/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Sexualitet / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
 
Top 10 brugere
Sexualitet
#NavnPoint
dova 2573
Sannie 1393
Nordsted1 1345
briani 1186
skingur 1004
ThomasG 918
ans 861
refi 860
creamygirl 831
10  piaskov 789
Manden, der ville se om de døde knepper(no~
Fra : Chokmah Xd@g


Dato : 09-09-01 08:56

Han irriterede mig. Altid var han der, som en grib, hvergang nogen begravede
et ådsel. Han kom hen til dem, det skulle virke tilfældigt, men blev blot
snigende, uhyggeligt, når han lagde sin fuglelette hånd på ens skulder og
nikkede, og hans kæber malte. Jeg selv havde på det tidspunkt ingen døde at
begrave, og jeg så ham kun på afstand. Han talte altid med dem, hvis kære
var gået bort, som knælede på nye grave. Op og ned ad de grusede
kirkegårdsgange spadserede han med hænderne på ryggen og drejede hovedet til
venstre og højre. Måske var han der blot for at trøste, men jeg kunne ikke
tro det. Måske var det hans udseende, den bankende åre i hans æggehoved, de
buskede øjenbryn, naturen havde anbragt i en stilling, der betød evig
respekt hos tilhøreren, de runde stirrende øjne, det profetiske skæg. Eller
måske var det tilhørernes reaktioner, der aldrig var de samme, dog har jeg
aldrig set nogen forlade ham trøstet. Da Amelie døde, kom turen til mig. Min
elskede hustru. Jeg kendte ham fra mine ture, og jeg ventede hans klo, som
de kærtegnede mine nakkehår. Man han sagde ikke noget. Sammen betragtede vi
den muldduftende grav.

"Deres hustru?" sagde han. Jeg nikkede. Vi var atter tavse. "Var hun smuk?"

"Meget."

"De sørger?" Det svarede jeg ikke på, men han nikkede alligevel. "Det er
hårdt!" sagde han.

"Ja," svarede jeg, "det er hårdt!" Bare han dog ville gå, tænkte jeg, jeg
har ikke bedt om hans sympati, så gå dog menneske! Jeg var bange for at
komme til at græde, for han var ikke værdig at se mine tårer. Men han ville
ikke gå, og til sidst var jeg nødt til at sige noget eller græde. "Hun har
fred nu!" sagde jeg og bandede indvendig. Hvad ret havde han til at tvinge
mig til at fremstamme banaliteter i et sådant øjelik. Din tur snart, gamle
mand, din tur snart! Ormene. Min Gud!

"Har hun?"

"Hvad mener de?"

"HAR hun fred?"

"Jeg forstår ikke hvad De mener. Vil de ikke være så venlig at gå!"

Den gamle mand bevægede end ikke øjnene: "De er som de andre!" sagde han.
"De tror at døden er enden på alting. Der er ingen ende. Alting lever
videre. Blomsten har øjne, og det har den døde også. De lever videre alle
sammen!"

Jeg var ikke i humør til at lytte til religiøst pladder, og under de
foreliggende omstændigheder syntes jeg ikke, jeg behøvede at tage hensyn til
den gamle mands følelser på dette område. Tog han måske hensyn til mine? "Gå
nu" sagde jeg.

Denne gang rystede han trodsigt på hovedet: "De døde lever! DER NEDE!" Han
stampede arrigt i jorden. "Jeg hører dem! Se til ravnen på stenen, den
lytter i dagevis. Efter hvad? Efter dem!"

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"De er gal."

"Jaja, jeg er gal. Jeg er gal. Men de lever, ser De. De lever! Og de elsker,
hader præcis som vi. Jorden er som et stort hav for dem, hvor de svømmer
ubesværet rundt. Ja, i selve dette øjeblik hviler Deres hustru i en anden
mands favn. Hun og ing..."

Mine kæber skælvede, så tandrækkerne slog mod hinanden. Jeg havde slået den
gamle mand til jorden, der lå han nu og famlede og rystede. "DE ER GAL,
MENNESKE! HVAD ER DET FOR NOGET DE SIGER!" Så løb jeg. Men jeg kunne ikke
glemme den gamle mands ord, de havde bidt sig fast i min hjerne som en fed
giftig slange, der slyngede sig tættere om den for hver gang, jeg forsøgte
at ryste dem af mig. Jeg måtte se, om det var, som han sagde.

Den aften, kort efter at portene var lukket i lås, krøb jeg over
kirkegårdsmuren med en spade på nakken. Vild og svedig gik jeg til
begravelsespladsens midte og begyndte at grave. Overalt skred jorden rundt
under mig, det var, som om nogen gravede med fra den anden side, og ved
midnat var jeg fulde fire mandshøjder nede. Nær morgengry begyndte jorden at
løbe. Der trillede nogle partikler, der gled et par skovlfulde, og så
lukkede kirkegården sig over mig som det røde hav over ægypterne. Stilhed og
mørke. Jeg åndede ikke længere, men jeg følte, at jeg ikke længere behøvede
det. Jeg kunne intet se, den løse jord havde lagt sig som et tæppe over min
krop med flige ind i den mindste fordybning i min hud, og det knasede mellem
tænderne. Jeg slugte tre skovlfulde og følte mig straks bedre tilpas. Så
begyndte jeg forsigtigt at kalde: "Amelie! Amelie!" Men ingen svarede.

Jeg gravede et lille hulrum omkring mit hovede og kaldte igen. Dennegang kom
en lille, fin kvindehånd frem i hulens væg. Fingrene bevægede sig, som om de
vinkede mig til sig. Det var ikke hendes hænder, dem ville jeg have
genkendt, alligevel lænede jeg mig frem og kyssede dem; de vred sig i
vellyst. Mulden begyndte at skride højere oppe, og et kvindehovede kom
tilsyne. Håret var borte, selv den øverste del af hovedhuden; hun var et
syn, jeg ville have frygtet at møde i mine drømme korte timer før, men det
var, inden jeg indåndede den velsignede, duftende muld, et åndepust af en
friskhed, jeg aldrig tidligere havde kendt. Nu fandt jeg hende yndig. Den
høje gule pande, hendes grønne, blinde øjne, som smykkedes af de nydeligste
småbitte, røde orm, der koket tog for sig af frugten, den knuste næse, de
sprøde læber, tænderne, der krydsede hinanden i sirlige mønstre.

Halsen var borte, kun knoglen var tilbage, og det gik pludselig op for mig,
hvor erotisk virkelig nøgenhed kan være. Hele hendes legeme gled ind i min
favn, og vi lå længe, lykkelige, hvilende, indtil begæret tog magten fra
mig, og jeg trængte ind i hendes rådne skød og kyssede hendes irgrønne
bryster.

Hvordan kan jeg beskrive vor lykke? Den kan ikke beskrives, et liv, syntes
det, varede den. Men alderdommen kommer også til de døde, kødet faldt fra
mine knogler i stadig større lunser, eller hun bed dem af i overgiven ømhed.
Også knoglerne forvitrede, den sidste og endelige død ventede. Thi når den
sidste stump af min krop var borte, nedbrudt og spredt, hvad slags liv kunne
jeg vel da håbe på?

Tilsidst lå min hjerneskal som en sidste skrøbelig bolig for min døende
sjæl, alene, thi som Amelie blev taget fra mig, således var min nye hustru
heller ikke længere. Jorden skred og skred og delte. kraniet i to halvdele,
knuste det til benmel, stille, stille. Og jeg kaldte mine kære, som endnu
var i live, til mig. De flokkedes omkring mig, de nyfødte, nylig afdøde, og
de, der som jeg havde tilbragt århundreder i denne skyggefulde verden og
ikke havde lang tid tilbage. "Nu får han da fred!" hørte jeg en af dem
mumle, og så var det forbi.

Å, hvor jeg skreg, da det morderiske lys gennemborede øjne, som jeg ikke
troede, jeg havde. Å, disse kvaler, denne dødskamp.

Kun fandt jeg trøst, da man lagde mig til min moders bryst.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF




 
 
 
Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408929
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste