FJERDE KAPITEL.
Menigheds - Forstander, da han var 17 Aar.
'Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld!' 1 Tim. 4, 12.
Cbarles Haddon Spurgeon blev snart den mest efterspurgte af de
Prædikanter, der besøgte Omegnen af Universitetsbyen Cambridge. I 1851
kom han første gang til Waterbeach, hvor de Fri-kirkelige havde en
besynderlig gammel, straatækt Kirke; men da der kun var 40 Medlemmer,
havde de ikke Raad til at have en særlig Prædikant.
En af Menighedens Ældste beskrev mange Aar senere den unge Mands første
Besøg saaledes: 'Vi sad lige overfor binanden. Jeg skal aldrig glemme
det. Han saa' saa hvid ud, og jeg tænkte ved mig selv: 'Han vil ahirig
være i Stand til at prædike - Dreng som han er'. Jeg ringeagtede ham for
hans Ungdoms Skyld. Jeg sad og tænkte saaledes hele Tiden, mens der blev
sunget. Da Sangen var til Ende, sprang han op og begyndte at læse og
udlægge Kapitlet om Farisæerne og de Skriftkloge; og saa vidste jeg
snart, at han kunde prædike.'
Da han havde været et Par Gange i Waterbeach, bad Menighedens Ældste ham
om at blive der som deres Forstander. Det gik han ind paa, men blev dog
foreløbig ved at undervise i Cambridge hver Søgnedag. Om Søndagen
prædikede han 3 Gange i Kirken og næsten hver Søgnedagsaften andre
Steder i Omegnen. Hvad der for mange vilde have været et besværligt
Arbejde, gjorde han af Hjertens Lyst. Det varede heller ikke længe,
førend Kirken var propfuld, og mange stod udenfor uden at kunne komme
ind. Langvejs fra kom de kørende for at høre 'Drenge-Prædikanten'.
Men det var mere end Nysgerrighed, der drog dem. Guds Aand arbejdede saa
stærkt gennem hans Forkyndelse, at Egnen blev helt forvandlet. Den var
før berygtet for sin Drukkenskab og anden Daarlighed; men de mest
forfaldne græd nu Strømme af Taarer; og de, der før havde været Byens
Forbandelse, blev nu dens Velsignelse. Forbrydelser blev der ingen af
mere, da de, der kunde begaa dem, var omvendte.
Den unge Mand havde altid en praktisk Maade at tage Folk paa, saa de
glemte hans Ungdom og selv blev hjulpne over de Pnnkter, hvor de var
gaaet i Staa.
En Mand, der var kendt for sin Gerrighed, bragte ham en Dag 7 kroner,
som han skulde købe en hat for. Da andre fik dette at høre, undrede de
sig. Men Manden var virkelig i Pine for sine Penges Skyld. Næste Søndag
kom han og ønskede, at Spurgeon skulde bede for ham, at han maatte blive
frelst fra Gerrighed, 'thi', sagde han, 'Gud sagde, jeg skulde give Dem
18 kroner; men jeg beholdt de ti og kan nu ikke sove om Natten for at
tænke derpaa.' 'Dersom det er det, der er i Vejen,' blev der svaret,
'saa kan den Sag hurtigt bringes i Orden.' Og da de 11 kroner var
udleveret, syntes dermed Sagen at være til Ende.
En Kone, som var bekendt for sin grove Mund skældte ham ud, en Dag da
han gik forbi. Men smilende sagde han: 'Jo Tak, jeg har det godt; jeg
haaber ogsaa, De befinder Dem vel.' Efter endnu en Ladning Skældsord
fra hendes Side fortsatte han med et smilende Ansigt: 'Ja, det ser ud
til, at vi kunde faa Regn, saa jeg maa hellere gaa videre.' - 'Stakkels
Mand!' udbrød Konen; 'han er døv som en Dørstolpe; ham kan det ikke
nytte at tale til.' -
En Dag fik han Besøg af en gammel Dame, som havde været troende i 50
Aar, men dog stadig var bange for, at hun aldrig skulde naa til himlen.
Nu fortalte hun, at hun intet haab havde; hun havde ingen Tro; hun var
vist kun en Hykler. 'Saa bliv borte fra kirken', sagde han; 'vi ønsker
ingen Hyklere. Hvorfor kommer De da?.' - 'Jeg kommer, fordi jeg ikke kan
blive borte; jeg elsker Guds Folk; og jeg kan ikke undvære at tilbede
Gud.' 'Det var da en underlig Slags Hykler, De er,' saa tibæd han hende
100 kroner for hendes haaob til Frelse; men nu fik det pludselig Værdi
for hende: 'Nej, jeg vilde ikke sælge det for 20,000.' -
En Mand kom til ham og sagde, at han vidste nøjagligt, hvor mange Guds
Børn der var i Sognet. Der var akkurat fem.
'Hvem kan det vel være?' spurgte den unge Prædikant.
'Først er der mig selv - '
'Nej, stop' sagde Spurgeon. 'Er De ganske sikker paa den første?' -Der
var nok, der vilde vejlede den unge Vejleder, mange blot for at gøre sig
vigtige, andre for at disputere om forskellige Lærespørgsmaal, nogle dog
ogsaa i en god Mening. Saaledes fandt han en Dag, da han gik op paa
Prædikestolen, Bibelen opslaaet og en Knappenaal stukket i ved Titus 2,
8: 'sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen maa beskæmmes, naar han
intet ondt har at sige om eder'. Denne Formaning kom i rette øjeblik og
blev ogsaa optaget i en god Mening.
Borgmesteren i Cambridge havde særlig sat sig den Opgave at rette ham,
naar han mente, der var noget forkert i hans Tale. En Gang havde
Spurgeon sagt, at dersom en Tyv blev lukket ind i Himlen, vilde han gaa
omkring og stjæle af Englenes Lommer, fordi han blev ved at være Tyv,
saa længe som hans Hjerte ikke var forandret.
'Min kære, unge mand,' sagde Borgmesteren 'véd De ikke, at Englene ingen
Lommer har?'
'Nej, det vidste jeg ikke; men jeg er glad ved at blive oplyst derom af
en Mand, som kender det; og jeg skal sørge for at rette min Fejltagelse
ved den første Lejlighed.'
Næste Søndag sagde han saa i Kirken, at det gjorde ham ondt at have
givet dem fejl Besked; Borgmesteren i Cambridge havde nemlig oplyst ham
om, at Englene ingen Lommer havde. Han vilde derfor sige, at dersom en
Tyv kom i Selskab med Englene uden at have faaet en ny Natur, saa vilde
han prøve paa at stjæle Fjerene ud af deres Vinger. -
Efterhaanden som han blev kendt, blev han ofte opfordret til at tale
andre Steder ved særlige Lejligheder. En gammel Prædikant, som aldrig
havde set ham, sendte saaledes Bud efter ham, for at han skulde tale ved
en Aarsfest. Men saa snart han saa' ham, udbrød han: 'Jeg vilde aldrig
have indbudt Dem til at komme, havde jeg vidst, De var saadan en Dreng.
Folk er strømmet til hele Morgenen paa alle Slags Befordringsmidler -
Tossehoveder som de er!'
Den gamle Mand syntes saa forfærdet over Situationen, at Spurgeon tilbød
at rejse hem straks igen. Det vilde han dog slet ikke gaa ind paa; og
maaske var det héle kun beregnet paa at pille mulige hovmodstanker ud af
den nnge Mands hoved.
'Nej, nej,' sagde han 'nu er De her, og nu maa de gøre Deres bedste. Der
er en ung Fyr ovre fra Cambridge, som vil hjælpe Dem; og vi skal ikke
sætte for store forventninger til jer.' Og i kirken gik han frem og
tilbage og sagde: 'Aa dog! Aa dog! Hvad er det for en Gænge, Verden er
ved at komme ind i, at Drenge, som knap nok er vænnet fra, skal være
vore Prædikanter!'
Men hvilke tanker han end havde gjort sig, b1ev han dog fuldstændig
overrumplet. Spurgeon begyndte med at læse af Ordspr. 16, 31: 'Graa haar
er en dejlig Krone -' Men saa standsede han og sagde: 'Dette betvivler
jeg, thi i Morges traf jeg en Mand med graat haar, som endnu ikke havde
lært at vise simpel høflighed mod sine Medmennesker -'
'- den findes paa Retfærdigheds vej', læste han videre. ''Naa, ja, det
forandrer Sagen. Saa bliver graat haar en dejlig Krone, men for den Sags
Skyld ogsaa rødt Haar eller Haar af en hvilken som helst anden Farve.
Efter Prædikenen klappede den gamle Mand ham paa Ryggen og sagde: 'Gud
velsigne Dem! Jeg har været Prædikant i omtrent 40 Aar og har aldrig
været bedre tilfreds med en Prædiken i hele mit Liv. Men De er den
frækkeste Hund, der nogen Sinde har gøet paa min Prædikestol.'
De to var Venner fra da af.
Mange lignende Omgange fik han. Snart var det galt med hans Maade at
tale paa, snart med hans ungdommelige Udseende.
'Lad mig give Dem et godt Raad, min unge Ven,' sagde en gammel Mand, som
regnedes for en Pille i den kristne Menighed: 'De bliver aldrig
Prædikant; opgiv det hellere og se at blive Lærer igen!' - en Profeti,
som dog ikke gik i opfyldelse. - -
Men Spurgeon følte Selv, at han var ung og kunde trænge til flere
Kundskaber for at klare sig iblandt Mennesker. Derfor bestemte han sig
til at søge Optagelse i en højere Skole, som Frikirkerne havde i
Cambridge. Efter megen Bøn gik han for at tale med Forstanderen paa en
aftalt Tid. Men ved et underligt Tilfælde kom han til at vente i et
Værelse og Forstanderen i et andet. Da han endelig efter flere Timers
taalmodig Venten ringede paa en Klokke for at faa at vide, hvad Grunden
var, fik han den Besked, at Forstanderen lige var rejst til London efter
længe forgæves at have ventet paa ham. Det var saa hans Hensigt at
skrive; men da han om Eftermiddagen var paa Vej til et Møde, hørte han
tydeligt en Røst, der sagde: 'Søger du store Ting for dig selv? - Søg
dem ikke!'
Da han ikke kunde tage fejl af, at det var Gnd, der her paa to
forskellige Maader havde talt til ham, opgav han for bestandig at søge
flere kundskaber ad en Vej, som kunde give ham Anseelse blandt
Mennesker. I Stedet for valgte han at fortsætte ad Stier, hvor han
mente, at han i stadig Fattigdom vilde komme til at føre en ubemærket
Tilværelse.
Men Gud havde en anden Plan.
|