Tvangsgiftning af 17-år dansk pige=Slaveri-voldelig
Ægteskab er en aftaleaf en type, som i DK kun kan indgås af voksne
mennesker og vejen ud pr skilsmisse skal være nem
Men Islam har ikke haft en oplysningstid med kritik af tortur og
slaveri, så overgrebene på en umoden dansk pige er værre-end-kz
I et muslimsk hjem kan kvinder have stor magt og de afgør, hvem skal
giftes med hvem vedr egne døtre, og mænd er ofte forvist til bøsse-liv
på gaden og at være dem, der stener , når matriarkatet skal hetze mod
en utro kvinde.
Men danske piger er dhimmier, som skal sættes på plads, og den ny
historie er måske toppen af et isbjerg og bør få danskere til at vågne
op
Subject: Truet, slået og forfulgt: danske M. kan ikke opnå skilsmisse
efter sin islamiske vielse.
http://www.b.dk/nationalt/han-slipper-mig-aldrig#
»Han slipper mig aldrig«
Truet, slået og forfulgt: Selv om hun aldrig vil have noget at gøre
med sin mand igen, kan danske M. ikke opnå skilsmisse efter sin
islamiske vielse.
2. februar 2011, 09:33
Hun var blevet lovet et stort bryllup med mange gæster. I stedet mødte
hendes forlovede op til vielsen uvasket og ubarberet. Hun vidste, at
han var hende utro. Under tørklædet følte bruden sig lige så beskidt
som det arbejdstøj, gommen havde taget på fra bunken af vasketøj.
Selve vielsen foregik i en moské i København. Hun blev bedt om at
gentage nogle ord på arabisk, som hun ikke forstod. Hun fik en
guldring og en koran af mandens familie. Og så var hun gift ved
islamisk lov. Da var hun netop fyldt 17 år, og hendes etnisk danske
forældre var modstandere af brylluppet.
Syv år senere er M. alenemor med deres fælles barn. Hun er stadig
islamisk viet, for manden, hun nu har skjult sig for i flere år,
nægter at lade sig skille.
»Han slipper mig aldrig. Og jeg har som kone ikke selv retten til at
blive skilt. Det er ham, der har det. Hvis det ikke passer ham, så kan
jeg ikke gøre noget som helst,« siger M.
I begyndelsen kunne de ikke få nok af hinanden. Efter længere tids
uoverensstemmelser i familien flyttede M. hjem til kæresten. I hans
lille hybel blev den 15-årige pige behandlet som en prinsesse.
Hverdagen var fyldt med overraskelser, små gaver og middage på dyre
restauranter.
Men rundt omkring parret begyndte kærestens palæstinensiske familie
snart at røre på sig. Folk snakkede, sagde de. Lige så stille begyndte
forældrene at stille krav.
»Det begyndte at gå galt, da hans forældre fandt ud af, at jeg ikke
bare var en eller anden pige, han så. Det gav dem problemer i forhold
til deres tro, at vi var kærester og ikke gift. De blev stødt på deres
stolthed,« siger M.
Kæresten fik et ultimatum
Kæresten fik et ultimatum af sin far. Enten blev de gift med det
samme. Ellers måtte han afbryde forholdet. Og kravene fortsatte.
Brylluppet skulle være islamisk. M. skulle bære tørklæde og skulle
konvertere. Efter halvandet års tid gav de efter for presset.
»Jeg ville ikke. Den islamiske vielse betød ikke noget for mig. Og jeg
er heller ikke gift efter dansk lov. Men det betød noget for dem. Til
sidst gav vi op. Vi var trætte af at høre på dem,« siger hun.
Den morgen, de skulle giftes, sov kæresten på sofaen, da der på kort
tid bippede tre SMS-beskeder ind på hans mobiltelefon. M. undrede sig.
Og hun sneg sig til at tjekke dem. Det var SMSer fra to forskellige
piger. Men da hun konfronterede ham med det, truede han hende med
bank, hvis hun ikke gennemførte brylluppet.
»Han siger, at jeg lige kan prøve på at komme uden om det her. Det
kunne han ikke sige til sin far. Han truede mig med alt fra tæsk til
død,« siger hun.
Hun vidste, han mente det. Deres forhold havde udviklet sig fra
kærlighed til jævnlige trusler om vold. Hun kan i dag ikke længere
huske, hvornår første slag ramte hende.
Forholdet føltes, som om nogen havde trukket et net ned over hovedet
på hende. Et net, hun ikke kunne komme fri af. Hun kunne ikke trække
vejret. Og der var ingen, der ville høre hendes råb om hjælp, selv
hvis hun forsøgte at råbe op. Hendes mand fik overbevist hende om, at
der er nogle mennesker, der ikke var gode for hende. Dem skulle hun
holde sig fra. Hendes netværk forsvandt. Til sidst havde hun kun ham.
»Jeg forsøger at gå fra ham. Men det må jeg ikke. Det vil han ikke
give lov til. Han vil ikke slippe mig. Selv om der kun var had
tilbage. Det måtte ikke se ud, som om han ikke havde styr på sin
kone,« siger hun.
Snart besluttede han, at M. ikke måtte forlade lejligheden uden ham.
Selv ikke for at hente cigaretter i den lokale kiosk i boligområdet få
hundrede meter fra, hvor de boede. Da hun forsøgte at flygte fra ham,
fandt han hende. På et tidspunkt blev hun endda placeret i en
lejlighed i udlandet. Hun måtte ikke kigge ud af vinduerne, var
beskeden. Hun gjorde det alligevel en dag.
»Det lærte jeg ikke at gøre igen,« siger hun.
Som regel undgik han at ramme hendes ansigt. Medmindre det var en
lussing. Han gik efter baghovedet, ryggen og maven, så det ikke kunne
ses. En gang fik hun så mange slag og spark, at halvdelen af hendes
tis var blod. Og selv om hun fik lokket ham til at køre hende på
skadestuen, nægtede han, at hun blev behandlet, fordi lægen var en
mand.
Et liv i konstant frygt
Da det endelig lykkedes hende at flygte, levede hun i konstant frygt.
Da havde de været gift i fem år.
»Jeg var så paranoid til sidst, at bare jeg skulle i Føtex og handle,
tjekkede jeg flugtveje overalt. Jeg kunne holde mig vågen på kaffe og
cigaretter i seks-syv-otte dage.«
Manden fik en dom for over 100 dødstrusler over SMS og telefonsvarer.
I en periode fik mor og datter beskyttelse af politiet. Men i dag vil
hun ikke længere leve som en flygtning.
»Jeg vil ikke leve et liv i frygt. Jeg vil gå i det tøj, jeg har lyst
til. Jeg vil ses med de mennesker, jeg har lyst til at se. Og jeg vil
gå, hvor jeg vil. Jeg har lært at leve med det liv, jeg har. En dag ad
gangen. Jeg er ikke bange længere. Jeg har erkendt, at jeg intet kan
gøre. Jeg forventer det værste, men håber det bedste,« siger hun.
Af hensyn til sin sikkerhed ønsker hun dog ikke at optræde med navn og
ansigt i Berlingske, som kender hendes fulde navn.
Nye kærester kommer ikke på tale, selv om hun er midt i 20erne. Ingen
må røre hende.
»Når nogen tager fat i mig, får jeg panik. Jeg fryser fuldstændig. Jeg
kan sagtens snakke med mænd og flirte, men de skal ikke komme for tæt
på mig,« siger hun.
Derfor bliver det heller ikke til flere børn. Selv om hendes datter
blev til i et ægteskab fuld af had og vold, er datteren hendes et og
alt.
»Jeg kæmper meget med tanken om, at min datter skal have en kæreste
engang. Allermest har jeg lyst til at låse hende inde og smide nøglen
væk. Sådan lidt Rapunzel-agtigt. Jeg vil så gerne beskytte hende fra
mine erfaringer. Men jeg bliver bare nødt til at gennem opdragelsen at
lære hende, at nogle mennesker skal man holde sig langt væk fra. Og så
håbe på det bedste. Jeg kan ikke gøre så meget andet,« siger hun.