Vi vil så gerne det bedste for vores børn.....
Og så går det alligevel lige modsat af hvad vi ønsker.
DU ønsker at han skal have selvtillid og selv klare sig i verden. Men når han klarer sig på SIN måde, så siger du at det er forkert.
Når han betror sig til dig om at han bedst kan lide drenge, så er DET forkert.. Jeg synes at det er en kollosal tillidserklæring at han fortæller dig sådan noget.
HAN går til psykolog....
Hvad laver DU om dagen?
Han FÅR jo hjælp nu til de problemer han måske har... Og det er godt.
Men han er også næsten teenager og din rolle som egentlig "opdrager" er ved at være udspillet. Han vil konsekvent gøre det modsatte af hvad du siger.
Det bedste du kan gøre er at forbedre dit eget liv så du bliver glad for det. Når du får et bedre liv så vil du have mere overskud til at acceptere ham som han er.
Og når han mærker at du accepterer ham, så vil han lytte lidt mere til dig.