Når man ser på den tidligste kritne menigheds historie er der noget der må
slå normalt tænkende mennesker med undren, nemlig: hvorfor var der så mange
tusinder blandt de første kristne der var villige til at lide under
forfølger, mishandlinger, tortur, ja endog at lide døden ved korsfæstning,
at blive brændt levende, at blive kastet for vilde dyr og revet i småstumper
af disse?
Kilderne fortæller os at alle Jesu disciple, bortset fra Judas (der begik
selvmord) og Johannes alle blev henrettet for at være kristne. Hvis deres
forkyndelse og beretninger om Jesus var fri fantasi da ville de næppe
frivilligt være gået ind til denne skæbne.
Herunder følger en artikel af Else Christensen, lagt på
http://historienet.dk den 10. november 2010:
"De kristne blev kastet for løverne:
Korsfæstet, brugt som levende fakler og ædt af vilde dyr - i tre århundreder
udsatte romerne de kristne for grusomme straffe for deres tro. Gang på gang
fik Jesu tilhængere Roms jernnæve at føle, når kejseren følte sig truet
eller havde brug for syndebukke. Men i begyndelsen af 300-tallet måtte det
mægtige kejserrige give efter.
"De blev svøbt i huder fra dyr og ædt af hunde, eller blev naglet til kors
og sat i brand, og, når dagslyset svandt, blev de brugt som fakler til at
oplyse natten".
I al sin gru udmaler historikeren Tacitus kejser Neros mishandling af de
kristne i Rom i årene efter Jesu død. Ifølge Tacitus var anledningen en
voldsom brand, der havde lagt store dele af byen øde. Ifølge vedholdende
rygter i Roms gader havde kejseren selv påsat ilden for at gøre plads til
sine storladne byggerier.
Nero havde brug for syndebukke, som kunne aflede opmærksomheden fra ham. De
mærkværdige kristne, som for nylig var dukket op i Rom, var perfekte mål for
romernes vrede, og kejseren beordrede en bølge af tortur og drab.
Forfølgelserne var de første i en lang række, og i de næste tre århundreder
var kristendommen religio illicita - forbudt religion - i Rom.
Kejseren følte sig truet:
Da de første romere midt i 1. århundrede e.Kr. blev omvendt til
kristendommen, havde Rom allerede et etableret jødisk mindretal.
Trossamfundet var anerkendt af kejseren, og jøderne var fritaget for at
tilbede romerske guder. Med kristendommen forholdt det sig anderledes. Hvor
jøderne sjældent missionerede, var forkyndelse et vigtigt element i den
kristne tro - hele verdens befolkning skulle omvendes i al hast, før Guds
rige kom.
For kejseren var den kristne mission en stor trussel. Han indtog en
prominent plads blandt de romerske guder og havde sågar sin egen kult.
Ifølge traditionen fik den regerende kejser sin magt fra guderne og skulle
æres derefter af sine undersåtter.
En ny tro, der ikke anerkendte regentens guddommelighed, men i stedet tilbad
en simpel forbryder - som romerne oven i købet selv havde henrettet - vakte
afsky i Rom.
Kannibalisme og orgier:
Også i befolkningen lurede foragten for den nye tro. Kristne var anderledes.
De holdt sig for sig selv, og så var de endda dårlige for handelen;
købmænd - der solgte offerkød og andre religiøse nødvendigheder - var
oprørte over, at kristne skræmte romerne væk fra templerne, så de lå øde og
forladte hen.
Andre klagede over, at slavepiger, der arbejdede som spåkoner, ikke længere
ville spå, når de var blevet kristne.
Romerne så også skævt til de kristnes ritualer, som forekom både uvante og
skræmmende. Beretninger om nadveren, hvor de kristne angiveligt "spiste
menneskekød" og "drak blod", fik straks rygter om kannibalisme til at sprede
sig. På samme måde blev de kristnes praksis med at kysse, når de mødtes, og
kalde hinanden "søster" og "bror" udlagt som et tegn på incest og et forspil
til natlige orgier.
Nero udnyttede dygtigt fordommene og fik rutinemæssigt arresteret kristne -
ikke kun for konkrete eller indbildte mistanker som Roms brand, men også -
med Tacitus' ord - for "deres anti-sociale tro". Kejseren, der ikke holdt
sig tilbage for at brænde, halshugge eller kløve hovedet på sine
modstandere, gjorde kristenforfølgelserne til en del af iscenesættelsen af
sig selv som hersker:
"Nero havde åbnet sine haver for skuet og gav en forestilling i arenaen,
hvor han blandede sig med folkemængden eller kørte rundt i sin stridsvogn",
fortæller Tacitus.
I skæret af de brændende menneskeskikkelser modtog kejseren sine
undersåtters hyldest. Mængdens jubel overdøvede de døende kristnes skrig.
Selv efter Neros død ulmede hadet til de kristne. Og gang på gang fik
gløderne ny næring. Under kejser Markus Aurelius' regeringstid fra år 161
til 180 var Romerriget presset både politisk, militært og økonomisk.
Imperiets nordlige grænse blev til stadighed udsat for angreb, og
hungersnød, sygdomme og oversvømmelser skyllede ind over riget.
Efter en pestepidemi i byen Lugdunum (nutidens Lyon) i år 177 fik de kristne
hurtigt skylden for katasrofen. Med kejserens fulde støtte arresterede og
lemlæstede soldater mange af dem i byens store arena.
Oftest blev de kristne dømt til "damnatio ad bestia" - at blive kastet for
de vilde dyr. I arenaerne flåede løver og tigre kristne kroppe og fortærede
dem i store lunser som et yndet opvarmningsnummer før den egentlige
forestilling, gladiatorkampene. Efter pestepidemien i Lugdunum blev de
kristne imidlertid gjort til hovednummer, og en hel dag blev de lemlæstet
foran en begejstret folkemængde.
Kristne slaver fortalte under tortur de påkrævede historier om incest,
orgier og kannibalisme, mens tilskuerne jublede. Én for én blev mænd og
kvinder, gamle og unge, pisket og udsat for grusomme pinsler.
Ifølge kirkehistorikeren Eusebius fik en præst presset rødglødende
messingplader mod kroppen, mens en 90-årig blev banket til døde. Andre blev
spændt fast i en jernstol over flammer, som langsomt ristede dem levende.
Stanken af brændt kød drev ud over arenaen.
En slavepige blev bundet til en pæl, hvorefter vilde, glubske dyr blev
sluppet løs mod hende. Da hun - trods mishandlingen - nægtede at dø, blev
hun viklet ind i et net og smidt for en rasende tyr. Med sine lange horn
kastede tyren hende rundt i arenaen, mens tilskuerne hujede og klappede. Til
sidst gjorde en barmhjertig sjæl en ende på kvindens lidelser med en dolk.
Fortvivlede lokale kristne skrev til deres trosfæller i Asien om
mishandlingerne: "Ligene lagde de frem - de forvredne lunser, som de vilde
dyr havde levnet, de forkullede rester efter ildens hærgen og de afhuggede
hoveder ved siden af deres torsoer - og i mange dage lod de militæret holde
vagt ved dem, så vi ikke kunne begrave dem. Nogle af vagterne skar tænder og
rasede imod dem som for at få yderligere hævn. Andre lo og spottede dem:
'Hvor er nu deres gud? Hvad godt har de fået fra den religion, som de
foretrækker frem for livet?'"
Oprørere fik revet tungen ud:
I andre hjørner af Romerriget fortsatte forfølgelserne. I år 202 beordrede
kejser Septimius Severus et totalforbud mod konverteringer, og i vigtige
byer som Rom, Kartago og Korint blev kristne forfulgt, tortureret og
henrettet ubarmhjertigt.
Religiøse ledere blev sendt i eksil, og almindelige kristne tvunget til at
tilbede de romerske guder. Mænd, kvinder og børn blev gennet sammen på
offentlige pladser og korporligt tvunget til ofring. Offervin blev sprøjtet
ud over alle varerne på markedet, så de kristne måtte vælge mellem at spise
mad indviet for de romerske guder eller sulte. De, som gjorde modstand, fik
konfiskeret deres formue, blev fængslet eller underkastet tortur.
Hellige skrifter blev beordret brændt, kirker revet ned, og Jesus-tilhængere
i administration og militær frataget deres titler og rang. De, som var for
åbenmundede, fik tungen revet ud eller brændt levende.
"Vores frygt er, at de med tiden vil (...) inficere hele imperiet med en
ondsindet slanges gift", skrev kejser Diocletian i 302.
Kristne gik under jorden:
Blandt de kristne fik forfølgelserne blot troen på Jesus til at vokse. "Oh,
hvilket ærefuldt og velsignet lod kan ved Guds nåde tilfalde en mand, at han
under tortur og i dødsangst kan vidne, at Gud er herren - med flænset krop
og halvt opgivet ånd bevidne, at Kristus er Guds søn", skrev en martyr.
En populær fortælling blandt datidens troende handlede om biskoppen af
Smyrna, der blev dømt til bålet. Foran flere tusinde tilskuere tog den
aldrende biskop imod sin dom med oprejst pande. "I truer med ild, som
brænder en time for snart at dø; for I er uvidende om den kommende dommedags
ild og evig straf, der er forbeholdt de vantro", erklærede biskoppen, inden
han lod sig sluge af flammerne.
For en romersk guvernør i Asien blev de kristnes dødsdrift for meget, da en
stor gruppe henvendte sig til ham for at blive henrettet. Han dræbte et par
stykker, men da resten også ville slås ihjel, udbrød han: "I sølle skrog,
hvis I virkelig vil dø, er der klipper, I kan springe ud fra, og reb, I kan
hænge jer i".
Troen på Jesu budskab var så stærk, at end ikke et romersk forbud mod
begravelser kunne stoppe de kristne. I den hærdede vulkanske aske under og
omkring Rom gravede de møjsommeligt gange og tunneller, der strakte sig over
170 km og nogle steder løb i fire lag. Her begravede de kristne - modsat
romerne, der brændte de døde - deres faldne martyrer i mørke katakomber
langt under jorden, så de kunne genopstå i kød og blod, når Guds rige kom.
Trods de ubønhørlige forfølgelser spredte kristendommen sig hastigt i Rom.
Hos den enkelte romer efterlod de kejserstyrede guder et åndeligt tomrum,
som blot ventede på at blive fyldt op. Med sit enkle budskab og simple
leveregler havde kristendommen et stort forspring over konkurrenterne.
Hvor jødedommen krævede, at indviklede regler for hverdagen blev overholdt,
forudsatte kristendommen i større grad blot tro. Og i modsætning til
mysteriereligioner som Isis- og Mithraskulten - der ofte var forbeholdt
overklassen eller legionærerne - skulle kristne hverken opfylde krav om køn
og stand eller gennemgå indviklede optagelsesritualer.
Den simple historie om tømreren, som på korset sikrede alle evigt liv,
begyndte at vinde gehør i kejserriget. Især Roms fattige og svage var
fascineret af den nye religion, der var så stærk, at dens tilhængere ville
lade sig mishandle og kaste for vilde dyr for den. Menighederne voksede med
rivende hast, og ved hjælp af romernes vejnet spredte kristendommen sig
snart til hele Middelhavsområdet.
I år 200 levede godt 200.000 kristne inden for Romerrigets grænser. Blot 100
år senere var antallet nået op på mere end seks mio. Kejserens bødler var
ved at segne under byrden med at lemlæste, korsfæste og på andre måder pine
og dræbe de kristne.
Kejseren kæmpede under korset:
I begyndelsen af 300-tallet havde Jesu budskab vundet så mange tilhængere -
også i rigets øverste rækker - at overgivelsen til kristendommen syntes
uundgåelig.
Det første store gennembrud kom i år 311. Kejser Galerius - der ellers havde
været en arg modstander af de kristne og orkestreret flere blodige
forfølgelser - indså, at den nye tro ikke længere kunne udryddes gennem
mishandlinger og drab. På sit dødsleje udsendte den syge og skrøbelige
kejser i år 311 en bestemmelse, der tillod kristne at bygge kirker og holde
gudstjenester. Dog skulle de "bede til deres gud for vores, statens og deres
egen sikkerhed".
På denne måde kunne Jesus - håbede Galerius - indrulleres i kejserrigets
tjeneste og tage en plads blandt de romerske guder.
Det endelige gennembrud for kristendommen indtraf imidlertid først nogle år
senere under Konstantin den Store. Som mange andre af datidens bejlere til
kejsertronen havde Konstantin indset, at de kristnes støtte kunne være
afgørende for hans ambitioner.
Hans største rival, Maxentius, havde netop vundet stærke allierede ved at
give de kristne lov til at vælge en ny biskop i Rom.
Konstantin ville ikke stå tilbage, og ifølge overleveringen blev han -
aftenen før et afgørende slag mod Maxentius - i en drøm befalet at drage i
kamp under det kristne banner. Kejseren fik malet et kors på sin hærs
skjolde, og mod al forventning vandt han en overbevisende sejr. Konstantin
selv betegnede det som en triumf for Kristus.
Romerriget og kristendommen var herefter knyttet uløseligt sammen.
Konstantin fulgte op på Galerius' edikt ved at indføre religionsfrihed i
Romerriget og beordre, at flere århundreders kristenforfølgelser endelig
skulle ophøre.
Alle konfiskerede kirker blev leveret tilbage, præster blev fritaget for
skatter, kristne blev forfremmet til høje administrative stillinger, og
Konstantin selv finanserede et stort antal nye kirker. Ved samme lejlighed
indførte kejseren søndag som helligdag og forbød korsfæstelser.
I år 392 blev Romerriget officielt kristent. Efter næsten 400 år havde Jesus
omsider besejret sine bødler."
Kilde:
http://historienet.dk/dagligliv/religionshistorie/de-kristne-blev-kastet-for-loeverne
Der er ikke megen hold i fundamentalistiske ateisters fanatiske fastholden
at de kristne (i starten af 300-årene) skulle have været i stand til at få
indsamlet samtlige eksemplarer af Josephus værker og historikeren Tacitus
værker (foruden alle de andre man mener kristne har forfalsket),
tilintetgjort alle disse skrifter fra alle dele af det romerske kejserrige,
for så at have den fornødne formue til at forfalske og fremstille et stort
antal eksemplarer af disse "nye og forfalskede" skrifter samt at disse atter
spredt ud over hele det store romerske kejserrige. - Mod sådanne stupide
konspirationsteorier må selv de romerske guder kæmpe forgæves!
--
Med venlig hilsen Andreas Falck
http://bibeltro.dk/ + *DebatForum*
http://skabelsen.info/ + *DebatForum*
http://SDAsyd.dk/ *SDA i Synnejylland*