Uddrag af Johan A Wenaas bog "fællesskab og omsorg".
"Modeord med mening.
Fællesskab er blevet et modeord. Somme tider kan man høre mennesker sige, at
de længes efter fællesskab. Og måske kan man lige så ofte høre mennesker
sige, at de er skuffede over manglen på kristent fællesskab.
Denne anklage rettes ikke mindst mod menigheder og grupper inden for kirken.
Der er der så stort og koldt og upersonligt, siges det.
Nu er der sket meget på dette område inden for de sidste 10-15 år.
Smågrupper, husmenigheder, forskellige former for fællesskab forsøger at
varetage denne side.
Måske er der to hovedårsager til længslen efter dette fællesskab. Den ene
er, at fællesskabet spillede en stor rolle i den første kristne menighed.
Ja, i urmenigheden forsøgte man sig oven i købet med et ejendomsfællesskab.
De troende havde alt til fælles og levede i en slags kollektiv. Afstanden
fra dengang og til i dag kan synes temmelig lang til de samværsformer, der
består i, at vi sidder bag hinanden på sirlige rækker af bænke i missionshus
eller kirke og deltager i et meget fastprogrammeret mødeoplæg eller liturgi.
Den anden årsag er, at vi lever i en verden, hvor vi godt nok kommer tættere
og tættere på hinanden - men hvor afstanden mellem os alligevel synes at
blive større og større. Intet kan være så upersonligt som en opgang i en
boligblok, hvor mennesker sniger sig ud og ind af deres »huler« for at
slippe for at snakke med naboen. Ensomhed er en bitter sandhed for mange
mennesker .
Ordet omsorg er også blevet et modeord. Det er udmærket. Vi har haft en
periode inden for de sidste ti år , hvor det så ud, som om samfundet mere og
mere påtog sig at sørge for sine borgeres vel fra vugge til grav.
Efterhånden har det vist sig, at velfærdsstaten har mange revner. En række
mennesker sætter sig mellem både to og flere stole. Desuden har det vist
sig, at det ikke er nok for os mennesker at få dækket de allermest
nødvendige behov: mad, bolig, mulighed for lægebehandling, forsikringer, der
dækker forskellige situationer af hjælpeløshed osv. Vi både behøver noget
mere selv - og har behov for at give noget mere: omsorg, en personlig
interesse og varme.
En hvilken som helst ansat på et sygehus eller en institution vil kunne
fortælle os eksempler på, at en urolig, ængstelig og »vanskelig« patient
ikke havde brug for sovemedicin eller en beroligende tablet, hvis han eller
hun i stedet fik nogle minutters menneskelig kontakt. Lidt varme. Omsorg.
Nu kan ordet omsorg hurtigt ødelægges. Det er et sårbart ord. Noget af det
værste, der kan ske med omsorgen, er, at den bliver sentimental.
Tåredryppende- Sødladen: »Stakkels lille dig -nu kan du tro, vi skal hjælpe
dig.«
En sådan omsorg er ikke udtryk for nærhed, for ægte interesse, for
ligeværdighed. Den sentimentale omsorg holder et andet menneske på afstand,
markerer forskellen mellem hjælperen og den, der hjælpes. Sentimental omsorg
er ikke næstekærlighed, men nedladende velgørenhed.
Det er vigtigt, at omsorgen ikke bliver stereotyp, at den ikke bliver støbt
i en form, ikke bliver et rollespil, man øver sig på, eller et forsøg på at
efterligne andre »rare« mennesker .
Omsorgen kan have mange ansigter, mange former , mange udtryksmåder. Af og
til er den fyldt med varme, indleven, ægte medlidenhed. Til tider er den
grov, stærk og skelsættende. Desuden har omsorgen - når det er dig, der
viser omsorg -altid dit ansigt. Gud kan bruge dine øjne, dine hænder, din
form for medleven og indleven.
Der er en vældig klar sammenhæng mellem omsorg og fællesskab. En kristen
omsorg udspringer af det kristne fællesskab, bygger på det. Hvis omsorgen
skal være sund, ægte og helhjertet, må det være sådan. For omsorgen skal jo
fyldes af et indhold -den kan aldrig være en slags teknik, en tillært form,
en foranstaltning, en kortvarig kraftanstrengelse.
Indholdet gives og fornyes i det kristne fællesskab. Der skabes det
overskud, der gør, at man har noget at give både indad og udad. En omsorg,
der skal være en slags erstatning for det, man ikke får i det kristne
fællesskab, bliver bare aktivitet. Og det kan virke imponerende nok. Der
findes megen velordnet og velorganiseret aktivitet inden for kristne grupper
og forsamlinger . Men hvor denne aktivitet ikke har sin rod og forankring i
et værdigt og åbent kristent fællesskab, vil omsorgen alligevel miste
vigtige dimensioner og lide af mangelsygdomme.
På den anden side vil et »godt« kristent fællesskab uden udadvendt omsorg
let synke hen og kvæles af mangel på luft. Det bliver selvnydende,
selvoptaget, selvtilstrækkeligt, stivnet.
Nu har jeg behandlet omsorg og fællesskab i brede vendinger. Jeg har også
hævdet, at omsorg og fællesskab er modeord. Det er farligt både med modeord
og runde vendinger. De bruges så ofte, at vi til sidst ikke rigtig ved, hvad
der ligger i dem. Lad os derfor se nærmere på disse ord og spørge, hvad de
egentlig betyder ."
jørgen.
|