Lars Poulsen <mig@kvalme.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9pptmf$52q$2@news.cybercity.dk...
>
> Jeg troede at det var en "kamp" der stod for år tilbage, og at "fårene
> blev skilt fra bukkene" dengang - om jeg så må sige.
> Måske skal jeg høre lidt bedre efter næste gang
Du har hørt godt nok efter, Lars. Faktisk er du den, der med blot disse
dine tre linier har forstået mest af, hvad der skete engang mellem ApK
og Pinsemenighederne, og hvad der egentlig gjorde, at vi har en ApK
idag.
Det er så sørgeligt at høre idag, selv fra apostolere, at de stort set
ikke ved, hvorfor de eksisterer eller hvad begrebet "apostolsk menighed"
egentlig står for. Det er dybt bedrøveligt, at folk, der prøver at tegne
forskellen, kun kan komme på ting som, at den ene gren er mere
konservativ end den anden, at den ene har en yngre medlemsskare end den
anden. Tragisk bliver det, når man påpeger at foskellen mellem de to er,
at den ene hælder til trosbevægelsen og at Apk kendetegnes ved for
eksempel Moses Hansen.Dybt tragisk, når man ved, hvor meget plathed, der
udgydes fra nogle af ApKs såkaldte tjenere idag i forhold til det
budskab, de gamle engang stod for, og dybt grotesk bliver det med Eriks
indspark om at ApK er pavestyret.
Jeg skriver ikke dette, blot fordi det har været svarene i denne gruppe.
Meget få apostolere idag har den fjerneste anelse om, hvorfor de
overhovedet eksisterer som apostolere, eller hvad de er sat i verden
for.
Når jeg skriver dette, så vil jeg lige poientere, at jeg ikke selv er
medlem af den apostolske kirke, og aldrig har været det.
Der *var* et opgør. Der var et opgør engang - ikke blot fordi man ikke
kunne enes og blev sure på hinanden og ødelagde det for hinanden, sådan
som vi har set det i sidste år med trosbevægelsens togter inden for de
etablerede kirker. Opgøret dengang var indenfor de åndsdøbte menigheder.
Og opgøret var i forhold til tro, forkyndelse og åbenbaring.
Pinsemenighederne har altid set det som det eneste rigtige, at hver
menighed er selvstændig og har en forstander med nogle ældste til at
hjælpe sig. Men der opstod en tanke om, at dette ikke kunne være
rigtigt.
Jeg vil lade andre om at skrive om pinsens syn på menighedsopbyggelse.
Jeg vil blot lige kort fortælle lidt om, hvad det egentlig var, de
første "apostolere" ville. Og jeg vil kun koncentrere mig om deres tro,
drømme og forhåbninger. Den apostolske kirke, vi kender idag er et
resultat, som slet ikke ligner det, man gik efter og arbejdede så hårdt
for dengang. Når der stort set er fred idag, så skyldes det nok to ting.
De to menighedssystemer er begge etablerede og har egen identitet, og de
kan acceptere hinanden. Dengang var der opgør inden for samme kredse, og
det var en splittelsestid, hvor man valgte menighed ud fra ens stærkeste
overbevisning om, hvordan en menighed skulle køre og fungere. Den anden
grund til, at der ikke længere er strid, er nok, at apostolsk kirke
stort set ikke kan huske, hvorfor de brød med pinsemenighederne.
Der udbrød en vækkelse i Wales, som bar et bestemt menighedssyn med sig.
Dette menighedssyn spredte sig ud over verden, og har vel idag sin
største fremgang bl.a. i afrikanske og asiatiske lande. Synet kom også
til Danmark sammen med den feterede skuespillerinde Anna Bjørner Larsen,
der sammen med sin mand fik startet en apostolsk kirke i Danmark. Synet
gik dels på åbenbaringen af menigheden som Kristi levende og virkende
legeme og dels på tjenestesyn.
Man gjorde oprør imod den struktur, hvor der sad en "enevældig"
forstander i hver menighed og bestemte sammen med sit ældsteråd, uden
mulighed for andre til at give sit besyv med. Man mente også, at denne
ene mand ikke var nok til at dække alle de behov, der var i en menighed.
Var forstanderen læremæssigt præget, ville det blive en meget lærepræget
menighed. Var han evangelistisk præget, ville det blive en meget
evangelisk menighed osv. Der måtte være en langt større bredde i
tjenesten i menighederne. Der skulle være en mulighed for at der i alle
menigheder kunne forkyndes og tjenes bredt, således at alle sider blev
dækket. Og man ville gå fra én til flere tjenere med flere sider.
Sit Bibelske grundlag for en sådan tanke fandt apostolerne i talen om
Guds gave til menigheden, nemlig de 5 tjenestegerninger; apostle,
profeter, evangelister, hyrder og lærere, der tilsyneladende alle i
bibelsk perpektiv havde hver sin tjeneste, hvert sit ansvar og hver sin
funktion. Hvis sådanne tjenere kunne rejses, og hvis menighederne ville
give plads for dem, ville man få en langt mere bred og dermed også stærk
og varieret forkyndelse og tjeneste. Men en stor del af de pågældende
menigheder ønskede ikke at give plads for sådan et tjenestesyn, og ville
ikke rokke ved forstanderens ansvar og magt i den lokale menighed.
Apostolsk Kirke blev hurtigt til en meget fasttømret organisation, men
det var egentlig ikke det, man ville fra starten. Det var - som det
dengang blev sagt - ikke død organisation, men levende organisme, man
ville. Og med levende organisme mente man menigheden som det synlige
udtryk for Kristi legeme i verden. Man så de isolerede Pinsekirker, der
styredes centralt og lokalt som en hæmsko for den menighed, Gud virkelig
ville have. En menighed, som hang sammen, som én organisme, ét legeme,
ét vintræ, ud over hele landet og ud over hele verden. Lokalmenigheder,
opbygget med hyrder og ældsteråd, men ikke lokalt isolerede, derimod
knyttet sammen af omrejsende prædikanter, der som i beretningerne i
Apostlenes Gerninger, besøgte menighederne og underviste, og tjenere,
som kunne udkaldes til bestemte byer og bestemte områder i kortere eller
længere perioder. Inspirationen fandt man i den måde Paulus rejste rundt
og oprettede menigheder på, og bl.a. i apostlenes gerningers beretninger
om evangelister, profeter og apostle, der rejste rundt.
På den måde kunne man skabe, både den lokale menighed, men også det
store fællesskab, der kunne brede sig ud over hele landet. Et
fællesskab, som vi idag måske ville kalde et netværk, men som apostlene
på Bibelens tid kaldte "et legeme".
De omrejsende tjenere skulle ikke først og fremmest rejse rundt og
bestemme i menighederne. Det havde man hyrderne og ældsterådene til. De
havde i større grad ansvaret for forkyndelse og lære. Apostelen, som
kom, havde mere det åndelige ansvar end det praktiske og økonomiske
ansvar. Man måtte også have samling på alt dette, og derfor oprettede
man et landsråd bestående af apostle og profeter. Det var nok (og ellers
må nogen rette mig) oprettelsen af dette landsråd, der gjorde, at man
alt for hurtigt faldt ind i en meget firkantet organisationsmodel.
Landsrådet blev oprette, dels fordi det hurtigt viste sig, at der var et
helt reelt behov for et eller andet til at samle, og vel også dels ud
fra, at der i de Bibeleske menigheder, på trods af deres store lokale
selvstændighed, og på trods af de omrejsende prædikanters
selvstændighed, dog var et ældsteråd i jerusalem, som ikke engang Paulus
ønskede at gå uden om.
Pinsemenighederne på deres side var skarpt imod alt dette. De holdt den
lokale menigheds selvstændighed meget højt, og en del mente at bl.a.
profeten fik alt for meget plads i apostolsk kirke. Der gik mange
historier om profeter, som havde sagt og gjort det ene og det andet, som
så viste sig at være forkert. Midt i alt dette, måtte medlemmerne tage
stilling. Fronterne var tegnet meget skarpt op, og dem som ikke var for
den ene part var imod og omvendt. I dette skiltes man, og ApK opstod.
Apostolerne dengang sagde, at det var Guds vilje at menigheden skulle
have en rig og blomstrende variation af tjenere, som på alle områder
kunne bidrage med forkyndelse og tjeneste i menighederne. De mente, at
dette var et "must". At tjenerne var Guds gave til menighederne, ja, at
de var Guds hånd (med hver tjeneste som én af de fem fingre) i Guds
menighed. Uden disse tjenere ville menigheden aldrig kunne nå til at:
1) Være fuldt beredt til deres tjenestegerning
2) På behørig vis at opbygge menigheden som Kristi legeme
3) være ét i troen
4) Nå til erkendelse af Guds søn
5) Nå til mands modenhed
6) Nå dertil, hvor menigheden kunne rumme hele Kristi fylde
7) Blive myndige, så de ikke skulle kastes hid og did af alle mulige
lærdomme efter som vinden blæser ved menneskers terningespil, når de
underfundigt forleder til vildfarelse (Hvilket i høj grad netop har
været ApKs problem de sidste årtier)
Som det direkte udtrykkes i Efeserne 4.11-16.
Drømmen var at man "sandheden tro" og "i kærlighed" som menighed sammen
skulle vokse op til Ham, som var hovedet selv (for legemet) Kristus
(Ef.4.15) og man lagde vægten på, at det måtte ske ved at hvert enkelt
led hjalp til og knyttede alt efter den kraft, som Gud gav det
(Ef.4.16).
Det var drømmen, det var dette specielle syn, som skabte vækkelsen, og
det var også dette, som skabte den store splittelse. Og det er vel
mangelen på dette, som har gjort ApK til den mest sårbare af alle i
forhold til trosbevægelsens raider med ødelagte menigheder til følge.
Venligst
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu