Interessant artikel vedr. Det danske Bibelselskabet videnskabelighed
eller mangel på samme.
Den af Faklens historier, der fik mest opmærksomhed i tidsskriftets
første leveår, var dokumentationen af Bibelselskabets forfalskede 1992-
oversættelse (DO92) af det Gamle Testamente (GT).
En del har igennem tiden spurgt, hvorfor bladet ofrede så mange
kræfter på denne sag, f.eks. skrev forfatteren Jan Sonnegaard: "På en
beundringsværdig måde stiller Faklen sig altid på tværs, og selv når
man måske undrer sig lidt over forholdet mellem energien og emnet (som
jeg selv gjorde, da bladet mobiliserede en betydelig energi på at
angribe den nye bibeloversættelse), kommer man aldrig tomhændet fra
mødet." (Politiken, 1.11.98).
Nu er Faklen et humanistisk tidsskrift og som sådan også tilhænger af
arven fra renæssancehumanismen udtrykt bl.a. i slagordet ad fontes -
til kilderne - altså en så direkte tilgang som muligt til det
historiske grundlag for vor egen tid, hvorfor det var naturligt netop
at angribe vor egen tids mest eklatante eksempel på den modsatte
tilgangsvinkel, som den kommer til udtryk i Bibelselskabets dogmatiske
manipulation med den hebraiske tekst, man har lagt til grund for det
Gamle Testamente.
Det Gamle Testamente er trods alt en af vor kulturs grundbøger.
Hvordan vi så end forholder os til den, har ingen bog haft en større
idéhistorisk virkningshistorie i Vesten de foregående 2000 år, og når
der så tilmed er tale om, at manipulationen med denne bog har dannet
skole fra Luther til i dag, til trods for at det i det mindste i vore
dage tilstræbes at studere den sagligt og uforudindtaget i både
folkeskolen, på gymnasier, lærerseminarier og universiteter, og i så
forskellige fag som teologi, filosofi, idéhistorie, historie, semitisk
filologi, klassisk filologi, dansk, litteraturvidenskab og
religionsvidenskab m.fl., så er konsekvenserne heraf ikke af
ubetydelig rækkevidde.
At det så samtidig er den kirkelige højrefløj, der har haft en
afgørende finger med i spillet af eksplicit dogmatiske og ideologiske
årsager, gør naturligvis ikke sagen mindre vigtig. Højrefløjen
kritiserede skarpt Bibelselskabets prøveoversættelser og truede slet
og ret med en alternativ bibeloversættelse, hvis ikke de fik afgørende
indflydelse på den endelige oversættelse. Jens-André Pedersen Herbener
skriver i artiklen "Kirkens højrefløj og bibelforfalskningen" i Faklen
nr. 4:
Adskillige frikirker og organisationer (Kristeligt Forbund for
Studerende og Skoleungdom, Luthersk Missionsforening, Apostolsk Kirke
i Danmark, De danske Pinsemenigheder ved Elimforsamlingen,
Landsforeningen til oprettelse af Kristne Friskoler, Evangelisk
Luthersk Missionsforening, Dansk Ethioper Mission, Bibellæseringen i
Danmark, Kristeligt Forbund for Kirke, Hjem og Skole, Nyt Liv samt
Ordet og Israel) fortsatte med at lægge pres på DDB [det Danske
Bibelselskab] i begyndelsen af 1988. Baggrunden herfor var
"betænkelighed ved den rolle, historisk-kritisk bibelforskning spiller
i oversættelsen af GT". Behovet for en oversættelse, "som er i pagt
med Skriftens egne forudsætninger og således med kirkens egen
forståelse af GT" understregedes. Tillige pointeredes enheden mellem
GT og NT, "som er udtrykt ved den autoritet, som Jesus og apostlene
tillægger GT." (Elleve folkekirkelige organisationers og frikirkers
skrivelse til DDB, 22.1.98).
(…)
At det heller ikke just var ønsket om at komme frem til, hvad en
videnskabelig, historisk-kritisk tilgang fortæller, at der står i GT,
men derimod, hvad der ifølge en kristen tradition og dogmatik bør stå,
kommer utvetydigt frem i følgende skrivelse fra Indre Mission til DDB,
den 18.1.88: Oversætterne af GT "demonstrerer deres fangenskab under
den historisk-kritiske metodes bibelfremmede forudsætninger - idet de
lader sig indfange af religionshistoriske forudsætninger, manglende
kristologisk perspektiv (f.eks. 1. Mosebog og Jesaja m.v.), manglende
åbenhed for treenighedens tilstedeværelse i det Gamle Testamente
(Hezekiel m.v.) og en række bortforklaringer af centrale trosbegreber
(nåde, miskundhed, o.l.) i f.eks. Salmernes Bog."
Den kirkelige højrefløjs trusler om at lave sin egen bibeloversættelse
var en torn i øjet på den hovedansvarlige for bibeloversættelsen,
daværende generalsekretær for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen
Cappelørns drøm om en økumenisk bibeloversættelse, dvs. en
bibeloversættelse, som alle kirkesamfund i Danmark kunne acceptere,
lige fra den katolske kirke over folkekirken til vækkelsesbevægelser
som Pinsekirken, Indre Mission og Baptistkirken.
Ifølge forlagsredaktør ved det Danske Bibelselskab, cand.theol. Ove
Kollerups rapport Hvem bestemmer over Bibelen (1994), tog Niels Jørgen
Cappelørn kontakt til Indre Missions generalsekretær, Poul
Langagergaard, og på et møde den 8.2.88 tilbød Cappelørn at oprette en
såkaldt revisionskomité med den kirkelige højrefløj repræsenteret for
at imødekomme de dogmatiske krav. Langagergaard lovede til gengæld, at
han ville "garantere ro" fra den kirkelige højrefløjs side.
Revisionskomiteen nedsattes med et kommissorium, hvori det bl.a. hed,
at formålet var "at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af
steder i bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den
kirkelige tradition, herunder steder i det Gamle Testamente, som er
citeret i det Nye Testamente."
I revisionskomiteen deltog bl.a. forstander på Indre Missions
Bibelskole i Børkop og medlem af Indre Missions hovebestyrelse Oluf
Paaske, konsulent for den danske Israels Mission og tidligere
underviser ved det Indre Missionske Menighedsfakultet i Århus, Kai
Kjær-Hansen og underviser fra samme sted, Carsten Vang. Desuden deltog
senere professor i GT ved Aarhus Universitet og medlem af DDBs
bestyrelse, Kirsten Nielsen, der bl.a. i en kronik i Kristeligt
Dagblad den 12.3.88, som Ove Kollerup skriver i sin rapport, "havde
gjort sig til talsmand for et bibelsyn, der blev opfatet som liggende
Indre Mission nær …".
Den kirkelige højrefløj stillede uden sammenligning flest
ændringsforslag til oversættelsen og fik også flest igennem.
Revisionskomiteen tog ca. 600 skriftsteder og 5.700 allusioner under
kirkelig, dogmatisk behandling for at få de to testamenter til at
fremstå som den kristologiske og frelseshistoriske enhed, som passede
til den kirkelige tradition, skønt der ikke er skyggen af
religionshistorisk eller religionsvidenskabeligt belæg herfor.
Også redaktionssektretær ved det Danske Bibelselskab, Bodil Ejrnæs,
understreger konflikten dogmatikken og videnskaben imellem og skriver
i sin bog, Skriftsynet igennem den danske bibels historie (Kbh. 1992),
s. 197: "En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som
det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte 'kommissorium', lod
sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var
dikteret af den traditionelle kirkelige holdning, sådan som det var
krævet af kritikerne [fra den kirkelige højrefløj]."
I 1989 erkendte Cappelørn, at man i oversættelsesarbejdet havde lagt
videnskabeligheden bag sig: "I Sverige arbejder man på en
nyoversættelse af det Gamle Testamente, og der indgår en jøde i
kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der
videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at
man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen
af os her, der vil." (Weekendavisen, 22.3.89).
Den hovedansvarlige for bibeloversættelsen, daværende generalsekretær
for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen Cappelørn udtalte om
højrefløjens indflydelse: »Mange af de ændringer, som var afgørende
for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel
støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den
udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at
finde ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.97).
I artiklen "Kirkens højrefløj og bibelforfalskningen" skriver Jens-
André Pedersen Herbener bl.a.:
Fælles for de højrekirkelige bevægelsers bestræbelser er imidlertid et
udtalt ønske om, at Bibelen - igen - skal udgøre fundamentet for
samfundet. Om en af deres "grundpositioner" oplyser Kristeligt Dagblad
således: "Bibelens ord skal også tages for pålydende i etiske
spørgsmål. Hvad Guds ord kalder synd, er fortsat synd - uanset om det
i vores kultur i dag er bredt accepteret. Det betyder f.eks. nej til
sex før og uden for ægteskabet, nej til homoseksualitet og nej til
svangerskabsafbrydelse." (31.1.97).
På denne baggrund har man også med en vis berettigelse lov til at
formode, at det intense engagement i bibeloversættelsen i sidste ende
ikke kun var et spørgsmål om tro og skriftsyn.
De politiske og etiske perspektiver i den nye oversættelse af GT, der,
som Carsten Vang skrev for nylig, "bygger på NTs
grundforståelse" (studentermagasinet Til Tro, februar 1997), har
således næppe været ubetydelige. I en tid, hvor dansk "kultur" på det
nærmeste må betegnes som ikke-eksisterende, og hvor folkekirken
befinder sig i skarp konkurrence med en mangfoldighed af andre
religioner og kulturer, er ønsket om, at Bibelen skal få en
renæssance, blusset op blandt mange kirkelige retninger de senere år.
Som Kristeligt Dagblad i denne forbindelse skriver, er det af
afgørende betydning "... - med højrefløjens egne ord - at folkekirken
bliver holdt fast på sit grundlag og ikke glider væk fra 'kirkens
gamle tro'." (31.1.97).
Også DDBs nu tidligere generalsekretær Cappelørn har tilkendegivet
ganske håndfaste udsagn og ønsker om en mere udvidet anvendelse af
Bibelen: "Bibelen er vores fundament; den er kirkens grundbog, og den
er kulturens grundbog; heri finder vi vore kristne, kirkelige,
nationale og kulturelle rødder og identitet. Derfor er det vigtigt, at
vi nu genopdager Bibelen og dens betydning. (…) Og det er vigtigt, at
det sker ved at gøre os samtidige med de bibelske tekster." (det
Danske Bibelselskabs Årbog (DBÅ), 1993). Hvori denne "samtidighed"
skulle bestå, og hvor langt den evt. skulle strækkes, undlader
Cappelørn dog at uddybe. Blot et år senere skriver hans afløser som
generalsekretær, Morten Aagaard: "Der er igen hårdt brug for at
synliggøre Bibelen og det kristne budskab i bredden, men også i
dybden." (DBÅ 1994).
Den mest effektive og forpligtende måde at fremme "kirkens gamle tro"
på er naturligvis ved at pege på en autoriseret bibel, der ikke er alt
for tvetydig i udtrykket! I kampen mod tidens multireligiøsitet og
relativisme er det unægtelig et aktiv at kunne henvise til den "eneste
sande Gud", Bibelens almægtige monoteistiske Gud Fader - til trods for
at en sådan størrelse ganske enkelt ikke kan dokumenteres ud fra en
sober og tekstnær gengivelse af den hebraiske kildetekst i GT. Som
påvist i Faklen har man da også i DO92 fordrejet eller decideret
forfalsket en længere række skriftsteder, så at den nytestamentlige og
kristne traditions monoteisme har kunnet opretholdes - se 1. Mos. 3,5;
6,1-2; 14,18; 31,13; 2. Mos. 32,1; 32,4; 32,8; 32,23; 4. Mos. 24,26;
5. Mos. 32,8-9; Sl. 29,1; 40,9; 58,2; 58,12; 82,1; 89,7; Es. 14,13;
Ez. 28,2.
Et andet eksempel, man kunne drage frem, er forskellige højrekirkelige
retningers uvilje mod kvindelige præster. Ud over en generel
henvisning til Paulus (f.eks. 1. Tim. 2,11-12) har man også villet
inddrage GT, hvor kvindelige præster jo omtales som "helligskøger".
(DO92 1. Mos. 38,21; 5. Mos. 23,18 og Hos. 4,14). Eller gør de? Som
demonstreret i Faklen nr. 2 implicerer denne fejloversættelse den
traditionelle kristne forestilling om uforeneligheden af religion og
seksualitet (se også 1. Mos. 31,13). En adækvat oversættelse af den
gammeltestamentlige ordlyd i f.eks Hos. 4,14 er imidlertid blot
"helligkvinde" eller "præstinde". Problemet er da, at så bliver
udtrykket uanvendeligt kirkepolitisk set.
Et tredje eksempel af klar samfundsmæssig relevans er det kristne
arvesyndsdogme, forestillingen om menneskenaturens medfødte ondskab,
som jo historisk set har repræsenteret den bedste begrundelse for
kristen mission og frelses-iver. Også dette har man søgt at finde
bibelsk legitimation for. Uden at kunne finde det nogetsteds i GT,
ganske enkelt fordi det ikke er der, har man så grebet til andre
midler. I DO92 er Salme 51,7 et oplysende eksempel på, hvordan
dogmatiske og ikke utænkeligt også missionspolitiske interesser har
spillet ind. Som analyseret i Faklen nr. 1 handler Salme 51,7 -
bekræftet af professor i semitisk filologi Frede Løkkegaard - i en
præcis, tekstnær oversættelse blot om en mor, som har avlet et barn i
synd, mens DO92 behændigt vender det på hovedet, så at barnet er
synder lige fra fødslen - hvorved, som Cappelørn skriver, "det er
bragt klarere til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at
synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes til
det dør." (DBÅ 1990).
Den kristne traditions dogme om arvesynden har derved på stærk
manipulerende vis fået skriftsmæssig dokumentation. Muligheden for at
hævde dette med en kirkebibel i ryggen imod tidens "relativisme" og
"selvoptagethed", som Morten Aagaard udtrykker det i DBÅ 1994,
foreligger dermed. Om det så også vil blive gjort (igen), vil tiden
vise.
Under alle omstændigheder demonstrerer ikke mindst den verserende
debat om homoseksuelles ret til kirkelig velsignelse eller ej, som
otte organisationer inden for den kirkelige højrefløj (i en rapport
betitlet Kærligheden glæder sig ikke over uretten, 1997) enstemmigt
afviser som uforeneligt med Bibelen, at det i sandhed ikke altid er
humanistiske interesser, der er på spil. Som lektor ved Menigheds
Fakultetet Kurt Christensen understreger: "Det samlede bibelske
materiale, som dækker en lang tidsperiode, og som omfatter adskillige
kulturformer, giver så vidt jeg kan bedømme, ikke så meget som en
antydning af, at homoseksuel praksis skulle være legitim." (vor
fremhævelse; Kristeligt Dagblad, 25.1.19). Om dette så f.eks.
indebærer, at en ansøger til Indre Missions formandspost eller for den
sags skyld til generalsekretærposten for Bibelselskabet ikke kan
accepteres, alene fordi han er homoseksuel og derfor må formodes at
være involveret i "homoseksuel praksis", kom Kurt Christensen dog ikke
nærmere ind på.
Et konkret eksempel på ideologisk manipulation rettet mod islam gav
semitisk filolog, Ph.D. Philippe Provencal til Informations Karen
Syberg den 11.2.98:
I 1. Mosebog, 16,12-13 står der i 1992-udgaven om arabernes mytiske
stamfader Ismael: "Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans
hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på
tværs af alle sine brødre."
Men en dirkete oversættelse af den hebraiske tekst lyder ifølge
Provencal: "Han vil være et menneske-vildæsel; hans hånd skal være hos
alle og alles hånd hos ham og han skal bosætte sig foran sine brødre."
Philippe Provencal tilføjer, at "foran" også kan betyde "øst for",
"hvilket jo passer meget godt på arabernes stamfader," men også, at
grundbetydningen af det verbum, han selv oversætter med "bosætte" er
at "være rolig", "stå stille". Det kan under ingen omstændigheder
bruges om ufred eller strid, siger han.
"Jeg kan ikke finde anden forklaring, end at oversættelsen skyldes de
kristnes traditionelle had mod islam. Når det drejer sig om islam er
det åbenbart stadig tilladt at være racistisk," tilføjer Provencal.
Da Kirkeministeriet godkendte iværksættelsen af arbejdet med den nye
bibeloversættelse, var det imidlertid under indtryk af den
videnskabelige standard, der ifølge de officielle skrivelser blev
tilstræbt. Men »videnskabelighed« var som det allerede turde være
fremgået næppe kendetegnende for Bibelselskabets fremgangsmåde, da
revisionskomiteen under generalsekretær Niels Jørgen Cappelørns
ledelse forandrede Bibelens ordlyd for at dække over tekstens
uoverensstemmelser med den kirkelige tradition og få testamenterne til
at fremstå som et sammenhængende hele.
En aldeles uvidenskabelig opgave, der indebar talrige manipulerende
"justeringer", om hvilke Bodil Ejrnæs forklarer: »Men at Det gamle og
Det ny Testamente fremtræder som en helhed skyldes først og fremmest,
at et koordineringsarbejde har fundet sted med henblik på at skabe et
ensartet vokabular, en ensartet stil og sprogtone, og med henblik på
at samordne formuleringen af citater og allusioner (…) Det betyder, at
det i langt højere grad bliver muligt for læseren at se, at der er en
kontinuitet mellem Det gamle og Det ny Testamente (…) Mens 31/48-
oversættelsen vanskeliggør eller ligefrem lægger hindringer i vejen
for, at læseren kan etablere en sammenhæng, så giver 92-oversættelsen
læseren denne mulighed« (vor kursiv; Teologisk Tidsskrift, 1993).
Opdagelsen af dette forhold var temmelig enkel og er sikkert tidligere
blevet gjort af mange studerende, der har læst hebraisk, ligesom det
har været en offentlig hemmelighed blandt semitiske filologer, men i
Faklen nr. 1 skulle sagen altså første gang se dagens lys.
Baggrunden var den, at Jens-André Pedersen Herbener (daværende
stud.mag. i semitisk filologi og relivionsvidenskab) og Rune
Engelbreth Larsen (daværende stud.mag. i idéhistorie og
religionsvidenskab) fulgte mag.art. Dan Enok Sørensens hebraicum på
Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet.
Herbener og Engelbreth skulle imidlertid ikke læse ret meget, før de
undredes over, hvorfor dog ikke alternative oversættelser var anført
langt hyppigere i den danske oversættelse fra 1992, eftersom talrige
iøjnefaldende flertydigheder giver kildeteksten nye dimensioner.
Grundigere studier afslørede endvidere flere eksempler, hvor
oversættelsen var i direkte modstrid med kildeteksten - noget, som
forskellige hebraisklærere som f.eks. teologen Else K. Holt dengang
ofte morede sig over i sin hebraiskundervisning.
Det viste sig snart, at alle landets toneangivende
universitetsteologer havde været involveret i oversættelsesarbejdet,
hvorfor den eneste reelle og offentligt tilgængelige debat om alle
oversættelsespoblematikker stod imellem moderate universitetsteologer
og mere fundamentalistiske menighedsteologer. Til stor forbavselse for
Herbener og Engelbreth problematiseredes det imidlertid sjældent,
hvorvidt afgørende steder overhovedet var oversat korrekt, mens man
til gengæld ofte diskuterede, hvilken ordlyd der stødte mindst muligt
an mod traditionen.
Siden studerede Herbener og Engelbreth så redaktionssektretær ved det
Danske Bibelselskab, Bodil Ejrnæs' fremstilling af det store
oversættelsesarbejde, som hun må betragtes som et særlig vigtigt
øjenvidne til, eftersom hun selv tog del i både oversættelsesarbejdet
og den afsluttende redaktion og revision. Og her fremgik det med al
tydelighed, at Bibelselskabet ikke undlod at lade oversættelsens
videnskabelige standard vige for rent kirkelige hensyn - skønt intet
herom var nævnt i skrivelsen til Kirkeministeriet fra 1979, hvor man
først udbad sig projektets godkendelse.
Efter Ejrnæs' oplysninger stod det også klart, at der i øvrigt
eksisterede et meget omfattende arkivmateriale, som i detalje kastede
lys over hele processen og muligvis nøjagtig kunne afsløre, hvor
kildeteksten var blevet fraveget. Men da Herbener og Engelbreth
dernæst ringede til Bibelselskabet for at få adgang hertil, svarede en
sekretær efter at have konsulteret generalsekretær Morten Aagaard, at
noget sådant »ikke længere foreligger«
De henvendte sig siden til lektor Knud Jeppesen - selv en af de
ledende bibeloversættere - for at høre, om han skulle have kendskab
til yderligere materiale. Jeppesen svarede: »Jeg blev udtrykkeligt
bedt om at returnere al korrespondance til Bibelselskabet, efter
oversætter-arbejdet var tilendebragt,« men tilføjede, hvad Aagaard i
første omgang havde afvist gennem sin sekretær, at »Bibelselskabet har
et omfattende arkiv.«
Imidlertid viste det sig, at Herbeners og Engelbreths hebraisklærer,
semitisk filolog mag.art. Dan Enok Sørensen, tilfældigvis havde en
stor del af materialet stående på sit kontor - her havde det stået
temmelig ubemærket i årevis, imens forskellige indehavere af kontoret
var kommet og gået. Enok Sørensen fortalte dengang velvilligt om mange
eksempler på grov manipulation med kildeteksten og planlagde selv at
kopiere alle sagsakterne på kontoret for det tilfældes skyld, at
teologer skulle kunne finde på at skaffe det af vejen. Han forklarede,
at den berømte professor i semitisk filologi, E. Hammershaimb, hos
hvem flere af teologerne bag 1992-oversættelsen af Bibelen havde læst
hebraisk, direkte havde erklæret om sine tidligere elever, at de
"havde solgt deres sjæl" ved at medvirke til oversættelsen på de
betingelser, som Bibelselskabet opstillede.
Med en voksende bevidsthed om, at der blev dækket over et eller andet,
nærlæstes derefter atter Bibelselskabets årbøger fra 1970-1992, hvor
oversættelsesprocessen kommenteres fra start til slut. Det stod snart
klart, i hvilket omfang den nye bibeloversættelse havde været
underlagt for kildeteksten aldeles irrelevante kirkehensyn, og at alt,
hvad de uanseligt udseende årbøger røbede, var passeret fuldstændig
ubemærket hen over hovedet på pressen.
Ifølge Ejrnæs' fremstilling havde den praksis, at kirkelige hensyn
vejede tungere end videnskabelige og filologiske hensyn, primært
spillet en meget sen rolle i processen, nemlig fra 1988, hvor
Bibelselskabets såkaldte revisionskomité som nævnt forestod en række
rettelser af hensyn til den kirkelige højrefløj, men ifølge årbøgerne
havde kirken ofte haft forrang for kilden allerede fra projektets
start.
I Faklen nr. 1 redegør Herbener og Engelbreth for sagen i artiklen
"Bibelforfalskning?", der indeholder både kildekritisk baggrund og
gennemgang af de gammeltestamentlige kildeteksters
oversættelseshistorie. Om den danske bibeloversættelsestradition
hedder det bl.a.:
Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på
Luther. Reformatoren tilsluttede sig humanisternes ad fontes, til
kilderne, lægmand skulle have adgang til helligskriftet, så han selv
kunne udlægge dem uden indblanding fra det korrumperede (katolske)
gejstlige magtapparats hidtidige patent på fortolkningen.
Luther oversatte således mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen
til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelser lagde han ikke
den latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit
arbejde. Bibelordet, ikke gejstligheden skulle nu være kristendommens
autoritet, sola scriptura (skriften alene) skulle råde, og enhver -
quisque - skulle kunne danne sig sin egen dom. Men heller ikke Luther
mente, at lægmand var i stand til at læse Bibelen forudsætningsløst,
hvorfor den trods alt måtte forsynes med vejledende fortaler og
kommentarer ...
Luthers Nye Testamente udkom i 1522, det Gamle Testamente i 1534, og
de nye vinde blæste snart til Danmark, hvor både Christian IIIs Bibel
fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633 byggede på
Luther - i Danmark havde Lutherordet tilsyneladende forrang for
kilderne.
I 1607 havde Resen dog endelig oversat Bibelen fra grundsprogene i
stedet for fra tysk, men selv om biskop Svane reviderede den i 1647,
blev de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket,
til stadighed baseret på 1633-versionen og udkom helt indtil 1802.
I 1814 stiftedes så det Danske Bibelselskab, der reviderede og
autoriserede det Nye og det Gamle Testamente i den Resen-Svaningske
udgave i henholdsvis 1819 og 1871.
Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke
teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt?
Nej.
Og dermed er vi nået frem til det virkelige hovedproblem, som en
kristen bibel pr. definition må forholde sig til, og som kristendommen
i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er uløseligt
forbundet med: Er der overhovedet belæg for kirkens kobling af de
jødiske helligskrifter og de kristne nytestamentlige kildetekster?
Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende
og indiskutabelt ja. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en
sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente handler om Gud, og det Nye
Testamente om Guds søn; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu
Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den profeti; der skulle
med andre ord ikke være nogen afgørende modsætning de to testamenter
imellem. Bibelen er en kristen enhed, og det Gamle Testamente bliver
følgelig både tolket og oversat kristologisk.
De gamle jøder var, som vi allerede har set, af en ganske anden
mening, og i dag er det ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes
standpunkt - der er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle
Testamente, og der er så godt som intet konsistent fællestræk den
gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige Gud Fader - og hans
Søn - imellem.
Nogle af de værste eksempler på fordrejende og manipulerende omgang
med kildeteksterne finder vi givetvis hos Luther og dermed naturligvis
også i alle de danske bibler, der bygger på hans oversættelse.
Ikke blot er oversættelserne højst kritisable (Luthers hebraisk var
mildest talt ikke forbilledligt), men bibeludgavernes fortaler,
illustrationer, henvisninger, overskrifter, summarier og bemærkninger
presser eksplicit den forståelse ned over de gammeltestamentlige
tekster, at de ofte simpelt hen handler om Kristus.
Konstant bliver den læser, der tror sig sin egen bibelfortolker,
konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer
og udlægninger, der utrætteligt gør opmærksom på, hvor Moses,
profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus - et halvt til et helt
årtusind før han overhovedet blev født.
De på Resen og Svane baserede bibeludgaver overtager på trods af en
mere pålidelig omgang med kildeteksterne uden videre denne tradition,
der først i 1871-versionen viser tegn på en begyndende
tilbageholdenhed.
I bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (DBH)
konkluderer Bodil Ejrnæs om det kristologiske aspekt, som det kommer
til udtryk gennem de autoriserede oversættelsers ordlyd såvel som i
bibelfortalerne, -noterne og -kommentarerne: »... både i de danske
Lutherbibler og i den resen-svaningske tradition afspejles det syn, at
Det gamle og Det nye Testamente udgør en enhed, hvis centrum er
Kristus. Det kommer eksplicit til udtryk i Lutherbiblernes og den
resen-svaningske bibels fortaler, og hvordan de enkelte
gammeltestamentlige tekster indholder Kristusvidnesbyrd,
anskueliggøres gennem summarier, noter og skrifthenvisninger.« (s.
211).
Det er altså ikke slagordet ad fontes, som hævdet af Luther, der har
spillet den fremtrædende rolle for oversættelserne, men derimod en fra
teologisk og statslig side klar manipulation. Målet helliger midlet,
og det Gamle Testamente skal for enhver pris legitimere kirkelig
dogmatik, om så midlerne er fordrejede og manipulerede oversættelser
såvel som groft postulerende kommentarer og noter.
Formålet er selvfølgelig at underbygge kirkens fundamentale
mirakelfortælling om den enerådende, almægtige kristne Gud, som fra
skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har - og kun har -
kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente
som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi det Nye Testamente i så
vid udstrækning hævder denne dokumentation.
For tænk, om det tværtimod stod alle lysende klart, at den
kristologiske udlægning og oversættelse af de gammeltestamentlige
skrifter var uden noget substantielt hold i teksten? Chancerne for, at
mange måtte revidere deres opfattelse af det Nye Testamente, af
Kristus og Paulus, af kirkefædrene og kristendommen, ja, af kirken som
sådan, er vel næppe ubetydelige.
Den danske bibeloversættelsestradition har ikke meget med oversættelse
i moderne forstand at gøre, der er i bedste fald slet og ret tale om
kristologiske gendigtninger. Man skulle tro, at det havde ændret sig i
vore dage - men det er ingenlunde tilfældet. Artiklen
"Bibelforfalskning?" dokumenterede både konkrete forfalskninger såvel
som Bibelselskabets dobbeltspil under oversættelsesforløbet, hvor man
udadtil hævdede de højeste, videnskabelige filologiske principper, men
indadtil lod sig styre af en helt anden dagsorden.
Allerede i 1977, to år før den første anmodning til Kirkeministeriet
om en oversættelse, der stilede mod »sproglig og videnskabelig
standard«, havde Bibelselskabets Svend Aage Nielsen fastslået, at »det
er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi
udgiver«.
Herbener og Engelbreth Larsen opsummerer i artiklens afslutning:
I 1990 slog Cappelørn endegyldigt fast med syvtommer søm, at den nye
oversættelse er og bliver en autoriseret kirkebibel.
Hvorfor autoriseret? Cappelørn svarer: »Ved at en bibeloversættelse
autoriseres, beskyttes lægfolket mod oversættelsestilfældigheder, som
er ødelæggende for det kirkelige og folkelige fællesskab« (DBÅ
1990) ...!
Og hvad er så en kirkebibel? Cappelørn svarer: »En dansk kirkebibel er
en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk
salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af
oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (...) En dansk
kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til
ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør
en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt
må forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en bibel,
som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster
og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Eller sagt på en
anden måde: Der er tale om en samling af skrifter, som i århundreder
har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken. (...)
Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager
vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse.« (DBÅ 1990). Sic!
Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte,
og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget
oversættelse.
I stedet har vi på afgørende punkter fået en gendigtning, hvor
kildeteksterne pænt må underordne sig dansk salmetradition og
folkekirkelig liturgi. Vi har fået en kirkebibel, der er oversat ud
fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en
frelseshistorisk helhed.
Vi har altså ikke fået en oversættelse, som i optimal grad får lov til
at tale for sig selv - Bibelselskabet taler for den!
Alle de smukke erklæringer om videnskabelighed og ekspertise klinger
dermed præcis så hult som Luthers ad fontes, for også den nye
oversættelse er manipuleret og fordrejet. Humanisternes slagord til
kilderne er blevet til Cappelørns til kirkerne.
Læseren har med andre ord ikke mulighed for at danne sig sit eget
indtryk af forskelle og ligheder det Gamle og Nye Testamente imellem
på et reelt grundlag.
At spørgsmålet om kildetekst under alle omstændigheder også er en
kilden sag, var vi inde på indledningsvis, men bevidst at fravige
kilden er trods alt - i bedste fald - aldeles utilstedeligt.
At formålet så har været at legitimere en kirkelig tradition
teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er
også temmelig indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde
været ganske overflødigt at forandre teksten! Og det er formodentlig
også i sidste ende en væsentlig grund til, at man har gjort det - der
er åbenbart så frygtelig megen prestige, autoritet og magt, der hænger
på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes - og
folkekirkens.
Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!
Næppe nogen kan være i tvivl om, at hvis f.eks. en oversættelse af
Homer i akademisk regie fulgte de retningslinjer, der var lagt til
grund for oversættelsen af det Gamle Testamente, ville de pågældende
oversættere blive fyret på stedet. Men bibelmanipulationen har dannet
skole lige siden Luther, endda i så gennemgribende omfang, at de
fleste intet kendte til det, før Faklen rejste kritik heraf
offentligt.
I ugerne efter udgivelsen af Faklen nr. 1 begyndte Bibelselskabet så
småt at tage til genmæle mod kritikken. Over for Faklens dokumentation
af Bibelselskabets manipulation fremlagde diverse teologer en række
spredte apologier.
Den 28.9.96 skriver Kristeligt Dagblad: "Artiklen [i Faklen nr. 1]
indeholder en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde
for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for
en kirkelig tradition. 'Det er pure opspind,' siger Bibelselskabets
daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn."
Denne udtalelse var nu nok noget forhastet, eftersom samme Cappelørn
allerede i Faklen nr. 1 kunne citeres for at understrege, at
oversættelsen netop tog afsæt i den kirkelige tradition, eftersom
hensigten var at producere en kirkebibel: "… der skal ikke herske
tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en
kirkebibel." (Det danske Bibelselskabs årbog (DBÅ), 1986).
Dermed har Cappelørn allerede i 1986 bekræftet det spørgsmål, som han
ti år senere i Kristeligt Dagblad forsøger at afkræfte med et
skuldertræk, nemlig at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har
været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition.
Til Universitetsavisen (København) den 17.10.96 er han da også kommet
i tanker herom og vender behændigt 180 grader - nu er der ikke længere
tale om "pure opspind", til gengæld er der lige pludselig "ikke noget
som helst nyt i artiklen." Her hedder det videre: "Han understreger,
at det, at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre
videnskabelig oversættelse." Men det er simpelt hen usandt, som det
også allerede turde være fremgået.
I 1997 gik Cappelørn nemlig endnu videre, som vi tidligere har
citeret: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen,
kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre
Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de
ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde
ændringerne.« (Kristeligt Dagblad, 11.3.97).
Men en religionshistorisk, videnskabelig oversættelse kan indlysende
nok ikke være forpligtet på en religiøs dogmatik, hverken jødisk eller
kristen, ligesom den selvfølgelig ikke kan være baseret på "ændringer,
som var afgørende for højrefløjen" inden for kirken, sådan som
Bibelselskabet indrømmer, at netop kirkebiblen fra 1992 er det, og
derfor kan en kirkebibel ganske enkelt umuligt være videnskabelig.
I Politiken den 20.10.96 indrømmer Cappelørn da også atter, at de
kirkelige hensyn har været afgørende allerede under
oversættelsesarbejdet: "Det er det Nye Testamentes påstand, at Messias-
forventningerne i det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus.
Og det lader vi oversættelsen afspejle. Jøderne oversætter naturligvis
ud fra en anden tradition. Det kan ikke være anderledes."
Naturligvis både kan og bør det være anderledes, hvis man ønsker en
videnskabeligt forsvarlig oversættelse. At oversætte videnskabeligt
betyder selvfølgelig at negligere ethvert kirkeligt, dogmatisk hensyn.
Vælger man så en dogmatisk referenceramme, har man selvsagt fravalgt
en videnskabelig referenceramme, og oversættelsen kommer derved
uundgåeligt til at afspejle, hvad der ifølge kirkelige hensyn bør stå
i teksten - ikke hvad der rent faktisk står i de kildetekster, som man
har valgt at lægge til grund for sin oversættelse.
I Politiken udtaler Cappelørn sig også om forholdet mellem "Gud" og
"guder" i det Gamle Testamente: "I oldhebraisk bruger man ofte
flertalsformen, når Gud er på banen. Det er 'pluralis majestætis'. Det
er nøjagtigt det samme, som når dronning Margrethe siger: 'Vi kundgør
hermed …' - At guder og majestæter taler i flertal er en gammel
historie."
Det er selvfølgelig rigtigt, at guder og majestæter kan tale i flertal
- det har bare ikke noget med Faklens kritik at gøre. Det hebraiske
gudenavn elohim (der har pluralis-endelsen -im) oversættes da også med
rette i singularis (Gud) i mange tilfælde, eksempelvis dér, hvor også
verbalhandlingen står i singularis - men derfor er det ingenlunde
altid tilfældet, at der skal oversættes i ental!
I Faklen nr. 1 nævner vi således fire eksempler, hvor man af dogmatisk
vane - eller simpelt hen grundet manglende hebraiskkundskaber -
oversætter med ental, selv om der kun kan være tale om flertal: 1.Mos.
3,5, 1.Samuelsbog 4,8, Salme 29,1 og Salme 58,12.
I 1.Samuelsbog 4,8 står adjektiverne, de demonstrative pronominer og
den efter subjektet stillede verbalhandling, der er tilknyttet elohim,
i pluralis, hvorfor der må oversættes med "guder" (jvf. Gesenius:
Hebräische Grammatik § 132h).
I Salme 29,1 oversættes bene elim med "gudssønner", selv om elim er
pluralis af el, "gud", og der derfor burde stå "guders sønner".
I Salme 58,12 oversætter 1992-oversættelsen elohim shofetim med "en
Gud, som dømmer", men adjektiver og participier (shofetim) skal rette
sig i køn og tal efter subjektet i en nominalsætning, hvorfor der kun
kan oversættes med "guder, som dømmer" (jvf. H.S.Nyberg: Hebreisk
Grammatik § 88f; Johannes Pedersen: Hebræisk grammatik §§ 121d og
122f; samt Josua Blau: Grammar of Biblical Hebrew § 66).
I 1.Mos. 3,5 oversættes elohim med Gud, selv om der står elohim jode.
Men jode er et participium i pluralis og ud fra konteksten (jvf.
1.Mos. 3,22: "som en af os") kan der ikke stå andet end "så I kan
blive som guder (ikke "som Gud"!), der kender godt og ondt". Også den
latinske Vulgata og den græske Septuaginta har pluralis her, ganske
som nye franske, engelske, amerikanske og jødiske oversættelser (se
Faklen nr. 1, s. 39, 2. spalte).
Derudover kan blot et hurtigt ordbogsopslag under elohim røbe, at
ordet i modsætning til Cappelørns ensidige opfattelse som pluralis
majestætis også har talrige andre betydninger, f.eks. guder, engle,
døde, spøgelser, gudsbilleder, dæmoner - alt efter konteksten.
Alligevel forkynder Cappelørn afslutningsvis til Politiken: "Det
ligger ikke til mig at komme med sure opstød. Men ærlig talt: De unge
mennesker burde nok lære noget mere hebraisk …"
Vi skal her nøjes med at bemærke, at da professor dr.phil Frede
Løkkegaard i et interview i Faklen nr. 2 blev spurgt, om han mener, at
den kritik, som der blev fremført tolv eksempler på (bl.a. de fire
ovennævnte) i Faklen nr. 1, er videnskabeligt, filologisk
velbegrundet, svarede han: "Ja, det mener jeg." Løkkegaard har været
professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet i 35 år. Men
måske, Cappelørn mener, at også han nok burde "lære noget mere
hebraisk"?
Endvidere gennemlæste og godkendte semitisk filolog mag.art. Dan Enok
Sørensen de første 12 eksempler på forfalskning af oversættelsen i
Faklen nr. 1. Professor i semitisk filologi fra Aarhus Universitet,
Finn O. Hvidberg-Hansen udtrykte ved flere lejligheder over for
Herbener og Engelbreth, at kritikken var absolut berettiget, og at den
var helt i overensstemmelse med, hvad semitiske filologer
"selvfølgelig" havde været klar over i årevis, og at han imødeså
offentliggørelsen, der ville afstedkomme et "ramaskrig" fra
teologernes side, med interesse.
I Jyllands-Posten den 13.10.96 gav bibeloversætter Knud Jeppesen
udtryk for, at han var uenig med Faklen i, at navnet Jahwe skulle have
været brugt i stedet for det sædvanlige "Herren": "Ingen ved, om
navnet egentlig er Jahwe, for den hebraiske tekst har kun bogstaverne
jhv. I synagogerne læser de Adonai, der betyder min Herre - og vi har
tradition for at bruge ordet Herren."
Religionsvidenskabeligt er det imidlertid umuligt at komme udenom, at
Jahwe er den bedste transskription af, hvad der gemmer sig bag
bogstaverne JHWH i det Gamle Testamente, ikke mindst grundet
kirkefædres transskriptioner til græsk, der bekræfter, at navnet var
Jahwe eller noget lignende (som f.eks. også Johannes Pedersen uddyber
i sin Hebræisk grammatik § 8, standardgrammatikken på Teologisk
Fakultet).
At jøderne ikke må læse Jahwe-navnet højt, men i stedet reciterer
adonaj i synagogerne, er naturligvis irrelevant for såvel en kristen
som en videnskabelig oversættelse, eftersom den kristne årsag til at
skrive "Herren" i stedet for Jahwe naturligvis ikke er frygt for at
krænke gudsnavnets hellighed, men ene og alene at skabe den
konformitet testamenternes to hovedguder imellem, som der hverken
findes tekstuelt eller religionshistorisk belæg for.
Endvidere forsvarer Jeppesen Bibelselskabets oversættelse af Salme
22,17 (som eksplicit kritiseredes i Faklen nr. 1), der lyder: "Hunde
omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har
gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine hænder og fødder."
I Faklen blev der imidlertid gjort opmærksom på, at ka'ar ikke kan
betyde "gennemboret", men efter al sandsynlighed betyder "bundet", som
man da også havde oversat det i prøveoversættelsen, inden
revisionskomiteen med Cappelørn i spidsen forandrede teksten.
Herom sagde Jeppesen: "I virkeligheden står der 'som en løve - hænder
og fødder'. Det giver ikke nogen mening og skyldes formentlig en fejl
i den hebraiske tekst. (…) Fejlen består i, at der er et bogstav for
meget. Når man tager det væk, står der 'gravet', og det har vi valgt
at oversætte med gennemboret, for hvad betyder det ellers at grave i
hænder og fødder?"
Det er rigtigt, at der egentlig står ka'ari, der betyder noget i
retning af "som en løve"; sædvanligvis antager man, at der er tale om
en afskriverfejl, så der i stedet skulle stå ka'ar eller kara, fordi
man vanskeligt kan give ka'ari mening. Nogle, bl.a. professor emeritus
i semitisk filologi, Frede Løkkegaard, er af den mening, at der skal
oversættes ud fra ka'ari, når dét nu engang er kildetekstens ordlyd.
Gesenius' Handwörterbuch foreslår dog at ændre vokalerne, så der i
stedet står koare (pluralis maskulinum constructus), så hele versets
mening bliver noget i retning af: "Hunde omgiver mig, en flok af
forbrydere står omkring mig; de gnaver kødet af mine hænder og
fødder."
Men de internationalt anerkendte standardværker Theologisches
Wörterbuch zum alten Testament og Koehler/Baumgartner er enige om, at
ordets rod må være kara, der har fire grundbetydninger: grave, handle,
give måltid og sammenbinde. Begge værker slår fast, at betydningen af
verbet netop i Salme 22,17 er "sammenbinde".
Så uanset om vi vælger disse to værker som reference, Gesenius'
Handwörterbuch eller Frede Løkkegaard, kan man ikke oversætte sådan,
som Bibelselskabet har gjort det, "gennembore" eksisterer slet ikke
som bud på en videnskabelig oversættelse.
Men Jeppesen har selvfølgelig ret, når han understreger, at man ikke
kan lave "en oversættelse, der er hævet over diskussioner" - men man
kan lave en oversættelse, der er hævet over manipulationer. Det kræver
bare, at man afholder sig fra dogmatiske tilretninger og holder sig
til strengt videnskabelige redskaber. Selv om der ikke findes nogen
100% objektiv oversættelse, findes der oversættelser, der utvetydigt
er forkerte eller manipulerede - og det er alene dem, Faklen har
kritiseret.
Eksempelvis er Cappelørns forklaring på, hvorfor revisionskomiteen
ændrede "bundet" til "gennemboret", da også gennemført uvidenskabelig:
"Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette
sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet."
En kristologisk bue. Ikke en videnskabelig, filologisk bue. Hvad vil
dét sige? Hvad gør en "kristologisk bue" i det Gamle Testamente?
Jyllands-Posten forhørte sig om lektor Jeppesens mening herom, men han
ville "ikke på stående fod kommentere bibelselskabets ovennævnte
begrundelse." Det forstår man godt.
I en kronik i Kristeligt Dagblad den 16.10.96 anfægter forfatter til
bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie, bibeloversætter
og medlem af revisionskomiteen, Bodil Ejrnæs Faklens kritik af
bibeloversættelsen. Ejrnæs gør opmærksom på, at Faklen fejlagtigt
anvender et citat fra en passage i hendes bog, der omhandler 1931-
oversættelsen, om 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie: "… der
tales om tre faser for det forestående arbejde, en videnskabelig
nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et afsluttende gennemsyn
…"
Deri havde hun ret - og den fejl beklagede vi uforbeholdent i Faklen
nr. 2!
At så 1992-oversættelsen stort set er foregået på samme måde, er
selvfølgelig ingen undskyldning. Men dét var så alt, Ejrnæs havde som
grundlag for sin historie om "Faklens forfalskninger", hvor hun
karakteriserede bibelartiklen som en "skødesløs og uansvarlig omgang
med kilderne."
Ejrnæs opremsede Bibelens lange for- og virkningshistorie og
konkluderede: "At tro - som Faklens folk synes at gøre - at man kan gå
til teksten uden denne bevidsthed og præstere en 'uforudindtaget
oversættelse,' det er illusorisk." Her tog hun fejl, eftersom man i
hvert fald sagtens kan udarbejde en i religiøs forstand uforudindtaget
oversættelse, altså en filologisk i stedet for en kristologisk
oversættelse, som ikke gør brug af manipulation med de videnskabelige
redskaber. Men det har Bibelselskabet desværre ikke gjort.
Ejrnæs mener ligesom Cappelørn, at en oversættelse skal tegne en
"bue"; man kan så vælge, om buen skal gå bagud eller forud i tid.
Oversættelsen af Es. 7,14 er hendes eget eksempel: Den dogmatiske
kristologiske oversættelse (futurum) tegner buen fremad mod
kristendommen, og den videnskabelige filologiske oversættelse
(præsens) tegner den bagud til "fjerne tider og fremmede kulturer" -
mod dem begge kan der rejses indvendinger, hævdede hun.
Baggrunden herfor er denne: Fra gammel tid oversatte man Es. 7,14, så
det kom til at omhandle en gravid jomfru i stedet for blot en ung
kvinde. I en oversættelse fra 1847 hedder det f.eks.: "Derfor skal
Jehova give eder et Tegn: See, Jomfruen vorder frugtsommelig og føder
en Søn, og du skal kalde hans Navn Immanuel," og i 1931-oversættelsen
lyder samme sted: "Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se,
jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham
Immanuel."
I den hebraiske tekst står der imidlertid ikke "jomfru", men alma,
"ung pige/kvinde", men man har jo gerne villet have dette
gammeltestamentlige skriftsted til at være en profeti om Marias
såkaldte jomfrufødsel - ca. 700 år senere.
Uafhængigt af, om der står jomfru eller ej, har også tidsangivelsen på
dette sted været brugt som argument for denne kristologiske profeti:
"hun skal blive med barn [hebr.: hara] og føde [hebr.: jolædæt]." Men
hara er, som vi gør opmærksom på i Faklen nr. 1, et adjektiv, som må
oversættes med præsens, og jolædæt et participium, som enten udtrykker
præsens eller nær fremtid. En videnskabelig oversættelse må derfor
lyde: "Se, en (artsartikel) ung kvinde er gravid, og hun er ved (el.
skal snart til) at føde …"
Derved er enhver hypotetisk sammenhæng med Jesu fødsel ungefær syv
hundrede år senere naturligvis fuldstændig forsvundet. Bibelselskabet
oversatte alligevel dogmatisk, så "profetien" stadig muliggjordes, i
og med, at tidsangivelsen i den nye oversættelse bliver futurisk, selv
om dette er filologisk ukorrekt.
Faktisk forsøgte flere i revisionskomiteen sågar tilmed at få
"jomfruen" presset igennem den endelige oversættelse. På hvilket
videnskabeligt grundlag foregik så dette? Ved en afstemning. Ifølge
arkivmaterialet fra det Kongelige Bibliotek blev der den 11.10.91 i
den sytten mand store revisionskomité stemt om, hvorvidt der skulle
stå "jomfruen" det pågældende sted.
For stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Søren
Giversen, Kai Kjær-Hansen, Oluf Paaske og Carsten Vang. Ni stemte
imod, og to undlod at stemme (eller var fraværende). Således slap vi
med for den kristologiske forvanskning, "jomfruen", selv om bl.a.
generalsekretæren helst havde set den gennemtrumfet.
Man afgjorde også ved afstemning, om der skulle stå det filologisk
korrekte "er med barn" (præsens) eller det kristologisk
hensigtsmæssige "skal blive med barn" (futurum).
For futurum stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Kai
Kjær-Hansen, Oluf Paaske, Carsten Vang og Bertil Wiberg. Imod stemte
otte. Demokratiet har dog ikke altid lige gode vilkår, heller ikke i
Bibelselskabet, for på trods af flertal imod denne kristologiske
manipulation, var det alligevel den, som endte i den autoriserede
bibeloversættelse!
Ove Kollerup afslører i sin rapport følgende om Indre Missions (IM)
taktik i oversættelsesprocessen omkring netop dette nøglested i det
Gamle Testamente: »Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde
spørgsmålet om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således
udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul
Langagergaard i dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele
kirken' i fx Århus Stiftstidende den 21.12.1987. (…) Poul
Langagergaard gør ved et Interview den 28.7.1994 opmærksom på, at hans
stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det
profetiske udsagn »skal blive« med barn mere end ønsket om at redde
»jomfru«-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul
Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe og
»skyde langt over målet« for at få det mest afgørende igennem.« (Hvem
bestemmer over Bibelen?, s. 59).
Det klingede altså dermed temmelig hult, når daværende generalsekretær
for det Danske Bibelselskab, Niels Jørgen Cappelørn bedyrede: "at det,
at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre
videnskabelig oversættelse" …
Ligesom det klingede temmelig hult, når Ejrnæs hævdede, at man kunne
vælge imellem den ene "bue" - den dogmatiske kristologiske
oversættelse (futurum), der tegner buen fremad mod kristendommen, og
den videnskabelige filologiske oversættelse (præsens), der tegner den
bagud til "fjerne tider og fremmede kulturer" - mod dem begge skulle
der kunne rejses indvendinger.
Men spørgsmålet er jo ikke, hvilken "bue" vi foretrækker, spørgsmålet
er og er kun, hvad der helt konkret står i teksten - og i nævnte
tilfælde hvilken konkret tidsangivelse, der er anvendt i kildeteksten.
Og som vi har set, er der i kildeteksten anvendt en utvetydigt
præsentisk tidsangivelse, som Bibelselskabet oversætter futurisk. Ergo
er DO92s oversættelse af det skelsættende skriftsted i Es. 7,14
simpelt hen forkert.
Ejrnæs hævdede endvidere, at man "ved at lade polyteismen skinne
igennem indfører et fremmedelement i den konkrete tekst, den antikke
jødiske skriftsamling, der er gennemsyret af monoteistisk tankegang."
Det er imidlertid noget nær den teologisk set mest fejlagtige påstand,
der længe er set på tryk, at det Gamle Testamente skulle være
"gennemsyret af monoteistisk tankegang". Det Gamle Testamente er
tværtimod gennemsyret af polyteistisk tankegang.
Selv om israelitterne mestendels, men langtfra altid holder sig til at
dyrke Jahwe, deres egen gud (henoteisme, hvilket heller ikke er det
samme som monoteisme), er forestillingen i langt størstedelen af
skriftet polyteistisk.
F.eks. siger Jahwe om ægypternes guder (selv i Bibelselskabets
autoriserede oversættelser): "og over alle Ægyptens guder vil jeg
holde dom" (2.Mos. 12,12), hvilket ville være absurd, hvis konteksten
var monoteistisk; om amoritternes guder hedder det: "Men hvis I ikke
synes om at tjene Jahwe; så vælg i dag hvem I vil tjene, de guder,
eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i
hvis land I nu bor" (Jos. 24,15); om forskellige folkeslags guder:
"Men israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Jahwes øjne,
idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og aramæernes, Zidons, Moabs,
ammonitternes og filisternes guder og faldt fra Jahwe og undlod at
dyrke ham" (Dom. 10,6); eller om andre folks guder generelt: "Thi alle
folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jahwe vor
Guds navn for evigt og altid" (Mik. 4,5); eller her, hvor Jahwe blot
betegnes som én af den Højestes (Eljons) gudesønner, der i sin tid fik
tildelt israelitterne som sit lod (underforstået, at andre guder fik
tildelt andre folkeslag): "Da den Højeste (Eljon) gav folkene eje,
satte skel mellem menneskenes børn, bestemte han folkenes grænser
efter tallet på Israels/Guds (bene Israel/ bene El) sønner, men Jahwes
del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod" (5.Mos. 32,8); og i
overensstemmelse hermed skelnes f.eks. i Salme 82 også mellem El Eljon
og Elohim: "Gud (Elohim, sing.) stiller sig frem i Guds (Els)
forsamling, blandt guder (elohim, plur.) holder han dom (…) jeg har
sagt, I er guder (elohim, plur.), I er alle den højestes (Eljons)
sønner" (Sl. 82, v. 1 og 6).
Der kunne nævnes talrige andre steder, som røber den
gammeltestamentlige polyteisme/henoteisme. Professor emeritus i Gammel
Testamente, Benedikt Otzen skriver endog, at også flere israelitiske
stammenavne synes at dække over gudenavne, f.eks. Gad, Aser, Zebulon
og Dan (Israelitterne i Palæstina, s. 100).
Man begynder så småt at få et interessant billede af den sproglige
såvel som religionshistoriske "kompetence", bibeloversættelsen er
blevet grebet an med.
Altså kan det vanskeligt konkluderes andet, end at bortset fra Ejrnæs'
pointering af, at vi har placeret et enkelt citat fra hendes bog om
bibeloversættelsestradition i en forkert sammenhæng, er det ikke
lykkedes hverken Bibelselskabet eller teologerne at gendrive Faklens
kritik af den seneste bibeloversættelse på ét eneste punkt.
Efterhånden må det stå klart for enhver, der har sat sig ind i sagen
så uforudindtaget som muligt, at 1992-oversættelsen er aldeles
upålidelig.
I Faklen nr. 2 bliver der slået til lyd for at iværksætte en helt ny
oversættelse af det Gamle Testamente, hvor videnskabelig filologi i
stedet for dogmatisk kristologi tegner oversættelsesstrategien.
Dét gælder jo i forvejen oversættelsen af ethvert andet værk - af
faglitteratur såvel som skønlitteratur, af religionshistoriske såvel
som andre kulturhistoriske tekster - at man efterstræber så tekstnær
en oversættelse som muligt, at man afspejler de valgte hebraiske
kildeteksters kulturelle og tidsmæssige kontekst, og at man arbejder
ud fra de tilgængelige videnskabelige ordbøger og grammatikker, ikke
specifikke politiske eller dogmatiske hensyn.
I et halvt årtusinde har Bibelen været en konstant undtagelse fra
denne fremgangsmåde. Kendetegnende for teologernes udfald mod
kritikken af oversættelsen af det Gamle Testamente var da også, at de
var blottet for filologisk tyngde. Faklen prøvede ikke desto mindre på
et tidligt tidspunkt at indlede en saglig diskussion med teologerne.
Den 1. oktober 1996 forsøgte Faklen at få et møde i stand med dekanen
for Teologisk Fakultet, Peter Widmann, hvor det var hensigten at
fremlægge et forslag til en offentlig debat Faklen og de teologiske
kritikere imellem. Fredag den 4. lykkedes det Faklens redaktør at
lægge beslag på fem minutter af dekanens tid, hvor han mundtligt fik
forelagt et oplæg til et fælles møde (som prodekanen, Armin Geertz
havde fået det dagen forinden).
Faklens redaktion foreslog en dagsorden på fire punkter, hvoraf to
kunne vælges af kritikere fra Teologisk Fakultet og to af Faklens
redaktion. Vi mente, at et arrangement med f.eks. tre fra Faklen og
tre opponenter (f.eks. en fra Bibelselskabet, en af oversætterne og en
af de kritiske professorer) kunne forløbe i god ro og akademisk orden
med Widmann som ordfører.
Widmann var som altid stresset og distræt, men lovede at komme med et
skriftligt oplæg. Det kom så den 9. oktober, vedlagt fire siders
statements, der angiveligt skulle være svar på Faklens »indvendinger
mod fakultetets undervisning og forskning«. Som indledning til denne
lange uklare og ukorrekte fremstilling af Faklens kritik- og
standpunkter opstilles en række betingelser for et offentligt møde,
hvoraf de to var, at der ikke måtte være en skjult dagsorden, og at
man skulle gengive hinandens positioner loyalt. Disse »betingelser« er
naturligvis selvindlysende, hvorfor Faklen - i modsætning til
fakultetet - netop havde fremlagt en åben dagsorden.
Imidlertid stillede fakultetet også som betingelse, at Faklen skulle
trække sine beskrivelser af konkrete oplevelser på Aarhus Universitet
tilbage, hvilket selvfølgelig er et fuldstændig absurd krav. Dermed
afslørede dekanatet da også, at hele »invitationen« var en
skinmanøvre, eftersom man selvsagt ikke kan kræve, at debattørerne
skal starte med at trække de standpunkter tilbage, som der
efterfølgende skal debatteres. Faklen skulle jo i så fald tilsvarende
have krævet, at navngivne lærere startede med at undskylde deres
opførsel, før vi ville mødes med dem og diskutere denne opførsel.
Noget sådant ville naturligvis have været nøjagtig lige så rimeligt -
og nøjagtig lige så absurd. En invitation til dialog må selvfølgelig
være helhjertet.
Men dialogen udeblev, og vi fremlagde 10 gode grunde til en ny,
filologisk videnskabelig oversættelse i Faklen nr. 2 i artiklen "En
ny, videnskabelig oversættelse", der opsummerer kritikpunkterne.
Konkluderende hedder det:
Kirkebibelen fra 1992 er i værste fald en forfalskning, i bedste en
grov manipulation, og under alle omstændigheder en skandale. En ny,
videnskabelig oversættelse må iværksættes snarest, ikke mindst til
undervisningsbrug; en oversættelse, der indlysende nok må udarbejdes
uden indblanding fra hverken Bibelselskabet, Folkekirken eller
Kirkeministeriet.
Ved Kirkebibelens udarbejdelse undlod man helt at lade landets
semitiske filologer, f.eks. så store kapaciteter som professor F.
Løkkegaard og professor E. Hammershaimb deltage i oversættelsen af det
Gamle Testamente; en ny, videnskabelig oversættelse af det Gamle
Testamente skal selvsagt foretages af semitiske filologer. Men det
skal naturligvis også sikres, at det endelige resultat bliver både
sprogligt mundret og stilistisk forsvarligt.
Dermed var Faklen et skridt nærmere initiativet til et omfattende
projekt om en ny bibeloversættelse, og skønt det ikke var hensigten,
at Faklen skulle involveres i en sådan, stod det klart, at den
naturligvis måtte komme på baggrund af - og tage hensyn til - de
kritikpunkter, Faklen havde fremlagt.
Jens-André Pedersen Herbener fra Faklens redaktion stillede sig i
spidsen for et sådant initiativ, og tog uafhængigt af Faklen kontakt
til fremtrædende semitiske filologer for at se, om opbakningen var til
stede.
Dette udmøntede sig i slutningen af 1997 i et samarbejde med
førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, mag.art. i semitisk
filologi, Ulf Haxen.
I mellemtiden blev de århusianske semitiske filologer, Dan Enok
Sørensen og professor Finn O. Hvidberg Hansen, der havde støttet
Faklens kritik af bibeloversættelsen fra 1992 og tilmed under bordet
leveret en del af skytset, presset hårdt fra Teologisk Fakultets side,
hvorunder Institut for Semitisk Filologi hører på Aarhus Universitet.
Dette medførte et omslag i deres forhold til ikke mindst Herbener, der
på dette tidspunkt var afhængig af instituttets bibliotek med de
sjældne og meget dyre ordbøger og leksika. Hvidberg-Hansen i
almindelighed og Dan Enok Sørensen i særdeleshed gjorde alt, de kunne
for at chikanere og for at forhindre adgangen til de relevante bøger.
Til gengæld fik Enok Sørensen kort tid efter afklaret sit løse
ansættelsesforhold og blev fastansat på Teologisk Fakultet.
Men efterhånden var der ikke desto mindre opbrud blandt både teologer
og ikke-teologer, der så småt begyndte at hilse en ny oversættelse af
det Gamle Testamente velkommen.
At en udogmatisk, tekstnær oversættelse af det Gamle Testamente var
savnet, støttede f.eks. lektor Bent Rosendal, teolog ved Aarhus
Universitet, da han i fakultetsbladet Debat (nov. 1996) skrev:
"hebraisklæreren glæder sig over jeres indgående studium af
grundteksten, og når I jeres mål, 'en tekstnær, uforudindtaget
oversættelse' af det Gamle Testamente i min levetid, vil jeg hilse den
med glæde."
Professor i klassisk filologi, Otto Steen Due, der selv har meget stor
erfaring med at oversætte klassiske værker (Ovids Forvandlinger,
Vergils Æneide, Homers Iliaden), betonede, at »det er vigtigt at have
en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver
oversættelse, der tjener uvedkommende formål - politiske såvel som
religiøse - er grundlæggende uvidenskabelig«. Man må foretage et valg:
»Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting
kan man ikke blande sammen.« (Faklen nr. 4, s. 49).
At Teologisk Fakultet nægtede Faklen en offentlig debat bl.a. om
kritikken af bibeloversættelsen, fordi vi ikke ville trække vore
anklagepunkter tilbage (før de skulle debatteres), virkede
»meningsløst« på Otto Steen Due. »Det med at afsværge standpunkter
kender man fra inkvisitionen - det kunne tyde på, at man ikke var
interesseret i en debat.«
Bodil Due, også klassisk filolog, mente, at »bibelkritikken er meget
rigtig«, og sagde lige ud: »De, som ikke vil indrømme, at den nye
oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« Hun
afviste Bibelselskabets brug af afstemning som videnskabeligt
oversættelsesprincip og slog fast, at der var en »fundamental forskel
mellem en kirkebibel og en videnskabelig bibeloversættelse«. Bodil Due
understregede endvidere: »Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en
ny, videnskabelig oversættelse.« (Faklen nr. 4, s. 49).
Lektor i religionsvidenskab, Jeppe Sinding sagde tilsvarende om
problematikken omkring kirkebibelen: »Faklen har tydeligvis fat i
noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse
ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I
bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.«
Han forklarede, at der »religionshistorisk set ikke er noget Jesus-
vidnesbyrd i det Gamle Testamente, som er en jødisk bog«, men
tilføjede, at »religiøse samfund altid vil oversætte teksterne til
eget brug«. (Faklen nr. 4, s. 49).
Sinding fremhævede i den forbindelse, at Bibelselskabet heller ikke
var en forskningsinstitution: »Bibelselskabet er ikke et universitært
foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse
overrasker mig ikke.«
Om den teologiske kritik af Faklens eksempler på dogmatisk
manipulation med bibeloversættelsen udtalte Morten Warmind, lektor i
religionsvidenskab: »Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der
ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en
avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget mere
hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt - selv er jeg ikke
hebraiskkyndig - men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen
substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet. Og jeg
tror heller ikke, det kan lade sig gøre; jeg tror ikke, der er nogen
tvivl. Faklens kritik er fuldstændig uangribelig.« (Faklen nr. 4, s.
49).
For religionsforskerne var den seneste bibeloversættelse direkte
uanvendelig i religionsundervisningen: »Vi opfattede ikke den gældende
bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da
den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at
heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«
Til et stort anlagt teologisk arrangement på Aarhus Universitet den
22.5.97, hvor man diskuterede "fakultetsteologiens kirkelige ansvar",
blev det flere gange understreget, at man ikke ville diskutere
bibeloversættelsesproblematik - til trods for, at dette emne om noget
levede op til arrangementets titel. Imod denne censur betonede
professor i kirkehistorie, Jakob Balling da også vigtigh
|