Hejsa..
Hvis du er fodboldspiller, så er medspillerne dem der hjælper dig
og kæmper for samme sag som dig, mens modspillerne er dem der
modarbejder dig. I lidt større perspektiv kunne man passende
indføre begrebet "modmennesker", som kontrast til de medmennesker
vi alle har..
En lille historie fra det virkelige liv.
Jeg kørte ind på en tankstation for at tanke. For enden af den ene
stribe tankstandere, sådan mellem rækkerne, holdt en Citroen BX. I
stedet for at blokere for en af de pladser andre kunne bruge når
de skulle tanke, havde ejeren af BX'en valgt at parkere så han/hun
ikke var i vejen. Jeg var behørigt imponeret. Jeg kørte Volvoen
ind på den ledige plads lige foran BX'en, og endte med at min
bagende vel var ca. en meter eller halvanden foran BX'ens snude.
Herefter satte jeg tankpistolen i hullet, låste håndtaget og gav
mig til at checke dæktryk på min bil mens den tankede.
Pludselig hørte jeg plaskelyde og opdagede at benzinen fossede ud
af min tankstuds. Pistolen havde åbenbart ikke kunnet finde ud af
at klikke fra, så jeg fløj derhen og fik slukket. Ialt nåede den
vel at pumpe en 5-6 liter ud på jorden inden jeg fik slukket.
Jeg gik ind i forretningen, og brød ind i køen af folk der skulle
have hapsdogs og lokumspapir, for at høre pigen bag disken om hun
havde noget sand eller grus jeg kunne strø på søen af benzin. Hun
sagde, at det vidste hun ikke lige, men ringede til sin chef og
fik at vide at hun skulle slå hul på en pose kattegrus og hælde
det på. Jeg tilbød at gøre det, men hun afslog og sagde, at det
skulle hun nok sørge for. Mens hun ringede, var der en mand fra
køen der foreslog at vi hældte vand på benzinen. Jeg nævnte noget
om at vand og benzin ikke vil blandes. Han mente, at man kunne få
benzinen spulet væk, og jeg snakkede om det usmarte i en kloakrist
fyldt med benzindampe, benzinen flyder jo ovenpå. Jeg nævnte også
at der stank af benzin og at jeg ikke havde planer om at starte
min bil mens den stod i en sø af benzin.
Jeg betalte og gik ud og begyndte at skubbe min bil væk. Mens jeg
skubbede, kom manden fra køen ud til sin BX, og sørme ikke om han
drejede nøglen mens han havde snuden inde over samme benzinsø som
jeg var ved at skubbe min bil væk fra. For at gøre tingene endnu
mere groteske, så holdt han faktisk med snuden en anelse opad,
tankpladsen er på toppen af en lille forhøjning, så alt hvad han
behøvede gøre for at trille væk fra søen, var at træde på
koblingen, men nej...
Nu er det så at jeg ser tre muligheder:
1) Han er så fantastisk ubegavet, at han ikke evner at forbinde de
ting han har snakket med mig om 60 sekunder tidligere, med den
situation at der stinker af benzin og han ser mig skubbe min bil
væk.
2) Han synes at jeg overreagerer og mener ikke det er noget
problem at fyre 60A startstrøm ned til sin startermotor, mens han
holder i en sky af benzindampe. I så fald kunne han i det mindste
have vist mig det hensyn, at vente 4-5 sekunder til jeg havde fået
min bil skubbet længere væk, specielt når jeg nu kort tid
tidligere havde forklaret, at jeg ikke ønskede at starte min egen
bil mens den var i søen..
3) Han er ligeglad.
Hvilken af de tre muligheder der var tale om, fandt jeg aldrig ud
af. Min trang til at komme væk overvandt min trang til at rende
hen og råbe af idioten. Uanset om det var mangel på brikker at
flytte med, uenighed med min risikovurdering eller slet og ret
ligegyldighed, så kan jeg ikke bruge et menneske som ham til
noget. Han gør ikke nogen gavn i mit liv og modarbejder mig
direkte. Sådan en person kan sgu ikke betegnes som andet end et
modmenneske!
--
Hygge..
Thomas
<
http://www.carftp.com> - a library of car videos.