"john-pilely" (Sanne) <john-pilely@post.tele.dk> wrote in message
news:bga627$hm5$1@sunsite.dk...
> P.s. gode råd vedr. kørsel i sving er stadig velkomne !
Der findes nu engang masser af blinde sving (dem man ikke kan se igennem fra
starten) derude som man bare ikke /kan/ køre hurtigt igennem hvis man
samtidigt skal kunne bremse / undvige en uforudset forhindring, eller dreje
mere fordi svinget viser sig at være skarpere end man troede.
Hvis man kender svinget i forvejen kan den sidste mulighed udelukkes, og man
kan gå mere ambitiøst til den, men der kan altid være en forhindring. Jeg
_har_ prøvet at køre ind i et blindt (venstre)sving, og se en bil komme imod
mig med alle 4 hjul i min vejbane, fordi han var ved at overhale 2 cyklister
der kørte udenpå hinanden. Jeg er glad for at jeg ikke kørte ret stærkt. Er
det iøvrigt ikke snart majetærskersæson?
Lidt om kontrastyring:
Når din MC er i fart (over 30-40 km/t) styrer den modsat. Prøver du at dreje
styret lidt til venstre, lægger den sig ned til højre, og så er du igang med
et højresving. Alle MC'ere gør sådan, nogle mere udpræget end andre, og alle
førere drejer derfor modsat på styret når MC'en er i fart. Det er bare ikke
alle der selv er bevidste om det. Ved at gøre dig bevidst om processen kan
du lære at bruge den meget bedre.
Start på en _lige_ vej, kør 50-80 km/t, og tryk forsigtigt på styret for at
dreje det mod venstre. Mærk hvordan MC'en lægger sig lidt til højre. Væn dig
til følelsen.
Styringen i et højresving kommer til at forløbe sådan: I svingets begyndelse
trykker du styret mod venstre, kværnen lægger sig ned til højre, og når den
ligger nok ned til at køre igennem svinget, letter du trykket og holder den
der. I udgangen af svinget rejser du den op igen med den modsatte bevægelse:
du drejer styret mod højre.
I et venstresving er det hele modsat: erstat højre med venstre og omvendt.
Belønningen for at mestre konstrastyring er at du kan lægge MCen _meget_
hurtigt ned og rejse den op igen. Det er effektiv styring, men gør det med
rolige tryk.
Lidt om valg af linier:
En bil der fylder hele vejbanen kan kun køre igennem et sving i en bestemt
linie, men på MC kan du vælge at bruge hele din vejbane til din fordel.
Mange førere vælger at skære sving så meget som muligt af, så svinget bliver
så lidt skarpt som muligt. Det er race-teknik, og det er lidt ironisk at se
en sportsmotorcyklist gøre dette efter lang tids søgen efter de mest snoede
landeveje. På landevejen kan du i stedet vælge din linie efter hvad der er
mest sikkert.
De bedste (sikreste) linier for højre- og venstresving er forskellige.
Først og fremmest: Kør aldrig over midterstriben - heller ikke hvis der ikke
er nogen.
Højresving:
Kør ind i svinget helt til venstre i din vejbane - så kan du se længst
muligt ind i svinget til at starte med.
Placeringen i banen igennem svinget er en balance mellem to onder:
Hvis du kører helt til venstre, er du tæt på midterstriben, og kommer nemt
til at køre over den. Du har ikke meget margen over til venstre vejbane.
Modsatkørende biler skærer tit svinget af og kører med 2 hjul i venstre side
af din bane. Til gengæld kan du se længere frem jo længere til venstre du
kører. Find din egen balance.
Jeg plejer at holde mig ret langt til venstre indtil jeg kan se udgangen af
svinget, og så trækker jeg til højre. I nogle sving når jeg helt ud til
rabatten.
Venstresving:
Kør ind i svinget helt til højre i din vejbane - så kan du se længst muligt
ind i svinget til at starte med. Modkørende biler der er kommet for hurtigt
gennem svinget får 2 hul over i venstre side af din vejbane lige der hvor
svinget starter for dig.
Du kan som regel se længere end i højresving, og venstresving er generelt
ikke så skarpe. Når jeg kan se udgangen af svinget (evt. helt fra starten),
trækker jeg til venstre mod midterstriben. Det giver mere margin til grøften
hvis svinget alligevel var skarpere end jeg havde opfattet (eller rettere:
jeg alligevel kom lidt for hurtigt ind i det). Forskellen fra højresving er,
at jeg aldrig trækker helt ind til midterstriben, for så vil min hjelm pga.
MC'ens nedlægning være i venstre vejbane! Hold _hjelmen_ i din egen bane.
Grus & skidt:
Hvis der ligger grus i et sving, er bilernes hjulspor som regel de reneste
steder at køre, og så skal man vælge. I venstresving vælger jeg altid det
højre hjulspor pga. det med hjelmen. I højresving svinger det (grin bare).
At øve sig:
I et blindt, skarpt sving på en smal vej kan du umuligt nå at tænke på alle
de ting, men fortvivl ikke
Øv dig på linierne overalt hvor du kører, og vær kritisk. Tænk tilbage på
hvert sving når du er kommet igennem det: Havde jeg en god linie? Kiggede
jeg så lang frem jeg kunne? Reagerede jeg fornuftigt da den bil kom imod
mig? Hvis du synes du har perfekt check på det om 5000km, så er du ikke
kritisk nok.
God arbejdslyst, det er sjovt !
Flemming Nyboe