Ideen om at tage til Luxembourg kom sig af en snak om, hvor vi skulle hen på
næste Flyvedagstur da vi var i Norge på klubtur i flyvedagene. Der blev Lux
nævnt, og da jeg alligevel havde nogle dage for mig selv her i sommerferien
tænkte jeg det kunne være ligeså godt som alt muligt andet.
Jeg blev af venner og arbejdskolleger bekræftet i at det var en god ide, og
ved forskellige artikler på internettet.
15.07.03
Esbjerg - 08:45 - km 0.
Belært af tidligere erfaringer undlod jeg denne gang at tage 45L topboksen
med, og begrænse oppakningen til hvad der med lethed kunne være i 2x36
liters sidebokse, en 20 liters tanktaske, samt telt og sovepose på bagsædet.
Det betød meget for stabiliteten på min Fzs600, jeg kunne nu uden problemer
holde 150 km/t, og også snuppe en overhaling med 170 uden at det på noget
tidspunkt føltes ubehageligt.
Planen var at snuppe noget autobahn dernedad - havde lige læst tråden om
hvor langt man med rimelighed kan køre på en dag - og håbede at kunne være i
Lux sidst på dagen, hvilket også kom til at holde nogenlunde stik. Esbjerg >
Rødekro > Hamburg > Bremen > Osnabrück > Dortmund > Köln > Koblenz >
Münster-Maifeldt > 19:30 - km 845, så gad jeg ikke mere den dag.
Jeg holdt pauser når jeg fik lyst til det - også uden for optankningerne, og
havde ingen problemer med "siddesår" som på tidligere ture, og det tror jeg
skyldes det sælskind jeg sad på, der kunne tage sveden. Og der var god grund
til at svede: Sidst på dagen ved Trier var temperaturen nået op på 42C!
Ingen fornøjelse at holde i en lysregulering så
Men hvilken fornøjelse og lettelse til gengæld, at komme fra småhektiske
150kmt og dykke ned fra autobahnen til 30-40kmt, ind i et vejnet med
skyggefulde træer, pussenussede landsbyer, vinmarker til begge sider og
hårnålesving. Det var jo ligesom også det jeg var taget af sted for. Ender
til sidst på en campingplads ved Mosel i nærheden af Münster-Maifeldt.
Medbragt mad er med garanti tøet op, bliver varmet og fortæret, et par kolde
øl sætter prikken over ièt, og så tørner jeg ind.
16.07.03 - 06:30
Vejret ser fint ud, nogen på pladsen snakker om et truende "Gewitter", det
buldrer da også svagt i den ikke eksisterende horisont (der er en slags
bjerge til begge sider) men jeg vælger at tage det som det kommer. Og her er
det egentlig at turen begynder rigtigt, og som jeg også vil anbefale andre,
hvis lejligheden skulle byde sig: Fra Cochem og sydvestover begynder Mosel
at sno sig gevaldigt, og jeg fulgte floden parallelt på enten den ene eller
anden side, for ved middagstid at nå Wasserbillig ved Trier - km 1027.
Mageløs flot tur! Man triller på udmærkede veje med bjergskrænter og
vinmarker til begge sider gennem byer og landsbyer der ligger med 5-10km
mellemrum på hele strækningen. Rent køremæssigt er der ikke de store
udfordringer, der er også nok at se på.
Jeg kører videre mod Lux derefter, til dels på autobahnen. Læderdresset og
Fazeren trænger til en opfriskning nu, og jeg finder en tankstation med
skygge og vask, det bliver nu kun til en slags "etagevask", men det pynter
gevaldigt! Ankommet i Lux ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal her - storbyer
har aldrig sagt mig noget særligt når jeg er på MC, så efter noget frokost
på en fortovsrestaurant og en god lang pause hvor Fazeren når at køle lidt
ned også (temperaturen når igen over 40C), ruller jeg videre ind i landet.
Igen opdager jeg hvorfor det var turen værd: Der er adskillige gode
vejstrækninger nord- og nordvest for Lux som er aldeles køre- og seværdige,
og jeg nyder eftermiddagen i fulde drag.
Pizzeria i Diekirch 19:30 - km 1233 - 31C
..og ikke en vind rører sig, vejret står stille. Det rækker op med tunge
skyer fra syd, og jeg begynder så småt at spekulere lidt over det. Nogen ved
et sidebord snakker om haglvejr? Men dagens første kolde (Ein Bitburger
bitte) står foran mig, pizzaen er i ovnen og Fazeren står parkeret 2m væk
mellem fortov og vejbane. Styr på det hele, det er lidt noget bøvl med
tanktasken, den slæver man ikke lige sådan med sig, så man er nødt til at
blive i nærheden. Men på den her måde er det perfekt
. Da de første tunge
dråber klasker ned på visiret er jeg på vej igen. Mod Vianden i det
nordøstlige Lux, som også var en af anbefalingerne hjemmefra. Finder nemt en
campingplads i noget der hedder Fouhren, venlige mennesker der har den og
kun en enkelt dansk familie som de eneste danskere ud over mig på en fuldt
belagt campingplads. Vist noget af et særsyn? Slår teltet op i regnvejr, og
da jeg ellers er klar med det hele og sidder i teltåbningen holder det op
igen, ha! Som et plaster på, fra hvilke guder der nu måtte have det i deres
magt, står der en flot dobbelt regnbue hen over pladsen den næste halve
times tid - alt forladt!
17.07.03 - 08:15
På vejen igen. Syd, vest og nord for Vianden er der masser af lækre, snoede
og gode veje i et kuperet terræn. Jeg vælger at ignorere de truende skyer
med ganske få solhuller i, spiser morgenmad indkøbt på de første 5km, og
tilbringer formiddagen med at udforske dette område. Vejret holdt, 27C, lidt
støvregn ind imellem, men ikke nok til at gøre vejene våde. Jeg vil gerne
anbefale at man ved lejlighed får kigget lidt på området mellem Bouscheidt,
Lipperscheidt, Hoscheidt, Keppeshausen og hvad de nu ellers hedder lige der.
12:50 - km 1358 Får mig en gedigen mex-middag på en fortovsrestaurant i
Bitburg. Er nu på vej østover på de små veje i DE igen (sving, sving, op,
ned, sving, sving), og tænker at tage et smut omkring Harzen på vejen hjem.
På et tidspunkt rammer jeg en motorvej der står Kassel på, og da jeg lige nu
godt kan trænge til at blive blæst lidt igennem igen snupper jeg den for at
tæske nogen km af. Lander 19:15 - km 1796 på en "vammelchecket" og dyr
campingplads ved Hannoversch-Münden. Der bor (uden bagtanke) næsten
udelukkende danskere her. Der er også noget med en masse slotte og
seværdigheder i den by
18.07.03 - 08:32
Det er en lettelse at lægge den begyndende "dagligdag" på campingpladsen bag
sig. Køber morgenmad (kaffen lavet inden afgang) på de første km, og spiser
på en varm stubmark med udsigt over naturparken. 2 rundstykker, en bratwurst
og en ordentlig luns mandarinfromage, skyllet ned med frisklavet kaffe med
sukker, hvad mere har man brug for?
Rammer Harzen ved Herzberg, og nu kan jeg nyde de lækre veje i Harzen for
3die gang i fire år. Genkendelsen dukker op efterhånden som der bliver kørt
nogle kilometer, Herzberg > Andreasberg > Sonnenberg > Torfhaus, hvor der er
samlingsplads og dæksparkning for MC hver dag i sæsonen men mest om
søndagen, rundt om Okerstausee over Schulenberg til Zellerfeld, et smut op
til Polstertal hvor vi har boet med klubben hos Hans og Christine et par
gange og få frokost, og mange flere småveje. Særligt bør nævnes turen op til
Claustal-Zellerfeld Sperre som ekstrem dejlig. Generelt må det også siges at
det har sine fordele at køre en hverdag - man har vejene for sig selv det
meste af tiden. Nogen af dem var jeg nødt til at tage 2 gange
Så gik det nordpå, havde på grund af fyraftenstrafikken fået ruten ad
landevejen Braunschweig > Uelzen > Lüneburg anbefalet af Hans i Polstertal,
senere stod jeg på die autobahn før Hamborg, der er smækfuldt med
vejarbejder for tiden, men jeg slog mig sammen med 2 tyske mcister der, og
slap rimelig hurtigt igennem mellem rækkerne, hvor vi samarbejdede fint om
at finde hullerne.
17:45 km 2330 mellemlandede jeg hos gamle mcvenner ved Slesvig, de fandt
hurtigt grillen frem, og en enkelt dunkles Flensburger Bock fandt vej sammen
med en lækker bøf og salat.
23:33 km 2459 var jeg hjemme i Hjerting igen.
Det har været en god tur - at rejse alene er også godt. Man bestemmer selv
farten og ruten, man får tænkt en masse og lidt mere grundigt end til
daglig. Slut herfra.
(se lidt billeder på
http://www.dkfritidmotorcykel.dk/gallery.asp?gid=255 )
--
Mfh - Arne Lorenzen - FZS 600
www.dkfritidmotorcykel.dk/?id=183
www.senior98.dk #36
DMCN# 626