Køb en bil til en million - uden bremser...
http://ekstrabladet.dk/visartikel.iasp?pageID=227072
Stjerne med fejl
Chauffører og vognmænd klager over E-klassen: - Den er mere på
værksted end på vejen
Af Thomas André Petersen - 8:30 - 21. nov. 2003
- Hver gang jeg kommer ind i noget trafik, træder jeg på bremsen
for at se, om den virker. Det er pokkers ubehageligt, men jeg er ikke tryg
ved at køre i den mere.
For to uger siden var den københavnske taxa-chauffør, Jørgen
Enemarke ude for et totalt bremsesvigt. Da han en lørdag aften ville bremse
for at dreje ind på en tankstation, gled bremsepedalen helt i bund uden
modstand.
- Min første reaktion var at pumpe pedalen, ligesom man gjorde i
gamle dage. Men det duer jo ikke, når bremsen er elektronisk. Jeg blev nødt
til at bruge parkeringsbremsen, som er en pedal, man ikke kan dosere, så
baghjulene blokerede, og bilen gled langt hen ad vejen, uden at jeg havde
nogen som helst indflydelse på, hvad der skete, forklarer den chokerede
chauffør.
Hans bil kom på gaden sidst i sommeren 2002. Siden har den været
på værksted 28 gange for at få lavet garantireparationer.
- Det er da dødirriterende at skulle vente så meget på sin bil,
når man er provisionslønnet, men det er det bremsehalløj, der er værst. Det
har jeg det ikke godt med, for på et eller andet tidspunkt kommer det til at
koste nogen liv og førlighed, siger han.
UTESTET BIL
Ekstra Bladet Biler har spurgt en række taxachauffører med den
nye E-klasse som arbejdsplads og et par af deres vognmænd, hvad de synes om
bilen, og den har ikke mange stjerner hos chaufførerne. Mange af dem havde
klagepunkter, men eneste lighed mellem deres historier var mangfoldigheden
af fejl.
'Det er noget værre lort.' 'Den er på værksted hver anden uge i
gennemsnit.' 'Mercedes har sendt en utestet bil på gaden, og den er ikke
bedre værd end skrotpladsen.' 'Den er mere på værksted end på vejen', er
nogle af kommentarerne.
En vognmand fortalte om en episode på lufthavnsmotorvejen på
Amager, hvor bilen kørte omkring 130 kilometer i timen og pludselig bremsede
ned til 40 kilometer i timen.
- Den reagerede ikke på gassen eller noget som helst, men da
chaufføren havde slukket bilen og startet den igen, kørte den videre, som om
intet var hændt, fortæller vognmanden.
Ingen af dem havde lyst til at stå frem med deres historier,
fordi de gerne vil bevare det gode forhold til værkstedet:
GOD VILJE
- Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for lidt god vilje, og
den er der meget af hos Mercedes-Benz i form af lange åbningstider og hurtig
nødservice for taxier, lød en kommentar. Sverker Dahl er pressechef for
Mercedes-Benz personvogne. Han bekræfter, at der har været en del problemer
med elektronikken i E-klassen.
- I starten skabte taxameteret problemer, men det fik vi løst
med en speciel dansk løsning, så det ikke påvirker de elektriske systemer.
Jeg har ikke hørt noget om bremseproblemet før, men det er klart, at når det
handler om sikkerheden, så er det noget, vi tager meget alvorligt, fastslår
Sverker Dahl.
E-klassens elektroniske bremser er suppleret af en mekanisk, så
passagerernes liv ikke ligger i hænderne på en computer.
- Hvis den elektronisk styrede bremse svigter, vil den
hydrauliske bremse virke på forhjulene. Det er svært at sige præcist,
hvorfor det ikke skete i Jørgen Enemarkes tilfælde, siger Sverker Dahl.