---

Hejsa

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter vedrørende
enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved bevidste "uheld" i
byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller ved hjælp af insemination.

Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis kvinden
ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?

Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?

Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand -
uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens ven, bror
eller øvrige familie?

Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
kernefamilier!

Lad mig høre, hvad I mener...

---

Tina wrote:
> Hejsa

Hej Tina...

> Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter
> vedrørende enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved
> bevidste "uheld" i byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller
> ved hjælp af insemination.

jeg har oplevet det førstnævnte eksembel et par gange hos veninderne, og jeg
må indrømme at jeg synes det er forkasteligt...... en ting er hvis det er et
uheld, men hvis kvinden fuldt bevist dyrker sex med en fremmed mand
udelukkende for at blive gravid, er det min mening at hun burde have et
alvorligt los i røven......

> Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis
> kvinden ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?

jo absolut...... det kan jeg derimod godt forstå...... det er ikke det at få
et barn uden far der er problemet for mig, men det at svindle sig til
det......

> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
> egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?

nej det synes jeg ikke..... det er i vores natur at ønske at videregive
vores gener.....

> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand
> - uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens
> ven, bror eller øvrige familie?

jo, hvis man sørger for regelmæssig kontakt...... og stabil kontakt.....det
kan feks være weekender hos morbror indimellem eller lignende.....

> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af
> deres forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle
> fronter og ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes
> også i kernefamilier!
>
> Lad mig høre, hvad I mener...

her fik du det meste af min mening... du må gerne spørge mere ind hvis du
gerne vil ahve det uddybet....
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Tak for svaret Sabina.

Jeg kan forstå, at vi har omtrent samme holdning til emnet...

Jeg har - som det jo nok kan gættes udfra min interesse i emnet - tænkt på
at lade mig inseminere i starten af 2004. Grunden til jeg har startet
debatten herinde er mest af alt, at jeg gerne vil høre nogle holdninger fra
folk, som ikke kender mig. Mine veninder, nogle venner og min bror og
svigerinde har jeg diskuteret emnet med og fra især min bror og svigerindes
side var der lutter positivitet. Min svigerinde vil sågar gerne tage med mig
til "Storken" og holde mig i hånden!

Jeg har spurgt min bror, om han kunne tænke sig at få det ekstra ansvar -
oveni sine 2 små børn - at være den primære mandlige omsorgsgiver overfor
mit barn/børn, hvis jeg skulle vælge at benytte mig af "Storkens" tilbud.
Det vil han gerne og min svigerinde både bifalder og forstår. (Behøver jeg
at sige, at også hun kommer fra en forskruet skilsmissefamilie og ingen
kontakt har til sin mor??) Dermed ikke sagt, at alle skilsmissefamilier er
forskruede eller at det ikke kan lade sig gøre at skabe tålelige tilstande
for skilsmissebørn, men bedre bliver det heller ikke - det tror jeg ikke
på...

Nå... Tak igen...

---

Tina wrote:
> Tak for svaret Sabina.

your welcome ;)

> Jeg kan forstå, at vi har omtrent samme holdning til emnet...

det er da altid noget, men derudover tror jeg faktisk det er den generelle
holdning man oplever i dag......

> Jeg har - som det jo nok kan gættes udfra min interesse i emnet -
> tænkt på at lade mig inseminere i starten af 2004. Grunden til jeg
> har startet debatten herinde er mest af alt, at jeg gerne vil høre
> nogle holdninger fra folk, som ikke kender mig. Mine veninder, nogle
> venner og min bror og svigerinde har jeg diskuteret emnet med og fra
> især min bror og svigerindes side var der lutter positivitet. Min
> svigerinde vil sågar gerne tage med mig til "Storken" og holde mig i
> hånden!

dejligt med sådan en opbakning..... det er nok nemmere for folk der allerede
har børn og ved hvad det vil sige at elske så betingelsesløst, at sætte sig
ind i ønsket om at få et barn alene....
dog er man nødt til at tænke over en ekstra gang hvad det kan betyde for
fremtidige forhold, og hvordan man engang i fremtiden vil forklare sit barn
at der altså ingen far er....

> Jeg har spurgt min bror, om han kunne tænke sig at få det ekstra
> ansvar - oveni sine 2 små børn - at være den primære mandlige
> omsorgsgiver overfor mit barn/børn, hvis jeg skulle vælge at benytte
> mig af "Storkens" tilbud. Det vil han gerne og min svigerinde både
> bifalder og forstår. (Behøver jeg at sige, at også hun kommer fra en
> forskruet skilsmissefamilie og ingen kontakt har til sin mor??)

igen, det er skønt at de siger ja, men du er også nødt til at tage i
betragtning at der kan ske ting i deres familie som kan gøre at din bror
ikke længere har overskuddet til at tage sig af dit barn..... det er
naturligvis ikke noget man kalkulerer med, men stadig noget man bør tage med
i betragtningen....

ligesom det med at få en ny partner ind.... mange mænd er villige til at
tage dele børn med i købet, fordi de kan overskue det når der stadig er
mulighed for at få en friweekend i ny og næ.... du og dit barn vil være en
helt sammenstrikket familie som en ny partner skal oparbejde sit eget
forhold til, og det kan være hårdt.....

> Dermed ikke sagt, at alle skilsmissefamilier er forskruede eller at
> det ikke kan lade sig gøre at skabe tålelige tilstande for
> skilsmissebørn, men bedre bliver det heller ikke - det tror jeg ikke
> på...

det er et spørgsmål om vilje mener jeg..... vores familie fungerer perfekt,
til trods for at vi har to skilsmissebørn fra hvert sit tidligere
forhold....
derudover vil jeg fortælle at jeg i de første 9 år af mit liv troede den
forkerte mand var min far ( altså min mors exmand), så kort før min 10 års
fødsesdag stod der en mand på vores dørtrin og ville være en del af min
familie..... det er aldrig lykkedes mig at få et ordentligt forhold til mig,
og jeg må indrømme at fordi min mor har sørget for gode mænd til at støtte
min opvækst, har jeg ikke savnet ham......
eller rettere... alle børn tænker over hvem de ligner og hvad de har
hvorfra, og jeg må da indrømme at jeg undrede mig hele min opvækst at jeg
ikke lignede den mand der var min far, netop derfor siger jeg at man skal
allerede inden barnet er undfanget, finde ud af hvordan man vil forholde sig
til spørgsmålet.....

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hej igen

Ganske kort vil jeg kun sige, at JA, det skal virkelig tænkes igennem, før
man vælger at få barn alene, for det er udelukkende MIT ansvar at barnet
vokser op i trygge og kærlige omgivelser og selvfølgelig kan min brors
overskud ændres til underskud, sådan er vi jo som mennesker. Jeg har altid
været der for dem, når de har haft det hårdt og jeg ved, det går begge veje,
men jeg vil selvfølgelig aldrig bede ham om noget på bekostning af hans egen
familie.

Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpeopgave at opdrage børn, ligegyldigt
om man er en eller to, men netop det faktum at der ikke ER en anden til at
tage slæbet, når man er træt, syg eller trænger til "fri" kræver
selvfølgelig at man har god opbakning og evner at bede om og tage imod
hjælp.

I fald jeg bliver gravid med donorsæd, skal mit barn før eller siden have at
vide, at det ikke har en far, sådan som de andre børn. Det bliver sikkert
svært, men jeg har meget erfaring med børn og ved, på hvilket plan denne
samtale vil skulle foregå... (håber jeg... )

Fremtidig kæreste? Ja gerne, men de overvejelser tager jeg, når det bliver
aktuelt...

Tillykke i øvrigt med at jeres familie fungerer! Flot!

Det blev vist ikke så kort...
Tak igen...

---

Tina wrote:
> Hej igen
>
> Ganske kort vil jeg kun sige, at JA, det skal virkelig tænkes
> igennem, før man vælger at få barn alene, for det er udelukkende MIT
> ansvar at barnet vokser op i trygge og kærlige omgivelser og
> selvfølgelig kan min brors overskud ændres til underskud, sådan er vi
> jo som mennesker. Jeg har altid været der for dem, når de har haft
> det hårdt og jeg ved, det går begge veje, men jeg vil selvfølgelig
> aldrig bede ham om noget på bekostning af hans egen familie.

jeg vil iøvrigt gerne sige som Nette også pointerer, at det vil være en god
ide at sørge for at have flere i backup....
det er fint med en primær faderfigur, men hvis du får en søn skal du også
tænke på at den vigtigste påvirkende person i et barns liv er sammekøns
forælder......

> Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpeopgave at opdrage børn,
> ligegyldigt om man er en eller to, men netop det faktum at der ikke
> ER en anden til at tage slæbet, når man er træt, syg eller trænger
> til "fri" kræver selvfølgelig at man har god opbakning og evner at
> bede om og tage imod hjælp.

netop.... min mor havde ingen far til mig, men havde gennem årene flere
forskellige faderfigurer..... derudover havde hun et sæt
reservebedsteforældre til mig, som jeg besøgte mindst en gang om måneden,
også for at min mor kunne have lidt fri......
det gav mig en fornemmelse af at jeg ikke var så anderledes end andre
skilsmissebørn selvom jeg ingen far havde, og samtidig fik jeg en ekstra
familie.....
at familiens yngste medlem sidenhen ødelagde min tillid til veninder hvad
angår min kæreste, er så en helt anden sag, og skete først efter jeg var
blevet voksen.....

> I fald jeg bliver gravid med donorsæd, skal mit barn før eller siden
> have at vide, at det ikke har en far, sådan som de andre børn. Det
> bliver sikkert svært, men jeg har meget erfaring med børn og ved, på
> hvilket plan denne samtale vil skulle foregå... (håber jeg... )

det er min erfaring at man bør være så ærlig som muligt så tidligt som
muligt......

> Fremtidig kæreste? Ja gerne, men de overvejelser tager jeg, når det
> bliver aktuelt...

jeg kan til dels forstå dig, men synes alligevel du bør skænke det en lille
tanke allerede inden..... hvor meget må denne kæreste komme til at betyde
for dit barn? hvor går grænsen(hvis overhovedet) og skal han være
medbestemmende på et eller andet plan.....
jeg ved godt det er svært at tænke over, men jeg mener faktisk alle singler
bør tænke på det så tidligt som muligt, når der er børn involveret, for hvis
man ikke tænker over det inden, så er det lige pludselig for sent, og så
står man midt i situationen og kan ikke gennemskue problemerne :)

> Tillykke i øvrigt med at jeres familie fungerer! Flot!

tak ;)
dertil vil jeg iøvrigt også sige at at fungere er jo relativt.... den
fungerer godt for os.... det er ikke sikkert det ville være godt i en anden
familie.....
vi har god kommunikation med de andre parter, og vores unger fungerer godt
sammen, ofte bedre end helsøskende, nok fordi de ikke går op ad hinanden
dagligt*G*
min kæreste er "primær far" i min søns liv, forstået på den måde at han
deltager i den daglige opdragelse og de møder der skal til og sådan... hvor
hans far får en update fra tid til anden, fordi han er bosat 2 timers
togrejse herfra......
jeg har bevidst valgt at lade min kæreste deltage på lige fod med mig, da
jeg ikke kan forestille mig et velfungerende forhold og forælderskab, hvor
den ene har mere "magt" over barnet end den anden (magt forstået på den måde
at den ene opdrager, den anden holder kaje eller direkte går imod)......
jeg er så lidt mindre "vigtig" i min bonusdatters liv, da hun har både mor
og far inden for få kilometer, ikke forstået på den måde at jeg står helt
uden for, men jeg er ligesom skubbet en smule i baggrunden, og det er helt
ok med mig ;) men det gør mig ikke mindre stolt når min bonusdatter nede i
børnehaven erklærer overfor de nye pædagoger, mens hun krammer mors ben og
holder mig i hånden "det er min mor, og det er min papmor!!"
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hejsa igen Sabina

Jeg er heldigvis så heldigt stillet, at jeg har en bred omgangskreds med
både mænd og kvinder, som gerne stiller op til at være reserve-onkler
og -tanter ligesom jeg er for deres børn.

Jeg ved, hvor vigtigt det er for en dreng at have en mand at spejle sig i og
hvis jeg får en søn, kræver det også at jeg giver ham flere muligheder for
at være sammen med mænd - også uden jeg er tilstede og meget gerne flere
gange om ugen... Det kan lade sig gøre, hvis selvfølgelig alle de nuværende
tilstande ikke ændrer sig, men se ind i fremtiden kan jeg jo ikke...

Med hensyn til at få en kæreste efter jeg har fået børn... selvfølgelig har
jeg da tænkt en masse over, hvordan det skal arrangeres. Begge mine forældre
har efter deres skilsmisse fundet nye (og nye igen) kærester. I min mors
tilfælde har hendes kærester aldrig haft "lov" til at have andel i vores
opdragelse og de har heller ikke forsøgt at få det, hvilket selvfølgelig
ikke just har givet os særlig meget respekt eller tillid til dem... Det er
en fejl at "beskytte" ens børn på den måde, for kæresten bliver aldrig en
del af familien på den måde. Kæresten skal have samme opdragende effekt på
barnet som jeg har - og samme ansvar - ligesom f.eks. din kæreste har
overfor dit barn. Det siger al min erfaring mig - både de selvoplevede og
dem jeg har set gennem mit arbejde.

Og ja... Når ungen (positivt ment) starter dagpleje/
vuggestue/børnehave...el.lign. kommer de første spørgsmål om hvor og hvem
far er. De skal imødekommes og ikke bare affejes, fordi det er svært at
forklare et barn på 2 år. Børn er utrolig intelligente, logiske og
forstående, når de blot for tingene forklaret på deres niveau. I en ganske
almindelig institution oplever de i forvejen en mængde forskellige måder at
være og leve på. De stiller spørgsmål, fordi de undrer sig, men sætter man
sig ned og snakker med dem, ja så bliver deres undren og nysgerrighed
stillet tilfreds...

---

Tina wrote:
> Hejsa igen Sabina
>
> Jeg er heldigvis så heldigt stillet, at jeg har en bred omgangskreds
> med både mænd og kvinder, som gerne stiller op til at være
> reserve-onkler og -tanter ligesom jeg er for deres børn.

skønt ;)

> Jeg ved, hvor vigtigt det er for en dreng at have en mand at spejle
> sig i og hvis jeg får en søn, kræver det også at jeg giver ham flere
> muligheder for at være sammen med mænd - også uden jeg er tilstede og
> meget gerne flere gange om ugen... Det kan lade sig gøre, hvis
> selvfølgelig alle de nuværende tilstande ikke ændrer sig, men se ind
> i fremtiden kan jeg jo ikke...

nej det er jo netop det ;) men stadig noget man bør overveje, ligesom jeg
også synes man bør overveje alternative muligheder, som børns voksenvenner
og lignende.....

> Med hensyn til at få en kæreste efter jeg har fået børn...
> selvfølgelig har jeg da tænkt en masse over, hvordan det skal
> arrangeres. Begge mine forældre har efter deres skilsmisse fundet nye
> (og nye igen) kærester. I min mors tilfælde har hendes kærester
> aldrig haft "lov" til at have andel i vores opdragelse og de har
> heller ikke forsøgt at få det, hvilket selvfølgelig ikke just har
> givet os særlig meget respekt eller tillid til dem... Det er en fejl
> at "beskytte" ens børn på den måde, for kæresten bliver aldrig en del
> af familien på den måde. Kæresten skal have samme opdragende effekt
> på barnet som jeg har - og samme ansvar - ligesom f.eks. din kæreste
> har overfor dit barn. Det siger al min erfaring mig - både de
> selvoplevede og dem jeg har set gennem mit arbejde.

godt så ;)
jeg håber ikke det gør noget at jeg nævner de ting, jeg oplevede bare på
egen krop hvor vigtige de ting var, både for mig selv og for min søn...

> Og ja... Når ungen (positivt ment) starter dagpleje/
> vuggestue/børnehave...el.lign. kommer de første spørgsmål om hvor og
> hvem far er. De skal imødekommes og ikke bare affejes, fordi det er
> svært at forklare et barn på 2 år. Børn er utrolig intelligente,
> logiske og forstående, når de blot for tingene forklaret på deres
> niveau. I en ganske almindelig institution oplever de i forvejen en
> mængde forskellige måder at være og leve på. De stiller spørgsmål,
> fordi de undrer sig, men sætter man sig ned og snakker med dem, ja så
> bliver deres undren og nysgerrighed stillet tilfreds...

netop.... nogle ville nok vælge bare at sige at det er en eller anden
tilfældig person, andre ville vælge at sige at det vides ikke, men
personligt synes jeg man kommer længst med at være så ærlig som mulig......
naturligvis indrettet efter barnets udviklingsnivau og forståelsesevne.....
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hejsa Sabina

Jeg kom faktisk til at tænke på børns voksen venner lige efter, jeg sendte
den sidste besked til dig. Det er bare en fantastisk idé og den skal klart
med i overvejelserne ligesom reservebedster...

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at du kommer med en masse forskellige
vinkler til sagen. De fleste har jeg da tænkt på, men alligevel er det rart
at få dem ridset op igen, så det gør ikke spor snarere tværtimod...

Jeg vil aldrig lyve overfor mit barn og bilde det ind, at der faktisk ER en
far til dem et eller andet sted ude i verden. Det vil simpelthen være ondt,
for så vil barnet selvfølgelig gerne finde og møde den mand på et eller
andet tidspunkt. "Storken" som trods alt har en del erfaring i den slags
samtaler, gør også klart, at det bedste er, at sige sandheden på en måde,
som barnet kan forholde sig til. Ærlighed er nu engang vigtig...

---

Tina wrote:
> Hejsa Sabina

hej igen ;)

> Jeg kom faktisk til at tænke på børns voksen venner lige efter, jeg
> sendte den sidste besked til dig. Det er bare en fantastisk idé og
> den skal klart med i overvejelserne ligesom reservebedster...

dejligt ;)

> Jeg synes, det er rigtig dejligt, at du kommer med en masse
> forskellige vinkler til sagen. De fleste har jeg da tænkt på, men
> alligevel er det rart at få dem ridset op igen, så det gør ikke spor
> snarere tværtimod...

godt ;) så er jeg mere rolig ;)

> Jeg vil aldrig lyve overfor mit barn og bilde det ind, at der faktisk
> ER en far til dem et eller andet sted ude i verden. Det vil
> simpelthen være ondt, for så vil barnet selvfølgelig gerne finde og
> møde den mand på et eller andet tidspunkt. "Storken" som trods alt
> har en del erfaring i den slags samtaler, gør også klart, at det
> bedste er, at sige sandheden på en måde, som barnet kan forholde sig
> til. Ærlighed er nu engang vigtig...

just my point ;)
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> wrote in message
news:3f4a2f3a$1$6803$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Tak for svaret Sabina.
>
> Jeg kan forstå, at vi har omtrent samme holdning til emnet...
>
> Jeg har - som det jo nok kan gættes udfra min interesse i emnet - tænkt på
> at lade mig inseminere i starten af 2004. Grunden til jeg har startet
> debatten herinde er mest af alt, at jeg gerne vil høre nogle holdninger
fra
> folk, som ikke kender mig. Mine veninder, nogle venner og min bror og
> svigerinde har jeg diskuteret emnet med og fra især min bror og
svigerindes
> side var der lutter positivitet. Min svigerinde vil sågar gerne tage med
mig
> til "Storken" og holde mig i hånden!
>
> Jeg har spurgt min bror, om han kunne tænke sig at få det ekstra ansvar -
> oveni sine 2 små børn - at være den primære mandlige omsorgsgiver overfor
> mit barn/børn, hvis jeg skulle vælge at benytte mig af "Storkens" tilbud.
> Det vil han gerne og min svigerinde både bifalder og forstår. (Behøver jeg
> at sige, at også hun kommer fra en forskruet skilsmissefamilie og ingen
> kontakt har til sin mor??) Dermed ikke sagt, at alle skilsmissefamilier er
> forskruede eller at det ikke kan lade sig gøre at skabe tålelige tilstande
> for skilsmissebørn, men bedre bliver det heller ikke - det tror jeg ikke
> på...
>
> Nå... Tak igen...
>
Tænk dig MEGET godt om...snakkede med en kvinde forleden hvis nabo var
blevet insermineret,-og var altså bevidst enlig,-det gik også fint til ungen
blev født. Modernen bruger sine naboer som 'far' da der opstår en del
episoder hvor det er rart at være to, ikke engang det at man lige skal
smutte ned og købe noget, for hvis ungen sover!,-så må naboen hjælpe...har
man meget med hjem fra inkøb,-så må naboen også hjælpe!,-det er resulteret i
at hun nu undskylder over for naboerne hver gang de skal hjælpe!,-det må
ikke være en rar situation at gå fra det man troede skulle være lutter lykke
og harmoni, til at stå og undskylde overfor sine naboer.

Men som sagt det er dit valg,-og ikke barnets...

Chr.

---

Chr. L. wrote:
> Tænk dig MEGET godt om...snakkede med en kvinde forleden hvis nabo var
> blevet insermineret,-og var altså bevidst enlig,-det gik også fint
> til ungen blev født. Modernen bruger sine naboer som 'far' da der
> opstår en del episoder hvor det er rart at være to, ikke engang det
> at man lige skal smutte ned og købe noget, for hvis ungen sover!,-så
> må naboen hjælpe...har man meget med hjem fra inkøb,-så må naboen
> også hjælpe!,-det er resulteret i at hun nu undskylder over for
> naboerne hver gang de skal hjælpe!,-det må ikke være en rar situation
> at gå fra det man troede skulle være lutter lykke og harmoni, til at
> stå og undskylde overfor sine naboer.

det handler om at indrette sit liv efter barnet i den første tid......
det kan betyde at man som enlig forælder skal vænne sit barn til at blive
flyttet rundt mens det sover ( for feks at blive lagt i barnevognen når der
skal handles), det kan også betyde at man begrænser sine egne aktiviter
eller bliver bedre til at organisere sig eller hyre en babysitter ;) .....
men klart også noget man skal tage i betragtning når man planlægger sit liv
med et barn.....
der er nogle der betragter et barn som en begrænsning uanset om barnet er
ønsket og planlagt, og så er der dem der betragter alt som en udfordring og
bare klør på ;)
der er sku ingen børn der endnu er vokset op til et eller andet underligt
fordi forældrene har slæbt ungen ud i barnevognen for at handle ;)
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hej Sabina

Jeg kender godt typen, som mener, man går glip af en masse ved at få børn,
fordi de begrænser ens sociale liv. I den første tid kan jeg selvfølgelig
ikke rende i biografen, teatret eller svømmehallen konstant, men jeg kan
stadig tage baby med på strøgtur sammen med veninderne, vi kan også sætte os
og drikke juice på café. Børn har -så vidt jeg ved- heller ikke taget skade
af at komme med på biblioteket eller i parken for at læse en bog i
solskinnet. Jeg ser ikke et barn som noget, der hindrer mig i at leve mit
liv snarere tværtimod.

....men det var vist også omtrent det, du sagde

Tina

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3f54bba5$0$28201$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
.. Børn har -så vidt jeg ved- heller ikke taget skade
> af at komme med på biblioteket eller i parken for at læse en bog i
> solskinnet. Jeg ser ikke et barn som noget, der hindrer mig i at leve mit
> liv snarere tværtimod.

Her har jeg så lyst til at komme med endnu et surt opstød: Jeg oplever alt
for tit, at forældre, der ikke vil "gå glip af noget" selv om de har fået
børn, slæber alt for små børn med på steder, hvor de ikke har noget at gøre,
fx på restauranter, i biografer, til koncerter, og som du selv nævner,
biblioteker.

Steder, hvor voksne kommer for at fordybe sig i eller være sammen i fred og
ro, kan blive totalt ødelagt af et lille barn, som forældrene bare lader
fræse rundt.

Per V.

---

Hej igen Per V.

Jeg er helt enig! Børn skal IKKE fræse rundt, når de er med sådane steder -
heller ikke i kirken synes jeg f.eks., hvilket andre synes er ok... Nu
fræser spædbørn ikke så meget omkring, men giver ungen sig til at hyle
hjertesskærende, jamen så går man da i stedet for at lade som om, at det da
ikke gør noget... Dog mener jeg, at ALLE har ret til at benytte sig af den
slags tilbud, men med respekt for hinanden... Som barn var jeg nærmest i
himlen, når jeg endelig kom med på biblioteket. Jeg kunne sidde længe og
bladre i bøgerne, kigge på billeder og indsnuse den støvede lugt af gamle
papirer... Det er ikke KUN voksne, der fordyber sig på biblioteket, det gør
børn også, hvis de lærer og interesserer sig for det...

Tina

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3f54c715$0$28594$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> Hej igen Per V.
>
> Jeg er helt enig! Børn skal IKKE fræse rundt, når de er med sådane
steder -
> heller ikke i kirken synes jeg f.eks., hvilket andre synes er ok... Nu
> fræser spædbørn ikke så meget omkring, men giver ungen sig til at hyle
> hjertesskærende, jamen så går man da i stedet for at lade som om, at det
da
> ikke gør noget... Dog mener jeg, at ALLE har ret til at benytte sig af den
> slags tilbud, men med respekt for hinanden... Som barn var jeg nærmest i
> himlen, når jeg endelig kom med på biblioteket. Jeg kunne sidde længe og
> bladre i bøgerne, kigge på billeder og indsnuse den støvede lugt af gamle
> papirer... Det er ikke KUN voksne, der fordyber sig på biblioteket, det
gør
> børn også, hvis de lærer og interesserer sig for det...
>
Nemlig.

per V.

---

d. 02/09/03 18:13 ytrede vadmand

> Her har jeg så lyst til at komme med endnu et surt opstød: Jeg oplever alt
> for tit, at forældre, der ikke vil "gå glip af noget" selv om de har fået
> børn, slæber alt for små børn med på steder, hvor de ikke har noget at gøre,
> fx på restauranter, i biografer, til koncerter, og som du selv nævner,
> biblioteker.
>
> Steder, hvor voksne kommer for at fordybe sig i eller være sammen i fred og
> ro, kan blive totalt ødelagt af et lille barn, som forældrene bare lader
> fræse rundt.

Per tiden er vist gået hen over hovedet på dig.
"Babybiffen" er det helt store hit mange steder som navnet antyder er det
forestillinger med sigte på at der er babyer med det er ret hyggeligt.
Og de fleste biblioteker har børneafdelinger hvor også helt små børn inkl
min søn på 1 år synes det er vildt at der findes så mange bøger, de er
indrettede til børn, langt væk fra læsesalen osv.
Når forældre lader deres børn fræse rundt er det således et andet problem,
som bare ikke hører hjemme lige her.
At tage børn med til koncerter er vel heller ikke noget problem? med mindre
det er klassiske koncerter hvor det kræves at børn sidder stille, hvilket de
rent faktisk sagtens kan hvis musikken har en hvis kvalitet, og de er vant
til det.


VH Kevin
--
Fjern nospam ved privat svar

---

"Kevin & Tina" <tike@privat.dk> skrev i en meddelelse
news:BB7AD176.145CA%tike@privat.dk...

>
> Per tiden er vist gået hen over hovedet på dig.
> "Babybiffen" er det helt store hit mange steder som navnet antyder er det
> forestillinger med sigte på at der er babyer med det er ret hyggeligt.

Problemet er ikke spædbørn, men generelt børn, der er for små til de film,
de bliver slæbt med til, fordi forældrene gerne vil se dem.

> Og de fleste biblioteker har børneafdelinger hvor også helt små børn inkl
> min søn på 1 år synes det er vildt at der findes så mange bøger, de er
> indrettede til børn, langt væk fra læsesalen osv.

Det er heller ikke det, jeg taler om.

> Når forældre lader deres børn fræse rundt er det således et andet problem,
> som bare ikke hører hjemme lige her.

Hvor så?

> At tage børn med til koncerter er vel heller ikke noget problem?

Jo. Med mindre de kan holde kæft.

For øvrigt undrer det mig, at voksne, der har betalt penge for at komme ind
og høre en koncert, ofte sætter sig på første række og giver sig til at
konversere højlydt, mens musikken spiller. Måske er det ikke så underligt,
at mange børn gør det samme.

Per V.>

---

Tina wrote:
> Hej Sabina
>
> Jeg kender godt typen, som mener, man går glip af en masse ved at få
> børn, fordi de begrænser ens sociale liv. I den første tid kan jeg
> selvfølgelig ikke rende i biografen, teatret eller svømmehallen
> konstant, men jeg kan stadig tage baby med på strøgtur sammen med
> veninderne, vi kan også sætte os og drikke juice på café. Børn har
> -så vidt jeg ved- heller ikke taget skade af at komme med på
> biblioteket eller i parken for at læse en bog i solskinnet. Jeg ser
> ikke et barn som noget, der hindrer mig i at leve mit liv snarere
> tværtimod.
>
> ...men det var vist også omtrent det, du sagde

jeg vil lige pointere at der stadig er muligheder for at rende i bio og
svømmehallen selv med en baby ;) det er dig lidt på andre præmisser, og det
er i sig selv en oplevelse ;)
vores lokale biograf har "mor&barn"forestillinger hvor lyden er dæmpet,
lyset hævet og indlagte pauser så man kan nyde en biftur og stadig tage sig
af sit barn/børn...... svømmehallen er skøøøn at komme i sammen med en
lille, og babysvømning er et godt sted at opbygge et netværk....... der er
imo intet i vejen for at komme i svømmeren en gang om ugen selv med et lille
barn ;)
teateret er måske ikke en option i starten, men hvem har dog også energien
til det når man har en spæd derhjemme?

det vigtigste når man er ude med sit barn er at tænke sig om, og vise
hensyn, men såsandelig også kræve den hensyn der tilkommer en selv......
dvs er man et sted hvor børn er accepteret så bør man være bevidste om at
man godt kan tillade sig at stille en smule krav, som at der ikke ryges i
nærheden af børnene og sådan..... men hvis man derimod kommer et udpræget
"voksensted" bør man vise hensyn og måske ikke ligefrem hive brystet frem og
begynde at amme midt i det hele, eller bare smække ungen op på bordet for at
skifte ble....... alt med måde..... ;)

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Hejsa Sabina

Fedt nok med sådan en biograf! Det vil jeg klart foreslå den lokale
biograf...

Babysvømning kender jeg og det skal baby bestemt også have lov til. Begge
mine nevøer har gået til det og de var helt elektriske med det. Dog kommer
jeg nok ikke ud og svømmer den vanlige km om ugen, mens baby er helt lille,
men som du siger, hvem har også overskuddet til det...

> det vigtigste når man er ude med sit barn er at tænke sig om, og vise
> hensyn, men såsandelig også kræve den hensyn der tilkommer en selv......
> dvs er man et sted hvor børn er accepteret så bør man være bevidste om at
> man godt kan tillade sig at stille en smule krav, som at der ikke ryges i
> nærheden af børnene og sådan..... men hvis man derimod kommer et udpræget
> "voksensted" bør man vise hensyn og måske ikke ligefrem hive brystet frem
og
> begynde at amme midt i det hele, eller bare smække ungen op på bordet for
at
> skifte ble....... alt med måde..... ;)

Jeg kan kun sige, at jeg er enig...

Tina

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:W155b.63979$Kb2.2873103@news010.worldonline.dk...
> Tina wrote:

>
> det vigtigste når man er ude med sit barn er at tænke sig om, og vise
> hensyn, men såsandelig også kræve den hensyn der tilkommer en selv......
> dvs er man et sted hvor børn er accepteret så bør man være bevidste om at
> man godt kan tillade sig at stille en smule krav, som at der ikke ryges i
> nærheden af børnene og sådan..... men hvis man derimod kommer et udpræget
> "voksensted" bør man vise hensyn og måske ikke ligefrem hive brystet frem
og
> begynde at amme midt i det hele, eller bare smække ungen op på bordet for
at
> skifte ble....... alt med måde..... ;)
>
Og lade være med at tage 3-4 års børn med til udenlandske film og sidde og
læse underteksterne højt for dem! Er der noget, der kan gøre folk (mig!) til
børnehadere, så er det det!

Per V.

---

vadmand wrote:
>> krav, som at der ikke ryges i nærheden af børnene og sådan..... men
>> hvis man derimod kommer et udpræget "voksensted" bør man vise hensyn
>> og måske ikke ligefrem hive brystet frem og begynde at amme midt i
>> det hele, eller bare smække ungen op på bordet for at skifte
>> ble....... alt med måde..... ;)
>>
> Og lade være med at tage 3-4 års børn med til udenlandske film og
> sidde og læse underteksterne højt for dem! Er der noget, der kan gøre
> folk (mig!) til børnehadere, så er det det!

*G* tja, netop disse "mor&barn"forestillinger er jo møntet på de
familier.....
ellers må forældrene altså vente til filmen komme på dvd eller video ;)
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Tina" skrev i en meddelelse
news:3f54bba5$0$28201$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Jeg kender godt typen, som mener, man går glip af en masse ved at få børn,
> fordi de begrænser ens sociale liv. I den første tid kan jeg selvfølgelig
> ikke rende i biografen, teatret eller svømmehallen konstant, men jeg kan
> stadig tage baby med på strøgtur sammen med veninderne, vi kan også sætte
os
> og drikke juice på café. Børn har -så vidt jeg ved- heller ikke taget
skade
> af at komme med på biblioteket eller i parken for at læse en bog i
> solskinnet. Jeg ser ikke et barn som noget, der hindrer mig i at leve mit
> liv snarere tværtimod.

Når man har en vs alder, mener jeg ikke, man går glip af en masse, fordi man
får børn, man har oplevet en masse og får en masse uniks igen fra barnet.
Men der er faktisk alligevel en pointe, som jeg ikke synes, skal komme som
en overraskelse for nogen.
Så længe ungen er helt lille, kan det være med i barnevognen over alt. Men
når den først bliver 2½ og forlader barnevognen og indtil det er en vis
alder, er det meget svært at komme rundt om aftenen. Een ting er, at det er
svært at tage ud i byen, men en anden ting er, at det er svært at besøge
familie og venner, med mindre, der er et sted, hvor barnet kan sove samt en
bil til at køre barnet hjem i. Og hvis man er alene med barnet, kan det være
meget svært, at skulle sige nej tak til en kop aftenskaffe, en fødselsdag
holdt på en hverdag og lignende.
Jeg havde egentligt ikke tænkt på det, før det med begrænsninger blev bragt
på bane, men vi har haft problemet her tidligere. Vi forsøgte at tage
klapvognen og et tæppe med og lade den lille sove i den, men altid når vi
steg ind i bussen og så ned i klapvognen, så vi direkte ind i et par store
blå og friske øjne.

Bare sådan du liiige har den i mente også ...

Nette

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> wrote in message
news:3f54bba5$0$28201$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hej Sabina
>
> Jeg kender godt typen, som mener, man går glip af en masse ved at få børn,
> fordi de begrænser ens sociale liv. I den første tid kan jeg selvfølgelig
> ikke rende i biografen, teatret eller svømmehallen konstant, men jeg kan
> stadig tage baby med på strøgtur sammen med veninderne, vi kan også sætte
os
> og drikke juice på café. Børn har -så vidt jeg ved- heller ikke taget
skade
> af at komme med på biblioteket eller i parken for at læse en bog i
> solskinnet. Jeg ser ikke et barn som noget, der hindrer mig i at leve mit
> liv snarere tværtimod.
>

Jeg har egentligt ikke forstået det med at man går glip af noget?!?,det er
for det meste ment negativt, for vi går jo glip af noget hele tiden, da vi
kun kan være et sted!

feks. hvis jeg er hjemme og vil være sammen med kæresten en lørdag aften,-så
kan jeg jo feks ikke være i byen!, går jeg så glip af at være i byen
byen?!,-nej det syntes jeg ikke!,-for jeg vil hellere være hjemme, så i min
verden så vil det at gå i byen, være det samme som at gå glip af at være
hjemme, men det er jo det jeg helst vil,så egentligt går jeg overhoved ikke
glip af noget.

-det er jo helt de værdier og ønsker jeg selv personlig har,der definere
'hvad jeg går glip af'.Hvis man mener man går glip af noget, så er det
dybest set fordi man befinder sig i en situation man ikke gider være i.
Alle beslutninger har en omkostning og en gevinst!,-det ville osse være ret
kedeligt hvis ens liv ikke ændre sig og man ikke fik mulighed for at skulle
tage stilling til helt nye ting.



Chr.

---

> Jeg har egentligt ikke forstået det med at man går glip af noget?!?,det er
> for det meste ment negativt, for vi går jo glip af noget hele tiden, da vi
> kun kan være et sted!
>
> feks. hvis jeg er hjemme og vil være sammen med kæresten en lørdag
aften,-så
> kan jeg jo feks ikke være i byen!, går jeg så glip af at være i byen
> byen?!,-nej det syntes jeg ikke!,-for jeg vil hellere være hjemme, så i
min
> verden så vil det at gå i byen, være det samme som at gå glip af at være
> hjemme, men det er jo det jeg helst vil,så egentligt går jeg overhoved
ikke
> glip af noget.
>
> -det er jo helt de værdier og ønsker jeg selv personlig har,der definere
> 'hvad jeg går glip af'.Hvis man mener man går glip af noget, så er det
> dybest set fordi man befinder sig i en situation man ikke gider være i.
> Alle beslutninger har en omkostning og en gevinst!,-det ville osse være
ret
> kedeligt hvis ens liv ikke ændre sig og man ikke fik mulighed for at
skulle
> tage stilling til helt nye ting.
>
>
>
> Chr.

Præcis! Det handler om, at nogle mennesker ikke kan sætte sig ind i en
andens ønsker og følelser, så de mener selvfølgelig, at man går glip af det,
de selv gerne vil, hvis man vælger noget andet... At man ikke deltager i og
oplever de samme ting giver sig selv, men verden er jo heldigvis ikke
ensrettet...

Tina

---

Hej Christian

Nu er det jo ikke et problem at købe ind, selvom ungen sover. Som Sabina
skriver er barnevognen opfundet

Hvis man vil slippe for at køre i pendulfart mellem supermarked og hjem for
at have indkøbene, kunne man jo strukturere sine indkøb en smule, så
mandag -hvor man har babysitter - handler man stort ind og resten af ugen
henter man de småting, der mangler og som kan være i vognen. Det giver sig
selv, at den første tid med barnet skal forberedes, så man ikke pludselig
står der uden en ble eller rene ammeindlæg to dage efter, man er kommet hjem
fra sygehuset...

Selvfølgelig får jeg brug for hjælp, men jeg forventer da også, at mine
omgivelser sige fra, når de ikke kan/gider/har lyst... Det plejer de nu også
at kunne, så ingen køer på isen der...

Det er ganske korrekt mit valg, hvilket også er årsagen til at jeg er glad
for al den respons, jeg får herinde på emnet. Tak for dit...

Tina

---

In an article of 23 Aug 2003 Tina wrote:

> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
> forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
> ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
> kernefamilier!

Ja, det kan da sikkert nemt være bedre en skilsmissebørn.

--
Uffe Holst

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> writes:

> Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter
> vedrørende enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved
> bevidste "uheld" i byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller
> ved hjælp af insemination.

Jeg synes der er stor forskel på at få barn ved at "bevidste 'uheld' i
byen" og så at indgå en aftale med en donor - hvad enten det er en ven
eller gennem en klinik som "Storken". Det første synes jeg er lusket
og udnyttende; det andet fuldt forsvarligt.

> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
> egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?

Nej, det mener jeg ikke man kan sige. Jeg mener sagtens at man kan
forestille sig at skabe gode rammer for et barns opvækst uden for det
hetereoseksuelle forholds rammer. Det være sig i et kollektiv, i en
homoseksuelt parforhold eller noget helt femte.

> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en
> mand - uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra
> morens ven, bror eller øvrige familie?

Ja, barnet skal have kontakt med andre mennesker (herunder mænd), men
jeg mener ikke man nødvendigvis skal forsøge at emitere det
hetereoseksuelle. Mænd- og kvinderoller kan være meget stereotype
(ikke mindst i børnefamilier!), og det er ikke noget af efterstræbe!
Jeg tror mest det handler om at skabe nogle gode rammer, hvor barnet
er tryg ved andre mennesker - og vise barnet, at man kan vokse op på
mange forskellige måder

-j

--
Viden bliver ikke mindre af at blive delt - tværtimod!
http://akademiskopgavebank.dk

---

Hejsa Janus

Jeg er ganske enig, men jeg er dog ganske "almindelig kedelig
heteroseksuel". Jeg har blot ikke fundet en mand, som jeg tør skabe liv med,
selvom det afgjort ville være det bedste, dejligste og så videre i den
rosenrøde dur...

Synes i øvrigt dit navn virker bekendt! Har du boet i Hørby, gået på DG og
haft chincillaer?

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> writes:

> Jeg er ganske enig, men jeg er dog ganske "almindelig kedelig
> heteroseksuel". Jeg har blot ikke fundet en mand, som jeg tør skabe
> liv med, selvom det afgjort ville være det bedste, dejligste og så
> videre i den rosenrøde dur...

Sjure, det skal der også være plads til. Har en ven som står i samme
situation. Man behæver ikke være lesbisk for at benytte sig af
"Storken"...

> Synes i øvrigt dit navn virker bekendt! Har du boet i Hørby, gået på
> DG og haft chincillaer?

Hehe.. ja! Har vi gået i klasse sammen eller hvad? Måske fortsætte
snakken pr. mail. Erstat "spam" med "janus", så har du min
mailadresse.

-j

--
Viden bliver ikke mindre af at blive delt - tværtimod!
http://akademiskopgavebank.dk

---

Tina skrev i dk.familie.barn at:

>Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter vedrørende
>enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved bevidste "uheld" i
>byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller ved hjælp af insemination.

Bevidste "uheld" er for mig at sammenligne med en forbrydelse. Jeg
håber at mænd er kloge nok til at beskytte sig selv når de går i byen,
for når først deres sæd er afleveret har de mistet kontrollen over
hvem de ønsker at få børn med.

>Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis kvinden
>ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?

Alt er bedre end det første. Dermed ikke sagt at det er den bedste
løsning for alle.

>Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
>egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?
>
>Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand -
>uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens ven, bror
>eller øvrige familie?

Sikkert. Så vidt som jeg tolker det er det bare i strid med FNs
Børnekonvention, der i artikel 7 sikrer børn ret til at kende begge
forældre.
"1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra
fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og,
så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre."

Jeg tror ikke at forbeholdet "så vidt muligt" dækker dette tilfælde,
men det er vel et fortolkningsspørgsmål. Jeg tror - og håber - at det
forbehold er beregnet på mere ekstreme situationer, hvor det ikke er
muligt, f.eks. p.g.a. dødsfald at barnet kan blive passe af begge
forældre. Jeg har dog ikke ledt efter kommentarer til konventionen, så
det kan sagtens være at den fortolkes anderledes.
Dog mindes jeg at Børns Vilkår engang fortolkede det på samme måde som
jeg - jeg tror at det var i et eller andet debatprogram, men huskeren
har svigtet.

>Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
>forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
>ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
>kernefamilier!
>
>Lad mig høre, hvad I mener...

Okay. Jeg trives, har udviklet mig og klarer mig fint på alle fronter.
Og jeg tilgiver aldrig min mor at hun ikke lod mig kende min far.

Ikke at det er et savn i det daglige - det har det aldrig været -, men
jeg savner information om de halvsøskende som jeg ved at jeg har, om
hvor halvdelen af mine gener stammer fra og især - nu hvor jeg er
blevet ældre - ville jeg vældigt gerne have haft chancen for at vide
noget om hvilke eventuelle arvelige sygdomme der ligger i mine aner.
Noget så tåbeligt som min hobby, slægtsforskning, er faktisk lidt
kedelig, fordi jeg allerede fra starten mangler halvdelen.

Og jo. Det er altid et egoistisk valg at få børn. Spørgsmålet er om
man kan tillade en egoisme på barnets bekostning.
Jeg ville aldrig kunne forsvare det overfor et barn, men folk er
forskellige og det er børn heldigvis også.

---

Hej Stina

Jeg kunne aldrig selv finde på bevidst at blive gravid ved et tilfældigt
møde i byen. Først og fremmest fordi det er urimeligt overfor manden, men
nok endnu mere på grund af den manglende viden omkring netop den mands
helbredstilstand, risiko for arvelige sygdomme og sådan.

Nej, så langt hellere benytte sig af det tilbud som er lovligt og
sundhedsmæssigt forsvarligt også for barnet. Da insemination af enlige og
lesbiske rent faktisk har været debatteret i regeringen og IKKE blev
lovgivet imod, kan jeg på ingen måde se det uetiske i at benytte sig af den
metode. Faktisk tror jeg, at de fleste, som vælger den tilgang til at blive
forældre, har gennemtænkt sagen i længere tid end så mange andre, der bliver
gravide. Det er jo ikke gratis hverken i penge eller følelser...

Jeg er da ked af det på dine vegne, når du ikke kan tilgive din mor, for det
valg hun tog. Jeg har efterhånden lært nogle stykker at kende, som ikke
kender deres far - "julefrokost-uheld" og sådan. Ingen af dem har savnet en
far (som du også selv nævner), men selvfølgelig har det givet dem mange
tanker omkring det at blive forældre selv. Det har min egen bror nu også
haft - måske endda i større stil - da han fravalgte vores far og ikke har
haft kontakt til ham siden vores forældre blev skilt. De eneste ting, han
kan huske omkring "en far", var negativt og han har været - og er stadig -
rædselsslagen for at gøre samme fejl.

Jeg kan for mit eget vedkommende sagtens huske, hvor rart det var, da de
endelig blev skilt, selvom jeg selv var en meget lille pige, for hvor blev
huset et dejligt sted at være, når der ikke konstant blev råbt højt bag
lukkede døre. Da de først blev skilt og vi flyttede et nyt sted hen sammen
med mor, gik det hele jo udmærket, men alle de diskussioner, al den kasten
frem og tilbage med os børn fra hjem til hjem - selvom vi nu meget sjældent
så far - var ikke fedt! DET vil jeg ikke byde et barn!

Jeg vil langt hellere give et barn en stabil opvækst med kærlighed, tryghed
og faste rammer alene, fremfor at finde mig en "tilfældig" mand til kæreste,
som da er meget sød, men som jeg sandsynligvis ikke bliver gammel sammen
med. Det synes jeg, er langt værre end at min bror bliver en stabil onkel,
som barnet kan spejle sig i - han forsvinder nemlig ikke!

Det er åbenlyst at vi kommer fra hver vores hjørne af debattens sider, men
som du også selv siger er folk forskellige, vi har jo hver vores erfaringer
at slæbe på og bygge vores holdninger og identitet udfra...

Tak for responsen...

---

Tina skrev i dk.familie.barn at:

>Jeg kunne aldrig selv finde på bevidst at blive gravid ved et tilfældigt
>møde i byen. Først og fremmest fordi det er urimeligt overfor manden, men
>nok endnu mere på grund af den manglende viden omkring netop den mands
>helbredstilstand, risiko for arvelige sygdomme og sådan.

Det er jeg glad for at høre. Din omtale af muligheden i det første
indlæg gjorde mig temmelig nervøs.

>Nej, så langt hellere benytte sig af det tilbud som er lovligt og
>sundhedsmæssigt forsvarligt også for barnet. Da insemination af enlige og
>lesbiske rent faktisk har været debatteret i regeringen og IKKE blev
>lovgivet imod, kan jeg på ingen måde se det uetiske i at benytte sig af den
>metode. Faktisk tror jeg, at de fleste, som vælger den tilgang til at blive
>forældre, har gennemtænkt sagen i længere tid end så mange andre, der bliver
>gravide. Det er jo ikke gratis hverken i penge eller følelser...

Det er vel det. Jeg skal lige pointere at det endnu ikke er hele FNs
Børnekonvention der er implemeteret i dansk lovgivning, så spørgsmålet
er om det bliver ved at være lovligt, alt efter hvordan det fortolkes.

>Jeg er da ked af det på dine vegne, når du ikke kan tilgive din mor, for det
>valg hun tog.

Det er ikke kun et valg hun tog dengang - det er stadig et valg hun
tager hver eneste dag.

>Jeg har efterhånden lært nogle stykker at kende, som ikke
>kender deres far - "julefrokost-uheld" og sådan.

Forskellen er netop at det er "uheld". Min mors situation var ganske
bevidst og jeg finder det forkasteligt - også overfor manden som ikke
har haft et valg og ikke ved at han har fået lov til at bidrage
yderligere end forventet til befolkningstallet.

>Jeg vil langt hellere give et barn en stabil opvækst med kærlighed, tryghed
>og faste rammer alene, fremfor at finde mig en "tilfældig" mand til kæreste,
>som da er meget sød, men som jeg sandsynligvis ikke bliver gammel sammen
>med. Det synes jeg, er langt værre end at min bror bliver en stabil onkel,
>som barnet kan spejle sig i - han forsvinder nemlig ikke!

Det er godt at du har din bror.
Jeg vil ikke sige hvad du skal gøre - jeg kan kun tale ud fra mig
selv. Da jeg ikke har en bror og altså dermed ikke en blivende mandlig
person i mit liv (nåjo, ham jeg deler mit liv med, men det tæller
lissom ikke i den her hypotetiske debat), ville jeg aldrig kunne gøre
det.

>Det er åbenlyst at vi kommer fra hver vores hjørne af debattens sider, men
>som du også selv siger er folk forskellige, vi har jo hver vores erfaringer
>at slæbe på og bygge vores holdninger og identitet udfra...

Og heldigvis - ellers ville debatterne blive ret kedelige
Held og lykke - uanset hvad du beslutter!

---

Hejsa igen Stina

I de omtalte "julefrokost-uheld" var morens valg om ikke at lade børnene
kende deres far fuldstændig ligeså bevidste, som hvis de var blevet
insemineret med donorsæd. Det - ligesom de bevidste "uheld" - synes jeg ikke
særlig meget om. Manden har ikke i nogle af tilfældende udtrykt ønske om, at
blive hverken far eller donor - det har donorerne, som benyttes til
insemination.

Debatten ville rigtignok være kedelig, hvis vi var fuldstændig enige på alle
punkter...

---

Jeg har det sådan at børn skal laves af kærlighed. Jeg finder det underligt
at have lyst til at få et barn uden at det væsentlige er at man elsker
hinanden, men nu har jeg jo selvfølgelig også en mand, der elsker sine børn
mindst ligeså meget som jeg elsker dem, og det er derfor svært for mig at
sætte mig ind i.
Venlig hilsen Mia
--
babytøj (dreng og pige), dametøj og barnevogn sælges, kig på
www.sitecenter.dk/ungernes



>
> Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter
vedrørende
> enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved bevidste "uheld" i
> byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller ved hjælp af
insemination.
>
> Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis kvinden
> ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?
>
> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
> egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?
>
> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand -
> uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens ven, bror
> eller øvrige familie?
>
> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
> forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
> ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
> kernefamilier!
>
> Lad mig høre, hvad I mener...
>
>
>
>

---

"Tina" skrev i en meddelelse
news:3f47a784$0$6841$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis kvinden
> ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?

Jo, det er det klart. Ellers ville det være at snyde en mand og sætte sit
helbred på spil.

> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
> egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?

Nej, det mener jeg ikke det er. Men man bør selv kunne finanserer
barnet og derfor undgå de ekstra tilskud, man kan få bevilget. Jeg bryder
mig ikke om tanken:
"Jeg VIL bare have et barn, men jeg kan ikke selv klare det, så jeg får bare
hjælp fra det offentlige."
Jeg mener ikke, man skal sætte børn i verdenen, hvis man ikke selv kan
forsørge dem. - Der kan selvfølgelig ske et uheld, som gør, at man ikke selv
kan, dette taget i betragtning. Men som udgangspunkt mener jeg selv at man
skal kunne tage vare på det.

> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand -
> uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens ven, bror
> eller øvrige familie?

Jo, det kan det sagtens være, synes jeg. Det kan jeg ikke se noget forkert
i. Men husk endelig at vælge et par stykker til jobbet og forøg gerne
"listen" med flere med tiden, folk har det med at kunne falde fra, uanset
hvor tætte familiemedlemmer de så er.....

> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
> forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
> ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
> kernefamilier!

Det er der i hvert fald.
Men jeg synes, man skal tage i betragtning, at mange af de familier har
været udsat for det er uheldet "skilsmisse" og det kun er i de få tilfælde
at det er et valg der er taget før barnet bliver lavet.
Hvis jeg skulle vælge en udvej, ville jeg nok forsøge at finde en, som er
gerne vil stå til ansvar på papirer som far. Jeg
synes det er utrolig vigtigt, at kende sit ophav. Ikke alene pga. div.
sygdomme i familien, som manden ikke behøver kende, i det han afleverer en
klat sæd i en sædbank. Men også i tilfælde af sygdom, hvor barnet kan have
brug for en donor, og ikke mindst for barnets egen nysgerrighed/behov, når
det
bliver ældre.
Jeg tror, det er meget vigtigt at tænke dette grundigt igennem inden. Hvad
vil man sige til barnet? Hvor gammel skal det være, før det får sandheden at
vide? HVAD nu, hvis der sker noget? Jeg tror, man er nød til at tænke alle
utænkelige aspekter igennem, sådan man står helt helt fast i sin beslutning.

Jeg har en nær ven, hvis mor er blevet kunstig befrugtet. Hans far er altså
ikke hans biologiske far, og han har meget svært ved at identificere sig med
ham gensmæssigt. Han har stor brug for at finde sin rigtige far et sted
derude. - Men han må leve med at det aldrig sker..... Det kan være hårdt,
alt efter hvordan barnet tænker/føler.

Jeg mener altså sagtens, det kan lade sig gøre, men jeg mener også man må
gøre sig klart at barnet k a n få problemer med det senere.

Nette

---

Hejsa Nette

Tak for din deltagelse i debatten...

Selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig "bare" at få et barn og så lade andre
betale for det! Det giver sig selv, synes jeg, at man ligesom alle andre,
der planlægger at få barn, venter til man har råd, tid og overskud til
det...

Som jeg også har skrevet til Sabina, er jeg så priviligeret at have en stor
dejlig omgangskreds af begge køn, som gerne vil tage del i mit barns liv,
ligesom jeg tager del i deres. Selvfølgelig vil der altid falde nogle fra
her og der, men jeg tror på, at mit barn vil kunne få en alsidig og stabil
kontakt med mænd såvel som kvinder...

Jeg har forsøgt at finde én, som var villig til at donere sæd, skrive under
på faderskabspapirerne og sådan, men indtil videre har jeg kun mødt nogle,
som enten slet ikke ville have børn og resten vil først have børn, når de
har fundet kvinden i deres liv - hvilket jeg sagtens kan forstå - de har
ikke et biologisk stopur igang indeni!

Det ER vigtigt at kende sit ophav og det frarøver jeg mit barn, hvis jeg
bliver gravid v.hj.a. donorsæd. Donorsæden er dog undersøgt for arvelige
sygdomme (Det er faktisk kun 10%, som godkendes som donorer).

Alle, der ønsker at få barn, drømmer jo rosenrødt om, hvor dejligt og
fantastisk et barn, der dukker op en dag. Men ligesåvel som alle andre, kan
jeg risikere at få et handicappet, sygt eller adfærdsmæssigt besværligt
barn - det er nu engang den risiko, der er forbundet ved at få børn. Tro
mig, jeg ha tænkt over dette her i over et år - været gennem et utal af
diskussioner med både mig selv og de nærmeste venner og veninder. Kan jeg
forsvare det? Hvordan skal jeg fortælle barnet, at det ikke har en far? Kan
jeg klare at gå alene rundt, mens jeg er gravid? Hvad hvis jeg får
bækkenløsning og skal holde sengen? Jeg har diskuteret mig frem til svarene
og ja, jeg KAN forsvare det... Jeg er også meget bevidst om, at barnet kan
få problemer i forhold til det, men jo mere naturligt jeg tager det og mine
omgivelser tager det, jo nemmere tror jeg også det er for barnet at
acceptere det.

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3f47a784$0$6841$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
> Hejsa
>
> Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres holdninger og synspunkter
vedrørende
> enlige kvinder, der vælger at få barn alene - enten ved bevidste "uheld" i
> byen som det fædrene ophav aldrig hører om eller ved hjælp af
insemination.
>
> Er sidstnævnte løsning trods alt ikke bedre ned den første, hvis kvinden
> ikke har kæreste, men mærker det biologiske ur tikke?
>
> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det mere
> egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive forældre?
>
> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en mand -
> uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra morens ven, bror
> eller øvrige familie?
>
> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af deres
> forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på alle fronter og
> ja, der er også de børn, som ikke gør det, men de findes også i
> kernefamilier!
>
> Lad mig høre, hvad I mener...

Du spørger, hvad vi mener - her kommer så altså min mening:

Jeg synes, at alle børn har krav på både en far og en mor,
altså biologiske forældre. Jeg synes også, at det er en meget
egoistisk tankegang at sætte børn i verden med den slags,
som du beskriver. Hvorfor ikke bare vente på Manden i dit liv?

MVh.Bodil.

---

On Wed, 27 Aug 2003 19:44:00 +0200, "Bodil Grove Christensen"
<grovebgc@fjerndettetdcadsl.dk> skrev:


>Jeg synes, at alle børn har krav på både en far og en mor,
>altså biologiske forældre. Jeg synes også, at det er en meget
>egoistisk tankegang at sætte børn i verden med den slags,
>som du beskriver. Hvorfor ikke bare vente på Manden i dit liv?

Er det ikke en lidt romantisk forestilling? Desuden er det de færreste
kvinder, der kan blive ved med at vente. Biologien sætter nu engang en
naturlig grænse.

--
Christian

---

"Christian Bech" <christian.bech@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
> >Jeg synes, at alle børn har krav på både en far og en mor,
> >altså biologiske forældre. Jeg synes også, at det er en meget
> >egoistisk tankegang at sætte børn i verden med den slags,
> >som du beskriver. Hvorfor ikke bare vente på Manden i dit liv?
>
> Er det ikke en lidt romantisk forestilling? Desuden er det de færreste
> kvinder, der kan blive ved med at vente. Biologien sætter nu engang en
> naturlig grænse.

Jo, det kan da godt være, men det kan mange piger også godt lide.

Biologien forventer vist også, at piger er parate til at føde før de er
25, men det har de ikke i år 2003, de skal både ud at rejse og uddannes,
før de overhovedet tænker på børn! Jeg synes, at de snyder sig selv
for meget ved at skulle have så meget styr på det hele, før den næste
generation kan komme på tale.

Mvh.Bodil.

---

Hejsa Bodil...

Æhmn... Jeg kan sagtens følge dig i, at mange kvinder gerne vil have alt på
plads, før de vil stifte familie. Jeg har mange af den slags kvinder i min
omgangskreds og for nogles vedkommende tvivler jeg på, at de nogensinde FÅR
børn - ikke på grund af manglende lyst, men fordi de venter for længe eller
fordi manden ikke vil vente længere på at hun bliver klar!... Sådan er JEG
ikke! Jeg har været klar længe... Jeg vil nu heller ikke sige, at: "de
snyder sig selv". For det er nu engang DERES valg. Ligesom jeg ikke vil
dømmes for min holdning - hvor jeg jo efter deres mening vil gå glip af en
masse som enlig mor - vil jeg heller ikke dømme dem til at snyde sig selv.
De må selv afgøre, hvad der er rigtigt for dem at gøre.

Nå... På den anden side, siger du så: "Hvorfor ikke bare vente på manden i
dit liv?" BARE!?! Hvad i himlens navn, tror du jeg har lavet?? (Undskyld mit
ugudelige og angribende udfald) Jeg har siden jeg var ganske ung, vidst at
målet med mit liv, min største drøm og det ultimative klimaks med min
tilværelse vil være følelsen af at blive mor, så selvfølgelig har jeg da
været ude at lede efter manden i mit liv. Jeg kan ikke BARE blive ved med at
vente. Jeg bestemmer nemlig ikke selv, hvornår jeg ikke KAN få børn mere
eller hvornår det aldersmæssigt er forsvarligt at få børn mere. Allerede fra
34-års alderen går det hastigt ned af bakke med muligheden for at blive
gravid og derudover også med kvaliteten af de æg, der er tilbage.

Jeg synes dog, du har ret i, at det er egoistisk at blive gravid og få barn
ved insemination - men det er fuldstændig ligeså egoistisk at få barn på
alle mulige andre måder. Ingen får børn, for barnets skyld. Vi får dem af
ønsket om at give vores gener, viden, kærlighed og evner videre til verden.

Tina

---

On Thu, 28 Aug 2003 23:01:57 +0200, "Bodil Grove Christensen"
<grovebgc@fjerndettetdcadsl.dk> skrev:


>> Er det ikke en lidt romantisk forestilling? Desuden er det de færreste
>> kvinder, der kan blive ved med at vente. Biologien sætter nu engang en
>> naturlig grænse.
>
>Jo, det kan da godt være, men det kan mange piger også godt lide.

Jeg tvivler på, at der er ret mange kvinder, der sætter pris på den
slags romantik, der gør, at de som 45-årige finder ud af, at den
eneste ene måske slet ikke dukker op.

>Biologien forventer vist også, at piger er parate til at føde før de er
>25, men det har de ikke i år 2003, de skal både ud at rejse og uddannes,
>før de overhovedet tænker på børn! Jeg synes, at de snyder sig selv
>for meget ved at skulle have så meget styr på det hele, før den næste
>generation kan komme på tale.

Det er da absolut en fornuftig holdning, når man tager
fertilitetsproblemerne med i betragtningen, men husk, at vores samfund
faktisk forventer, at man tager en uddannelse først. Derudover er det
altså også vigtigt at føle sig parat til at få børn.

--
Christian

---

Christian Bech <christian.bech@mail.tele.dk>

> Er det ikke en lidt romantisk forestilling?

Romantisk? Måske. I så fald er der nogen af os der er vokset op med
kun een forældre, der ikke ville ha' haft noget imod lidt mere
romantik.

Jaja - man dør ikke af at vokse op med en enlig forældre. Det kan
faktisk være en glimrende opvækst. Nogen gang er der ikke andre
muligheder, og skal det være sådan, så går det osse nok. Men ligefrem
at planlægge med det, det syn's jeg er at overvurdere sig selv en
kende - op børnenes bekostning.

/Lars

---

On Tue, 02 Sep 2003 10:59:35 GMT, Lars Fischer <fischer@suk.dk> skrev:

>Christian Bech <christian.bech@mail.tele.dk>
>
>> Er det ikke en lidt romantisk forestilling?
>
>Romantisk? Måske. I så fald er der nogen af os der er vokset op med
>kun een forældre, der ikke ville ha' haft noget imod lidt mere
>romantik.

Jeg burde måske have udtrykt mig lidt klarere. Det var tanken om at
vente på den eneste ene, som jeg opfatter som lidt for romatisk.

>Jaja - man dør ikke af at vokse op med en enlig forældre. Det kan
>faktisk være en glimrende opvækst. Nogen gang er der ikke andre
>muligheder, og skal det være sådan, så går det osse nok. Men ligefrem
>at planlægge med det, det syn's jeg er at overvurdere sig selv en
>kende - op børnenes bekostning.

Og man skal i hvert fald også være klar over, at man går ind til et
hårdt arbejde, når der ikke er nogen at dele ansvaret med.

--
Christian

---

Christian Bech wrote:
>> Jaja - man dør ikke af at vokse op med en enlig forældre. Det kan
>> faktisk være en glimrende opvækst. Nogen gang er der ikke andre
>> muligheder, og skal det være sådan, så går det osse nok. Men
>> ligefrem at planlægge med det, det syn's jeg er at overvurdere sig
>> selv en kende - op børnenes bekostning.
>
> Og man skal i hvert fald også være klar over, at man går ind til et
> hårdt arbejde, når der ikke er nogen at dele ansvaret med.

naturligvis er det hårdt arbejde....... men personligt synes jeg at det er
endnu hårdere at stå uden nogen at dele glæderne med......
hvem skal man dele de første skridt med? de første ord?
det er faktisk ikke kun dårlige ting man oplever som enlig forælder...... de
gode er der også, dog kan det være ret ensomt hver eneste gang at skulle
ringe til veninden og fortælle om vidunderets nyeste påfund.... ligesom det
også kan være anstrengende for veninden altid at skulle være begejstret ;)
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:B4j5b.64242$Kb2.2900334@news010.worldonline.dk...
> Christian Bech wrote:
> >> Jaja - man dør ikke af at vokse op med en enlig forældre. Det kan
> >> faktisk være en glimrende opvækst. Nogen gang er der ikke andre
> >> muligheder, og skal det være sådan, så går det osse nok. Men
> >> ligefrem at planlægge med det, det syn's jeg er at overvurdere sig
> >> selv en kende - op børnenes bekostning.
> >
> > Og man skal i hvert fald også være klar over, at man går ind til et
> > hårdt arbejde, når der ikke er nogen at dele ansvaret med.
>
> naturligvis er det hårdt arbejde....... men personligt synes jeg at det er
> endnu hårdere at stå uden nogen at dele glæderne med......
> hvem skal man dele de første skridt med? de første ord?
> det er faktisk ikke kun dårlige ting man oplever som enlig forælder......
de
> gode er der også, dog kan det være ret ensomt hver eneste gang at skulle
> ringe til veninden og fortælle om vidunderets nyeste påfund.... ligesom
det
> også kan være anstrengende for veninden altid at skulle være begejstret ;)
> --
> Knus Sabina

Lige præcis det med ikke at have én at dele vidunderet med, ser jeg som
noget af det hårdeste. Heldigvis kender jeg en del med små børn, som stadig
gerne vil "sammenligne" (Gåseøjnene fordi børn jo ikke kan sammenlignes - de
er jo enkeltindivider...) deres lille pussers første ord, skridt, hvornår de
begyndte at kravle ect....

Tina

---

Tina wrote:
> Lige præcis det med ikke at have én at dele vidunderet med, ser jeg
> som noget af det hårdeste. Heldigvis kender jeg en del med små børn,
> som stadig gerne vil "sammenligne" (Gåseøjnene fordi børn jo ikke kan
> sammenlignes - de er jo enkeltindivider...) deres lille pussers
> første ord, skridt, hvornår de begyndte at kravle ect....

hmmmm.... jeg ved godt du tænker dig godt om, og jeg synes det er smadder
godt, men jeg vil dog lige komme med en kommetar også......
det der med at man har nogen at "sammenligne" med.... det er fint nok....
hvis ikke ungerne når at blive for store inden du får dit barn......

jeg er selv næsten den første i min vennekreds der fik barn.... jeg var den
første i familien (fætre/kusinerne) til trods for at jeg var født som en af
de yngste......
jeg havde heldigvis min søns far og min mor at dele det med, men mine venner
gad det ikke rigtigt fordi de stadig rendte i byen, og ikke havde nogen
intentioner om at få børn......
nu hvor min søn er stor, og mine venner begynder at overveje at få børn, har
jeg jo klart en fordel fordi jeg kender situationen, og mine venner joker
med at når de får en lille skal min søn være babysitter*G* det er også
ok..... men når den tid kommer skal jeg jo trække på hukommelsen efter ting
der skete for over 10 år siden, og prøve at støtte og være glad på deres
vejne, til trods for at jeg har fået de børn jeg skal have......
dermed ikke sagt at jeg ikke har lyst til at lytte og være glad på deres
vejne, men min søns alder ( han er nu 9 år) er også skøn og begivenhedsrig,
og det er sku de færreste der gider lytte til mig ret længe af gangen ;)
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

> hmmmm.... jeg ved godt du tænker dig godt om, og jeg synes det er smadder
> godt, men jeg vil dog lige komme med en kommetar også......
> det der med at man har nogen at "sammenligne" med.... det er fint nok....
> hvis ikke ungerne når at blive for store inden du får dit barn......
>
> jeg er selv næsten den første i min vennekreds der fik barn.... jeg var
den
> første i familien (fætre/kusinerne) til trods for at jeg var født som en
af
> de yngste......
> jeg havde heldigvis min søns far og min mor at dele det med, men mine
venner
> gad det ikke rigtigt fordi de stadig rendte i byen, og ikke havde nogen
> intentioner om at få børn......
> nu hvor min søn er stor, og mine venner begynder at overveje at få børn,
har
> jeg jo klart en fordel fordi jeg kender situationen, og mine venner joker
> med at når de får en lille skal min søn være babysitter*G* det er også
> ok..... men når den tid kommer skal jeg jo trække på hukommelsen efter
ting
> der skete for over 10 år siden, og prøve at støtte og være glad på deres
> vejne, til trods for at jeg har fået de børn jeg skal have......
> dermed ikke sagt at jeg ikke har lyst til at lytte og være glad på deres
> vejne, men min søns alder ( han er nu 9 år) er også skøn og
begivenhedsrig,
> og det er sku de færreste der gider lytte til mig ret længe af gangen ;)

Det er da død-uretfærdigt for dig!
De af mine venner, familiemedlemmer og øvrige omgangskreds som har børn, har
"heldigvis" for mig små børn, så der bliver ikke alt for stor aldersforskel,
hvis jeg altså snart får børn selvfølgelig... Desuden syntes jeg altså ikke
kun spædbørn og tumlinger er søde. Jeg gider også godt snakke med/om større
børn

Tina

---

Tina wrote:

>> dermed ikke sagt at jeg ikke har lyst til at lytte og være glad på
>> deres vejne, men min søns alder ( han er nu 9 år) er også skøn og
>> begivenhedsrig, og det er sku de færreste der gider lytte til mig
>> ret længe af gangen ;)
>
> Det er da død-uretfærdigt for dig!

naa*G* sådan er livet jo..... det varer ikke voldsomt længe før han er i
puperteten og så forventer jeg bare det blive endnu værre*G*

> De af mine venner, familiemedlemmer og øvrige omgangskreds som har
> børn, har "heldigvis" for mig små børn, så der bliver ikke alt for
> stor aldersforskel, hvis jeg altså snart får børn selvfølgelig...
> Desuden syntes jeg altså ikke kun spædbørn og tumlinger er søde. Jeg
> gider også godt snakke med/om større børn

et af problemerne opstår jo netop fordi mine venner synes min knægt er sød,
og derfor får alle informationer gennem ham, og ikke længere behøve rmig som
mellemmand ;)

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Christian Bech <christian.bech@mail.tele.dk> wrote

> Jeg burde måske have udtrykt mig lidt klarere. Det var tanken om
> at vente på den eneste ene, som jeg opfatter som lidt for
> romatisk.

Hvorfor det? Når det gælder det at stifte familie og får børn sammen,
så syn's jeg da det er prisværdigt at overveje, om man nu osse har
fundet den partner, man vil dele resten af sit liv med. Jeg er ikke
tilhænger af at man siger "skidt, lad os få de unger i en fart. Hvis
vi går fra hinanden, så må ungerne tage det med".

At sikre sig at man har funder den rigtige partner før man får børn
lyder for mig som ansvarlighed, ikke som romantik.

/Lars

---

"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@fjerndettetdcadsl.dk> writes:

> Jeg synes, at alle børn har krav på både en far og en mor, altså
> biologiske forældre. Jeg synes også, at det er en meget egoistisk
> tankegang at sætte børn i verden med den slags, som du
> beskriver. Hvorfor ikke bare vente på Manden i dit liv?

At der skal en mand og en kvinde til at lave et barn mener jeg ikke er
ensbetydende med, at der skal en mand og en kvinde til for at skabe et
godt liv for et barn.

-j

--
Viden bliver ikke mindre af at blive delt - tværtimod!
http://akademiskopgavebank.dk

---

d. 23/08/03 19:43 ytrede Tina

> Lad mig høre, hvad I mener...

Kære Tina

Der fødes 2.3 mill børn for lidt HVERT år i Europa.
Om du bliver kunstigt befrugtet tager et engangsknald eller what ever, hvis
du ikke er moden nok og ikke ved alt på forhånd ligner du bare 99% af alle
førstegangsfødende.
Børn har brug for vokne omkring sig men om det handler om 2 forskellige køn
er jeg meget i tvivl om, så bare klø på.

Kærlig Hilsen Kevin
--
Fjern nospam ved privat svar

---

"Tina" <2450849m001@stofanet.dk> wrote

> Kvindens ønske om at få barn er åbenlyst egoistisk, men er det
> mere egoistisk end andre kvinders (og mænds) ønske om at blive
> forældre?

At ønske dig børn er altid noget man gør for sine egen skyld. Helt
enig. At det er egoistisk er jeg ikke enig i, men at man gør det
for sin egen skyld kan der ikke være tvivl om.

> Barnet skal selvfølgelig have en stabil og kærlig kontakt til en
> mand - uanset barnets køn - men kan denne kontakt ikke være fra
> morens ven, bror eller øvrige familie?

For nu at tale fra min egen erfaring som barn: nej. Det handler
ikke om at have kontakt til mænd. Det handler om at have forældre
at spejle sig i. Brødre, venner, familie - det er da fint nok, de
kan være vældig rare og flinke, de kan endda give een et mere
nuanceret billede af hvad det vil sige at være mand. Men det ændre
ikke på, at man kun har een forældre at spejle sig i, kun har een
af få familiehistorie, indblik i arbejdsliv og familieliv fra, kun
har een rollemodel når man skal lære at danne nære relationer til
andre, lære at håndtere personlige konflikter, osv osv.

Især kommer man ikke til at opleve, at der i hjemmet er et samspil
mellem voksne. Man får ikke noget spejl for voksne omgang og
samliv, man oplever ikke sine forældre som fledimensionale
personer, der både kan mene, tro, være uenige, kompromisse, holde
af, og alt det andet.

Børn der vokser op med to voksne oplever, at der er to svar, to
sandheder, to familier, to måder på næsten alt. Det gør børn med
een voksen ikke.

> Der er i forvejen mange børn, som ikke har kontakt til den ene af
> deres forældre og som trives, udvikler sig og klarer sig fint på
> alle fronter

Jamen, det er der da. Jeg er een af dem. Men lad være med at
bilde dig selv ind, at de børn ikke har savnet, ikke føler at de
mangler noget, og at de ikke tumler med problemer som kan føres
tilbage til det der.

Det er ikke nødvendigvis en katastrofe kun at have een forældre.
Man kan sagtens klare sig fint alligevel. Men man mister noget,
man får et underskud. Hvis du planlægger at dit udfødte barns
opvækst skal være sådan, så vælger du osse helt fra starten af dit
barn skal leve med det underskud - et underskud du aldrig selv vil
kunne fylde ud. Jeg syn's du skal lade være.

/Lars

---

Et aspekt, I vist ikke har været inde på: Børn af enliges problemer med at
skulle forholde sig til - og måske komme til at holde af og derefter miste -
skiftende kærester.

Det skal vel også tænkes med?

Per V.

---

Hej Per V.

Jeg har afgjort tænkt over, hvordan et brud mellem mig og en fremtidig
kæreste vil kunne give mit barn et savn. Jeg ved fra min opvækst, hvordan
det er at ens forældre får nye kærester og skifter dem ud igen... Dertil kan
jeg sige, at selvom jeg har mistet dem umiddelbart i mit liv, har jeg ikke
mistet dem helt, for jeg har stadig en god kontakt til et par stykker af
dem - og deres børn.

Til gengæld kender jeg til grelle eksempler, hvor der har været utal af
skiftende kærester, som barnet kun liiige kommer nær, før de flytter ud
eller bare ikke dukker op igen - det er selvfølgelig ikke noget, som
ligefrem styrker et barns selvværd eller tillid til verden.

Tina

---

Hej Lars

De fleste mandlige familiemedlemmer kommer ikke til at blive deciderede
rollemodeller, det vil jeg give dig ret i, men dem, som barnet ser oftere
end til de obligatoriske familiefester, vil ligesåvel som pædagogen i
børnehaven, dagplejemoren, reservebedsten (som jo altså godt kan være en
mand) eller voksenvennen blive en rollemodel for barnet. De fleste af
førnævnte er kvinder, ja - men rollemodeller er de også mændene i blandt
dem.

Forældre bliver de selvfølgelig ikke og det er ganske korrekt, at barnet af
en enlig mor ikke *hjemme* får muligheden for at se, hvordan voksne omgås,
diskuterer sig frem til et kompromis eller i det hele taget det faktum, at
de ikke har fællles grænser og holdninger til alt. Det gør barnet til
gengæld andre steder og desuden satser jeg ikke på, at være single resten af
mine dage, så barnet skal nok komme til at opleve det hjemme også.

Tak for din respons...

Tina