Peter Malling wrote:
> Vores datter er 25 mdr., og vi har simpelthen ikke fået hende til
at sove på
> hendes eget værelse. Hun sover i sin tremmeseng ved siden af vores
seng på
> vores soveværelse. Vi har lige som valgt, at vi ikke vil være
for "hårde"
> ved hende, vi kører en meget "dialog-baseret" opdragelse, hvilket
vi har
> gode resultater med, så vi har ment, at hun først skulle ind
til sig selv,
> når hun kunne forstå, hvad der skete.
>
> Da hun var ½-1 år arbejdede vi på at flytte hende ind til
hende selv, vi
> prøvede at tage nogle kampe, men hun gik FULDSTÆNDIGT amok, og
derefter
> opgav vi nærmest, og den ene dag har så taget den næste, og
den ene måned
> den næste, og vi har ikke nænnet at tage kampen og flytte hende
mod hendes
> vilje.
>
> Nu er hun en stor pige, vi kan faktisk kommunikere fint med hende, og
det
> næste barn er på vej, kommer om 3 mdr. Så det er jo på
høje tid, at hun
> kommer ind og sove for sig selv. Men vi kan stadig ikke komme videre
til
> det. Faktisk er proceduren at een af os, eller os begge, lægger os
til at
> sove sammen med hende, mens vi holder hende i hånden. Så vi har
alle vænnet
> os til, at vi sover i samme rum. Det virker hårdt, at hun skal
"smides ud af
> fællesskabet". Men vi kan jo godt se, at når den næste
kommer, bliver det
> uholdbart, at den ene vækker den anden, og den anden vækker den
ene, når de
> vågner/ikke kan sove, hvis de sover i vores værelse begge to.
Og på et eller
> tidspunkt SKAL hun jo ind og sove for sig selv. Det er naturligvis
også
> belastende for vores samliv, at vi er tre - snart 4 - der sover
sammen.
>
> Er der nogen, som har nogle gode ideer til, hvordan vi kan komme
videre? Er
> der nogen af jer, som bare lader børnene sove hos jer, også
selv om de
> bliver flere år gamle? Er det ikke hårdt, at hun skal sove for
sig selv, når
> vi - og også den kommende baby - sover sammen?
Ikke nødvendigvis.
Der er mange meninger og argumenter for og imod, som jeg ikke vil gå
ind i her. Personligt tror jeg ikke på, at det et problem for barnet
at sove sammen med forældrene i mange år.
Men *hvis* I holder fast i, at hun skal ud af jeres soveværelse, så
skal I efter min mening skynde jer. Hun kan nemt få den opfattelse, at
det er den lille der er grunden til at hun bliver smidt ud af
soveværelset, at den lille tager hendes plads. Og det kan meget nemt
give anledning til (øget) søskendejalousi.
Gør det NU eller vent. (Og hvis I gør det nu, så tag kampen om
nødvendigt, indtil det er overstået.)
Prøv at få hende til at se det som en forfremmelse: Hun er blevet
stor, stor nok. Det er naturligvis lettere, hvis man knytter det sammen
med en fødselsdag, hvilket jo ikke lige er på tapetet, men hvis I
vælger at vente, så er det en mulig løsning.
VH
Kristian
|