Som Jørund passende beskriver var Dauerprüfung en våd men særdeles
underholdende affære hvor Jørund og jeg gik totalt i race-mode de sidste
7-8 omgange. Denne gang huskede jeg endda også at køre i pit for at
tanke op og jeg holdt mig til det foreskrevne antal
kvalifikationsrunder.
På trods af dette var der kun godt ét minut tilbage af
kvalfikationstiden da vi kørte i pit. Både Jørund og jeg havde taget os
rigeligt tid til pitstoppet hvor vi tog os tid til både at spise lidt,
ryge en smøg og hyggesnakke med ’team-chefen’. Det er nok en god idé
fremover at holde pitstoppene korte og effektive på trods af gode
omgangstider – det vil være meget surt ikke at kvalificere sig blot
fordi man tuller rundt og hygger inden man er færdig
Efter kvalifikationen snakkede vi igen om hvordan vi overfører den
skarphed, koncentration og føling med cyklen vi begge oplever under
vores små interne dyster, til afholdelsen af selve løbet.
En sjov detalje: på et tidspunkt i regnen, under dauerprüfungen,
indhentede jeg en gruppe på tre A-kørere som tydeligvis lå og kæmpede
internt. Jeg undlod at overhale, lagde mig lige bag dem og blev der over
de næste 3-4 omgange, for at se om jeg kunne snydekigge lidt på deres
linievalg (der er vel en grund til at de kører så hurtigt i tørvejr) og
da jeg ikke gad mere passerede jeg dem… Ikke uden kamp vel at mærke, men
ikke nær så krævende som B-løbet senere skulle vise sig at blive
Jeg skulle køre løb 11:50 og på det tidspunkt var banen tørret så meget
op, at der var et tørt 2-4 meter bredt spor hele vejen rundt, så løbet
var reelt et tørvejrsløb.
Da starten til opvarmningsrunden gik, accelererede jeg kraftigt da jeg
gerne ville have god fart, og dermed masser af varme i dækkene til
starten gik. Det var muligvis en fejl, for da jeg igen kørte på plads på
grid 21 i 5. startrække stod jeg midt i en ordentlig vandpyt! Jeg
antager at det er vand fra bundkåben der ligeså smukt er blevet tømt ud
da jeg accelererede.
Det betød, at da starten på løbet gik, var jeg temmelig tilbageholdene
med gasgivningen og resultatet udeblev ikke; jeg endte som nummer sjok
for enden af langsiden. Heldigvis lykkedes det mig allerede i de første
3-4 sving at passere omkring 10 kørere og tempoet kunne nu skrues i
vejret. Efter nogen tid passerede jeg ham der tog ’min’ 20. plads
forrige uge på Nürburgring og denne gang blev han parkeret fuldstændigt.
Stressen var under kontrol og jeg kørte tilfredsstillende – jeg huskede
endda hver eneste gang at skifte gear før jeg ramte
omdrejningsbegrænseren
Jeg indhentede relativt hurtigt 2 GSX-R 750’ere. Den ene fører kiggede
sig meget ofte tilbage og var tydeligt stresset over at jeg hurtigt
reducerede afstanden – midt i venstre kurven (i en højre-venstre-højre
kombination) kiggede han sig igen tilbage og blev åbenbart befippet af
at se mig på vej indenom for han forsatte i en lige linie ud i græsset
da svinget sluttede. Nummer to GSX-R blev passeret udenom i den
efterfølgende højrekurve…
Så langt øjet rakte var der nu helt tom bane foran mig, men kun en ½
omgang senere spottede jeg en Ducati som vel var 300-400 meter foran
mig. Straks havde jeg igen et mål, og for ligesom at styrke
koncentrationen mumlede jeg igen og igen i hjelmen ’Det er Jørund, det
er Jørund, det er…’
Mit lille mantra virkede åbenbart fint, for kun
2 omgang senere havde jeg hentet ham og det var starten på en længere
fight som varede de resterende 3 omgange af løbet.
Pludselig oplevede jeg den skarphed og koncentration midt i et løb, som
jeg havde efterlyst tidligere. Utallige overhalingsforsøg blev det til
hvor jeg forsøgte udbremsninger op til svingene, accelerationer forbi ud
ad svingene og endda at slipstreame forbi ham på langsiden men det var
svært. Han ville ikke uden videre aflevere sin placering og han holdt
hele tiden øje med hvor jeg var så det var svært at overrumple ham. Vi
kørte hurtigere og hurtigere mens jeg sad som klistret til hans baghjul.
På sidste omgang prøvede jeg at gå dybt i banens anden kurve (en 180 gr.
venstre) for at få bedre acceleration ud af svinget – og Bingo! På vej
ud passerede jeg ham elegant og jeg forsøgte nu at skrue tempoet endnu
en tand op for ikke at blive passeret igen umiddelbart før målstregen.
Det lykkedes at parkere ham og jeg passerede målstregen med komfortable
1,3 sek. til ham – samtidig fik jeg sat ny personlig rekord i omgangstid
med en 1:43,507 tid! Ikke svimlende hurtigt, men hurtigt nok til, at
hvis den køres stabilt, ryger man i top-5 gruppen.
Alt i alt en fantastisk weekend og med en tilfredsstillende 15. plads ud
af de 30. startende kørere – og dermed mine 2 første point i
Seriensport-sæsonen.
Så nu glæder jeg mig (endnu engang) som et barn til næste løb og ind til
løbet afholdes vil mit mantra være ’regn, regn, regn under hele løbet.
regn, regn, regn…’ *ss*
-Claus