On 10 Jan., 01:05, "Andreas Falck" <dewn...@tiscali.invalid> wrote:
> Ole Madsen skrev inews:4d29c9be$0$36574$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk
>
> > "J rgen Farum Jensen" <jfjen...@yahoo.dk> skrev i meddelelsen
> > nogle siger, "som man r ber til himmelen f r man svar", nogle mener
> > det som en joke, men der er alts folk der HAR f et svar p deres
> > r b, s r b bare til Gud
>
> J rgen Farum Jensen er en fanatisk ateist der ikke har den mindste interesse
> i hvad bibelsk kristendom er, eller hvad der st r i Bibelen.
>
> Men fjollerikken fors ger gang p gang at kloge sig p bibelske emner uden
> det mindste kendskab til sagen.
>
> Med andre ord: en helt igennem arketypisk ateistfanatisk fundamentalist der
> gerne tror p evolutionisternes myter men, uden at have nogen viden, fejer
> de fakta og kendsgerninger tilside der dokumenterer de bibelske skrifters
> historiske trov rfdighed.
Fantatisk at du bliver ved. Du er netop kommet til kort i debatten om
Biblens historiske værdi. Og du måtte flygte med halen mellem benene,
etferladende en strøm af eder, forbandelser og ukvemsord.
Og sandelig ikke, om ikke du stikker næsen frem 10 dage senere og
gentager digselv :)
Den følgende tekst er en oversættelse af en artikel med titlen ”Ny
övertygande bibelkritik”, der
blev bragt i det svenske tidsskrift ”Humanisten”, nummer 3, 2007.
Forfatteren er Jan W.
Morthenson, fil. kand.
Den svenske redaktion har givet tilladelse til den danske
oversættelse.
I det følgende er GT en forkortelse for Gamle testamente, NT for Ny
testamente. Artiklen er
oversat af Erling Horst Petersen
Især i USA er der i de seneste årtier udgivet en omfattende
religionskritisk litteratur af høj akademisk karat med efterfølgende
avanceret diskussion. Men i Sverige har et fåtal af værker som f.eks.
Roger Viklunds Den Jesus som aldrig funnits (Vimi 2005) passeret
ganske ubemærket. Bortset fra en overfladisk tv-samtale, debat i
Aftonbladet, lovord i ”Humanisten” og nogle
teologiske protester, som begrundes og besvares udførligt på Viklunds
hjemmeside, har der været bemærkelsesværdigt stille om dette virkelig
opsigtsvækkende arbejde, som det har taget forfatteren fjorten år at
gennemføre.
Viklund er ikke teolog af fag, hvilket kan bidrage til en rolig
distance i
følelsesmæssige spørgsmål, som præsteskab eller mange troende næppe
ville
røre ved. Bogen giver først og fremmest en opdateret fremstilling af
international bibelforskning, og gør ikke krav på at bidrage med egne
ideer,
noget som forfatteren dog ikke kan undgå i visse sammenfatninger.
Fremstillingen (med tilføjet register og et mere seriøst omslag) burde
kunne
medvirke til en ny teologisk-historisk diskussion. Det kunne være
spændende at
møde kvalificerede indvendinger. Det handler bestemt ikke om småting.
Bogens titel er alt for begrænsende, da perspektivet på Bibelen som
historisk
og etisk dokument går langt ud over en diskussion om evangeliernes
sandhedsværdi. Alene analysen af GT er tilstrækkelig omvæltende for
den, der
kun har haft skolens og kirkens tilrettelagte forkyndelse at støtte
sig til.
Hvordan bogstavtro kristne og jøder skal finde sig til rette med de
tydelige
forfalskninger, som ikke mindst den nyeste arkæologi efter 1980 har
afsløret, er
en gåde. Mosebøgerne og Josua anses nu om dage for upålidelige som
historiske kilder. Alene dette indebærer et tab af selve beviskraften,
også for
Islam som jo udgår fra abrahamitisk tradition. Trods en intensiv
søgning efter
arkæologisk støtte, især efter Sinaikrigen 1967, findes der ingen tegn
på, at
israelitterne har været fanger i Egypten, at henved to millioner
vandrede i
ørkenen i fire årtier og indtog Kanaan. Den partiske bibelarkæologi
syntes først
at bekræfte visse oplysninger, men med ny teknik har det vist sig, at
dateringerne ofte har været groft fejlagtige (The Bible Unearthed,
Finkelstein
& Silberman, 2001). Jeriko var ødelagt og opgivet længe inden Josua
siges at
have eksisteret, det lovede land var for længst okkuperet af egyptere
og viser
desuden ingen tegn på de groteske plyndringer, som Bibelen beretter.
Kanaan
havde i århundreder været befolket af dem, der gennem sociale og
politiske
forandringer senere blev israelitter.
I Jerusalem har man fra 900-taller fvt. – den tid da David og Salomo
skulle
have udført deres bedrifter – kun fundet rester af en mur, visse
befæstninger
og et lille tempel, antagelig viet til den kanaanæiske gud Baal.
Salomos
berømte pragtbygninger, bl.a. i de vigtige byer Megiddo, Hazor og
Gezer, er i
virkeligheden udført senere, først og fremmest af den israelitiske
konge
Jerobeam II (788-747 fvt.). Jerusalem var næppe mere end en by i det
tyndt
befolkede, fattige Judæa frem til de assyriske erobringer (der
begyndte 722
fvt.) af det meget større og rigere Nordrige Israel, da mange flygtede
til
Sydriget Judæa, som klarede sig så nogenlunde under ødelæggelsen
takket
være indrømmelser fra kong Ahas (743-727 fvt.). Først da udformedes
monoteismen så småt og tempelritualerne forlagdes til Jerusalem –
israelitterne
havde tidligere ofret i Samaria og Betel.
Bibelforfatterne klippede og klistrede frejdigt fra den mytiske og
virkelige
historie. Salomos rige, som ifølge første Kongebog strakte sig fra
Eufrat til Gaza,
modsvarede i realiteten Assyrien i dets storhedstid. Dronningen af
Saba kan
ikke have besøgt Salomo førend flere århundreder efter hans død, da
Saba (det
nuværende Yemen) begyndte at blomstre. Davids kamp med filisteren
Goliat er
en bevidst skrøne. Den beskrivelse der gives af Goliat i 1. Sam.
17:4-7 passer
med rustningen blandt de græske lejesoldater (hoplitter), som kæmpede
for
Egypten i starten af 600-tallet fvt. (Desuden navngiver 2. Sam. 21:19
en helt
anden helt som Goliats banemand). David uddelte rige krigsbytter efter
striden
med amalekitterne (1. Sam. 30:26-31) til steder, der ikke var befolket
på hans
tid: Jattir, Aroer, Ramot…
Baggrunden for GT optager halvdelen af pladsen i Viklunds bog. Det er
højst
interessant læsning. I beretningerne om Abraham og patriarkerne, der
skulle
have udspillet sig ca. 2000 år fvt., tales f.eks. om kameler, til
trods for at de
først forekom som tamdyr i de egne mere end tusind år senere. Folkene
aramæer og filistere nævnes ofte, skønt de først optrådte længe efter
patriarktiden. Stedsangivelser stemmer dårligt med arkæologiske fakta:
Shechem, Beersheba, Gerar og Hebron viser ingen tegn på at have været
beboede i abrahamitisk tid. De egyptiske personer i historien om Josef
(f.eks.
Potifar) var nævnt i løbet af 600-tallet fvt.
At Mosebøgerne blev skrevet af varierende præsteskab til vidt
forskellige tider,
er blevet debatteret siden Julius Wellhausens forskning fra slutningen
af 1800-
tallet. ”Moses’ love” blev nedskrevet af præster tusind år efter
Moses’ ”liv” –
visse dele af Esra så sent som i 400-tallet fvt. Fortællingen om ”de
ti bud” har
et forvirret og modsigelsesfuldt indhold med forskellige forfattere
(dele kan
spores til den egyptiske dødebog), og der var oprindeligt betydeligt
mere end ti,
for jødedommen 613 (mitzvot: bud). Meget handlede om detaljerede
forskrifter
for ofringer til (afguden?) Jahve og om praktiske råd: ”Du må ikke
koge et
gedekid i moderens mælk”.
De begivenheder Mosebøgerne opregner, findes ikke engang som notitser
i de
ellers så nøjagtige egyptiske dokumenter. Det svækkede Egypten som
Mosebøgerne skildrer, stemmer bedst med 700-tallet fvt. Derimod var
flugten
fra Egypten (1400-1200 fvt.) en logistisk umulighed på grund af de
dengang
militært stærke befæstninger, som Egypten havde oprettet ved den østre
grænse. Kongedømmer som Arad, Heshbon og Edom i Sinai, som Mosebøgerne
nævner, eksisterede ikke på den tid, selv om teltkulturer forårsager
en vis
arkæologisk usikkerhed. Listen over alle ejendommelighederne bliver
til sidst
pinagtig og en virkelig prøvelse for en interesseret troende.
Finkelstein & Silberman, som Viklund bl.a. støtter sig til (og som nu
har udviklet
ræsonnementet i David and Solomon, 2006), gennemgår detaljeret mange
af
de urimeligheder i GT, som de seneste årtiers forskning har påvist,
men
diskuterer også motiverne til teksternes opståen. Kong Josia, der
regerede
639-609 fvt., spillede en afgørende rolle for den jødiske lov og
kampen mod
”hedenskabet”. Teologien fra 622 fvt., da ypperstepræsten Hilkiah
”fandt” femte
Mosebog (Deuteronomium) i en tempelmur, var måske et
bestillingsarbejde for
at styrke kongedømmet og inspirere den territoriale ekspansion efter
Assyriens
svækkede herredømme ( hovedstaden Nineve faldt 612 fvt.).
Egyptens foruroligende ankomst til det israelske område under farao
Psammetichos I (664-610 fvt.) forklarer valget af fjende i
Mosebøgerne. (Kong
Josia dræbtes af farao Necho II 609 fvt., hvilket i praksis også satte
punktum
for den monarkiske æra fra David).
Den opflammende og derfor kortlivede monolatri, dyrkelse af en eneste
gud,
kan læses som ”enevælde” og ”nationalisme”. ”Herren” er kongen.
”Loven” er
civil lydighed. De urgamle myter blev ranet og omformet af herskerne.
Ofringer
til flere guder som både israelitter og judaitter havde helliget sig i
århundreder,
var ikke i den nye magts interesse.
Den såkaldt deuteronomiske historie (Josua, Dommerbogen, Samuels- og
Kongebøgerne) er for det meste legender og en politisk udtænkt fiktion
med
blot sporadisk støtte i virkeligheden. Tidlig jødedom var dikteret
statsreligion
uden folkelig medvirken (præcis som kristendommen i tusindfold
forstørret
magtpotentiale under og efter kejser Konstantin). Faktiske hændelser
er ofte
forskudt i tiden. De bronze- og jernalderforhold der beskrives, er
mistænkeligt
sammenfaldende med de ”moderne”, der herskede ved slutningen af 600-
tallet
fvt. Helte som David (som ifølge et nyt fund i Tel-Dan sandsynligvis
har
eksisteret) og Moses har flere ligheder med glorificeringen af Josia,
selv om
visse dele er tilføjet noget tidligere. De assyriske kongehistorier,
med nøjagtige
fortegnelser over store bedrifter og blodige sejre, var forbillede for
jødiskisraelitisk
lovprisning.
Men vigtige dele af den hebræisk-aramæiske bibel blev også skrevet
under og
efter fangenskabet i Babylon fra 538 fvt. Det jødiske folk kom efter
Babylons
fald til at leve under persisk herredømme i mere end to hundrede år.
Staten
Juda bliver provinsen Yehud, folket kaldes jøder. Israel bliver
Samaria. Politisk
og religiøst var det af største betydning, at ”Guds udvalgte folk”
igen hævdede
sig. Templet skulle genopbygges efter katastrofen i 587 fvt. Det
patriotiske
præsteskab i det i lang tid kongeløse rige befandt sig i en magtkamp
med de
virkelige, relativt velvillige, herskere, og havde kun store ord som
våben. De
tidlige tekster blev revideret. Skrifterne og prædikenerne skulle igen
forene og
løfte folket. Krønikebøgerne (sandsynligvis skrevet af Esra)
genoplivede den
tendentiøse historieskrivning. Den nationale og etniske propaganda gør
i vor tid
ofte et ubehageligt indtryk, men var sikkert under hele den lange
periode med
underkastelse – efter perserne: hellener og romere – funktionel og
hæget om.
Gud bliver et politisk redskab, og kan for udenfor stående ses som en
substitut
for den nationale æra – den mentale, imaginære søjle i opgang og
nedgang.
Utallige jødiske oprørsforsøg hentede kraft fra den stolthed,
skrifterne gav
anledning til.
Den endelige redigering af GT skete efter år 164 fvt., da Daniels
forvirrede bog
færdiggjordes, til trods for at den foregiver at være skrevet under
den
babyloniske tid. Så specielt ”gammel” og udadlelig er denne, den
største del af
bibelen, ikke. Man kan også spørge sig selv, hvad disse tekster har
med religion
at gøre.
Moderne bibeldebat siden 1968 er meget præget af den intensive kamp
mellem
”maksimalister” og ”minimalister”. De første, f.eks. egyptologen K.A.
Kitchen,
argumenterer for GT’s relative historiske troværdighed med støtte i
bl.a. ikkebibelske
tekstfragmenter (On the Reliability of the Old Testament, 2003).
Minimalisterne (Københavnerskolen) kræver flere utvetydige
arkæologiske
beviser og sætter spørgsmålstegn ved teksternes tidlige oprindelse;
man mener,
at de hovedsagelig kom til som en følge af det babyloniske eksil, og
at de skal
tolkes mere allegorisk. I Viklunds bog savner man en mere udførlig
redegørelse
for denne aktuelle strid, hvor forskellige specialiteter står hårdt
over for
hinanden. Frontlinierne bliver tydelige i W.G. Devers bog What did the
Biblical Writers know and when did they know it?, 2001.
Om nu GT delvist er en propagandistisk konstruktion, kommet til under
stridende og ydmygende omstændigheder, så gælder dette i en vis
udstrækning
også for NT. Alle kanoniske sammenstillinger af tekster har et
overordnet formål
højt over de troendes hoveder. For NT’s vedkommende handler det ikke
længere om Israels selvforherligelse – Jerusalems tempel ødelagdes
endnu en
gang af Titus’ soldater i år 70, den jødiske Messias kom aldrig, og
dele af
befolkningen spredtes år 135 af kejser Hadrian. I stedet står nu den
afgørende
strid mellem gnostikerne og de kristne, som senere skulle danne den
katolske
kirke.
NT er et taktisk udvalg af tekster, som efterhånden, efter mange
finter og
stridigheder, skulle få den teologiske opinion til at svinge over til
den mere
ortodokse, person-kristne opfattelse – den endelige kanon bestemtes
ikke før år
367. Gnostikeren Markion havde allerede i år 140 sammensat et nyt
testamente
bygget på sine versioner af Paulus og dele af Lukasevangeliet (han
godtog ikke
GT og dets gud). År 143 var det tæt på, at den gnostiske mystiker
Valentinus
blev valgt til biskop i Rom. Gnosticismen, som da udvikledes til en
blanding af
græsk platonisme og kristendom, var en esoterisk bevægelse for
indviede med
stor rækkevidde i Middelhavsområdet. Man hyldede Jesus, ikke som
historisk
person, men som åndeligt forbillede. Gnostikerne havde en betydelig
mere
kompliceret verdensforklaring end de kristne og var rigt repræsenteret
blandt
de filosofisk lærde.
Flere kristne kirkefædre, især Irenæus i Lyon, agiterede brutalt mod
gnosticismen og det lykkedes dem at afgøre, hvad der kunne godkendes
som
Guds sande ord. Omkring året 180 blev det bestemt, at kun fire
evangelier ud
af de mellem tyve og fyrre, som da var i omløb, skulle kunne indgå i
Den
Hellige Skrift. Ophavsmændene (til disse evangelier) var ukendte, men
fik
navnene Markus, Mattæus, Lukas og Johannes. Jesus skal nu være den
samlende figur og evangelierne påstås at formidle vidnesbyrd om hans
liv.
Desværre blev de evangelier åbenbart skrevet længe efter Jesus’
formodede tid
og udenfor Palæstina (flere geografiske angivelser er direkte
pinlige), og
indeholder mængder af modstridende oplysninger. Ikke engang det mest
fundamentale for de kristne, f.eks. bjergprædikenen, er ensartet og
troværdigt
gengivet. Lukas forlægger, i modsætning til Mattæus, hændelsen til en
slette;
begge skriver først, at Jesus talte til disciplene, men senere at han
prædikede
for folket. De smukke ord er ikke originale, men delvist en fri
sammenstilling af
sentenser fra GT, Talmud og fra så vidt forskellige filosoffer som
Aristoteles og
Confucius. Evangelieforfatterne var lærde mænd, som hentede
forbilleder og
udsagn fra hele den antikke kultur - NT er for en stor dels
vedkommende et
udtryk for hellenistiske tankefigurer.
Meget af det Jesus skal have sagt og gjort, f.eks. miraklerne, kan
direkte
henføres til dengang kendte legender: Herakles, Dionysos, Apolonios
fra Tyana,
Asklepios, Mitra, Buddha osv. Evangelierne er for en stor dels
vedkommende
”lånt”, tekster bygget på etablerede visdomsord og myter – en vanlig
genre på
den tid. Nye syntetiske, konstruerede guddomme med undergørende
egenskaber var accepteret siden de egyptiske og græske polyteismer
blev
sammenført i Serapiskulten af Ptolemaios I. Den egyptiske præst
Manetho og
den græske Timotheos udarbejdede den nye guds attributter og valgte
hans
navn…
En international, religionshistorisk ekspertgruppe med sæde i USA, The
Jesus
Seminar, er kommet frem til, at kun 90 af de 500 udtalelser der
tilskrives Jesus
(logia), kan være ”autentiske”. Flere af de bevingede ord, vi
forbinder med
Jesus, er hentet fra GT, f.eks. ”elsk din næste”. Vigtige sentenser i
de ikkepaulinske
breve i NT formulerer ofte samme egentlige betydning, som Jesus
udtalte, uden at de refererer til ham. ”Elsk dine fjender” findes i
Pet. 3:9 med
samme indhold. Beskrivelsen af flere episoder varierer også
besynderligt meget;
forhistorien til evangelierne er nemlig yderst kompliceret og diffus.
Forskerne
antager hypotetisk en tabt, sammensat skriftkilde (Q), som kan
forklare de
enslydende, udmalede tillæg, Mattæus og Lukas har udover det fælles
med
Markus, som også er bygget på Q. Andre forlæg kan også have
eksisteret,
f.eks. Tomasevangeliet og det omdiskuterede ”hemmelige Markus”.
Oprindelsen
til det der kombineredes og skulle blive Jesus-skikkelsen, må søges i
mange
sammenhænge, ikke mindst blandt de mange jødiske sekter, der florerede
lige
før og efter årtusindskiftet.
Det er helt klart, at den ”epistel-Kristus” (som var etableret før
Paulus) er en
anden, snarest modsat hellighed end den, som omtales i evangelierne.
Denne
tidlige Kristus antoges at have fandtes før skabelsen, og havde
kosmiske
attributter; der var på ingen måde tale om en personificeret guddom,
noget
som var et absolut tabu blandt de monoteistiske jøder, Paulus bl.a.
korresponderede med. De der redigerede NT, ændrede i teksterne og
placerede
evangelierne, apostelgerningerne og epistlerne i en rækkefølge, som
skulle give
indtryk af, at de beskrev samme skikkelse. Oprindelsen til en radikal
personkristendom
i hele NT, Markusevangeliet, er desuden en ukorrekt
sammensmeltning af den syrisk-galilæiske teologi under Herodes Antipas
og
den anderledes frelserlære i det, man plejer at kalde
”Jerusalemtraditionen”.
Beretningens litterære, teologiske og kunstneriske udformning viser
tydeligt, at
den ikke bygger på mundtlig overlevering. Forlæggene til det der blev
beretningen om Jesus, består af visdomsord, inspirerede af kynisk og
stoisk
filosofi (Q1) og senere, mere apokalyptiske visioner (Q2). Nogen
”forkynder” i Q
nævnes aldrig - (Tomasevangeliets sætningsindledninger: ”Jesus sagde”,
er
senere tillæg). Evangelisterne ”scenograferer” visdomsordene og
dialogerne –
ofte i indbyrdes forskellige situationer. Kristus’ passionshistorie og
opstandelse
regnes til ”Jerusalemtraditionen”. Ansvaret for spredningen af denne
kombination af uforenelige kristusbilleder hviler på de kirkefædre,
der
behændigt manøvrerede deres teologi bort fra det kaotiske antal af
samtidige
sekter og spekulative filosofier i anden del af 100-tallet.
Bortset fra et (muligt) minimalt fragment af Johannesevangeliet findes
ingen
bevarede tekster før år 170-180. I de tidlige græske håndskrifter
findes talrige
afvigelser. Nogle nævner ikke engang dogmer som jomfrufødsel eller
treenigheden (som var et rent kirkeligt dogme). Vigtige tillæg
(”opfriskninger”)
og ændringer indførtes sent. Slutningen af Markusevangeliet med den
vigtige
beretning om Jesus efter opstandelsen (16:9-20) blev tilføjet omkring
100-
tallet. De kendte Jesus-ord på korset: ”Fader, tilgiv dem, de ved
ikke, hvad de
gør”. (Lukas 23:34) blev tilføjet omkring 300-tallet. Beretningen om
kvinden,
der har begået ægteskabsbrud (den af jer der er fri for synd, kan
kaste den
første sten), tilføjedes omkring 400-tallet. I 600-tallet var
forandringerne
specielt omfattende. Bibelhistorikeren B.D. Ehrman (Misquoting Jesus,
2005)
mener, at antallet af afvigelser i NT er meget større end antallet af
oprindelige
ord! ”Opfriskninger” var ofte led i en aktuel polemik mod ”fejlagtige”
trosopfattelser og sekter. Forskellene er ikke bare marginale, men
handler også
om fundamentale begreber. Hieronymus, som af pave Damasus I fik til
opgave
at bl.a. oversætte NT til latin, bad om at blive fritaget, da han ikke
kunne finde
rimelige overensstemmelser blandt de utallige græske versioner. NT var
et
”work in progress” helt ind i Middelalderen. Luthers forsøg på at
restaurere
”Guds rene ord” i sine oversættelser var illusorisk. Hans kundskaber i
hebræisk
var mangelfulde, og hans tyske NT opstod bl.a. med basis i anden
udgave af
Erasmus’ græske sammenstilling af byzantinske forlæg (textus
receptus), som
vrimlede med fejl og ikke længere anvendtes. Protestantismens
tekstfundamentalisme bygger på kviksand. Det har været tydeligt, at
senere
oversættelser har været kristologiske og mere kirkeafhængige end
videnskabelige: GT er blevet tilpasset NT for at motivere sønnens
ankomst.
I de i tidligere tider tilkomne historier har bl.a. gnosticismen været
en faktor,
som kopister og redaktører nedtoner. Dog er evangelierne og i endnu
højere
grad Paulusbrevene betydeligt mere gnostiske, end man troede i
begyndelsen.
Paulus var ikke som en selvfølgelighed godkendt af NT’s chefredaktører
- han er
tydeligt gnostisk i flere afsnit. Elaine Pagels har analyseret dette i
The Gnostic
Paul (1975). For at få Paulus gjort mere stueren kirkeligt set,
prioriterede man
senere forfalskninger skrevet efter hans formodede dødsår: 1,2
Timotheos og
Titusbrevet. Apostelgerningerne, som må være skrevet omkring år 150,
er også
et projekt til at inkorporere Paulus i den personkristne teologi, på
trods af at
forfatteren ikke synes at have læst en eneste epistel. Der findes også
stor
filologisk tvivl (Bauer 1852, Loman 1886, Van Manen 1888 m.fl.) over
for
spørgsmålet, om nogen historisk Paulus overhovedet har skrevet noget
brev,
om det ikke i stedet drejer sig om montage af uforenelige ”paulinske”
tekstfragmenter fra begyndelsen af 100-tallet, som først blev
redigeret af
gnostikeren Marcion (Apostolikon) – og senere af dem der grundlagde
den
katolske kirke.
Gnostikerne hævdede, at Paulus og andre skulle opfattes symbolsk,
medens
kirkefædrene mod slutningen af 100-tallet krævede en bogstavtro
forståelse.
Begge lejre betragtede hinanden som frafaldne fra den rette lære.
Gnosticismen
bagvaskedes og bekæmpedes med alle midler af den nye magtgruppe,
hvilket
førte til, at klostre plyndredes, biblioteker brændtes og at gnostiske
skrifter
gemtes i det egyptiske ørkensand. Ikke før fundet i Nag Hammadi i 1945
har
man kunnet få et mere retvisende billede af den gnostiske tænkemåde.
På den baggrund indser man let, at det vi nu kalder NT’s kanon, er en
vinklet
og konfrontativ version af noget, som i antikken havde en videre og
mere
omstridt kontekst. Udstregninger, tilførsler, tendentiøse
nyoversættelser af
usikkert materiale, taktiske beslutninger på kirkemøder, hierarkisk,
ukritisk
teologi, hensyn til statsnytte osv. har givet os et grundlag for den
vesterlandske
kultur, som i allerhøjeste grad er et resultat af manipulerende
interesser. Hvis en
mere analytisk og realistisk filosofi var blevet den vejledende, var
vore
civilisationer måske blevet sparet for mange af de lidelser, som
religiøs
demagogi af diverse art har båret ansvaret for.
Den bibelkritik der gøres rede for i Viklunds sammenstilling,
detaljeret, letlæst
og uophørligt fængslende, handler først og fremmest om teksternes
faktiske
fejlagtigheder og uklare fremkomst. Man kan i de fleste tilfælde
støtte sig til
bibelcitaternes egne modsigelser. Resultaterne er ofte forbløffende.
Men de
tynde, historiske belæg for Jesus’ virkelige eksistens, som teologerne
plejer at
henvise til – Talmud, Tacitus, Plinius d.y., Suetonius m.fl., –
afvises også
grundigt. Den vigtigste støtte, en passage hos den jødiske historiker
Flavius
Josefus (37-105), ser endog mange teologer i dag som en senere
indskudt
forfalskning fra 200-tallet. Denne ”bekræftelse” omtales ikke før
begyndelsen af
300-tallet af den upålidelige kirkehistoriker Eusebios, på trods af at
langt
tidligere kirkefædre, som Tertullianus, sikkert havde ofret sin ene
hånd for at
nedtone det mindste ikke-bibelske belæg for, at personen Jesus
virkelig skulle
have eksisteret.
I den store polemik mod den platoniske kristendomskritiker Celsus, som
Origenes viede flere år, Contra Celsum (248), findes ikke et ord om
”beviset”. I
Forums religionsleksikon, artiklen om Jesus, så sent som i 2003,
findes det dog
medtaget som en uvidenhedens bommert.
Det er mærkeligt, at evangelierne så ofte sjusker med enkelt
kontrollerbare
oplysninger om hændelser. Som nogle eksempler blandt mange: Nasaret,
Jesus’
hjemby (i bibelen ”polis” dvs. en større by), findes ikke engang
optegnet som
by i samtidens dokumenter. Det hebræiske oprindelsesord, NZR, peger
med
større sandsynlighed på ”nazir”, hvilket betyder ”udvalgt”, ”indviet”,
også
medlem af en ortodoks sekt, nasirerne. Årstallet for Jesus’ fødsel
afviger mindst
9 år: ifølge Mattæus før år 4 fvt. (Herodes’ død), ifølge Lukas år 4
fvt. og år 6
evt. (Quirinius’ tiltrædelse som statholder i Syrien).
Mattæus beskylder helt fejlagtigt Herodes for at have ladet dræbe alle
drengebørn under to år i Betlehem; ikke engang Josefus, som hadede
Herodes,
nævner dette i sin jødiske historie. Myten er egyptisk. Evangelierne
beretter, at
Jesus prædikede i overfyldte synagoger i Galilæa, diskuterede med
farisæere og
blev kaldt rabbi. Men synagoger opførtes i Galilæa først efter år 70,
da jøder og
farisæere flygtede dertil efter den romerske ødelæggelse af templet.
Rabbi var
en titel, der kom i almindelig brug omkring 100-tallet.
Rettergangen mod Jesus i ”Det store Råd” skildres i evangelierne på en
måde,
som er uforenelig med jødiske retsprocesser. Passionshistorien hos
Markus er
besynderligt enslydende med en beretning hos Josefus om en anden
Jesus,
som ca. år 60 blev ført frem for den romerske prokurator Albinus;
Markus
bygger desuden på episoder og citater fra GT – ofte Psaltaren (Davids
salmer)
og profeten Sakarja – næsten ord for ord uden at der henvises til dem.
Hændelserne efter opstandelsen savnes altså hos Markus, men skildres
af
Mattæus og Lukas i uforenelige versioner.
Det er helt usandsynligt, at så sensationelle hændelser, som
evangelierne gør
rede for, ikke skulle være omtalt med en eneste sætning, hvis de
faktisk havde
fundet sted og på trods af, at der fandtes omkring 40 historikere, der
var
virksomme på den tid. Hvis den verdslige Jesus havde været Guds søn,
ville
man næppe have glemt ham, eller snarere undertrykt ham (apokryfisk) i
flere
årtier, inden Markus skaber sin fortælling for sin forsamling og
verden. Det er
også uforklarligt, at evangeliernes beretninger om denne mærkelige
mand
skulle forblive næsten upåagtede som anonyme dokumenter helt frem til
170-
tallet, da de blev sammenført af Justinus Martyrens elev Tatianos til
”Diatessaron”. Den kosmiske ”søn”, Logos, var en selvfølgelighed for
de tidlige
kristne forfattere (apologeterne); den mere og mere dominerende
Romerteologi
er frem til 180-tallet i hovedsagen en kombination af platonisme og
hellenistisk
jødedom, af kun moderat interesse for Paulus og en historisk Jesus.
Den Kristus
vi kender, blev etableret i begyndelsen af 200-tallet. For en
detaljeret studie af
Jesus’ historicitet og NT’s tilkomsthistorie anbefales Earl Doherty’s:
The Jesus
Puzzle fra 1999.
En stor del af Apostelgerningernes historiske beretninger underkendes
af
moderne forskning. 30 procent af teksten i dem udgøres af 24
forskellige taler,
fremført af forskellige personer, Petrus, Jakob, Gamaliel m.fl. Disse
udtalelser er
modsigende og fiktive, åbenbart indført som typiske stilfigurer i den
samtidige
hellenistiske tradition. Pinseunderet, åndens indtrængen i de uskolede
disciple,
som satte dem i stand til at tale forskellige sprog og senere få
fremtrædende
positioner, var en vidt søgt nødløsning. Steningen af Stefanos, den
første
martyr, er en variant af korsfæstelsen af Jesus med lignende
replikker, men
bygger historisk på helt andre hændelser. Apostelgerningernes
forfattere
(Lukas?) opsamlede materiale fra den tidligere nævnte Josefus (Jødisk
forhistorie, år 94). Endog den allervigtigste episode i hele
kirkehistorien –
øjeblikket før det, der skulle blive kristendommens udbredelse, –
Paulus’
omvendelse på vejen til Damaskus (også et kodeord for Qumran), er en
helt
urimelig fantasi, som ikke engang Paulus selv nævner i sin redegørelse
for
rejsen (Galaterbrevet). Episoden ligner alt for meget en scene fra
Euripides’
drama ”Bakkanterne”, hvor Pentheus forfølger guden Dionysos, som
advarer
ham med næsten identiske ord, som dem Jesus ytrede.
Apostelgerningernes
beskrivelse af hændelsen er selvmodsigende, og det senere forløb i
Damaskus
og Arabien stemmer slet ikke med Paulus’ egne oplysninger. I
Apostelgerningerne skildres – som vanligt usammenhængende – hans liv
som
Saulus, forfølgeren af de kristne. Josefus beretter også om en Saulus,
som
meget vel kan være samme person. Robert Eisenman (James the Brother of
Jesus, 1997), argumenterer for, at Josefus/Bibelens Saulus var i
familie med
den herodianske overklasse, og at det skulle forklare hans udfordrende
distance
til jødedommen og hans tidlige mandat til at lade kristne henrette.
Saulus-
Paulus er en dobbeltnatur og et taknemmeligt emne for fremtidig
forskning; de
billeder der gives i Bibelen er ufuldstændige. Det er en bedrift af
kirken at få en
så mytisk person med en så forvirret forkyndelse til at fremstå som en
grundpille. En teologisk motivering er forfalskningen i Galaterbrevet
2:7-8,
indført ca. år 185, hvor Paulus beskrives som hedningernes apostel,
medens
Petrus (upassende: Paulus anvender navnet Kefas!) skal føre evangeliet
ud til
de omskårne jøder (Barnikol, 1931).
Det blivende indtryk af alle disse iagttagelser vil dog være, at
Bibelen bliver
meget mere omfattende og kompleks, end man tidligere har anet. Bibelen
er
paradoksalt synkretistisk, religionsblandet. Den er sammensat af en
mængde
forskellige trosforestillinger; Gud og Jesus indgår tydeligt i et
uendelig indviklet
mønster af orientalske, stridende visioner. Det komplicerede
begrebsapparat
med overtagne, kombinerede græske og jødiske tankeformer gør
tolkninger til
et spørgsmål for eksperter. Kirken har reduceret spændingerne og set
bort fra
den oprindelige, filosofiske mangetydighed. Traditionens sandhedsværdi
bygger
mere på historisk patina. De nye forskere, Viklund henviser til, åbner
verdener
af interessante sammenhænge, og stiller både ateisten og den troende
læser
på en ny platform. Jesus-skikkelsen må have været en jødisk midrash
(midrash:
bibelfortolkning) eller en gnostisk kodet konstruktion, men som et
symbol på en
radikal, samtidig, modsigelsesfuld etik, er han stadigvæk sikkert
umistelig for
senere generationer, som ikke behøver at være skræmt fra vid og sans
for at
han, som Paulus lover, skal komme igen og tilintetgøre verden med al
dens
troløshed. Unægtelig en effektiv taktik til at hverve proselytter!
GT’s Jahve
fremstår derimod i alle sammenhænge mere som en håbløs tilflugt end
som en
mulig gud. Jahve ligner en teenage-forælder, som uophørligt må krydse
sig
frem mellem modsigelsesfulde løfter, formaninger og straf.
Israelitternes
langvarige, religiøse forhåbninger, deres forvredne historie og
præstevælde gør
et tragisk indtryk.
Bibelen har sandelig haft konkrete følger på godt og ondt, men
teksterne har af
og til også en dyb og suggestiv aura, som sikkert har været den
vigtigste
attraktion for vanlige læsere. Skønheden i sproget og retorikken er
ofte
overvældende og forførerisk. Vi sorterer og ser gerne bort fra det
reaktionære
for at gribes af det menneskelige i visse afsnit – prædikenerne bygger
jo heller
ikke på alt for frastødende eller ejendommelige vers. Men præsternes
ambitioner, at harmonere jødiske og kristne gudsbilleder, at forklare
intrikate
metaforer og urgamle, orientalske koder for en nutidig almenhed,
falder på sine
egne urimeligheder. Det er naturligt, at den tidligere mere
højtidelige
forkyndelse hurtigt nærmer sig populærkulturen.
For nu at holde os til den åndelige hverdag: i nutidig kirkesammenhæng
må
man i det mindste forlange, at budskabet skal holde nogenlunde trit
med den
forudsætningsløse bibelforskning. Troen må ikke baseres på åbenbare
falsknerier, så styrter på sigt hele den tretusindårige bygning. Det
holder ikke i
længden at tilskrive forskerne ”uenighed” – arkæologi og tekstanalyse
udvikles
stadig. Teologien må udskille det etiske fra den verdslige
manipulation.
Menneskers uvidenhed, behov og uro må ikke fortsat være en
forudsætning.
Kirken må åbent klargøre teksternes oprindelige funktioner og ikke
indhylle
”Guds sande ord” osv. i tågeslør. Bibelen er uden tvivl menneskeskabt
med, i
flere tilfælde, totalitære bihensigter – den er mere teleologisk
(formålsbestemt)
end teologisk.
Vi får stadig mere viden i troen. Den fremtidige teologi må samarbejde
med den
realistiske, førende forskning og befri sig fra sine historiske
vildspor. Der er
ingen tvivl om, at teologien lige nu befinder sig i et søvndrukkent og
dramatisk
paradigmeskift. Toraens konstaterede, historiske kollaps og det
tiltagende antal
spørgsmålstegn ved Jesus-skikkelsens virkelighed kan få uanede
konsekvenser.
Bibelen behøver en radikal omredigering og kommentar for at redde og
bevare
noget af sin troværdighed – udgivelsen af Bibel 2000 havde været en
gylden
anledning! Budskabet må problematiseres åbent og dialektisk. Der er
ingen
grund til, at den svenske kirke skal opretholde regelhysteri og
fabrikeret
historieskrivning fra jernalderen. Man må også distancere sig fra
obskure
sekters fundamentalisme for ikke selv at blive regnet med i det
selskab. Alene i
de seneste årtier er der sket en eksegetisk (tekstfortolkende)
revolution,
samtidig med at samfundet klamrer sig til hermeneutisk (bibeltolkende)
romantik. Mange teologer er sikkert vidende om diskussionen inden for
moderne bibelforskning, men de synes ikke villige til at føre den
udenfor
universiteterne. Man udnytter de troendes historiske uvidenhed. Den
taktik
holder ikke i længden.
Bibelen kan delvist fungere som religionshistorisk baggrund, men kan
ikke
længere tjene som dogmatisk forbillede. Der findes rigeligt i Bibelen
af
væsentlig etik, livssyn, symbolik og poesi til, at den fortsat kan
være en del af
kulturen. Men virkelig religion kræver ingen politisk-kirkeligt
fabrikerede guder,
straffende autoriteter eller messiashelte. Vi behøver en alternativ
religion uden
guddomme; der findes kun natur og mennesker. Det endnu ukendte er
intet
argument for okkultisme. Religiøsitet der udgår fra autoritære og
selvfabrikerede definitioner på synd, nåde og tilgivelse har været
destruktiv og
barnliggørende. Etikken og kærligheden må genskabes efter moderne
erfaringer, de bliver først overbevisende, når de forklares som rent
mellemmenneskelige. Dette har Sam Harris udviklet i sit kompromisløst,
humanistiske stridsskrift The End of Faith, 2005. Se også Richard
Dawkins
The God Delusion, 2006, og Daniel Dennet Breaking the Spell: Religion
as a Natural Phenomenon, 2006, som også begge diskuterer religion ud
fra
et evolutionistisk princip.
Moderne, forstandsmæssig religiøsitet er spørgsmål uden egentlige
svar. Troen
er i detaljen disponeret af en kulturel kontekst, men kan for den
enkelte
naturligvis være meget større end sin kategoriske begrænsning. ”Gud”
er også
for mange en nødvendig abstraktion, en filosofisk konklusion, en
diffus følelse,
et fortvivlet halmstrå, et spørgsmålstegn – ikke det udråbstegn som
vanereligionerne spreder. Vi indgår alle på en eller anden måde i det
forprogrammerede tanke- og følelsesskema, som Bibelen lægger over os.
Derfor er det vigtigt, at vi omfortolker og søger tilbage til de
forskellige antikke
kilder efter en mere udeformeret forståelse af det, der er dannet dybt
inde i så
mange af os. De kristne spor leder langt tilbage: til den græske
orfisme,
Pythagoras og Platon.
Gnostikeren Valentinus skriver: ”Menneskene skaber guder og dyrker sit
værk.
Det havde været passende for guderne at dyrke menneskene.”
Sådanne idealistiske nuancer interesserer næppe den feterede, franske
filosofiprofessor Michel Onfray (Håndbog for ateister. En ateologisk
betragtning, Nya Doxa 2006). Hans fordømmelse af de store
monoteistiske
religioner – jødedom, kristendom, islam – som livsfornægtende og
brutaliserende er uden pardon. De historiske konsekvenser, af disse i
hans øjne
primitive ideologier, har været rædselsfulde. Monoteismerne kan klart
dømmes
alene på deres gerninger og effekter. Med utallige eksempler henviser
Onfray til
de monoteistiske teksters uopløselige blanding af vold, fristelser og
smiger. De
har i virkeligheden aldrig haft noget med åndelighed eller endog
fjerne
religionsbegreber at gøre – de er snarere det modsatte af en etisk
religiøsitet!
Gudsbillederne er funderet på absolut ingenting: alene postulater lige
ud i den
tomme luft! Spøgelsesbilleder fra et mytisk mørke, der er omformet til
brug for
konkrete formål. Monoteismerne har i realiteten altid været
elitistiske
magtinstrumenter, baseret på kyniske løfter, kommet til og udnyttet i
analfabetiske og tyranniske miljøer. De er i højere grad funderet på
skræk og
indoktrinering end på ægte dyrkelse. Præsteskabet er ideologiske
forvaltere,
sentimentalt forelskede i det skønne og ordknappe inden for deres egen
læres
skændigheder. Men trods den nutidige israelske aggression kan den
gamle
jødedom i sin praksis ikke ligestilles med det, kristendommen og islam
har
resulteret i siden middelalderen. Den katolske kirke forbød ikke
tortur før 1816
under pave Pius VII: de sidste kætterbål brændte så sent som 1826 i
Europa og
1850 i Mexico. Ekstremistiske muslimers menneskeofre mindes vi om
dagligt.
Religion er lige så meget et påskud for ondskab som en inspiration til
godhed.
Trods titlen gør Onfray indsigelse mod begrebet ”ateisme”, som han
mener har
fået en negativ, næsten sygelig betydning: en afvigelse fra den i
vores kultur
normale ”tro”. Ateismen er blevet defineret af gudsdyrkerne. Vi er så
gennemsyrede af vore religiøse fordomme, at vi får dårlig samvittighed
af vores
skepsis, på trods af at den religiøse tænkning går på tværs af vor
øvrige søgen
efter sandhed og oplysning. Ateisme indebærer for ham at afsværge al
transcendens, hele den jødisk-kristne arv. Det er ikke tilrådeligt at
sekularisere
Bibelens vurderinger og skabe en postkristen etik, som f.eks. hos
Kant. Onfray
genopliver en religionskritik fra 1793, da paven brød staven over den
franske
revolution. Han fremhæver fritænkere som Spinoza, Meslier, Holbach,
Feuerbach (”religionen er en psykisk patologi”) og Nietzsche (begrebet
”Gud” er
opfundet som modsætning til livet…”). Han burde også have nævnt Hume.
”Religion har sit udspring i dødsdriften. Religion er en reaktion på
det
ontologiske (værensmæssige) tomrum, der åbner sig for den, som
forstår, at
han en dag skal dø, at hans ophold på jorden er tidsbegrænset, at alt
liv er
indskrevet i et kort tidsrum mellem to tomheder” - sådan kan Onfrays
budskab
koncentreres. Religionerne spærrer vejen til den totale livsoplevelse,
nydelse og
hengivelse til verden – ”man korsfæster livet og lovpriser tomheden”.
Som en
modvægt mod religionernes anti-intellektuelle ”epistem” (velbegrundet
viden)
(Foucault) må man stille filosofien, den kritiske rationalisme. Onfray
kræver en
dekonstruktion af monoteistiske og teokratiske hegemonier; de er
forstenede i
negative spiraler. Monoteismerne består næsten udelukkende af forbud
og krav;
jo flere af den slags, jo mindre chance for perfektion, desto større
skyldfølelse
og desto mere magt til præsterne og imamerne. De jødiske
lovparagraffer og
de muslimske hadith’er er ofte helt absurde i deres yderst detaljerede
forskrifter
og deres ubehag ved det kropslige…
Onfray afviser de teologiske myter om de hellige skrifters opståen.
Muhammed
har ikke skrevet Koranen, den er nedfældet i mindst otte versioner
flere årtier
efter hans død; Marwan, guvernør i Medina, indsamlede og lod brænde
alle
med undtagelse af én, der skulle blive kanon (en apokryf blev smuglet
ud og
anvendes stadigvæk i visse afrikanske lande). Hadith’erne kom til
flere
hundrede år efter Profeten, men anses alligevel af sunni-muslimer for
at være
autoritative. Tvivlen om bibelteksternes autenticitet ligner den, der
allerede er
nævnt i denne artikel. Onfray anbefaler, at man studerer evangelierne
parallelt
med Diogenes Laertius’ ”Om kendte filosoffers liv og tanker” (fra
begyndelsen
af 200-tallet), hvor man kan læse om antikke mytedannelser og
mirakler, som
stærkt minder om fortællingerne om Jesus. Alene navngivelsen vækker
skepsis.
Blandt utallige eksempler kan nævnes, at ”Jesus” (latinsk form)
betyder ”Jahve
er redningen”, Josef fra Arimataia, som tog hånd om Jesus’ døde
legeme,
hedder ikke det ved et tilfælde: ”Arimataia” betyder ”efter døden”.
Det mest forvirrende ved de monoteistiske grundskrifter er deres åbent
teologiske modsigelsesfuldhed ved siden af de historiske
urimeligheder. Når de
tilmed er blevet redigeret og kopieret af forskellige skriftkloge,
kunne dog de
mest graverende anomalier have været strøget eller i det mindste være
blevet
apokryfe. Men nej. Der findes følgelig en mildt sagt tvivlsom logik i
det
fundamentalt vigtige, Jahve, Jesus eller Allah påstås at have udtalt
ved
forskellige lejligheder. Det er nåde, godhed, forbandelser, trusler og
krav om
folkemord i en sand pærevælling. Karen Armstrong har i ”Historien om
Gud”,
1993, også vist, hvor ekstremt gudsbillederne er skiftet i løbet af
århundrederne, der har næsten rådet anarki i de mest grundlæggende
definitioner. De der tror eller underkaster sig noget sådant, må have
en
exceptionel formåen til kombinatorisk tænkning.
Monoteismerne har intensivt modarbejdet den rationelle videnskab og
den
individuelle tanke. Onfray giver eksempler på nogle, som i vor kultur
er stødt
sammen med dogmatikken i religionernes lovbøger. Allerede de tidlige
teorier
om atomerne som altings byggesten (Leukippos, Demokrit) truer
fiktionen og
teologernes påstande om den rent ”åndelige” sjæl. Giordano Bruno blev
myrdet
af kirken for sine tanker om Gud som en del af materien, skabelsen. På
samme
måde blev Galilei tvunget til at afsværge sin materialistiske atomisme
for at
undgå bålet – ikke egentlig sin heliocentrisme, som ”kun” straffedes
med
livsvarig husarrest. Den katolske kirke kogte tidligt en skolastisk
suppe på det
værste i Aristoteles’ metafysik, f.eks. substanslæren, som blev den
intellektuelle
basis for nadvermysteriet. Monoteismerne har gennem deres
uddannelsesmonopol forsinket den åndelige evolution med århundreder,
og ført
de mest geniale tænkere (som Newton) på vildspor. Teologiske
tolkningsrepræsentanter bidrager via forskellige primitive
magtsystemer fortsat
til en verdensomspændende intellektuel underudvikling. Præsteskabet
blokerer
for et rimeligt syn på verden, livet og døden – streng islam formelig
forbyder en
sådan frivolitet! Der er givet forskrifter for tilværelsen.
Til det virkeligt skammelige i monoteismerne hører naturligvis synet
på kvinden.
Siden Eva er forulempelserne legio. Paulus’ forhånelser kan regnes til
de
mildere. I en jødisk morgenbøn takker manden Gud for at Han ikke har
skabt
ham som slave eller kvinde! En jødisk mor, som for nylig har født en
søn, må
ikke besøge helligdommen i fyrre dage (3. Mos.), har hun født en pige,
udelukkes hun i tres dage. Koranen anbefaler manden at slå sine
ulydige
hustruer og at behandle sine kvinder seksuelt efter behag. En
rettroende
muslimsk kvinde må ikke tage en mand i hånden uden at nogen bærer
handsker! I Mattæus-evangeliet (19:12) priser Jesus dem, der har gjort
sig selv
kønsløse for himmerigets skyld, hvilket desværre fik kirkefaderen
Origenes til at
gribe kniven og skære sine genitalier af (noget der også forekom
blandt
blivende præster i den romerske Attiskult på Dies Sanguinis, blodets
dag).
Arvesynden forplanter sig gennem kvinden, skriver kirkeforbilledet
Augustin. De
lige så parodiske som modbydelige forestillinger om køn og seksualitet
burde
for længst have diskvalificeret monoteismerne som grund for
menneskelige
relationer.
Nutidens monoteister hævder, at alle bizarre regelsystemer og idealer
tilhører
en svunden tids livssyn. Mosebøgerne og Koranen var oprindeligt
gyldige for
ørkenfolkenes vilkår, nu er vi moderne og selektive. Men religionerne
er generelt
betinget af deres anakronistiske lydighed og opfyldelse af påbud, selv
om der
naturligvis forekommer nuancer. Religion er ikke kun en forhistorisk
atavisme.
Den religiøse underkastelse (på arabisk: islam) er et socialt og
eksistentielt
stigma; mennesket anses tydeligt for altid at være præget af en
nedarvet slaveog
flokmentalitet, der skal tilfredsstilles på forskellige måder. Enhver
afvigelse
forårsager angst, både det gamle og det nye forbund forpligter.
Kernepunktet i
de monoteistiske budskaber er deres performative betydning: selve
udsagnet
betyder og medfører sandhed. Al modsigelse, selv den mest åbenbare
evidens
(som f.eks. moderne arkæologi), er i princippet kættersk. I den verden
hvor de
jødiske præster, evangelisterne, Paulus og Muhammed levede, var det
sædvane
at tilskrive fiktionen realitet. Kundskaber var så rudimentære, at
grænserne
mellem sagn og virkelighed blev flydende; den mytiske tænkning var en
selvfølgelighed – via kirkens og teokratiernes officialitet (autoritet
i
offentligheden) har dette levet videre ind i vore dage. Fra en
filosofisk
synsvinkel er al religion i grunden afgudsdyrkelse og hedenskab; der
er ingen
anledning til at udskille netop monoteismerne som noget højerestående
end
f.eks. polyteistisk hinduisme.
Det mest foruroligende kapitel i Onfrays bog handler om den mulige
fiktive
person, vi kalder Paulus, som åbenbart er ”gefundenes Fressen” for en
religionskritiker. Denne stakkels plagede og masochistiske skikkelse
indgiver
både medynk og afsky. Onfray foretager en makaber opremsning af alle
hans
selvantydede sygdomme, ikke mindst den aseksualitet der kan forklare
hans
kvindefjendtlighed. Det kunststykke lykkedes for Paulus: at overføre
sine
personlige mangler og neuroser (”jeg er et ufuldkomment foster”) til
at blive en
helhed, måske utilsigtet, en rettesnor for en verdensomspændende
religion. Det
relativt subtile hos evangelisternes Jesus og hans pacifisme var for
fundamentalisten Paulus en militant apokalypse. Jesus interesserede
kun Paulus
som et visionært instrument. Ligesom han som Saulus forfølger de
kristne,
uddriver han nu de lovbundne jøder fra det nye, radikale
trosfællesskab. Hans
selvhad inkluderer de undertryktes mentalitet. Det der er uopnåeligt
hos Kristus
bliver realistisk hos Paulus. Han omsætter det himmelske mysterium til
det
konkrete. Den lidelse, som ethvert menneske dengang og senere erfarer,
ophøjes af Paulus til hellighed, et sindbillede på Kristus’ offerdød.
Men Paulus
selv kunne næppe have accepteret at indgå i NT’s person-teologi ifølge
evangelierne. Den popularisering stred mod hans mere transcendentale
kristusbillede.
Monoteismernes udvikling frem til vor tids forbløffende former for
overtro
indgiver snarest Onfray desperation. Men hans og andre kirkekritikeres
dilemma
ligger trods alt i, at ræsonnementet for en stor del må blive
ideologisk
kontrafaktisk; der savnes betydende alternativer at sammenligne med.
Vurderinger dybt i bakspejlet er meget komplicerede spørgsmål, om end
nødvendige. At skelne mellem tekster og tillempning er heller ikke
let, fanatiske
grupper har altid misfarvet historien, der findes altid en stilhed, vi
ikke ser. Det
er forståeligt, at Onfray kun kunne skitsere sit ateologiske program
på
nuværende stade. Han er en åbner, ikke en afslutter – hans fortegnelse
over
supplerende litteratur er generøs. Den følelsesmæssige intensitet i
hans protest
er lige så tankevækkende som eksalteret for os i en halvlunken
sekularisme. Vi
har levet uden for den centrale religiøse dramatik og dens formative
udvikling.
Vi forstår ikke længere dybden eller betydningen af troens og tvivlens
trauma
http://www.ateist.dk/downloads/Nyoverbevisendebibelkritik.pdf
> Han er ganske enkelt ikke v rd at spilde tid p - men s dan er det jo stort
> set altid med fanatiske og fundamentalistiske ateister.