---

Hej alle

Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem fra
job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
legetøj fjernet.

Svigermor og svigerfar har hjulpet imens jeg arbejdede.

HVORFOR

Vi har i månedsvis haft en meget dårlig kommunikation i særdeleshed fordi
mor ikke rigtig har villet deles om opdragelsen/pasningen af vores søn. Mor
har tabt sig uendeligt meget og har altid været en iøvrigt slank pige på ca
55.kg nu tror jeg hun vejer 45 kg. Hun spiser stort set intet og desværre må
vi bære vores søn i søvn da hun/vi har vænnet ham til den rutine.
Jeg måtte til sidst ikke engang lægge min søn men kunne kun magtesløs se på
at hun sled og slæbte med vores dreng i armene i timevis hver dag.

Der er meget mere til denne historie bla har jeg overreageret imellem jul og
nytårog slået min hånd i væggen frustreret grædende ulykkelig over at være
uden for. Lad mig understrege at der IKKE har været nogen form for fysisk
vold og jeg har kun denne ene gang tabt hovedet. Vores søn så mig desværre i
den tilstand men reagerede ikke på det heldigvis. Mor derimod har startet
sit nærmest nervøse sammenbrud endeligt den dag og har i sit afskedsbrev
skrevet at nu kan jeg ikke gøre dem mere fysisk skade...... Fysisk skade jeg
har ikke rørt dem overhovedet det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg har grædt
mig i søvn i nætterne efter jeg overreagerede. Min kærste tolkede mit
tuderri som om at jeg når som helst ville vende mig om i sengen og tæve
hende..... Tæve hende jeg er ulykkelig over vi ikke fungere og min egen
opførsel.

Der er meget mere endnu men for at gøre en lang historie kort så skulle vi i
samtaleterapi i torsdags onsdag da jeg kom hjem var hun væk med det hele.

Nu sidder jeg så her 3 dage efter og græder hører intet får ikke af vide
hvor hun er henne. Politiet siger vi skal bare se at blive gode venner det
er ikke ulovligt. Kommunen siger giv hende en uge til at falde ned i. Jeg
vil meget gerne give hende alt den tid der skal til men jeg har et kæmpe
behov for at hører min søns stemme. Jeg har et endnu større behov for at se
ham..... Hvad skal jeg gøre hvor længe skal jeg vente. Lad mig understrege
vi er ikke en social belastet familie på nogen måde. Vi er almindlige
mennesker med håndværksuddanelser begge.

Vi hr fælles forældre myndighed. Hvad skal jeg gøre nu. Jeg har skrevet et
brev til hende som hun modtager i morgen via min svigerforældre der ved hvor
hun er og som påstår de vil gøre alt for at få os sammen igen.

Lykkedes det ikke at hun får læst mit brev og bare river det over eller
smider det ud hvad gør jeg så. Det er vel også min søn. hvad havde der ikke
sket hvis jeg var flyttet på den måde.

Jeg håber når i læser mit indlæg at i forstår der ikke er tale om en
voldsmand men en far der er frustreret og med en meget stærk mistanken om en
mor der har en eller anden grad af fødselsdepression sidende i kroppen der
springer ud i den tid. Jeg er yderst tryg ved hun er sammen med ham men
hendes fjentlige reaktion overfor mig og den måde hun kynisk har fjernet
vores søn på får mig og hendes forældre til at undre om der er en depression
med i alt det her.

Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre nu

God weekend

mvh René Hansen

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...

<snip>

> Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre nu
>

Jeg kan ikke gøre så meget for dig. Jeg ville bare reagere på din mail
hurtigt, og fortælle dig, at nogen læser det her og føler med dig - i
virkeligheden med jer alle tre.

Jeg tror, du har ret, når du siger, at der er fødselsdepression (eller
spiseforstyrrelse) med i billledet.

Hvis du overfor kommunen udtrykker din bekymring for din kæreste
(fødselsdepression(spiseforstyrrelse) snarere end din frustration over ikke
at se barnet, så måske de vil reagere. Jeg aner det ikke.

Jeg kender dig ikke, men jeg tænker på dig.

Tine

---

Det er en meget sørgelig historie du der fortæller og selvfølgelig meget
trist du ikke kan få lov at se din søn!

Hvad mor fejler, ja det er nok ikke godt at vide, men helt sikkert skal
hverken du eller jeg afgøre om hun i det hele taget fejler noget og da slet
ikke hvad hun så evt. fejler. I det hele taget må hun jo klart selv bestemme
over sit liv og hvis hun vælger ikke at være sammen med dig mere af den ene
eller anden grund, er det jo op til hende uanset om hun så fejler noget
eller ej og det må du altså finde dig i! Men trist er det for dig helt klart
og du skal da helt sikkert også på en eller anden måde have en ordning om at
få lov at være sammen med din søn, men det er vel overpræsidiet som man skal
henvende sig til.

Der er ikke noget værre end når andre vil bestemme over ens liv når man jo
er voksen og flytte fra reden og det er især ikke sjovt om man bliver
anklaget for at være syg.

Man må håbe I kommer frem til en ordning dig og din kæreste som er
tilfredsstillende for alle parter, dog mest din søns ve og vel! Det er en
håbløs situation du sidder i lige i øjeblikket og det er synd!

God vind til Jer alle tre!


"Tine Andersen" <tine.andersen@post3.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:KD7Ob.75122$jf4.4799627@news000.worldonline.dk...
>
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...
>
> <snip>
>
> > Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre
nu
> >
>
> Jeg kan ikke gøre så meget for dig. Jeg ville bare reagere på din mail
> hurtigt, og fortælle dig, at nogen læser det her og føler med dig - i
> virkeligheden med jer alle tre.
>
> Jeg tror, du har ret, når du siger, at der er fødselsdepression (eller
> spiseforstyrrelse) med i billledet.
>
> Hvis du overfor kommunen udtrykker din bekymring for din kæreste
> (fødselsdepression(spiseforstyrrelse) snarere end din frustration over
ikke
> at se barnet, så måske de vil reagere. Jeg aner det ikke.
>
> Jeg kender dig ikke, men jeg tænker på dig.
>
> Tine
>
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...
> Hej alle
>
> Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem
fra
> job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
> legetøj fjernet.
>
> Svigermor og svigerfar har hjulpet imens jeg arbejdede.
>
Hej.

prøv at søge lidt hjælp her.

http://www.foreningenfar.dk/

MVH
Anders

---

Hej uhelidige dig.

kontakt foreningen far, de kan sikkert hjælpe dig.
PS. har selv været i en ligende situation.


"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...
> Hej alle
>
> Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem
fra
> job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
> legetøj fjernet.
>
> Svigermor og svigerfar har hjulpet imens jeg arbejdede.
>
> HVORFOR
>
> Vi har i månedsvis haft en meget dårlig kommunikation i særdeleshed fordi
> mor ikke rigtig har villet deles om opdragelsen/pasningen af vores søn.
Mor
> har tabt sig uendeligt meget og har altid været en iøvrigt slank pige på
ca
> 55.kg nu tror jeg hun vejer 45 kg. Hun spiser stort set intet og desværre
må
> vi bære vores søn i søvn da hun/vi har vænnet ham til den rutine.
> Jeg måtte til sidst ikke engang lægge min søn men kunne kun magtesløs se
på
> at hun sled og slæbte med vores dreng i armene i timevis hver dag.
>
> Der er meget mere til denne historie bla har jeg overreageret imellem jul
og
> nytårog slået min hånd i væggen frustreret grædende ulykkelig over at være
> uden for. Lad mig understrege at der IKKE har været nogen form for fysisk
> vold og jeg har kun denne ene gang tabt hovedet. Vores søn så mig desværre
i
> den tilstand men reagerede ikke på det heldigvis. Mor derimod har startet
> sit nærmest nervøse sammenbrud endeligt den dag og har i sit afskedsbrev
> skrevet at nu kan jeg ikke gøre dem mere fysisk skade...... Fysisk skade
jeg
> har ikke rørt dem overhovedet det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg har
grædt
> mig i søvn i nætterne efter jeg overreagerede. Min kærste tolkede mit
> tuderri som om at jeg når som helst ville vende mig om i sengen og tæve
> hende..... Tæve hende jeg er ulykkelig over vi ikke fungere og min egen
> opførsel.
>
> Der er meget mere endnu men for at gøre en lang historie kort så skulle vi
i
> samtaleterapi i torsdags onsdag da jeg kom hjem var hun væk med det hele.
>
> Nu sidder jeg så her 3 dage efter og græder hører intet får ikke af vide
> hvor hun er henne. Politiet siger vi skal bare se at blive gode venner det
> er ikke ulovligt. Kommunen siger giv hende en uge til at falde ned i. Jeg
> vil meget gerne give hende alt den tid der skal til men jeg har et kæmpe
> behov for at hører min søns stemme. Jeg har et endnu større behov for at
se
> ham..... Hvad skal jeg gøre hvor længe skal jeg vente. Lad mig understrege
> vi er ikke en social belastet familie på nogen måde. Vi er almindlige
> mennesker med håndværksuddanelser begge.
>
> Vi hr fælles forældre myndighed. Hvad skal jeg gøre nu. Jeg har skrevet et
> brev til hende som hun modtager i morgen via min svigerforældre der ved
hvor
> hun er og som påstår de vil gøre alt for at få os sammen igen.
>
> Lykkedes det ikke at hun får læst mit brev og bare river det over eller
> smider det ud hvad gør jeg så. Det er vel også min søn. hvad havde der
ikke
> sket hvis jeg var flyttet på den måde.
>
> Jeg håber når i læser mit indlæg at i forstår der ikke er tale om en
> voldsmand men en far der er frustreret og med en meget stærk mistanken om
en
> mor der har en eller anden grad af fødselsdepression sidende i kroppen der
> springer ud i den tid. Jeg er yderst tryg ved hun er sammen med ham men
> hendes fjentlige reaktion overfor mig og den måde hun kynisk har fjernet
> vores søn på får mig og hendes forældre til at undre om der er en
depression
> med i alt det her.
>
> Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre nu
>
> God weekend
>
> mvh René Hansen
>
>
>

---

Hej René,

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre mht. din kæreste (jeg kender Jer jo ikke),
men du nævner fødselsdepression som en mulighed. Har du nævnt dette for
hende? Måske har hun slet ikke tænkt på det..Uden at gøre mig klog, vil jeg
sige, at det bestemt godt kan lyde som sådan noget. Jeg har fundet et link,
hvor du kan læse lidt mere om fødselsdepression:

http://community.netdoktor.com/ccs/dk/depression/facts/whatis/article.jsp?articleIdent=dk.depression.facts.whatis.dk_depression_article_1276

Held og lykke til Jer alle 3,
Kristina
"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...
> Hej alle
>
> Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem
fra
> job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
> legetøj fjernet.
>
> Svigermor og svigerfar har hjulpet imens jeg arbejdede.
>
> HVORFOR
>
> Vi har i månedsvis haft en meget dårlig kommunikation i særdeleshed fordi
> mor ikke rigtig har villet deles om opdragelsen/pasningen af vores søn.
Mor
> har tabt sig uendeligt meget og har altid været en iøvrigt slank pige på
ca
> 55.kg nu tror jeg hun vejer 45 kg. Hun spiser stort set intet og desværre
må
> vi bære vores søn i søvn da hun/vi har vænnet ham til den rutine.
> Jeg måtte til sidst ikke engang lægge min søn men kunne kun magtesløs se
på
> at hun sled og slæbte med vores dreng i armene i timevis hver dag.
>
> Der er meget mere til denne historie bla har jeg overreageret imellem jul
og
> nytårog slået min hånd i væggen frustreret grædende ulykkelig over at være
> uden for. Lad mig understrege at der IKKE har været nogen form for fysisk
> vold og jeg har kun denne ene gang tabt hovedet. Vores søn så mig desværre
i
> den tilstand men reagerede ikke på det heldigvis. Mor derimod har startet
> sit nærmest nervøse sammenbrud endeligt den dag og har i sit afskedsbrev
> skrevet at nu kan jeg ikke gøre dem mere fysisk skade...... Fysisk skade
jeg
> har ikke rørt dem overhovedet det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg har
grædt
> mig i søvn i nætterne efter jeg overreagerede. Min kærste tolkede mit
> tuderri som om at jeg når som helst ville vende mig om i sengen og tæve
> hende..... Tæve hende jeg er ulykkelig over vi ikke fungere og min egen
> opførsel.
>
> Der er meget mere endnu men for at gøre en lang historie kort så skulle vi
i
> samtaleterapi i torsdags onsdag da jeg kom hjem var hun væk med det hele.
>
> Nu sidder jeg så her 3 dage efter og græder hører intet får ikke af vide
> hvor hun er henne. Politiet siger vi skal bare se at blive gode venner det
> er ikke ulovligt. Kommunen siger giv hende en uge til at falde ned i. Jeg
> vil meget gerne give hende alt den tid der skal til men jeg har et kæmpe
> behov for at hører min søns stemme. Jeg har et endnu større behov for at
se
> ham..... Hvad skal jeg gøre hvor længe skal jeg vente. Lad mig understrege
> vi er ikke en social belastet familie på nogen måde. Vi er almindlige
> mennesker med håndværksuddanelser begge.
>
> Vi hr fælles forældre myndighed. Hvad skal jeg gøre nu. Jeg har skrevet et
> brev til hende som hun modtager i morgen via min svigerforældre der ved
hvor
> hun er og som påstår de vil gøre alt for at få os sammen igen.
>
> Lykkedes det ikke at hun får læst mit brev og bare river det over eller
> smider det ud hvad gør jeg så. Det er vel også min søn. hvad havde der
ikke
> sket hvis jeg var flyttet på den måde.
>
> Jeg håber når i læser mit indlæg at i forstår der ikke er tale om en
> voldsmand men en far der er frustreret og med en meget stærk mistanken om
en
> mor der har en eller anden grad af fødselsdepression sidende i kroppen der
> springer ud i den tid. Jeg er yderst tryg ved hun er sammen med ham men
> hendes fjentlige reaktion overfor mig og den måde hun kynisk har fjernet
> vores søn på får mig og hendes forældre til at undre om der er en
depression
> med i alt det her.
>
> Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre nu
>
> God weekend
>
> mvh René Hansen
>
>
>

---

Hej
>
>Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem fra
>job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
>legetøj fjernet.

Det er en svær og vanskelig situation du står i, men jeg kan desværre
ikke hjælpe dig synderligt
Men vil alligevel skrive lidt..... Jeg har stor medfølelse med dig, og
også din søn og (tidligere?) kæreste, hun har det garanteret heller
ikke let i denne her situation. Jeg føler virkelig med jer.
Hvis jeg alligevel skal prøve at give dig lidt gode råd, vil jeg lige
høre dig, hvordan dit forhold til svigerforældrene er?
Hvis du har et rimeligt godt forhold til dem, kunne du evt. prøve at
tage en god snak med dem om, hvad der er sket osv. Og selvfølgelig
være lige så ærlig over for dem, som du har været her. Jeg får, ud fra
din historie, den samme tanke som også har strejfet dig, at der kan
være tale om en fødselsdepression - uden at jeg dog skal begynde at
dømme om det. Men hvis det er noget i den retning, er det MEGET
vigtigt, at hun/I alle får en form for hjælp, ellers vil det kun blive
værre med tiden. Og så må hendes forældre også være interesserede i,
at hun får noget hjælp til at komme oven på igen. Og hvis hun ikke vil
lytte til dig, vil hun måske lytte til sine forældre....
Hvis det hele går i hårdknude, og det ikke lykkes at få en form for
dialog/samarbejde i gang med hende, skulle du måske overveje den
"hårde" måde, og gå til statsamtet og få fastsat samkvem - eller evt.
prøve at få den fulde forældremyndighed, ad den vej.
Jeg krydser finge og tæer for, at det lykkes for jer.

Mange tanker fra

Gitte

---

Hej søde kære mennesker

Tusind tak for jeres varme ord alle sammen

Mine forældre er desværre undskyld udtrykket værdiløse i sådan en sammenhæng
som nu.

Mine svigerforældre som har udført "bestillingsarbejdet" her og "bortført"
mine kære er rimlig uskyldige i det her. Min kæreste har malet et billed af
vores forhold som slet ikke passer ind i virkeligheden. HELDIGVIS tror de
også på mig selvom jeg stod 200 km hjemme fra samme aften og råbte af dem og
spurgte dem om de troede de var GUD eller en anden højere magt sådan bare at
gøre"indbrud" i vores hus og stjæle alt hvad der betyder noget på denne jord
for mig.
De kunne set med mine øjne godt havde kæmpet min sag lidt mere men hun er
deres barn eller rettere min svigermors barn da min svigerfar ikke er hendes
biologiske far. Lad mig lige i den forbindelse fortælle jer vi er begge 39
år gamle så det er ikke unge mennesker der sidder her og skriver. Derudover
har det kostet 5 års helvede at få vores knægt så det oven i alt det andet
gør det endnu mere uudholdeligt.

Jeg tror på mine svigerforældre hjælper mig/os hvad de kan Jeg har
ihvertfald ikke andet at hvile min tro i. Som tidligere skrevet er imorgen
lidt af en korsvej for der får jeg vished for om hun vil læse mit brev og
hører bare lidt på sin mor. Min svigermor er bange for at lægge for meget
tryg på hende. Min kærste kunne slå endnu en koldbøtte og fyre min
svigermor.

Det med at beskylde eller tænke tanke at hun lider af en fødselsdepression
er en hårdfin grænsen men helst ikke skal rode for meget med set med mine
øjne.
Jeg har gennemlæst den side som Kristina meget venligt linkede mig til og
kan bestemt finde indikationer der peger den vej.

Jeg har det meget skidt med de sidder alene et eller andet sted og ønsker
inderligt at de flytter hjem til mormor og morfar. For det første vil jeg
finde lidt mere ro ved de er der og under opsyn. For det andet kunne vi evt.
begynde i det små med at komme i terapi og for løst op for alle disse
problemer der tilsyneladende ligger. Jeg tænker tanken i disse dage om man
bare skulle have været en gammeldags mandchauvinist og gloedet sport uden at
involdvere sig i sin knægt. Det er selvsagt ikke min stil men det virker
netop som problemet at moderen er for egenrådig og sagtens kan klare det
hele uden mig.....
Tja tankerne flakker desværre alle mulige steder hen i disse dage. Mange af
tankerne er ikke særlig rationelle men jeg føler mig lidt undskyldt hvis jeg
selv skal sige det.

Slutlig vil jeg godt pointere der er ikke tale om min kærste SKAL flytte
hjem hvis hun ikke ønsker det. Der er heller ikke tale om vi SKAL i
samtaleterapi hvis hun ikke orker at gå videre med vores forhold. Jeg mener
dog hun SKAL lade mig høre min søn i tlf røret MEGET snart dernæst skal jeg
se ham inde for få dage ellers går jeg op i limningen af savn. Undskyld mig
kære smukke kvinder derude men det kan ikke være rigtigt at fordi man er
mor/kvinde at man på den måde kan fjerne vores barn uden så meget som at
give mig adgang til vores fælles dyrbare guldklump,og nej det kan heller
ikke være rigtigt sindsyge mænd tæver kvinder og andre grusomheder fordi de
er fysisks stærkere

Mit ønske er terapi terapi terapi og en meget stille sammenslusning igen men
stadig med megen kontakt til mor og barn. Det kræver selvklart at hun vil
med på iden som jeg tvivler på i og med hun slet ikke tænker rationelt mere.
Jeg kender hende slet ikke sådanne det er der faktisk ingen i vores verden
det gør. Alle er chockerede over dette de har også set mig som far og ikke
voldsmand som jeg nu føler mig ubegrundet som

Tak igen for jeres deltagelse det fjerne lidt af de tunge timer


mvh René



"Gitte" <gajb@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:40095a17.30217500@news.tele.dk...
> Hej
> >
> >Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem
fra
> >job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
> >legetøj fjernet.
>
> Det er en svær og vanskelig situation du står i, men jeg kan desværre
> ikke hjælpe dig synderligt
> Men vil alligevel skrive lidt..... Jeg har stor medfølelse med dig, og
> også din søn og (tidligere?) kæreste, hun har det garanteret heller
> ikke let i denne her situation. Jeg føler virkelig med jer.
> Hvis jeg alligevel skal prøve at give dig lidt gode råd, vil jeg lige
> høre dig, hvordan dit forhold til svigerforældrene er?
> Hvis du har et rimeligt godt forhold til dem, kunne du evt. prøve at
> tage en god snak med dem om, hvad der er sket osv. Og selvfølgelig
> være lige så ærlig over for dem, som du har været her. Jeg får, ud fra
> din historie, den samme tanke som også har strejfet dig, at der kan
> være tale om en fødselsdepression - uden at jeg dog skal begynde at
> dømme om det. Men hvis det er noget i den retning, er det MEGET
> vigtigt, at hun/I alle får en form for hjælp, ellers vil det kun blive
> værre med tiden. Og så må hendes forældre også være interesserede i,
> at hun får noget hjælp til at komme oven på igen. Og hvis hun ikke vil
> lytte til dig, vil hun måske lytte til sine forældre....
> Hvis det hele går i hårdknude, og det ikke lykkes at få en form for
> dialog/samarbejde i gang med hende, skulle du måske overveje den
> "hårde" måde, og gå til statsamtet og få fastsat samkvem - eller evt.
> prøve at få den fulde forældremyndighed, ad den vej.
> Jeg krydser finge og tæer for, at det lykkes for jer.
>
> Mange tanker fra
>
> Gitte
>
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:RudOb.1875$mT.1367@news.get2net.dk...
> Hej søde kære mennesker
>
> Tusind tak for jeres varme ord alle sammen
> De kunne set med mine øjne godt havde kæmpet min sag lidt mere men hun er
> deres barn eller rettere min svigermors barn da min svigerfar ikke er
hendes
> biologiske far. Lad mig lige i den forbindelse fortælle jer vi er begge 39
> år gamle så det er ikke unge mennesker der sidder her og skriver.
Derudover
> har det kostet 5 års helvede at få vores knægt så det oven i alt det andet
> gør det endnu mere uudholdeligt.

Jeres alder giver yderligere tro på, at det kan være en depression. Det er
hårdt at blive sent mor, skal jeg hilse at sige. Jeg var selv næsten 39, da
jeg fik nr. to, og jeg havde endda lært med nr. et, at vi var to forældre
(som om jeg nogen sinde ville få lov til noget andet . Alligevel var jeg
ved at gå ned med flaget.

Jeg håber det bedste for jer - det bliver bedre. Du får dit barn at se igen.

Tine

---

René Hansen wrote:
-klip

>
> Mit ønske er terapi terapi terapi og en meget stille sammenslusning
> igen men stadig med megen kontakt til mor og barn. Det kræver
> selvklart at hun vil med på iden som jeg tvivler på i og med hun slet
> ikke tænker rationelt mere. Jeg kender hende slet ikke sådanne det er
> der faktisk ingen i vores verden det gør. Alle er chockerede over
> dette de har også set mig som far og ikke voldsmand som jeg nu føler
> mig ubegrundet som
>
> Tak igen for jeres deltagelse det fjerne lidt af de tunge timer
>
>
> mvh René

Det er selvfølgelig meget flot at du forsøger at skabe fred og dialog mellem
jer men..

Jeg tror at du skal passe på at du ikke bliver "løbet over ende" i det
ønske.

Hendes mor og far mener tilsyneladende at det er en fornuftig og rationel
handling siden de har hjulpet hende og ikke snakket og rådet hende.

Du skriver også:

>Jeg mener dog hun SKAL lade mig høre min søn i tlf røret MEGET snart
dernæst skal >jeg se ham inde for få dage ellers går jeg op i limningen af
savn. Undskyld mig
>kære smukke kvinder derude men det kan ikke være rigtigt at fordi man er
>mor/kvinde at man på den måde kan fjerne vores barn uden så meget som at
>give mig adgang til vores fælles dyrbare guldklump,

Jeg syntes at du straks skal søge Statsamtet om fastsættelse af samvær.

Det kan, i mine øjne, ikke være rigtigt at hun skal bestemme om du må se
jeres søn eller ej og skal udsætte dig for det chok det er pludselig at
"miste" sit barn fordi hun syntes at det bestemmer hun.



/René

---

René wrote:

<snip>

> Jeg syntes at du straks skal søge Statsamtet om fastsættelse af
> samvær.

Statsamtet kan først bringes på banen i det øjeblik, der er begæret
seperation. Indtil da er der "kun" tale om et familiært skænderi.

Og som jeg har forstået René, så ønsker han ikke (endnu) seperation -
han ønsker at får kone og barn igen, og få lov til at være noget for
dem begge to. Er det ikke rigtigt, René?

Men det vil muligvis være en god idé at få en eller anden form for
juridisk bistand (Foreningen Far er én mulighed) så du ikke fraskriver
dig nogle muligheder ved at være for henholdende og accepterende i
denne fase.

Jeg føle med dig, og håber det bedste.

<snip>

--
Kristian Damm Jensen
damm (at) ofir (dot) dk

---

"Kristian Damm Jensen" <REdammMOVE@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:buet3l$h5i07$1@ID-146708.news.uni-berlin.de...

>
> Jeg føle med dig, og håber det bedste.
>
Det samme gør jeg. Helt sikkert, det må være en hæslig situation, som er
næsten umulig for andre, der ikke har oplevet det, at sætte sig ind i.

Men jeg vil nu alligevel give dig et råd:

Mange har sagt, at du skal opsøge foreningen Far. Det er sikkert også klogt,
men vær opmærksom på, at mange af den forenings medlemmer er mænd, som er
blevet virkelig groft pisset på af deres (eks)koner, og som derfor ofte er
meget vrede.

du kan risikere, at de bedømmer din situation ud fra deres egen fastlåste,
hvor jeg snarere opfatter din situation som yderst flydende - du aner ikke,
hvor du står, hvad fremtiden vil bringe. Det kan stadig gå begge veje, måske
vender hun tilbage i morgen osv. osv.

Pas på, at du ikke graver dig ned i en skyttegrav og dermed indirekte
bidrager til fastlåsning af en situation, der stadig KAN ende godt.

Og til foreningsmedlemmer, der måtte læse dette: Opfat det ikke som et
angreb, men blot som en konstatering af, at ikke to tilfælde er ens, og at
det ikke altid er klogt straks at køre det sværeste skyts frem.

mvh

Per V.

---

vadmand wrote:

> Men jeg vil nu alligevel give dig et råd:
>
> Mange har sagt, at du skal opsøge foreningen Far. Det er sikkert også
> klogt, men vær opmærksom på, at mange af den forenings medlemmer er
> mænd, som er blevet virkelig groft pisset på af deres (eks)koner, og
> som derfor ofte er meget vrede.

ahha, hvor har du det fra... for det er tydeligt at du IKKE har læst med på
deres bebat forum, i debatforumet kommer der mange meninger til udtryk, de
fleste er saglige, går man til deres personlige rådgivning... opfordre de
NETOP til RO, tage hensyn til børnene, undgå konflikt, osv...

Så dit udsagn, er intet andet end usagligt, baseret på intet andet end din
personlige mening omkring noget du tydeligvis intet ved om...

Foreningen far hedder af samme grund "foreningen far, til støtte for
forældre og børn", OG mindst 30% af debatørerne op forumet er kvinder...

>
> du kan risikere, at de bedømmer din situation ud fra deres egen
> fastlåste, hvor jeg snarere opfatter din situation som yderst
> flydende - du aner ikke, hvor du står, hvad fremtiden vil bringe. Det
> kan stadig gå begge veje, måske vender hun tilbage i morgen osv. osv.

Suk.... det er altså dig der er fastlåst i en mening som er forkert......

At man skal tage sine forholdsregler hvis man mener at børnene skal være hos
en selv (far) er en anden sag, for at vinde en FM retsag i DK... er ikke
nemt for FAR.. så at sætte sig tilbag ei stolen og tænke "hun kommer nok
tilbage, at hun har taget alle møblerne, bilen, tømt kontoen og i øvrigt er
flyttet sammen med en mand hun mødte for 3 uger siden", det gør ikke
noget...hun skal nok komme tilbage....
Det er ikke "flydende", det er idioti.... 99 ud af 100 mænd falder for
det... 3 mdr senere kæmper de en kamp for at få lov til at se deres børn..

SÅ er der naturligvis også masser at eksempler hvor mor og far går fra
hinanden på en god og rimelig måde.... fint nok... de har ikke brug for
foreningen far, de fleste aner sikkert ikke den eksistere..
MEN lige præcis i dette tilfælde.... vil jeg gerne spå om hvad der kommer
til at ske.... om 3 mdr, kæmper han for at få lov til at blot se sit barn!



> Pas på, at du ikke graver dig ned i en skyttegrav og dermed indirekte
> bidrager til fastlåsning af en situation, der stadig KAN ende godt.
>

Og pas på at tiden IKKE ødelægger det, for hver eneste mdr uden kontakt til
sit barn, falder chancen for at vinde en evt FM retsag, efter 3 mdr, vil der
ikke engang være 0.0001 % chanse.

---

"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:bujafe$2fgp$1@news.cybercity.dk...
> vadmand wrote:
>
> > Men jeg vil nu alligevel give dig et råd:
> >
> > Mange har sagt, at du skal opsøge foreningen Far. Det er sikkert også
> > klogt, men vær opmærksom på, at mange af den forenings medlemmer er
> > mænd, som er blevet virkelig groft pisset på af deres (eks)koner, og
> > som derfor ofte er meget vrede.
>
> ahha, hvor har du det fra

Fra foreningens offentlige fremtræden i fx aviser og andre medier.

Per V.

---

vadmand wrote:
>
> Fra foreningens offentlige fremtræden i fx aviser og andre medier.
>

Og i betragning af hvor sjældent det sker (at foreningen far er i medierne),
og når det sker så er det vel meget naturligt at man fremhæver de
alvorligste tilfælde af samværschikane, osv.....

Det er da ikke nogen hemlighed at fædres retsikkerhed i DK er latterlig.

---

Hej vil bare lige et kort indlæg.

Har selv været i en sitiuation som ligner din meget, er det egentlig
stadigvæk.
Og jeg fik også en masse gode råd af foreningen far og spådomme om hvad der
ville ske. Jeg havde svært ved at tro dem, og vlagte min en vej, en mellem
vej vil jeg sige det blev. Men stort set alt hvad de sagde har vist sig at
holde stik.
Især meget af det anonym skriver kan jeg nigge genkendede til.
Rene jeg føler med dig, og ved hvad du er igennem....tror jeg nok....

--
Venlig Hilsen

Gustav



"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:bujafe$2fgp$1@news.cybercity.dk...
> vadmand wrote:
>
> > Men jeg vil nu alligevel give dig et råd:
> >
> > Mange har sagt, at du skal opsøge foreningen Far. Det er sikkert også
> > klogt, men vær opmærksom på, at mange af den forenings medlemmer er
> > mænd, som er blevet virkelig groft pisset på af deres (eks)koner, og
> > som derfor ofte er meget vrede.
>
> ahha, hvor har du det fra... for det er tydeligt at du IKKE har læst med
på
> deres bebat forum, i debatforumet kommer der mange meninger til udtryk, de
> fleste er saglige, går man til deres personlige rådgivning... opfordre de
> NETOP til RO, tage hensyn til børnene, undgå konflikt, osv...
>
> Så dit udsagn, er intet andet end usagligt, baseret på intet andet end din
> personlige mening omkring noget du tydeligvis intet ved om...
>
> Foreningen far hedder af samme grund "foreningen far, til støtte for
> forældre og børn", OG mindst 30% af debatørerne op forumet er kvinder...
>
> >
> > du kan risikere, at de bedømmer din situation ud fra deres egen
> > fastlåste, hvor jeg snarere opfatter din situation som yderst
> > flydende - du aner ikke, hvor du står, hvad fremtiden vil bringe. Det
> > kan stadig gå begge veje, måske vender hun tilbage i morgen osv. osv.
>
> Suk.... det er altså dig der er fastlåst i en mening som er forkert......
>
> At man skal tage sine forholdsregler hvis man mener at børnene skal være
hos
> en selv (far) er en anden sag, for at vinde en FM retsag i DK... er ikke
> nemt for FAR.. så at sætte sig tilbag ei stolen og tænke "hun kommer nok
> tilbage, at hun har taget alle møblerne, bilen, tømt kontoen og i øvrigt
er
> flyttet sammen med en mand hun mødte for 3 uger siden", det gør ikke
> noget...hun skal nok komme tilbage....
> Det er ikke "flydende", det er idioti.... 99 ud af 100 mænd falder for
> det... 3 mdr senere kæmper de en kamp for at få lov til at se deres børn..
>
> SÅ er der naturligvis også masser at eksempler hvor mor og far går fra
> hinanden på en god og rimelig måde.... fint nok... de har ikke brug for
> foreningen far, de fleste aner sikkert ikke den eksistere..
> MEN lige præcis i dette tilfælde.... vil jeg gerne spå om hvad der kommer
> til at ske.... om 3 mdr, kæmper han for at få lov til at blot se sit barn!
>
>
>
> > Pas på, at du ikke graver dig ned i en skyttegrav og dermed indirekte
> > bidrager til fastlåsning af en situation, der stadig KAN ende godt.
> >
>
> Og pas på at tiden IKKE ødelægger det, for hver eneste mdr uden kontakt
til
> sit barn, falder chancen for at vinde en evt FM retsag, efter 3 mdr, vil
der
> ikke engang være 0.0001 % chanse.
>
>
>

---

"Kristian Damm Jensen" <REdammMOVE@ofir.dk> skrev i en meddelelse
news:buet3l$h5i07$1@ID-146708.news.uni-berlin.de...
> René wrote:
>
> <snip>
>
> > Jeg syntes at du straks skal søge Statsamtet om fastsættelse af
> > samvær.
>
> Statsamtet kan først bringes på banen i det øjeblik, der er begæret
> seperation. Indtil da er der "kun" tale om et familiært skænderi.
>
> Og som jeg har forstået René, så ønsker han ikke (endnu) seperation -
> han ønsker at får kone og barn igen, og få lov til at være noget for
> dem begge to. Er det ikke rigtigt, René?
>
> Men det vil muligvis være en god idé at få en eller anden form for
> juridisk bistand (Foreningen Far er én mulighed) så du ikke fraskriver
> dig nogle muligheder ved at være for henholdende og accepterende i
> denne fase.
>
> Jeg føle med dig, og håber det bedste.

Jeg tror ikke, de er gift, så der er ingen officiel seperation. Jeg mener
også, at SA er inde i billedet, når forældrene ikke er gift.

Tine

---

Tine Andersen wrote:

<snip>

> Jeg tror ikke, de er gift, så der er ingen officiel seperation. Jeg
> mener også, at SA er inde i billedet, når forældrene ikke er gift.

Du har fuldstændig ret. Jeg havde glemt den lille detalje

--
Kristian Damm Jensen
damm (at) ofir (dot) dk

---

Kristian Damm Jensen wrote:
> René wrote:
>
> <snip>
>
>> Jeg syntes at du straks skal søge Statsamtet om fastsættelse af
>> samvær.
>
> Statsamtet kan først bringes på banen i det øjeblik, der er begæret
> seperation. Indtil da er der "kun" tale om et familiært skænderi.
>

Det er lavet om den 1. januar 1996 med loven om forældremyndighed og samvær

Men den gamle lov krævede at man søgte separation, hvis man var gift.

I den gamle lov stod der noget i stil med "den der ikke har del i
forældremyndigheden" og for ikke at have del i forældremyndigheden, hvis man
var gift, skulle man separeres og overdrage forældremyndighed for at få
samvær.


I den "nye" lov er det den forældre der ikke har barnet boende der har ret
til samvær.

Det giver så mulighed for at fastsætte samvær ved fælles forældremyndighed
og det kræves ikke længere at man så bliver separeret for at "afskrive" sig
forældremyndigheden.

"En anmodning om en samværsresolution kan således indgives til statsamtet,
når blot det ligger fast, hvem barnet skal bo hos i en kortere eller længere
tid. Spørgsmålet om barnets bopæl kan bero på en aftale eller de faktiske
forhold. " VEJ nr 214 af 20/12/1995

Begrebet "bor" tolkes så lidt firkantet i Civilretsdirektoratet fordi det
tolkes sådan at hvis der er en deleordning i samværet kan der ikke
fastsættes samvær.

Og selv om ordvalget i § 16 kunne tyde på det modsatte, kan der ikke
udfærdiges samværsresolution for den af forældrene, der har
forældremyndigheden alene.

Det følger af forarbejderne, at hensigten med det ændrede kriterium for
fastsættelse af samvær alene er at sikre forældre med fælles
forældremyndighed adgang til at få samvær fastsat.


Men nu forstå jeg det sådan at min navnebror René har en kæreste og ikke en
kone.

> Og som jeg har forstået René, så ønsker han ikke (endnu) seperation -
> han ønsker at får kone og barn igen, og få lov til at være noget for
> dem begge to. Er det ikke rigtigt, René?
>

Det er mit indtryk at det ønsker hans kæreste ikke.

Og det kræver vist hendes accept for at kunne flytte sammen igen ?

Udover det er det vist også "rimeligt" at René får lov til at tale med sin
søn. Det er også mit indtryk at René mest af alt savner sin søn. Og det
tyder på at exen har bestemt at hans søn ikke skal have kontakt med sin far.

Og hun har vist også planlagt at begrundelsen skal være vold.

Det er også mit indtryk at han gerne vil skabe fred for at få lov til at se
sit barn..


Selvfølgelig håber jeg for René at han ikke er en af de samværsfædre der
skal slås for sit samvær, men der er mange ting i hendes afrejse der ligner
en "problemsag"

Hvis hun ville en fredelig "skilsmisse" så havde hun nok ikke "bortført"
barnet og "stjålet" bilen.

Og hvis hun havde et ønske om at redde forholdet hvorfor er hun så rejst
dagen før samtaleterapi ?

René skrev også :

>"Det her er en mor der sammen med mine svigerforældre har rømmet hele huset
>for søn babyudstyr og legetøj og sig selv onsdag formiddag alt imens jeg
>var på arbejde. Intet er tilbage selv lamperne er pillet ned."

Hvis hun har planer om at komme tilbage hvorfor så tage lamperne ?

Jeg tror nu ikke at hun har planer om at kommer tilbage igen.
(Men håber da for dem alle tre at jeg tager fejl)

Det kan jo godt være at hun bare har brug for en pause. Men hun har vist sat
dagsordnen ved at fjerne drengen og hans ting, (og lamper).

Det kan selvfølgelig være at det er hendes forældre der har støbt kuglerne.

Hvis det er hendes forældre der har "truffet" beslutningen kunne det godt
være at hun ombestemmer sig men.. Problemet er bare at det kan skade René
at vente. Både med hensyn til samvær, forældremyndighed og bodeling.

Mit råd er: (ud fra en afklaret situation, men dog klog af skade)

1. Spær alle fælleskonti med et mærke så hun ikke tager alle pengene
2. Søg om samvær
3. Kontakt en advokat til at vurdere hans muligheder for at få FM

Der er intet i vejen for at forsøge en dialog og en fredelig løsning, imens
Statsamtet behandler en samværsansøgning. Det tager vel en 2 til 6 uger før
Statsamtet har fundet hendes nye adresse og har fået sendt et brev til
hende.



> Men det vil muligvis være en god idé at få en eller anden form for
> juridisk bistand (Foreningen Far er én mulighed) så du ikke fraskriver
> dig nogle muligheder ved at være for henholdende og accepterende i
> denne fase.

Et rigtigt godt råd



/René

---

Hej Rene

Jeg har selv været samme tur igennem for lidt over 1 år siden, og jeg husker
tydeligt at jeg stod som dig og ikke fattede en klaphat af hvad der skete
foran øjnene på dig. Jeg husker også jeg havde et stort behov for at
forstå....At kunne forstå hvad jeg i situationen ikke forstod. Jeg havde
også et stort behov for at tale med nogen.

Jeg tror du står lidt med de samme følelser som jeg dengang, og hvis du har
behov for at tale med en "fælle" så skal du være velkommen til at ringe.

Claus
86128488

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:C47Ob.943$qR2.588@news.get2net.dk...
> Hej alle
>
> Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg hjem
fra
> job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af børneudstyr og
> legetøj fjernet.
>
> Svigermor og svigerfar har hjulpet imens jeg arbejdede.
>
> HVORFOR
>
> Vi har i månedsvis haft en meget dårlig kommunikation i særdeleshed fordi
> mor ikke rigtig har villet deles om opdragelsen/pasningen af vores søn.
Mor
> har tabt sig uendeligt meget og har altid været en iøvrigt slank pige på
ca
> 55.kg nu tror jeg hun vejer 45 kg. Hun spiser stort set intet og desværre
må
> vi bære vores søn i søvn da hun/vi har vænnet ham til den rutine.
> Jeg måtte til sidst ikke engang lægge min søn men kunne kun magtesløs se
på
> at hun sled og slæbte med vores dreng i armene i timevis hver dag.
>
> Der er meget mere til denne historie bla har jeg overreageret imellem jul
og
> nytårog slået min hånd i væggen frustreret grædende ulykkelig over at være
> uden for. Lad mig understrege at der IKKE har været nogen form for fysisk
> vold og jeg har kun denne ene gang tabt hovedet. Vores søn så mig desværre
i
> den tilstand men reagerede ikke på det heldigvis. Mor derimod har startet
> sit nærmest nervøse sammenbrud endeligt den dag og har i sit afskedsbrev
> skrevet at nu kan jeg ikke gøre dem mere fysisk skade...... Fysisk skade
jeg
> har ikke rørt dem overhovedet det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg har
grædt
> mig i søvn i nætterne efter jeg overreagerede. Min kærste tolkede mit
> tuderri som om at jeg når som helst ville vende mig om i sengen og tæve
> hende..... Tæve hende jeg er ulykkelig over vi ikke fungere og min egen
> opførsel.
>
> Der er meget mere endnu men for at gøre en lang historie kort så skulle vi
i
> samtaleterapi i torsdags onsdag da jeg kom hjem var hun væk med det hele.
>
> Nu sidder jeg så her 3 dage efter og græder hører intet får ikke af vide
> hvor hun er henne. Politiet siger vi skal bare se at blive gode venner det
> er ikke ulovligt. Kommunen siger giv hende en uge til at falde ned i. Jeg
> vil meget gerne give hende alt den tid der skal til men jeg har et kæmpe
> behov for at hører min søns stemme. Jeg har et endnu større behov for at
se
> ham..... Hvad skal jeg gøre hvor længe skal jeg vente. Lad mig understrege
> vi er ikke en social belastet familie på nogen måde. Vi er almindlige
> mennesker med håndværksuddanelser begge.
>
> Vi hr fælles forældre myndighed. Hvad skal jeg gøre nu. Jeg har skrevet et
> brev til hende som hun modtager i morgen via min svigerforældre der ved
hvor
> hun er og som påstår de vil gøre alt for at få os sammen igen.
>
> Lykkedes det ikke at hun får læst mit brev og bare river det over eller
> smider det ud hvad gør jeg så. Det er vel også min søn. hvad havde der
ikke
> sket hvis jeg var flyttet på den måde.
>
> Jeg håber når i læser mit indlæg at i forstår der ikke er tale om en
> voldsmand men en far der er frustreret og med en meget stærk mistanken om
en
> mor der har en eller anden grad af fødselsdepression sidende i kroppen der
> springer ud i den tid. Jeg er yderst tryg ved hun er sammen med ham men
> hendes fjentlige reaktion overfor mig og den måde hun kynisk har fjernet
> vores søn på får mig og hendes forældre til at undre om der er en
depression
> med i alt det her.
>
> Jeg håber i kan hjælpe mig lidt derude jeg aner ikke havd jeg skal gøre nu
>
> God weekend
>
> mvh René Hansen
>
>
>

---

René Hansen wrote:
> Hej alle
>
> Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg
> hjem fra job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af
> børneudstyr og legetøj fjernet.

Hej

Ja...diplomati er en dejlig ting, så den løsning kan vel også prøves (som
mange af de nedenunderstående forslag).

99 ud af 100 der går den vej.... ender som weekendfar.

Se jeg ser lidt anderledes på det...

Mor har valgt at fjerne jeres fællesbarn... en voldsom beslutning, helt
urimelig, og allermest helt urimelig overfor jeres barn.

Træf en beslutning om hvor barnet har det bedst, hos dig eller moderen?

Er moderen psykisk ude af balance... humm, du har del i forældermyndigheden,
den siger klart og tydeligt "at du/i skal drage den fornødne omsorg for
barnet, osv"... JEG ville ikke overlade et barn til en person som er psykisk
ude af balence (mor eller ej).

der er flere muligheder som jeg ser det:

1. den som mange foreslår (absolut den bedste lige nu, forudsat at mor ikke
er ude af balance, psykisk syg, men på lang sigt... der er det kun dig der
kan sige om det er en holdbar løsning.

2. benyt dig af din fællesforældermyndighed, hent dit barn (uden vold,
råben, osv), få en dialog i gang med moderen, træf derefter en beslutning.

3. vælges løsning 2. afhænig af resultatet beslut dig for om du vil sende
moderen i SA for at få fastsat samvær (så det er dig der bliver
bopælsforælder), forberede dig på en forældremyndighedsretsag !

4. anlæg SELV en forældermyndighedsretsag, send stævningen på mandag (via en
advokat naturligvis), sørg for at moderen ikke flytter barnets adresse.
begær om midlertidig forældermyndighed under retsagen.

Vær dog opmærksom på at vinde en forældermyndighedsretsag om et barn på 1
år, er næsten umuligt (ikke helt umuligt).

Personligt tvivlede jeg ikke 1 sekund da vores børns mor med 1 sekundsvarsel
"ikke gad mere", børnene bor idag hos mig! (2 år + 6 år).

Men tiden er IKKE på din side... jo længere tid moderen holder dig fra
børnene... jo dårligere står du i en retsag...

Når du nu har læst alt dette, så er der kun en ting du yderligere skal
spørge dig selv om (og det er den vigtigste ting)...

Hvad er bedst for jeres barn, hvem er jeres barn mest tryg ved, hvem er
bedst til at drage omsorg, osv, osv, osv.
Er dit svar moderen... så glem mit svar til dig...
Er dit svar far (dig), så skal du have fat i en advokat på mandag (ikke
tirsdag, men MANDAG).

Men forbered dig på at blive weekendfar, med mindre du handler, ikke handler
ud fra hvad der er bedst for DIG, men ud fra hvad der er bedst for jeres
barn.

---

Hej igen

Jeg vil kontakte foreningen far iaften der er telefontid imellem 20.00 -
2200. Tusind tak til Claus der tilbyder sit telefon nummer til en snak. Jeg
er meget bekymret over hvad dagen i dag bringer derfor er det slet ikke
umuligt at jeg får brug for en "artsfælle senere" eller i dagene der kommer.

Til anonym

Du er en handlekraftig herre som bestemt ikke er sådan at rykke rundt med.
Det vil jeg egentlig også mene Jeg er men i denne situatiuon føler jeg mig
oprigtigt handlingslammet.

Jeg kan ikke komme i dialog med min kæreste da hun er væk. Jeg er afhængig
af at mine svigerforældre taler vores sag ordentligt og gør det der er behov
for i denne situation.
Jeg ønsker oprigtigt at de vender hjem igen. Jeg er bestemt også realist og
ved godt det ikke bliver imorgen skulle min kæreste indvilige i et terapi
forløb. Der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker stadig min kæreste og
vil gøre meget for at det her bliver os 3 igen. Vores lille søn fortjener så
meget mere end bare at sidde et eller andet sted som staklen slet ikke
kender. Jeg ved godt det vigtigeste er for ham er at hans forældre er ved
hans side og det er mor jo.
Faldgrubben i dette er at mor har barnet og desto længere mor har barnet
desto svære bliver mine i forvejn mikroskopiske chancer for at få mit barn
igen. På den ene side føler jeg at jeg må følge dit råd imorgen og gå til en
advokat og få sat det hele igang.......Problemet erbare at så kommer de
aldrig hjem igen og det er trods alt det bedste for os alle.
Vil mor ikke hjem og vil mor ikke engang læse det brev hun modtager idag ja
så begynder det at ligne noget jeg kan forholde mig til. Hvis svigermor ikke
kommer med melding om noget der kan give os 3 forhåbninger om igen at være
samlet under et tag tja så kender jeg vejen kære anonym.

Skulle min kæreste indvilige i at vi bruger tid på at finde hinanden igen og
kommer i terapi som jeg oprigtigt talt føler er en hastesag specielt for min
kæreste ja så tikker uret igen væk fra mig. Går genforeningen galt i et evt
terapi forløb ja så har mor siddet med sønnen i en måned eller 2 alene hvor
jeg kun har set ham lejlighedsvis....

Jeg må erkende at ligegyldigt hvilken vej jeg ser så er det galt det her.
Jeg ønsker på ingen måde at det offentlige skal indblandes men desværre er
der meget der tyder på jeg bliver nød til det imorgen....

Min kærste er jo kørt med min bil ligeledes af logiske årsager bilsædet
sidder der i og min svigerforældre har kun gulplade biler. Jeg formoder jeg
skal melde min bil stjælet til politiet imorgen hvis det hele går som jeg
frygter senere idag.... Det her er bare slet ikke mig at udsætte mig selv
men ikke mindst min elskede kæreste og mor til min søn for. Jeg ville så
uendeligt gerne det modsatte og mit eget liv tja det føles ikke værd at
bruge tid på men på den anden side jeg har en søn at tænke på og fordi min
kæreste gør dette skal jeg vel ikke blive selvdestruktiv.

Jeg vil sætte pris på hvis i kan anbefale mig en god advokat der evt kan
hjælpe mig. Hvordan forholder i Jer til det med bilen. Den er indregistreret
i mit navn.

Fortsættelse følger

Mvh René





"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:buceq3$1o3l$1@news.cybercity.dk...
> René Hansen wrote:
> > Hej alle
> >
> > Min elskede søn fyldt 1 år i søndags. Blot 3 dage senere kommer Jeg
> > hjem fra job for at finde min søn og kærste samt alt hvad der er af
> > børneudstyr og legetøj fjernet.
>
> Hej
>
> Ja...diplomati er en dejlig ting, så den løsning kan vel også prøves (som
> mange af de nedenunderstående forslag).
>
> 99 ud af 100 der går den vej.... ender som weekendfar.
>
> Se jeg ser lidt anderledes på det...
>
> Mor har valgt at fjerne jeres fællesbarn... en voldsom beslutning, helt
> urimelig, og allermest helt urimelig overfor jeres barn.
>
> Træf en beslutning om hvor barnet har det bedst, hos dig eller moderen?
>
> Er moderen psykisk ude af balance... humm, du har del i
forældermyndigheden,
> den siger klart og tydeligt "at du/i skal drage den fornødne omsorg for
> barnet, osv"... JEG ville ikke overlade et barn til en person som er
psykisk
> ude af balence (mor eller ej).
>
> der er flere muligheder som jeg ser det:
>
> 1. den som mange foreslår (absolut den bedste lige nu, forudsat at mor
ikke
> er ude af balance, psykisk syg, men på lang sigt... der er det kun dig der
> kan sige om det er en holdbar løsning.
>
> 2. benyt dig af din fællesforældermyndighed, hent dit barn (uden vold,
> råben, osv), få en dialog i gang med moderen, træf derefter en beslutning.
>
> 3. vælges løsning 2. afhænig af resultatet beslut dig for om du vil sende
> moderen i SA for at få fastsat samvær (så det er dig der bliver
> bopælsforælder), forberede dig på en forældremyndighedsretsag !
>
> 4. anlæg SELV en forældermyndighedsretsag, send stævningen på mandag (via
en
> advokat naturligvis), sørg for at moderen ikke flytter barnets adresse.
> begær om midlertidig forældermyndighed under retsagen.
>
> Vær dog opmærksom på at vinde en forældermyndighedsretsag om et barn på 1
> år, er næsten umuligt (ikke helt umuligt).
>
> Personligt tvivlede jeg ikke 1 sekund da vores børns mor med 1
sekundsvarsel
> "ikke gad mere", børnene bor idag hos mig! (2 år + 6 år).
>
> Men tiden er IKKE på din side... jo længere tid moderen holder dig fra
> børnene... jo dårligere står du i en retsag...
>
> Når du nu har læst alt dette, så er der kun en ting du yderligere skal
> spørge dig selv om (og det er den vigtigste ting)...
>
> Hvad er bedst for jeres barn, hvem er jeres barn mest tryg ved, hvem er
> bedst til at drage omsorg, osv, osv, osv.
> Er dit svar moderen... så glem mit svar til dig...
> Er dit svar far (dig), så skal du have fat i en advokat på mandag (ikke
> tirsdag, men MANDAG).
>
> Men forbered dig på at blive weekendfar, med mindre du handler, ikke
handler
> ud fra hvad der er bedst for DIG, men ud fra hvad der er bedst for jeres
> barn.
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse

> Jeg vil kontakte foreningen far iaften der er telefontid imellem 20.00 -
> 2200.

God ide! Held og lykke med samtalen.

> Du er en handlekraftig herre som bestemt ikke er sådan at rykke rundt med.
> Det vil jeg egentlig også mene Jeg er men i denne situatiuon føler jeg mig
> oprigtigt handlingslammet.


>
> Jeg kan ikke komme i dialog med min kæreste da hun er væk. Jeg er afhængig
> af at mine svigerforældre taler vores sag ordentligt og gør det der er
behov
> for i denne situation.

Jeg tror, du bliver nødt til at erkende, at du må skelne mellem dine egne,
dit barns og din kærestes behov - og herudover dine svigerforældres.
Som det ser ud lige nu, er det langt fra sikkert, at I har samme behov - og
at de sandsynligvis er stærkt modstridende.

> Jeg ønsker oprigtigt at de vender hjem igen.

Det er så DIT behov - fint nok.

Jeg er bestemt også realist og
> ved godt det ikke bliver imorgen skulle min kæreste indvilige i et terapi
> forløb.

Og her synes jeg så, du blander dine og din kærestes behov.

Der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker stadig min kæreste og
> vil gøre meget for at det her bliver os 3 igen.

Fint nok. Men hvad ER det, du ønsker? Du var jo heller ikke tilfreds med
forholdene før, vel? Hvordan ønsker DU, jeres eventuelle fælles fremtid skal
være? Og hvad og hvor meget vil du gøre for det?
Er det kun din kæreste, der skal i terapi/ændre sig?

Vores lille søn fortjener så
> meget mere end bare at sidde et eller andet sted som staklen slet ikke
> kender. Jeg ved godt det vigtigeste er for ham er at hans forældre er ved
> hans side og det er mor jo.

Her roder du rundt i dine egne og dit barns behov. DU vil gerne have din søn
hos dig, og det er bestemt al ære og respekt værd. Men dit barn tager altså
ikke skade af at være et andet sted end hjemme.

> Faldgrubben i dette er at mor har barnet og desto længere mor har barnet
> desto svære bliver mine i forvejn mikroskopiske chancer for at få mit barn
> igen.

Det tror jeg, du har ret i - men det er ikke en uge eller to, der gør
udslaget.

På den ene side føler jeg at jeg må følge dit råd imorgen og gå til en
> advokat og få sat det hele igang.......Problemet erbare at så kommer de
> aldrig hjem igen og det er trods alt det bedste for os alle.

Og her roder du for alvor rundt i jeres behov.
DU ønsker, I skal være sammen alle tre, men sådan som du selv har beskrevet
den sidste tid, har det vist ikke været særligt godt for nogen af jer.
Din kæreste har vist dig, at det ikke er det bedste for hende at være sammen
med dig (ved at flytte - og det er også et alvorligt skridt for hende).

> Vil mor ikke hjem og vil mor ikke engang læse det brev hun modtager idag
ja
> så begynder det at ligne noget jeg kan forholde mig til.

Har du tænkt over, hvorfor du mest beskriver din kæreste som "mor" og ikke
som "min kæreste"?

Hvis svigermor ikke
> kommer med melding om noget der kan give os 3 forhåbninger om igen at være
> samlet under et tag tja så kender jeg vejen kære anonym.

Har du tænkt over, hvorfor du lader jeres kommunikation og videre familieliv
være afhængig af svigermor?
Mand dig op og tag selv ansvaret. Skriv eller ring.
Godt nok er det din svigermor, men hun er altså din kærestes mor, og som
sagerne står, skal mor/svigermor ikke blande rollen som støttende mor og
bedstemor med rollen som neutral budbringer og opmand.

>
> Skulle min kæreste indvilige i at vi bruger tid på at finde hinanden igen
og
> kommer i terapi som jeg oprigtigt talt føler er en hastesag specielt for
min
> kæreste ja så tikker uret igen væk fra mig.

Hvad er det, der gør, at du føler dig kompetent til at afgøre, at din
kæreste har brug for terapi?
Du startede med at tale om parterapi for at bedre jeres indbyrdes forhold -
nu ser det pludselig ud til, at det drejer sig om at få din kæreste
"normaliseret".
Tænk, hvis nu hele miseren MÅSKE handler om, at din kæreste via sin nye
rolle som mor er modnet og har fået klarhed over, hvad hun vil med sit liv
fremover? - og at du så MÅSKE ikke indgår i hendes ønsker for fremtiden?
Hvis du oprigtigt er bekymret over, om hun kan klare fysisk og psykisk
omsorg for jeres barn, er det ham, du skal være bekymret for - og så må du
underrette socialforvaltningen.
Og hvis/når du taler med dem: hold dig til facts og lad være med at forsøge
at sætte diagnoser på din kæreste.

Går genforeningen galt i et evt
> terapi forløb ja så har mor siddet med sønnen i en måned eller 2 alene
hvor
> jeg kun har set ham lejlighedsvis....
>
Hvad får dig til at sige det?
Tal med socialforvaltningen om, hvordan I håndterer dit samvær med jeres
barn. Fælles forældremyndighed er også fælles forældreansvar, og her ser
jeg, du uden videre lægger ansvaret fra dig.
Og ja, så ved jeg godt, at fælles forældremyndighed kun eksisterer, så længe
begge parter ønsker den.

> Jeg må erkende at ligegyldigt hvilken vej jeg ser så er det galt det her.
> Jeg ønsker på ingen måde at det offentlige skal indblandes men desværre er
> der meget der tyder på jeg bliver nød til det imorgen....

Ja, hvis du er oprigtigt bekymret for jeres søns trivsel.
Hvis det handler om, at du savner ham, så lad være: Det vil være et skidt
udgangspunkt for dialog og samarbejde.
>
> Min kærste er jo kørt med min bil ligeledes af logiske årsager bilsædet
> sidder der i og min svigerforældre har kun gulplade biler. Jeg formoder
jeg
> skal melde min bil stjælet til politiet imorgen hvis det hele går som jeg
> frygter senere idag....

Hvad er der i vejen for at sige/skrive til din kæreste, at du naturligvis
forventer at få din bil igen snarest? (jeg går ud fra, det ER din bil
alene?)
Igen en politianmeldelse fremmer ikke samarbejdet.

Det her er bare slet ikke mig at udsætte mig selv
> men ikke mindst min elskede kæreste og mor til min søn for. Jeg ville så
> uendeligt gerne det modsatte og mit eget liv tja det føles ikke værd at
> bruge tid på men på den anden side jeg har en søn at tænke på og fordi min
> kæreste gør dette skal jeg vel ikke blive selvdestruktiv.

Jamen hvis du ikke ønsker at blive selvdestruktiv, så lad dog være.
Tag ansvaret for dine egne behov og ønsker og lad være med at blande andres
handlinger ind i dem. Det forvirrer kun billedet, og du lægger ansvaret over
på andre, som ikke kan bruge det ansvar til noget.

Tja - det var måske noget af en opsang, men du bliver altså nødt til at
bestemme dig til, hvad det er, DU gerne vil - og du bliver også nødt til at
erkende, at du ikke kan definere, hvad din kærestes behov er, og hvad der er
bedst for hende.
Måske er det netop de tilbøjeligheder, hun kalder vold?
Det kan være lige så slemt som fysisk vold.

Held og lykke!
Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev...

> Har du tænkt over, hvorfor du lader jeres kommunikation og videre
familieliv
> være afhængig af svigermor?
> Mand dig op og tag selv ansvaret. Skriv eller ring.
[...]
> Hvad er der i vejen for at sige/skrive til din kæreste, at du
naturligvis
> forventer at få din bil igen snarest?

René har for længst skrevet, at han ikke er orienteret om, hvor kæresten
og sønnen befinder sig, og at han *har* skrevet et brev, som
svigerforældrene (der som de eneste har kontakt) skal give videre til
datteren i dag.

> Tja - det var måske noget af en opsang, men du bliver altså nødt til
at
> bestemme dig til, hvad det er, DU gerne vil - og du bliver også nødt
til at
> erkende, at du ikke kan definere, hvad din kærestes behov er, og hvad
der er
> bedst for hende.

Dit indlæg er tankevækkende, og jeg håber, René tager det sådan og
prøver at holde sig disse behovs-forskelle klart.
Men jeg synes på den anden side heller ikke, du er helt fair. René har
jo netop skrevet flere gange før, at hvis kæresten ikke ønsker at
genoptage forholdet, så må det være sådan, det bliver, men at hans eget
ønske er at fortsætte forholdet - med parterapi, så de gamle problemer
kan løses.
Så kan det godt være, ovenstående indlæg roder lidt rundt i hvis behov,
der er hvis (hvorfor jeg jo altså finder dit indlæg godt og
tankevækkende), men det afspejler vel bare det "rod", der retteligt må
være i hans tanker lige nu. Det er sgutte en nem situation.

Christina

---

Hej

Tak for en opsang Inger det kan godt være den er tiltrængt.

Mit behov er ikke væsentligt andet end jeg skal hører eller se min søn meget
snart det er min ret som halvpart i forældremyndigheden. Jeg har skrevet
meget i de sidste dage og muligvis har jeg rodet mig ind i noget der ikke
står klart nok for dig/jer.

Skal vi samles igen under et tag bliver det som jJEG ser det et længere
varende forløb hvor vi hvis vi kan blive enige min kæreste mor til min søn
og min elskede om at gå i par terapi. Jeg har på intet tidspunkt ment at det
udenlukkende er mor der skal i terapi det er en meget vigtig ting i denne
forbindelse. Jeg har heller ikke ment at vi skal noget som helst andet en gå
fra hinanden hvis det er det mor ønsker.Jeg skal se min søn NU

Jeg har som Christina rigtigt pointere skrevet et brev hun får idag når min
svigerforældre skal se hende. Mit problem er så om hun vil læse det og bruge
det til noget i forhold til vores situation. Inger Jeg kan ikke kontakte
hende da hun er gemt af vejen. Det er kun mine svigerforældre der ved hvor
hun er henne så er det svært at ringe og få en dialog igang. Det her er en
mor der sammen med mine svigerforældre har rømmet hele huset for søn
babyudstyr og legetøj og sig selv onsdag formiddag alt imens jeg var på
arbejde. Intet er tilbage selv lamperne er pillet ned. Men Jeg skal se min
søn NU

Ærlig talt vi havde de bedste dages sammen i lang tid hele julen. Det var
synligt at når vi endelig kommunikere som vi gjorde der så fungerede det.
Efter et lille sammen stød beskrevet i min første post reducerede mor mig
igen til tilskuer jeg måtte slet ikke tage del i de fundamentale pligter
omkring vores søn og ikke bare være knæ eller arm hist og her for min søn
som mor nærmest reducerede mig til til sidst.Det er mit syn bevares men jeg
ved hvad jeg ser og føler og i og med jeg ikke lagde ham til sidst og næsten
heller ikke gav ham mad så var jeg vist på et sidespor....... MOR TOG OVER.
Mor som er tynd som en i helvede nu hun vejer et gæt ca 45 kg normalt ca 55
kg. Hun lider af schøjerman en ryglidelse som gør hende mere og mere
rundrygget. Husk på hun slæber på knægten i timevis og jeg må ikke
hjælpe......


Er det så for mor og barnets bedste at rømme ham på den måde for det er vel
FØRST og fremmest barnet vi tænker på alle sammen. Ja gu er jeg vred såret
ulykkelig og vil hellere end gerne vi kunne løse det men kan vi ikke det må
jeg handle. Det er jeg så ikke helt parat til da jeg er håbløs optimist og
slet ikke genkender min egen kæreste som den person hun fremstår som nu og
håber hun laver en 180 graders vending og forsøger at finde vej tilbage til
vores liv med hjælp udefra TIL OS BEGGE..

Du nævner mit behov for at de vender hjem måske ikke eksistere i mors
tanker. Fair nok men mit behov for at vide hvor i verden min søn er og hvor
jeg kan træffe så snart jeg vil se ham er min guds benådet ret her i livet
indtil advokater og statsamter har været med inde over. Jeg kunne ærlig talt
skide på hendes følelser og mangler lige nu og sætte det hele igang. Nej jeg
skal ikke takkes for det jeg elsker hende og det er det sidste jeg ønsker:
Desværre tror jeg hun har lidt depression eller udmattelse som gør hende
urationel i tanke og handling. Heldigvis mener hendes mor det samme. Hendes
mor har opserveret hende i længere tid og mange af de ting hun har sagt og
jeg har svaret hænger slet ikke sammen. Jeg ville hellere end gerne bytte og
sidde alene med min søn et eller andet sted end sidde her og rådne op uden
at vide noget på fjerde døgn 4 DAGE & VÅGNE NÆTTER

Inger det er ikke mit behov at have dem her det er mit behov at få vores
søn installeret i et trygt miljø med hvor han har adgang til os begge så
længe myndighederne ikke er indblandet. Når de er indblandet forholder det
sig givetvis anderledes. Jeg mener man må som voksne kunne se ud over sin
egen snude af mangler og behov når man er blevet forældre. Man må kunne
kæmpe lidt for sagen sammen. Jeg mener vi har virkelig ikke prøvet med hjælp
ude fra og vores netværk til aflastning er lig nul......
Jeg kan blive ved med disse forklaringer og alt sammen tegner måske et
billed af en far der vasker hænder eller en panisk far der forsøger at lyve
sig til medlidenhed.Jeg er panisk men ærlig overfor jer som alle andre jeg
snakker med. Man kommer ingen vegne med løgne og slet ikke i min situation.
Lad det være sagt med det samme jeg har bestemt del i det her rod men IKKE
på lige fod. Jeg kunne aldrig drømme om at fjerne min søn på den måde og mon
ikke ekstra bladet var fyldt med "sindsyg far kidnapper sin søn" i disse
dage havde jeg gjort det fed ligestilling
Jeg føler mig diskrimineret ad helvede til. Jeg skal se min søn meget snart
det er ikke morens barn men vores barn det må hun fatte og forstå idag håber
jeg.

Mvh René



"Christina Puhakka Egholm" <find.adressen@andetsteds.dk> skrev i en
meddelelse news:budqai$18k$1@sunsite.dk...
> "Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev...
>
> > Har du tænkt over, hvorfor du lader jeres kommunikation og videre
> familieliv
> > være afhængig af svigermor?
> > Mand dig op og tag selv ansvaret. Skriv eller ring.
> [...]
> > Hvad er der i vejen for at sige/skrive til din kæreste, at du
> naturligvis
> > forventer at få din bil igen snarest?
>
> René har for længst skrevet, at han ikke er orienteret om, hvor kæresten
> og sønnen befinder sig, og at han *har* skrevet et brev, som
> svigerforældrene (der som de eneste har kontakt) skal give videre til
> datteren i dag.
>
> > Tja - det var måske noget af en opsang, men du bliver altså nødt til
> at
> > bestemme dig til, hvad det er, DU gerne vil - og du bliver også nødt
> til at
> > erkende, at du ikke kan definere, hvad din kærestes behov er, og hvad
> der er
> > bedst for hende.
>
> Dit indlæg er tankevækkende, og jeg håber, René tager det sådan og
> prøver at holde sig disse behovs-forskelle klart.
> Men jeg synes på den anden side heller ikke, du er helt fair. René har
> jo netop skrevet flere gange før, at hvis kæresten ikke ønsker at
> genoptage forholdet, så må det være sådan, det bliver, men at hans eget
> ønske er at fortsætte forholdet - med parterapi, så de gamle problemer
> kan løses.
> Så kan det godt være, ovenstående indlæg roder lidt rundt i hvis behov,
> der er hvis (hvorfor jeg jo altså finder dit indlæg godt og
> tankevækkende), men det afspejler vel bare det "rod", der retteligt må
> være i hans tanker lige nu. Det er sgutte en nem situation.
>
> Christina
>

---

Jeg synes du har fået nogle gode råd, som jeg ville ønske jeg havde haft da
jeg stod i præcist samme situation.

Med mine erfaringer godt pakket ned i rygsækken nu, skal du have et godt råd
fra mig, for det mødrene ofte glemmer når de pakker flyttekasserne, er
hvilket afsavn og hvor fornedrende det er at stå som far. Hvem siger at
kvinder er i deres gode ret til at flytte - du ville jo kunne argumentere
for at du var en ligeså kapabel og kompetent forælder som hende. Hvad gør
hende til den "bedre" forælder af jer to ! Se det er noget hun og kun hun
afgør i situationen, og hvad tror du hun vælger af overbevisning.....

Derfor skal du have fat i advokaten, Statsamtet og FoFa jo hurtigere jo
bedre. Din bil få den tilbage NU. Ret skal være ret, og det ser jo
unægteligt ud til at hun er på vej med det store skyts - så du skal ikke
give ved dørene - ikke nu. Vis at du siger fra overfor hendes handlemåder.

Men hvad jeg ville skrive til dig var dette : Det er nu du skal passe godt
på dig selv - det er vigtigt at du ikke lader dit liv tage en deroute. Jeg
mistede arbejde, bolig og økonomi fordi jeg kæmpede for min søn - det var
det eneste jeg kunne koncentrere mig om, og stille og roligt mistede jeg alt
hvad jeg havde kæmpet for og arbejdet for gennem 15 år.

Jeg mistede ALT.

Det må ikke ske for dig, og dine tanker er din værste fjende - afsavn og
tanker om fremtiden....læg dem på hylden nu, og koncentrer dig om NUTIDEN -
det er nu du vil risikere at skulle stå overfor en person som du i
virkeligheden holder meget af - men nu skal du kæmpe imod hende. Det er hér
mange mænd giver op.

Hold dit fokus - vægt alle dine ord, styr dit temperament og hold det 100%
stuerent.....Det værste du kan gøre (og her taler jeg desværre af erfaring)
er at begynde at køre en krig på det personlige plan. Det får kun tingene
til at køre endnu mere imod dig.

Så René - mand dig op, kæmp for din ret og kæmp for dit barn - men hvis hun
ikke elsker dig, kan du ikke påtvinge hende kærligheden - det kan ikke lade
sig gøre ! Og det må du indse før du begynder at konfrontere hende - indse
at der er en mulighed for at I TO ALDRIG kommer under samme tag igen.

Lad være med at se lyset for enden af tunnelen FØR du er 100% sikker på at
du har kæmpet for hvert et punktum i resolutionen.

Mange af mine råd er dyrtkøbte - og jeg har begået så mange fejl at jeg
græder ved tanken om kort der er fra "imaginær lykke" til afgrunden hvor man
sutter grundvand.

Du er stadig velkommen til at ringe hvis du ikke magter tankernes "hvad nu
hvis"

Claus

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse

> Tak for en opsang Inger det kan godt være den er tiltrængt.
>
Selv tak - jeg har en fornemmelse af, at du har mere brug for klare
meldinger end for ynk
Ret mig, hvis jeg tager fejl.

> Mit behov er ikke væsentligt andet end jeg skal hører eller se min søn
meget
> snart det er min ret som halvpart i forældremyndigheden.

Ja.
Men HUSK, at der er stor forskel på behov og rettighed.

Jeg har skrevet
> meget i de sidste dage og muligvis har jeg rodet mig ind i noget der ikke
> står klart nok for dig/jer.

Det kan jeg dæleme godt forstå. Jeg håber, du har nogen at tale ansigt til
ansigt med også?
En gruppe som denne kan være meget god, men den kan ikke erstatte en
"rigtig" samtale.

>
> Skal vi samles igen under et tag bliver det som jJEG ser det et længere
> varende forløb hvor vi hvis vi kan blive enige min kæreste mor til min søn
> og min elskede om at gå i par terapi.

Skal det forstås sådan, at du er klar på, at en forudsætning for et
fremtidigt liv sammen vil være parterapi?

Jeg har på intet tidspunkt ment at det
> udenlukkende er mor der skal i terapi det er en meget vigtig ting i denne
> forbindelse.

Fint nok - jeg så bare en glidning i det, du skrev om, at du mente, din
kæreste særligt havde brug for terapien.

Jeg har heller ikke ment at vi skal noget som helst andet en gå
> fra hinanden hvis det er det mor ønsker.

Nej, det bliver også svært at gøre andet, hvis det er tilfældet.
Du kan ønske og håbe og arbejde for sagen af et godt hjerte - men der skal
altså to til et samliv.

> Jeg skal se min søn NU

Jeg kan godt forstå dig.
Men som det ser ud lige nu, er det ikke sikkert, det kan lade sig gøre, vel?
Du vil sikkert få nogle gode råd af FAR, men vælg dine kampe med omhu - og
hold virkelighed og drømme/ønsker adskilt.
Jeg VED, det er næsten umuligt i din situation, men Claus har givet dig et
vigtigt råd:

Citat:
"Hold dit fokus - vægt alle dine ord, styr dit temperament og hold det 100%
stuerent.....Det værste du kan gøre (og her taler jeg desværre af erfaring)
er at begynde at køre en krig på det personlige plan. Det får kun tingene
til at køre endnu mere imod dig."

>
> Jeg har som Christina rigtigt pointere skrevet et brev hun får idag når
min
> svigerforældre skal se hende. Mit problem er så om hun vil læse det og
bruge
> det til noget i forhold til vores situation.

Det er søreme ikke kun dit problem. Hvis I ikke kan/vil høre, hvad hinanden
siger, er der dømt krig.

Inger Jeg kan ikke kontakte
> hende da hun er gemt af vejen. Det er kun mine svigerforældre der ved hvor
> hun er henne så er det svært at ringe og få en dialog igang.

Ok - jeg var i tvivl, om hun bare var "væk", eller om hun reelt var gået
under jorden.
Ja, og så undrer jeg mig over, hvad det er, der gør, at hun har taget et så
voldsomt skridt?
Jeg tror, at det, hun fortæller dig, er at hun ikke magter eller ønsker
kontakten og konfrontationen med dig.
Hvorfor - kan man kun gisne på, men årsager kan du ikke bruge til så meget.
Brug energien til at håndtere hverdagen her og nu, som Claus skriver.

> Det her er en
> mor der sammen med mine svigerforældre har rømmet hele huset for søn
> babyudstyr og legetøj og sig selv onsdag formiddag alt imens jeg var på
> arbejde. Intet er tilbage selv lamperne er pillet ned. Men Jeg skal se min
> søn NU

Og her undrer jeg mig virkelig!
Hvad får nogle bedsteforældre, som - efter din beskrivelse - selv er
bekymrede for deres datter (og vel dermed også for barnet?) til at flytte de
to til et sted, hvor de formentligt er alene sammen?
Kan dine svigerforældre være hos dem og støtte dem?
Har dine svigerforældre en mening om, hvorvidt din kæreste reelt er i stand
til at være en omsorgsfuld mor for sit barn uden at overbelaste sig selv?
Hvis de ikke mener det - eller er i begrundet tvivl:
Er du - og de - klar over, at I så har PLIGT til at underrette
socialforvaltningen?

Og er de klar over, at I har fælles forældremyndighed?
Mange - også professionelle - glemmer tit konsekvenserne heraf i farten i en
overophedet situation.
Din kæreste har naturligvis ret til selv at forlade jeres hjem, men det er
da vist ret tvivlsomt, om hun har ret til uden videre at tage jeres fælles
barn med.

>
> Ærlig talt vi havde de bedste dages sammen i lang tid hele julen. Det var
> synligt at når vi endelig kommunikere som vi gjorde der så fungerede det.

Ja, for dig - er det også en holdning, HUN har givet udtryk for?

> Efter et lille sammen stød beskrevet i min første post reducerede mor mig
> igen til tilskuer jeg måtte slet ikke tage del i de fundamentale pligter
> omkring vores søn og ikke bare være knæ eller arm hist og her for min søn
> som mor nærmest reducerede mig til til sidst.

Og så undrer jeg mig igen: Hvad er det, der gør, at du lader hende bestemme,
hvilket forhold DU kan have til jeres søn?

> Det er mit syn bevares men jeg
> ved hvad jeg ser og føler og i og med jeg ikke lagde ham til sidst og
næsten
> heller ikke gav ham mad så var jeg vist på et sidespor....... MOR TOG
OVER.

Det er din oplevelse, ja - men har du sørme da også ret til at have!
Men hvad var det, der gjorde, at du ikke bare gjorde det: gav ham noget mad
eller nussede ham eller puttede ham eller...?

> Mor som er tynd som en i helvede nu hun vejer et gæt ca 45 kg normalt ca
55
> kg. Hun lider af schøjerman en ryglidelse som gør hende mere og mere
> rundrygget. Husk på hun slæber på knægten i timevis og jeg må ikke
> hjælpe......
>
>
Jeg kan godt forstå, det er hårdt at se på - men det er altså HENDES krop og
hendes ansvar.
Du kan ikke "frelse" hende; det er hun nødt til selv at gøre.
En løs tanke: Er der i din kærestes familie en tradition for at straffe
andre med selv at lide? Sådan noget i retning af Maude i Matador?
Du bliver nødt til at huske, at det er umuligt at hjælpe én, der ikke vil
hjælpe sig selv.
Igen: Hvis du reelt er bekymret for jeres søn, hedder den
socialforvaltningen!

Et sidespring: Har du talt med familielægen eller sundhedsplejersken om det?
(Hvis ikke, tror jeg ikke, det er et velvalgt tidspunkt at tale med lægen
lige nu - det kunne måske være fint med sundhedsplejersken).

> Er det så for mor og barnets bedste at rømme ham på den måde for det er
vel

Forhåbentligt ikke. Flugt er kun det bedste, hvis man er i fare.

> FØRST og fremmest barnet vi tænker på alle sammen. Ja gu er jeg vred såret
> ulykkelig og vil hellere end gerne vi kunne løse det men kan vi ikke det
må
> jeg handle.

At løse det er også at handle.
Du har formentligt talt med FAR nu og fået gode råd.
Jeg vil sige, at du på et tidspunkt må vælge mellem samarbejde eller kamp.
Jeg mener, det bedste vil være, at udgangspunktet er samarbejde, men igen:
Hvis du er oprigtigt bekymret, kan du også samarbejde jer ihjel.
Men sørg for at være ordentligt afklaret, inden du vælger side.

Det er jeg så ikke helt parat til da jeg er håbløs optimist og
> slet ikke genkender min egen kæreste som den person hun fremstår som nu og
> håber hun laver en 180 graders vending og forsøger at finde vej tilbage
til
> vores liv med hjælp udefra TIL OS BEGGE..

Jeg håber for dig, at du har gode samtalepartnere.
Dem har du brug for.
>
> Du nævner mit behov for at de vender hjem måske ikke eksistere i mors
> tanker. Fair nok men mit behov for at vide hvor i verden min søn er

Ja selvfølgelig!

og hvor
> jeg kan træffe så snart jeg vil se ham er min guds benådet ret her i livet
> indtil advokater og statsamter har været med inde over. Jeg kunne ærlig
talt
> skide på hendes følelser og mangler lige nu og sætte det hele igang. Nej
jeg
> skal ikke takkes for det jeg elsker hende og det er det sidste jeg ønsker:
> Desværre tror jeg hun har lidt depression eller udmattelse som gør hende
> urationel i tanke og handling.

Og her er det, du skal passe på og huske Claus' gode råd.
Din kæreste handler anderledes, end du forventer - men det giver dig altså
ikke ret til at dømme hende depressiv, udmattet eller urationel!
- Eller kunne det være en hjælp til dig selv, for "så behøver du ikke tage
hende helt alvorligt"?

Jeg gentager lige:
Citat:
"Hold dit fokus - vægt alle dine ord, styr dit temperament og hold det 100%
stuerent.....Det værste du kan gøre (og her taler jeg desværre af erfaring)
er at begynde at køre en krig på det personlige plan. Det får kun tingene
til at køre endnu mere imod dig."

> Heldigvis mener hendes mor det samme. Hendes
> mor har opserveret hende i længere tid og mange af de ting hun har sagt og
> jeg har svaret hænger slet ikke sammen.

Stoler svigermor mere på dig?
Jeg undres lidt over, at man som mor/bedstemor har en observerende holdning
over for sin datter...
Jeg gentager lige: HVIS I er reelt bekymrede for din kærestes psykiske
tilstand, har I pligt til at underrette socialforvaltningen.

> Jeg ville hellere end gerne bytte og
> sidde alene med min søn et eller andet sted end sidde her og rådne op uden
> at vide noget på fjerde døgn 4 DAGE & VÅGNE NÆTTER
>
> Inger det er ikke mit behov at have dem her det er mit behov at få vores
> søn installeret i et trygt miljø med hvor han har adgang til os begge så
> længe myndighederne ikke er indblandet. Når de er indblandet forholder det
> sig givetvis anderledes.

Jeg forstår ikke helt, hvad du mener?

> Jeg mener man må som voksne kunne se ud over sin
> egen snude af mangler og behov når man er blevet forældre. Man må kunne
> kæmpe lidt for sagen sammen.

Det er jeg helt enig med dig i; livet er bøvlet en gang imellem; det ER
bøvlet at få børn, og det kan ikke nytte, man stikker af (selv om jeg ved
gud godt kan forstå, man kan have lyst til det)

> Jeg mener vi har virkelig ikke prøvet med hjælp
> ude fra og vores netværk til aflastning er lig nul......

Har I prøvet at bede om hjælp og aflastning?
Der sker tit det, at "halvgamle forældre" - undskyld udtrykket - ser ud til
at ville klare det hele selv og have check på tingene, mens omgivelserne
står tre skridt fra sidelinjen og blot venter på et signal om, at hjælpen er
velkommen.
Og har I bedt om råd hos læge, sundhedsplejerske og dagpasning? De er
faktisk ansat til det

> Jeg kan blive ved med disse forklaringer og alt sammen tegner måske et
> billed af en far der vasker hænder eller en panisk far der forsøger at
lyve
> sig til medlidenhed.

Panisk ja - resten nej. Sådan har jeg ikke opfattet det.

Jeg er panisk men ærlig overfor jer som alle andre jeg
> snakker med. Man kommer ingen vegne med løgne og slet ikke i min
situation.

Nej.

> Lad det være sagt med det samme jeg har bestemt del i det her rod men IKKE
> på lige fod.

Det er din oplevelse, og den har du ret til.
Er din kæreste enig i det?

Jeg kunne aldrig drømme om at fjerne min søn på den måde og mon
> ikke ekstra bladet var fyldt med "sindsyg far kidnapper sin søn" i disse
> dage havde jeg gjort det fed ligestilling
> Jeg føler mig diskrimineret ad helvede til. Jeg skal se min søn meget
snart
> det er ikke morens barn men vores barn det må hun fatte og forstå idag
håber
> jeg.

Ja, det er JERES barn. Og jeg forstår din panik.
Jeg tænker lidt, om din kæreste kan føle sig så afmægtig i forhold til dig,
at hun er nødt til at have den klemme på dig for at (gen)skabe balance?
Jeg siger ikke, det ER sådan, og slet ikke, at hun har grund til det - men
kan det tænkes?

Fortsat held og lykke!
Hilsen Inger

---

Hej alle sammen

I skriver mange gode ting og ider og det skal i have tak for .

I går var på mange måder afgørelsens time vil hun eller vil hun ikke mere ?
Svigermor havde lovet at snakke med min kæreste hviken vej vinden bærer.
Desværre blev min svigermor fejet af da vores søn var så glad og min kæreste
ville ikke have sit humør ødelagt. Hun fik mit brev som jeg ved tror hun har
læst men mere end at de hyggede sig sammen fik jeg ikke ud af iaftes.

Foreningen far var ikke til megen hjælp desværre. De sagde kontakt SA og få
fastsat samvær og meld din bil stjålet intet nyt i det. Der er ikke en
lodret fis at stille op i min situation. Jeg må vente på at det passer hende
at domsfælde. Ja det lyder dramatisk men sådan føler jeg det. Håbefuld og
naiv optimist som jeg er tror jeg stadig på vi kan finde ud af det men
realistisk set tror jeg ikke min kæreste ser det helt sådan desværre.

Idag har jeg så kontaktet vores sundhedsplejerske som min kæreste stoppede i
at komme mere fordi hun følte min kæreste var stresset i forholdet til vores
søn. Hun reagerede meget promte på min udlægning af sagen og ringede til
familie rådgivningen som så kontaktede politiet...... Lige lidt hjalp det.
Sundhedsplejersken ringede til min svigermor der nu raser og mener jeg
forsøger at male mor som et psysisk tilfælde for at få vores søn...... Det
er slet ikke tilfældet. Hun har selv ringet til min svigermor for at få
vished for at mor får psysisk bistand. Jeg blev overrasket over at få at
vide at mor måske er mere psysik syg end både svigermor og Jeg mistænker.
Det er selvsagt svært at gisne om men symtomerne er der i den grad påstås
det. Svigermor er dog af en helt anden opfattelse nu og jeg er kørt af
sporet der. Jeg tror desværre ikke jeg får mere hjælp fra den side hvis jeg
overhovedet har fået noget hjælp. Hvad gør jeg så hun lovede mig at sætte
tryk på mor iaften så jeg kan få en afklaring.

Jeg er ved at være ved vejs ende og snart er det SA. Jeg hader mig selv for
at må melde pas. Det er i den grad en fallit erklæring at vi ikke kan være
forældre for lille smukke Frederik som jeg savner så uendeligt meget.

Dagen har været lang og nu bliver den endnu længere ringer hun eller ringer
hun ikke jeg venter med længsel og gru på at få svaret

mvh René



"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:buet1p$rsf$1@sunsite.dk...
>
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
>
> > Tak for en opsang Inger det kan godt være den er tiltrængt.
> >
> Selv tak - jeg har en fornemmelse af, at du har mere brug for klare
> meldinger end for ynk
> Ret mig, hvis jeg tager fejl.
>
> > Mit behov er ikke væsentligt andet end jeg skal hører eller se min søn
> meget
> > snart det er min ret som halvpart i forældremyndigheden.
>
> Ja.
> Men HUSK, at der er stor forskel på behov og rettighed.
>
> Jeg har skrevet
> > meget i de sidste dage og muligvis har jeg rodet mig ind i noget der
ikke
> > står klart nok for dig/jer.
>
> Det kan jeg dæleme godt forstå. Jeg håber, du har nogen at tale ansigt til
> ansigt med også?
> En gruppe som denne kan være meget god, men den kan ikke erstatte en
> "rigtig" samtale.
>
> >
> > Skal vi samles igen under et tag bliver det som jJEG ser det et længere
> > varende forløb hvor vi hvis vi kan blive enige min kæreste mor til min
søn
> > og min elskede om at gå i par terapi.
>
> Skal det forstås sådan, at du er klar på, at en forudsætning for et
> fremtidigt liv sammen vil være parterapi?
>
> Jeg har på intet tidspunkt ment at det
> > udenlukkende er mor der skal i terapi det er en meget vigtig ting i
denne
> > forbindelse.
>
> Fint nok - jeg så bare en glidning i det, du skrev om, at du mente, din
> kæreste særligt havde brug for terapien.
>
> Jeg har heller ikke ment at vi skal noget som helst andet en gå
> > fra hinanden hvis det er det mor ønsker.
>
> Nej, det bliver også svært at gøre andet, hvis det er tilfældet.
> Du kan ønske og håbe og arbejde for sagen af et godt hjerte - men der skal
> altså to til et samliv.
>
> > Jeg skal se min søn NU
>
> Jeg kan godt forstå dig.
> Men som det ser ud lige nu, er det ikke sikkert, det kan lade sig gøre,
vel?
> Du vil sikkert få nogle gode råd af FAR, men vælg dine kampe med omhu - og
> hold virkelighed og drømme/ønsker adskilt.
> Jeg VED, det er næsten umuligt i din situation, men Claus har givet dig et
> vigtigt råd:
>
> Citat:
> "Hold dit fokus - vægt alle dine ord, styr dit temperament og hold det
100%
> stuerent.....Det værste du kan gøre (og her taler jeg desværre af
erfaring)
> er at begynde at køre en krig på det personlige plan. Det får kun tingene
> til at køre endnu mere imod dig."
>
> >
> > Jeg har som Christina rigtigt pointere skrevet et brev hun får idag når
> min
> > svigerforældre skal se hende. Mit problem er så om hun vil læse det og
> bruge
> > det til noget i forhold til vores situation.
>
> Det er søreme ikke kun dit problem. Hvis I ikke kan/vil høre, hvad
hinanden
> siger, er der dømt krig.
>
> Inger Jeg kan ikke kontakte
> > hende da hun er gemt af vejen. Det er kun mine svigerforældre der ved
hvor
> > hun er henne så er det svært at ringe og få en dialog igang.
>
> Ok - jeg var i tvivl, om hun bare var "væk", eller om hun reelt var gået
> under jorden.
> Ja, og så undrer jeg mig over, hvad det er, der gør, at hun har taget et
så
> voldsomt skridt?
> Jeg tror, at det, hun fortæller dig, er at hun ikke magter eller ønsker
> kontakten og konfrontationen med dig.
> Hvorfor - kan man kun gisne på, men årsager kan du ikke bruge til så
meget.
> Brug energien til at håndtere hverdagen her og nu, som Claus skriver.
>
> > Det her er en
> > mor der sammen med mine svigerforældre har rømmet hele huset for søn
> > babyudstyr og legetøj og sig selv onsdag formiddag alt imens jeg var på
> > arbejde. Intet er tilbage selv lamperne er pillet ned. Men Jeg skal se
min
> > søn NU
>
> Og her undrer jeg mig virkelig!
> Hvad får nogle bedsteforældre, som - efter din beskrivelse - selv er
> bekymrede for deres datter (og vel dermed også for barnet?) til at flytte
de
> to til et sted, hvor de formentligt er alene sammen?
> Kan dine svigerforældre være hos dem og støtte dem?
> Har dine svigerforældre en mening om, hvorvidt din kæreste reelt er i
stand
> til at være en omsorgsfuld mor for sit barn uden at overbelaste sig selv?
> Hvis de ikke mener det - eller er i begrundet tvivl:
> Er du - og de - klar over, at I så har PLIGT til at underrette
> socialforvaltningen?
>
> Og er de klar over, at I har fælles forældremyndighed?
> Mange - også professionelle - glemmer tit konsekvenserne heraf i farten i
en
> overophedet situation.
> Din kæreste har naturligvis ret til selv at forlade jeres hjem, men det er
> da vist ret tvivlsomt, om hun har ret til uden videre at tage jeres fælles
> barn med.
>
> >
> > Ærlig talt vi havde de bedste dages sammen i lang tid hele julen. Det
var
> > synligt at når vi endelig kommunikere som vi gjorde der så fungerede
det.
>
> Ja, for dig - er det også en holdning, HUN har givet udtryk for?
>
> > Efter et lille sammen stød beskrevet i min første post reducerede mor
mig
> > igen til tilskuer jeg måtte slet ikke tage del i de fundamentale pligter
> > omkring vores søn og ikke bare være knæ eller arm hist og her for min
søn
> > som mor nærmest reducerede mig til til sidst.
>
> Og så undrer jeg mig igen: Hvad er det, der gør, at du lader hende
bestemme,
> hvilket forhold DU kan have til jeres søn?
>
> > Det er mit syn bevares men jeg
> > ved hvad jeg ser og føler og i og med jeg ikke lagde ham til sidst og
> næsten
> > heller ikke gav ham mad så var jeg vist på et sidespor....... MOR TOG
> OVER.
>
> Det er din oplevelse, ja - men har du sørme da også ret til at have!
> Men hvad var det, der gjorde, at du ikke bare gjorde det: gav ham noget
mad
> eller nussede ham eller puttede ham eller...?
>
> > Mor som er tynd som en i helvede nu hun vejer et gæt ca 45 kg normalt ca
> 55
> > kg. Hun lider af schøjerman en ryglidelse som gør hende mere og mere
> > rundrygget. Husk på hun slæber på knægten i timevis og jeg må ikke
> > hjælpe......
> >
> >
> Jeg kan godt forstå, det er hårdt at se på - men det er altså HENDES krop
og
> hendes ansvar.
> Du kan ikke "frelse" hende; det er hun nødt til selv at gøre.
> En løs tanke: Er der i din kærestes familie en tradition for at straffe
> andre med selv at lide? Sådan noget i retning af Maude i Matador?
> Du bliver nødt til at huske, at det er umuligt at hjælpe én, der ikke vil
> hjælpe sig selv.
> Igen: Hvis du reelt er bekymret for jeres søn, hedder den
> socialforvaltningen!
>
> Et sidespring: Har du talt med familielægen eller sundhedsplejersken om
det?
> (Hvis ikke, tror jeg ikke, det er et velvalgt tidspunkt at tale med lægen
> lige nu - det kunne måske være fint med sundhedsplejersken).
>
> > Er det så for mor og barnets bedste at rømme ham på den måde for det er
> vel
>
> Forhåbentligt ikke. Flugt er kun det bedste, hvis man er i fare.
>
> > FØRST og fremmest barnet vi tænker på alle sammen. Ja gu er jeg vred
såret
> > ulykkelig og vil hellere end gerne vi kunne løse det men kan vi ikke det
> må
> > jeg handle.
>
> At løse det er også at handle.
> Du har formentligt talt med FAR nu og fået gode råd.
> Jeg vil sige, at du på et tidspunkt må vælge mellem samarbejde eller kamp.
> Jeg mener, det bedste vil være, at udgangspunktet er samarbejde, men igen:
> Hvis du er oprigtigt bekymret, kan du også samarbejde jer ihjel.
> Men sørg for at være ordentligt afklaret, inden du vælger side.
>
> Det er jeg så ikke helt parat til da jeg er håbløs optimist og
> > slet ikke genkender min egen kæreste som den person hun fremstår som nu
og
> > håber hun laver en 180 graders vending og forsøger at finde vej tilbage
> til
> > vores liv med hjælp udefra TIL OS BEGGE..
>
> Jeg håber for dig, at du har gode samtalepartnere.
> Dem har du brug for.
> >
> > Du nævner mit behov for at de vender hjem måske ikke eksistere i mors
> > tanker. Fair nok men mit behov for at vide hvor i verden min søn er
>
> Ja selvfølgelig!
>
> og hvor
> > jeg kan træffe så snart jeg vil se ham er min guds benådet ret her i
livet
> > indtil advokater og statsamter har været med inde over. Jeg kunne ærlig
> talt
> > skide på hendes følelser og mangler lige nu og sætte det hele igang. Nej
> jeg
> > skal ikke takkes for det jeg elsker hende og det er det sidste jeg
ønsker:
> > Desværre tror jeg hun har lidt depression eller udmattelse som gør hende
> > urationel i tanke og handling.
>
> Og her er det, du skal passe på og huske Claus' gode råd.
> Din kæreste handler anderledes, end du forventer - men det giver dig altså
> ikke ret til at dømme hende depressiv, udmattet eller urationel!
> - Eller kunne det være en hjælp til dig selv, for "så behøver du ikke tage
> hende helt alvorligt"?
>
> Jeg gentager lige:
> Citat:
> "Hold dit fokus - vægt alle dine ord, styr dit temperament og hold det
100%
> stuerent.....Det værste du kan gøre (og her taler jeg desværre af
erfaring)
> er at begynde at køre en krig på det personlige plan. Det får kun tingene
> til at køre endnu mere imod dig."
>
> > Heldigvis mener hendes mor det samme. Hendes
> > mor har opserveret hende i længere tid og mange af de ting hun har sagt
og
> > jeg har svaret hænger slet ikke sammen.
>
> Stoler svigermor mere på dig?
> Jeg undres lidt over, at man som mor/bedstemor har en observerende
holdning
> over for sin datter...
> Jeg gentager lige: HVIS I er reelt bekymrede for din kærestes psykiske
> tilstand, har I pligt til at underrette socialforvaltningen.
>
> > Jeg ville hellere end gerne bytte og
> > sidde alene med min søn et eller andet sted end sidde her og rådne op
uden
> > at vide noget på fjerde døgn 4 DAGE & VÅGNE NÆTTER
> >
> > Inger det er ikke mit behov at have dem her det er mit behov at få
vores
> > søn installeret i et trygt miljø med hvor han har adgang til os begge så
> > længe myndighederne ikke er indblandet. Når de er indblandet forholder
det
> > sig givetvis anderledes.
>
> Jeg forstår ikke helt, hvad du mener?
>
> > Jeg mener man må som voksne kunne se ud over sin
> > egen snude af mangler og behov når man er blevet forældre. Man må kunne
> > kæmpe lidt for sagen sammen.
>
> Det er jeg helt enig med dig i; livet er bøvlet en gang imellem; det ER
> bøvlet at få børn, og det kan ikke nytte, man stikker af (selv om jeg ved
> gud godt kan forstå, man kan have lyst til det)
>
> > Jeg mener vi har virkelig ikke prøvet med hjælp
> > ude fra og vores netværk til aflastning er lig nul......
>
> Har I prøvet at bede om hjælp og aflastning?
> Der sker tit det, at "halvgamle forældre" - undskyld udtrykket - ser ud
til
> at ville klare det hele selv og have check på tingene, mens omgivelserne
> står tre skridt fra sidelinjen og blot venter på et signal om, at hjælpen
er
> velkommen.
> Og har I bedt om råd hos læge, sundhedsplejerske og dagpasning? De er
> faktisk ansat til det
>
> > Jeg kan blive ved med disse forklaringer og alt sammen tegner måske et
> > billed af en far der vasker hænder eller en panisk far der forsøger at
> lyve
> > sig til medlidenhed.
>
> Panisk ja - resten nej. Sådan har jeg ikke opfattet det.
>
> Jeg er panisk men ærlig overfor jer som alle andre jeg
> > snakker med. Man kommer ingen vegne med løgne og slet ikke i min
> situation.
>
> Nej.
>
> > Lad det være sagt med det samme jeg har bestemt del i det her rod men
IKKE
> > på lige fod.
>
> Det er din oplevelse, og den har du ret til.
> Er din kæreste enig i det?
>
> Jeg kunne aldrig drømme om at fjerne min søn på den måde og mon
> > ikke ekstra bladet var fyldt med "sindsyg far kidnapper sin søn" i disse
> > dage havde jeg gjort det fed ligestilling
> > Jeg føler mig diskrimineret ad helvede til. Jeg skal se min søn meget
> snart
> > det er ikke morens barn men vores barn det må hun fatte og forstå idag
> håber
> > jeg.
>
> Ja, det er JERES barn. Og jeg forstår din panik.
> Jeg tænker lidt, om din kæreste kan føle sig så afmægtig i forhold til
dig,
> at hun er nødt til at have den klemme på dig for at (gen)skabe balance?
> Jeg siger ikke, det ER sådan, og slet ikke, at hun har grund til det - men
> kan det tænkes?
>
> Fortsat held og lykke!
> Hilsen Inger
>
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:cxTOb.3419
> Dagen har været lang og nu bliver den endnu længere ringer hun eller
ringer
> hun ikke jeg venter med længsel og gru på at få svaret
>
> mvh René
>
>
Der findes næsten kun udtrådte klicheer til sådan en situation, men mit
hjerte bløder for dig - det GØR det virkelig!

Per V.

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse

> I skriver mange gode ting og ider og det skal i have tak for .
>
Selv tak - jeg tror, vi alle håber, det kan være til hjælp.

> I går var på mange måder afgørelsens time vil hun eller vil hun ikke mere
?
> Svigermor havde lovet at snakke med min kæreste hviken vej vinden bærer.
> Desværre blev min svigermor fejet af da vores søn var så glad og min
kæreste
> ville ikke have sit humør ødelagt. Hun fik mit brev som jeg ved tror hun
har
> læst men mere end at de hyggede sig sammen fik jeg ikke ud af iaftes.
>

Og så er det, du må gøre op med dig selv, hvor meget du vil stå model til -
og lade din søn være model til!
Prøv lige at se klart på den her situation: din kæreste har uden varsel
forladt jeres fælles hjem med jeres fælles søn og en væsentlig del af
inventaret.
Hun har organiseret sine forældre til at flytte
- og så vil konen gud dødeme ikke have sit humør ødelagt ved at tale om
situationen!
Vågn op!

> Foreningen far var ikke til megen hjælp desværre. De sagde kontakt SA og
få
> fastsat samvær og meld din bil stjålet intet nyt i det. Der er ikke en
> lodret fis at stille op i min situation. Jeg må vente på at det passer
hende
> at domsfælde. Ja det lyder dramatisk men sådan føler jeg det.

Og det er lige præcis den situation, du må og skal ud af, ikke mindst for
din søns skyld.
Træf valget selv!
Hvor længe vil du lade dig trække rundt i manegen?
Hvor meget skal der til, inden du har fået nok?

> Håbefuld og
> naiv optimist som jeg er tror jeg stadig på vi kan finde ud af det men
> realistisk set tror jeg ikke min kæreste ser det helt sådan desværre.
>

Og hvor længe har du så tænkt dig at vente på det?
Og hvordan tror du, din søn vil trives og udvikle sig i mellemtiden?
Din opgave som far er lige nu at sikre dig, at din får den omsorg - også
psykisk - som han har brug for.

> Idag har jeg så kontaktet vores sundhedsplejerske som min kæreste stoppede
i
> at komme mere fordi hun følte min kæreste var stresset i forholdet til
vores
> søn. Hun reagerede meget promte på min udlægning af sagen og ringede til
> familie rådgivningen som så kontaktede politiet......

Gudskelov da!

Lige lidt hjalp det.
> Sundhedsplejersken ringede til min svigermor der nu raser og mener jeg
> forsøger at male mor som et psysisk tilfælde for at få vores søn...... Det
> er slet ikke tilfældet. Hun har selv ringet til min svigermor for at få
> vished for at mor får psysisk bistand. Jeg blev overrasket over at få at
> vide at mor måske er mere psysik syg end både svigermor og Jeg mistænker.

Jeg kan godt forstå din tvivl og usikkerhed. Man bliver langsomt, umærkeligt
og gradvist "malet" ned - jeg tror, der sker det samme som med dem, der
bliver udsat for mobning og vold. Til sidst er det en vane, og man kan ikke
se klart. Og værst: man tror, man selv har skylden.
Jeg var ud fra din beskrivelse selv stærkt i tvivl, som jeg også skrev til
dig.

> Det er selvsagt svært at gisne om men symtomerne er der i den grad påstås
> det. Svigermor er dog af en helt anden opfattelse nu og jeg er kørt af
> sporet der. Jeg tror desværre ikke jeg får mere hjælp fra den side hvis
jeg
> overhovedet har fået noget hjælp.

Jeg tror heller ikke, der er mere for dig at hente der.
Men det er dog i det mindste en afklaring af roller og forventninger.
Din kæreste har brug for støtten fra sin mor, og den kan hun få ubetinget
nu.
Men er der dog ingen, der kan støtte dig? Familie? - Naboer? - Kolleger?

> Hvad gør jeg så hun lovede mig at sætte
> tryk på mor iaften så jeg kan få en afklaring.

Jeg skrev det før, og jeg vil gentage det: Det er IKKE din svigermor, der
skal fungere som budbringer eller neutral opmand.
Hun har det sandsynligvis lige så svært som dig lige nu: Det er hendes barn
og barnebarn, der er i havsnød.
Her må socialforvaltningen tage over.
Og afklaringen: den må du altså selv skaffe.
Har du tænkt på, at selv om du oplever en karusseltur, er du formentlig den,
der lige nu kan tænke klarest?

>
> Jeg er ved at være ved vejs ende og snart er det SA.

NU tror jeg alligevel, det er en god ide at kontakte jeres læge (efter din
beskrivelse af sundhedsplejerskens udsagn).
Kontakt for en sikkerheds skyld kommunens socialforvaltning - hvis du ikke
har en aftale med sundhedsplejersken om, at hun gør det. Hun er en del af
systemet, men nogle steder fungerer samarbejde og kommunikation ikke så
godt, som det er lovens hensigt.

Det begynder at lugte af, at jeres barn måske skal tvangsfjernes fra sin
mor, og det er de kommunale sociale myndigheder, der skal afgøre det - ikke
SA.

> Jeg hader mig selv for
> at må melde pas.

Lad være med det - det er der ingen grund til, tværtimod. Det var måske på
høje tid.
Spørg i stedet dig selv, om hvad der ville være sket for Frederik, hvis
tingenes skæve gang var fortsat?
Børn tager ikke skade af enkeltstående hændelser, men af hverdagenes
uhensigtsmæssigheder.

> Det er i den grad en fallit erklæring at vi ikke kan være
> forældre for lille smukke Frederik som jeg savner så uendeligt meget.
>

NEJ! Det er ikke en falliterklæring.
Lige nu har skæbnen maget det sådan, at I ikke kan være forældre sammen -
men i er stadig hver for sig forældre for Frederik, og han har i den grad
brug for dig.
Men han har ikke brug for en far, der sidder og drømmer om noget, der var
engang, men som lige nu fortoner sig i tågerne.

Jeg tror, at nogen gange spærrer drømme for virkeligheden.
Vågn op - se kendsgerningerne i øjnene.
Og lige nu er kendsgerningerne, at både du, din svigermor og
sundhedsplejersken er bekymrede ad Hekkenfeldt til.
Det må du handle på.
Har du tænkt på, hvordan din søn må opleve at være totalt afhængig af en
mor, som åbenbart er psykisk syg?

> Dagen har været lang og nu bliver den endnu længere ringer hun eller
ringer
> hun ikke jeg venter med længsel og gru på at få svaret
>

Ja - det er fortvivlende hårdt, jeg ved det.
Men du skal ikke vente på svaret.
Du skal give det.

Måske ringer hun - og måske ikke.
Måske vil hun tilbage - og hvad så? Hvornår kommer næste gang?

Du oplever kaos lige nu - hvordan tror du så ikke, din kæreste oplever det?
Hun er næppe i stand til at træffe en afgørelse, sådan som hun har det - og
i hvert fald ikke en afgørelse, som du vil turde læge dit liv til rette
efter, vel?

Hilsen Inger

---

Hej Inger

Din skarpsindighed og handlings iver kunne jeg godt bruge lidt af i disse
timer
Jeg må erkende gårsdagens skuffelser og dagens skuffelser er ved at trække
luften af mig.

Jeg har haft en lang snak med SA idag og ligegyldigt hvad, bruger jeg SA for
at få samkvem er jeg så godt som 100% sikker på at mor går efter fuld
forældre myndighed.
Mor må allerede tro hun har den set i lyset af den måde hun har forladt det
hele på. Jeg forsøger at tænke tanken inden SA/politiet finder hende kan der
hurtigt gå uger. På det tidspunkt vil hun være endnu mere opsat på at de 2
hører sammen og jeg er ikke med i planen som far for Frederik. Jeg tror ikke
mor tænker rationelt det gør jeg måske heller ikke men hvor om alting er
kender jeg den familie og deres forhold til børn.

Svigerforældrene er velhavende og har midler til at hjælpe mor. Jeg ved
sundhedsplejersken er blevet lovet af svigermor at hun tager hånd om mor og
sørger for psykolog hjælp til hende. Mor og barn har det godt og som hun
direkte har skrevet idag " jeg har ikke set min datter så afslappet i lang
tid hvor mon "....... Ja hvorfor mon ? Aner det ikke. Frederik fik en gåstol
som gjorde stor lykke..... Dejligt for Frederik det glæder mig problemet er
bare jeg lige havde sagt til mor aftenen inden hun skred jeg ville købe en
gåvogn til Frederik.... Det er småting men for fanden det gør mig ulykkelig
hun skal gøre det på mine vegne og samtidig lade mig sidde og læse hvor
hyggeligt det hele var.
Misforstå mig ikke jeg ønsker Frederik har det godt tro mig men jeg er måske
selvmedliden men de herre og damer derude ....... I må have mig undskyldt..
Svigermor er ved at tage over. Et ekstremt anstrengt forhold til datter hele
livet blev godt da Frederik kom. NU er de så bedste venner godt for dem men
det er min kæreste og undertegnede´s søn og ikke hendes.

Hun plejer sine egne interesser er jeg bange for og jeg kan intet gøre og ja
Ínger TRÆF VALGET HVOR LÆNGE VIL JEG LADE MIG TRÆKKE RUNDT I MANAGEN.

Jeg får jo ikke en skid ud af noget som helst. FF SA Politiet kommunen
sundhedsplejersken. Jeg ender med at kunne se ham en dag hver 14 dag og hvem
ved om det så også er overvåget. Jeg har fandme fået mere end nok af den
diskriminering jeg møder i min kamp for at blive klogere. De handlings
muligheder jeg har er så ringe og far taber, Frederik er 1 år gammel forrige
søndag d 11 Januar = mor for fuld forældre myndighed 99,9% af gangene citat
fra foreningen far iaftes

Jeg aner ikke hvordan Frederik trives godt skal jeg tro min svigerforældre.
Mor vil ikke findes. Jeg ville hellere end gerne sikre mig han trives men
Inger det ender med fuld forældre myndighed til mor og ja ondt bliver det.
Jeg kan allerede mærke det på svigermor der læser ivrigt på nettet for at
forberede sig til kamp.Vi har allerede idag krydset lidt klinger fordi hun
mener jeg truer med at få mor dømt psysisk syg eller depressionsramt fordi
sundheds sygeplejersken ringede omkring mors tilstand som hun er sikker på
er alvorlig..... Hvad hjælper det svigermor klarer det og derfra kan
sundhedsplejersken ikke gøre mere.... Jeg løber igen imod en mur og jeg
forsøger ikke at gøre mor syg for at stå bedre i forhold til Frederik.... Så
langt er jeg slet ikke kommet i mine tanker

Jeg får faktisk rigtig god og kreativ hjælp her hos alle Jer der så venligt
hjælper. Mine forældre kan ikke hjælpe mig mine kollegaer gør hvad de kan.
Jeg er blikkenslager i min hverdag og gutteren er ikke vant til at se deres
formand tudende. Det er jeg nu sikker på de godt forstår og tårene bliver da
også færre og vreden større desto længere tiden går. Vreden er ikke =
overreaktion jeg holder mig 100% stueren tro mig......

Jeg ved det her er hårdt for min svigermor ingen tvivl om det. Hun forbanner
os begge det kunne gå så galt. Hun vil ikke indblandes mere og har forbudt
mig at kontakte hende yderligere. Jeg ved jeg tænker klarest ikke for at
prale men det har jeg vidst i måneder. Mor har ikke været sig selv og selv
sundhedsplejersken så det og sagde derfor at mor virker stresset i sit
forhold til Frederik. Mor reagerede ved at frabede sig flere besøg. Hun har
ikke været her siden Frederik var 7 - 8 måneder. Jeg har desværre ikke set
mor som "syg" hvis det er det hun er . Jeg har kun set mor som umulig at
kommunikere med. Jeg store fjols kunne selv have set lidt bedre efter for
lang tid siden tror jeg

Inger jeg forstår ikke din snak om social forvaltningen. Hvem skal jeg
snakke med jeg har allerede snakket med en. hun sagde vent en uge... Jeg ved
ikke om du mener nogen specifik person... Jeg vil godt fortælle jeg bor i
Glostrup. Der er en person der hedder Gunhild Overgård der tager sig af
familier i krise og fungere som rådgiver. Men mor vil ikke rådgives tror
jeg, hun ringer jo ikke engang... Jeg forstår ikke helt hvad jeg skal her
Inger

Sundhedsplejersken har snakket med mors læge og svigermor er blevet bedt om
det samme. Om det så sker ved jeg ikke noget om.
De begynder at lugter af tvangsfjernelse..... Der taber du mig helt og
aldeles. Jeg har intet på mor myndighederne har intet på mor og ingen ved
hvor hun er. Svigermor sagde idag om så politiet står i hendes hus fortæller
hun ikke hvor hendes datter er.

Hvad står jeg så tilbage med. Værste scenarie er jeg ikke får ham til
overnatning før han er 2 - 2,5 år gammel. Næste scenarie er alt det jeg er
sikker på min kæreste vil igennem for at få Frederik dvs kan man flytte på
den her måde kan man gøre hvad som helst. Hun har modtaget et oprigtigt brev
hvor jeg fortæller hende jeg elsker hende vil vente på hende men giv lyd fra
jer. Jeg tror min svigerforældre presser hende til at give mig en afklaring
men intet sker ingen telefoner ringer.

Nu har jeg ikke flere ord idag men tak for dine fine ord jeg læser dem og
alle andres med stor iver. Tusind tak for Jeres tro på mig det varmer
oprigtigt i denne svære stund. Sidegevinsten er tiden går og jeg kommer ud
med lidt...... Det er ikke så ringe enda

Mvh René





"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:buhdb5$jb6$1@sunsite.dk...
>
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
>
> > I skriver mange gode ting og ider og det skal i have tak for .
> >
> Selv tak - jeg tror, vi alle håber, det kan være til hjælp.
>
> > I går var på mange måder afgørelsens time vil hun eller vil hun ikke
mere
> ?
> > Svigermor havde lovet at snakke med min kæreste hviken vej vinden bærer.
> > Desværre blev min svigermor fejet af da vores søn var så glad og min
> kæreste
> > ville ikke have sit humør ødelagt. Hun fik mit brev som jeg ved tror hun
> har
> > læst men mere end at de hyggede sig sammen fik jeg ikke ud af iaftes.
> >
>
> Og så er det, du må gøre op med dig selv, hvor meget du vil stå model
til -
> og lade din søn være model til!
> Prøv lige at se klart på den her situation: din kæreste har uden varsel
> forladt jeres fælles hjem med jeres fælles søn og en væsentlig del af
> inventaret.
> Hun har organiseret sine forældre til at flytte
> - og så vil konen gud dødeme ikke have sit humør ødelagt ved at tale om
> situationen!
> Vågn op!
>
> > Foreningen far var ikke til megen hjælp desværre. De sagde kontakt SA og
> få
> > fastsat samvær og meld din bil stjålet intet nyt i det. Der er ikke en
> > lodret fis at stille op i min situation. Jeg må vente på at det passer
> hende
> > at domsfælde. Ja det lyder dramatisk men sådan føler jeg det.
>
> Og det er lige præcis den situation, du må og skal ud af, ikke mindst for
> din søns skyld.
> Træf valget selv!
> Hvor længe vil du lade dig trække rundt i manegen?
> Hvor meget skal der til, inden du har fået nok?
>
> > Håbefuld og
> > naiv optimist som jeg er tror jeg stadig på vi kan finde ud af det men
> > realistisk set tror jeg ikke min kæreste ser det helt sådan desværre.
> >
>
> Og hvor længe har du så tænkt dig at vente på det?
> Og hvordan tror du, din søn vil trives og udvikle sig i mellemtiden?
> Din opgave som far er lige nu at sikre dig, at din får den omsorg - også
> psykisk - som han har brug for.
>
> > Idag har jeg så kontaktet vores sundhedsplejerske som min kæreste
stoppede
> i
> > at komme mere fordi hun følte min kæreste var stresset i forholdet til
> vores
> > søn. Hun reagerede meget promte på min udlægning af sagen og ringede til
> > familie rådgivningen som så kontaktede politiet......
>
> Gudskelov da!
>
> Lige lidt hjalp det.
> > Sundhedsplejersken ringede til min svigermor der nu raser og mener jeg
> > forsøger at male mor som et psysisk tilfælde for at få vores søn......
Det
> > er slet ikke tilfældet. Hun har selv ringet til min svigermor for at få
> > vished for at mor får psysisk bistand. Jeg blev overrasket over at få at
> > vide at mor måske er mere psysik syg end både svigermor og Jeg
mistænker.
>
> Jeg kan godt forstå din tvivl og usikkerhed. Man bliver langsomt,
umærkeligt
> og gradvist "malet" ned - jeg tror, der sker det samme som med dem, der
> bliver udsat for mobning og vold. Til sidst er det en vane, og man kan
ikke
> se klart. Og værst: man tror, man selv har skylden.
> Jeg var ud fra din beskrivelse selv stærkt i tvivl, som jeg også skrev til
> dig.
>
> > Det er selvsagt svært at gisne om men symtomerne er der i den grad
påstås
> > det. Svigermor er dog af en helt anden opfattelse nu og jeg er kørt af
> > sporet der. Jeg tror desværre ikke jeg får mere hjælp fra den side hvis
> jeg
> > overhovedet har fået noget hjælp.
>
> Jeg tror heller ikke, der er mere for dig at hente der.
> Men det er dog i det mindste en afklaring af roller og forventninger.
> Din kæreste har brug for støtten fra sin mor, og den kan hun få ubetinget
> nu.
> Men er der dog ingen, der kan støtte dig? Familie? - Naboer? - Kolleger?
>
> > Hvad gør jeg så hun lovede mig at sætte
> > tryk på mor iaften så jeg kan få en afklaring.
>
> Jeg skrev det før, og jeg vil gentage det: Det er IKKE din svigermor, der
> skal fungere som budbringer eller neutral opmand.
> Hun har det sandsynligvis lige så svært som dig lige nu: Det er hendes
barn
> og barnebarn, der er i havsnød.
> Her må socialforvaltningen tage over.
> Og afklaringen: den må du altså selv skaffe.
> Har du tænkt på, at selv om du oplever en karusseltur, er du formentlig
den,
> der lige nu kan tænke klarest?
>
> >
> > Jeg er ved at være ved vejs ende og snart er det SA.
>
> NU tror jeg alligevel, det er en god ide at kontakte jeres læge (efter din
> beskrivelse af sundhedsplejerskens udsagn).
> Kontakt for en sikkerheds skyld kommunens socialforvaltning - hvis du ikke
> har en aftale med sundhedsplejersken om, at hun gør det. Hun er en del af
> systemet, men nogle steder fungerer samarbejde og kommunikation ikke så
> godt, som det er lovens hensigt.
>
> Det begynder at lugte af, at jeres barn måske skal tvangsfjernes fra sin
> mor, og det er de kommunale sociale myndigheder, der skal afgøre det -
ikke
> SA.
>
> > Jeg hader mig selv for
> > at må melde pas.
>
> Lad være med det - det er der ingen grund til, tværtimod. Det var måske på
> høje tid.
> Spørg i stedet dig selv, om hvad der ville være sket for Frederik, hvis
> tingenes skæve gang var fortsat?
> Børn tager ikke skade af enkeltstående hændelser, men af hverdagenes
> uhensigtsmæssigheder.
>
> > Det er i den grad en fallit erklæring at vi ikke kan være
> > forældre for lille smukke Frederik som jeg savner så uendeligt meget.
> >
>
> NEJ! Det er ikke en falliterklæring.
> Lige nu har skæbnen maget det sådan, at I ikke kan være forældre sammen -
> men i er stadig hver for sig forældre for Frederik, og han har i den grad
> brug for dig.
> Men han har ikke brug for en far, der sidder og drømmer om noget, der var
> engang, men som lige nu fortoner sig i tågerne.
>
> Jeg tror, at nogen gange spærrer drømme for virkeligheden.
> Vågn op - se kendsgerningerne i øjnene.
> Og lige nu er kendsgerningerne, at både du, din svigermor og
> sundhedsplejersken er bekymrede ad Hekkenfeldt til.
> Det må du handle på.
> Har du tænkt på, hvordan din søn må opleve at være totalt afhængig af en
> mor, som åbenbart er psykisk syg?
>
> > Dagen har været lang og nu bliver den endnu længere ringer hun eller
> ringer
> > hun ikke jeg venter med længsel og gru på at få svaret
> >
>
> Ja - det er fortvivlende hårdt, jeg ved det.
> Men du skal ikke vente på svaret.
> Du skal give det.
>
> Måske ringer hun - og måske ikke.
> Måske vil hun tilbage - og hvad så? Hvornår kommer næste gang?
>
> Du oplever kaos lige nu - hvordan tror du så ikke, din kæreste oplever
det?
> Hun er næppe i stand til at træffe en afgørelse, sådan som hun har det -
og
> i hvert fald ikke en afgørelse, som du vil turde læge dit liv til rette
> efter, vel?
>
> Hilsen Inger
>
>
>
>
>
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:OoYOb.4785$IK.1379@news.get2net.dk...
> Hej Inger
>
> Din skarpsindighed og handlings iver kunne jeg godt bruge lidt af i disse
> timer

Det er altid nemmest, når man ikke selv er involveret. Når man sidder i
l... til op over begge ører, er det svært at bevare overblikket. Jeg tror
på, du får det igen.

> Jeg må erkende gårsdagens skuffelser og dagens skuffelser er ved at trække
> luften af mig.
>
Det kan jeg skisme godt forstå.

> Jeg har haft en lang snak med SA idag og ligegyldigt hvad, bruger jeg SA
for
> at få samkvem er jeg så godt som 100% sikker på at mor går efter fuld
> forældre myndighed.
> Mor må allerede tro hun har den set i lyset af den måde hun har forladt
det
> hele på.

Måske - eller også kan det handle om simpel angst og flugt og en panik, der
er endnu større end din?

> Jeg forsøger at tænke tanken inden SA/politiet finder hende kan der
> hurtigt gå uger.

Måske, men det kan godt være, at du må indstille dig på det, ja.

> På det tidspunkt vil hun være endnu mere opsat på at de 2
> hører sammen

Måske. Eller også er hun måske eksistentielt i tvivl, og derfor nødt til at
bure sig inde "for en sikkerheds skyld"?

og jeg er ikke med i planen som far for Frederik. Jeg tror ikke
> mor tænker rationelt det gør jeg måske heller ikke men hvor om alting er
> kender jeg den familie og deres forhold til børn.
>
Ja?

> Svigerforældrene er velhavende og har midler til at hjælpe mor. Jeg ved
> sundhedsplejersken er blevet lovet af svigermor at hun tager hånd om mor
og
> sørger for psykolog hjælp til hende.

Har sundhedsplejersken ladet sig stille tilfreds med det?

Mor og barn har det godt og som hun
> direkte har skrevet idag " jeg har ikke set min datter så afslappet i lang
> tid hvor mon ".......

Har din svigermor det samme behov for at "eje" sit barn, som din kæreste
tilsyneladende viser nu?

> Ja hvorfor mon ? Aner det ikke.

Måske fordi hun er kommet hjem til mor, som så (igen måske) organiserer og
strukturerer den hverdag, som åbenbart var blevet for meget for din kæreste.
Forestil dig en overophedet sjæl, som har fået fred uden krav og spørgsmål?

Frederik fik en gåstol
> som gjorde stor lykke..... Dejligt for Frederik det glæder mig problemet
er
> bare jeg lige havde sagt til mor aftenen inden hun skred jeg ville købe en
> gåvogn til Frederik.... Det er småting men for fanden det gør mig
ulykkelig
> hun skal gøre det på mine vegne og samtidig lade mig sidde og læse hvor
> hyggeligt det hele var.

Hun har sikkert villet gøre det så godt for Frederik.
Men se det i øjnene: Det er ikke der, du skal hente hjælp, forståelse og
støtte lige nu.

> Misforstå mig ikke jeg ønsker Frederik har det godt tro mig men jeg er
måske
> selvmedliden men de herre og damer derude ....... I må have mig
undskyldt..

Hvis du ikke skulle have selvmedlidenhed lige nu - hvornår så?
Det dur bare ikke, hvis den tager overhånd for længe

> Svigermor er ved at tage over. Et ekstremt anstrengt forhold til datter
hele
> livet blev godt da Frederik kom. NU er de så bedste venner godt for dem
men
> det er min kæreste og undertegnede´s søn og ikke hendes.

Igen: Har hun (også?) behov for at dominere og eje sit barn?

>
> Hun plejer sine egne interesser er jeg bange for og jeg kan intet gøre

Du kan ikke gøre noget ved, at hun plejer egne interesser, nej.

og ja
> Ínger TRÆF VALGET HVOR LÆNGE VIL JEG LADE MIG TRÆKKE RUNDT I MANAGEN.
>
> Jeg får jo ikke en skid ud af noget som helst. FF SA Politiet kommunen
> sundhedsplejersken.

Rolig nu. Selv om det f...... er svært!
Ingen myndigheder farer ud med bål og brand og udrykning, hvis de ikke
mener, der er akut fare for barnets liv og velfærd.
Det har sundhedsplejersken så tilsyneladende vurderet, at der IKKE er efter
samtale med din svigermor.
Det er ikke ensbetydende med, at de ikke mener, der bør gøres noget.
Jeg vil tro, både sundhedsplejerske og socialforvaltning er meget obs. på
situationen, men vil afvente, at tingene falder lidt til ro - hvad de i
øvrigt også skal; det er jo ikke meningen, at skal gøre situationen endnu
værre ved også at tilføje deres panik.

>Jeg ender med at kunne se ham en dag hver 14 dag og hvem
> ved om det så også er overvåget.

Jeg kan godt forstå, du fremmaner det værste scenarie.
Men jeg har endnu ikke hørt om fædre, der har overvåget samvær, hvis de i
øvrigt er rimeligt stabile - og slet ikke, hvis barnets mor er psykisk syg.
Man er de senere år blevet meget mere opmærksom på, hvad forældres - og især
mødres - psykiske sygdom betyder for børns opvækst, og der udfoldes faktisk
mange steder store bestræbelser på at få de psykisk syge forældre til at
forstå, at det er det bedste for både dem og barnet, hvis andre tager sig af
barnet i hverdagen.

Jeg har fandme fået mere end nok af den
> diskriminering jeg møder i min kamp for at blive klogere.

Hvad er det for en diskriminering?

> De handlings
> muligheder jeg har er så ringe og far taber, Frederik er 1 år gammel
forrige
> søndag d 11 Januar = mor for fuld forældre myndighed 99,9% af gangene
citat
> fra foreningen far iaftes

Jeg ved ikke, om tallene er korrekte som gennemsnit betragtet.
Men jeg kender altså ikke 100 skilsmissebørn, og jeg kender 5, hvor fædrene
har fået forældremyndigheden overført pga mødrenes svigt (misbrug og psykisk
sygdom).
>
> Jeg aner ikke hvordan Frederik trives godt skal jeg tro min
svigerforældre.

Det gør han sikkert. Hans hverdag har jo ikke ændret sig så meget efter din
beskrivelse.

> Mor vil ikke findes.

Nej, og det bliver du nødt til at respektere.
Men du er ikke nødt til at affinde dig med, at hun også holder jeres barn
skjult.

> Jeg ville hellere end gerne sikre mig han trives men
> Inger det ender med fuld forældre myndighed til mor og ja ondt bliver det.

Ja, måske.
Det ser ud som om, du allerede har indstillet dig på det værste - men er det
ikke lige så meget et urealistisk mareridt, som håbet om, at din kæreste
vender hjem i morgen den dag, er et urealistisk håb?
Men jeg kan se, at det forståeligt nok fylder meget hos dig.
Kan det være dig en hjælp at nedskrive gode begrundelser for at give dig,
henholdsvis din kæreste fuld forældremyndighed?

> Jeg kan allerede mærke det på svigermor der læser ivrigt på nettet for at
> forberede sig til kamp.Vi har allerede idag krydset lidt klinger fordi hun
> mener jeg truer med at få mor dømt psysisk syg eller depressionsramt fordi
> sundheds sygeplejersken ringede omkring mors tilstand som hun er sikker på
> er alvorlig.....

Lad være med at krydse klinger med svigermor.
Hold dig til høflige og venlige almindeligheder og lad være med overhovedet
at diskutere din familie med hende.
Vurderingen af, om din kæreste er psykisk syg, er hverken din, svigermors
eller sundhedsplejerskens. Det skal der en psykiater til.

> Hvad hjælper det svigermor klarer det og derfra kan
> sundhedsplejersken ikke gøre mere....

Igen: Jeg tror, det er en akut her-og-nu-vurdering.
Og så hverken kan eller må sundhedsplejersken gøre mere. Herefter er det en
sagsbehandler på socialforvaltningen.

> Jeg løber igen imod en mur og jeg
> forsøger ikke at gøre mor syg for at stå bedre i forhold til Frederik....
Så
> langt er jeg slet ikke kommet i mine tanker

- og hold din sti ren, så du ikke uforvarende ødelægger mulighederne for
samarbejde eller senere kan skydes netop det i skoene.

>
> Jeg får faktisk rigtig god og kreativ hjælp her hos alle Jer der så
venligt
> hjælper.

Jo tak, men det ER altså ikke det samme som en samtale ansigt til ansigt.

> Mine forældre kan ikke hjælpe mig mine kollegaer gør hvad de kan.
> Jeg er blikkenslager i min hverdag og gutteren er ikke vant til at se
deres
> formand tudende. Det er jeg nu sikker på de godt forstår og tårene bliver
da
> også færre og vreden større desto længere tiden går. Vreden er ikke =
> overreaktion jeg holder mig 100% stueren tro mig......

Vær taknemmelig for gode kolleger.
Og du har ikke fætre, kusiner, onkler, tanter, du kan bruge? Ofte forkludres
tingene, hvis man bruger den allernærmeste familie.
Vrede er ofte en god følelse, når man endelig er nået dertil

>
> Jeg ved det her er hårdt for min svigermor ingen tvivl om det. Hun
forbanner
> os begge det kunne gå så galt. Hun vil ikke indblandes mere og har forbudt
> mig at kontakte hende yderligere.

Jamen kære venner dog - hun er da indblandet til op over begge ører, når
hun har forpligtet sig på at skaffe psykologhjælp...
Men hvis det, hun ikke vil blandes i, er jeres indbyrdes forhold, mener jeg,
det er helt ok, som jeg tidligere har skrevet.

Jeg ved jeg tænker klarest ikke for at
> prale men det har jeg vidst i måneder. Mor har ikke været sig selv og selv
> sundhedsplejersken så det og sagde derfor at mor virker stresset i sit
> forhold til Frederik. Mor reagerede ved at frabede sig flere besøg.

Ak ja, sundhedsplejerske-ordningen er jo frivillig.
Men ofte er de største problemer desværre der, hvor man ikke vil have
"gimpen" inden for sine døre, fordi hun "blander sig".
Men det er nu engang det, hun er ansat til, ikke som nikkedukke.
Hvordan forholdt du dig til det dengang?
Og hvad sagde sundhedsplejersken til det?

> Hun har
> ikke været her siden Frederik var 7 - 8 måneder. Jeg har desværre ikke set
> mor som "syg" hvis det er det hun er . Jeg har kun set mor som umulig at
> kommunikere med. Jeg store fjols kunne selv have set lidt bedre efter for
> lang tid siden tror jeg
>
Naturligvis ser de færreste af os vore kærester som syge. Og det er heller
ikke meningen.
Du har set, at noget var "forkert", og har set parterapi som løsningen. Og
det er godt nok.
Sandsynligvis ville terapeuten kunne se, at den var rivegal, men nu revnede
ballonen jo, før det blev aktuelt.
Måske havde du kunnet være mere opmærksom, det kan vi alle sammen være, men
det er altså ikke meningen, at vi skal gå og lede efter eller tolke
sygdomstegn hos dem, vi elsker.
Og du er blikkenslager, ikke læge, psykolog eller psykiater.

> Inger jeg forstår ikke din snak om social forvaltningen. Hvem skal jeg
> snakke med jeg har allerede snakket med en. hun sagde vent en uge...

Sundhedsplejersken har ikke nogen myndighed til at beslutte
foranstaltninger.
Den myndighed ligger hos socialforvaltningen.
Jeg går ud fra, du har talt med en sagsbehandler?
Og ja, de ser tydeligvis situationen an, og en uge lyder rimeligt, når det
tilsyneladende er vurderet, at der ikke er akut fare.
Og ja - jeg ved godt, en uge lyder som rent helvede for dig.

Jeg ved
> ikke om du mener nogen specifik person... Jeg vil godt fortælle jeg bor i
> Glostrup. Der er en person der hedder Gunhild Overgård der tager sig af
> familier i krise og fungere som rådgiver.

Nej, jeg tænker ikke på nogen specifik person - jeg bor i den anden ende af
landet, og desuden er kommuner opbygget forskelligt.
Det lyder som om, du har talt med en relevant person.

> Men mor vil ikke rådgives tror
> jeg, hun ringer jo ikke engang... Jeg forstår ikke helt hvad jeg skal her
> Inger

Du bliver nødt til at affinde dig med, at din kæreste selv beslutter på sine
egne vegne.
Grunden til, at du skal i kontakt med socialforvaltningen er, at det er den,
der efter loven har det overordnede tilsyn med børns trivsel og udvikling.
Det er socialforvaltningen, der har myndigheden til at beslutte, om
situationen er sådan, at barnet f.eks. skal fjernes fra sin mor.
De kan faktisk også pålægge dit barns mor rådgivning i forhold til barnet -
men ikke i forholdet til dig - og der er flere andre foranstaltninger at
trække på.
Men man overlader i almindelighed ikke børn til bedsteforældrene, så længe
der er forældre, der kan og vil tage vare på dem.

>
> Sundhedsplejersken har snakket med mors læge og svigermor er blevet bedt
om
> det samme.

HVEM har bedt svigermor om at tale med jeres læge???
Han har da en tavshedspligt.

> Om det så sker ved jeg ikke noget om.
> De begynder at lugter af tvangsfjernelse..... Der taber du mig helt og
> aldeles. Jeg har intet på mor

Det er heller ikke dig, der skal afgøre det

> myndighederne har intet på mor

Det handler ikke om, at de "har noget på hende"
Det handler om, om hun vurderes til at være så psykisk syg, at hun ikke kan
give jeres søn fysisk og psykisk omsorg - altså tage ordentligt var på ham.

> og ingen ved
> hvor hun er. Svigermor sagde idag om så politiet står i hendes hus
fortæller
> hun ikke hvor hendes datter er.

Ja, hun siger så meget
LAD VÆRE med at diskutere det med svigermor; det er (også)
socialforvaltningens opgave.

Det er altså svært at forsvinde gennem længere tid dagens Danmark.
Din kæreste skal nok dukke op, så i hvert fald myndighederne kan komme i
kontakt med hende.
Jeg ved, du savner din søn - men du får måske brug for tålmodighed.


> Hvad står jeg så tilbage med. Værste scenarie er jeg ikke får ham til
> overnatning før han er 2 - 2,5 år gammel. Næste scenarie er alt det jeg er
> sikker på min kæreste vil igennem for at få Frederik dvs kan man flytte på
> den her måde kan man gøre hvad som helst.

Jeg kender ikke din kæreste - men er der en grund til, at du tiltror hende
dette?
Hvad lever din kæreste af? Har hun arbejde?

> Hun har modtaget et oprigtigt brev
> hvor jeg fortæller hende jeg elsker hende vil vente på hende men giv lyd
fra
> jer. Jeg tror min svigerforældre presser hende til at give mig en
afklaring
> men intet sker ingen telefoner ringer.

Og så er det, jeg ikke rigtigt ved, hvad søren jeg skal sige.
Tror du, dine forventninger er realistiske her - eller måske præget af
ønskedrømme?
Tror du, hun magter at tage imod din kærlighed lige nu?
Tror du, hun magter at være afklaret over for sig selv?
Og hvis ikke - tror du så, hun kan være det over for dig?


>
> Nu har jeg ikke flere ord idag men tak for dine fine ord jeg læser dem og
> alle andres med stor iver. Tusind tak for Jeres tro på mig det varmer
> oprigtigt i denne svære stund. Sidegevinsten er tiden går og jeg kommer ud
> med lidt...... Det er ikke så ringe enda

Igen: Held og lykke

Hilsen Inger

---

Inger Pedersen wrote:
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en
> meddelelse news:OoYOb.4785$IK.1379@news.get2net.dk...
>> Hej Inger
>>
>> Din skarpsindighed og handlings iver kunne jeg godt bruge lidt af i
>> disse timer
>
> Det er altid nemmest, når man ikke selv er involveret. Når man
> sidder i l... til op over begge ører, er det svært at bevare
> overblikket. Jeg tror på, du får det igen.
>

klip

>
> >Jeg ender med at kunne se ham en dag hver 14 dag og hvem
>> ved om det så også er overvåget.
>
> Jeg kan godt forstå, du fremmaner det værste scenarie.
> Men jeg har endnu ikke hørt om fædre, der har overvåget samvær, hvis
> de i øvrigt er rimeligt stabile - og slet ikke, hvis barnets mor er
> psykisk syg. Man er de senere år blevet meget mere opmærksom på, hvad
> forældres - og især mødres - psykiske sygdom betyder for børns
> opvækst, og der udfoldes faktisk mange steder store bestræbelser på
> at få de psykisk syge forældre til at forstå, at det er det bedste
> for både dem og barnet, hvis andre tager sig af barnet i hverdagen.

Jeg er helt enig med dig i at René nok ikke får overvåget samvær. Måske et
eller to vurderingssamvær eller kendesamvær.

Nu er overvåget samvær noget som kan ske for alle samværsforældre, også uden
at de har gjort noget galt og også selv om de er rimelige stabile.

Det følger af 3. redegørelse fra Kontaktudvalget om Børnesagkyndig
Rådgivning som er udgivet september 2003

"Endelig kan bopælsforælderens forhold nødvendiggøre en overvågning af
samværet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forælderen er så utryg ved
samværet, at det - i hvert fald i en periode - er nødvendigt ikke at lade
barnet være alene med samværsforælderen. Det kan også være nødvendigt at
fastsætte overvågning, hvor bopælsforælderen fuldstændig nægter at
samarbejde om fastsættelsen af samvær på grund af en udtalt modvilje mod den
anden forælders kontakt med barnet".


Det er ud fra en holdning om hellere overvåget samvær end ingen samvær hvis
bopælsforældrene nægter at udlevere så opfylder man "kravet" for at
samværsforælderen kan se gidslerne.. undskyld... børnene... selvfølgelig.




/René E.


begin 666 smile.gif
M1TE&.#EA#P`/`)$!`````+^_O___`````"'Y! $```$`+ `````/``\```(N
MC V9QY$"X6(@6GGJO0!)+3RA$XDA:&Y6JGXMIX$K%G,8^2EE]G:4?&ID%+Y#
#`0`[
`
end

---

René Hansen wrote:

<snip>

> Jeg har haft en lang snak med SA idag og ligegyldigt hvad, bruger
jeg
> SA for at få samkvem er jeg så godt som 100% sikker på at mor går
> efter fuld forældre myndighed.
> Mor må allerede tro hun har den set i lyset af den måde hun har
> forladt det hele på. Jeg forsøger at tænke tanken inden SA/politiet
> finder hende kan der hurtigt gå uger.

Mon dog. Når politiet *beslutter* sig for at gøre noget, så tror jeg
ikke det tager så lang tid. Tror du ikke dine svigerforældre vil være
samarbejdsvillige, hvis der står en høflig politibetjent i deres stue
og fortæller dem, at hvis de tilbageholder oplysninger om dit barns
opholdssted, så medvirker de til ulovligheder?

Men at de offentlige myndigheder finder frem til dem, er langt fra det
samme som at du får at vide hvor de er, eller at du får samkvem med
din søn.

<snip>

Ikke mere snak. Inger har sagt en hel del mere end jeg selv kunne, og
sag det godt.,

Endnu en gang held og lykke.

Og husk så, du vinder i hovedreglen intet ved at hidse dig op, hverken
over for myndigheder eller svigermor. (Med mindre det gøres
kontrolleret i den rette situation, og dét tror jeg ikke du er klar
til.) Men du skal naturligvis stadig sørge for at de er klar over hvor
bekymret og desperat du reelt er.

--
Kristian Damm Jensen
damm (at) ofir (dot) dk

---

René Hansen wrote:

snip--- en masse frustrationer -------


Godt så.....

Kontakt så en advokat imorgen, anlæg en FM retsag, med begæring om
midlertidig FM under retsagen (begrundelsen er åbenlys... samværschikane,
afholder barnet fra at se sin far).

3 grunde til ovenstående tiltag:

1. dit barn kommer til at se sin far (meget hurtigt)
2. brug FM retsagen til at få klare linjer mellem dig og mor (forhanling om
samvær).
3. Når det er på plads kan du belutte sammen med din advokat om du fortsat
vil gå efter FM (hvad du mener er bedst for jeres barn)

Tro mig... en stævning om FM, vil få moderen ud af busken. Kommer hun med en
anklage om vold EFTER retsagen er startet (efter stævningen er sendt), vil
dommeren tror at det er strategisk, og den vil backfire lige op i hovedet på
hende.

Se det på den måde.... det er ikke hendes barn, det er jeres... den handling
hun har udført er IKKE i barnets bedste interresse, DU har en forpligtelse
for at drage omsorg for jeres barn, tage dig af det... det afholder moderen
dig fra at gøre lige nu... DEAL WITH IT !

Bedste hilsner herfra

---

Hej Anonym

Nu skal det vist gå stærkt her

Svigerfar har ringet mor vil til SA.
1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat for
desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
2. Har du nogen ide har du nogen advokat du kan anbefale

Du er velkommen til at skrive privat til mig hvis det ikke skal ud her fjern
nospam allevegne

Jeg skriver mere fyldestgørende senere eller imorgen.

Mvh René


"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:bujbt8$2hco$1@news.cybercity.dk...
> René Hansen wrote:
>
> snip--- en masse frustrationer -------
>
>
> Godt så.....
>
> Kontakt så en advokat imorgen, anlæg en FM retsag, med begæring om
> midlertidig FM under retsagen (begrundelsen er åbenlys... samværschikane,
> afholder barnet fra at se sin far).
>
> 3 grunde til ovenstående tiltag:
>
> 1. dit barn kommer til at se sin far (meget hurtigt)
> 2. brug FM retsagen til at få klare linjer mellem dig og mor (forhanling
om
> samvær).
> 3. Når det er på plads kan du belutte sammen med din advokat om du fortsat
> vil gå efter FM (hvad du mener er bedst for jeres barn)
>
> Tro mig... en stævning om FM, vil få moderen ud af busken. Kommer hun med
en
> anklage om vold EFTER retsagen er startet (efter stævningen er sendt), vil
> dommeren tror at det er strategisk, og den vil backfire lige op i hovedet
på
> hende.
>
> Se det på den måde.... det er ikke hendes barn, det er jeres... den
handling
> hun har udført er IKKE i barnets bedste interresse, DU har en forpligtelse
> for at drage omsorg for jeres barn, tage dig af det... det afholder
moderen
> dig fra at gøre lige nu... DEAL WITH IT !
>
> Bedste hilsner herfra
>

---

René Hansen wrote:
>
> Nu skal det vist gå stærkt her

Told you so

>
> Svigerfar har ringet mor vil til SA.

Sker 99 ud af 100 gange

> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat
> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.

Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger moderen
sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele gratis)

> 2. Har du nogen ide har du nogen advokat du kan anbefale

Afhænger af hvor du bor i landet!

Ps. HUSK at du skal holde barnets tarv i mende!!!, det er ikke dine behov
der skal være skyld i at du kontakter en advokat og starter en FM retsag...
hvis barnet er meget mere knyttet til moderen end til dig, osv... så STOP
inden det er for sent (for en FM retsag varer typisk 6 - 12 mdr), og ingen
nyder godt af den.

Men er du sikker på at barnet vil have det bedre hos dig, er mere knyttet
til dig, osv, osv. så gør noget ved det.

http://www.familieadvokaten.dk/Emner/561.html

http://hjem.get2net.dk/far/hjemmeside/samvaer.htm
(den ovenstående side skal læses med et godt filter for øjet, den er ret
rabiat og jeg anbefaler ikke de metoder der opfordres til)

http://www.sitecenter.dk/ungeraadgivningen-vanloese/brnogskilsmisse/

http://www.netjurist.dk/search/index.php4?search_words=for%E6ldremyndighed

---

"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:buk54i$klk$1@news.cybercity.dk...

> Men er du sikker på at barnet vil have det bedre hos dig, er mere knyttet
> til dig, osv, osv. så gør noget ved det.

Hvordan ses der egentlig på det fra myndigheders/domstoles side, hvis en
forælder (far) hævder at være den bedste til at tage sig af barnet..... hvis
samme far ikke i nævneværdigt omfang har taget sig af barnets behov?

Hvilke chancer har en far for at vinde en FM-sag, hvis han ikke indtil
skilsmissen har vist i praksis, at han er lige så god eller bedre end
moderen til at klare opgaven?

Hvor dårlig skal en far/mor være, før han/hun nægtes samvær med barnet? Er
man ikke rimeligt sikker på i det mindste at få ret til samvær?

Hvis en far - indtil barnets mor kører træt og vil skilles - måske trygt har
overladt ansvar og pligter til den mor, han pludselig mener er en
imkompetent mor, har han så overhovedet nogen chance for at få FM..... hvis
altså moderen ikke ligefrem er misbruger, mishandler, psykisk syg eller på
anden måde oplagt dårlig til at tage sig af barnet.

Mvh. Lisbeth

---

"Lisbeth Jacobsen" <Lisbeth495NOSPAM@hotmail.com> wrote in message
news:400dad87$0$25800$ba624c82@nntp01.dk.telia.net...
> "anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
> news:buk54i$klk$1@news.cybercity.dk...
>
> > Men er du sikker på at barnet vil have det bedre hos dig, er mere
knyttet
> > til dig, osv, osv. så gør noget ved det.
>
> Hvordan ses der egentlig på det fra myndigheders/domstoles side, hvis en
> forælder (far) hævder at være den bedste til at tage sig af barnet.....
hvis
> samme far ikke i nævneværdigt omfang har taget sig af barnets behov?

Der ses på om han vitterligt også _har_ deltaget i omsorgen for barnet,
f.eks. hvem bringer/henter barnet, hvem er med hos lægen o.s.v.

> Hvilke chancer har en far for at vinde en FM-sag, hvis han ikke indtil
> skilsmissen har vist i praksis, at han er lige så god eller bedre end
> moderen til at klare opgaven?

Desværre ikke en særlig stor chanche iflg. statistikken.

> Hvor dårlig skal en far/mor være, før han/hun nægtes samvær med barnet? Er
> man ikke rimeligt sikker på i det mindste at få ret til samvær?

Der skal rigtigt rigtigt meget til ! Faderen her er i hvert fald (efter det
vi har oplyst) helt sikker på samvær.

> Hvis en far - indtil barnets mor kører træt og vil skilles - måske trygt
har
> overladt ansvar og pligter til den mor, han pludselig mener er en
> imkompetent mor, har han så overhovedet nogen chance for at få FM.....
hvis
> altså moderen ikke ligefrem er misbruger, mishandler, psykisk syg eller på
> anden måde oplagt dårlig til at tage sig af barnet.

Chancen er i hvert fald ikke ret stor. Dog ses der på hvem der er villig til
at få et samvær til at fungere. At moderen her nægter faderen at se sit barn
tæller ikke til hendes fordel i statsamtet.

vh
Nielsen

---

anonym wrote:
> René Hansen wrote:
>>
>> Nu skal det vist gå stærkt her
>
> Told you so
>
>>
>> Svigerfar har ringet mor vil til SA.
>
> Sker 99 ud af 100 gange
>
>> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat
>> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
>
> Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger
> moderen sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele gratis)
>

Han kan _ikke_ få fri proces hvis han har haft en indtægt på mere end
231000,- kr. (2004 grænse)

Kæresten kan få fri proces hvis hun ikke har haft en indtægt på mere end
271000,-

(Grænsen for enlige 231000,- kr. + 40.000 kr. for barnet.)

Det er indtægterne for det indkomstår, der ligger to år tilbage, som er
afgørende, med mindre indkomstforholdene i dag afviger væsentligt fra
indtægterne to år tilbage.

Det er de samme grænser for beskikket advokat

/René

---

Hej alle

I må undskyld mit fravær i nogle dage men travlheden har været stor. Jeg har
prøvet et sidste forsøg på at ordne det hele i mindelighed. Jeg har tilbudt
mor 3 ud af 14 dage indtil han er 2 - 2.5 år så ønsker jeg 5 - 14 dage.

Det hele som sædvanlig overbragt af svigerfar eller svigermor. Da jeg kom
hjem fra advokaten lå der en email fra svigerforældrene med et scannet papir
hvorpå mor havde skrevet lidt kortet ned men det vigtigeste.
"Jeg elsker dig ikke mere og jeg frygter ærligt talt for hvad du vil kunne
gøre mig og Frederik i fremtiden
vedr Frederik og dig må du vente på en afgørelse fra statsamtet"

Jeg har været hos en advokat idag inden jeg kom hjem. Hun direkte frarådede
mig stævning m.m. og ville udelukkende skrive til mor omkring min ret til at
se min søn. Derefter skulle hun have 8 dage at svare i ellers vill advokaten
skrive til statsamtet......Ærlig talt for 1600 Kr. i timen kan jeg godt selv
sende mit brev afsted til statsamtet selv.
Sorry ANONYM jeg har sendt det idag. Jeg orker ikke retsager og meget andet
jeg frygter hun vil forsøge at male mig som en voldsmand og jeg derved
næsten mister min søn. Jeg er dybt frustreret og aner ikke mine levende råd.
Jeg burde skisme ansætte en privat detektiv som kunne finde mor således jeg
kunne hente min søn. Jeg er stadig i min gode ret til at hente ham hvis bare
jeg vidste hvor han var henne. Desværre er finanserne ikke til det og
derudover er det dælme også drastisk men tanken er skøn at tænke indtil jeg
vågner igen.

Jeg har egentlig ikke mere at tilføje idag andet end mit sidst forsøg om at
ordne det stille og roligt imellem osse blev skudt i sænk. Det havde været
dejligt at ordne det hurtigt, sende det ind over SA og genstarte på hvert
vores liv... Sådan skulle det ikke være......

mvh René

"René" <eigaard@get2net.danmark> skrev i en meddelelse
news:400e2fd6$0$29312$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> anonym wrote:
> > René Hansen wrote:
> >>
> >> Nu skal det vist gå stærkt her
> >
> > Told you so
> >
> >>
> >> Svigerfar har ringet mor vil til SA.
> >
> > Sker 99 ud af 100 gange
> >
> >> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat
> >> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
> >
> > Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger
> > moderen sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele gratis)
> >
>
> Han kan _ikke_ få fri proces hvis han har haft en indtægt på mere end
> 231000,- kr. (2004 grænse)
>
> Kæresten kan få fri proces hvis hun ikke har haft en indtægt på mere end
> 271000,-
>
> (Grænsen for enlige 231000,- kr. + 40.000 kr. for barnet.)
>
> Det er indtægterne for det indkomstår, der ligger to år tilbage, som er
> afgørende, med mindre indkomstforholdene i dag afviger væsentligt fra
> indtægterne to år tilbage.
>
> Det er de samme grænser for beskikket advokat
>
> /René
>
>
>
>

---

Undskyld mig for dette spørgsmål René, men har du nogensinde slået hende,
eller på anden måde gjort hende skade.

Jeg synes det er vigtigt for denne diskussion, - der jo ret beset går ud på
at hjælpe dig bedste muligt gennem dette forløb, men så skal vi også have
alle fakta på bordet.

Ikke at jeg siger at jeg mistænker dig for noget, men jeg og sikkert også
andre i tråden, vil gerne vide om der har været noget vold, psykisk
ustabilitet, trusler eller andet i den skuffe.

Jeg håber du forstår at det ikke er for at sværte dig til, men for at hjælpe
dig og din familie videre bedst muligt.

Claus

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:XTRPb.1109$dy6.748@news.get2net.dk...
> Hej alle
>
> I må undskyld mit fravær i nogle dage men travlheden har været stor. Jeg
har
> prøvet et sidste forsøg på at ordne det hele i mindelighed. Jeg har
tilbudt
> mor 3 ud af 14 dage indtil han er 2 - 2.5 år så ønsker jeg 5 - 14 dage.
>
> Det hele som sædvanlig overbragt af svigerfar eller svigermor. Da jeg kom
> hjem fra advokaten lå der en email fra svigerforældrene med et scannet
papir
> hvorpå mor havde skrevet lidt kortet ned men det vigtigeste.
> "Jeg elsker dig ikke mere og jeg frygter ærligt talt for hvad du vil kunne
> gøre mig og Frederik i fremtiden
> vedr Frederik og dig må du vente på en afgørelse fra statsamtet"
>
> Jeg har været hos en advokat idag inden jeg kom hjem. Hun direkte
frarådede
> mig stævning m.m. og ville udelukkende skrive til mor omkring min ret til
at
> se min søn. Derefter skulle hun have 8 dage at svare i ellers vill
advokaten
> skrive til statsamtet......Ærlig talt for 1600 Kr. i timen kan jeg godt
selv
> sende mit brev afsted til statsamtet selv.
> Sorry ANONYM jeg har sendt det idag. Jeg orker ikke retsager og meget
andet
> jeg frygter hun vil forsøge at male mig som en voldsmand og jeg derved
> næsten mister min søn. Jeg er dybt frustreret og aner ikke mine levende
råd.
> Jeg burde skisme ansætte en privat detektiv som kunne finde mor således
jeg
> kunne hente min søn. Jeg er stadig i min gode ret til at hente ham hvis
bare
> jeg vidste hvor han var henne. Desværre er finanserne ikke til det og
> derudover er det dælme også drastisk men tanken er skøn at tænke indtil
jeg
> vågner igen.
>
> Jeg har egentlig ikke mere at tilføje idag andet end mit sidst forsøg om
at
> ordne det stille og roligt imellem osse blev skudt i sænk. Det havde været
> dejligt at ordne det hurtigt, sende det ind over SA og genstarte på hvert
> vores liv... Sådan skulle det ikke være......
>
> mvh René
>
> "René" <eigaard@get2net.danmark> skrev i en meddelelse
> news:400e2fd6$0$29312$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> > anonym wrote:
> > > René Hansen wrote:
> > >>
> > >> Nu skal det vist gå stærkt her
> > >
> > > Told you so
> > >
> > >>
> > >> Svigerfar har ringet mor vil til SA.
> > >
> > > Sker 99 ud af 100 gange
> > >
> > >> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat
> > >> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
> > >
> > > Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger
> > > moderen sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele gratis)
> > >
> >
> > Han kan _ikke_ få fri proces hvis han har haft en indtægt på mere end
> > 231000,- kr. (2004 grænse)
> >
> > Kæresten kan få fri proces hvis hun ikke har haft en indtægt på mere end
> > 271000,-
> >
> > (Grænsen for enlige 231000,- kr. + 40.000 kr. for barnet.)
> >
> > Det er indtægterne for det indkomstår, der ligger to år tilbage, som er
> > afgørende, med mindre indkomstforholdene i dag afviger væsentligt fra
> > indtægterne to år tilbage.
> >
> > Det er de samme grænser for beskikket advokat
> >
> > /René
> >
> >
> >
> >
>
>

---

Hej Claus

Jeg havde i min oprindelig post skrevet hvordan jeg i total afmagt
frustretion imellem jul og nytår havde slået hånden i væggen og stukket mig
selv et blåt øje.
Jeg har på intet niveau været voldlig overfor min kære. Jeg har på intet
niveau været i nærheden af at være det. Jeg kommer aldrig til at være det
generelt.

Faktisk var jeg så langt ude imellem jul og nytår at jeg ikke kendte mig
selv mere. Jeg var kørt i remise og sporet var blindt. Jeg var afkortet i
mere end 6 måneder fra at være "rigtig" far fordi min kæreste "ejede"
barnet. Jeg gik hjemme de første 4 måneder af Frederiks liv der startede det
hele tror jeg faktisk.
Jeg så min kæreste selvpine sig igennem at bære på Frederik i timevis. Hun
spiste ikke hun holdt mig uden for.

Hvordan tror du det er at se sin elskede slide jeg ned på den måde med en
dårlig ryg uden mad og far måtte ikke deltage rigtig. Jeg følte mig som
tivolifar meget af tiden. Havde Frederik kastet op når jeg en sjælden gang
gav ham mad gik der MEGET længe før jeg fik lov igen. Jeg fik næsten aldrig
lov til at lægge min egen søn iseng.

Jeg har skrevet det meste af dette en gang men jeg græd mig selv i søvn i
flere nætter efter jeg havde optrådt som beskrevet ovenstående. Problemet er
at senere fandt jeg ud af min kæreste tolkede mit tuderri som skridtet lige
før jeg vendte mig om iseng og slog hende det fik jeg af vide af min
svigerforældre den dag hun havde stjålet Frederik..... Jeg var ulykkelig
over min søn havde set mig sådan. Gudskelov reagerede han ikke med at græde
men han havde set far som en ikke særlig voksen mand. Det gjorde og gør
fortsat ondt. Jeg håber jeg får en chance til at fortælle ham jeg elsker ham
og savner ham overalt på jorden snart. Desværre tror jeg mor kommer til at
slå på at far er voldlig i SA og så er jeg igen ude i remisen. Jeg frygter i
disse timer min søn er væk for altid.
Jeg orker ikke at skrive mere men svarer naturligvis gerne mere indgående
med detaljer hvis du eller i har behov for det. Jeg lover jer Jeg har intet
at skjule tingene er som jeg har set og oplevet det. DERFOR behøves det ikke
være korrekt men en voldsmand det er jeg ikke og det tager jeg skarpt
afstand fra nu og for altid.

Mvh René




"Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:bup7kd$9dc$1@sunsite.dk...
> Undskyld mig for dette spørgsmål René, men har du nogensinde slået hende,
> eller på anden måde gjort hende skade.
>
> Jeg synes det er vigtigt for denne diskussion, - der jo ret beset går ud
på
> at hjælpe dig bedste muligt gennem dette forløb, men så skal vi også have
> alle fakta på bordet.
>
> Ikke at jeg siger at jeg mistænker dig for noget, men jeg og sikkert også
> andre i tråden, vil gerne vide om der har været noget vold, psykisk
> ustabilitet, trusler eller andet i den skuffe.
>
> Jeg håber du forstår at det ikke er for at sværte dig til, men for at
hjælpe
> dig og din familie videre bedst muligt.
>
> Claus
>
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
> news:XTRPb.1109$dy6.748@news.get2net.dk...
> > Hej alle
> >
> > I må undskyld mit fravær i nogle dage men travlheden har været stor. Jeg
> har
> > prøvet et sidste forsøg på at ordne det hele i mindelighed. Jeg har
> tilbudt
> > mor 3 ud af 14 dage indtil han er 2 - 2.5 år så ønsker jeg 5 - 14 dage.
> >
> > Det hele som sædvanlig overbragt af svigerfar eller svigermor. Da jeg
kom
> > hjem fra advokaten lå der en email fra svigerforældrene med et scannet
> papir
> > hvorpå mor havde skrevet lidt kortet ned men det vigtigeste.
> > "Jeg elsker dig ikke mere og jeg frygter ærligt talt for hvad du vil
kunne
> > gøre mig og Frederik i fremtiden
> > vedr Frederik og dig må du vente på en afgørelse fra statsamtet"
> >
> > Jeg har været hos en advokat idag inden jeg kom hjem. Hun direkte
> frarådede
> > mig stævning m.m. og ville udelukkende skrive til mor omkring min ret
til
> at
> > se min søn. Derefter skulle hun have 8 dage at svare i ellers vill
> advokaten
> > skrive til statsamtet......Ærlig talt for 1600 Kr. i timen kan jeg godt
> selv
> > sende mit brev afsted til statsamtet selv.
> > Sorry ANONYM jeg har sendt det idag. Jeg orker ikke retsager og meget
> andet
> > jeg frygter hun vil forsøge at male mig som en voldsmand og jeg derved
> > næsten mister min søn. Jeg er dybt frustreret og aner ikke mine levende
> råd.
> > Jeg burde skisme ansætte en privat detektiv som kunne finde mor således
> jeg
> > kunne hente min søn. Jeg er stadig i min gode ret til at hente ham hvis
> bare
> > jeg vidste hvor han var henne. Desværre er finanserne ikke til det og
> > derudover er det dælme også drastisk men tanken er skøn at tænke indtil
> jeg
> > vågner igen.
> >
> > Jeg har egentlig ikke mere at tilføje idag andet end mit sidst forsøg om
> at
> > ordne det stille og roligt imellem osse blev skudt i sænk. Det havde
været
> > dejligt at ordne det hurtigt, sende det ind over SA og genstarte på
hvert
> > vores liv... Sådan skulle det ikke være......
> >
> > mvh René
> >
> > "René" <eigaard@get2net.danmark> skrev i en meddelelse
> > news:400e2fd6$0$29312$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> > > anonym wrote:
> > > > René Hansen wrote:
> > > >>
> > > >> Nu skal det vist gå stærkt her
> > > >
> > > > Told you so
> > > >
> > > >>
> > > >> Svigerfar har ringet mor vil til SA.
> > > >
> > > > Sker 99 ud af 100 gange
> > > >
> > > >> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med advokat
> > > >> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
> > > >
> > > > Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger
> > > > moderen sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele gratis)
> > > >
> > >
> > > Han kan _ikke_ få fri proces hvis han har haft en indtægt på mere end
> > > 231000,- kr. (2004 grænse)
> > >
> > > Kæresten kan få fri proces hvis hun ikke har haft en indtægt på mere
end
> > > 271000,-
> > >
> > > (Grænsen for enlige 231000,- kr. + 40.000 kr. for barnet.)
> > >
> > > Det er indtægterne for det indkomstår, der ligger to år tilbage, som
er
> > > afgørende, med mindre indkomstforholdene i dag afviger væsentligt fra
> > > indtægterne to år tilbage.
> > >
> > > Det er de samme grænser for beskikket advokat
> > >
> > > /René
> > >
> > >
> > >
> > >
> >
> >
>
>
>

---

Hej igen René

Som jeg skrev var det ikke for at hænge dig ud - men for at kunne forstå
situationen bedst muligt. Og din situation ER ikke nem, og jeg føler med
dig, og vil virkelig gerne hjælpe dig ALT det jeg kan. Husk på jeg skrev at
jeg har været et lignende forløb igennem.

Nu er det sådan i SA at du jo også kommer til orde, og hvis hun begynder at
beskylde dig for for vold eller blot insinuere dette, så SKAL du jo trække
på skuldrene og spørge til om hun har nogle beviser overhovedet. Det er en
grov anklage, og er kun baseret på indicier. Spørg til om hun har anmeldt
volden til politiet ? Eller om hun har billeder af fysiske skader du skulle
have påført hende ! Og når hun så ikke kan svare på dette, skal du blot sige
at så er det vist uddebateret ! Period - og så gør du hende det klart at
hvis hun fremover anklager dig uretmæssigt, vil du gribe ind.

Nu har jeg været i SA flere gange, og min helt klare fornemmelse er at de
forholder sig til FAKTA og ikke mudderkastning. Og hvis man ser på dette
alene, så har du altså nogle lidt bedre argumenter. Hun har jo opført sig
lidt vel underligt i barnets spæde måneder. Har du nogensinde hørt om
tilstanden/sygdommen PAS (Parental Alienation Syndrome). Uden at være
ekspert på dette område, for det er stort, så vil jeg mene at hun er psykisk
uligevægtig, hun har manglet nogen at tale med omkring dette, og det har
blot ekskaleret hendes fremmedgørelse overfor dig - og din tilknytning til
barnet.

PAS er mange ting, men det ses ofte hos mødre (faktisk er de fleste med PAS
kvinder). Synes du skal læse en masse om PAS og se om det passer ind i jeres
forløb. Jeg tror du vil blive overrasket over læsningen.

Nu skal du ikke fare i kridthuset over den læsning, for hverken du eller jeg
er psykologer, men det kan give dig et indblik i hvorfor hun har opført sig
som hun har gjort.

René, jeg håber at du mander dig op, for kun ved at virke overbevisende og
velargumenterende i SA kan du vinde den kamp. Jeg synes din sag i uhyggelig
grad minder om min, og jeg husker alt for godt hvordan jeg havde det. Jeg
stod og græd, kiggede ud af vinduerne en dag - tanker fløj rundt i hovedet
på mig og jeg stod helt ubevægelig og i en form for trance hvor jeg ikke
fattede hvad der skete foran mig - og pludselig var det går næsten 7 timer.
Jeg var handlingslammet og tænkte på min lille søn, og savnede ham så
afsindigt. Kunne simpelthen ikke leve uden ham, og jeg kunne ikke tænke en
tanke andet end at afsavnet til ham straks fik tilbage på "ret kurs". Det
var en aloverskyggende energi der sugede alt ud af mig - jeg blev
handlingslammet, begyndte at tabe fodfæste, og stille og roligt mistede jeg
alt hvad jeg havde opbygget gennem 15 år. Jeg mistede min søn ( og ja det
føles sådan når man har fået et barn, som man elsker og man håber man kan
være sammen med hver dag. Et barn man skal "vise vejen", elske og beskytte
op gennem barndomsårene), jeg mistede min bolig, jeg mistede min økonomi,
jeg mistede venner og bekendte (grundet hendes insinuationer om vold og alt
mulig andet), jeg mistede mit arbejde - men fremfor alt mistede jeg mit
selvværd, mit fokus og troen på mig selv. Min store søn græd på et
tidspunkt, og da jeg spurgte ham hvorfor, så sagde han blot " at han synes
det var så synd for mig". Det fik mig til at slå øjnene op, for jeg havde nu
noget at kæmpe for - min søn skulle ikke se mig sådan fremover. Jeg havde
været et amputeret og vredt menneske - fuld af uplacerbar vrede. Og min søn
havde set mig blive en anden far. Og han var ked af det. Så jeg måtte kæmpe
for ham, fokusere på at gøre det godt for ham - mens jeg kæmpede i det
skjulte for min mindste søn (ham det i grunden handlede om)

Så René hold dit fokus for pokker, for alt i verden. Du må ikke gå ned over
dette. Dit afsavn hjælper ikke nu - du bliver nødt til at tage fat nu.
Forbered dig på det værste, vær saglig, konkret og ærlig på SA. Din
argumenter skal er jo stærke når alt kommer til alt - og hun har som kvinde
ikke eneret på forælderskabet. Du er far, du er kompetent som far (antager
jeg) og en elskelig person overfor dit barn.

Du må bare ikke begynde at tabe modet nu, at tabe fodfæste nu betyder hun
står stærkere på SA. Du skal til den tid være den som kommer ind stille og
roligt - afbalanceret og velargumenteret - men så absolut vred over hendes
medvirken til saboteringen af samkvemmet mellem barnet og dig.

Og nu siger jeg noget som nok kommer til at gøre dig lidt ked af det, men du
kommer nok ikke til at se dit barn meget i denne tid. Det betyder ikke at du
ikke skal forsøge at få hver en chance for at se barnet, for det skal du. Du
skal vise engagement og vilje til at se barnet så tit som du overhovedet kan
i den periode der fører op til mødet på SA. Dokumentér alt, skriv alt ned
fra telefoniske samtaler og alt hvad du gør. Du skal have dette for at kunne
bevise at du har forsøgt at se dit barn, så hun ikke blot kan sige at du
ikke har set barnet i 3-4 måneder, for dit modargument er så at du har
X-antal gange har ønsket samkvem og at hun har forhindret dette. Det er
sådan noget SA ser på. Og at du ikke ser barnet meget de næste måneder skal
derfor ikke klandres dig, men derimod hende - for hun har jo obstrueret
dette samkvem, og begået en stor fejl i at hindre samkvemmet mellem barnet
og dig som far. Relationer er vigtige, og du skal kunne argumentere for at
du har søgt og forsøgt at knytte disse bånd mellem dig og barnet. Hun må
absolut INTET have på dig dér.

René - du skal som sagt holde fokus, vær meget opmærksom på hvor du træder,
hvad du siger. Registrér ALT hvad der skal dokumenteres - ALT. Forbered dig
på samtalen, og snak med en masse mennesker om dette her, for at få det
afmystificeret. Det er jo ikke nogen hemmelighed at nogen kvinder, fordi de
bærer og føder barnet, får helt klare ejerskabsfornnemmelser over barnet,
hvorpå faren pludselig bliver et truende fremmedlegeme. Og hvad kan kvinden
så gøre for at undgå den trussel - ved at flytte, og begynde på at insinuere
en masse som ikke har hold i virkeligheden. Alt dette for at kunne
ratificere overfor familie og venner at DU var et monster som hun BARE
skulle væk fra. Og det er vist ikke helt sådan det skete. På bundlinien var
hun jo den med problemer - de psykiske problemer og en ustabilitet og et
ønske om at være "allestednærværende overfor barnet".

Så her er din arbejdsliste :

1 : Fat mod - fokuser, og tag det rolig - ingen uovervejede handlinger trods
der går lang tid før en afklaring - SA er et langsommeligt organ
2 : Søg kontakten med dit barn så ofte som overhovedet muligt
3 : Lad være med at snakke med svigerforældrene - de er blot "farvede"
budbringere - benyt SA til at skrive brevene til hende hvori du kræver
samkvem med dit barn.
4 : Oprethold din hverdag - dit afsavn får ikke situationen til at løse sig,
så du kan ligeså godt foretage dig noget fornuftigt - og lad være med at
lade tankerne æde dig op.
5 : Snak med nogen - eller gør som du gør nu her i nyhedsgruppen. Der ER
folk der vil hjælpe dig gennem dette på bedste vis !!!!!
6 : Og vær så den allerbedste far du kan være når du ser dit barn om ikke så
længe - få barnet til at nyde hvert et øjeblik.
7 : Læs om PAS
8 : Og så igen - hold fokus !!!!!

Claus

(og tak for dit svar på mit spørgsmål - jeg skulle bare have det på plads

****************************************************************************
************************************************************************
"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:H_YPb.1456$2L6.1069@news.get2net.dk...
> Hej Claus
>
> Jeg havde i min oprindelig post skrevet hvordan jeg i total afmagt
> frustretion imellem jul og nytår havde slået hånden i væggen og stukket
mig
> selv et blåt øje.
> Jeg har på intet niveau været voldlig overfor min kære. Jeg har på intet
> niveau været i nærheden af at være det. Jeg kommer aldrig til at være det
> generelt.
>
> Faktisk var jeg så langt ude imellem jul og nytår at jeg ikke kendte mig
> selv mere. Jeg var kørt i remise og sporet var blindt. Jeg var afkortet i
> mere end 6 måneder fra at være "rigtig" far fordi min kæreste "ejede"
> barnet. Jeg gik hjemme de første 4 måneder af Frederiks liv der startede
det
> hele tror jeg faktisk.
> Jeg så min kæreste selvpine sig igennem at bære på Frederik i timevis. Hun
> spiste ikke hun holdt mig uden for.
>
> Hvordan tror du det er at se sin elskede slide jeg ned på den måde med en
> dårlig ryg uden mad og far måtte ikke deltage rigtig. Jeg følte mig som
> tivolifar meget af tiden. Havde Frederik kastet op når jeg en sjælden gang
> gav ham mad gik der MEGET længe før jeg fik lov igen. Jeg fik næsten
aldrig
> lov til at lægge min egen søn iseng.
>
> Jeg har skrevet det meste af dette en gang men jeg græd mig selv i søvn i
> flere nætter efter jeg havde optrådt som beskrevet ovenstående. Problemet
er
> at senere fandt jeg ud af min kæreste tolkede mit tuderri som skridtet
lige
> før jeg vendte mig om iseng og slog hende det fik jeg af vide af min
> svigerforældre den dag hun havde stjålet Frederik..... Jeg var ulykkelig
> over min søn havde set mig sådan. Gudskelov reagerede han ikke med at
græde
> men han havde set far som en ikke særlig voksen mand. Det gjorde og gør
> fortsat ondt. Jeg håber jeg får en chance til at fortælle ham jeg elsker
ham
> og savner ham overalt på jorden snart. Desværre tror jeg mor kommer til at
> slå på at far er voldlig i SA og så er jeg igen ude i remisen. Jeg frygter
i
> disse timer min søn er væk for altid.
> Jeg orker ikke at skrive mere men svarer naturligvis gerne mere indgående
> med detaljer hvis du eller i har behov for det. Jeg lover jer Jeg har
intet
> at skjule tingene er som jeg har set og oplevet det. DERFOR behøves det
ikke
> være korrekt men en voldsmand det er jeg ikke og det tager jeg skarpt
> afstand fra nu og for altid.
>
> Mvh René
>
>
>
>
> "Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:bup7kd$9dc$1@sunsite.dk...
> > Undskyld mig for dette spørgsmål René, men har du nogensinde slået
hende,
> > eller på anden måde gjort hende skade.
> >
> > Jeg synes det er vigtigt for denne diskussion, - der jo ret beset går ud
> på
> > at hjælpe dig bedste muligt gennem dette forløb, men så skal vi også
have
> > alle fakta på bordet.
> >
> > Ikke at jeg siger at jeg mistænker dig for noget, men jeg og sikkert
også
> > andre i tråden, vil gerne vide om der har været noget vold, psykisk
> > ustabilitet, trusler eller andet i den skuffe.
> >
> > Jeg håber du forstår at det ikke er for at sværte dig til, men for at
> hjælpe
> > dig og din familie videre bedst muligt.
> >
> > Claus
> >
> > "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
> > news:XTRPb.1109$dy6.748@news.get2net.dk...
> > > Hej alle
> > >
> > > I må undskyld mit fravær i nogle dage men travlheden har været stor.
Jeg
> > har
> > > prøvet et sidste forsøg på at ordne det hele i mindelighed. Jeg har
> > tilbudt
> > > mor 3 ud af 14 dage indtil han er 2 - 2.5 år så ønsker jeg 5 - 14
dage.
> > >
> > > Det hele som sædvanlig overbragt af svigerfar eller svigermor. Da jeg
> kom
> > > hjem fra advokaten lå der en email fra svigerforældrene med et scannet
> > papir
> > > hvorpå mor havde skrevet lidt kortet ned men det vigtigeste.
> > > "Jeg elsker dig ikke mere og jeg frygter ærligt talt for hvad du vil
> kunne
> > > gøre mig og Frederik i fremtiden
> > > vedr Frederik og dig må du vente på en afgørelse fra statsamtet"
> > >
> > > Jeg har været hos en advokat idag inden jeg kom hjem. Hun direkte
> > frarådede
> > > mig stævning m.m. og ville udelukkende skrive til mor omkring min ret
> til
> > at
> > > se min søn. Derefter skulle hun have 8 dage at svare i ellers vill
> > advokaten
> > > skrive til statsamtet......Ærlig talt for 1600 Kr. i timen kan jeg
godt
> > selv
> > > sende mit brev afsted til statsamtet selv.
> > > Sorry ANONYM jeg har sendt det idag. Jeg orker ikke retsager og meget
> > andet
> > > jeg frygter hun vil forsøge at male mig som en voldsmand og jeg derved
> > > næsten mister min søn. Jeg er dybt frustreret og aner ikke mine
levende
> > råd.
> > > Jeg burde skisme ansætte en privat detektiv som kunne finde mor
således
> > jeg
> > > kunne hente min søn. Jeg er stadig i min gode ret til at hente ham
hvis
> > bare
> > > jeg vidste hvor han var henne. Desværre er finanserne ikke til det og
> > > derudover er det dælme også drastisk men tanken er skøn at tænke
indtil
> > jeg
> > > vågner igen.
> > >
> > > Jeg har egentlig ikke mere at tilføje idag andet end mit sidst forsøg
om
> > at
> > > ordne det stille og roligt imellem osse blev skudt i sænk. Det havde
> været
> > > dejligt at ordne det hurtigt, sende det ind over SA og genstarte på
> hvert
> > > vores liv... Sådan skulle det ikke være......
> > >
> > > mvh René
> > >
> > > "René" <eigaard@get2net.danmark> skrev i en meddelelse
> > > news:400e2fd6$0$29312$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> > > > anonym wrote:
> > > > > René Hansen wrote:
> > > > >>
> > > > >> Nu skal det vist gå stærkt her
> > > > >
> > > > > Told you so
> > > > >
> > > > >>
> > > > >> Svigerfar har ringet mor vil til SA.
> > > > >
> > > > > Sker 99 ud af 100 gange
> > > > >
> > > > >> 1. Hvad skal jeg beregne det vil koste mig sådan en tur med
advokat
> > > > >> for desværre er det også et spørgsmål om penge det her.
> > > > >
> > > > > Intet, anlægger du FM sagen kan du begære fri process, anlægger
> > > > > moderen sagen, beder du om en beskikket advokat (begge dele
gratis)
> > > > >
> > > >
> > > > Han kan _ikke_ få fri proces hvis han har haft en indtægt på mere
end
> > > > 231000,- kr. (2004 grænse)
> > > >
> > > > Kæresten kan få fri proces hvis hun ikke har haft en indtægt på mere
> end
> > > > 271000,-
> > > >
> > > > (Grænsen for enlige 231000,- kr. + 40.000 kr. for barnet.)
> > > >
> > > > Det er indtægterne for det indkomstår, der ligger to år tilbage, som
> er
> > > > afgørende, med mindre indkomstforholdene i dag afviger væsentligt
fra
> > > > indtægterne to år tilbage.
> > > >
> > > > Det er de samme grænser for beskikket advokat
> > > >
> > > > /René
> > > >
> > > >
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> >
> >
> >
>
>

---

"Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:buql3n$rin$1@sunsite.dk...


> Hun har jo opført sig
> lidt vel underligt i barnets spæde måneder.

Har hun?

Husker jeg forkert.... jeg husker nemlig ikke noget fra denne tråd, der
peger i retning af, at vi kan tillade os at konkludere, at barnets mor har
opført sig underligt.

Hvad er det underlige, hun har gjort?

At hun har fjernet sig selv og barnet er MÅSKE underligt - måske ikke!
Det afhænger sørme af detaljer, som vi slet ikke kender. Hendes reaktion kan
være alt fra dybt underlig til særdeles fornuftig. Jeg siger derfor ene og
alene, at vi ikke er i stand til at vurdere på det foreliggende grundlag, om
den er det ene eller det andet!

> Har du nogensinde hørt om
> tilstanden/sygdommen PAS (Parental Alienation Syndrome). Uden at være
> ekspert på dette område, for det er stort, så vil jeg mene at hun er
psykisk
> uligevægtig,

Hvad baserer du dog den konklusion på?

> Jeg synes din sag i uhyggelig
> grad minder om min,

Pas på.... jo mere man selv er viklet ind i et problem, desto sværere kan
man have ved at se tingene klart og råde ordentligt om samme problem.

> Du er far, du er kompetent som far (antager
> jeg) og en elskelig person overfor dit barn.

Antager vi, ja! Vi ved faktisk meget lidt om, hvordan René er i forhold til
sin søn og ekskæreste. Han kan være alt fra supergod og kærlig - til at
mangle evne til at sætte sig i ind andres behov og situation.

Det eneste vi ved er, at far - forståeligt nok (!!!) - er så følelsesmæssigt
ude i tovene, at han ikke synes at kunne vurdere tingene helt klart.

Og for lige at understrege det.... jeg synes det er særdeles forståeligt, at
det er svært at tænke og handle klart i sådan en situation! Så dette er IKKE
en anklage mod René!

Men at han tydeligvis - og forståeligt nok! - er ude af balance, betyder
også, at hans evne til at vurdere, hvad der er sket og hvorfor ikke
nødvendigvis er pålidelig.

Og skal man rådgive nogen ordentligt i sådan en sag, er man nok nødt til at
kende sagen fra begge sider.

Det kunne jo tænkes, at moren - med rette eller urette, de ved vi ikke - har
oplevet, at hendes barns far pludselig har forandret sig fra at være rolig
og stabil til at være det modsatte. Et menneske, der pludselig forandrer
karakter ER sgu da skræmmende af helvede til! Og har hun haft en kæreste,
der skifter fra at være en stabil og rolig klippe, der pludselig slår i
væggen, giver sig selv blå øjne, råber og ligger og tuder om natten i
sengen, så har hun oplevet en personlighedsforandring, der muligvis har
skræmt hende voldsomt.

Så måske har hun faktisk handlet ganske forståeligt, hvis vi hører HENDES
version af sagen! Måske ikke! Vi ved det faktisk ikke!

> På bundlinien var hun jo den med problemer - de psykiske
> problemer og en ustabilitet og et
> ønske om at være "allestednærværende overfor barnet".

Jeg forstår slet ikke, hvordan du kan konkludere ovenstående?

Vi ved ikke, om det er den ene eller anden part i denne sag, der er ustabil
og uligevægtig! Eller måske begge! Måske er INGEN af dem egnede til
forældrerollen.... vi ved det ikke.

Sagen kan sørme ses på mange måder. Og hvad der er sandheden, forekommer mig
godt nok at være helt umuligt at vurdere på det foreliggende grundlag.

> 5 : Snak med nogen - eller gør som du gør nu her i
> nyhedsgruppen.

Hvis JEG var moderen i en sådan sag, ville jeg bruge det MOD faren, at han
offentliggør private problemer. Og det er set før i historien, at det ikke
er en fordel for en far og hans sag at udstille mor, barn og fælles
problemer. Så jeg synes det er et skidt råd at give.

Jeg ville hellere råde René til at henvende sig til venner, familie,
kolleger, bekendte, rådgivning. Alt andet end at offentliggøre familiens
problemer i detaljer. (Og den holdning har jeg givet udtryk for i andre
sammenhænge også, så den er såmænd ikke møntet på René alene - men på i det
hele taget at udstille andres problemer i detaljer i fuld offentlighed.
Uanset det handler om forældremyndighed eller helt andre emner.)

Mvh. Lisbeth

---

Hej Lisbeth - jeg svarer dig nedenstående :

> > Hun har jo opført sig
> > lidt vel underligt i barnets spæde måneder.

Rene har beskrevet hvordan moderen har forsøgt at udelukke faderen fra
kontakt med barnet. Hun har ene og alene partout villet tage sig af barnet
til trods for at faderen har haft et ønske om at deltage i omsorgen af
barnet. Nu er jeg ikke psykolog eller på anden måde kvalificeret til at
diagnosticere mennesker, men da jeg har oplevet lidt det samme med min
ekskone som Rene oplever i disse dage. En fremmedgørelse af faderen - et
forsøg på at ratificere at det er helt okay at flytte. Som om hun søger en
"undskyldning" for at kunne komme væk - så hun overfor venner og familie kan
argumentere at René var et "monster" i forholdet. Måske forholder det sig
ikke helt sådan.
>
> Har hun?
>
> Husker jeg forkert.... jeg husker nemlig ikke noget fra denne tråd, der
> peger i retning af, at vi kan tillade os at konkludere, at barnets mor har
> opført sig underligt.
>
> Hvad er det underlige, hun har gjort?

Som beskrevet ovenfor, og hun har jo tabt sig ganske betragteligt. Ingen
tvivl om at det er hårdt at blive mor, og at det dræner kroppen, men hvorfor
så ikke forsøge at blive stærkere igen, ved netop at lade faderen overtage
nogle af disse "dejlige pligter" - tøjvask, bleskift osv. Han har jo også en
ærlig og åben interesse i at deltage og blive til en familie sammen. Og så
er det vel også ganske "underligt" at hun nægter faderen at se barnet.

>
> At hun har fjernet sig selv og barnet er MÅSKE underligt - måske ikke!
> Det afhænger sørme af detaljer, som vi slet ikke kender. Hendes reaktion
kan
> være alt fra dybt underlig til særdeles fornuftig. Jeg siger derfor ene og
> alene, at vi ikke er i stand til at vurdere på det foreliggende grundlag,
om
> den er det ene eller det andet!

Jeg synes René har fortalt sin version, og grunden til at han har fået en
meget stor opbakning er nok at det er tydeligt at han er noget rystet over
denne situation. Derfor har man forsøgt at samle lidt op på ham og bakke ham
op i det han står i !

>
> > Har du nogensinde hørt om
> > tilstanden/sygdommen PAS (Parental Alienation Syndrome). Uden at være
> > ekspert på dette område, for det er stort, så vil jeg mene at hun er
> psykisk
> > uligevægtig,
>
> Hvad baserer du dog den konklusion på?

Jeg har læst meget om PAS - men er på ingen måde ekspert. Men mange artikler
om netop PAS beskriver netop mange af de symptomer eller advarselssignaler
som er beskrevet i dette hændelsesforløb. Men læg mærke til at jeg ikke
siger konkret at der er tale om PAS, men blot at han skal læse om PAS. Der
er altså en ret stor gruppe forskere der mener at dette fænomen er langt
større end vi aner.

>
> > Jeg synes din sag i uhyggelig
> > grad minder om min,
>
> Pas på.... jo mere man selv er viklet ind i et problem, desto sværere kan
> man have ved at se tingene klart og råde ordentligt om samme problem.

Se Lisbeth - det er nu mit valg at vurdere dette - ikke dit !

>

> > Du er far, du er kompetent som far (antager
> > jeg) og en elskelig person overfor dit barn.
>
> Antager vi, ja! Vi ved faktisk meget lidt om, hvordan René er i forhold
til
> sin søn og ekskæreste. Han kan være alt fra supergod og kærlig - til at
> mangle evne til at sætte sig i ind andres behov og situation.
>
> Det eneste vi ved er, at far - forståeligt nok (!!!) - er så
følelsesmæssigt
> ude i tovene, at han ikke synes at kunne vurdere tingene helt klart.

Hvad baserer du selv dette på ?

>
> Og for lige at understrege det.... jeg synes det er særdeles forståeligt,
at
> det er svært at tænke og handle klart i sådan en situation! Så dette er
IKKE
> en anklage mod René!
>
> Men at han tydeligvis - og forståeligt nok! - er ude af balance, betyder
> også, at hans evne til at vurdere, hvad der er sket og hvorfor ikke
> nødvendigvis er pålidelig.
>
> Og skal man rådgive nogen ordentligt i sådan en sag, er man nok nødt til
at
> kende sagen fra begge sider.

Enig, men moderen er jo forsvundet fra jordens overflade og ønsker at have
et taleorgan gennem hendes forældre.

>
> Det kunne jo tænkes, at moren - med rette eller urette, de ved vi ikke -
har
> oplevet, at hendes barns far pludselig har forandret sig fra at være rolig
> og stabil til at være det modsatte. Et menneske, der pludselig forandrer
> karakter ER sgu da skræmmende af helvede til! Og har hun haft en kæreste,
> der skifter fra at være en stabil og rolig klippe, der pludselig slår i
> væggen, giver sig selv blå øjne, råber og ligger og tuder om natten i
> sengen, så har hun oplevet en personlighedsforandring, der muligvis har
> skræmt hende voldsomt.

Ja det må være skræmmende, men det er også skræmmende at stå som fader og se
at man bliver kørt ud på et sidespor - som værende totalt ubrugelig i
relation til omsorgen for barnet. En fremmedgørelse starter allerede dér vil
jeg mene.

>

> Så måske har hun faktisk handlet ganske forståeligt, hvis vi hører HENDES
> version af sagen! Måske ikke! Vi ved det faktisk ikke!
>
> > På bundlinien var hun jo den med problemer - de psykiske
> > problemer og en ustabilitet og et
> > ønske om at være "allestednærværende overfor barnet".
>
> Jeg forstår slet ikke, hvordan du kan konkludere ovenstående?
>
> Vi ved ikke, om det er den ene eller anden part i denne sag, der er
ustabil
> og uligevægtig! Eller måske begge! Måske er INGEN af dem egnede til
> forældrerollen.... vi ved det ikke.

Nej det ved vi ikke - der er jeg enig, men jeg antager det forholder sig
sådan at både fader og moder har et ønske om at se barnet trives.

>
> Sagen kan sørme ses på mange måder. Og hvad der er sandheden, forekommer
mig
> godt nok at være helt umuligt at vurdere på det foreliggende grundlag.
>
> > 5 : Snak med nogen - eller gør som du gør nu her i
> > nyhedsgruppen.
>
> Hvis JEG var moderen i en sådan sag, ville jeg bruge det MOD faren, at han
> offentliggør private problemer. Og det er set før i historien, at det ikke
> er en fordel for en far og hans sag at udstille mor, barn og fælles
> problemer. Så jeg synes det er et skidt råd at give.

Jeg skriver også at han skal tale med nogen som det første - eller gøre som
han gør her. Da jeg selv stod i situationen for 1½ år siden var der ingen at
tale med. Jeg har ingen støtte at hente hos min egen familie, og vennerne
var ikke altid dér når jeg havde brug for "en snak". Aldrig har jeg været så
meget ude af balance og så ked af det. Og jeg ville ønske at jeg havde haft
netop den opbakning som René har fået her. Det sker jo ikke alene fordi han
er ude i tovene som far - men fordi han er ude i tovene som menneske. Der er
altså ikke tale om en differentieret håndsrækning fra min side - jeg ville
meget gerne høre moderens historie også, og bakke hende op i hendes
situation.

>
> Jeg ville hellere råde René til at henvende sig til venner, familie,
> kolleger, bekendte, rådgivning. Alt andet end at offentliggøre familiens
> problemer i detaljer. (Og den holdning har jeg givet udtryk for i andre
> sammenhænge også, så den er såmænd ikke møntet på René alene - men på i
det
> hele taget at udstille andres problemer i detaljer i fuld offentlighed.
> Uanset det handler om forældremyndighed eller helt andre emner.)
>
Nu har han beskrevet at han ikke har den bedste hjælp at hente dér. Så måske
er der tale om netop dét "lille råb om hjælp" som vi alt for ofte neglicerer
i det danske samfund. For mig handler det ikke så meget om at gå så dybt ind
i historien uden at have begge versioner, men mere om at hjælpe en person
som har meget brug for hjælp ligenu.

> Mvh. Lisbeth
>
Mvh Claus
>

---

"Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:but928$b5u$1@sunsite.dk...

> Rene har beskrevet hvordan moderen har forsøgt at udelukke faderen fra
> kontakt med barnet.

Rene har beskrevet, at HANS OPLEVELSE er, at mor ikke rigtig har villet
deles om pasning af barnet. Jeg anerkender, at det er Renes oplevelse - men
det behøver ikke betyde, at det rent faktisk og objektivt har forholdt sig
sådan!

Jeg har oplevet fædre, der - fordi mor/mødre ofte er langt hurtigere til at
reagere
på gråd, behov for bleskift etc. - konkludere, at hun ikke overlader
noget til ham.

Jeg har tilsvarende oplevet mødre, som på samme baggrund mener, at
faren ikke er opmærksom på barnets behov eller, at han ikke forstår dem og
barnet.

Ligesom en mor selvfølgelig skal give far plads til at gøre tingene på SIN
måde, skal far ikke bare give op og give mor skylden og ansvaret for, at
han ikke deltager i den daglige pasning af barnet.

> Hun har ene og alene partout villet tage sig af barnet
> til trods for at faderen har haft et ønske om at deltage i omsorgen af
> barnet.

Det ved vi ikke! Vi ved kun, at Rene beskriver det sådan, at han oplever det
sådan. Barnets mor har måske en anden, og ikke nødvendigvis mere forkert
opfattelse af
situationen.

> En fremmedgørelse af faderen

Hvordan bærer man sig ad med at fremmedgøre et voksent, fornuftigt og
velfungerende menneske, der VIL deltage i den daglige pasning af sit barn?

> - et forsøg på at ratificere at det er helt okay at flytte.

Måske ER det helt okay, at hun er flyttet. Vi kender ikke hendes
begrundelse, som kunne gøre det fortåeligt og acceptabelt.

Og vi ved da slet ikke, om hun fremover har tænkt sig at afskære Rene fra
at se sit barn! Vi ved, at hun er flyttet - og at hun vil have en løsning
via
SA. Hvorfor hun handler, som hun gør, kan vi ikke vurdere! Om det er
rimeligt, at hun reagerer, som hun gør, ved vi heller ikke.

> Som om hun søger en "undskyldning" for at kunne komme væk

Vi aner ikke, om hun "søger en undskyldning" - eller, om hun har en særdeles
god begrundelse!

> - så hun overfor venner og familie kan
> argumentere at René var et "monster" i forholdet.

Vi aner ikke, om hun fremstiller Rene sådan. Og ejheller, om hun har tænkt
sig at gøre det. Rene har beskrevet, at han FRYGTER, at hun vil.... hvilket
jo ikke er ensbetydende med, at det vil hun.

I givet fald havde hun vel anmeldt ham for vold? Vil man fremstille nogen
som voldsmand, er det da den bedste måde at gøre det på.

> Som beskrevet ovenfor, og hun har jo tabt sig ganske betragteligt.

Det er ikke en forbrydelse at tabe sig! Det er ikke en forbrydelse at være
voldsomt optaget af sit spæde barn. Og det behøver da slet ikke være lig
med, at hun er ustabil, psykisk syg, fysisk syg, dårlig mor eller andet.

> Ingen tvivl om at det er hårdt at blive mor, og at det dræner kroppen, men
> hvorfor så ikke forsøge at blive stærkere igen, ved netop at lade faderen
overtage
> nogle af disse "dejlige pligter" - tøjvask, bleskift osv.

Vi aner ikke, om hun har nægtet Rene at lave en del af det praktiske
arbejde.

Vi ved heller ikke, om hun har oplevet det som mere hårdt at blive mor end
hun har kunnet magte! Og hun har dog taget sig af sit barn et helt år, uden
at René
synes at have følt grund til at gribe ind.

Måske er det ene og alene hendes og Renés forhold, der har været en
belastning for hende?

> Han har jo også en ærlig og åben interesse i at deltage og blive til en
familie sammen.

Ja bestemt!

> Og så er det vel også ganske "underligt" at hun nægter faderen at se
barnet.

Det ved vi ikke, om det er!

Hvis René har forandret sig meget pludseligt fra at være en rolig og stabil
mand - til at slå i væggen, give sig selv blå øjne, råbe højt, ligge i
sengen og tude om natten..... så er det vel ikke vildt underligt, hvis mor
er skræmt af helvede til. Og HVIS hun - med rette eller ej - frygter at René
kan gøre skade på hende eller barnet, så opfører hun sig faktisk ganske
fornuftigt ved at flygte. Langt mere fornuftigt i givet fald, end så mange
andre kvinder har handlet.

Men alt det ved vi faktisk intet om - ergo er det ikke muligt at vurdere
situationen og dømme hverken den ene eller anden af dem.

Og vi ved heller ikke, om hun har tænkt sig, at René ikke skal se sit barn
mere.

> > Hvad baserer du dog den konklusion på?
>
> Jeg har læst meget om PAS - men er på ingen måde ekspert.

Du ved ganske givet en masse om PAS.
Men du ved INTET om Renés kæreste.
Du ved bestemt slet ikke nok til at kunne bare tilnærmelsesvist mene, at
hans ekskæreste lider af hverken det ene eller det andet. PAS,
fødselsdepression eller noget som helst andet.

> om netop PAS beskriver netop mange af de symptomer eller advarselssignaler
> som er beskrevet i dette hændelsesforløb.

Hvilke symptomer/advarselssignaler taler du om?

> Men læg mærke til at jeg ikke siger konkret at der er tale om PAS,
> men blot at han skal læse om PAS.

Der findes at hav af psykologiske diagnoser vi kunne foreslå ham at
studere..... hvis vi ikke bekymrer os det mindste om, hvorvidt der er
begrundet mistanke.

> Der er altså en ret stor gruppe forskere der mener at dette fænomen er
> langt større end vi aner.

Jeg kunne også komme i tanke om en hel del diagnoser, som Renés
opførsel KUNNE være tegn på - hvis der altså ikke skal mere end lidt
krisereaktion og en knytnæve i en væg til, før vi stiller diagnoser. For
pokker... folk bliver stressede
og opfører sig underligt, når de kommer i krise. Det gør dem altså IKKE til
psykologiske tilfælde, som vi kan tillade os at hæfte diagnoser på.

> Se Lisbeth - det er nu mit valg at vurdere dette - ikke dit !

Jeg foreslår såmænd bare, at du er forsigtigt med at projicere DINE
problemer og DIN historie over på andre. Og det synes jeg du gør i denne
situation.

> Hvad baserer du selv dette på ?

Hans egne ord! Hans beskrivelse af sig selv.

> Enig, men moderen er jo forsvundet fra jordens overflade og ønsker at have
> et taleorgan gennem hendes forældre.

Hvilket ikke i sig selv gør hende til hverken psykisk syg, ustabil, mærkelig
eller ond. Det er måske den bedste måde HUN kan klare situationen på. Det er
måske
ligefrem en særdeles fornuftig reaktion. Vi kender slet ikke hendes motiv.

Ergo synes jeg vi skal lade være med at dømme både hende og Rene.

> Ja det må være skræmmende, men det er også skræmmende at stå som fader og
se
> at man bliver kørt ud på et sidespor - som værende totalt ubrugelig i
> relation til omsorgen for barnet. En fremmedgørelse starter allerede dér
vil
> jeg mene.

Ja bestemt er det skræmmende!

> Nej det ved vi ikke - der er jeg enig, men jeg antager det forholder sig
> sådan at både fader og moder har et ønske om at se barnet trives.

Ja.. men derfra og så til at mene, at "På bundlinien var hun jo den med
problemer - de psykiske problemer og en ustabilitet og et ønske om at være
"allestednærværende overfor barnet" ... .så er vi langt ude i de urimelige
konklusioner og diagnoser.

> Og jeg ville ønske at jeg havde haft
> netop den opbakning som René har fået her.

Det forstår jeg godt! Men det rokker desværre ikke ved, at det René gør i
denne sammenhæng i værste fald KAN blive til skade for hans sag.

> Det sker jo ikke alene fordi han er ude i tovene som far

Jeg har forståelse for HVORFOR det sker!

Men det rokker ikke ved, at det kan være uheldigt - ikke mindst for hans
egen sag - hvis moderen vil fremstille ham som "ude i tovene" m.m.

> Nu har han beskrevet at han ikke har den bedste hjælp at hente dér.

Der er flere muligheder for at få rådgivning - som ikke indebærer, at man i
fuld offentlighed udstiller andres private problemer, sorger, bekymringer.

> Så måske er der tale om netop dét "lille råb om hjælp" som vi alt for ofte
neglicerer
> i det danske samfund. For mig handler det ikke så meget om at gå så dybt
ind
> i historien uden at have begge versioner, men mere om at hjælpe en person
> som har meget brug for hjælp ligenu.

Så kan man tilbyde at hjælpe under 4 øjne. (Husker ikke, hvem der gjorde
det - om det var dig?)

Mvh. Lisbeth

---

Jeg synes jeg vil slutte dialogen med dig Lisbeth, for du er da om nogen
forudintaget og farvet af dine egne oplevelser eller erfaringer. Aldrig har
jeg da hørt en person fornægte hjælpen til et andet menneske blot for at
retfærdige gøre sit eget køn´s handlinger. Du behøver ikke at svare for jeg
gider ærligt talt ikke at høre på flere "De aner vi ikke" eller det "ved vi
ikke" fraser. Men jeg synes da du skal prøve at læse dit svar til mig igen -
jeg var ved at kaste op af rødstrømpe-retorikken. Sorry.

Claus

"Lisbeth Jacobsen" <Lisbeth495NOSPAM@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40142deb$0$6121$ba624c82@nntp01.dk.telia.net...
> "Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:but928$b5u$1@sunsite.dk...
>
> > Rene har beskrevet hvordan moderen har forsøgt at udelukke faderen fra
> > kontakt med barnet.
>
> Rene har beskrevet, at HANS OPLEVELSE er, at mor ikke rigtig har villet
> deles om pasning af barnet. Jeg anerkender, at det er Renes oplevelse -
men
> det behøver ikke betyde, at det rent faktisk og objektivt har forholdt sig
> sådan!
>
> Jeg har oplevet fædre, der - fordi mor/mødre ofte er langt hurtigere til
at
> reagere
> på gråd, behov for bleskift etc. - konkludere, at hun ikke overlader
> noget til ham.
>
> Jeg har tilsvarende oplevet mødre, som på samme baggrund mener, at
> faren ikke er opmærksom på barnets behov eller, at han ikke forstår dem og
> barnet.
>
> Ligesom en mor selvfølgelig skal give far plads til at gøre tingene på SIN
> måde, skal far ikke bare give op og give mor skylden og ansvaret for, at
> han ikke deltager i den daglige pasning af barnet.
>
> > Hun har ene og alene partout villet tage sig af barnet
> > til trods for at faderen har haft et ønske om at deltage i omsorgen af
> > barnet.
>
> Det ved vi ikke! Vi ved kun, at Rene beskriver det sådan, at han oplever
det
> sådan. Barnets mor har måske en anden, og ikke nødvendigvis mere forkert
> opfattelse af
> situationen.
>
> > En fremmedgørelse af faderen
>
> Hvordan bærer man sig ad med at fremmedgøre et voksent, fornuftigt og
> velfungerende menneske, der VIL deltage i den daglige pasning af sit barn?
>
> > - et forsøg på at ratificere at det er helt okay at flytte.
>
> Måske ER det helt okay, at hun er flyttet. Vi kender ikke hendes
> begrundelse, som kunne gøre det fortåeligt og acceptabelt.
>
> Og vi ved da slet ikke, om hun fremover har tænkt sig at afskære Rene fra
> at se sit barn! Vi ved, at hun er flyttet - og at hun vil have en løsning
> via
> SA. Hvorfor hun handler, som hun gør, kan vi ikke vurdere! Om det er
> rimeligt, at hun reagerer, som hun gør, ved vi heller ikke.
>
> > Som om hun søger en "undskyldning" for at kunne komme væk
>
> Vi aner ikke, om hun "søger en undskyldning" - eller, om hun har en
særdeles
> god begrundelse!
>
> > - så hun overfor venner og familie kan
> > argumentere at René var et "monster" i forholdet.
>
> Vi aner ikke, om hun fremstiller Rene sådan. Og ejheller, om hun har tænkt
> sig at gøre det. Rene har beskrevet, at han FRYGTER, at hun vil....
hvilket
> jo ikke er ensbetydende med, at det vil hun.
>
> I givet fald havde hun vel anmeldt ham for vold? Vil man fremstille nogen
> som voldsmand, er det da den bedste måde at gøre det på.
>
> > Som beskrevet ovenfor, og hun har jo tabt sig ganske betragteligt.
>
> Det er ikke en forbrydelse at tabe sig! Det er ikke en forbrydelse at være
> voldsomt optaget af sit spæde barn. Og det behøver da slet ikke være lig
> med, at hun er ustabil, psykisk syg, fysisk syg, dårlig mor eller andet.
>
> > Ingen tvivl om at det er hårdt at blive mor, og at det dræner kroppen,
men
> > hvorfor så ikke forsøge at blive stærkere igen, ved netop at lade
faderen
> overtage
> > nogle af disse "dejlige pligter" - tøjvask, bleskift osv.
>
> Vi aner ikke, om hun har nægtet Rene at lave en del af det praktiske
> arbejde.
>
> Vi ved heller ikke, om hun har oplevet det som mere hårdt at blive mor end
> hun har kunnet magte! Og hun har dog taget sig af sit barn et helt år,
uden
> at René
> synes at have følt grund til at gribe ind.
>
> Måske er det ene og alene hendes og Renés forhold, der har været en
> belastning for hende?
>
> > Han har jo også en ærlig og åben interesse i at deltage og blive til en
> familie sammen.
>
> Ja bestemt!
>
> > Og så er det vel også ganske "underligt" at hun nægter faderen at se
> barnet.
>
> Det ved vi ikke, om det er!
>
> Hvis René har forandret sig meget pludseligt fra at være en rolig og
stabil
> mand - til at slå i væggen, give sig selv blå øjne, råbe højt, ligge i
> sengen og tude om natten..... så er det vel ikke vildt underligt, hvis mor
> er skræmt af helvede til. Og HVIS hun - med rette eller ej - frygter at
René
> kan gøre skade på hende eller barnet, så opfører hun sig faktisk ganske
> fornuftigt ved at flygte. Langt mere fornuftigt i givet fald, end så mange
> andre kvinder har handlet.
>
> Men alt det ved vi faktisk intet om - ergo er det ikke muligt at vurdere
> situationen og dømme hverken den ene eller anden af dem.
>
> Og vi ved heller ikke, om hun har tænkt sig, at René ikke skal se sit barn
> mere.
>
> > > Hvad baserer du dog den konklusion på?
> >
> > Jeg har læst meget om PAS - men er på ingen måde ekspert.
>
> Du ved ganske givet en masse om PAS.
> Men du ved INTET om Renés kæreste.
> Du ved bestemt slet ikke nok til at kunne bare tilnærmelsesvist mene, at
> hans ekskæreste lider af hverken det ene eller det andet. PAS,
> fødselsdepression eller noget som helst andet.
>
> > om netop PAS beskriver netop mange af de symptomer eller
advarselssignaler
> > som er beskrevet i dette hændelsesforløb.
>
> Hvilke symptomer/advarselssignaler taler du om?
>
> > Men læg mærke til at jeg ikke siger konkret at der er tale om PAS,
> > men blot at han skal læse om PAS.
>
> Der findes at hav af psykologiske diagnoser vi kunne foreslå ham at
> studere..... hvis vi ikke bekymrer os det mindste om, hvorvidt der er
> begrundet mistanke.
>
> > Der er altså en ret stor gruppe forskere der mener at dette fænomen er
> > langt større end vi aner.
>
> Jeg kunne også komme i tanke om en hel del diagnoser, som Renés
> opførsel KUNNE være tegn på - hvis der altså ikke skal mere end lidt
> krisereaktion og en knytnæve i en væg til, før vi stiller diagnoser. For
> pokker... folk bliver stressede
> og opfører sig underligt, når de kommer i krise. Det gør dem altså IKKE
til
> psykologiske tilfælde, som vi kan tillade os at hæfte diagnoser på.
>
> > Se Lisbeth - det er nu mit valg at vurdere dette - ikke dit !
>
> Jeg foreslår såmænd bare, at du er forsigtigt med at projicere DINE
> problemer og DIN historie over på andre. Og det synes jeg du gør i denne
> situation.
>
> > Hvad baserer du selv dette på ?
>
> Hans egne ord! Hans beskrivelse af sig selv.
>
> > Enig, men moderen er jo forsvundet fra jordens overflade og ønsker at
have
> > et taleorgan gennem hendes forældre.
>
> Hvilket ikke i sig selv gør hende til hverken psykisk syg, ustabil,
mærkelig
> eller ond. Det er måske den bedste måde HUN kan klare situationen på. Det
er
> måske
> ligefrem en særdeles fornuftig reaktion. Vi kender slet ikke hendes motiv.
>
> Ergo synes jeg vi skal lade være med at dømme både hende og Rene.
>
> > Ja det må være skræmmende, men det er også skræmmende at stå som fader
og
> se
> > at man bliver kørt ud på et sidespor - som værende totalt ubrugelig i
> > relation til omsorgen for barnet. En fremmedgørelse starter allerede dér
> vil
> > jeg mene.
>
> Ja bestemt er det skræmmende!
>
> > Nej det ved vi ikke - der er jeg enig, men jeg antager det forholder sig
> > sådan at både fader og moder har et ønske om at se barnet trives.
>
> Ja.. men derfra og så til at mene, at "På bundlinien var hun jo den med
> problemer - de psykiske problemer og en ustabilitet og et ønske om at være
> "allestednærværende overfor barnet" ... .så er vi langt ude i de urimelige
> konklusioner og diagnoser.
>
> > Og jeg ville ønske at jeg havde haft
> > netop den opbakning som René har fået her.
>
> Det forstår jeg godt! Men det rokker desværre ikke ved, at det René gør i
> denne sammenhæng i værste fald KAN blive til skade for hans sag.
>
> > Det sker jo ikke alene fordi han er ude i tovene som far
>
> Jeg har forståelse for HVORFOR det sker!
>
> Men det rokker ikke ved, at det kan være uheldigt - ikke mindst for hans
> egen sag - hvis moderen vil fremstille ham som "ude i tovene" m.m.
>
> > Nu har han beskrevet at han ikke har den bedste hjælp at hente dér.
>
> Der er flere muligheder for at få rådgivning - som ikke indebærer, at man
i
> fuld offentlighed udstiller andres private problemer, sorger, bekymringer.
>
> > Så måske er der tale om netop dét "lille råb om hjælp" som vi alt for
ofte
> neglicerer
> > i det danske samfund. For mig handler det ikke så meget om at gå så dybt
> ind
> > i historien uden at have begge versioner, men mere om at hjælpe en
person
> > som har meget brug for hjælp ligenu.
>
> Så kan man tilbyde at hjælpe under 4 øjne. (Husker ikke, hvem der gjorde
> det - om det var dig?)
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>

---

"Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:bv1dus$rf7$1@sunsite.dk...

> Jeg synes jeg vil slutte dialogen med dig Lisbeth, for du er da om nogen
> forudintaget og farvet af dine egne oplevelser eller erfaringer.

Hvsi du formoder, at jeg har noget i klemme i retning af kamp med far om
samvær tager du så meget fejl, som du kan.

Jeg bruger afgjort mine oplevelser, min viden og mine erfaringer fra livets
skole - men jeg har ingen personlige erfaringer med at slås om
børneopdragelse, bleskift og samvær. Tvært imod!

> Aldrig har jeg da hørt en person fornægte hjælpen til et andet menneske
blot for at
> retfærdige gøre sit eget køn´s handlinger.

Læg mærke til, at jeg har skrevet, at vi ikke ved, om mor/far i dette
tilfælde har handlet forståeligt, rigtigt, fornuftigt eller ej.

> Du behøver ikke at svare for jeg gider ærligt talt ikke at høre på flere
> "De aner vi ikke" eller det "ved vi ikke" fraser.

Men ikke desto mindre ER det sådan, at vi ved alt for lidt til at kunne
dømme nogen i denne sag. Og alt for lidt til at hæfte psykologiske diagnoser
på nogen af parterne. Der er rent faktisk meget i denne sag, som vi slet
ikke ved nok om til at dømme nogen af parterne.

Mvh. Lisbeth

---

Lisbeth

Så lad mig være lidt mere direkte.

Hvori består det rimelig i at fjerne barnet fra sin far der INTET har gjort
der kan retfærdige en så drastisk handling og iøvrigt dagen før par terapi
var aftalt af MOR. Jeg gentager jeg er ikke nogen voldsmand heller ikke når
døren er lukket BASTA

Hvad hentyder mor til når hun skriver i afskeds brevet at Jeg (far) er så
udkørt ulykkelig og frustreret at jeg frygter hvad du vil kunne gøre ved
Frederik. Er det hentydning til VOLD eller er det bare mig der misforstår
eller ikke forstår den dybere mening fra en mor der lige har udført en
yderst rationel og forståelig handling imod sin familie og særdeleshed søn ?

I sin fax sendt til svigerforældrene for 2 dage siden og scannet til mig
hentyder mor så igen.til jeg er en voldsmand. "Ærlig talt frygter jeg for
hvad du vil kunne gøre ved mig og Frederik i fremtiden" skriver hun.
Er det præcist nok Lisbeth eller er det stadig ikke tydeligt nok hvilken sti
hun er på vej ud af.

Nej jeg er aldrig dømt for vold eller udført den imod min famile hverken
nuværende eller tidligere. Nej Jeg bliver heller ikke dømt og nej hun har
heller ikke indgivet nogen anklage imod mig MEN de ord med vold sværmer
allevegen i hende univers. Nej jeg har aldrig været i klammerri med
retsvæsnet Jeg er en skide kedelig blikkenslager der kæmper for at se sin
søn SNART FOR FANDEN ER DET SÅ UMULIGT AT FATTE

Nej det er ikke forbudt at tabe sig. Det er heller ikke forbudt at spise
maden når den står varm og klar til at spise og der intet er til hinder for
at spise den.

Jeg gentager jeg har aldrig og kommer aldrig til at lægge en hånd på nogen
af dem. Hvad foregår der det undre jeg mig over Jeg kender ikke min samlever
sådanne og heller ikke vores omgangs kreds. Er det nu forbudt at videre give
deres bekymringer eller mener du bare jeg maler mit eget mel i
virkeligheden.Som jeg læser dine svar tror du jeg er fuld af fusk og bare
har dårlig samvittighed. Intet kunne være mere forkert.

Jeg er sikker på du har ret i mor ser det her helt anderledes ellers havde
hun ikke fastholdt mig i sin grusomme handling uden omtanke for Frederik´s
behov for at have sin far ved sin side.

Kære Lisbeth jeg har kun afsky til overs for den handlig mor har gjort og
det er ubegrundet det vil jeg love ALLE herinde. Muligvis mener du det er en
ganske normal handling det kan jeg kun forarges over i den grad.

Hvori består rimeligeheden i at afholde mig for at se Frederik i snart 14
dage.

Hvori består rimeligheden i fortsat at benægte mig mulighed for at se ham
før SA har afgjort sagen.

Hvis det ikke er en bevidst handling for at fremmedgøre mig fra min søn hvad
fanden er det så ????

Jeg formoder ikke du mener det er i barnets interesse at se sin far hver
anden måned. "Hej Frederik vi 2 smutter lige hjem i 3 dage sammen. Skide
være om du kender mig min søn du kommer bare med her for det er fars dage.
At du ikke lige kender far er så bare ærgeligt.Mor må du savne så længe.....
vi ses mor" Lisbeth tror du Frederik vil være bund ulykkelig hele weekenden
eller er det bare mig der er blevet far i en for høj alder ( 39 år ) og er
fattesvag vedr. samkvem i 2004 og børns tarv.

Jeg formoder ikke du mener at et barn har bedst af udelukkende at blive
præget opdraget udviklet af en af sine forældre nu der er 2 der gerne kan og
vil. I mit tilfælde kan jeg kun vente på fremmed mennesker afgør vores
Frederiks fremtid. Damn det er lige de præmisser jeg fik børn for at kunne
opleve bare 12 mdr senere.

Skulle du sidde med en mistanke om far lider mere af kærestesorg end savn af
sin søn så glem det. Kærligheden var meget nedtonet fra begge sider til
sidst men som voksne mennesker må man tilside sætte sit eget behov for
kærlighed indtil der igen er tid til at mor & far også kan være kærester
igen. Ikke alle kan det vi kunne ikke desværre ikke for Frederik som det tog
os 5 år at få.

Tillykke far du er nu weekend far

René




"Lisbeth Jacobsen" <Lisbeth495NOSPAM@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40142deb$0$6121$ba624c82@nntp01.dk.telia.net...
> "Claus Stensgaard" <kamisu@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:but928$b5u$1@sunsite.dk...
>
> > Rene har beskrevet hvordan moderen har forsøgt at udelukke faderen fra
> > kontakt med barnet.
>
> Rene har beskrevet, at HANS OPLEVELSE er, at mor ikke rigtig har villet
> deles om pasning af barnet. Jeg anerkender, at det er Renes oplevelse -
men
> det behøver ikke betyde, at det rent faktisk og objektivt har forholdt sig
> sådan!
>
> Jeg har oplevet fædre, der - fordi mor/mødre ofte er langt hurtigere til
at
> reagere
> på gråd, behov for bleskift etc. - konkludere, at hun ikke overlader
> noget til ham.
>
> Jeg har tilsvarende oplevet mødre, som på samme baggrund mener, at
> faren ikke er opmærksom på barnets behov eller, at han ikke forstår dem og
> barnet.
>
> Ligesom en mor selvfølgelig skal give far plads til at gøre tingene på SIN
> måde, skal far ikke bare give op og give mor skylden og ansvaret for, at
> han ikke deltager i den daglige pasning af barnet.
>
> > Hun har ene og alene partout villet tage sig af barnet
> > til trods for at faderen har haft et ønske om at deltage i omsorgen af
> > barnet.
>
> Det ved vi ikke! Vi ved kun, at Rene beskriver det sådan, at han oplever
det
> sådan. Barnets mor har måske en anden, og ikke nødvendigvis mere forkert
> opfattelse af
> situationen.
>
> > En fremmedgørelse af faderen
>
> Hvordan bærer man sig ad med at fremmedgøre et voksent, fornuftigt og
> velfungerende menneske, der VIL deltage i den daglige pasning af sit barn?
>
> > - et forsøg på at ratificere at det er helt okay at flytte.
>
> Måske ER det helt okay, at hun er flyttet. Vi kender ikke hendes
> begrundelse, som kunne gøre det fortåeligt og acceptabelt.
>
> Og vi ved da slet ikke, om hun fremover har tænkt sig at afskære Rene fra
> at se sit barn! Vi ved, at hun er flyttet - og at hun vil have en løsning
> via
> SA. Hvorfor hun handler, som hun gør, kan vi ikke vurdere! Om det er
> rimeligt, at hun reagerer, som hun gør, ved vi heller ikke.
>
> > Som om hun søger en "undskyldning" for at kunne komme væk
>
> Vi aner ikke, om hun "søger en undskyldning" - eller, om hun har en
særdeles
> god begrundelse!
>
> > - så hun overfor venner og familie kan
> > argumentere at René var et "monster" i forholdet.
>
> Vi aner ikke, om hun fremstiller Rene sådan. Og ejheller, om hun har tænkt
> sig at gøre det. Rene har beskrevet, at han FRYGTER, at hun vil....
hvilket
> jo ikke er ensbetydende med, at det vil hun.
>
> I givet fald havde hun vel anmeldt ham for vold? Vil man fremstille nogen
> som voldsmand, er det da den bedste måde at gøre det på.
>
> > Som beskrevet ovenfor, og hun har jo tabt sig ganske betragteligt.
>
> Det er ikke en forbrydelse at tabe sig! Det er ikke en forbrydelse at være
> voldsomt optaget af sit spæde barn. Og det behøver da slet ikke være lig
> med, at hun er ustabil, psykisk syg, fysisk syg, dårlig mor eller andet.
>
> > Ingen tvivl om at det er hårdt at blive mor, og at det dræner kroppen,
men
> > hvorfor så ikke forsøge at blive stærkere igen, ved netop at lade
faderen
> overtage
> > nogle af disse "dejlige pligter" - tøjvask, bleskift osv.
>
> Vi aner ikke, om hun har nægtet Rene at lave en del af det praktiske
> arbejde.
>
> Vi ved heller ikke, om hun har oplevet det som mere hårdt at blive mor end
> hun har kunnet magte! Og hun har dog taget sig af sit barn et helt år,
uden
> at René
> synes at have følt grund til at gribe ind.
>
> Måske er det ene og alene hendes og Renés forhold, der har været en
> belastning for hende?
>
> > Han har jo også en ærlig og åben interesse i at deltage og blive til en
> familie sammen.
>
> Ja bestemt!
>
> > Og så er det vel også ganske "underligt" at hun nægter faderen at se
> barnet.
>
> Det ved vi ikke, om det er!
>
> Hvis René har forandret sig meget pludseligt fra at være en rolig og
stabil
> mand - til at slå i væggen, give sig selv blå øjne, råbe højt, ligge i
> sengen og tude om natten..... så er det vel ikke vildt underligt, hvis mor
> er skræmt af helvede til. Og HVIS hun - med rette eller ej - frygter at
René
> kan gøre skade på hende eller barnet, så opfører hun sig faktisk ganske
> fornuftigt ved at flygte. Langt mere fornuftigt i givet fald, end så mange
> andre kvinder har handlet.
>
> Men alt det ved vi faktisk intet om - ergo er det ikke muligt at vurdere
> situationen og dømme hverken den ene eller anden af dem.
>
> Og vi ved heller ikke, om hun har tænkt sig, at René ikke skal se sit barn
> mere.
>
> > > Hvad baserer du dog den konklusion på?
> >
> > Jeg har læst meget om PAS - men er på ingen måde ekspert.
>
> Du ved ganske givet en masse om PAS.
> Men du ved INTET om Renés kæreste.
> Du ved bestemt slet ikke nok til at kunne bare tilnærmelsesvist mene, at
> hans ekskæreste lider af hverken det ene eller det andet. PAS,
> fødselsdepression eller noget som helst andet.
>
> > om netop PAS beskriver netop mange af de symptomer eller
advarselssignaler
> > som er beskrevet i dette hændelsesforløb.
>
> Hvilke symptomer/advarselssignaler taler du om?
>
> > Men læg mærke til at jeg ikke siger konkret at der er tale om PAS,
> > men blot at han skal læse om PAS.
>
> Der findes at hav af psykologiske diagnoser vi kunne foreslå ham at
> studere..... hvis vi ikke bekymrer os det mindste om, hvorvidt der er
> begrundet mistanke.
>
> > Der er altså en ret stor gruppe forskere der mener at dette fænomen er
> > langt større end vi aner.
>
> Jeg kunne også komme i tanke om en hel del diagnoser, som Renés
> opførsel KUNNE være tegn på - hvis der altså ikke skal mere end lidt
> krisereaktion og en knytnæve i en væg til, før vi stiller diagnoser. For
> pokker... folk bliver stressede
> og opfører sig underligt, når de kommer i krise. Det gør dem altså IKKE
til
> psykologiske tilfælde, som vi kan tillade os at hæfte diagnoser på.
>
> > Se Lisbeth - det er nu mit valg at vurdere dette - ikke dit !
>
> Jeg foreslår såmænd bare, at du er forsigtigt med at projicere DINE
> problemer og DIN historie over på andre. Og det synes jeg du gør i denne
> situation.
>
> > Hvad baserer du selv dette på ?
>
> Hans egne ord! Hans beskrivelse af sig selv.
>
> > Enig, men moderen er jo forsvundet fra jordens overflade og ønsker at
have
> > et taleorgan gennem hendes forældre.
>
> Hvilket ikke i sig selv gør hende til hverken psykisk syg, ustabil,
mærkelig
> eller ond. Det er måske den bedste måde HUN kan klare situationen på. Det
er
> måske
> ligefrem en særdeles fornuftig reaktion. Vi kender slet ikke hendes motiv.
>
> Ergo synes jeg vi skal lade være med at dømme både hende og Rene.
>
> > Ja det må være skræmmende, men det er også skræmmende at stå som fader
og
> se
> > at man bliver kørt ud på et sidespor - som værende totalt ubrugelig i
> > relation til omsorgen for barnet. En fremmedgørelse starter allerede dér
> vil
> > jeg mene.
>
> Ja bestemt er det skræmmende!
>
> > Nej det ved vi ikke - der er jeg enig, men jeg antager det forholder sig
> > sådan at både fader og moder har et ønske om at se barnet trives.
>
> Ja.. men derfra og så til at mene, at "På bundlinien var hun jo den med
> problemer - de psykiske problemer og en ustabilitet og et ønske om at være
> "allestednærværende overfor barnet" ... .så er vi langt ude i de urimelige
> konklusioner og diagnoser.
>
> > Og jeg ville ønske at jeg havde haft
> > netop den opbakning som René har fået her.
>
> Det forstår jeg godt! Men det rokker desværre ikke ved, at det René gør i
> denne sammenhæng i værste fald KAN blive til skade for hans sag.
>
> > Det sker jo ikke alene fordi han er ude i tovene som far
>
> Jeg har forståelse for HVORFOR det sker!
>
> Men det rokker ikke ved, at det kan være uheldigt - ikke mindst for hans
> egen sag - hvis moderen vil fremstille ham som "ude i tovene" m.m.
>
> > Nu har han beskrevet at han ikke har den bedste hjælp at hente dér.
>
> Der er flere muligheder for at få rådgivning - som ikke indebærer, at man
i
> fuld offentlighed udstiller andres private problemer, sorger, bekymringer.
>
> > Så måske er der tale om netop dét "lille råb om hjælp" som vi alt for
ofte
> neglicerer
> > i det danske samfund. For mig handler det ikke så meget om at gå så dybt
> ind
> > i historien uden at have begge versioner, men mere om at hjælpe en
person
> > som har meget brug for hjælp ligenu.
>
> Så kan man tilbyde at hjælpe under 4 øjne. (Husker ikke, hvem der gjorde
> det - om det var dig?)
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse

> Lisbeth
>
> Så lad mig være lidt mere direkte.
>
- klip -

> Tillykke far du er nu weekend far

Hej Rene

Jeg læser dit indlæg sådan, at du er pokkers vred, gal, ulykkelig og en hel
masse mere i én pærevælling.
Og så læser jeg det sådan, at du forstår Lisbets indlæg som et angreb.
Det kan jeg godt forstå, for du sidder virkeligt i suppedasen.

Men jeg læser ikke Lisbeths indlæg som et angreb, men som et forsøg på
sparring: Hov, kammerat - prøv lige at blive lidt mere tydelig.
Jeg ved godt, det er nemmere at have min tolerance, fordi jeg ikke er fedtet
ind i suppedasen
Men vrede og frustration kommer du ingen vegne med lige nu - tværtimod er
det en støtte til dit barns mor, hvor hårdt det end kan føles.

Jeg vil gerne give dig et godt råd: Prøv at svare - så ærligt som muligt -
dig selv foran spejlet på Lisbeths indlæg (du behøver bestemt ikke at skrive
dine svar til os andre; de er som udgangspunkt rent private - har du lyst
til at debattere, er det en anden sag).
Og hvorfor? Fordi det er spørgsmål, som du er nødt til at forholde dig til.
Måske bliver de samme eller lignende spørgsmål stillet af din (eks)kærestes
advokat.
Måske bliver de stillet af din egen advokat for at få afklaret banen.
Måske bliver de stillet af socialforvaltningen.
Og måske bliver de stillet af den psykolog, som du gerne vil have til at
skrive en "egnetheds-erklæring" (rædsomt ord).

Og så er det godt at være forberedt og afklaret.

Pøj pøj.
Hilsen Inger

---

Lille spejl på væggen der
Hvem er den mest uhedlig i verden her
Manden i spejlet eller eller er den en anden
en ting er sikkert det gør ondt som bare fanden

Kan retfærdighed ske fyllest engang
eller har jeg set min søn for sidste gang
Hvem ved at du i spejlet der
faktisk taler sandt her

Mange vil sige det er ikke sådan lige
flere vil skrige lad mig nu lige
se min lille søn igen
døren står desværre nu kun på klem

Lille spejl på væggen der
Den far som på dig ser
Taler sandhed for folket derude
alt imens han kun kan tude

Bedre kan jeg ikke gøre det søde Inger og det er vist ikke godt men jeg
prøvede da spejlet.

Jeg sætter pris på dine kradse ord. De er ikke så farvede som jeg føler
Lisbeths ord er. Jeg ved godt vi alle har ret til vores meninger og måske
var min forrige post lige krads nok. Jeg blev lidt vred over den manglende
tiltro til at tingene faktisk også kunne være sande. jeg vil ikke gå ind i
flere af den slags ting i fremtiden herinde.
Jeg ved godt jeg skal holde den lige linie. Jeg ved godt hvilke ting jeg vil
fokusere på. Jeg taler med mig selv om den frygtelige dag når vi skal mødes
i SA altimens jeg forbereder mig
Jeg fik bare nok af den voldsomme mistanke til min person. Jeg har været
ærlig overfor jer. jeg er en ærlig retskaffen mand der har bare skriver her
fordi jeg får luft og hjælp

Rolig nu Claus hold linien kammerat

Mvh René


"Inger Pedersen" <inger@fjerndettepedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:bv1fq7$1s6$1@sunsite.dk...
>
> "René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
>
> > Lisbeth
> >
> > Så lad mig være lidt mere direkte.
> >
> - klip -
>
> > Tillykke far du er nu weekend far
>
> Hej Rene
>
> Jeg læser dit indlæg sådan, at du er pokkers vred, gal, ulykkelig og en
hel
> masse mere i én pærevælling.
> Og så læser jeg det sådan, at du forstår Lisbets indlæg som et angreb.
> Det kan jeg godt forstå, for du sidder virkeligt i suppedasen.
>
> Men jeg læser ikke Lisbeths indlæg som et angreb, men som et forsøg på
> sparring: Hov, kammerat - prøv lige at blive lidt mere tydelig.
> Jeg ved godt, det er nemmere at have min tolerance, fordi jeg ikke er
fedtet
> ind i suppedasen
> Men vrede og frustration kommer du ingen vegne med lige nu - tværtimod er
> det en støtte til dit barns mor, hvor hårdt det end kan føles.
>
> Jeg vil gerne give dig et godt råd: Prøv at svare - så ærligt som muligt -
> dig selv foran spejlet på Lisbeths indlæg (du behøver bestemt ikke at
skrive
> dine svar til os andre; de er som udgangspunkt rent private - har du lyst
> til at debattere, er det en anden sag).
> Og hvorfor? Fordi det er spørgsmål, som du er nødt til at forholde dig
til.
> Måske bliver de samme eller lignende spørgsmål stillet af din
(eks)kærestes
> advokat.
> Måske bliver de stillet af din egen advokat for at få afklaret banen.
> Måske bliver de stillet af socialforvaltningen.
> Og måske bliver de stillet af den psykolog, som du gerne vil have til at
> skrive en "egnetheds-erklæring" (rædsomt ord).
>
> Og så er det godt at være forberedt og afklaret.
>
> Pøj pøj.
> Hilsen Inger
>
>
>
>
>
>
>

---

René Hansen wrote:

hej René....

jeg har ikke deltaget i den tidligere debat men lige følgende citat greb min
opmærksomhed, så det synes jeg lige jeg ville svare på.....

> Jeg formoder ikke du mener det er i barnets interesse at se sin far
> hver anden måned. "Hej Frederik vi 2 smutter lige hjem i 3 dage
> sammen. Skide være om du kender mig min søn du kommer bare med her
> for det er fars dage. At du ikke lige kender far er så bare
> ærgeligt.Mor må du savne så længe..... vi ses mor" Lisbeth tror du
> Frederik vil være bund ulykkelig hele weekenden eller er det bare mig
> der er blevet far i en for høj alder ( 39 år ) og er fattesvag vedr.
> samkvem i 2004 og børns tarv.

der er adskillige aspekter i barnets tarv end bare lige at mor og far bor
sammen.... jeg ved det kan være svært at se, men det er der altså....
det er også vigtigt at tænke på forældrene i den sammenhæng...
hvad tror du giver det lykkeligste barn?
et barn der vokser op med begge forældre, hvoraf den ene er ulykkelig og evt
endda bange (måske uden grund men ikke desto mindre bange)?
eller et barn der vokser op med begge forældre i en samværssituation, hvor
begge forældre er lykkelige og velfungerende?

jeg ved af erfaring at den sidste situation er langt den bedste.... både for
forældre og barn..... (og jeg har set den fra begge sider)

> Jeg formoder ikke du mener at et barn har bedst af udelukkende at
> blive præget opdraget udviklet af en af sine forældre nu der er 2 der
> gerne kan og vil. I mit tilfælde kan jeg kun vente på fremmed
> mennesker afgør vores Frederiks fremtid. Damn det er lige de
> præmisser jeg fik børn for at kunne opleve bare 12 mdr senere.

der er visse ting man er nødt til at acceptere....
en af de ting er at der ikke er nogen decideret "sandhed" i denne
situation..... der er kun to opfattelser... disse opfattelser vil uden tvivl
fra begge sider blive modtaget som fejlagtige, og det værste man kan gøre at
ikke at erkende at der kan være en anden opfattelse end den man selv
har......
du opfatter måske at du ikke har nogen voldelige tendenser.... din exkæreste
opfatter at du allerede en gang har slået hånden ind i væggen i
frustration..... en handling du erkende er sket.....
du kan sikkert ikke gøre noget for at ændre din ex's følelser i den
henseende... hun er blevet alvorligt forskrækket og bange for sin og jeres
søns sikkerhed efter den episode, og hvem ville ikke det hvis man måske er
lidt følelsesmæssig ustabil?
din opgave nu er at sikre at den slags ikke sker igen, og at overbevise alle
andre om at det ikke sker igen.....
det er også din opgave at gøre dine forhold så gode for et lille barn som
muligt......
det kan være ved at indrette din bopæl så der er god plads og god sikring
til et lille barn, det kan være at indrette dit liv så der er god plads og
god tid til et lille barn, og det kan være at indrette dit hovede efter
det....
om du har brug for en psykolog til lige at vende tankerne og se situationen
lidt udefra kan kun du selv afgøre, men jeg kan klart anbefale det i en
situation som din...... lad være med at gå i 1½ år som jeg uden at få det
bearbejdet og lad det ende med et nervøst sammenbrud og en depression......

> Skulle du sidde med en mistanke om far lider mere af kærestesorg end
> savn af sin søn så glem det. Kærligheden var meget nedtonet fra begge
> sider til sidst men som voksne mennesker må man tilside sætte sit
> eget behov for kærlighed indtil der igen er tid til at mor & far også
> kan være kærester igen. Ikke alle kan det vi kunne ikke desværre ikke
> for Frederik som det tog os 5 år at få.
>
> Tillykke far du er nu weekend far

hvad vil du selv helst?
leve i et ulykkeligt kærlighedsløst forhold med en person du ikke tør stole
på, eller gå?
prøv at sætte dig selv i din exkærestes sko for en stund..... måske er
hendes angst irationel, men det er HENDES angst.......
måske er din angst for at miste din søn også irationel, men det er DIN
angst......
det allerbedste du kan gøre for dig selv og din søn lige nu er at erkende at
selvom du ikke ser hendes bevæggrunde, så er hendes angst lige så valid som
din angst......
og så starte et samarbejde derudfra..... den der vinder her er den der først
erkender at der skal samarbejde til....... og den der er villig til at
starte i det små, men stadig stille krav......

--
Knus, Sabina
"Whether you like it or not, you're in the middle of a war that has
been raging for the better part of a thousand years. A blood feud
between vampires and lycans. Werewolves."

---

"René Hansen" <lukathernospam@nospamtele2adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:R6XQb.20957$D16.19612@news.get2net.dk...

> Hvori består det rimelig i at fjerne barnet fra sin far der INTET har
gjort

Jeg aner ikke, om det er rimeligt eller ej.
Jeg aner ikke, hvorfor hun har gjort det og hvad der er sket forud.

> . Jeg gentager jeg er ikke nogen voldsmand heller ikke når
> døren er lukket BASTA

At du ikke ER det er ikke ensbetydende med, at hun ikke føler sig truet
eller skræmt fra vid og sans. Men jeg gentager lige.... jeg aner ikke, om
det er tilfældet! Og jeg aner derfor ikke, om hendes handling er forståelig
eller ej.

> Hvad hentyder mor til når hun skriver i afskeds brevet at Jeg (far) er så
> udkørt ulykkelig og frustreret at jeg frygter hvad du vil kunne gøre ved
> Frederik.

Det betyder formodentlig at hun er bange!

> Er det hentydning til VOLD eller er det bare mig der misforstår

Hun kan bedst selv forklare det.
Men som du har forklaret det, er det ikke en anklage om vold - men en frygt
for, OM du ville blive voldelig.

Der er forskel på at give udtryk for, at man er bange for, OM ens kæreste
bliver voldelig - og til at anklage ham for at VÆRE voldelig.

> I sin fax sendt til svigerforældrene for 2 dage siden og scannet til mig
> hentyder mor så igen.til jeg er en voldsmand. "Ærlig talt frygter jeg for
> hvad du vil kunne gøre ved mig og Frederik i fremtiden" skriver hun.

Jeg læser ikke i ovenstående nogen påstand om, at du ER voldelig - men "kun"
at hun er bange for, om du bliver det.

> Jeg er en skide kedelig blikkenslager der kæmper for at se sin
> søn SNART FOR FANDEN ER DET SÅ UMULIGT AT FATTE

Det er ikke spor svært at fatte og forstå på nogen måde!

> Jeg gentager jeg har aldrig og kommer aldrig til at lægge en hånd på nogen
> af dem.

Det ved du. Men hun er blevet bange for dig, ikke desto mindre.

> Er det nu forbudt at videre give
> deres bekymringer eller mener du bare jeg maler mit eget mel i
> virkeligheden.Som jeg læser dine svar tror du jeg er fuld af fusk og bare
> har dårlig samvittighed. Intet kunne være mere forkert.

Jeg tror bestemt ikke, at du er fuld af fusk!
Jeg tror ikke engang du lyver for os om, hvad der foregår!

> Kære Lisbeth jeg har kun afsky til overs for den handlig mor har gjort og
> det er ubegrundet det vil jeg love ALLE herinde. Muligvis mener du det er
en
> ganske normal handling det kan jeg kun forarges over i den grad.

Jeg mener IKKE det er spor normalt at flygte med sit barn! Og jeg tror det
er en sjælden reaktion.

> Hvori består rimeligeheden i at afholde mig for at se Frederik i snart 14
> dage.

Det er ikke spor rimeligt, hvis du ikke udgør en risiko for barnet!

> Hvori består rimeligheden i fortsat at benægte mig mulighed for at se ham
> før SA har afgjort sagen.

Det er ikke spor rimeligt!

> Hvis det ikke er en bevidst handling for at fremmedgøre mig fra min søn
hvad
> fanden er det så ????

Vi har at gøre med et barn, der er ét år gammelt! Et barn på den alder
bliver ikke fremmedgjort i forhold til sin far/mor ved at være væk i nogle
uger fra far/mor. Jeg forstår, du savner dit barn - 100%.

> Jeg formoder ikke du mener det er i barnets interesse at se sin far hver
> anden måned.

Det kommer sørensusemig helt og aldeles an på omstændighederne!!!
Jeg kender ikke dig eller din ekskkæreste godt nok til at kunne vurdere,
hvad der i dette tilfælde er i barnets interesse. Men som udgangspunkt mener
jeg, at det er i ethvert barns interesse at være meget sammen med begge sine
forældre.

> Lisbeth tror du Frederik vil være bund ulykkelig hele weekenden

Det er jeg slet ikke i stand til at vurdere udfra det foreliggende!

> Jeg formoder ikke du mener at et barn har bedst af udelukkende at blive
> præget opdraget udviklet af en af sine forældre nu der er 2 der gerne kan
og
> vil.

Jeg har selv et skilsmissebarn. Jeg har valgt at barnet skal være lige så
meget sammen med sin far som med mig. Er det svar nok?

> I mit tilfælde kan jeg kun vente på fremmed mennesker afgør vores
> Frederiks fremtid. Damn det er lige de præmisser jeg fik børn for at kunne
> opleve bare 12 mdr senere.

Sådan ER det, når mor og far ikke selv kan blive enige. Jeg synes bestemt
det ville være bedre, om I selv kunne finde en løsning.

> Skulle du sidde med en mistanke om far lider mere af kærestesorg end savn
af
> sin søn så glem det.

Øhhh.. den tanke er slet ikke faldet mig ind og jeg mener da heller ikke at
have skrevet noget, der tyder på det.

Men jeg sidder tilbage og undrer mig over de ting, du ikke har svaret på.
Herunder spørgsmål om din deltagelse i den daglige omsorg - og hvorfor den
kun har varet de første 4 måneder, som tilfældet måske er? Jeg er ikke helt
sikker på, om det er sådan, din beskrivelse skal opfattes? Altså at du i de
seneste 8 måneder af barnets liv ikke rigtig har deltaget i den daglige
omsorg... har jeg misforstået på det punkt?

Du har heller ikke forklaret, hvorfor du ikke tidligere har handlet ud fra
din frygt for, at barnets mor MÅSKE lider af en fødselsdepression. Hvorfor
er det først NU, du frygter det?

Mvh. Lisbeth