Hej
On Thu, 27 Sep 2001 13:50:04 +0200, "Lotte M" <info@lotte-m.dk> wrote:
>Jeg vil foreslå at i taler med skolens erhvervsvejleder og datterens
>klasselærer, så I ved hvilke faglige styrker og svagheder hun har og
>hvilke typer jobs/uddannelse, hun vil kunne klare fagligt.
Det er der gang i, hun vil gerne have med børn at gøre, så vi har talt
om at snakket med hendes "gl. børnehave", den ligger dejlig tæt på og
lederen og noget af personalet er nogen hun kender, og så prøve at
give hende nogle dage hele dette skole år og så se hvordan det går
Det har man gjort men et par stykker i den gl. special klassse men
gode resultater arbejde/lærepladser.
>
> Det er naturligvis vigtigt, at datteren er med i processen,
>ligesom mor og far skal være bevidste om, at datteren får lov at
>tage den del af ansvaret og argumentationen, som hun magter (Det
>er ofte mere end forældrene tror).
Ja
>
>Hvis det er urealistisk at datteren kan magte en egentlig uddannelse,
>så kan i roligt vente til datterens sidste skoleår, for det er ikke lige så
>tidskrævende at finde et job, som det er at planlægge et uddannelses-
>forløb, hvor den ønskede uddannelse måske ikke er fysisk tilgængelig
>for handicappede osv.
Nej det er ikke svært at finde et job, men det skal jo helst være
noget hun gerne vil lave, da hun ellers falder ind i sin "drømme
verden" og skal have støtte til at komme ud, dette kan self. ændre sig
med årene men det er der ingen garenti for
>Det er desværre virkeligheden i mange kommuner, at der er hyppige
>sagsbehandlerskift og ansøgninger derfor trækker ud - det er ikke
>sagsbehandlernes skyld
Så skal de lade vær med at love at ringe tilbage til en bestemt tid
>
>Det kommer jer ikke til gode at presse for meget, men heller ikke at
>lade stå til. Hvis alle borgere rykker dagligt for afgørelser (det gør
>en del), så har den stakkels sagsbehandler ikke tid, til at lave de
>afgørelser alle rykker for. Så, vær lidt tålmodig og ryk kun når der
>faktisk /er/ tale om syltede sager og gør det hellere skriftligt end
>telefonisk - så har i dokumentation for rykkeren og sagsbehandleren
>har arbejdsro...
Det ved jeg men det startede med en opringning i primo april hvor jeg
fore spurte om hun kunne blive kørt til præst, damen fortalte det nok
bare var en formsag men at hun ville ringe om mandagen jeg ringede så
om onsdagen og fik bested på at det var en anden der skule behandle
sagen og hun lovede at ringe......... og da jeg ringede ultimo august
(hun skulle starte 11/9) var der igen en ny der ikke havde hørt om
sagen hun skrev ned og ville ringe om igen om tirsdagen da der så var
gået en ugen og tiden nærmede sig ringende jeg, hun forklarede at hun
ikke havde kunne læse det hun havde skrevet og derfor ikke havde
ringet men fik oplysningerne igen og ringede om torsdagen med besked
på at de bare udviede den stående kørsel.
Jeg ved godt at de er stresset og at de har meget arbejde men vi kan
ikke være de eneste der beder om mere kørsel og den første der sagde
det bare var en formsag havde ret så kan jeg ikke se hvofor det skal
tage så lang tid, det kunne jo egentligt være ordnet på 2 samtaler da
der jo ikke skulle laves en ansøgning.
>Ja, de bliver hurtigt store. Det er fint i er opmærksomme, for der er
>nogle forældre til handicappede børn, der har /meget/ svært ved at
>give "slip" og bliver ved med at kontrollere "barnet" langt ind i
>voksenalderen.
Det er også enormt svært, men mere fordi det er mig der skal skubbe
fra fordi hun ikke gør "oprør" og siger fra, så når vi mener at hun
kan noget selv skal hun tvinges.
Feks. hun skulle til lægen i torsdags og da hun både taler og selv ved
hvordan hun har det så blev det aftalt at HUN skulle lave en liste
over ting som havde besværet hende siden sidst og selv stå for
samtalen, jeg var der og self. til at støtte/hjælpe, det tog kun ca. 2
timer at få den aftale istand, men bagefter var hun jo stolt som en
pave
.
>
>Angående links, så er der en lille samling på handiinfo.
Mvh
Winnie
Med venlig hilsen
Winnie Henriksen