Kender du ikke betydningen af gode bremser! Så får du den lært på
Atlanterhavsøen Madeira, hvor kombinationen af stor frodighed, høje bjerge
og mange, mange kurver og serpentinere - undertiden med fald på flere
hundrede meter for enden af disse - gør det til en (rystende) anderledes
oplevelse at køre MC.
Skulle du få lyst til at køre på øen som ligner en gruppe Alpetoppe i en
flydende blomsterkasse, så kan jeg anbefale Joyride i Funchal
www.madeiramotorbike.com - der har en hel flok Suzuki 650 Freewind til
udlejning for ?41 i døgnet inkl. delvis kasko (selvrisiko: ?250).
Ja, hvis du skulle få meget lyst, så har den hollandske indehaver (der
har tænkt sig at blive på Madeira) faktisk hele Joyride til salg - noget i
retning af 25 maskiner og et forhandlingsgrundlag startende med ?175.000.
Ikke fordi jeg føler mig fristet. Men det kunne jo let blive starten på
en helt anden MC-tilværelse, hvor der aldrig bliver vinter (Madeira ligger i
Atlanten på niveau med Marokko). Den fantastiske topografi fik mig i går til
at køre helt op på Pico Areeiro i 1800 meters højde med henblik på til fods
at bestige to endnu højere tinder. Måske havde påpasseligheden med de mange
uvante kurver sat sig for dybe spor, for jeg fik faktisk lidt højdeskræk på
tinde nummer to Pico das Torres 1851 meter (og turde derfor ikke Pico Ruivo
1862 m)! Men det er et fantastisk race, at man på samme time både kan opleve
salte Atlanterhavsbølger strinte på Suzuki Freewind'en langs kystvejen og så
herefter senere kigge ned på skyerne fra 18-1900 meters højde.
Dagens MC-begivenhed er i øvrigt ikke min foreløbige testberetning fra
Portugals svar på Færøerne, men MC-globetrotteren Karsten Bidstrups nye bog
"Et andet Afrika". Karsten har kørt Afrika tyndt to gange på MC
København-Cape Town. Han skriver fantastisk og meget medrivende. Derfor har
jeg lagt mig i selen for at få ham til at indgå samarbejde med en tjekket
forlagsredaktør og få ham ud på samme forlag som min seneste bog
"Motorcyklister - fra Johannes V. Jensen til Biker-Jens", nemlig Aschehoug
Dansk Forlag -
www.aschehoug.dk. Også for os, der har fulgt Karsten og Gregg
J. Flowers Cross Afrika-beretning i Touring Nyt, er der meget at hente i "Et
andet Afrika".
John de Summer-Brason
PS - ved MC-leje på højdeudfordrende bjergøer: tjek begge bremser, tjek
kædespænding - grundigt!