---

Læg mærke til den røde tråd! Israel forsvarer sig og erobrer i en krig der
er påtvunget dem. Herefter kalder verden det besat!
50 års strid mellem israelere og arabere
Begivenheder, som har haft og stadig har betydning for udviklingen i
Mellemøsten
1947: FN's generalforsamling vedtager en resolution, som deler
Palæstina-mandatet i en jødisk og en arabisk stat.
1948: Den jødiske stat Israel bliver den 14. maj udråbt. Umiddelbart efter
angriber de arabiske lande den nye stat.
1949: Der indgåes våbenhvile. Israel har erobret mere af Palæstina, end
FN's delingsplan havde afsat, blandt andet en del af Jerusalem. Ifølge
FN's delingsplan skulle byen på grund af dens religiøse betydning være
international. Jordan erobrer Jerusalems østlige del samt Vestbredden.
Araberne i Palæstina får ingen stat, mange flygter. Det palæstinensiske
flygtningeproblem begynder.
1956: Egyptens præsident Gamal Abd Nasser nationaliserer
Suezkanal-selskabet, som Frankrig og Storbritannien har aktiemajoriteten
i. 29. oktober angriber Israel Egypten. Frankrig og Storbritannien sætter
styrker ind i området omkring Suezkanalen. FN griber ind og får
franskmændene, briterne og israelerne til at trække sig tilbage. Israel
trækker sig først ud af Sinaiørkenen og Gazastriben et år senere efter
FN-trusler om sanktioner.
1964: Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) dannes.
1967: Nasser mobiliserer sin hær og lukker Tiran-strædet, der er Israels
vej ud af Aqaba-bugten og videre ud i Det Røde Hav. Den 5. juni angriber
Israel de arabiske nabolande. Seks dage senere er krigen forbi. Da har
Israel erobret Golan-højderne fra Syrien, Østjerusalem og Vestbredden fra
Jordan og nok en gang Sinai fra Egypten plus Gazastriben. Kort efter
annekterer Israel Østjerusalem.
1968: PLO erklærer i sit Nationalcharter, at kun ved væbnet kamp kan
palæstinenserne befri "Palæstina". I de følgende år udfører militante
palæstinensere en lang række terrorangreb i Israel og i en række andre
lande.
1970: Jordans kong Hussein driver PLO-styrkerne ud af landet. PLO slår sig
ned i Libanon.
1973: Egypten og Syrien angriber Israel. Efter tre ugers krig er grænserne
stort set ikke rykket. De rige olielande indfører en olie-boykot mod
vestlige lande for at støtte palæstinenserne.
1974: PLO-formand Yasser Arafat taler til FN's generalforsamling, der
anerkender palæstinensernes ret til uafhængighed.
1977-78: Egyptens præsident, Anwar Sadat, besøger Israel. I september 1978
indgår Israel og Egypten en fredsaftale - Camp David-aftalen. Den
underskrives i marts 1979. Israel rømmer Sinai som en konsekvens af
aftalen, der også taler om selvstyre for palæstinenserne.
1978: Israel rykker første gang ind i Libanon med en større styrke i et
forsøg på at hindre palæstinensiske angreb.
1980: Israel erklærer det samlede Jerusalem for sin evige og udelelige
hovedstad.
1981: Sadat myrdes under en militærparade af en enhed af det egyptiske
militær i protest imod fredsaftalen med Israel.
1981: Israel annekterer Golanhøjderne.
1982: Israel angriber Libanon helt op til Beirut for at standse
palæstinensiske kommandoraids. Israel forlader Libanon i 1985, men
israelerne opretholder fortsat en sikkerhedszone i det sydlige Libanon.
1987: Palæstinenserne i Israels besatte områder indleder deres opstand mod
besættelsen - intifada.
1988: Arafat udråber staten "Palæstina", anerkender Israels ret til at
eksistere og tager afstand fra terrorisme.
1990: Irak invaderer Kuwait. Kuwaitkrigen er brudt ud og Israel holder sig
i skindet, selvom de bliver angrebet med missiler. Det er første gang
nogensinde.
1991: En international styrke med USA i spidsen tvinger Irak ud af Kuwait.
Irak forsøger under krigen uden held at inddrage Israel ved at bombardere
de israelske befolkningscentre med raketter. Efter krigen får USA en
fredsproces mellem israelere og arabere i gang.
1992: Yitzhak Rabins Arbejderparti vinder det israelske parlamentsvalg på
et program om land for fred.
1993: I januar ophæver Israels regering loven, der forbyder israelere at
mødes med PLO. Israelske intellektuelle og PLO-repræsentanter begynder
hemmelige forhandlinger i Oslo. Forhandlingerne ender med principaftalen
om palæstinensisk selvstyre.
1994: Israel og Jordan indgår fredsaftale. Yassir Arafat, Yitzhak Rabin og
Shimon Peres modtager Nobels Fredspris for Oslo-aftalen.
1995: Yitzhak Rabin myrdes under en fredsdemonstration i Tel Aviv af en
yderligtgående jøde, som vil ødelægge fredsprocessen. En uge efter
begynder Israel at overgive palæstinensiske byer på Vestbredden til
selvstyre.
1996: Benjamin Netanyahu vinder valget i Israel. Siden har fredsprocessen
stort set stået stille.
1999: Ehud Barak vinder valget om premierministerposten i Israel.
2001: Den ekstreme højrefløjspolitiker Ariel Sharon vinder en knusende sejr i
valget om premierministerposten i Israel

---

Her er lidt mere læsestof til dem der vil vide mere om det der sker i
Israel!

http://www.endetiden.dk/Nye_artikler.htm#FOKUS PÅ ISRAEL

Læs gerne alle de artikler der ligger på denne hjemmeside, de har alle
relevans for Israel i dag

Bjarne

---

<Bjarne@karecki.com> skrev i en meddelelse
news:3b6c5d55$0$44114$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
Her er lidt mere læsestof til dem der vil vide mere om det der sker i
Israel!

http://www.endetiden.dk/Nye_artikler.htm#FOKUS PÅ ISRAEL

Læs gerne alle de artikler der ligger på denne hjemmeside, de har alle
relevans for Israel i dag

<*>
Og for os kan jeg se )

Niels

---

<Bjarne@karecki.com> wrote in message
news:3b6c5d55$0$44114$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
Her er lidt mere læsestof til dem der vil vide mere om det der sker i
Israel!

http://www.endetiden.dk/Nye_artikler.htm#FOKUS PÅ ISRAEL

Eller http://www.geocities.com/o_e_indergaard

Ole

---

bjarne@karecki.com wrote in message
<3b6c58ef$0$44114$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>...
Læg mærke til den røde tråd! Israel forsvarer sig og erobrer i en krig der
er påtvunget dem. Herefter kalder verden det besat!
50 års strid mellem israelere og arabere
Begivenheder, som har haft og stadig har betydning for udviklingen i
Mellemøsten
1947: FN's generalforsamling vedtager en resolution, som deler
Palæstina-mandatet i en jødisk og en arabisk stat.
1948: Den jødiske stat Israel bliver den 14. maj udråbt. Umiddelbart efter
angriber de arabiske lande den nye stat.

Du burde ha opplyst om hvorfor de arabiske landene angrep den nye
staten Israel i 1948. Fordi du ikke gjorde det, ønsker jeg å supplere dine
fakta
med opplysninger om at sionistene i betydelig grad selv er skyld i det
arabiske
angrepet. Dette fordi: Som ledd i den sionistiske visjon om å gjøre mest
mulig
av Palestina tilgjengelig for jødisk kolonisering , utarbeidet Haganas
øverstkommanderende, Yigael Sukernik (siden Yadin) "Tochnit Dalet, plan D".
Planen omfattet åtte offensive krigsoperasjoner som til dels hadde til
hensikt
å forbinde det avsperrede Jerusalem med det jødiske territoriet, dels å
utvide
territoriets grenser. Tiberias, Haifa, Jaffa ble helt eller delvis tømt for
sine arabiske
innbyggere. I tilfelle motstand foreskrev planen at 'den fiendtlige styrken
skulle utryddes
og befolkningen fordrives hinsides statens grenser'.
Kilde 1: (Neil Asher Silberman: A Prophet from Amongst
You. The life of Yigael Yadin: Soldier, Scholar and Mythmaker of Modern
Israel.

Mens operasjon Chametz 27 april sørget for kontroll over arabiske landsbyer
rundt Jaffa, renset operasjon Yiftach dagen etter østre Galilea for arabere.
Og etter at operasjon Matateh (sopelime) 3 mai ødela de arabiske landsbyene
som forbandt Tiberias med østre Galilea, sørget operasjon Ben Ami 14 mai,
for at byen Akko ble erobret, og deler av vestre Galilea renset for arabere.
Dagen etter, 15. mai, gikk araberne til motangrep. I 1961 bekrefter Yigal
Allon
hensikten med de militære operasjonene han ledet: 'Takket være disse
offensivene, ble det jødiske territoriets kontinuitet sikret og våre styrker
kunne trenge inn på arabisk område'
Kilde 2: En sammenfattende artikkel om de militære operasjonene våren 48,
finnes
i "Plan Dalet. Master Plan for the Conquest of Palestine. Middle East Forum,
november 1961.

1949: Der indgåes våbenhvile. Israel har erobret mere af Palæstina, end
FN's delingsplan havde afsat, blandt andet en del af Jerusalem.

Helt korrekt. Kilde 3: Senest i et innlegg i Jerusalem-avisen Ha'aretz 18.
april 1994,
ble sionistenes svik mot FNs intensjoner for delingen av Palestina,
bekræftet av
tidligere visebrigadesjef i den israelske hær og delegat ved
våpenhvileforhandlingene
på Rhodos i 1949, Shaul Ramati.

Spørsmålet blir kun hva de såkalte israelvenner mener at araberene burde ha
gjort,
om ikke gått til motangrep? Sittet rolig med hendene i fanget og sett på?

Mvh
Kjellemann