---

Hej!

Så kører snakken (diskussionen og grådturene ) herhjemme. Min mand har købt billet til ham og vores søn på 22 mdr. De skal rejse til USA i 15 dag i januar. Jeg har forsøgt at få fri fra arbejde, men har ikke ferie nok og må ikke få orlov (selv betale) - Min mand og vores søn skal besøge min svigerfamilie derovre. Vi var der på besøg i sommers i en måned.
Jeg har gennem hele processen om, om jeg kunne få fri, været meget i tvivl om, om de skulle (måtte) tage afsted alene. Jeg kan mærke inden i mig, at det er mig meget i mod, at de tager afsted. Jeg er meget bange for at der skal ske de 2 vigtigste mennekser i mit liv noget og samtidig ved jeg jo godt, at det er min mands familie, de skal besøge. Men jeg frygter, at der sker dem noget og mest af alt at vores søn vil være ked af det og savne mig meget. Han er til daglig noget morsyg, men min mand har været arbejdsløs siden han blev født, så vi har næsten begge gået hjemme med ham hele tiden og han har derfor et godt forhold til ham. Dog er der ting han vælger mig frem for min mand til.
Jeg er nu kommet så meget i tvivl om, om de skal tage afsted alene ( Er bange for at min søn kan komme i emotionel krise over at undvære sin mor og sine vante rammer i så lang tid) så jeg overvejer at sætte mit job på højkant for at få fri. Jeg ved jo godt det ikke vil være velset, men min søn er noget vigtigere end mit arbejde.
Det der så også rør sig i mig lige nu er at jeg synes min mand har opført sig utrolig egoistisk idet han, trods det at jeg ikke har kunnet få fri, allegevel bruger penge på at tage derover uden mig. Penge vi kunne have brugt sammen, og at han nu sætter mig i en klemme, hvor jeg må vælge at følge dem eller sætte ham stolen for døren og sige at han ikke må tage afsted med ham, vilket i sidste ende kan koste vores ægteskab.
Jeg aner ikke ine levende råd, men føler også at jeg svigter min søn,hvis jeg lader dem tage afsted.
Min mand er totalt skråsikker på, at det nok skal gå og der ikke bliver nogle problemer - hvor jeg så siger til ham at han ikke kan være sikker på det, men han mener, at hvis man begynder at tænke de negative tanker, så er der fare for, at det bliver sandheden.
Åh.....jeg er så meget i vildrede om hva jeg ska gøre!
Rart at få luft!
Nille

---

Øhh du skriver ikke hvoffor din søn Skal med til overthere ku' han ikke blive hjemme ? så ku hans egoistiske far da rigtig nyde sin familie i fred Altså hvis han vil skilles hvis han ikke må rejse så er min tanke om det er det vær men det er jo ikke noget jeg skal afgører
Mvh Sune

---

Mon ikke det inderst inde er dit største problem, og så det at du sikkert også gerne ville med

Hvis du ellers har tillid til, at din mand er i stand til at tage vare på drengen, skal det såmænd nok gå uden han bliver syg af længsel efter dig i de 15 dage....det er nok dig der kommer til at savne ham mest.
Så det med barnet synes jeg er det mindste problem i det, og fornemmer lidt (måske fejlagtigt?) at du bruger det argument som erstatning for det egentlige.

Nemlig at du føler din mand er en egoistisk stodder, der ikke helt har styr på hvad man kan tillade sig at foretage sig på egen hånd når I er to.



Du kan sikkert selv bedst vurdere hvor langt du kan gå, du kender din mand bedst, men jeg vil godt påpege, at jeg synes det er en forkert indstilling din mand har til tingene.

Både at han sådan uden videre træffer beslutning om at rejse med drengen, og at han bare uden at tage hensyn til dine synspunkter bruger de mange penge på det.
Noget andet var det, hvis du ikke havde noget imod at han alene tager på ferie med barnet, men at han uden videre bestiller billetter til drengen og sig selv, selv om han vidste det var tvivlsomt du kunne få fri...........ja så ville jeg også blive stangtosset i sådan en situation.


Har du spurgt ham hvorfor det er så vigtigt at komme derover allerede nu, når I var der i sommer, og hvorfor drengen absolut skal med?

Noget endeligt svar kan du vist ikke få, men hvis du ikke mener du kan acceptere med dig selv, at de rejser, bør du nok overveje, hvordan du ville ha' det med skilsmisse såfremt du satte hårdt mod hårdt, noget er skævt i jeres forhold når han på den måde tvinger sin vilje igennem og tager mere hensyn til sig selv og besøg hos sin familie end til dine synspunkter.
Og det skal du gøre op med dig selv, om du fremover vil leve under de vilkår, med en magtsyg mand der gør hvad der passer ham og bruger jeres penge til det



mvh dova

---

Du skal måske osse lige tænke på om alt dette vil blive gentaget senere i 2007?
De to rejser jo allerede i januar og i var derovre i sommer - måske vil din mand derover igen senere på året.

Venlig hilsen Dorthe.

---

sig op og tag med det kan også løse problemet

---

Undskyld - men jeg er bange for at jeg finder din besidde-trang for stor. Dit barn, din mands tid og jeres fælles penge, er det 'din personlige ejendom'?

Jeg tror ikke at der sker varig skade denne gang, men du må finde et passende tidspunkt at snakke om hvordan du føler og hvordan I forholder jer til dette i fremtiden (og straks fortælle manden, at det er noget I skal have talt igennem).

Jeg kender det sel i meget mindre målestok - når vi er på ferie, så vil konen altid have vi er sammen. Jeg insisterer på at jeg skal kunne gøre hvad jeg har lyst til (med rimelig hensyntagen). Så sommetider går jeg i vandet mens hun shopper.

---

Jeg syntes det er noget underligt noget, at din mand tager så landt væk når i lige har været derovre.
Hvis det er båndet til sin Gamle" familie som er stærkere end sin "nye" familie - tja så ved jeg ikke rigtigt.............................
Eyvind.

---

Det er jo en kompliceret situation - men som andre har skrevet er det ikke på grund af barnet, men nok mere på grund af en grundlæggende mangel på respekt i jeres forhold.

Lad mig slå en ting fast - din søn kommer ikke til at lide nogen overlast ved at være væk fra dig i 14 dage. Tværtimod er det jo en glimrende mulighed for ham og din mand til at forstærke tilknytningen til hinanden.
Han vil være ked af det, når I skilles, men det er nok mest fordi du er det. Det er en god ide at fortælle barnet om turen, som ham og far skal på - at lægge vægt på, at de to sammen skal afsted, og at det er noget positivt. At du bliver hjemme skal ikke være et issue overhovedet, det er bare en konstatering. Du kan fortælle drengen lidt om, hvad du skal lave, når du er hjemme - og selvfølgelig i positive ord og vendinger. Fortæl ham også om de mennesker, han skal møde og nogle af de ting, de skal opleve.

Det andet - respekten mellem dig og din mand, er noget I sammen må få styr på, for det kan umuligt kun være i denne situation, det viser sig. (Hvis ikke det var fordi, du helst ville med, eller at de begge blev hjemme, så synes jeg faktisk ideen er rigtig god...)

Vaxen

---

Hej

Jeg støtter Sune!!

Jeg har selv et barn på samme alder, og har svært ved at forstå hvad det er din mand har gang i, menbåde mænd og børn er jo forskellige, så måske er det fornuftigt nok.
Din mand vil besøge sin familie, og det er vel fair nok - gifter man sig med en udlænding, må man forvente at de gerne vil holde kontakt med familien, og hvodan og hvor meget kan vel kun de selv afgøre!
Men fra et barns synspkt: Er det bedst at undvære den ene forælder i fjorten dage og have den anden forældre, sine vante omgivelser og vuggstuen, eller erdet bedre at undvære den ene forælder, flyve længe og komme både ud og hjem med jetlag.
Fra en voksens synspkt: er det rart at rejse 8 timer i fly for alligevel ikke rigtigt at kunne koncentrere sig om familie og venner fordi man skal indrette sin dag efter tidlige morgener, middagslure, ro, faste måltider og sengetider. Og den tid man endelig får med familie og venner er mindst 60% af ens fokus alligevel på barnet.
Hvis han absolut må afsted er det da bedst for alle at han rejser alene. Selvfølgelig vil det være sjovt for ham at vise barnet frem, pragtfuldt for bedstefoældre osv at se den lille igen, og også vigtigt for ham at lære sin familie at kende, men så vigtigt er det altså heller ikke. Det bliver nemt en frustrerende oplevelse.

---

Jeg tror "nillenolle " er rejst med til amerika.

---

Hej!

Blot til alle jer der har svaret!
Jeg tog ikke med - bestemte mig for at vi måtte fuldføre det vi havde startet. Tudede hele dagen inden men formåede at lade være mens min søn var til stede. Vi blev begge enige om at dette var forkert og at vi aldrig gør det mere på denne måde. Rart at være enige inden de tog afsted. Fandt også ud af at jeg mest var bange for at der skulle ske noget med de 2 vigtigste mænd i mit liv uden mig!
Jeg tudede indtil de landede efter en noget besærlig rejse og blev så enig med mig selv om at jeg jo ik ku tude i 14 dage. De havde en go tid derovre og jeg formåede at hygge mig med veninder og selv rengøringen var et hit!!
Så ...jo det var nok sundt nok for os alle og vores søn tog det i stiv arm. han ville ik tale med mig i telefonen så meget, men jeg fik lidt at vide fra ham, hvilket var det bedste!
Tak for alle indslag - rart at høre andres mening og om ikke andet så i hvert fald rart at få luft, når det hober sig så meget op inden i!

PGS

---

Tak for svaret henrikkrebs.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.