---

"Forklædt som Kim Larsen": ikke kineserne
Under overskriften "Forklædt som Kim Larsen"
kronikker Politiken 5.11 om løgnen i beat-sangene og hvordan han
overdriver mobning "dem de andre ikke må lege med" og fristelsen til
falske håb "ting vi fik lov at håbe på som akal komme/før livet er
omme"

Og "selvom 'øjnene er blå/er jeg vist ikke typen/man kan stole på"
Denne sangtradition lover håb og at små-løgn er hygge, hvor kineserne
har haft sultedøden inde på livet, så de prioriterer kompromisløs sand
snak.
Vedr Pippi Langstrømpes røverhistorier holdes de i ave af at hun jo er
en praktisk pige, der spænder gulvvaskebørster på skoene og får jobbet
gjort
Men Kim Larsen sang i 70erne "kvinde min" om forpligtende sympati, men
glemmer nu totalt børn han var far for, når en ny kvinde pludselig
falder lidt mer i hans smag og gider bo sammen med ham
Selvfølgelig er streng kinesisk pligt-etik ikke sagen her. Men det gir
stærke samfund, når der er konsistens i opinionsdanneres udsagn, og
det gælder ikke Gasolin-forsangeren