Nürburgring er kendt både med sloganet "Naszination Nürburgring" og
tilnavnet "Die Grüne Hölle" (Det Grønne Helvede), og efter at have
været dernede og kørt på 'ringen, må jeg sige at begge navnene er på
plads.
Men for at tage det kronologisk: Egentlig var planen at jeg skulle
have været dernede med pimserne i starten af Maj måned, men jeg fik
min cykel først dagen efter at de var kørt; altså ingen tur for mig.
Op til den tur havde jeg kigget på forskellige hjemmesider med bl.a.
sikkerhedsinformation og idealkurver over hele banen. Jeg hev en af
Jørunds videoer ned (igen) og sad og gennemgik den med en udskrift af
siderne med idealkurver for at indprente mig 'ringen. Et fromt, men
næppe realistisk håb.
Siden da kom den triste melding om at Jørund var faldet og blevet
dræpt dernede. Det satte en masse tanker igang hos mig, og jeg
overvejede om jeg skulle melde fra til turen. Enden på de
overvejelser blev at jeg valgte at jeg tog derned, fuldt bevidst om at
ringen farlig - meget farlig. Ikke fordi at "det sker ikke for mig",
men en vurdering af hvad er det jeg ønsker at gøre her i livet, og
hvilke ricisi er man parat til at tage for at leve det liv (man kan
også gå ud af en dør og få en tagsten i hovedet). Jeg pinligt klar
over min egen dødelighed: jeg mangler 3 ledbånd i venstre skulder og
har 15-20% nedsat syn på venstre øje, noget som er sket i to
forskellige MC ulykker (1 på vejen og 1 på en racerbane).
For at springe frem til weekenden: Torsdag morgen pakke jeg mit ting
og tang sammen i en tanktaske + en lille sportstaske (fyldt til
randen). Efter arbejdet mødtes vi på Jeppes Arbejde og pakkede
kassevogne. Der var et par stykker som lurede på om jeg havde købt
mig en touringcykel og ikke en racer. Well, når man skal have alt med
på cykelen, og de andre bare kan tage hjem og hente de sidste ting
næste morgen, så må man jo stå for skud... Jeg havde fået klaret
overnatning hos en pimse (tak for det!), så jeg ikke skulle hjem til
Malmø for derefter skulle stå op for at være i København 7:00 næsten
morgen igen.
Fredag morgen brækkede(*) sig og vi tog afsted i kassevognen. Der er
ikke meget at sige om kassevogne at de er - tja, praktiske. "Vores"
kassevogn var den decideret langsomste og kun fordi der var nogle som
tog en "smutvej" nåede vi frem kl 18:00 til Muespath som næstsidst.
Cyklerne blev aflæsser, taskerne smidt op på værelserne og afsted op
til ringen for at købe turkort og finde en til at vise sig rundt på
banen.
Nürburgring er mere end 20km lang og med 174 sving, hvilket gør den
til en formidabel udfordring mentalt set - det er dæl'me svært at
huske alle sving kombinationerne, selvom det hjalp i løbet af dagene.
Inden jeg havde får købt et turkort og gjort klar til at køre ud på
'ringen var klokken næsten kl19:15 og da 'ringen lukkede kl 19:30
(indkørselen lukker cirka 10 min før) var der pludselig mange som
ville partout have dagens sidste tur - her og nu!
Denne noget dårlige timing betød at jeg blev konstant overlavet de
første 6 km da jeg kørte _meget_ forsigtigt (jeg tror jeg brugte 16 -
17 min rundt - til sammenligning kører de hurtige en runde på 9 - 10
minutter). Eftersom Nürburgring *ikke* er en racerbane, gælder den
almindelige tyske vejtrafiklov - inklusive at det er forankørendes
(den langsomt kørende) pligt at holde øje med de knaldperler som
kommer flyvende i lav højde bagfra, og blikke til siden og trække væk
fra idealsporet.
Alt i alt var det en rigtig møgrunde, hvor jeg ikke anede hvad der var
op og ned, og jeg var død-frustreret over at jeg ikke kunne få lov til
at i det mindste få en fornemmelse for hvad der var idealsporet og
lære lidt af det. At så den pimse (you know who you are
der
skulle have vist mig rundt startede ud i 160km/t på det første stykke
(farvel og tak!) gjorde ikke mit humør bedre.
Så første dag indtryk var ætset benhårdt: Det Grønne Helvede! -
Hvorfor havde jeg været sådan en stor idiot og gået ud og købt et 12
turskort, uden at vide om jeg ville køre så meget? - Jeg var nok ret
svær at muntre op ved middagen om aftenen og var noget af en sortseer
at snakke med, men Jonz gjorde et stort forsøg på at opmuntre mig til
næste dag (tak, Jon).
Lørdag morgen stod vi op til gråvejr og småregn - ralle. Nå, uanset
så blev cyklerne sadlet (omend ikke specielt hurtigt) og vi kørte op
til indgangen med Restaurant "Grüne Hölle". Fordelen var nu at der
ikke var særlig mange som var ud at køre, så Susanne, som var med på
pimseturen i starten af Maj måned hev Niels og jeg med ud på to "kigge
kurver" runder - i tempo model _meget sagte_. Der er et langt parti
på 'ringen hvor der er en meget lang nedover bakke, hvor der er en hel
masse sving på - ikke det fedeste, når det er vådt og man ikke har
særlig føling for banen (jeg klarede at blokkere baghjulet ved at
glemme at give mellemgas ved en nedgearing fra 3. til 2. gear -
dummernikke). Hold da op hvor var jeg ved at sk*de i bukserne, men
der skete ikke noget og vi kom i mål i live. Vi havde haft rimelig
god plads til at bruge ideallinierne så selvom jeg ikke "kendte"
banen, så begyndte jeg at have en god fornemmelse for hvordan den gik
på den først 1/2 - 2/3 af banen.
Hvis man for et øjeblik sammenligner det at køre på Nürburgring med en
trackday på Ring Knutstorp, så når man typisk at køre 70-100 runder
(140-200km) på Knutstorp i løbet af 7 pas, dvs at man når at køre
gennem det samme sving op mod 100 gange. Dette gør at man er i meget
større grad kan "terpe banen" og øve sig i at tage den helt rigtige
linie igennem de enkelte sving. Modsætningen er Nürburgring, hvor man
måske kun kører 7-8 runder (140-160 km) på en dag. Og dermed får man
meget mindre mulighed for at øve sig på linierne gennem de enkelte
sving.
Til gengæld er der så 170+ sving at øve sig på! - Og det er her at
fascinationen kommer ind i billedet for mit vedkommende. Når man
begynder at føle sig "hjemme" på 'ringen og får lidt mere fart på
(udfra onboard video har jeg målt en rundetid på 11:18 fra bro-til-bro
på mig selv) og dermed ikke bliver forstyrret i sin kørsel så ofte,
kan man begynde at øve sig i at køre linier. Der er dobbelte
S-kombinationer, tætte og åben tripple højre eller venstre
kombinationer, "miss-hit-miss", karrusellen, S-kombinationer med
sidste sving hen over bakketop. Alt sammen en fryd for sjælen når man
rammer dem rigtigt (og der ikke er en knaldperle i r*ven på en så man
må trække ud af idealsporet. Der er også kombinationer som jeg
fejlede runder efter runde (bande, svovle) simpelthen fordi jeg ikke
kunne huske hvor 'ringen fortsatte efter det svinget.
Jeg er ikke en racerkører, og må også konstatere at jeg nok aldrig
bliver det. Jeg har simpelt- hen ikke det gén der gør at jeg synes at
det er dødfedt at give bundgas helt op til bremsepunktet hvor ankeret
så kastes. Uanset hvilken bane jeg har kørt på (jeg tæller ikke
'ringen som en bane), så accelererer jeg meget sjældent op til mere en
160km/t - mere end det bliver for hurtigt for mig. På rigtige
racerbaner kan jeg godt forstå at folk syns at det er sjovt at give
masser af bundgas, men på Nürburgring er asfalten så ujævn at jeg har
svært ved at forstå at folk tør køre 200+ km/t gennem svingene
(MortenJ nævnte at Jørund vistnok havde 265km/t ned i bunden af
fuchröhre - et sted jeg nogle enkelte runder havde 175-180km/t).
I løbet af lørdagen tørrede asfalten op og ud på eftermiddagen blev
den helt tør hvilket gav mulighed for at køre med en større margin og
være mere afslappet. Det gav nogle muligheden for nogle at
demonstrere deres overlegenhed - der var en gut som lagde sin R1'er
over på det højre knæ, for så at vinke med venstre hånd og fod til
publikum igennem det stor publikumsområde ved Brünchen (desværre fik
jeg ikke nappet det på video, æv)!
Desværre betød det også at nogle folk oversatsede og endte ude i
rabatten. De gange jeg kom til et sted hvor nogen var faldet var der
tydelig markering, flagfolk osv. Af en eller anden menneske årsag
havde uheldene også tendens til at komme i "klumper", fordi folk
skulle ud og afreagere fordi at 'ringen havde været lukket i 20-30
min. Dumt, men desværre alt for sandt - søndag nåede de at måtte
lukke 'ringen igen efter blot ~30 min kørsel to gange i træk.
Lørdag bød på ialt 8 runder, og jeg var en meget mere selskabelig
person end aftenen i forvejen - helvedet var blevet til fascination.
Søndag checkede vi ud af pensionatet og smed alt det ikke essentielle
i kassevognene for at så køre til 'ringen (indgangen var ca 3 km væk).
Søndag bød omend ikke sol fra en skyfri himmel, så høj sol og lidt
skyer hér og dér. Hele formiddagen blev brudt op af tre ulykker, men
de resterende 3 ture blev hurtigt brugt. Så var gode dyr rådne, og
jeg måtte hive VISA'et op for at købe et 5 turs kort (jeg fik brugt de
4 af turene). Jeg fik allieret mig med Susanne, og vi kørte nogle
runder hvor vi skiftesvis på foran, idet vi kørte nogenlunde samme
rundetider (resten af dem som var med på turen er klubbens samling af
knaldperler, så dem kunne/ville jeg ikke holde trit med...) - rigtig fedt.
Klokken 18 var jeg parat til at tage den næstsidste utr på mit
"turpas", og Susanne og jeg lagde ud. På "baglangsiden" var det
meningen at Susanne skulle lægge sig forrest, men der kom en bil i
mellem os. Han kørte nogenlunde samme tempo som os, hvilket drillede
lidt. Nuhvel, Sus og bilen smuttede forbi, og jeg undrede mig over
hvad det var for en røg der kom fra under hans vogn.
Svaret skulle dæmre for mig lynhurtigt i det næste sving (hårnålen i
Klostertal) hvor jeg fik mig en massiv baghjulsudskridning - det var
ikke røg, men olietåge! Guderne (samt et par gode Sportec M1 dæk) tak
og lov for at jeg holdt mig på hjulene. Mit visir og kåbeglas var
smurt ind i bittesmå oliedråber, og jeg skal nok love for at jeg fik
sat hastigheden ned ovenpå det chok! Sus kom forbi bilen kort tid
efter, men jeg valgte at halte banen rundt for at undgå at skulle
kysse asfalten. Gud hjælpmig om ikke jeg kan overhale manden 3-4 km
længere nede af banen hvor han fortsat kører rundt (godt nok i
langsomt tempo). Idioten havde ikke fundet ud af at han lækkede olie!
Da jeg var færdig med runden kørte jeg direkte op til officials'ne og
fortalte dem om oliespildet. Jeg kunne kun vise mit visir og kåbeglas
som bevis, for jeg var gået tom for videobånd og havde afmonteret
kameraet forinden. Jeg så aldrig fjolset komme i mål, så jeg ved ikke
om han endelig stoppede derude, men officials'ne var ude efter ham,
dét ved jeg.
Efter dén runde havde jeg ikke så meget lyst til at tage den sidste
tur på kortet, og vi blev enige om at pakke bilerne og køre hjem.
Hjemturen er der ikke så meget at sige om udover at vi kørte fra
tankstationen kl 20:15 og var i København Kl 05:35. Morten Schmidt
havde sin cykel i vores kassevogn, og havde siddet og ventet i 1½ time
før vi dukkede op, så hans morgengnavhed skal være undskyldt. Jeg var
hjemme i Malmø ti i 7 og tilbage på arbejde to timer senere - uden at
have sovet. Det fik jeg til gengæld gjort mandag aften - i aften står
den på lave video'er (en taknemmelig opgave, når hver video kun består
af et enkelt klip
Summa summarum: Nürburgring er både fascinerende og en grønt helvede.
Nu hvor jeg har været der begynder jeg at forstå den fascination som
har drevet Jørund og så mange andre menneste derned i de sidste 75 år.
Uanset hvor man kører skal man køre med omtanke, og det gælder også
'ringen.
Vil jeg tage derned igen? Definitivt ja, men jeg vil ikke køre der
uanset vejr og vind. Dertil er den for farlig. Måske kan jeg få
lusket min bil med derned næste gang
(*) Undersættelse: "Friday morning broke"
Kai
--
Kai Harrekilde-Petersen <khp@vitesse.com> DoD DMCN PMC MCTC d.f.m oldermand
Yamaha YZF-R1 '02 (blå/sort) Polini 911DB 6.2hp (hvid)