Dette er ikke et "rigtig" tip, blot nogle strø-tanker fra en far.
Jeg elsker min datter. Hun bliver 11 på fredag. Tankerne har været tilbage fra tiden, hvor hun blev født. Og noget går op for mig...måske har vi været for ivrige med kærligheden til hende,- forstået sådan, at vi har fjernet for mange sten ...Bare jeg så hende forsøge at kravle over tremmesengen, jamen så stod jeg der, for at give resten af hjælpen,- for at hun ikke skulle slå sig. Synes jeg hun gyngede for højt, sænkede jeg hastigheden, når jeg skubbede,- sæt nu...Var der det mindste i skolen, ville jeg tale med en lærer..osv osv. Måske skulle vi have ladet hende få konsekvens af handling,- så hun lærte af det. Måske var det fint nok, hvad vi gjorde ? Hun er en glad og dygtig pige idag. Men sku hun komme hjem ked af det, pga af en konflikt, f.eks med veninder, bliver jeg også ked af det. Men jeg synes jeg er ved at have lært det. Nu lytter jeg,prøver at sige min ærlige mening men...Istedet for at JEG reagerer, lader jeg slutningen blive, at det skal de prøve at løse selv imellem hinanden.Det har været svært at lære,- måske kan andre bruge dette til eftertanke.
Jeg er ærlig for hende, vil ikke skjule sandhederne, når hun spørger,-giver hende voksentanker, blot
på hendes 11årige plan.Har fundet ud af, at det er rigtig godt med ærlige svar og tilkendegivelser.
Lyder måske naivt, men hvis bare EN kan bruge EN af disse tanker, jamen så er indlægget ikke naivt mere.Med de bedste ønsker fra
Far Gucci
|