderne instanser de kan sammenlignes med.
Eller det drejer sig om krigshøvdinge eller troldmænd, som også fungerer som
straffedommere. Variationerne er omfattende, og undertiden findes der ikke
nogen anden «tredjemand» end lokalsamfundet og opinionen i dette.
Skyldsspørgsmålet bliver bl.a. undersøgt ved at afhøre vidner, ved
tilståelser og undersøgelser af faktiske forhold. Men her støder vi også på
et andet gennemgående træk ved de førindustrielle samfund: Den sociale
betydning af det overnaturlige, af magi og trolddom. Dette har bl.a. ført
til en udstrakt brug af orakler, varsler og prøver af forskellige slags for
at udpege den skyldige. Fra historien kender vi til brugen af jernbyrd,
vandprøve, edsaflæggelse, men også holmgang og tvekamp.
Den stærke tro på forbindelsen mellem det overnaturlige og det sociale
kommer også til udtryk i opfattelsen af sanktionerne - reaktionerne på
forseelsen. I en række førindustrielle samfund - måske i de aller fleste -
bliver sygdom, død, naturkatastrofer, arbejdsuheld osv. opfattet som et
resultat af syndige eller forbryderiske gerninger. Det indebærer, at disse
sygdomsteorier antager, at der eksisterer et forhold mellem visse frivillige
handlinger og visse påtvungne lidelser. Sygdomsteorier - som også omfatter
døden - udnytter på en måde samfundets «naturlige ressourcer» af lidelser i
den sociale kontrols tjeneste. Det kan de gøre på forskellige måder.
Den enkleste form er den man tidligere fandt blandt inuitterne på Grønland.
Efter deres opfattelse skyldtes sygdomme en syndig handling hos den syge.
Behandlingen af sygdomme bestod i offentlige bekendelse - under shamanens
medvirkning - for at rense sjælen for synd. En shaman kunne - hvis han stod
stærkt i stammen - på eget initiativ dømme et andet medlem som skyldig i en
handling, som havde krænket dyr eller ånder, og han kunne da kræve den
tiltalte straffet.
Sygdom og død skyldtes imidlertid ikke alene - eller ikke som regel - den
ramtes egne forseelser. I de fleste kulturer findes der forestillinger om,
at sådanne ulykker kan skyldes trolddom, sort magi fra en anden som vil ham
ondt. Det har været omstridt, i hvilken udstrækning trolddom faktisk
praktiseres, og i hvilken grad den faktisk kan få offeret til at blive syg
eller til og med dø.
Som et led i den sociale kontrol virker trolddomstroen som en advarsel om,
at det kan være farligt at lægge sig ud med folk. Får man fjender, kan disse
øve trolddom eller få trolddomskyndige til at hjælpe sig. I troen på
trolddom og sort magi ligger der en opfordring til at undgå handlinger, som
kan krænke eller udfordre andre mennesker.
Men trolddomstroen kan også virke som social kontrol på en anden måde. Da
trolddom sjældent praktiseres og normalt ikke kan være årsagen til en sygdom
eller et dødsfald, da må trolddomsudøveren identificeres udfra et andet
grundlag. Mistanken må knytte sig til andre træk ved en person, end at man
faktisk ved, at vedkommende dyrker trolddom og sort magi. Enten må mistanken
bygge på, at vedkommende har et eller andet imod den syge og gerne vil ramme
ham/hende, eller den kan bygge på en almindelig opfattelse af en person som
aggressiv eller ondskabsfuld.
Det at blive mistænkt for trolddom rummer i de fleste førindustrielle
samfund en anklage om at have gjort noget umoralsk. I mange kulturer bliver
det at øve trolddom betragtet som en forbrydelse. Trolddom kan i mange
tilfælde straffes. Folk har med andre ord grund til at prøve at beskytte sig
mod en mulig mistanke ved at være varsomme i deres forhold til andre
mennesker, ikke skaffe sig fjender og ikke gøre noget, som kan opfattes som
tegn på modvilje overfor bestemte personer. Fremfor alt må man undgå at
blive opfattet som en aggressiv eller ondskabsfuld person, for da vil
trolddomsbeskyldningerne før eller senere nå en.
Det er altså muligt, at teorier om sygdom og trolddom samtidig fungerer som
en form for social kontrol. Hvis det er korrekt, skulle man vente at finde
en sammenhæng mellem forekomsten af sådanne teorier i et samfund og
forekomsten af andre retslige former for social kontrol.
I stammer hvor der eksisterer en overordnet social kontrol, er det sjældent
at finde noget særlig stærkt element af trolddom i sygdomsteorierne. Men i
stammer hvor der kun findes en sideordnet kontrol, spiller trolddom en
relativt stor rolle i sygdomsteorierne. På denne måde har man altså fået et
statistisk indicium på, at trolddomsforestillingerne kan tjene til at løse
nogle af de samme opgaver, som den mere typiske retslige kontrol ellers
tager sig af.
Den historiske baggrund
Middelalderens europæiske strafferet havde mange af de træk, som er blevet
nævnt. Staterne var svage og ustabile, samfundene splittede og præget af
indre fejder og krig. Der var uklare grænser mellem krigeriske hævnaktioner
og straf. Strafferetten blev fra omkring år 1000 mere brutal, og præget af
en kombination af gengældelses- og afskrækkelsesprincipper. Den kan knapt
ses som noget virkemiddel i fællesskabets interesse. Straffen blev ofte et
våben i en kampen mellem adelsgrupperinger. I senmiddelalderen og
begyndelsen af nyere tid forekom der i England, Frankrig og Tyskland en
række oprør fra den stadig mere proletariserede bondebefolkning. Overfor
disse oprørere brugte kongemagten og aristokratiet en meget brutal
strafferet.
Man kan rejse det spørgsmål, om der eksistererer en ubrudt sammenhæng i
udviklingen fra denne «strafferet» til vore dages moderate voldsanvendelse.
Det er lettere at se parallellen med tilstanden i de lande, hvor
retsapparatet fungerer som et led i masseforfølgelser af «statens fjender».
I et mere globalt perspektiv er det også i dag ofte vanskeligt at drage
klare grænser mellem strafferetsforfølgelse og terroraktioner fra
myndighedernes side.
Senmiddelalderens straffemetoder bestod af henrettelser og lemlæstelser -
angreb på kroppen. Fængsler fandtes, men frihedsstraffen spillede en
underordnet rolle. Dette var situationen til op i 1700-tallet. Da skete der
et omslag, som godt nok var forberedt af en del institutioner med rødder
længere tilbage: Arbejdshuse, hospitaler og slaveri. Oplysningstidens
filosofiske humanisme, repræsenteret ved reformatorer som den franske digter
Voltaire (1694-1778), den italienske filosof og strafferetsteoretiker Cesare
Beccaria (1738-94) og den tyske jurist Anselm von Feuerbach (1775-1833)
m.fl. har gerne fået æren for dette. Men det er også blevet påpeget, at
datidens strafferetsreformatorer selv betonede, at langvarigt hårdt fængsel
var mere afskrækkende end døden. Af forskellige årsager var statsledelsen i
merkantilismens periode også blevet mere optaget af at bevare den
menneskelige kapital.
Det er også i denne periode, at vi finder den klareste sammenhæng mellem
strafforfølgelse og klassemodsætninger. Engelske historikere har særlig
kraftigt understreget strafferettens funktion som de besiddende klassers
forsvarsmiddel mod truslen om angreb på deres ejendom fra de ejendomsløses
side. Mange lovbestemmelser fra denne tid viser, at der til selve den
underordnede stilling - til tjenerrollen - klæbede en mistanke om
forbryderiske hensigter. Loven behandlede løsgængere og tjenestefolk
indenfor de samme regler.
I løbet af de seneste hundrede år er der sket en stærk nedtrapning og
humanisering af straffene. Den hyppigste straffeform er i dag bøden.
Frihedsstraffene er blevet væsentlig kortere. Betingede domme er blevet ret
almindelige sanktioner. I nogen udstrækning er fængselsophold blevet
erstattet af anbringelse i andre institutioner, f.eks. sikringsanstalt eller
psykiatriske institutioner. Men frihedsberøvelsen er fortsat kernen i det
strafferetslige sanktionssystem, og tyveriet eller andre
berigelsesforbrydelser er fortsat den dominerende forbrydelsestype.
At de besiddende klasser oplevede tyveri o.l. som en farlig trussel fra de
ejendomsløse i det 19. århundrede havde flere årsager. Det skyldtes dels, at
megen af deres ejendom var løsøre, som kunne stjæles. Der var mange, som var
i en sådan økonomisk situation, at tyveri var nærliggende. Tjenestefolk stod
i et sådan forhold til husbondens ejendele, og levede ofte under sådanne
kår, at der må have foreligget en konstant fristelse til tyveri og en
konstant frygt for at blive bestjålet.
I dag er situationen på mange måder en anden. Det forholder sig næppe
således, at de store kapitalejerne oplever tyveri som nogen alvorlig trussel
mod deres interesser. Skulle man prøve at fortolke tyveriets dominans i vore
dages kriminalstatistik ud fra et klasseperspektiv, måtte man snarere lægge
vægt på tyvens plads indenfor et ideologisk mønster. Med den vældige øgning
og spredning af omsættelige ting, udgør tyveriet en trussel - skønt af ret
beskedent omfang - mod alle og enhver. Straffen for tyveri markerer
samfundets fællesinteresse i at beskytte ejendomsretten. Den maskerer
forskellene mellem forskellige typer af ejendomsret. Man kan sige, at den
især tjener dem, som ejer produktionsmidler, og har en ejerstilling som
giver dem magt over andre mennesker.
Men der findes også i dag grupper, som har ringe adgang til materielle
goder, og som bliver stærkt fristet af den store mængde af forbrugsgoder,
som omgiver dem på alle sider. Især gælder dette en del unge mænd. De
befinder sig ofte i en situation, som påkalder sig en eller anden form for
social omsorg. I forhold til dette klientel fungerer frihedsberøvelsen som
et ulyksalig kompromis mellem trangen til at straffe og ønsket om at tilbyde
isolerede og hjemløse mennesker et sted at være.
Straffens formål
Om dette har det pågået en diskussion, i hvert fald fra dengang den græske
filosof Protagoras - ca. 480-410 f.Kr. - hævdede, at den som forsøger at
straffe med fornuft, ikke hævner sig for den begåede krænkelse, da han ikke
kan gøre det som er gjort, som om det ikke var sket. «Han ser hellere mod
fremtiden og søger at forhindre den specielle person og andre som ser ham
straffet, fra at begå misgerninger igen».
Diskussionen går i dag ofte ud fra det urealistiske standpunkt, at de
straffemetoder der faktisk bliver praktiseret er afledt af bevidste og
kollektivt udformede målsætninger. Straffene bliver opfattet som rationelle
midler til at nå disse mål. I virkeligheden forholder det sig vel snarere
således, at strafferetten - som en reelt eksisterende ordning - foreligger
som et produkt af en historisk proces. De glimt vi har fået af den
historiske baggrund tyder på, at dagens straffesystem - særlig overfor den
traditionelle berigelses- og voldskriminalitet - er blevet formet udfra
mange forskellige årsager, interesser og hensyn, som ikke har nogen tæt
forbindelse med de bevidste straffeformål, som i dag dominerer i
legitimeringen af det strafferetslige sanktionssystem.
Blandt disse formål spiller almenpræventionen i dag en særlig stor rolle -
dvs. straffens evne til at opretholde lovlydighed gennem afskrækkelse og
moralopbygning gennem statueringen af eksempler. Som citatet fra Protagoras
viser, er tanken meget gammel. Vi genfinder den hos mange romerske jurister
og senere f.eks. hos Machiavelli, som betonede det praktiske og økonomiske
ved at satse på eksemplariske straffe. Ved at ramme nogle få, kunne man
sætte skræk i de mange.
I nyere nordisk retstænkning har Uppsalafilosofiens spekulative teori om
straffens moral- og vanedannende virkninger, med en vis nedtoning af den
nøgne afskrækkelse vundet betydelig tilslutning. I de senere år er denne
spekulative legitimering af straffesystemet blevet suppleret med empirisk
forskning om almenprævention. Norges mest kendte strafferetsekspert,
Johannes Andenæs (1912-), har prøvet at samle de forskningsresultater der
foreligger. De fleste data synes at være negative eller usikre. Men der
findes også undersøgelser som tyder på, at straf under visse omstændigheder
bidrager til at øge lovlydigheden.
Selve problemstillingen er imidlertid ikke specielt egnet for empirisk
forskning, og falder fra hinanden i en serie delproblemer, fra hvad der
ville der ske, hvis al straf for alle lovbrud blev ophævet med øjeblikkelig
virkning, til mulige virkninger ved erstatningen af fængselsstraf med højere
bøder for mildere grader af promillekørsel. Da straffen næsten altid spiller
sammen med andre sanktioner og påvirkningsmidler, er det vanskeligt at
afgrænse dens selvstændige virkning. På en række områder indenfor
speciallovgivningen, og specielt der hvor der findes omfattende
kontrollerende forvaltningsorganer - beskatning, trafik, byggevirksomhed
m.v. - virker straffebestemmelserne nok med til at styre folks opførsel.
En andet straffemetode - individualpræventionen - er bedre egnet for
empirisk forskning. Problemet er her, hvordan straffen virker på dem, der
selv er blevet dømt. Undersøgelserne har overvejende koncentreret sig om
fængsels- og andet institutionsklientel, men også i nogen grad om andre
sanktionsformer - kriminalomsorg i frihed overfor lovovertrædere i den
traditionelle sektor. Hvordan straf eller lignende sanktioner påvirker
terrorbilister, skattesnydere, ulovlig husbyggere m.fl. er vist nok aldrig
blevet undersøgt. De undersøgelser der foreligger, har givet negative
resultater. Ingen former for straf - og specielt ikke fængsel - synes at
føre til nogen forbedring af den straffede.
Ud fra disse erfaringer - men måske også af andre og mindre agtværdige
årsager - er behandlingsoptimismen indenfor strafferetsplejen blevet
erstattet af mistro til, at forbryderen kan opfattes som syg og
behandlingstrængende. Forudsætningen for terapi er, at patienten føler sig
plaget og derfor frivillig søger behandling. Lovbryderen har plaget andre og
må tvinges til behandling. Det giver som regel ikke resultater, og kan lede
til urimelig lang frihedsberøvelse under dække af nødvendig behandlingstid.
Man må imidlertid ikke overse, at der i behandlingsideologien har ligget
værdifulde humanitære impulser og en vilje til at møde lovovertræderen som
et menneske med behov for hjælp. Det store dilemma er, hvordan man kan give
denne hjælp, uden at drukne den i tvang, stigmatisering og stempling af den
der skal tage imod hjælpen. For omgivelserne er problemet endvidere at lære
at betragte hjælpen som noget andet end en belønning for lovovertrædelsen.
Blandt straffemetoderne har den retfærdige gengældelse til alle tider
spillet en stor rolle. Denne begrundelse for straf er blevet betegnet som en
absolut straffeteori i modsætning til de relative og nyttebetonede
præventive teorier. Straffen er et mål i sig selv, hvis den svarer til
forbrydelsen og udmåles i forhold til denne. Talionsprincippet: «Øje for øje
og tand for tand» er et rammende udtryk for dette.
Som straffemetode er gengældelsen imidlertid blevet miskreditteret. Dels
fordi den virker uvidenskabelig, og dels fordi den er så stærkt forbundet
med hævntanker, som ikke anses som noget legitimt motiv. Faktisk bygger vort
system alligevel i ganske høj grad på en afvejning mellem hvad den
konventionelle visdom anser som særligt graverende overtrædelser og
strafferammen. Men kritikken mod den retfærdige gengældelse har givet
politi, anklagemyndighed, domstole og fængselssystemet omfattende adgang til
at bruge deres skøn og regulere straffen ud fra mange og uoverskuelige
hensyn.
Til forsvar for den retfærdige gengældelse kan det hævdes, at når brøde og
straf står i et klart defineret forhold til hinanden, giver det borgerne
bedre muligheder for både at påvirke strafferetten og til at forudberegne
konsekvenserne af egne handlinger. Retssikkerheden er - historisk
betragtet - netop forankret i et sådan princip, kombineret med princippet
Nulla poena sine lege (Ingen straf uden lov). Retfærdig gengældelse kan føre
til inhumanitet. Det afhænger imidlertid ikke af selve princippet, at der
skal eksisterer en forholdsmæssighed mellem brøde og straf, men af hvor
strengt man opfatter lovbrud og af det generelle niveau for humanitet i et
samfund. Talionsprincippet ville for flertallet af forbrydelser føre til
mildere straf hos os. Tyven måtte jo straffes på pungen; og vi ville på det
område nærmest få en erstatningsret i stedet for en strafferet. For
drabsmænd ville det stille sig anderledes.
Uskadeliggørelse er en straffemetode som er trådt i baggrunden - bortset fra
i nogle få sager mod særlig truende voldsforbrydere, hvor der kræves mere
eller mindre livsvarig sikring. Ellers er bødestraffen den mest almindelige
straf, og den hindrer ikke fysisk gentagne lovbrud. Frihedsstraffene er som
oftest så kortvarige, at indespærringen i sig selv ikke er nogen særlig
effektiv måde at hindre tilbagefald på. Men der findes en række
straffelignende sanktioner, som mere eller mindre automatisk uskadeliggør,
som at fjerne nummerpladerne fra defekte biler, inddrage kørekort og retten
til at drive erhverv af forskellige slags, nægte tilladelser når vilkårene
ikke er opfyldt osv.
På en helt anden og mere destruktiv måde kan vi opfatte stemplingen af
lovovertrædere - ikke mindst gennem psykiatriske karakteristikker som
«varigt svækkede» og «mangelfuldt udviklede» åndsevner - som en form for
uskadeliggørelse. Det legitimerer udelukkelsen af dem fra arbejdspladser,
naboskaber, miljøer og måske familie, således at omgivelserne slipper for at
have med dem at gøre. De er blevet et klientel for eksperter, jurister,
psykiatere, psykologer, socionomer og frivillige organisationer. Hensigten
var at føre dem tilbage til samfundet. Virkningen bliver ofte at sætte dem
udenfor, at forstærke de processer som gør dem til afvigere og tabere.
Kriminalpolitik i fremtiden
Kriminalpolitikken står overfor to hovedopgaver. Den ene af disse består i
at undgå - så vidt det er muligt - at udsætte folk som allerede er i en
udsat og vanskelig situation, for den nedværdigelse og stempling som ligger
i et fængselsophold. Det drejer sig om at nedbringe frihedsstraffen, således
at den stort set kun rammer folk, som udgør en reel fare for deres
omgivelser. Den anden opgave består i at udforme et sanktions- og
kontrolsystem, som effektivt kan bidrage til at hindre de fleste - og ikke
mindst folk med magt og ressourcer - fra at overtræde de talrige og til ofte
ret vigtige regler, som er en del af samfundsplanlægningen. Det gælder
beskatning, valutaregulering, miljøbeskyttelse, priser, trafikadfærd,
kvalitetskontrol m.v.
Den første problemstilling berører ikke særlig mange mennesker. Men moralsk
og ideologisk drejer det sig om at opstille et mål for, hvad et
«velfærdssamfund» gør, når det står overfor et socialklientel, som også
overtræder love, og ofte love som flertallet af gode borgere finder det ret
let at overholde. Da frihedsstraffen er destruktiv både efter sin hensigt
og - som oftest - i dens konsekvenser, kan den i dag ikke fremstå som mere
end en nødløsning. At den rammer så socialt skævt, var engang fuldt ud
acceptabelt, helt i tråd med den herskende opfattelse af forholdet mellem
samfundsklasserne. I dag er ligheden som værdi så stærkt forankret i de
herskende ideologier - om end ikke i praksis - at denne sociale ulighed
overfor loven er et alvorligt problem.
Løsningen kan næppe være at erstatte frihedsstraf med et behandlingsprogram
i nogen større udstrækning. Behandling bliver alt for let et pænt ord for
langvarig frihedsberøvelse på usikkert grundlag. At sende lovovertræderen i
arbejde er heller ikke enkelt. «Løsningen» vil ofte bestå i, at straffen
ikke erstattes af en sanktion - ud over at skylden bliver slået fast. Det
tror jeg ikke, man kan give afkald på. Samfundet må have fremgangsmåder til
at slå fast, hvem der har ansvaret, når der sker alvorlige krænkelser af
vigtige og beskyttelsesværdige interesser. Ellers kan sådanne krænkelser
føre til kaotiske tilstande af mistanke, beskyldninger og selvjustits.
Den opgave der består i at styre, kontrollere og koordinere aktiviteter, som
andre og store kategorier af borgere deltager i, har man også delvist villet
løse gennem trusler om straf. Det gælder f.eks. styringen af trafikken og
beskatningen. Straffen er mildere og mindre stigmatiserende på disse
områder, end den er for tyveri, trods det at skadevirkningerne kan være
betydeligt større. Dette indebærer en social forskelsbehandling. Et middel
til at skabe større lighed og retfærdighed ville være at føre disse og andre
lovbrud fra speciallovgivningen ind i den almindelige straffelov, skærpe
straffene og gøre dem mere stigmatiserende.
Mod dette taler to vigtige hensyn. Det ene er, at en sådan optrapning af
brugen af straf overfor veletablerede borgere kan føre til et klima, hvor
det bliver vanskeligt at nedtrappe brugen af fængsel overfor dem, der i dag
er klientellet. Det andet er, at de almindelige strafferetslige
procedureformer og sanktioner ikke er nogen særlig effektiv
styringsmekanisme. Problemet består snarere i at udvikle påvirkningsmidler
og korrektioner, som er indbygget i de systemer, hvor uregelmæssighederne
opstår. I arbejdsmiljøspørgsmål vil arbejdstagerne med en lovsamling i
ryggen f.eks. kunne udøve en mere formaliseret form for kontrol med
virksomhedsledelsen, således at straf kun bliver aktuelt i
undtagelsestilfælde. I mange kontrolsystemer vil det også være muligt at
indbygge positive midler til at få medlemmerne til at afstå fra bestemte
handlinger.