---

TREDJE KAPITEL.
Prædikant, da han var 16 Aar.
'Den største iblandt eder skal være som den yngste.' Luk. 22, 26.
'O, hvor vilde jeg ønske, jeg kunde gøre noget for Jesus!' skrev
Spurgeon, kort efter at han var vendt tilbage til Newmarket.
Han begyndte med at uddele Traktater i Husene. Derefter fik han en Flok
Børn at tale til i Søndagsskolen. Han forstod at fange deres øre ved at
bruge Billeder og Fortællinger i sin Tale; derfor satte Forstanderen ham
ofte til at tale til alle Børnene. Dette var ham en Alvorssag; han talte
'som et dødeligt Væsen til andre dødelige Væsener, skrev han til sin
Moder. Denne Alvor syntes han selv, at han manglede senere i sit Liv.
Hans Maade at tale paa vakte straks Opsigt, saa at mange Voksne kom for
at høre, naar det var bekendt, at han skulde tale i Søndagsskolen. Dette
vakte imidlerlid Forstanderens Misundelse.
Hans Iver for at vidne for andre var saa stor, at han ofte skrev Ord af
Bibelen paa Papirstrimler og strøede dem paa Gaden, eller naar han kørte
med Toget lod Traktater flyve ud al Vinduet, i Haab om, at nogen skulde
finde dem og faa Gavn af dem. Hjemme bad han eller læste i Bibelen;
sammen med andre ønskede han altid at tale om Jesus. -
Men med hans eget aandelige Liv var det ikke fri for at gaa op og ned,
som det fremgik af Breve til Forældrene og af en Dagbog fra den Tid.
'Mit Legeme har ikke været rask, men min Sjæl har næsten værel i
Himlen', hed det i et Brev. Men ellers var han skiftevis nedtrykt og
oprømt.
'Lykkelig igen i Dag', hed det senere; 'om saadanne Dage vedbliver, da
er Himmel og Jord forenede'. Men 3 Dage senere: 'Jordiske Ting har
optaget mine Tanker altfor meget i Dag. Jeg har ikke været i Stand til
at fæstne min Opmærksomhed alene ved min Frelser. Men dog har Herren
ikke skjult sit Ansigt for mig'. Og saaledes fortsatte det med
Forandringer fra Uge til Uge:
'Jeg er ved at blive søvnig i Aanden. Store Befrier, hold mine øjne
aabne! Min Sjæl synes at længes efter Ægyptens Kødgryder, og det efter
at have spist himmelsk Manna! Hjælp og tilgiv mig, O min Frelser!"
'Der er en lille Sky mellem mig og min Retfærdigheds Sol; men jeg stoler
paa, at denn alligevel skinner paa mig".
'Skyen er bristet. I Dag har jeg set nogle Solstraaler. Jeg har fornyet
min Kraft'.
'Jeg lever ikke nær nok ved Herren. Jeg maa beklage min Kulde og
Ligegyldighed. Jeg gik omkring med mine Traktater, men kunde ikke føle,
at Herrens Aand var over mig; der syntes at være en Klods om mine Ben og
en Laas for min Mund'.
Men straks næste Dag, Søndag, var det Solskinsvejr for hans Sjæl.
'I Hærskarernes Herres Navn opløfter jeg mit Banner. Kom kun an, I
Afgrundens Aander I min Førers Navn og iført Hans Rustning udæsker jeg
jer allesammen!' Saa dristig lød Talen den ene Dag; men kort efter faldt
Termometret adskillige Grader: 'Jeg maa atter bekende min Lunkenhed.
Kulde og Død synes at være det naturlige for mig; jeg har ingen indre
Varme'.
Snart hed det: 'Hvor svag jeg er! Jeg er ikke i Stand til at holde mig
nær til Gud'. Snart: 'Hvilken herlig Dag! Jeg var ude af mig selv at
Fryd. eg følte mig henrykt og i Stand til at flyve ud over Grænserne af
dette Støvgran af en Jord. De aandeligeting var Virkeligheder for mit
Blik, medens kødet ligesom Abrahams Tjener ventede nede ved Foden af
Bjerget'. -
Den unge Mand, hvis Indre bølgede saaledes op og ned, var endnu ikke 16
Åar gammel. Men han havde det dog meget bedre end mange af dem, der var
ældre i Aar og Erfaringer. Det fik han at føle, da han i denne Tid
sluttede sig til en Menighed i Newmarket. Hans hjerte brændte efter at
knyttes sammen med andre Kristne: 'Jeg følte, at jeg ikke kunde være
lykkelig uden Samfund med Guds Folk. Jeg ønskede at være, hvor de var,
at blive spottet, naar de blev spottede, at blive kaldt med samme
øgenavn, som de blev kaldt med.' - Men Virkeligheden var ikke svarende
dertil: en sovende Menighed, som helst blev hjemme fra sine egne
Forsamlinger og ikke gav andre Lyst til at komme der.
Søndagsskolelærerne var overfladiske og optagne af Narrestreger, naar de
kom sammen. I Dagbogen kom til at staa: 'Herre, bevar mig fra den onde
verden, lad mig ikke blive forført; men dersom disse er Dit Folk, da
hjælp mig til at tjene Dig bedre, end de gør, og til at blive mere lig
min Mester!' - -
Samme Aar, 1850, efter Sommerferien flyttede den unge Spurgeon til
Cambridge som Lærer ved en Skole. Her fandt han en levende Menighed at
slutte sig til; og han havde ikke været mere end 1-2 Manneder i Byen,
før han regelmæssigt blev sendt ud om Søndagen til nærliggende Landsbyer
for at prædike. Hvorledes han første Gang blev drevet derfil, fortæller
han selv udførligt om.
Det var en Lørdag Eftermiddag, at han fik Besøg af Menighedens
Forstander, som bad ham om næste Dag at gaa ud til en Landsby, hvor en
ung Mand skulde prædike, som ikke var vant dertil og derfor sikkert
vilde være glad ved at faa Selskab. Dette gik han gerne ind paa, da der
jo ikke kunde være nogen Vanskelighed ved at ledsage en anden og hjælpe
ham med at synge eller maaske bede en Bøn.
Søndag Eftermiddag begav han sig saa paa Vej sammen med den anden unge
Mand, som var et Par Åar ældre. Paa Vejen sagde han til ham, at han
haabede, han maatte føle Guds Nærværelse, naar han skulde prædike.
Forundret svarede den anden, at han aldrig havde prædiket i sit Liv og
ikke kunde indlade sig derpaa; men han ventede, at Spurgeon vilde gore
det. Han vilde gerne hjælpe med ved alt andet ved Mødet; men prædike,
det kunde han ikke, saa der blev ingen Prædiken af, medmindre Spurgeon
holdt den.
Nu havde denne saa ikke andet at gøre end i Tavshed at vende sit Blik
mod Gud og at gøre et Forsøg i hans Navn. Han kunde naturligvis nok
fortælle Landboerne om Jesu kærlighed, thi den brændte i hans egen Sjæl.
Selv om det saa' lidt risikabelt ud, vilde han dog ikke lade dem gaa
hjem uden at have fortalt dem om den Korsfæstede.
Mødet var i et lavt, straatækt Hus. Der blev sunget, læst og bedt.
Teksten var: 'For eder, som tror, er han dyrebar' (1 Pet. 1, 7). Hvor
længe denne hans første Prædiken varede, anede han ikke; men næppe havde
han sluttet, før en garmmel Kone udbrød:
'Gud velsigne dig, min Dreng! hvor gammel er du?'
'Saadanne Spørgsmaal maa vente, til Gudstjenesten er forbi, lød det
alvorlige Svar. 'Lad os nu synge!'
Men næppe var Sangen sunget og Sammenkomsten højtideligt afsluttet med
Velsignelsen, før Spørgsmaalet lød igen:
'Hvor gammel er du?'
'Jeg er under 6O,' lød Svaret.
'Og vel under 16?' spurgte den gamle Kone igen.
'Det gør lige meget med min Alder; tænk blot paa Jesus, og hvor meget
Han er værd!'